[1]
MØDREHJÆLP I GRØNLAND
Af Vera Skalts
l sommeren 1962 besøgte jeg Grønland for første gang. Efter anmodning fra Mi-
nisteriet for Grønland skulle jeg se på, hvordan forholdene var for mor og barn,
især for moderen med det helt lille barn. Navnlig skulle jeg forsøge at finde ud af,
om der var behov for og muligheder for at udføre et hjælpearbejde på linie med
mødrehjælpens arbejde i det øvrige Danmark, og om den danske mødrehjælpslov,
som for tiden ikke gælder i Grønland, kunne og burde sættes i kraft. Lad mig straks
understrege, at jeg kun så en lille del af Grønland. Østgrønland så jeg slet ikke. I
Yestgrønland rejste vi fra Sdr. Strømfjord til Jakobshavn, alt nord for - Umanak,
Upernavik, Thule - så vi ikke.
Når man tænker på rejsen, tegner sig straks på nethinden det ene skønhedsindtryk
efter det andet, Godthåbsfjorden, der skærer sig mellem nøgne, stejle, brune fjelde,
så man følte sig urfjeldet og jordens skabelse nær, isbjerge og bræer — ikke mindst
den vidunderskønne bræ ved Jakobshavn i midnatssol. Skønheden i syd, Julianehåbs
og Narssaqs stærke lys og klare luft. Den grønlandske naturs skønhed og storhed
gør et uforglemmeligt indtryk.
Det er klart, at det er stærkt begrænset, hvad man ved efter 3—4 ugers ophold,
men så meget forstår man selv som „sommermand", at de store afstande, det vold-
somme klima, befolkningens spredthed, sprogproblemer, sammenstød af to kulturer,
giver helt andre vilkår for arbejdet dér encl her hos os. Man kan ikke undgå at se og
høre, at der er sket betydelige fremskridt i de sidste år. Der har fundet en impone-
rende udbygning sted under vanskelige geografiske og klimatiske forhold i mange
byer. Jeg tænker på udbygning af havneanlæg, af offentlige værker og industrian-
læg og på boligbyggeri. Men at der er lang vej igen, er lige så indlysende. Der er
mange, navnlig i byerne, der bor i gode og forsvarlige huse, men der er ikke tvivl
om, at det ville gå alle, som det gik mig, at man bliver fuldstændig rystet over det sto-
re antal faldefærdige rønner, man ser, som ofte forekommer uegnede til menneske-
boliger. Også i det øvrige Danmark ser vi havehuse baggårde, faldefærdige huse, som
de fleste bliver chokerede over bebos af mennesker. Men i Danmark er det lykkelig-
vis kun de få det gælder — i Grønland er det de mange, og hertil kommer så den grøn-
147
[2]
landske families store størrelse. Ofte bor 6-8 mennesker, ja helt op til 10-12 i
Grønland i ét værelse. Og boligforholdene for de unge tilflyttede sæsonarbejdersker
ved en fabrik, jeg så, var helt forfærdelige. Det var træbarakker med køjerum for
S unge piger eller Jamesway huts med 5-6 16—17 årige piger i et halvmørkt rum.
Sundhedsvæsenet.
Sunhedsvæsenet har taget fat. Udbygningen af sygehusvæsenet forekom mig im-
ponerende. Gennem nybygning og modernisering er sygehusene, de fleste steder jeg
har set, fuldt ud på højde med de danske hernede. Andre steder ville man i bedste
fald betegne dem som interimistiske. Jeg husker bl. a. et sygehus, hvor kokkepigens
værelse samtidig blev brugt til stryge- og tørrerum og til spisestue for børnene.
Det profylaktiske medicinske arbejde forekom mig også at være langt fremme.
