[1] ESKE BRUN ÆRESMEDLEM AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB J_Jepartementschef Eske Brun er ud- nævnt til æresmedlem i Det grønland- ske Selskab. Denne udmærkelse er ikke nogen belønning for en dygtig embedsmands mangeårige fortjenst- fulde virke i Grønland, men den er en anerkendelse af en sjælden person- ligheds stillingtagen til de grønland- ske problemer udfra en gennem arbejdet i Grønland erhvervet livs- anskuelse. Det var hundeslæden, den nord- grønlandske vinter og rejse- og fangst- livet omkring Diskobugten, der frem- elskede denne livsanskuelse. Det var den gamle nordgrønlænder, der støbte den Eske Brun, der senere kom til at sætte sit myndige præg på hele Grønland og på Danmarks politik deroppe. Mens den unge Eske Brun sammen med sine grønlandske ledsagere tra- vede bag slæden med pisken i den ene hånd og holdende i opstanderen med den anden på vej over gyngende nyis i Diskobugten, gennem dyb sne over Nugssuaks fjelde og i gudsforbarmende snestorm over Umanakfjorden, hvi- nede en isnende nordenvind i hundeskaglerne, bed ham i kinderne og hvis- kede i hans øren: hører du, Eske Brun, dette hundeliv er dine rejsefællers hverdag. De der ikke kunne holde til det, er døde for længe siden. Kun den dygtigste, mest udholdende og mest nøjsomme slægt har overlevet! [2] Eske Brun forstod nordenvindens tale! Hvad han oplevede på slæderejserne og ved bopladserne sammen med grønlænderne lærte ham at respektere mennesket bag sælskindspelsen og at beundre hver enkelts personlige indsats. Disse mennesker havde noget atjære Tiam. De ejede en rigdom af livsind- hold, som han misundte dem. Det var ikke venlige nik og almisser de havde brug for, men en rimelig anerkendelse af deres menneskeværd til gengæld for det, de havde givet os. Ud fra disse betragtninger lagde Eske Brun lini- erne for sit fremtidige virke. Enhver, der på rejse i Grønland har set Eske Brun hilse på gamle be- kendte, har ikke kunnet undgå hver gang at få det indtryk, at her mødtes gode venner, der havde oplevet noget sammen og nu begge lo hjerteligt i erindring herom, mens måne og sol stod stille, så længe deres talestrøm varede. Dette vil gentage sig ved hver by, hvert udsted og på hver boplads, hvor Eske Brun fremtidigt vil komme på besøg — han vil altid være ventet, for grønlænderen ved, at den mand kan han give noget, som han værdsætter! Chr. Vibe. 194 [3]