[1]
TILBAGEBLIK
Tale i Det grønlandske Selskab den ri. marts 1965
Af Eske Brun
leg takker Dem for den ære, som er overgået mig i dag. Det er mig en meget stor
glæde at modtage den udmærkelse, som dette selskab i dag har vist mig. Min for-
bindelse med Grønland, min tjeneste for Grønland, har en sådan stilling i mit hjerte,
at det, at man takker mig for noget, jeg har kunnet gøre der, er mig en større glæde,
en større tilfredsstillelse end noget andet.
Jeg går ud fra, at der her er en del medlemmer til stede i dag, som ikke husker
så forfærdelig langt tilbage i Grønlands historie, og som derfor er noget uvisse over-
for, hvad det egentlig er, som gør, at dette selskab har gjort mig denne ære, så vil
jeg da prøve på at aflægge en bekendelse, en rapport, om hvad jeg har gjort i
disse 33 år.
Og jeg vil gå tilbage til for 33 år siden, i foråret 1932. Dengang var jeg en ung
nybagt, forholdsvis nybagt, juridisk kandidat og sekretær i Finansministeriets Skatte-
departement. Det var ikke, fordi Finansministeriet i almindelighed eller Skattedepar-
tementet i særdeleshed netop var det, som interesserede mig mere end noget andet,
at jeg havde valgt den karriere, men i 1932 så det sådan ud i verden og i Danmark,
at der var ingen, der valgte, hvad man ville være, man tog hvad der var for hånden,
og for mit vedkommende blev det altså Finansministeriets Skattedepartement. Mis-
forstå mig ikke, jeg havde en herlig tid dér, et interessant arbejde, gode venner, som
jeg har den dag i dag, men for min natur var det nu lidt papirmæssigt, det vi
lavede der.
Så da jeg i foråret 1932 så, at der var opslået en ledig stilling, som det der den-
gang hed landsfoged i Grønland, landsfoged i Sydgrønland; dengang var der to, så
tænkte jeg, at det var vist egentlig noget, som lå bedre for min stemme, at komme
op og bestille noget mere direkte end at sidde og se på alt det papir, og jeg søgte
om stillingen. Men jeg savnede i det mindste én kvalifikation, som altid her i landet
har været en af de væsentligste for en hvilken som helst i det mindste ledende stil-
ling, nemlig alder, så allerede af den grund — det kan være, at der også har været
andre grunde — så blev det nu ikke mig. Men så meget var da sket, at jeg havde smidt
mine slæver ind hos Grønlands Styrelse, og da man samme års efterår i 1932 stod og
J9S
[2]
skulle bruge en eller anden, der kunne tage op og holde sædet varmt for landsfogden
i Nordgrønland, som skulle hjem på permission den kommende vinter, så havde man
min ansøgning liggende, og man havde kigget lidt på mig, og man mente, at der
kunne jeg nok bruges, og man spurgte, om jeg var interesseret, og det var jeg. Jeg
syntes, det kunne være et dejligt ungdomsminde at have, denne vinter i Grønland,
når jeg engang gik af som amtsforvalter et eller andet sted i landet. Så jeg tog til
Grønland. Den 8. september 1932 drog jeg af sted fra Handelens Plads i et af Han-
delens store skibe, „Gertrud Rask". Det var i 1932 kun 6 år siden, at det sidste rig-
tige sejlskib — de to sidste rigtige sejlskibe — var blevet udrangeret. Indtil 1926
havde man sejlet til Grønland med skibe, der var sejlskibe i den forstand, at de
havde intet som helst, der gik med maskine, ombord. „Gertrud Rask" var også et
sejlskib, men den havde sandelig en dampmaskine til hjælp, så det tog kun 3 uger for
„Gertrud Rask" at komme til Godhavn. „Gertrud Rask" var på 350 tons og var der-
for et stort skib, omend ikke det største. Man havde allerede dengang et rigtigt
motorskib „Disko", som var det nye vidunder.
Jeg ankom altså den 29. september 1932 til Godhavn og så på Grønland, og det
så på mig, og jeg begyndte at arbejde deroppe.
Jeg vil gerne beskæftige mig lidt med, hvordan Grønland så ud i 1932.
Godhavn var en koloni, som byerne hed dengang. Der boede en 5-600 menne-
sker. Elektricitet fandtes ikke i byen. Petroleum var forbudt, så vi brugte tranlam-
per, og det brugte man i hele Grønland. Tranlamperne er ofte blevet besunget i lyri-
ske vendinger. Min eneste erindring om dem er, at de sodede og svinede og lugtede
og udbredte et ægyptisk mørke omkring sig. Efter mit skøn er det største tekniske
fremskridt, der nogensinde er sket i Grønland, indførelsen af petroleumslamperne i
1940. Det var en utrolig forandring at komme rejsende til et sted i Grønland, at
kunne se det på flere kilometers afstand, når man kom til en stor koloni. Det havde
man ikke kunnet før.
Den grønlandske befolkning, de levede i et fangersamfund i den forstand, at fan-
geren traditionelt og i alles bevidsthed var den, som bar samfundet. Alt, alle økono-
miske vilkår blev fastsat ud fra den kendsgerning. Man måtte ikke have lønninger,
som lokkede folk bort fra fangererhvervet. En arbejdsmand fik om sommeren, når
han havde en 54 timers arbejdsuge, 9,00 kr. for denne uge, og det formodedes han
at leve af med sin familie, og hvordan det ellers gik til, det gjorde han, for der var
jo mange ting, som det var lettere for ham at få dengang, end det er nu. Han levede
ikke godt. Men der formodedes slet ikke at være arbejdsmænd i Grønland. De. som
arbejdede for timebetaling, de lejede som de hed, formodedes i virkeligheden at
være fangere, som kun ind imellem gjorde kolonien, eller hvem de ellers arbejdede
for, en tjeneste. I virkeligheden skulle de leve af at være fangere.
196

[3]
I øvrigt var alting jo i virkeligheden uhyre primitivt. Der fandtes intet køretøj
på hjul - måske et enkelt hestekøretøj i Godthåb - men et køretøj, der blev drevet
af en motor, var et fuldkomment fantasifoster. De grønlandske fiskere indhandlede
torsk til 4 øre kiloet. Der var flere torsk dengang- det er i det mindste min erindring
- det var lettere at fange dem, men det var nu ikke meget, der blev tilovers, når
man havde afholdt sine udgifter.
