[1]
SCORESBYSUND KOLONIEN . II
Af Ejnar Mikkelsen
man nu, fyrretyve år efter koloniens oprettelse, til Scoresbysund, er det en
lise for øje og sind at forlade det stormpiskede ishav og stævne ind i den vældige
fjord, med kurs mod den lille by, som siden 1924 er vokset op på store og nogenlunde
jævne klippeflader i læ af kullede fjelde, gennemskåret af en elv, som bruser ned fra
baglandets indlandsis, byens livsnerve.
Ved landingspladsen ligger administrationens ret mange og store bygninger, pyn-
telige og velholdte, såvel boliger, butikker, pakhuse og lignende. Også en kirke, byens
ældste bygning, og den eneste tilbageværende fra kolonisationsårene. Her over ter-
rainets store klippeflader er anlagt en vej fra øst til vest med grønlænderhuse på
begge sider, pyntelige boligstøttehuse omend temmelig små, kun ca. 35 m2, men til
gengæld nok så dyre, ca. 56.000 kr., hvoraf den danske stat giver halvdelen som
gave, eller er det måske som aflad for mange års uforsvarlig sparsommelighed. Der
lever endnu nogle af de grønlændere, som kom til Scoresbysund i koloniseringsåret
(1924/25), såvel mænd som kvinder, såre ærværdige, stoute men forslidte gamlinge,
hvis tilværelse har været nok så streng, inden den nye tid i ca. 1952 bragte mange
hidtil ukendte goder til Grønland, også Østgrønland, som gamlingene ikke har kendt
fra den usminkede stenaldertid.
Ser man sydover fra den lille og travle by og lader øjet følge den lave, ca. 10—12
km lange og naturlige dækmole, der beskytter fjorden mod polarhavets drivende is-
masser eller tungtløbende dønninger, kan man på den yderste pynt i syd skimte en
del huse og høje radiomaster, der markerer den store internationale vejrmeldings-
station ICAO på Kap Tobin, opført ca. 1947. Stationen er bemandet med en snes
danske teknikere, de fleste med familier, men desværre kun meget få grønlændere.
Danskernes bolig- og arbejdsvilkår er væsentlig mere moderne og gode end i Sco-
resbysund, da ICAO betaler størsteparten af stationens udgifter samt materiellets
fornyelse, for at stationens ydeevne stadig kan være på højde med den internatio-
nale organisations krav.
Kap Tobin stationen har et ret stort elektricitetsværk, der fremstiller strøm til
stationens mange elektriske installationer, og personalet hygger sig selvfølgelig i
409
[2]
huse, hvori elektriciteten udnyttes mest muligt, og i de lange, ravnsorte vinteraftener
er stationens veje og stier oplyste som i almindelige byer. Lysskæret fra Kap Tobins
mange elektriske lamper kan ses viden om land, også i Scoresbysund by, hvor de fle-
ste beboere kun har petroleumslamper til indendørs oplysning, og det kan ikke undre,
at byfolket ærgrer sig noget over ikke at kunne få selv en lille andel i det store elek-
tricitetsværks påståede overproduktion af strøm. Det kan dog åbenbart ikke lade sig
gøre, omend de to forbrugscentrer kun ligger en halv snes kilometer fra hinanden —
men ICAO er jo et internatioalt foretagende, mens Scoresbysund kun er en dansk
småby; svælget mellem de to områder er stort} og bro findes ikke - endnu da.
Forholdene i Scoresbysund er i almindelighed ret gode, men den yngre generation
har for godt eller ondt fjernet sig ret langt fra deres forældres fortidige såre be-
skedne levekår. De er bedre klædt end forældrene, bruger mange penge til indkøb af
indførte varer, også spiritus. Nogle taler lidt dansk, enkelte endog ganske godt. En
del af de voksne mænd er dog heldigvis endnu ret duelige og driftige fangstmænd
efter bjørn og sæl, måske også en moskusokse i ny og næ. Andre grønlændere kører
om sommeren med traktorer eller lastbiler på den stenede vej, udfører arbejde, som
danskerne helst ikke vil have med at gøre, ofte betragtede af de fremmede hånd-
værkere som mindreværdige mennesker, ikke så godt at bemærke for de danskere,
der fra fordums dage har kendt østgrønlændernes selvbevidsthed og totale selv-
hjulpethed i alle forhold.
Der er mange børn på vejen og omkring grønlænderhusene, velnærede og vel-
klædte børn, altid smilende, og sidder en interesseret betragter på en klippeblok og
ser ned over vejen, kan han ikke andet end undre sig over børnenes og ungdommens
tilsyneladende store overtal i den menneskeflok, der om dagen, og såmænd også i
den lyse sommeraften og nat går på vejen, taler et par ord med venner i forbifarten,
gantes og ler, inden de går videre.
Denne opfattelse bekræftes fuldt ud, når man erfarer, at Scoresbysunds grønland-
ske befolkning i 1965 er på 414 individer, der fordeles i aldersklasser som følger:
gifte kvinder og mænd.......................................   117 individer
unge over 15 år.....................................,.......     93 individer
børn under 15 år.............................................   204 individer
(af børn under 15 år er 57 drenge og 130 piger).
Disse tal synes at måtte give myndighederne med ansvaret for Scoresbysund en
hel del at tænke på, idet man hidtil absolut ikke har sørget for at have de organisa-
tioner og faciliteter til rådighed, som synes at måtte være nødvendige for på behørig
måde at kunne tage sig rettelig af dette forholdsvis meget store antal børn og ung-
410
^".„.    , r --'fre* T________i..Cr*--l-~...iSSSF.ir-:-   -    7.
[3]
Scoresbysund-fangeren Peter Pike.
Foto: Chr, Vibe
dom, såsom børneværn i form af den mest primitive børnehave, fornøden skoleplads
til børn i den skolepligtige alder, eller ungdomshjem, som man har det i det øvrige
Grønland. Og langt størsteparten af al denne ungdom bor sammen med forældrene
i pyntelige boligstøttehuse, der kun måler ca. 35 nr, et såre knebent husrum til
en familie med en opvoksende børneflok — og måske endda med voksne børn og
børnebørn.