Den gravide kvinde i Grønland helbredsundersøges som sin danske søster. Vor svan-
gerskabshygiejnelov, hvorefter den gravide kvinde kan blive undersøgt 3 gange gra-
tis af læge og 7 gange af jordemoder, gælder i Grønland og bruges i betydelig ud-
strækning, hvor det er muligt. Man udleverer mælkepulver på linie med mælkehjælp
hernede til gravide og til mødre med små børn. Selve fødslen finder i byerne altid
sted på sygehusene, og mere og mere forsøger man at få kvinderne fra udstederne
ind på sygehusene i god tid, så de kan få den fuldt forsvarlige hjælp under fødslen
og de par dages hvile, som er af så stor betydning. Der findes dygtige jordemødre
rundt omkring, men langtfra nok, og igen her har vi de store afstande; der er mange
steder, hvor en fødselshjælper med en utilstrækkelig uddannelse er den eneste hjæl-
per, og lægerne taler om kvinder, der erhverver sig sygdomme for hele livet ved den
utilstrækkelige hjælp og ved at stå for tidligt op efter fødslen og straks gå i gang
med hårdt arbejde. Tilliden til læger, sygeplejersker og jordemødre forekom meget
stor i den grønlandske befolkning, og selv om der er mangler, synes jeg, det var fint
arbejde, der gjordes rundt om.
Sociale forhold.
De sociale forhold er langt fra fulgt med den øvrige udvikling. Man kan måske
sige om sundhedsvæsenet, at det er nået lømmelalderen; i så fald er de sociale for-
hold endnu ikke nået kravlealderen. Ofte forekommer de helt uforsvarlige, selvom
man tager hensyn til forskellen i levesæt og mentalitet. Det er en sørgelig, men ufra-
vigelig kendsgerning, at sociale skader altid følger i industrialiseringens fodspor.
Det kendes fra England i sin tid, det kendtes i Danmark, hvor det tog næsten et halvt
århundrede at overvinde dem i store træk. Men der er den meget væsentlige for-
skel, at vi nu erfaringsmæssigt ved, at det sker, og hvad der sker, og at vi kan fore-
bygge følgerne, hvis vi vil ofre, hvad det koster. Familiernes splittelse, syge nervøse
148                                                   -        -----     -   ---
[3]
Ung grønlandsk moder med sit ikke helt speede brystbarn.
Foto: Aage Gilberg
[4]
børn, adfærdsvanskelige børn og ungdomskriminalitet er skader, der opstår under
industrialisering. Et forebyggende familiepolitisk arbejde i Grønland forekommer
mig meget vigtigt. Jeg er helt overbevist om, at undladelse heraf eller blot udskydelse
vil komme mennesker og samfund dyrt at stå. Men det vil tage sin tid. Det er jo
ikke alene et spørgsmål om at gøre ting, om at indføre foranstaltninger, men i høj
grad om at vække befolkningens egen 'forståelse for problemerne, og ordet tålmo-
dighed hører man her igen og igen. Det forekommer imidlertid på høje tid at få be-
gyndt, om ikke skaderne skal vokse uoverkommeligt i alvor og tal.
. Inden for arbejdet med små og større børn er der enkelte lyspunkter. Private for-
eninger i Danmark har — oprindeligt som led i kampen mod sygdomme — oprettet
børnehjem. Således „Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn", der driver fem
smukke børnesanatorier, og yderligere en vuggestue i Godthåb. Det var tubekulo-
sen, der satte dette arbejde igang. Nu er tuberkulosen trængt så stærkt i baggrun-
den, at de 5 børnesanatorier i dag virker på linie med almindelige børnehjem.
Røde Kors driver 3 børnehjem og har planlagt et fjerde i Nanortalik. Red Barnet
har ca. 15 børnehaver og småbørnsstuer f or børn fra ca. IVa år og opefter. Endelig
har sygehusvæsenet været nødt til at oprette såkaldte børneplejehjem. Det er sim-
pelthen en stue eller to på hospitalet, der tages ind til brug for de børn, hvis mor er
indlagt som patient. Hun kunne ikke komme til behandling, med mindre man tog
børnene med. Børnene passes her af en kivfak under sygeplejerskens ledelse.
Ophold for den gravide kvinde.