Det Grønland, jeg kom op til — der var i hele Grønland 8 læger — der var tre i
Sydgrønland og fire i Nordgrønland og én i Thule. De havde hver et sygehus og
én sygeplejerske. Nogle af dem havde også et lille annekssygehus ude på et af de
steder, der hørte under deres distrikt, hvor der også var en sygeplejerske. Når jeg
siger, at hele Grønland var oplyst med tranlamper, så gælder det naturligvis også
sygehusene. En distriktslæge beskrev for mig, hvordan det var at stå på et sygehus
og foretage en underlivsoperation til en belysning bestående af to tranlamper, som
blev holdt over patienten af to jordemoderelever, og hvor han inderligt håbede på,
at ingen af dem ville besvime. Hans sygehus var et hus med et antal rum i. I hvert
rum stod et antal senge og en kakkelovn. Der stod også en kakkelovn der, hvor han
opererede, og det var somme tider lidt foruroligende for ham at tænke på, hvad der
kunne ske med disse æterdampe og kakkelovnen og tranlampen.
Vi havde ingen elektricitet, vi havde ingen køretøjer, vi havde intet af, hvad man
kan kalde for teknik. Der fandtes i hele Grønland ikke stationeret en eneste tekniker
uden for kulbruddet. Kolonibestyrerne formodedes at kunne klare alle opgaver inden
for handelen, inden for byggevæsenet, inden for teknikken, inden for transporterne,
trafikken, alt, og det bør forresten her siges, at de gjorde det forbløffende godt, kun
baseret på deres erfaringer under arbejdet i Grønland. Der var 3 radiostationer i
Vestgrønland. Den første nat, jeg tilbragte i Godhavn, forliste en skonnert på vej
fra Upernavik til Godhavn. Det hørte vi om tre uger senere. Vi hørte tre uger senere,
at den var sejlet fra Upernavik, fordi der tilfældigvis kom en motorbåd ned der-
oppe fra. Eller det var nu ikke tilfældigt. Det var kolonibestyreren, der havde sendt
den, da han efterhånden begyndte at blive urolig. Han kunne nemlig modtage radio-
foni. Han begyndte at blive urolig for, hvor den skonnert var blevet af, da han ikke
havde hørt noget om, at den var kommet frem.
Men alt dette betød en uhyre lav levestandard hos befolkningen, en elendig ernæ-
ringsstandard, en elendig helbredstilstand. Tuberkulosen var jo dengang den, som
slog halvdelen af Grønland ihjel, og som formodentlig også spillede en rolle ved de
øvrige dødsfald. Baggrunden for alt dette, det var jo den gamle danske politik i
Grønland. Det gamle eskimoiske fangersamfund, som Hans Egede havde forefun-
det i fuld blomst, da han kom til Grønland, det havde man i Danmark erkendt, at
det var en uhyre værdifuld tingenes tilstand. Det gamle fangersamfund, hvor hver
197
[4]
mand ud af naturen direkte med sine egne hænder frembragte alt, hvad han og hans
familie behøvede, og som, når der var nok at tage af i naturen, især af sæler, havde
gjort denne familie måske til verdens lykkeligste mennesker på verdens ringeste vil-
kår, det gamle samfund det indebar i sig selv en skønhed, en værdi, som man ikke fra
Europa på nogen måde kunne forbedre ved noget, man kunne sende op til dem. De
gamle fangere — Sveistrup har talt om den stoute mand i Grønland - de gamle fan-
gere, de var de stoute mænd. De var fri og uafhængige på en måde, som vi i vore
dage slet ikke kan forestille os. Vi taler om frihed som det bedste guld, vi taler om
uafhængighed som det største ideal — vi ved jo slet ikke, hvad frihed er, når vi
sammenligner vore vilkår med de gamle eskimoiske fangeres. Man havde erkendt
hernede fra, at vi kunne intet sende op, intet gøre for Grønland, som kunne give dem
en bedre tingenes tilstand end den, og derfor havde man valgt i Danmark den politik
at spærre landet af, lade det hvile i sig selv, at de blev så uforstyrrede som muligt i
deres erhverv, i deres gamle levemåde. Der er for mig ikke den fjerneste tvivl om,
at den politik var valgt rigtigt. Man kan blot sammenligne den med, hvad man
mange andre steder i verden — praktisk talt alle andre steder i verden - gjorde i sine
kolonier under tilsvarende forhold. Så den politik, da den blev valgt og anlagt, var
rigtig. Spørgsmålet var blot, hvor længe man skulle holde fast ved den, når forhol-
dene forandredes.
Traditionen om den gamle fanger som samfundets bærende mand, den døde lang-
somt, en langsom pinefuld død. Den var så skøn i sig selv, den tradition, at den ikke
kunne udryddes med et pennestrøg. Eksponenten for hele den politik, som den blev
ført i hele dette århundrede og op igennem tyverne, var direktør Daugaard-Jensen.
Det er måske blevet moderne i vore dage at tale om den tid som en skrækkelig tid,
hvor der blev begået det ene misgreb efter det andet, og hvor man mishandlede
Grønland og ikke gjorde noget for det. Man må ikke tro, at det er rigtigt, og jeg kan
bevise det blot ved at fremhæve den kendsgerning, at der aldrig i Grønlands historie
har været nogen dansker, før eller efter Daugaard-Jensen, som har haft en sådan
position hos grønlænderne, som han havde. Der er ingen, som de med så megen tillid
har set op til som Daugaard-Jensen. Han havde ikke mange muligheder - heller
ikke økonomiske - jeg tror ikke, at der nogen sinde har været nogen, der har kunnet
få så meget ud af så lidt, som han havde at råde over, og der er ingen, der har haft
en position i grønlændernes hjerter, som han havde — ingen dansker.
