[1] NYE FORMER OG HYE OMRÅDER FOR SAMARBEJDET INDENFOR FÅREAVLEN Af direktør, lic. mere. Hans C. Christiansen DEN KONGELIGE GRØNLANDSKE HANDEL Fåreholderne I Igaliko har overtaget Den kongelige grønlandske Handels arealer ved Itivdleq og påtager sig samtidig ansvaret for vinter-nødforsyningen med hø i Igaliko-området. .Fåreavlen er et risikofyldt erhverv. Jordbrug er dagligt slid og arbejde, og det er planlægning og investering på langt sigt — investering af både penge og arbejdskraft. I Grønland har jordbruget rødder tilbage til nordboernes tid, da et stort samfund igennem århundreder byggede sin eksistens først og fremmest på dyrkning af jor- den, og først dernæst på fangst og handel med fangstprodukter. Dette havde grøn- lænderne ingen part i dengang, men på nordboernes ruiner er i vor tid i Sydgrønland opvokset en fåreholderstand, som har lært at udnytte de beskedne naturgivne mulig- heder for jordbrug, og som i kraft af fremragende menneskelige egenskaber, faglig kunnen og en efterhånden ganske velfunderet økonomi er blevet en overordentlig vigtig bestanddel af det grønlandske samfund. Det er ikke blot fiskerne og de til fiskeriet knyttede produktionsanlæg, der ram- mes af naturens luner. Med års mellemrum er også fåreavlerne blevet ramt af na- turkatastrofer, som har været ved at slå benene væk under dem, og mange af dem har måttet give op overfor disse vanskeligheder. Sidst ramtes syddistriktet af sådanne ulykker i vintrene 1948/49 og 1956/57. I sidstnævnte tabte de største og vigtigste fåreavlsområder, Igaliko og Qagsiarssuk, henholdsvis 60 og 50 % af deres bestand af moderfår. Det er et opløftende tegn på udholdenhed, sejghed og dygtighed, at fåreavlen alligevel har kunnet bestå og notere stadig fremgang. Det siger sig selv, at vi ikke kan nøjes med denne konstatering, men at fåreholdernes og KGH's fælles bestræbelser lige siden 1956, da fåreavlen admini- strativt blev henlagt under Den kongelige grønlandske Handel, først og fremmest har været koncentrerede om at stabilisere driften ved forsøg på at forebygge sådanne uafvendelige klimakatastrofers uundgåelige følger. Det var vistnok katastrofen i vinteren 1956—57, der satte særlig fart på overvejel- serne og arbejdsindsatsen. Der var enighed om, at sikring af dyrene og fremskaffelse 296 [2] ,-*t. Høspredning ved Igaliko. Foto: Forfatteren af vinterfoder er af afgørende betydning. Dyrene må kunne staldes op i årets van- skeligste måneder, og dette kræver stalde og lader og opdyrkning af arealer. Der blev lagt et arbejdsprogram for øget opdyrkning af både hjemmemark hos de en- kelte fåreavlere og af større fællesarealer, som skulle danne grundlag for større fæl- les nødbeholdninger, og som i en overgangstid tænktes administreret af KGH's land- brugsstation i Uperniviarssuk. Allerede dengang var der enighed om, at man skulle tilstræbe, at disse fællesarealer senere kunne overtages af fåreholderne. Et lykkeligt tilfælde kom os til hjælp på det finansielt vanskeligste punkt: eta- blering af et større antal stalde og lader rundt omkring i fåreholderdistriktet hos de enkelte fåreholdere. Allerede i 1957 lykkedes det KGH at få en lokal aftale med de amerikanske basers myndigheder, som dengang endnu var på Narssarssuaq-basen, hvorefter et antal barakker gennem KGH blev stillet til rådighed for fåreholderne. Siden overtog KGH samtlige barakker og andre bygninger i Narssarssuaq, og en betydelig del heraf er reserveret for fåreholderne. I samarbejde med KGH's land- brugsstation er i de mellemliggende år et stort antal af disse barakker