411
[4]
En børnehave, selv om den kun er primitiv og foreløbig, synes at være meget på-
krævet i Scoresbysund, da småbørnenes mødre, hvoraf adskillige er ugifte og har
arbejde uden for hjemmet, ikke synes at tage sig særlig meget af deres afkom. De
enligt stillede mødre har som regel hverken lyst eller kendskab til barnepleje ,og der
er vel heller ikke særlig godt med plads til barnet og moderen i bedsteforældrenes
trange hus. Denne pladsmangel har medførtj at det nu er vanskeligere for bedste-
moderen at tage sig af barnet, som det var skik og brug i fortidens selvbyggede tør-
vemurshytter, hvor der foran briksen var plads til en del mennesker, og hvor der
som regel var kvinder nok til at tage sig af hyttens småbørn, når dette var nød-
vendigt.
Nu må mange småbørn praktisk talt klare sig selv, og i det moderne østgrønland-
ske samfund er de tider desværre forlængst forbi, da barnet tilbragte en meget stor
del af dets første leveår i moderens varme amaut (rygsæk) og således næsten altid
var betrygget og I hænder. Man ser ofte et lille barn slippe ud af huset og stolpre
frejdigt afsted på de små ben i det meget stenede terrain, hvor alle slags farer lurer
for den uerfarnes fod, fald over store og glatte sten, bidske hunde og meget andet
ondt, ikke mindst stranden, der er meget tillokkende for et småbarn, som er i færd
med at opdage en verden.
Der er et overordentlig stort behov og et alment ønske for en børnehave i Sco-
resbysund, og såvel i kommuneråd, som når mand og mand mødes og diskuterer bør-
nenes vanskelige og farlige første leveår i en verden fuld af farer og fortræd, lyder
ønsket om snarlig at kunne få oprettet en børnehave, eller finde en udvej til på en
eller anden måde at kunne få hjælp af det offentlige eller fra en af de (syd) danske
organisationer, der glad og villigt spreder børnehaver ud over underudviklede var-
me lande, eller til vestgrønlandske byer og bopladser, hvor behovet dog sikkert er
lige så stort som i Scoresbysund, der desværre er delvis ukendt og ligger så fjernt
fra alfarvej, at kun få tilrejsende bemærker trangen.
En nys afrejst distriktslæges hustru, der var moder til et par børn, havde fuld for-
ståelse af børns behov for støtte og begyndte derfor arbejdet med en helt privat bør-
nehave i sit hjem.
Denne barneglade moder fortalte gerne om småbørnenes spontane glæde over at
kunne komme sammen med jævnaldrende i leg og barnlige sysler, selv om hun kun
kunne samle børnene et par timer i ugens dage, og hun oplyste, at der i 1964 var 47
børn fra 3 til 7 års alderen, som trængte overmåde meget til forstående hjælp og
støtte.
Nu er den foretagsomme doktorfrue hjemrejst til Danmark, men hun har forhå-
bentlig efterladt et savn blandt byens unge mødre, som muligvis kan opflamme en
anden barneglad kvinde, grønlænder eller dansk, til dåd. Men desværre, i en småby
412
[5]
Gertrud Rask til ankers ud for Scorcsbysitnd.
Foto: Janus Sørensen
som Scoresbyund er der vel ikke ret mange kvinder med interesse, tid, evner og
plads til at oprette en lignende privat børnehave.
Men var det ikke muligt for den stedlige kommunalbestyrelse at optage dette pro-
blem som sin opgave og stille et ledigt hus til rådighed for en lille og primitiv børne-
have som doktorfruens, og måske af egne midler finde udvej til at betale en mindre
honorar til en barneglad kvinde, som drevet af en naturlig kvindelig trang til at tage
sig af småbørnenes store problemer, samt i besiddelse af lyst, evne og forståelse af
børnenes mest påtrængende krav til at blive hjulpet frelst og beriget gennem de før-
ste vanskelige leveår?
Kunne det mon ikke tænkes, at oprettelsen af en børnehave i Scoresbysund skulle
kunne være en opgave for „Røde Kors" eller „Red Barnet" eller en anden børne-
værns institution i Danmark, uden at det derfor behøvede at blive betragtet som en
hjælp til et trængende udviklingsland, der er dog også officielle børnehaver i det
øvrige Grønland.
Trods alle besværligheder og farer kommer småfolkene jo dog som regel nogen-
lunde frelst igennem de første farlige år og når skolealderen, hvorefter de i 7-8 år
ikke har stort andet at gøre end passe skoletiden og lære lektierne til morgendagen,
hvilket efter børnenes mening velsagtens også kan være mere end nok.
4*3
[6]
Skoleautoriteterne i Scoresbysund har derimod i de senere år haft store bryderier
med skolearbejdet, da de stedlige - men dog særlig de hjemlige ministerielle myndig-
heder - ikke har ofret skolearbejdet i Scoresbysund ret mange tanker efter at Scores-
bysund komiteen i 1927 skaffede distriktet den endnu bestående kirke med to tilbyg-
gede skolelokaler, som hver kan rumme højst 18—19 børn.
Dette var fuldt ud tilstrækkeligt i en så lang årrække, at ingen i ministeriet tænkte
på skole i Scoresbysund inden ca. 1949, da der oprettedes et skolekapel på Kap Hope
bopladsen med dens ca. 100 beboere. Så faldt der igen dyb ro over skolesagen
i selve Scoresbysund by, hvor de lokale skoleautoriteter, præsten og overkateketen,
troligt vedblev at modtage den årlige og hurtigt voksende flok af skolepligtige
børn, der efterhånden blev så stor, at den truede med at sprænge de to små
skolelokaler.
Man af fandt sig med skoleforholdene som man bedst kunne, og da den lokale in-
teresse for en nyordning af skolevæsenet ikke var særlig stor, nåede man frem til ca.
1956, inden man mindede de bevilgende myndigheder om, at en udvidelse af skole-
lokalerne var ønskelig, og i 1958 gav Det Grønlandske Landsråd da også tilsagn
om, at en ny skole snart ville blive opført.
I 1962 fik man endda et bestemt munddigt ministertilsagn om at en skole ville
blive opført i det kommende år, men det viste sig desværre, at det altbestemmende
G. T. O. havde så meget andet arbejde at udføre i Scoresbysund, at man måtte ud-
sætte opførelsen af skolen til en bedre lejlighed. I 1965 er man dog alligevel kom-
met så vidt som til at have fremtryllet en tegning og beskrivelse af en elementbygget
skole, indeholdende to skolelokaler m. m. med plads i hver til 21 elever, og ministe-
ren samt skoledirektøren for Grønland har begge lovet, at skolen skal blive opført
i 1965/66.