Nå, det var nogle ord om det samfund, jeg kom op til. Jeg skulle kun være der
den vinter, jeg var ikke på nogen måde kommet for at lave om på noget som helst,
så jeg tilbragte vinteren med at indsuge indtryk, se mig omkring og rejse. Jeg havde
det held, at vinteren 1932-33 var en god isvinter i Nordgrønland. Nordgrønland,
det var det, man dengang kaldte alt^ hvad der lå nord for Holsteinsborg. Disko-
198
[5]
bugten lagde til. Jeg har haft den fornøjelse at køre med hundeslæde fra Godhavn
til Kronprinsens Ejlande. Det er ikke hvert år, at man får den chance. Jeg har kørt
hele Diskobugten og Umanakfjorden rundt. Jeg tror nok, jeg kørte en 4—5.000 km
med hundeslæde den vinter. Og det var dengang - og det er det stadig for den sags
skyld — en god måde at komme ind hos den grønlandske befolkning på. Hvis man
vil lægge lidt energi ind i at lære at køre hunde, så kan selv en dansker, selv en voksen
dansker komme ud og meget rundt med sit eget spand og opleve en kolossal masse,
selv om han aldrig kan blive som en grønlænder i den forbindelse. Og der er ingen
bedre sport i verden. Når man rejser med hundeslæde om vinteren i Nordgrønland
med grønlænderne og bor hos grønlænderne, så kommer man dem ind på livet så
meget, som nogen dansker nogen sinde kan komme det. Man får indtryk, oplevelser,
som man aldrig vil glemme.
Nå, alt gik som det skulle. Om foråret kom den mand, jeg havde afløst, op igen.
Jeg rejste hjem og vendte tilbage til Skattedepartementet og Finansministeriet, men
tornen sad mig i kødet, og da Grønlands Styrelse i 1934 oprettede een stilling som
sekretær — den første der blev oprettet i grønlandsadministrationen — så fik jeg den.
Hidtil havde man klaret sig med en mand fra Justitsministeriet om formiddagen.
Han gjorde det arbejde, som sekretærerne — jeg tør slet ikke nævne tallet i dag -
i vore dage gør i ministeriet. Jeg blev sekretær i Ministeriet for Grønland, og jeg
kom allerede den første vinter op og afløste landsfogden i Sydgrønland 1934—35
og havde det held, at nu var vi kommet så langt frem, at ham, jeg havde afløst i
første omgang, han skulle på ferie igen, så jeg kunne blive deroppe og afløse ham
den næste vinter. I sommeren 1935 havde jeg for første gang den chance at opleve
den sydgrønlandske sommer, og da jeg egentlig ikke havde noget videre at bestille,
så gjorde jeg det mest mulige ud af det. Mens jeg sad og ventede på skibet, som
skulle bringe mig fra Godthåb til Godhavn, roede jeg en tur ind til Kapisigdlit i
Godthåbsf jorden med telt og fiskede derinde, og da jeg kom tilbage stod distriktslæ-
gen - det var Kristine Ladefoged, som døde i fjor — og hang med ansigtet. Hun for-
talte mig, at der var to syge børn nede i kolonien, og hun var bange for, at det var
mæslinger, og nu var Fanden løs i Laksegade, og ingen måtte forlade Godthåb. Så
sagde jeg: „Det er kedeligt, for landsfoged Rosendahl, han sidder nu oppe i God-
havn. Han har pakket sit hus og står klar til at rejse hjem, og hvornår kan jeg så
komme afsted og afløse ham?" Jah, altså nu var der to, der var syge, og de havde
smittet en del, og så kom den næste bølge, og så kom den næste bølge og så frem-
deles, og ved juletid, så regnede hun med, at så var det nok forbi. „Ja," sagde jeg,
„men jeg kan ikke vente til jul, for den arme Rosendahl skal jo hjem." Ja, men så
kunne jeg gå i karantæne. Ja, men det var jo lige akkurat vand på min mølle. Jeg
tog min gode robåd igen og vendte atter stævnen ind på Godthåbsfjorden, og der
199
[6]
boede jeg inde ved Qorqut. Der er stadig folk, som ved, hvad Qorqut er. Dengang
var der ingen fåreavlsstation derinde. Den var ubeboet. Der var et par lakseelve,
der var et fuglefjeld, og der var fisk på fjorden og fjelde at kravle i, og der boede
jeg i 3 uger helt alene. Det var forbudt at komme ind til mig. Jeg levede af, hvad
mine hænder indbragte mig fra lakseelvene og fuglene på fjorden. Der kom man
ind til naturen, som den er om sommeren i juli/august måned. Pragtfuldt vejr havde
jeg hele tiden bortset fra et par sydveststorme. Det var en oplevelse, som jeg kan
unde mange.
Nå, jeg rejste tilbage til Godhavn, tilbragte vinteren der, kørte lidt mindre hunde-
slæde — vi havde ikke så god is den vinter — men nu var jeg efterhånden blevet fast i
administrationen. Jeg kom tilbage i 1936, sad der som sekretær i 3 år herhjemme og
i 1939, da et ladsfogedembede igen blev ledigt — nemlig i Nordgrønland — fik jeg det.
Jeg var i mellemtiden blevet gift, og jeg rejste op og min familie kom derop til mig.
Lige som jeg kom derop, udbrød krigen i Europa, og den første vinter jegvar lands-
foged i Godhavn, det var denne mærkelige vinter 1939—40, hvor der var en slags
krig, som ingen syntes rigtig at tage alvorlig jnere. Der var i det mindste ingen, der
førte den. Vi fik jo den helt store opvågnen fra denne drømmetilstand den 9. april
1940. Det er nu om en måned 25 år siden, men jeg husker bogstaveligt fra minut til
minut, hvad der skete de dage i Godhavn. En mærkelig ting var, at jeg var et af de
sidste mennesker i verden, der hørte om, hvad der var sket. Se, Diskobugten er en
mærkelig bugt i én forbindelse. Den fryser ikke til, sådan som rigtige bugter og
fjorde gør, inde fra bunden og udefter, men fryser til ved, at vestisen kommer ovre
fra Canada-siden og lægger sig foran mundingen, og så fryser den til udefra og ind-
efter og alt, hvad der findes på bugten af narhvaler og forskellige andre dyr bliver
lukketinde i mindre og mindre våger, og hvis man kan finde sådan en våge med et
par hundrede — eller som det også har fundet sted nogle tusinde — narhvaler f. eks., så
er der det helt store bid. Det er det, som hedder en savssat, og det er noget, der spiller
en kolossal rolle i grønlændernes bevidsthed. Den 8. april var alle kloge hoveder i
Godhavn enige om, at nu var der en savssat et eller andet sted ude på bugten. Nu
gjaldt det om at finde den, så den 9. april allerede kort efter midnat startede alt,
hvad der kunne krybe og gå af hundespand i Godhavn ud på bugten, og hele dagen
kørte jeg rundt derude sammen med min gamle ven Isak Kleist. Diskobugten — selv
når den en god isvinter lægger rigtig til — så er det nu aldrig som at løbe på skøjter på
Store Kalv efter 6 ugers frost. Der er ustandselig bevægelse i isen, der opstår revner
og våger, de fryser til igen, og ind imellem den gode is er der dårlig is, og man kø-
rer mange gange på denne is, som slår en bule op mellem hundene og slæden. Men vi
kørte da rundt hele dagen og sent, sent på aftenen, det var så sent, at det var blevet
mørkt, og det bliver meget sent mørkt den 9. april på Diskobugten, så samledes vi
2OO
[7]
En af de store dage i Grønlands historie indtraf, da departementschef Eske Brun i september 1954 i
De Forenede Nationer gav meddelelse om, at Grønlands kolonistatus var ophævet og Grønland blevet
en integrerende del af Danmark efter grønlændernes eget ønske. Til venstre for departementschefen
sidder daværende folketingsmand Augo Lynge, til højre daværende folketingsmand Frederik Lynge og
stående bagved kontorchef P, P, Sveistrup.