For mig var det nedslående at se, at arbejdet for den gravide kvinde og det spæde
barn var stærkt forsømt. En gang imellem spurgte man sig selv, om man regnede
med, at børnene fødes 2 år gamle. Herhjemme har vi efterhånden fået forståelse
af, at det er afgørende for, at et barn kan fødes sundt og levedygtigt, at den gra-
vide kvinde har det godt under graviditeten, har et ordentligt sted at bo og får den
rigtige kost og nødvendige hvile. Man er ved at få øjnene op for, at for tidlige
fødsler og dermed ofte fødsler af syge børn har sammenhæng med de sociale for-
hold, hvorunder moderen lever. Man har fortalt mig, at det i Grønland tidligere
var helt almindeligt, at den ugifte gravide kvinde simpelthen blev optaget i fami-
lien. Man sagde, at der aldrig havde været og ikke var moralsk fordømmelse af den
ugifte gravide, men rent faktisk er der, efter hvad jeg har set, mange gravide kvin-
der, gifte som ugifte, der lever under særdeles dårlige sociale kår. Ofte har de ingen
steder, hvor de kan være, specielt gælder dette selvfølgelig den ugifte gravide. En
forsorgsmedarbejder fortalte mig, at to unge højgravide kvinder havde bedt ham
vise dem et sted, hvor de kunne sove om natten, og han måtte afvise dem. Der var
ingen steder, hvor de kunne være. Andre oplyste, at ugifte gravide sov så bag en dør,
[5]
så bag en anden hos en og anden venlig sjæl. Hjem, som vi har det hos os, hvor en
enlig gravid kvinde kan få ophold de sidste par måneder af svangerskabet, hvis hun
ikke har nogen steder at være, findes overhovedet ikke i Grønland. Mulighed for
anbringelse af den gravide unge pige i private hjem, som mødrehjælpen her kan
skaffe, er udelukket i Grønland, simpelthen på grund af pladsmanglen. Og den gifte
gravide er ofte så slidt af de talrige børnefødsler og det hårde arbejde, der trods alt
findes mange steder, at det ikke forekommer forsvarligt.
Sundhedsplejersker.
Når barnet er født, har vi i det øvrige Danmark sundhedsplejersker til at tage sig
af de fleste børn. I Grønland findes der 2 sundhedsplejersker. De har nok at
gøre, meget at lære fra sig om børnepasning, om kosten, renlighed o. s. v. Den grøn-
landske kvinde, siger alle, er en dejlig mor for sit lille barn, varm og kærlig, mild og
sød — måske allermest efter hvad jeg har hørt for den helt spæde. Men oplysning
og vejledning er tiltrængt.
Amning.
En meget positiv ting for børnenes trivsel er uden tvivl, at grønlænderinderne i
vid udstrækning ammer deres børn. Jeg så en sammenligning mellem Grøn-
land og Århus, der viste, at i Grønland giver 95 % barnet bryst, når det er l måned,
80 % ved 3 mdr. og ved 5 mdrs. alderen ammede næsten endnu halvdelen af kvin-
derne deres børn, medens de tilsvarende tal for Århus var 60 %, 25 % og 7 %. Det
behøver næppe kommentarer, at det er af stor værdi for børnene i Grønland. Men
mere og mere rnå de gifte kvinder som de ugifte gå på arbejde. De har hårdt brug
for de penge, de kan tjene, og det grønlandske samfund har brug for dem. Hvem
tager sig af de spæde børn imens ?
Vuggestuer.
I Danmark har vi vuggestuer, hvor børnene i alderen 0—2 år kan være om dagen,
når moderen arbejder ude. Vi har langt fra nok, men i Grønland findes de så godt
som ikke. En lille forsøgsvuggestue, ganske enkelt indrettet og med et par søde, unge
grønlændere til at passe børnene, så jeg i Holsteinsborg. Man har nylig indrettet en
vuggestue i Godthåb, og der arbejdes for at få det andre steder. Men det haster.
Mig ville det forekomme rigtigt, om man til hver større fabrik havde indrettet vug-
gestue og et sted, hvor moderen kunne amme barnet. Jeg ved, at det mange gange har
været med i projekter, men er opgivet af økonomiske grunde. Jeg tror, det er dårlig
økonomi, det går for meget ud over mødre og børn. Som det er nu, må mødre i deres
sparsomme frokostpause styrte hjem over sten og klipper og amme barnet, og hjem-
[6]
•
rne tilses barnet af en lillesøster eller en gammel bedstemor — eller slet ikke. Den lille
søster har det heller ikke for nemt, hun forslæber sig, og det er alt for stort et ansvar
at lægge på hende. Diskussionen om vuggestuer går højt mange steder. Ingen synes
vist, at vuggestuer i og for sig er en lykkelig løsning, men når valget står imellem at
lade barnet skøtte sig selv eller blive passet på den måde, jeg her har nævnt, kan
man ikke være i tvivl om, at vuggestuer er en nødvendighed fremkaldt af industria-
liseringen. Den grønlandske befolknings levefod kan forbedres betydeligt, siger man,
ved udnyttelsen af arbejdsreserverne blandt kvinderne. Men det forudsætter, at sam-
fundet sørger forsvarligt for børnene. Det er i Danmark nødvendigt med langt flere
pladser i forebyggende institutioner, end vi har, Det er rystende nødvendigt i Grøn-
land.