blevet flyttet 297 [3] ud til fåreholderne, som med dette materiale og en betydelig egen arbejdsindsats har rejst stakle og lader og tildels også beboelseshuse. Få store brug, men mange små. Man må lade fåreholderne, at de har været fremsynede nok til med liv og lyst at finde samarbejdsformer og løsninger, som har taget hensyn til, at forholdene nu engang er meget forskellige fra plads til plads og mellem fåreholderne indbyrdes. Der findes jo fåreholdere, som med deres faglige og produktionsmæssige forud- sætninger ganske naturligt foretrækker at Tøse disse problemer alene for deres egne behov og uafhængig af, hvad de andre gør. Dette er nærliggende for de store be- drifter, d. v. s. for de fåreholdere, der har en bestand på 400-500 moderfår og mere — og efterhånden er der som bekendt adskillige, hvis besætning ligger op imod eller over de 1000 dyr. Noget anderledes ligger hele problemstillingen for de mindre og helt små fåre- holdere — og dem findes der mange af endnu, selv om der gøres et ihærdigt arbejde for i løbet af et eller to årtier at føre dem alle frem til en bedriftsstørrelse, der muliggør mere omfattende opdyrkning og etablering af stalde og lader — og dermed giver større sikkerhed og uafhængighed. Store opgaver kan løses ved samarbejde. Det har været naturligt overfor disse mange mindre fåreholdere at pege på er- faringer fra de mindre danske landbrug, som ved ihærdig indsats kan finde en plads i solen, og som kan bestå i en verden for storbedrifter, fordi de har lært at arbejde sammen og at løse de store opgaver, som af de mindre kun kan klares, når man hjæl- per hinanden og løfter i flok. Problemerne på disse områder var nok størst i Igaliko og Qagsiarssuk, disse store, harmoniske fåreholdersamfund, hvor der endnu for få år siden ikke fandtes „storbønder", og hvis mange mindre brug leverer en meget væsentlig del af de lam, der danner grundlag for fabriksdriften i Narssaq. Netop her havde man jo på krop- pen følt katastrofevintrenes bitre følger. Den første opgave var at skaffe lagerplads for vinterfoder, som KGH i givet fald var villig til at oplagre på disse steder som nødbeholdning. Det ville i alt fald have den fordel, at man ikke var afhængig af tilførsler udefra, når katastrofen var over en, og transport gennem stormhærgede og islagte fjorde, landing ved iskant og slædetransport næsten gjorde det umuligt at hjælpe. Forslaget gik ud på begge steder at rejse hødepoter af tilstrækkelig størrelse og at gøre det på andelsbasis, d. v. s. med samtlige lokale fåreholdere som medvirkende 298 [4] Kornet står højt ved Sønder Igaliko. Foto: Forfatteren ved ladernes bygning, og ved at alle skulle være med i et lokalt interessentskab, som skulle forestå nødlagerets administration. Tanken faldt i god jord, og således blev det fåreholderne i Qagsiarssuk og Igaliko, som omkring disse hølader i henholdsvis 1958 og 1959 etablerede Grønlands to første andelsvirksomheder. Nøddepoter som katastrofesikring. Tilbage var så problemet med fremskaffelse af nødfoder og vedligeholdelse af beholdningen, og dette har indtil udgangen af 1964 været KGH's ansvar. Den første beholdning etableredes ved leverancer af hø og andet foder, der indkøbtes i Danmark og Norge. Dette var en forholdsvis dyr løsning, fordi selv pressede høballer fylder godt og er dyre at transportere. Beregninger viste, at man i Sydgrønland må kunne dyrke hø til omtrent halvdelen af, hvad det koster, når det skal sejles op over en så stor distance. Derfor kom vi hurtigt til det resultat, at alt foder både til den løbende drift og til sikring af nødbeholdninger bør produceres i Grønland, hvor der findes tilstrækkelige dyrkningsmuligheder. 