Den lokale skoleleder hævder imidlertid, at denne af ministeren sidst lovede ud-
videlse af skolelokalerne end ikke vil kunne give plads til de nuværende skolepligtige
børn, hvilket synes højst sandsynligt, da der i 1964 var over 100 skolepligtige børn,
som skulle presses ind i de gamle og de projekterede nye skolelokaler. I det sidste
årstid må de skolepligtige børns antal endda være steget med ca. 10—15, og man skulle
således nu have mindst 100—115 elever — men kun plads til højst 78.
For børnene er dette sikkert ikke noget problem, men for Scoresbysunds samfund
i almindelighed — og særlig for det fremtidige — er dette et højst alvorligt varsko om,
at dette ikke kan fortsætte uden ubodelig skade for den opvoksende ungdom og dens
mulighed for beskæftigelse.
Fangsterhvervet kan ikke vedblivende ernære det hurtigt voksende samfund, og
en del af ungdommen må derfor opdrages til at kunne udføre andet arbejde inden-
for koloniens rammer, enten ved forskelligt håndværk eller ved en eller anden be-
414
[7]
skæftigelse, hvor der ikke skal regnes eller skrives særlig meget, men hvor der dog
alligevel kan tjenes en mindre ugeløn.
For øjeblikket står det så dårligt til med den lokale ungdoms muligheder i den
erhvervsmæssige alder, at den stedlige danske lærer med bestemthed hævder, at ind-
til nu (1964/65) er der ikke afgået en eneste elev fra den fyrretyveårige skole, som
han vil kunne anbefale til at indtage selv en såre beskeden plads i byens butik, og
man må efter hans opfattelse indforskrive unge vestgrønlændere til at besætte de
nødvendigste underordnede stillinger som butikssvende og hjælpere hos lagerfor-
valtere o. 1.
Det er så galt fat med de fra skolen afgåede unge menneskers almene skolekund-
skaber, at lederen af Egedesmindes realskole for et par år siden udtalte, at han ikke
kan modtage elever fra Scoresbysund, thi omend de intelligensmæssig står fuldt ud
på højde med vestgrønlænderne, mangler de dog den færdighed i almene skolekund-
skaber, som må kræves for at de kan følge med i undervisningen.
De resultater, som skoleundervisningen i Scoresbysund hidindtil har opnået, er så
ringe, at en ældre og veltjent kolonibestyrer fra Vestgrønland, der i sommeren 1964
vikarierede for Scoresbysunds handelschef, har set sig foranlediget til i en rapport
til Den kongelige grønlandske Handel at oplyse: „Det er meget begrænset, hvad de
unge østgrønlændere i handelens tjeneste kan af dansk, og det er ikke muligt at lade
dem udføre almindeligt kontorarbejde, men må henvise dem til mindre ansvarlig be-
skæftigelse, og først i de sidste tre år er undervisningen bleven sådan, at man af de
elever, der udgår fra skolen, kan forvente at få den nødvendige tilgang til handels-
og kontoruddannelse, og ved forespørgsel hos skolelederen, om han kunne anbefale
nogle af de tidligere elever, fik vi at vide, at det især kneb med regning."
Det var hårde ord og er et trist resultat af fyrretyve års undervisning, der nu med
danske lærere bør aktiveres meget betydeligt, inden den lille og noget forsømte for-
post på Grønlands østkyst kan nå frem til den på Vestgrønland gældende standard
for unge grønlænderes kunnen.
Man må håbe, at skolelovens krav om de grønlandske børns ret til at få fornø-
den undervisning også gælder for det afsides og lidet besøgte Scoresbysund-distrikts
børn i den skolepligtige alder, og at det snarest må kunne opfyldes. Men for at nå
dette mål må der først og fremmest skaffes fornødne undervisningslokaler og lærer-
kræfter, så der er mulighed for at samtlige børn i distriktet kan få den undervisning,
de er modtagelige for, og efter tilsagn fra grønlandsministeren og skoledirektøren
for Grønland har man nu begrundet håb om, at dette vil ske uden yderligere
spild af tid.
Undervisningens resultater i Scoresbysund er et såre trist kapitel i koloniens histo-
rie, og det synes at måtte være meget beskæmmende for de tidligere ansvarlige myn-
415
[8]
digheder, at man efter fyrretyve års forløb ikke har været i stand til at få skolelovens
krav og undervisningens resultater til at harmonere bedre end tilfældet har været i
Scoresbysund.
Man behøver ikke at gå langt om land i Scoresbysund for at se, hvorledes en mo-
derne skole skal være og drives, kun til Kap Tobins vejrmeldingsstation ca. 10 km
syd for Scoresbysund by, hvor der i efteråret 1964 åbnedes en flunkende ny og mo-
derne skole med rigelig plads til mindst tyve elever, omend der ved stationen kun er
10-12 skolepligtige børn af dansk og grønlandsk herkomst, som undervises af en
udsendt dansk lærerinde og en på stedet bosiddende grønlænderinde, og såvel lærer-
inder som børnene går op i en fælles enhed af fred og fordragelighed.
Denne skole og dens drift er et skønt eksempel til efterfølgelse - men skolen er
da også betalt af den internationale vejrmeldestation ICAO, som åbenbart har rige-
lige midler til disposition for dens virksomhed og er besjælet med ønsker om, at
børnene under stationens ansvar får den fornødne skoleviden til at kunne klare sig så
nogenlunde i en uvenlig og krævende verden.
Skoleårenes tvang falder vel nok eleven lidt lang, besværlig og måske endda unyt-
tig, men vanskeligere bliver det dog for de unge ved skoleophør at finde et nogen-
lunde tåleligt ståsted i byens lille arbejdende samfund, da der ikke er en eneste privat
næringsdrivende i byen. Al handel er underlagt K. G. H., og de underordnede stillin-
ger ved handelen er hidtil bleven besat med bedre skoleuddannede vestgrønlændere.
Handelschefen er personlig ansvarlig overfor K. G. H. for al vare- og pengeomsæt-
ning i distriktet, og hans kendskab til de unge scoresbysunderes ringe skolelærdom ved
afgang fra skolen bevirker naturligvis, at han næppe tør lade en dreng udføre andet
arbejde indenfor butiksområdet, hverken i butik eller lager, end rengøring og mulig-
vis lidt varetransport.