Spædbørnehjem.
Spædbørnehjem - og mødrehjem — mangler totalt. Hvis en kvinde ønsker det,
kan vi her skaffe hende ophold sammen med barnet på et mødrehjem i kortere eller
længere tid, som regel op til et år efter barnets fødsel. Det er fortrinsvis de helt unge
eller lidt mindre robuste, der ønsker ophold på disse hjem. De fleste foretrækker at
gå ud i deres normale arbejde, så snart de er raske, og er de ikke istand til at have
barnet, kan det midlertidigt anbringes på et spædbørnehjem. Her tager uddannet
personale sig af børnene hele døgnet. I Grønland findes ikke hjem, hvor moderen kan
være sammen med sit lille barn i det første års tid efter fødslen, eller hjem, hvor hun
kan få barnet anbragt midlertidigt under forsvarlige vilkår, hvis hun ikke selv har
muligheder for at have det hos sig. Ikke få medlemmer af forsorgsudvalgene, som
jeg talte med, fremhævede, at der ikke i Grønland eksisterer praktisk mulighed for
at fjerne et barn fra et dårligt hjem. Der kan jo i Grønland som her være forsøm-
melige forældre eller hjem med så dårlige forhold, at det er farligt for børnenes
sundhed at bo der, men der er hverken spædbørnehjem eller pladser nok på alminde-
lige børnehjem til disse børns anbringelse.
Adoption.
Også som led i ordning af adoptioner er der hårdt brug for et antal spædbørne-
hjem i Grønland. Adoption er efter min erfaring det sværeste og mest ansvarsfulde
arbejde, man kan påtage sig. Med adoptionen bestemmer man barnets tilværelse for
al fremtid. Det er en alvorlig beslutning for en mor at tage, og adoptivforældrenes
hele fremtidige tilværelse er afhængig af, om barnet passer sammen med dem eller
ej. Jeg tror, man har lov at sige, at adoption her foregår under så betryggende for-
hold, som det er muligt. I Grønland er der også mødre, der ønsker at bortadoptere
deres børn. Men det er næppe forkert at sige, at ordningen af adoption i Grønland
[7]
l Grønland findes ikke hjem, hvor moderen kan være sammen med sit lille barn
det første års tid efter fødslen, eller hjem, hvor hun kan få barnet anbragt midlertidig under
forsvarlige vilkår. Dette billede er taget på et grønlandsk sygehus.
hidtil helt har haft tilfældighedernes præg. Man hører om opslag på en dør, hvor
en mand på et skib gerne vil have et barn med ned - og får det - man hører om en
hospitalsmedhjælper, der går ind på en stue og tager barnet med hjem, når hun rej-
ser, og man hører om breve fra mennesker, der har været i Grønland og gerne vil
have et barn sendt ned. Myndighederne i Grønland har længe været bekymrede her-
over og det er stærkt ønskeligt, at man når frem til en lige så omhyggelig ordning
af adoption i Grønland som i det øvrige Danmark. Men til det brug er spædbørne-
hjem en nødvendighed. Man må have tid til at undersøge barnet. Det er vigtigt, at
man ved noget om barnets forældre, så man kan gøre, hvad der er menneskeligt mu-
ligt for at finde det rigtige hjem til det enkelte barn. Det er ikke nok med mennesker
med god vilje og begejstring for Grønland. Dertil er det, der sker, altfor alvorligt
for alle parter.
Rekreation.