efterhånden allesammen - alle slæderne og alle fangerne og mig - ved det, der hed-
der Per Dams Skib omtrent 10 km øst for Godhavn ved Diskos sydkyst. Der sad vi
lidt modfaldne og drøftede hvorfor vi nu ikke havde kunnet finde denne savssat.
Der kom min gamle huskarl, som det hed, Johannes Wille, og fandt mig. Han var
ikke nogen stor fanger, og han havde ikke nogen hunde, så han havde været hjemme
hele dagen. Og telegraf bestyrer Holten-Møller, som så mange af jer kan huske,
havde skrabet sammen et spand af hvalpe og Gud ved hvad og sendt Johannes af sted
for at finde mig. Han havde kørt hele dagen med det her spand, og han fandt mig
dér. Og der var et brev fra Holten-Møller om, hvad der var sket. Jeg er bange for,
at mine hunde blev lidt hårdt behandlet på turen tilbage til Godhavn. De var trætte,
og jeg var utålmodig.
Se, det der skete den 9. april, hvad det betød for Grønland, det har jeg altid gået
ud fra, at det var noget som alle og enhver kunne forstå uden nogen nærmere for-
2OI
[8]
klaring, men jeg vil alligevel gerne lige ridse op, hvad det betød. I 1940 var Grøn-
land monopolhandelens og afspærringens land. Alt, hvad der blev produceret til
eksport fra Grønland, blev produceret for Den kgl. grønlandske Handels regning og
sendt til København uden hensyn til, hvor det ellers skulle hen i verden. Al den fisk,
som skulle ned på Middelhavet, skulle først til København. Al forsyning til hele
Grønland kom fra Den kgl. grønlandske Handel, som ikke bare rent faktisk, men
rent Lovligt var den eneste forsyningsmulighed, Grønland havde. Det var forbudt
under nogen form at sende andre forsyninger derop end dem, som Den kgl. grøn-
landske Handel sendte, og de kom op fra København med de skibe, som Handelen
ejede til dette formål. Hele det grønlandske økonomiske system var baseret på den
simple kendsgerning, at Den kgl. grønlandske Handel ordnede alt, sørgede for alt,
og gjorde det fra København. Og hele denne livsnerve var hugget over med et ene-
ste hug. Der stod vi så og skulle træffe beslutninger om, hvad vi skulle gøre. Det var
ikke let, allerede af den grund, at det var overordentlig vanskeligt at finde ud af,
hvad der egentlig skete i verden. Men det var helt klart for mig i det mindste, at nu
stod vi overfor noget langvarigt. Jeg regnede allerede i april 1940 med, at hvis vi
slap med 4 år, så var vi billigt sluppet. Det stod helt klart, at Grønland kunne ikke
klare sig, uden at der blev åbnet helt nye veje for det økonomiske liv i Grønland,
helt nye forsyningsmuligheder, helt nye eksportmuligheder. Der var én ting til, som
jeg måtte tage stilling til. Vi hørte fra Grønlands Styrelse meget lidt. Vi modtog et
telegram, som meddelte os, hvad den kongelige proklamation havde sagt herhjemme
om at indrette sig under de givne forhold, som man jo ikke kunne se bort fra i Dan-
mark. Men gjaldt det også os i Grønland? Det stod os helt klart — det stod mig helt
klart i det mindste og de fleste heroppe og alle efterhånden, at den danske regering
måske nok havde frie hænder til at sysle lidt med forskellige ting, navnlig hvis deres
syssel kunne give sig udslag i eksportmulighed til Tyskland, men i det øjeblik den
danske regering skulle vælge imellem to muligheder, hvoraf den ene var for og den
anden var mod tysk interesse, så ville den ikke blive spurgt.
Vi sad oppe i Grønland og var ikke under den samme tvang. Den tyske besættelse
var selvfølgelig dengang ikke udstrakt til Grønland og blev det aldrig. Vi stod
altså i den lykkelige situation, at vi kunne arbejde udelukkende ud fra danske interes-
ser. Jeg prøvede så at gøre mig klart, hvad er de danske interesser. De danske in-
teresser i Grønland er for det første, at det, der skete nu, ikke kom til at gå ud over
den grønlandske befolkning. Den grønlandske befolkning levede på et eksistensmi-
minimum. Den havde en uhyre lav levestandard. De økonomiske omvæltninger, der
skete nu, måtte ikke betyde en sænkning af den levestandard, for det kunne den al-
deles ikke tåle. Det ville først og fremmest give sig udslag i, at den grønlandske be-
folknings tillid til, at dens forbindelse med Danmark var til lykke for den ville få
2O2
[9]
et grundskud. Men ved siden af denne interesse, så var der endnu en dansk interesse,
som vi også måtte tilgodese. Danmark er blevet overfaldet og med en magtanven-
delse undertrykt. Danmark vil aldrig blive frit igen, hvis udøveren af dette magt-
misbrug vinder den krig, som nu går for sig. Det er alle danskes opgave, når de
sidder udenfor denne magt, at støtte de bestræbelser, som er imod den. Hvad Grøn-
land kan gøre for at hjælpe den allierede krigsindsats, det er det vor pligt at gøre.