I Scoresbysund er der heller ikke en eneste privat håndværker, som kan give en
arbejdssøgende interesseret ungdom nogen erhvervsvejledning og råd udover dette
ene: Gå ud og fang sæl, det betaler sig godt og var vore forfædres eneste erhverv!
Rådet er såmænd godt nok, men sælfangst er ikke det eneste fornødne til at holde
et samfund gående — selv et ret primitivt. Der skal jo også findes både smed og ba-
ger i byen og ikke mindst en tømmermand, der kan bygge huse at bo i og lave nødven-
dige ting og sager. Man skulle mene, at træarbejde måtte være naturligt for en øst-
grønlænder, hvis forfædre var særdeles ferme til med en stenkniv at få såre brugbare
ting ud af det lidet træ, de fandt på deres vej.
Træarbejde synes således at måtte være en slags fædrene arv — men brugen af
nutidens værktøj er forholdsvis ny for vore dages østgrønlændere og skal læres -
men hvor?
416

[9]
ICAO-skolen ved Kap Tobin.
Muligheden for at kunne opnå sådan viden kom dog ved krigsophør, hvor den
første store byggeopgave i Scoresbysund blev den hurtigst mulige opførelse af ICAO's
store vejrmeldestation på Kap Tobin i 1947. Og byggeriet fortsattes derefter uaf-
brudt i adskillige år med opførsel af småhuse i Scoresbysund by da Nytidens fortalere
rejste krav om bedre boligforhold såvel for grønlænderne som for de fastansatte
tjenestemænd.
Østgrønlænderne — gamle som unge - manglede absolut al erfaring vedrørende
husbyggeri og kunne selvfølgelig ikke gå i spand med de uddannede danske håndvær-
kere, som dog sikkert - hvis de havde været til sinds at undervise østgrønlænderne
lidt om brugen af europæisk værktøj - ville have kunnet bibringe unge og interesse-
rede østgrønlændere lidt begreb om husbygning. De kunne måske derved have lagt
grunden til en stærkt begrænset østgrønlandsk færdighed, som danske tømreres med-
hjælpere, idet man i de kommende adskillige år fik mere end nok at gøre med at
opbygge den nye Scoresbysund by, da østgrønlændernes oprindelige beboelseshuse
samt ældre pakhuse - pånær kirken - fandtes at være uønskede af fremskridtsfol-
kene i det nye Grønland.
417
[10]
DaG.T.O. overtog opførelsen af alle bygninger ved danske håndværkere, opnåede
østgrønlænderne herefter aldrig andet og mere end at transportere byggemate-
rialer fra skib til byggepladserne. De står praktisk talt helt udenfor den voldsomme
byggeaktivitet i Scoresbysund i det sidste tiår, og ser med undren på deres bys foran-
dring fra brugbare, men for tarvelige boliger til — det skal villigt indrømmes — væ-
sentlig bedre huse, uden selv at have haft den mindste andel heri, og det synes at måtte
være beklageligt, at man ikke udnyttede den tilsyneladende så gode chance til at få
nogle unge og opvakte østgrønlændere oplærte til nogenlunde brugelige medhjælpere
for byggehåndværkerne.
Sommer efter sommer har G. T. O.s byggehåndværkere invaderet Scoresbysund og
har opført beboelseshuse til grønlændere og fastanstatte danske, og er allerede be-
gyndt at reparere nogle af de først opførte.
I sommeren 1965 synes G. T. O.s store byggeaktivitet i Scoresbysund at skulle kul-
minere, da der efter sigende er 60 eller muligvis 80 håndværkere opsendt til Scores-
bysund for på Kap Tobin at rejse et stort tankanlæg med mange og lange forbindel-
sesrør" til forbrugsstederne, og i selve Scoresbysund by skal der samtidig rejses en stor
og højst tiltrængt skole. Desforuden skal der som kronen på værket opføres det hidtil
største hus i Scoresbysund, en to-etages bygning med kontorer til det højere admini-
strative personale i distriktet, såsom kæmner, byggeleder og tolk samt disse mænds
fornødne assistenter og velsagtens også sekretærer. Der skal også i bygningen være et
stort mødelokale, og når der så forøvrigt bliver fornødne rum til arkiver, tekøkken og
små uundværlige rum i kælderen, hvor det rygtes, at oliefyr skal installeres, så har
man et indtryk af, hvad Scoresbysunds første „rådhus" skal rumme — samt at det vil
koste en masse penge.
Havde det mon ikke været mere fremmende for grønlændernes bedst mulige kun-
nen i de kommende år, hvis G. T. O. havde været i stand til at klare sig en stund end-
nu uden rådhus, så man i dets sted havde kunnet opføre et ungdomshus for byens og
distriktets husvilde ungdom, der ikke har et sted, hvor de kan samles i den lange og
mørke vinter, og evt. lære lidt mere end de hidtil har lært vedrørende mulighederne
for så nogenlunde at kune klare sig selv i fremtiden.
Alle slags bygningshåndværkere er nu som i adskillige forudgående år beskæftiget
med byggeri i byen, i distriktet og på Kap Tobin, og har man mon ikke forspildt en
særdeles god chance til at give den opvoksende ungdom et bedre eksistensgrundlag
end de nu har.
Scoresbysunds opvoksende mandlige ungdom behøver dog ikke at forblive uvirk-
som efter skoleårets afslutning, såfremt den kan og vil drive det for østgrønlænderne
naturlige erhverv: Sælfangst, fiskeri og jagt i almindelighed. Fangstfærdighed må
418
[11]
Transport på hundeslæde ved sommertid.
Foto: Chr. Vibe
dog læres og udstyr skaffes, men desværre praktiserer man ikke længere den i forti-
den hævdvundne faderforpligtelse overfor sønnen: At lære ham sælfangstens myste-
rier allerede fra barndommen og opøve ham i kajakfærdigheder og i den fangst-
teknik, der kan sætte ham i stand til at ernære en familie, når han selv kommer til
skelsår og alder.
Endnu findes der gode fangstmænd i Scoresbysund, og det er muligt, vel endog
sandsynligt, at der snarest må ansættes en ældre og dygtig fangstmand som lærer
i kajakfangst, så drenge og unge mænd med fornoden interesse og håndelag for
fangstmandserhvervet kan få nødvendig og betimelig undervisning om det gennem
talløse generationer oparbejdede kendskab til fangstdyrenes vaner og de brugbare
fangstmetoder under forskellige forhold.