Er en mor udkørt på grund af sygdom, træthed efter for mange børnefødsler eller
på grund af personlige problemer, har hun her mulighed for at komme på rekrea-
153
[8]
tion evt. sammen med det spæde barn og de små børn, som rekreationshjemmets per-
sonale så delvis passer for at give hende fornøden ro og hvile. Vi har erfaring for
disse hjems store betydning for familien. Moderen får et lille pust i tilværelsen.
Hun ser, der er andre, der tænker på hende, vil hjælpe hende, og hun ser måske ikke
mindst, at andre mennesker er ude for lige så store krav eller måske endnu større
krav end dem, der stilles til hende. Gang på gang ser vi, hvorledes en mor efter et op-
hold på 3—4 uger retter sig og får lyst og kræfter til at gå i gang igen. I Grønland fin-
des sådanne muligheder ikke. Vi drøftede med landshøvdingen, om man evt. kunne
indrette ledige skolekapeller rundt om til dette formål. Det behøver på ingen måde
at være luksus, og grønlandske kvinder kunne uden tvivl sætte dette arbejde i gang
for relativt små midler. Ikke mindst kan man vist her som på andre områder regne
med de private husmoderforeninger.
Husmoder af løsning.
En anden værdifuld hjælp, som findes her i landet er husmoderafløsningen. Gen-
nem denne lov kan man hjælpe, når husmoderen er syg og derved forhindre, at hjem-
met bliver mere eller mindre opløst. En husmoderafløsning i Grønland ville være af
stor værdi, dels til aflastning og støtte for hjemmene, dels vil en dygig husmoder-
afløser kunne give nyttig lærdom med på vejen i mange hjem. Husmoderafløsere
og hjemkonsulenter, der bistår med budgetlægning og rigtige indkøb retter mange
uerfarne hjem op.
Økonomisk støtte.
Spædbørnepakker. Enhver mor i Danmark, gift eller ugift, der har en lille indtægt
(væsentlig under sygekassegrænsen), kan for offentlige midler få en såkaldt spæd-
børnepakke, ligesom mange via private bidrag, der fordobles af det offentlige, får
hjælp til tøj til de større børn, til seng og barnevogn. Det var helt naturligt for én,
når man så forholdene i Grønland, straks at tænke, at disse bestemmelser burde
gælde alle danske mødre og børn, også de grønlandske, men man mødte her to ind-
vendinger. For det første, at grønlændere jo ikke betalte skat, så det var svært at
finde ud af indtægten, og dermed hvem der burde have og ikke have denne hjælp.
Dernæst var mange bange for ansvarsforflygtigelse. Det er jo en udtalelse vi også
har mødt og møder her i landet. Gør man det ikke for let. De får jo „alt". Det er
dog mit indtryk, at man her i landet kun møder få, der i dag taler om ansvarsforflyg-
tigelse på grund af den hjælp vi giver vore mødre og børn. Den enlige mors vilkår er
der vist ingen, der misunder hende eller barnet, og de børnerige familier har en be-
tydelig dårligere økonomisk status end tilsvarende barnløse grupper. Dette har man
mange tal for sort på hvidt. Men det er rigtigt, at man må lære de pågældende at
[9]


Overalt i Grønland kan man ofte møde en ikke ret gammel
store-søstcr med en af sine søskende på armen. Hun forslæber sig, og ansvaret,
der er pålagt hende, er alt for stort.
Foto: Jette Bang
bruge tingene på en fornuftig måde. Der er uden tvivl grønlandske mødre, som ikke
vil forstå at behandle tøjet rigtigt, måske heller ikke at skønne på det, men dér som
her er det et spørgsmål om vejledning og oplæring, som kan og bør sættes i værk. Og
når man ser de mange kønne, søde, sorthårede små børn i tynde, dårlige klæder, fore-
kommer det slemt, at denne del af riget mangler hjælpeforanstaltninger, der dog
155
[10]
kunne bidrage noget til en forsvarligere standard for børnepasning blandt den øko-
nomisk svagere del af befolkningen. Den grønlandske påklædning, skindtøjet, er næ-
sten forsvundet i den del af Grønland, jeg så. Jeg tror, det var 1000 kr., det kostede
for en grønlandsk skinddragt til en lille pige, og derfor går børnene klædt i samme
tøj, som vi, ofte for tyndt og dårligt til det klima, de er udsat for. Øre- næse- hals-
sygdomme er uhyggelig udbredte. Dette svier til børnene på mange måder bl. a. i sko-
lerne, hvor de undertiden helt misvisende betragtes som dårligt begavede, fordi de
på grund af deres ørelidelse, polyper m. v. ikke kan høre, hvad der bliver sagt og der-
for ikke kan følge med. Historier som vi kender herhjemmefra for år tilbage.