Det var de to retningslinier, som jeg regnede med, vi ville komme til at lægge an
for vort arbejde i Grønland.
Det var selvfølgelig ikke noget, jeg sad og vedtog med mig selv den 9. april. Det
var noget, som man længe gik og grublede over og overvejede og fandt ud af. Og
jeg kan jo sige, at hvad der skete i Europa i tiden efter den 9. april, gjorde det jo
ikke lettere; først faldt Danmark og Norge, så faldt hele Vesten, og Petain forkla-
rede den franske regering, da de spurgte ham, hvad han mente om England, at om
3 uger, så ville Hitler have vredet halsen rundt på England som en kylling.
Nå, det gik jo ikke sådan, men det var der jo ikke blot i Europa, men også ude om-
kring i verden en del mennesker, der i sommeren 1940 mente ville ske. Vi valgte der-
oppe det standpunkt at fortsætte efter de to retningslinier, jeg har fortalt om.
Og så gik da krigsårene. Ja, vi havde et stort held, nemlig det, at Amerika var
neutralt endnu i 1940 og 1941. Hvis Amerika havde været krigsførende på dette
tidspunkt, er jeg bange for, at vi ikke havde kunnet opbygge vores organisation så
effektivt, som vi kom til at gøre det.
Lad mig begynde med at sige, og det skal siges her, for det er vigtigt, vi havde i
Amerika én mand, som blev et strålende eksempel for os, og hvis politik blev en
uhyre støtte for os, nemlig Kaufmann. Sammen med ham opbyggede vi en organisa-
tion i Amerika. Vi fik megen hjælp fra forskellige sider. I de sidste 4 år brugte vi
Østasiatisk Kompagni's kontor i New York praktisk talt som vor eneste agent der-
ovre for eksport og import.
Vi havde ingen skibe — ganske vist var både „Gertrud Rask" og „Hans Egede"
kommet til Grønland, idet de var kommet af sted fra København umiddelbart før
besættelsen, men „Gertrud Rask" forliste på kysten af Canada i 1941, og „Hans
Egede" forliste - forsvandt — med en last kryolit, formentlig torpederet, ret tidligt
på krigen også. Ingen skibe - noget helt nyt i Grønlands historie. Ikke at have skibe
selv, som man selv rådede over og bestemte over og sendte, hvorhen man ville med
de varer, man ønskede. Kryolitselskabets „Julius Thomsen", som også var sluppet
til Grønland i tide, gjorde underværker med sin lille kapacitet, men ellers måtte vi
indrette hele vor forsyningstjeneste på fragtede både, og fragtmarkedet under kri-
gen, det var jo en historie for sig selv — ikke blot økonomisk, men i særdeleshed re-
striktionsmæssigt. Det var svært at overbevise verden om krigen, at vi skulle have
203
[10]
•'•pr
skibe til at sejle med civile varer til Grønland, sålænge der var så mange militære
varer at sejle med i verden, og forøvrigt så varede sejladserne så urimeligt længe,
fordi de skulle konvojeres, at vi som regel havde vores overliggedagpenge startende,
inden skibet havde forladt den sidste amerikanske havn på vej til Grønland. Vi kunne
selvfølgelig ikke forlange, at disse skibe skulle anløbe 15 forskellige grønlandske
havne, sådan som vores egne skibe havde været vant til. Vi måtte etablere en helt
ny forsyningsmetode med transithavne - en 3—4 transithavne langs kysten — hvortil
de store fragtede skibe kom med deres laster. Vi måtte bygge varehuse og anlæg
på de steder, hvor transithavnene blev. Vi måtte etablere hele organisationen, hele
administrationen deroppe, og vi havde det held, at erhvervslivet i Grønland havde
fremgang under krigen. Fiskeriet gik fremad. Det fordobledes praktisk talt under
krigen, og fisk, som vi i 1940 var meget bekymrede for, om vi i det hele taget kunne
komme af med, viste sig jo gudskelov at være særdeles efterspurgt på det portugisi-
ske marked. Portugiserne var jo neutrale, så de kunne selv sende skibe op efter dem.
Så, alt i alt er der måske ikke så meget mere at sige om Grønlands økonomiske liv
under krigen. Vi fik alle vore forsyninger. Det var meget, meget lidt, vi kom til at
savne. Vi kom af med alle vore produkter, og den grønlandske levestandard var
nærmest stigende under krigen, simpelthen på basis af den stigende produktion, men
i øvrigt fastholdt vi hele det gamle økonomiske system. Vi var fast besluttet på, at
det ikke efter krigen skulle siges om os, at nu havde kattene været ude af Grønland,
og nu havde musene spillet på bordet. Vi gik endda ret pedantisk, ret langt med
hensyn til at fastholde de gamle bestemmelser, de gamle regler i det omfang, det
var muligt.
Lægevæsenet kørte videre så godt, som det havde gjort før krigen. Kirken fort-
satte sit arbejde deroppe. Skolen fortsatte sit arbejde deroppe. Selvfølgelig havde vi
problemer ustandselig styrtende ind over os, men jeg tror, jeg kan sige, og jeg tror,
at de, som var med i de år, vil give mig ret i, at vi kom forbløffende let igennem de
økonomiske kriser, som kunne have sat ind langt mere alvorligt.
Der skete andre ting deroppe. Grønland blev jo basisområde for krigsoperationer
og blev et uhyre vigtigt område, efter at Amerika var kommet med i krigen. En stor
del af den patruljetjeneste, som gjorde det muligt at vedligeholde forbindelsen over
Nordatlanten under krigen, blev udført fra Grønland. Vi havde udmærkede erfa-
ringer med vort samarbejde med amerikanerne under krigen. De kom derop aldeles
uvidende om, hvad det hele drejede sig om i Grønland, selvfølgelig, men når man
forklarede dem det grundigt, og når man navnlig sørgede for bestandig at forklare
hver ny mand, der kom, for der kom jo nye folk hvert år, så var de uhyre hjælpsom-
me, klare til samarbejde. Vi fik dem anbragt for alles vedkommende, næsten da, på
steder, hvor de kunne blive isoleret, så de kom faktisk til at spille en meget lille
204
[11]
rolle i det grønlandske samfundsliv, for den grønlandske bevidsthed i det hele taget,
under krigen.