Adskillige drenge i Scoresbysund kan — og har — sat sælgarn for allerede i skole-
tiden at kunne tjene så meget, at han selv skulle kunne være i stand til at klare udgifter-
ne til anskaffelse af de nødvendige fangstvåben, men det meget vigtige fangstmiddel
- en kajak - kan han desværre ikke købe. Det var i fortiden også en fangstmands sam-
419
[12]
fundspligt at lave en kajak til sin søn, men denne hjælp til sønnens selvhjælp, prakti-
seres næppe mere. Skal kajakken anskaffes for penge er den dyr og vanskelig at få,
og omend der nu og da kan købes en gammel kajak, må man være forberedt på at
klare sig selv. Den unge fangstmand laver nu som oftest en kajak af krydsfiner og man
påstår, at de er gode, hensigtsmæssige og sikre, såvel på yderkysten som i fjorden.
Men skulle lovprisningen af en krydsfiner-kajak mon ikke^være dække for en vis flov-
hed over ikke at have en rigtig kajak, betrukket med sælskind — det bedste enmands
fartøj, som nogensinde har båret sin mand over havet.
Det er så sandt at håbe, at en større del af den opvoksende ungdom trods van-
skeligheder går i forfædrenes fodspor som fangstmænd. Der kan tjenes mange
penge ved sælfangst i Scoresbysund, måske endda flere_ end godt er for ubefæstede
sjæle.
Der er nok så strenge eksistensvilkår for de unge mænd, som forlader skolen i 15
års alderen, men pigerne er dog væsentlig værre farne end drengene, da der bogstave-
ligt ikke er et eneste sted i Scoresbysund, hvor en ung kvinde kan lære noget hvorved
hun kan tjene til livets opretholdelse.
Hun kan selvfølgelig gå til hånde l barndomshjemmet, hvor der dog ikke er meget
at gøre og intet at tjene, eller også kan hun måske få en plads som pige i en af de
meget få større danske husholdninger i byen. Sygehuset kan også aftage enkelte unge
kvinder som medhjælpere, og disse steder kan hun vel opnå forøget færdighed i de
kvindelige sysler, som vel nok for en del må være lært under opvæksten. Hun kan også
opnå at blive ansat som medhjælper i en af håndværkerbarakernes køkken, men det
er kun sommerarbejde, som dog kan give hende nogen fortjeneste .
En sådan stilling er måske nok meget tilokkende for de unge piger i Scoresbysund,
men for en ung og uerfaren kvinde kan det blive en nok så farlig beskæftigelse.
Hvis en ung kvinde er særlig energisk, kan hun måske forskaffe sig en brugt syma-
skine og sy mere eller mindre godt til sig selv og andre. Men der er intet sted i byen,
hvor hun på regelret måde kan lære noget, som senere kan skaffe hende føden. Den
viden en ung kvinde hidtil har modtaget i skolen åbner hende ingen adgang til nogen
stilling eller arbejde i huset eller i butik — end sige i et af de få kontorer i byen, hvor
enkelte grønlænderinder unægtelig har ansættelse. Men de har da også været i Dan-
mark i længere eller kortere tid, og selv om de måske ikke er fuldt udlærte i husger-
ning eller kontorarbejde, kan de dog væsentligt mere end deres hjemmeblevne søstre.
De unge i Scoresbysund har det ikke let og det er naturligt at de evt. trøster hin-
anden over tilværelsens genvordigheder. Og da der ikke er husrum tilovers i de små
grønlandske huse, er de unge henvist til at vandre til fjælds med en god kammerat
for at snakke lidt om fælles problemer. Og dette kan også være ret farligt - hvis
kammeraten er af andet køn.
420
[13]
For at give drengene lidt begreb om sund sport og værdien af at kunne løfte i flok,
oprettede en i Scoresbysund ansat dansker et spejderkorps, som nu tæller ca. 40
drenge og menes at kunne vokse ret betydeligt, da interessen for sagen er stor. Denne
trup, som er tilsluttet Det Danske Spejderkorps, har ikke andet samlingslokale end
et lille beboelseshus's snævre loftrum, hvor truppens medlemmer gemmer deres gre-
jer og holder til i ondt vejr.
Forhåbentlig bliver der i det kommende år opført en slags modificeret ungdoms-
klub, hvor de unge kan søge sammen i de lange vinteraftener beskæftiget med lidt op-
lysningsarbejde, nogen indendørs sport, læsning, se film eller hvad andet, der er af
interesse for ungdommen. Denne ungdomsklub bør være under kontrol af en forstå-
ende tilsynsførende eller ungdomsleder, hvilket tiltrænges højligen i en småby som
Scoresbysund, hvor fristelserne for ungdommen uden et nogenlunde fast ståsted ikke
er få.
Scoresbysunds befolkning savner i højeste grad et værksted hvor byens fingernem-
me beboere kunne udføre mange af de småarbejder, som uvægerligen forekommer i
et forholdsvis nyt samfund, hvis medlemmer endnu ikke har lært at vare lidt om
deres sager.
Fik man sådanne arbejdskar i byen ville det formodentlig fremme såvel voksne
mænds som den mandlige ungdoms interesser for at gå i gang med større arbejder,
som der ikke har været plads til at udføre i de små beboelseshuse — f. eks. bygge de
for fangsten så uundværlige kajaker, lave nye slæder eller reparere dem, som hensyns-
løse slædekuske søndrer ved for voldsom kørsel i uvejsomt terræn.
Det ville sikkert være meget ønskeligt, hvis det gamle ekspeditionshus kunne ind-
rettes til et slags snedkerværksted, og da huset er ret rummeligt kunne man måske
samtidig indrette en systue for kvinder, der, i modsætning til mændene, vel nok som
regel måtte kunne finde en lille arbejdsplads i hjemmet.
En sådan værkstedsbygning med fornødent værktøj kunne, selv om den er gammel
og forsømt, give ungdommen en hårdt tiltrængt arbejdsplads og arbejdslyst og bi-
drage meget til at holde dem borte fra fritidsfristelser og ørkesløst dagdriveri i byen,
samt vænne dem til at arbejde, og i mange tilfælde selv udføre det, som de nu må
have andre til at lave — eller som forbliver ugjort, hvor nødvendigt de så end
måtte være!
Husly og værktøj er dog absolut nødvendige betingelser for at realisere dette for-
slag, men huset får man sikkert snart, og værktøjet kan vel skaffes.