Behovet for egen seng til det spæde barn og til mindre børn er meget stort. Hvis
barnet deler seng med andre, udsættes det for smitte af forskellige sygdomme, bl. a.
gonnorrhoe. Det bedste ville være, om man kunne skaffe dem en kombineret seng/
vogn, der kunne bruges både ude og inde. Der er mange børn, der ikke kommer nok
i luften, og de kan selvfølgelig ikke stå ude i en tynd træseng, både tøj og seng/vogn
må tilpasses de grønlandske forhold. Private kredse, legater o. lign. ville uden tvivl
kunne gøres interesserede i denne opgave.
Børnebidrag. Danmark er verden over kendt for sin tidlige hjælp til den enlige
mor. Jeg tænker på vore love helt tilbage til 1763, hvorefter faderen skulle betale en
del af udgifterne til barnets underhold, og fra 1888, hvor moderen kunne få dette
bidrag forskudsvis udbetalt af kommunerne. I dag er det en selvfølgelig pligt for en-
hver ugift mor i Danmark at opgive, hvem der er far til barnet. De fleste kvinder
rejser faderskabssag allerede i begyndelsen af graviditeten og i hvert fald umiddel-
bart efter barnets fødsel. Domstole, politi og mødrehjælp bistår med sagens opkla-
ring. Mødrehjælpen har kontakt med 90 % af de ugifte mødre og hjælper dem med
faderskabssagen. Jordemødre og læger har anmeldelsespligt overfor mødrehjælpen,
og langt de fleste får fastslået, hvem der er far til barnet med deraf følgende ret for
barnet til arv, evt. til faderens navn og til underholdsbidrag fra ham, indtil barnet
er 18 — under uddannelse evt. 24 — år. Mødrehjælpen kan give forskud på bidrag fra
den dag, barnet er født, og skulle sagen falde ud til frifindelse, tager det offentlige
tabet.
Hvordan ser billedet nu ud i Grønland? I Grønland er der ingen, der kan tage
dette problem effektivt op. Siden 1951 har læger og jordemødre haft ameldelses-
pligt vedr. fødsler udenfor ægteskab, men igen her træder de store afstande hin-
drende i vejen. Alle myndigheder er overbebyrdede. Ofte ved kvinderne ikke, at de
kan rejse sagen, og når man lang tid efter barnets fødsel får forbindelse med dem,
er det i mange tilfælde svært at få sagen fuldt opklaret. Vi drøftede ved besøget
i Grønland, om jordemødrene og lægerne allerede ved den første svangerskabsunder-
søgelse, som kvinderne faktisk kommer til, kunne give meddelelse til politiet. I så
156
[11]
fald var der større mulighed for at få sagen gennemført til fuld opklaring. Heller
ikke forskud ydes dem, og behovet er stort. Fødselsprocenten udenfor ægteskab er
som bekendt betydelig.
Uddannelse.
En vigtig hjælp, som i Danmark kan gives den enlige mor, er uddannelseshjælp.
Har en kvinde et barn under 2 år, og ønsker hun en uddannelse, kan hun hjælpes
via mødrehjælpen til at gennemføre en eller anden form for uddannelse, såfremt
man skønner, at hun har evner og stabilitet hertil. Det ligger i sagens natur, at der
ofte er tale om en kortere uddannelse, f. eks. til maskinskrivning, som tilskærer, hus-
moderafløser eller lignende. Har hun afbrudt den påbegyndte uddannelse, f. eks. til
jordemoder, til sygeplejerske, til børnehavelærerinde, på grund af graviditeten, hjæl-
per man hende til at gennemføre den. Ganske på samme måde kan de danske kom-
muner hjælpe en enlig kvinde med et barn over 2 år. Tanken bag dette arbejde er
en hjælp til selvhjælp, så moderen sættes i stand til uden støtte fra det offentlige
fremover at give barnet et godt og økonomisk trygt hjem. En oplagt økonomisk for-
del for samfundet, og menneskeligt tør jeg sige, at mor og barn har ganske andre
vilkår efter en sådan uddannelse end før.