Vi havde vores egen lille krig deroppe. Tyskerne skulle jo have vejrmeldinger
fra Nordøstgrønland. Der havde vi den store glæde, at det blev vores egne folk,
som tog stødet af. Tyskerne etablerede gentagne somre vejrstationer i Nordøstgrøn-
land, og Grønlands administration etablerede en patruljetjeneste deroppe med alle
de fangstfolk og radiotelegrafister, som havde siddet der, da krigen brød ud, og et
par stykker til forøvrigt, også et par nordmænd med, udrustede dem og gav dem en
militær status. De kørte rundt deroppe og fandt tyskerne lige så hurtigt, som de fik
etableret deres stationer og sørgede for, at de blev udryddet ved amerikansk hjælp.
De var en virkelig oplevelse de folk, og det kunne jeg spinde mange og lange ender
om, hvor godt et arbejde de gjorde. En mand faldt, en tysker fik de også ram på,
og hele den danske hær oversteg aldrig 16 mand, tyskerne havde noget mere. Disse
vore folk gjorde stor gavn, og navnlig fik de amerikanerne til at få øjnene op for,
hvad danskere kunne gøre, når de blev givet en chance derfor. Nå, men det er der
skrevet meget om. Der findes bøger derom, og det vil jeg henvise til.
I det hele taget vil jeg gerne her benytte lejligheden til at takke mine gamle med-
arbejdere fra krigsårene i Grønland. Der vil altid i mit hjerte være et blødt punkt
for dem.
Se, jeg sagde, at vi fastholdt reglerne, politikken i Grønland. Da vi kom tilbage,
var der ikke sket noget, som betød, at man ikke simpelthen kunne køre videre, hvor
1940 havde brudt af, og på samme måde, men vi havde gjort erfaringer under kri-
gen. Lad mig her holde mig til mit eget indtryk og mine egne erfaringer af, hvad
Grønland var blevet til i årene op til 1945. Ja, lad mig lige dog give et lille glimt ind
i al denne saglighed af den 5. maj 1945 i Grønland. Se, vi havde jo den chance i
Grønland, at vi var 5 timer bagefter, så hvad I hørte her kl. 8,30 om aftenen, det
hørte vi kl. 3,30 om eftermiddagen. Vi havde faktisk virkelig chance for at fejre
dagen, og det var fantastisk, hvad folk havde gemt af disse ting, som man nu så
længe havde sukket efter. Det var utroligt, hvad en ganske almindelig Hof kunne
udstå af 5 års oplagring, det var utroligt, hvor gode de gamle danske cigarer stadig
var. Det var utroligt, hvor mange flasker Ålborg Akvavit, der endnu fandtes rundt
omkring, så vi fik en dag ud af det, ikke bare en aften. Nå, men det var den 5. maj,
og så kom vi tilbage.
Og som jeg siger, der var intet sket, som betød, at man ikke kunne køre videre,
som om intet var sket. Min egen opfattelse var den, at ganske uden hensyn til krig
eller ikke krig, så var den gamle politik i Grønland efterhånden kørt udover sin ri-
melige virketid. Den gamle afspærring, det gamle monopol, den gamle ide om, at
alle grønlændere essentielt er fangere og lever af det og alle andre indtægter fra ar-
205
[12]
bejde eller fra fiskeri er kun lidt ekstra penge ind imellem, den er død. Hvis grøn-
lænderne skal have en levestandard, som er forsvarlig og rimelig, så kan den ikke
baseres mere på den antagelse, at sælfangsten er tilstrækkeligt grundlag for alt. Vi
må gøre os klart, at naturen har forandret sig. Alt er gået i en bestemt retning, i
den retning, at vi nu må vælge en helt ny politik i Grønland. Og hvad må være grund-
lag for denne nye politik? Den gamle politik har ført os ud i socialt uholdbare til-
stande. Den grønlandske befolkning er dårligt ernæret, har dårlige huse, har dårlig
helbredstilstand. De bliver dårligt opdraget, undervist, og følgen er tuberkulose og
uvidenhed. Vi må gøre os klart, at der må vælges en helt ny politik, og dens grund-
lag må være: Grønland er en del af det grønlandske samfund. I det danske samfund
sørger vi for, at alle følger med. Det erjjcke fordi det er noget, naturen siger, at så-
dan skal det være. Der er masser af samfund, de fleste samfund, de største samfund
i verden, der er baseret på: Vil du med, så hæng på! Men det danske samfund, der
har vi noget andet, der har vi det, at vi siger, vi skal alle med. De folk, som det dan-
ske samfund omfatter, dem føler samfundet sig ansvarlige for, og hvis de ikke har
det godt, hvis de er syge eller arbejdsløse eller fattige,, eller hvis de ikke selv kan
sørge for en uddannelse, eller hvis de ikke selv kan sørge for en ordentlig behand-
ling, så gør samfundet det.. Det er den filosofi, som det danske samfund er opbyg-
get på, og der er ikke den fjerneste grund til, at dette princip ikke skal udvides til
at omfatte Grønland også. Jeg fandt støtte i vide kredse herhjemme for dette syns-
punkt, først og fremmest blev det taget op af Hedtoft. Hedtoft så aldeles klart,
hvad det drejede sig om. Det drejede sig netop om det at få det danske princip:
„Samfundet sørger for, at ingen sakker agter ud", udvidet til at omfatte Grønland.
Og så kom da kommissionen, som gav sin betænkning i 1950, som blev den bibel,
som blev rettelinien for det arbejde, som derefter blev gjort indtil nu. Som den rig-
tige bibel er den jo blevet læst og fortolket på mange måder, men dens hovedprincip,
at nu er Grønland en del af det danske samfund, og vi er alle ansvarlige for, at de
har det godt deroppe og har det ordentligt, det er blevet fulgt. Lad mig nævne no-
get af, hvad der nu er sket i disse 15 år.