Som alle andre steder i Grønland har man også i Scorebysund det meget alvorlige
spiritusproblem at slås med, og det er så meget mere beklageligt som østgrønlænderne
op til ca. 1952-53 aldrig havde kunnet købe hverken spiritus eller humle og malt o. 1.
421
[14]
til fremstilling af den fra Vestgrønland så. kendte og i mange tilfælde højst beklage-
lige hjemmebrygning af øl.
I den af statsminister Hans Hedtoft i 1948 nedsatte store Grønlandskommission
hævdede de særlige østkyndige, at der burde være forbud mod, at de på kysten boende
primitive østgrønlændere ved køb eller gave skulle kunne f å spiritus eller ingredienser
til selv at fremstille berusende drikke.
Dette fremkaldte skarpe protester fra cle i Østgrønland ansatte få vestgrønlæn-
dere (præster, overkateketer og yngre handelsmedhjælpere), som mente, at forslaget
var discriminerende og uretfærdigt. Kommissionen havde dog en anden opfattelse,
der udtrykt i kommissionens betænkning lyder således :
„Kommissionen må imidlertid nære stor betænkelighed ved helt eller delvis at fri-
give adgangen til spiritus, men skal foreslå, at man for at undgå de vanskeligheder,
som den nuværende ordning medfører, indfører totalt forbud mod spiritus i Østgrøn-
land, således at ordningen også omfatter de danske."
Dette berettigede standpunkt blev godtaget ved kommissionsbetænkningens fore-
læggelse i folketinget i 1952, og naive sjæle mente, at så måtte sagen da være i bedste
orden. Det var den dog ikke, for siden da har man ikke hørt et ord om forbud på Øst-
grønland, tvært imod har ministeriets embedsmænd samt forskellige grønlandsmini-
stre under henvisning til flertallets bestemmelsesret overalt i Danmark - altså også i
Grønland — firet på kravet om totalforbud. Da man først havde givet befolkningen
en lille finger, greb den straks hele hånden, og i 1959 tillod man, at den primitive
østgrønlandske befolkning, der aldrig før havde haft den ringeste kendskab til farerne
ved nydelsen af berusende drikke, kunne få et begrænset kvantum spiritus, omend
myndighederne af bitter erfaring måtte vide, at når trangen til spiritus en gang er
vakt, kan den meget vanskeligt manes i jorden igen.
Desværre blev Grønlandskommissionens eenstemmige og motiverende henstilling
til de bestemmende myndigheder om forbud mod spiritusforbrug i Østgrønland ikke
fulgt, og følgen er, at spiritusforbruget i Scoresbysund nu er så stort, som loven over-
hovedet giver mulighed for, at det kan blive. Og det er ikke helt lidt, vistnok mere end
gennemsnitsforbruget i Danmark, idet hver husstand har ret til årlig at købe 460
pilsnere eller 23 fl. akvavit, hvis dette skulle foretrækkes, dog således, at salg af
dette kvantum spiritus sker med en fjerdedel pr. kvartal.
De spiritusberettigede østgrønlændere (over 21 år) kan ved dom som bod for at
give spiritus til mindreårige, få deres spiritusration inddraget enten helt eller for ube-
stemt tid.
Og det er ikke helt få, der må bøde for deres tåbelige gavmildhed overfor mindre-
årige ved selv at måtte undvære den så eftertragtede spiritusration for en vis periode.
Det hævdes, at man i dagene efter udlevering af spiritusrationen ofte bliver vidne
422
[15]
Sygehuset i Scoresbysund.
Foto: Carsten M. Smidt
til ret hemningsløst drikkeri med påfølgende slagsmål og vold, som en del danske
og forstandigere østgrønlændere beklager meget, men uden at kunne fremkomme
med et tilsyneladende gennemførligt forslag til ændring af forholdene.
Det bør dog bemærkes, at jeg ikke har set særlig voldsomme udslag af overdre-
ven spiritusforbrug blandt grønlænderne under to korte sommerbesøg i Scoresbysund,
men så dog nogle berusede grønlændere, hvilket ikke huede mig. Og de udsendte dan-
ske håndværkere holder sig bestemt ikke tilbage.
Man kunne dog trods alt opleve den glæde, at en gammel fangstmand hen mod et
spiritus-kvartals slutning kunne byde på en snaps fra en indtil da uåbnet flaske akva-
vit, som han havde gemt til en særlig festlig lejlighed. Og dette skal ikke være et
enestående tilfælde.
Man har gentagne gange prøvet at interessere ungdommen for afholdssagen ved
at oprette en afholdsforening i håb om derved at skulle kunne dæmme lidt op for
det omsiggribende drikkeri blandt såvel kvinder som mænd, og måske særlig for at
kunne påvirke en del af ungdommen til afholdenhed. Man mangler dog en myndig
og forstående grønlænder til at stå i spidsen for afholdssagen samt et sted, hvor man
kan samle ungdommen og ved sund underholdning give dem andet at tænke på end
at drikke og flakke målløst omkring på sti og vej.
423
[16]
Man må give de unge nogen oplysning, som skolen burde have givet dem, og un-
derholdning som fænger. Lad dem også se nogle gode film, lad dem drive sport og
danse sig trætte med pigerne, så de måske glemmer den lokkende spiritus - som er
farlig for uansvarlig og uvidende ungdom overalt i verden, men dog ulige farligere
for den grønlandske mandlige ungdom, der ajle har rifler, så de i det mindste kan
synes at være vordende fangstmænd, som kan skyde både bjørn og sæl - man skal jo
dræbe for at kunne leve i Østgrønland.
Det hænder desværre også, at riflerne smelder, når spiritus har bedøvet de unge
grønlænderes forstand og dømmekraft, og så kan det for alvor gå galt; gamle stri-
digheder, bilagte og glemte forlængst, kan meget let dukke op i en spiritusomtåget
hjerne, og man undres ofte over, at der trodsjlt ikke sker større skade. Man har så
let ved at true med riflen, hvis man bliver uens med ven eller familie, og en lovende
ung grønlænder dræbte for et par år siden i beruselse sin ligeledes berusede fader.
Hvis der ikke på en eller anden måde kan gribes indj vil det sikkert blive værre og
værre med de unges spiritusforbrug, der forringer deres chancer for at kunne blive
ordentlige fangstmænd, eller den foretrukne blandt mange; unge til at bestride en såre
underordnet stilling i administrationens periferi.