Mødrehjælpsarbejdet i Grønland.
Ville det nu ikke være naturligt straks at søge gennemført mødrehjælpsloven i
Grønland? Mange af de fornævnte opgaver vil kunne løses efter denne lovs bestem-
melser om, at man skal yde personlig, social, juridisk og en vis lægelig hjælp om-
kring graviditet og fødsel. Udgifterne til mødrehjælpsarbejdet dækkes i det øvrige
Danmark siden 1961 af staten. Men det er nu ikke ligetil at indføre mødrehjælps-
loven i hele Grønland, om der skal være realiteter bag ordene. De store afstande,
trafikvanskeligheder og ikke mindst sprogvanskeligheder gør sig gældende med stor
styrke. Hele mødrehjælpens idé hviler jo på en nær personlig kontakt mellem den
hjælpsøgende og rådgiveren. Det er sjældent nok at give materiel hjælp, i mange til-
fælde er det end ikke det, der betyder mest. Den indgående samtale, den personlige
støtte er ofte af afgørende værdi. At man taler samme sprog, er meget vigtigt. Det
rigtige må derfor efter min mening være, at man uddanner grønlandske unge kvin-
der til socialrådgivere. Det vil tage tid, men jeg er sikker på, at det må være vejen
frem. Der er imidlertid så mange ting indenfor mødrehjælpsarbejdet, som det ha-
ster at få løst, at man ikke kan nøjes med at stille sig afventende. Man må arbejde
på langt og på kort sigt.
En stilfærdig begyndelse er gjort. I foråret 1964 udsendte man fra Grønlands-
ministeriet cand. jur. Karen Bang, som tilknyttet landshøvdingeembedet har til ho-
I57
[12]
vedopgave at varetage mødrehjælpsopgaver i Grønland. I forrige måned udsendte
ministeriet socialrådgiver Inga Høeberg. Begge de nævnte er uddannet i mødrehjæl-
pen i København og har orlov herfra.
Det ligger jo i sagens natur, at arbejdet i dag først og fremmest kan ske i selve
Godthåb. Det må vel også være rigtigt at begynde et enkelt sted og indhente erfa-
ring herfra. Samarbejde med myndigheder i andre byer etableres i videst mulig ud-
strækning. I Godthåb har mødrehjælpens repræsentanter bl. a. fået den aftale med
politiet, at de tager oplysninger til alle faderskabssager, der rejses i Godthåb. De
får herigennem kontakt med den vordende moder og forsøger at få et indtryk af
hele hendes situation som enlig mor og finde frem til, hvorledes man bedst kan hjælpe
hende med fremtiden for øje. En række opgaver som anbringelse af moderen, hjælp
til spædbørneudstyr, undersøgelser i forbindelse med adoption, evt. uddannelse af
moderen er ganske småt begyndt. Det er en værdifuld hjælp, at landsrådet har bevil-
get 50.000 kr. til støtte for mødrehjælpsarbejdet i starten. At hjælpe efter det indi-
viduelle behov og give hjælp til selvhjælp er to hovedteser i vort arbejde.
En anden ting af største betydning er, at Egmont H. Petersens fond har besluttet
at yde indtil 6 mill. kr. til opførelse af et svangre-, mødre- og spædbørnehjem i Grøn-
land. Egmont H. Petersens fond er et af de største fonds i Danmark og har blandt sine
hovedopgaver at yde hjælp til enlige mødre og hjælp til uddannelse af unge. Med
formanden, overretssagfører Dragsted, besøgte jeg påny Grønland i sommeren 1964,
og efter formandens hjemkomst blev den store gave endeligt vedtaget i fondens be-
styrelse. Hjemmet skulle gerne stå færdigt i 1968 på en grund i Godthåb, der findes
nær Dronning Ingrids hospital. Landshøvdingen har påtaget sig formandsskabet for
hjemmets bestyrelse.
Hjemmets formål og opgaver er mangeartede.