De grønlandske lønninger og de grønlandske priser, på de grønlandske frembrin-
gelser — to ting som selvfølgelig i ethvert samfund, også hernede, også i alle andre
samfund, giver anledning til enorme kontroverser og uhyre utilfredshed, har været
i en bestandig reel fremmarch. I 1939, da jeg kom til Grønland for at blive lands-
foged, og i trediverne i det hele taget, lå det grønlandske årlige forbrug af forbrugs-
varer på en 3—4 mill. kroner i det prisniveau, man havde dengang og i en befolk-
ning, som først under krigen passerede 20.000. Disse 3-4 mill. er i dag meget stærkt
på march imod 200 i det dobbelt så store samfund og i det måske fire gange så høje
prisniveau. Selv om man dividerer det med 8, så står der stadigvæk 25 sammenlignet
2O6
[13]
med de gamle 3-4 mill. kroner. Vi har fået skik på vores lægevæsen deroppe. Det
gamle lægevæsen, de havde deroppe før krigen, skal jeg ikke sige et ondt ord om.
Jeg kan sige mange, mange gode ord om det, hvis jeg havde tid nok. De gamle di-
striktslæger før krigen, de sled i det, og de arbejdede, og deres muligheder var få
og små, men hvad de havde af muligheder, dem udnyttede de til den sidste sved-
dråbe, og der var dog heller ingen steder i verden under tilsvarende vilkår, hvor
man havde noget bedre eller blot noget så godt. De var ikke i stand til at gøre noget
ved tuberkulosen. De gamle distriktslæger, de kunne i realiteten kun rejse rundt i
deres distrikt og erkende, at en mand havde tuberkulose, klappe ham på skulderen
og sige, at han skulle sørge for at spise noget bedre, få et bedre hus og så rejse hjem.
En af de meget store glæder for mig i disse år, der er gået, har været det hold, vi
har fået om tuberkulosen. Dronning Ingrids Sanatorium, alle de mange nye syge-
huse, alle de kolossale udvidelser af både læge- og sygeplejerskestaben og selvfølge-
lig først og fremmest den forhøjelse af levestandarden, der har fundet sted samti-
dig, alt dette har betydet, at vi i dag har hånd om tuberkulosen i den forstand, at kun
en brøkdel af de, som fik tuberkulose i gamle dage, får det nu, og alle de, som får
det, bliver fundet med det samme og kan få den behandling, de skal have. Det har
været en virkelig stor tilfredsstillelse. Den forbedrede levestandard og den forbed-
rede medicinaltjeneste har givet sig udslag blandt andet i en befolkningseksplosion,
som vist nok har verdensrekord. Og det har selvfølgelig sat grå hår i hovedet på
dem, som skal tage sig af børnene, nemlig skolerne. Vi har gjort meget for skolerne
i disse år, i det hele taget meget for uddannelsen af den grønlandske ungdom. Der
har været snakket meget om, hvorvidt det var nok, og nok er jo altid et meget van-
skeligt mål at udfylde, men at der har været en enorm fremgang fra de gamle kate-
ketskoler, det tror jeg, at enhver, som har set dem, må erkende. Den gamle tekniske
tjeneste i Grønland, den har jo — tør jeg nok antyde - bredt sig i reden deroppe. Hele
det grønlandske nye erhvervsliv kræver jo nemlig en teknik, som man slet ikke kendte
i gamle dage, og det er ikke bare erhvervslivet, skolen gør det sandelig også, for slet
ikke at tale om sygehusene. Da vi byggede Dronning Ingrids Sanatorium i 1952—53,
da var der egentlig få, som gjorde sig klart, at det havde vi lagt op til i lang tid, for
der havde ikke været nogen som helst mulighed for at bygge det sanatorium, hvis
der ikke i Godthåbs havn var en kaj, hvor disse enorme mængder af byggemateria-
ler kunne tages i land, hvis der ikke i Godthåb var et vandværk, som kunne skaffe
disse 400 mennesker, som virkede og var patienter på dette sygehus, vand, hvis
der ikke i Godthåb var et elværk, som kunne skaffe strøm til alle disse nymodens gen-
stande, som disse læger, som kom op, jo endelig skulle have, og hvis der ikke i Godt-
håb var en by i det hele taget med veje og trafik, som kunne være betjening for en
sådan institution som et sygehus i det format. Så, jeg vil gerne her i dag lægge et godt
207
[14]
ord ind for den tekniske tjeneste i Grønland, som er bygget op deroppe i disse år.
Det er ikke bare en gøgeunge, som har bredt sig på de andre væseners bekostning.
Det er forudsætningen for, at de andre væsener overhovedet kan virke.
Men jeg tror ikke, jeg behøver komme så langt ind på alt det, der er sket, for nu
er vi jo efterhånden kommet frem til disse år, hvor alle de, mine tilhørere, de fleste
af dem vil have set det i funktion, set hvad der sker, set hvordan der ser ud i dag.
Og jeg vil derfor nu - ja, nu har jeg vist også overskredet min tid — slutte af med et
par ting.
Jeg vil for det første gerne erindre om, at de folk, der bor i Grønland, grønlæn-
derne, det er stadig efterkommere af de folk, der boede deroppe i forrige genera-
tion, og i forrige generation igen, at det er folk, der har boet deroppe i 4000 år. Det
er efterkommere af de folk, som menneskeheden skubbede foran sig ud der, hvor
mulighederne var ringest, og som der skabte måske verdens lykkeligste samfund ved
et hårdt arbejde. Den, der tror, at den gamle fanger ikke bestilte noget, han må
tænke om. Der var tale om et hårdt arbejde og et knippeldygtigt arbejde, ikke mindst
et godt arbejde, som foregik oppe i pæren på ham. Der har ikke været bedre folk i
verden end de gamle eskimoer. Og deres efterkommere i Grønland i dag, det er folk,
som vi har glæde af at have med os i vort samfund. De står i en overgangsperiode
med alt, hvad det betyder af usikkerhed for dem, men jeg kan garantere jer for, at
de er ikke blevet ringere end deres forfædre. Jeg ser dem jo ustandselig. Jeg har ikke
haft nogen større glæde ved noget besøg i Grønland end det, jeg havde i fjor, da jeg
var deroppe sammen med prinsesse Benedikte, og vi var ude for at besøge en fåre-
holder, som boede i baglandet inde bag Julianehåb-fjorden. Der så vi, hvad den
gamle grønlandske sælfangers efterkommer kunne lave på et fuldstændig andet felt,
helt modsat — diametralt modsat — af hvad hans forfædre har lavet. Hvad han har
kunnet bygge op for et hjem og en eksistens og en tilværelse derinde, det er der ingen
hernede, der kan gøre ham efter.