Ungdommen, såvel piger som drenge, har meget svært ved at få nogen arbejdsfor-
tjeneste uden at have lært noget, og da der ikke er overflødig plads i forældrenes
små huse, tilbringer de en meget stor del af døgnet ved alene, eller sammen med en
ligestillet ven eller veninde, at drive rastløse omkring på vej eller fjeld. Og det har de
bestemt ikke godt af, særlig da ikke pigen.
Et ungdomshus, hvor der er plads til samvær med andre unge under forstående
kontrol, og hvor der eventuelt kan bødes noget på den ved pladsmangel og lærer-
mangel forsømte skolegang, eller hvor der under gode forhold kan tales fornuft med
de unge, påvirke dem til at lære noget, at ville noget, kunne det sikkert bringe ad-
skillige unge af begge køn bort fra den nuværende dagdrivertilværelse og starte dem
på den rette vej til i fremtiden at kunne blive en af dem, der har evner, kunnen og
vilje til at arbejde og bidrage til Scoresbysund Koloniens fortsatte trivsel.
Det er fyrretyve år siden kolonisterne kom til Scoresbysund, og der kan vel nu
gøres nogenlunde status over den erhvervsmæssige udvikling i kploniområdet.
Der er stadig godt med sæler inden for fangstmændenes rækkevidde, og i 1964
indliandledes der i byens butik ca. 7000 sælskind, som indbragte fyrretyve fangst-
mænd ca. 480.000 kr. Desforuden har befolkningen selvfølgelig brugt mange skind
til egne formål, så der må være nedlagt adskilligt flere sæler, end skindsalget anty-
der, men hvor mange kan ikke siges.
Sælfangsten i selve Scoresbysund by's nærhed er dog af et forholdsvis beskedent
omfang, og størsteparten af de til byens butik indbragte sælskind stammer fra fangst
424
. -«?-
[17]
;!*s5'*fTi^ •"-&»*.>•-.
rfe /a skibsbesøg ved Scoresbysund
er der en livlig motorbådstrafik mellem by og skib.
Foto i Carsten M. Smidt
ved de steder, hvor koloniens fangstmænd fortrinsvis placeredes i 1924/25, særlig
fra Kap Tobin og Kap Hope. Der er ingen tvivl om, at der kunne indbringes væ-
sentlig flere sæler, hvis fangstmændene ville forlade de nu så fast etablerede boplad-
ser og søge ud til fjernere fangstområder, bl. a. til de i 1927/28 fejlagtig og egen-
mægtig nedlagte bopladser på Kap Steward og Kap Tobin, hvor der i fortiden har
levet'mange eskimoer.
Narhvalen følger stadig dens tilvante træk langs kysten, når isforholdene er rime-
lige, og runder Kap Tobin for at opholde sig nogen tid langt inde i fjorden. Og der
er stadig feststemning på stranden, når en fangstmand kommer ind med narhval
på slæb.
Hvalros er desværre bleven sjældne i fjordområdet og holder i almindelighed ikke
af at være i menneskenes nærhed, så fangsten af disse store dyr betyder nu meget
lidt for befolkningens ernæring og eventuelle indtægt.
Årsudbyttet af b j ørne f angsten er nok bleven omtrent halveret siden kolonisternes
ankomst, men da var det også meget stort.
425
[18]
-ag-
Moskusoksebestanden må vel være omtrent af samme størrelse, som da koloni-
sterne ankom, idet man har fundet det forsvarligt i de senere år at udsende to offi-
cielle ekspeditioner for at indfange moskusgk,sekalve for omflytning til Vestgrøn-
land. Dette har selvfølgelig kostet nogle ældre dyr livet, og har desværre derved vel
også nedsat grønlændernes respekt for de i fortiden så strengt overholdte frednings-
bestemmelser, der trods befolkningens protester har været gældende i mange år. Det
menes dog, at man nu kan give tilladelse til ved juletid at nedskyde 35 moskusokser
til glæde for befolkningen — men det er ikke altid let i vintermørke at se forskel på
tyr, ko eller kvie, og disse fællesjagter på moskusokser koster ofte flere dyr end
det tilladte, også kvier og køer.
Det i 1964 oprettede kommuneråd i Score_sbysund er meget aktivt interesseret i at
sprede fangstmændene til fjernere fangstpladser, og har sat undersøgelser igang for
at finde frem til nye fangst- eller fiskeområder.
Man har således påbegyndt et kommunalt forsøg på at finde de hellefiskebanker,
der formenes at være i Scoresbysund, men forsøget gav ikke et større resultat. Det
vil dog formentlig blive fortsat, da man mener der må være større hellefiskebanker
nær Kap Brewster eller langs Scoresbysunds sydkyst.
Man har igen forsøgt fiskeri efter laks udfor Syd Kap, hvor fiskeriet har været
indstillet i nogle år, og man indbragte ca. 1000 kg laks i sommeren 1964. Det er dog
dyrt og vanskeligt at få den saltede laks transporteret til Scoresbysund handels-
center med koloniens eneste og alderstegne motorbåd, der skal benyttes til mangfol-
dige andre hverv.
DeLmenes, at der i nærheden af Syd Kap må være rejebanker, da man i 1964
fandt rejer i dræbte sælers maveindhold, og er det rigtigt, kunne det måske blive en
ny indtægtsmulighed for kolonisterne.
Der blev også foretaget et kortvarigt fiskeriforsøg efter laks og hellefisk ved
Gåselandet i august 1964, og det skal efter kommunerådets mening have givet et
ganske uventet resultat, da fisken synes at være større end andre steder, og måske
af en Hdt anden art. Fangstudbyttet pr. garn var også større, end man hidtil har
kendt det i Scoresbysund.
Kommunalbestyrelsen mener, at fiskeriet er lovende i Scoresbysund, samt at det
bør undersøges nøjere, og såvidt mig bekendt overvejer man nu at få en erhvervs-
fisker fra Jakobshavn til Scoresbysund for at få forholdene undersøgt såvidt muligt
uden større indsats af materiel.
Selvfølgelig ville nogenlunde gode fiskerimuligheder i den vældige fjord betyde
overmåde meget for befolkningens ernæring, men sælfangsten er dog grønlændernes
naturlige og mest stabile erhverv, som sikkert kunne øges betydeligt under bedre
426
[19]
fangstvilkår end de nuværende og virke tillokkende for den mandlige ungdom, der
i højeste grad mangler et naturligt og traditionelt erhverv.