På et svangrehjem kan enligtstillede kvinder få ophold i den sidste tid før fødslen.
På mødrehjem kan moderen være sammen med sit spæde barn, normalt til barnet er
l år, og spædbørnehjem modtager børn i alderen 0—3 år, enten hvor den enlige mor
på grund af manglende bolig, sygdom eller andre forhold indtil videre må anbringe
barnet, til hun selv kan blive i stand til at tage det, eller hvor der er tale om bort-
adoption af barnet.
Hjemmet i Grønland må først og fremmest have mulighed for at arbejde smi-
digt, således at det kan tilpasses efter grønlandske forhold efter de erfaringer, man
indhøster. Det er jo indlysende, at hjemmet med det begrænsede antal pladser, an-
slået til ca. 40 gravide og mødre og ca. 30 spædbørn, kun vil kunne modtage for-
holdsvis få gravide og mødre, men da de fleste gravide kun skal være der i kort tid
før fødslen, vil det uden tvivl kunne hjælpe i en række tilfælde, hvor man ikke i dag
har nogen mulighed for at anbringe den vordende mor.
158
[13]
Interiør fra et dansk rekreationshjem for mødre med småbørn.
Mødrehjemmet har efter min mening en meget betydelig opgave, idet det ud over
selve anbringelsen af mor og barn er tanken her at søge gennemført oplæring og
uddannelse af unge grønlænderinder. Fra de grønlandske og danske myndigheders
side sætter man i dag meget ind på at skabe bedre uddannelsesforhold for den grøn-
landske ungdom. Det vil på linie hermed være af stor betydning såvel for den mor,
der står som eneforsørger, som for det grønlandske samfund at kunne medvirke til
og videreføre disse bestræbelser indenfor hjælpearbejdet for den vanskeligtstillede
gruppe, de enlige mødre udgør. Nogle af de mødre, der bor på hjemmet, tænkes
uddannet udenfor hjemmet som kontorelever, lærlinge o. s. v., andre skulle inden-
for hjemmets rammer kunne få en sådan uddannelse, at de var i stand til senere at
tage arbejde som medhjælpere på forebyggende institutioner, børnehjem, sygehuse
o. lign. Ligeledes mener jeg, man måtte kunne etablere en uddannelse til husmoder-
afløsere, d. v. s. af kvinder, der efter en kort uddannelse i husholdning, budgetlæg-
ning, børnepasning m. v. kan bistå hjem, hvor husmoderen er syg eller af andre
grunde midlertidigt forhindret i at passe sit hjem.
[14]
Endelig er det tanken at bruge hjemmet til almindeligt oplysningsarbejde om
spædbørnspasning, husholdning, hygiejne m. v. for gifte og enlige grønlandske kvin-
der, der ikke bor på hjemmet.
Spædbørnehjemmets formål er først og fremmest at tilvejebringe forsvarlige an-
bringelsesmuligheder for spæde og små børn i alderen 0—3 år. Der er fra alle sider
enighed om, at behovet for et spædbørnehjem er eklatant, når man ser på antallet
af børn f. udenfor ægteskab og de herskende boligforhold. Dette hjem vil samtidig
være uddannelsessted for barneplejeelever.
Det er i de senere år mere og mere gået op for mennesker, at det er helt afgø-
rende, at man tager sig af den gravide kvinde og af det helt spæde og lille barn. For
mig at se er opførelsen af svangre-, mødre- og spædbørnehjemmet i Godthåb derfor
ikke en lille afgrænset lokal affære, men en fundamental side i hele opbygningen af
vort hjælpearbejde for gravide kvinder, mødre og børn — ikke mindst enlige mødre.
Gennem det arbejde, der udføres af mødrehjælpens repræsentanter i Grønland og
gennem arbejdet på hjemmet vil myndighederne kunne indhøste erfaringer, der må
være" afgørende for, hvorledes man senere udbygger hjælpearbejdet i Grønland. Det
hele står og falder med den interesse og positive forståelse af arbejdet, som vises fra
de mange forskellige instanser, der findes l _Grønland,_ Den forståelse og velvilje,
jeg mødte på min rejse, og den interesse, der hidtil har været om arbejdet, tegner
godt for en fremtidig udvikling.
160
[15]