Disse erfaringer kan jeg altid summere op, at det, vi skal gøre nu, er at vise de
folk tillid. Tillid til de folk, som har skabt det, som deres forfædre skabte i Grøn-
land. Og at vi først og fremmest skal gøre en virkelig indsats for at genopbygge det,
som var det vigtigste i deres gamle samfund, nemlig deres selvstændighed. Se, i 1940
og i 1950, da var det grundlaget, som man gik ud fra, men nu skal vi altså videre.
Så er spørgsmålet: Har vi ved det, som nu skal ske, vist grønlænderne denne tillid,
og vigtigst af alt, tør de selv have tillid til sig selv. Se, da Grønlandsudvalget af
1960 skulle fastlægge retningslinierne for fremtiden, så var der to punkter, hvor jeg
nærede tvivl, om der blev grebet rigtigt. For det første: Jeg mente, at tiden nu var
inde til, at man skulle fjerne forskellen i lønsystemerne i Grønland og i resten af
Danmark. Jeg mente, at man skulle begynde straks at give alle grønlændere, som
208
[15]
havde lært noget, som kunne og ville gøre en virkelig indsats — en ledende indsats -
i deres samfund, samme lønvilkår som deres tilsvarende medborgere, som gjorde det
samme arbejde hernede. Jeg mente, at man med indsatsbelønnende lønsystemer for
alle andre i Grønland efterhånden skulle kunne opnå det samme for alle kategorier
af lønnede i Grønland. Jeg mente, at dette kunne gennemføres ved at lade den sam-
me tjenestemandslov gælde i Grønland og hernede og ved at lade alle statens talrige
overenskomster med funktionærorganisationer gælde ensartet i Grønland og her-
nede. Dette skulle så kombineres med en kilde-lønskat, hvis provenu skulle tilfalde
landskassen, i øvrigt samtidig med, at de indirekte skatter for Grønland skulle koor-
dineres med de her gældende og tilfalde statskassen, således at toldgrænsen mellem
Grønland og Danmark kunne ophæves. Jeg vil nødig her misforstås. Det, jeg tænkte
mig, det var ikke det, som man nu kalder ligeløn. Alle, som ved besked, er enige om,
at grønlandstillægget til de udsendte er en nødvendighed, selv om så få har mod til
at vedstå sig konsekvenserne af denne erkendelse og af denne nødvendighed.
Det andet punkt, hvor jeg var i tvivl om visdommen i det, der blev fastsat, det
var den stadig eksisterende isolationisme i Grønland. Resten af den gamle afspær-
ringspolitik. Jeg tænker her både på fiskerigrænserne og på erhvervsadgangen. Det,
at man ikke tør lade danske fiskere fiske ved Grønland nu, det at man ikke tør lade
danske rejse op til Grønland og udøve erhverv, er for mig en lidt bitter mangel på
tillid til sig selv hos den grønlandske befolkning. På begge disse punkter var det mig
aldeles klart, at jeg ikke var i overensstemmelse med den aldeles overvejende del af
den grønlandske befolkning, og jeg var under alle omstændigheder ikke i overens-
stemmelse med de grønlandske medlemmer af „G 60".
Jeg gjorde mig så min personlige stilling op således:
To gange har jeg haft den lykke, når jeg selv skal sige det, at stå i forgrunden i
afgørende perioder i Grønlands historie — i 1940, da jeg var 35 år, i 1950, da jeg
var 45 år. Nu er jeg 60, helbredet er ikke, hvad det har været. I gamle dage havde
man en overordentlig nyttig ting i Grønland, som hed 60-års grænsen, som jeg ikke
mener, man kan undvære, selv om man har afskaffet den. Jeg er tvivlrådig med hen-
syn til, om de ting, som man nu gennemfører i Grønland på de afgørende punkter,
som jeg har nævnt, bliver ført ud efter den rigtige linie, og jeg er aldeles overbevist
om, at den, som skal være med i forgrunden ved udførelsen af dette arbejde, han
skal være 100 % overbevist om, at de retningslinier, som er anlagt, er rigtige. På
dette grundlag — og jeg vil bede Dem erindre, at jeg også nævnte mit helbred -
søgte jeg ud af tjenesten. Jeg mente, at tiden var inde til, at en yngre skulle frem.
Jeg vidste, at der var mange, som kunne gøre det — og jeg gik.
Inden jeg havde truffet denne beslutning, så var der naturligvis én ting, som stadig
kørte rundt i mit baghovede: „Hvad vil du føle, når du har truffet afgørelsen?" Det
209
[16]
var mig en meget stor glæde at erkende, at da jeg havde truffet afgørelsen, da følte
jeg ikke andet end glæde. Mine venner spørger mig: „Føler du ingen bitterhed over
at måtte gå så tidligt?" Nej, aldrig — intet der minder mig derom. Vemod - ikke
en gang. Jeg føler én eneste ting over for Grønland og tjenesten i Grønland. Jeg
føler taknemmelighed. Taknemmelighed for, hvad Grønland har givet mig. Hvor
mange af verdens millioner kan stå op i en talerstol og sige: Jeg har haft et liv med
et uendeligt rigt indhold. Jeg har haft et liv med opgaver, som fyldte mig, tog mig,
og hvor jeg fandt venner og muligheder for at løse problemer. Jeg har haft samvær
med folk af en uendelig høj standard, mine gamle rejser med grønlænderne i Grøn-
land - intet menneske i verden har haft bedre oplevelser end dem. Og jeg har haft
rige naturindtryk. Jeg kan næsten ikke huske, hvordan mit forhold til naturen var
før 1932, men jeg ved med bestemthed, at Grønland åbnede øjnene ikke blot for clen
grønlandske natur, men for naturen i almindelighed. Efter at jeg er kommet hjem,
ser jeg på den danske natur med helt andre øjne, end jeg gjorde i gamle dage. Jeg
har fået interesse for den, en glæde ved den, som Grønland har skaffet mig. Jeg
føler overfor det grønlandske samfund og overfor den opgave, jeg har fået der,
taknemmelighed og intet andet. Og lad mig da slutte af med igen at sige tak for den
glæde som Grønlandsk Selskab har gjort mig ved at udnævne mig til æresmedlem.
Den er større end nogen anden udmærkelse, jeg kunne tænke mig. Tak!
2IO[17]