Kommunalbestyrelsen er da også interesseret i at udvide rammerne for sælfang-
sten, og har allerede nu bødet noget på den første handelsbestyrers mærkelige og for
samfundets fremtidige trivsel så højst uheldige disposition ved at trække fangst-
mændene fra Kap Steward og Kap Tobin ind til administrationscentret i fjordens
munding, hvor man finder alt af interesse for grønlænderne — pånær sæler og der-
med følgende fortjenester til at kunne opretholde livet.
På Kap Steward er der nu af kommunen bygget en fangsthytte, og i sommeren
1964 var den beboet af en fangstmand med familie. På Kap Tobin er der nu bosat
3 fangerfamilier, som ICAO synes at ville kræve fjernet fra området, der ønskes at
henstå som reserve for evt. fremtidig bebyggelse. Dette er forhåbentlig kun et ønske
fra ICAO's side og ikke et krav, for skulle dette fremkomme, bør det hævdes med
bestemthed, at Kap Tobin altid har været, og stadig er et af de bedste fangstområ-
der i Scoresbysund, og at der i 1924 opførtes tre eller fire huse til kolonisterne på
pynten, medens ICAO først begyndte at bygge vejrmeldestationen i 1947/48. Og ved
stationen er der forøvrigt endnu meget store ubebyggede arealer.
Danmark bør ikke officielt give ICAO ret til at bygge så meget på Kap Tobin, at
grønlænderne dermed fortrænges fra de områder, som de har beboet i årtier inden
ICAO eksisterede og kom til landet.
På Kap Brewster har kommunalbestyrelsen ladet opføre tre grønlænderhuse og et
proviantdepot med beboelse. Fangstforholdene er gode, og bopladsen er ved et dal-
strøg i nær og god forbindelse med en tidligere stor boplads syd for Scoresbysund,
hvor man formentlig også vil kunne få god jagt.
Også i Hurry Inlet har kommunalbestyrelsen ladet opføre en fangsthytte og ved
Sydkap findes et gammelt fangsthus samt en bolig med butik, som opførtes for nogle
år siden (ca. 1950), da en dansk telegrafist og fisker, gift med en grønlænderinde,
ønskede at flytte dertil, da grønlænderne havde omtalt, at der i nærheden var store
mængder hellefisk og laks i hav og fjord. Fangstforsøget blev dog opgivet efter et
års forløb, men nu fisker grønlænderne selv ved Sydkap med godt resultat.
På Liverpoolkysten er der for år tilbage af Scoresbysund Komiteen bygget nogle
mindre fangsthuse, som i begyndelsen blev benyttede med stort udbytte, og fra den
tid ved man, at jagten langs kysten giver godt med sæl og bjørn, ikke mindst om for-
året, når landisen endnu holder, og drivisen har fjernet sig lidt fra land.
På Kap Swainson findes et stort fangsthus, og såvidt vides er fangstmulighederne
omkring forbjerget omtrent lige så gode som ved Kap Tobin. Og endelig er der også
fangsthytter nord over langs Liverpoolkysten på Kap Høegh og Kap Greg.
Nogle af disse fangsthuse blev for år tilbage opført af Scoresbysund Komiteen
427
[20]
for at trække grønlænderne bort fra byen. Grønlænderne ønsker dog nu et proviant-
depot med bestyrer for at opholde sig på de gode fjernere fangstpladser. Dette
ønske synes at være rimeligt og må sikkert opfyldes for påny at få fangstmænd ud
på yderkysten, hvorfra der er fra 10 til 30 km slædekørsel over bjergpas mellem
byen, hvor forsyningerne findes i massevis, og yderkystens fangsthuse med bjørn og
mange sæl for døren, men ingen af de attråede varer, som er bleven dagligkost i nu-
tidens Østgrønland — hvor pengene til køb så end kommer fra.
Disse depoter kan om sommeren udlægges med en motorbåd, som er absolut uom-
gængelig nødvendig, såfremt man ønsker at forbedre forholdene for grønlænderne
i Scoresbysund by, særlig ungdommens, som man med alle midler bør fjerne fra
byen og dens tillokkelser, der koster penge, som ungdommen ikke kan forskaffe sig
ved hæderligt arbejde, da den som omtalt ovenfor ikke har lært noget som helst.
Det kunne også være interessant at få undersøgt, om sæler kan fanges i garn fra
Danmarks Øens kyster, for sæler må være der i ret stor mængde, da man på Ryder
ekspeditionen så mange sæler — særlig om foråret når de soler sig på isen - og det
forekommer mig, at en grønlandsk fangstmand i Scoresbysund har omtalt, at forårs-
isen var „sort" af sæler.
Dette bør undersøges til bunds, da Danmarks Øen er et godt opholdssted, og en
fangstmand eller to kunne ved forårstid tage deres koner og mindre børn på slæden
og køre derud, turen er da ikke så urimelig lang — og koloniens motorbåd kunne så
afhente familierne med deres sælskind i den følgende sommer.
En betingelse for at få de duelige fangstmænd ud på fjernere fangstpladser, end
tilfældet nu er, vil dog vistnok medføre et kr_av om, at der i byen og i forbindelse
med skolen, etableres et skolehjem, hvor de skolepligtige børn kan få betrygget op-
hold, når forældrene er ude på sommerfangstpladsen for ved sælfangst at skaffe
fornødent økonomisk grundlag for Scoresbysund samfundets fremtidige trivsel.
Såfremt der under kommende forhandlinger med Norge om brugsret af forskel-
lige lokaliteter langs kysten nord for Kong Oscars Fjord, bør de danske myndighe-
der have Scoresbysund befolkningens tarv for øje, thi lykkes det at trække de unge
grønlændere bort fra byen og ud til de omliggende fangstområder, vil den dag sik-
kert komme inden længe, da de forlanger ret til at slå sig ned i Kong Oscars Fjord
og på kysten, hvor det passer dem, og sandsynligvis også nordligere.
De danske myndigheder bør sørge for at kyststrækningen fra Kap Tobin og nord-
over til og med Myggbukta kan forblive ubesat af fremmede fangstmænd, så grøn-
landske fangere ad åre kan have et fangstområde, som sandsynligvis vil kunne give
mange østgrønlændere tryghed og forholdsvis god økonomi med visheden om, at de
bor ved gode fangststeder i deres eget land — og under Danmarks beskyttelse.
428[21]