299 [5] Opdyrkning af hjemmemark og fællesmark. KGH's landbrugsstation har igennem en Tang årrække drevet en udstrakt opdyrk- ningsvirksomhed ude hos fåreholderne. Denne hjælps fordeling i distriktet og på de enkelte fåreholdere administreres af samarbejdsudvalget for fåreavlen, og dette vil i realiteten sige af fåreholderne selv. Det har dog ikke været muligt ad denne vej at udvide hjemmemarksarealerne tilstrækkeligt hurtigt, og mange mindre bedrifter har vel heller ikke nogen mulighed for at udvikle deres hjemmemark i tilstrækkeligt omfang. Som overgangsforanstaltning var landbrugsstationen derfor allerede i mellemkrigs- årene gået ind for en samlet opdyrkning af større arealer, hvis høst skulle danne gruftdlag for foderforsyningen. Sådanne større opdyrkede arealer fandtes ved Slet- - - ;y!T" " ~ " " -- ten, ved Narssaq og i nærheden af Igaliko ved Itivdleq. Der er selvfølgelig større vanskeligheder forbundet med pasning af sådanne arealer, når de, der har opgaven, ikke bor i nærheden. Alligevel gik vi ind for yderligere opdyrkning ved Narssaq, fordi stedet ligger nogenlunde centralt for transport, og fordi der frembød sig et støSe areal, der skønnedes at være opdyrkeligt for en rimelig udgift — og endelig fordi opdyrkning på hvert eneste af de mange brug ikke kunne gennemføres hurtigt nok til at danne et værn mod katastrofevintre, der kan Comme med korte intervaller. Interesse og ansvar bør følges ad. Dette kunne som sagt kun være overgangsløsninger. Den individuelle interesse i rette øjeblik er så afgørende for høstresultaterne, at der i det lidt længere løb må fin- des en anden ordning. Det var derfor KGH's forslag til fåreholderne, at man bør sigte mod, at det bliver fåreholderne selv i vedkommende distrikt eller område, som indenfor en overskuelig fremtid overtager disse arealer ved fælles drift — og at de derefter også selv bør overtage ansvaret for hele foderforsyningen. Det må være umiddelbart indlysende, at opdyrkning og høst under så vanskelige og skiftende for- hold ikke egner sig for fjernstyring. I den henseende er der kun ringe forskel på, om styringen sker fra en landbrugsstation, der dog ligger adskillige timers sejlads borte, eller fra København. Det må være bønderne på stedet, som z f gør, når der skal sættes ind med de enkelte faser af dyrkning og høst, og det kan kun gøres effektivt, når det er deres ansvar fuldt og helt, så også resultatet er deres. Privatiseringstanken tager form. I samarbejdsudvalget for fåreavlen er mulighederne for „privatisering" af Itivdleq arealerne blevet drøftet gennem adskillige år. Beboerne i Igaliko-området er dygtige folk, og de har nu så megen erfaring og økonomisk sans, at det næppe vil falde dem vanskeligt selv at påtage sig denne opgave. Man drøftede fællesdrifttanken mod for- 300 -.^ ...-j^...._L^. [6] Foto: Forfatteren Fra Klosterdalen i Tascrmiutfjorden. Fårene er hårde ved vegetationen, men endnu findes vidunderlige, helt uberørte arealer. Hvis eftertiden skal se dem, haster det med at frede i alt fald nogle få af de fjerneste dale. deling af arealerne på enkelte fåreholdere, og kom i 1962 til den afgørelse, at fæl- lesdrift under de givne forhold måtte være det mest hensigtsmæssige. Løsningen måtte være den, at man i Igaliko enten dannede,et andelsselskab til overtagelse og drift af arealerne, eller også at man lod fåreholderforeningen i Igaliko påtage sig op- gaven. Dernæst overvejedes fordelene ved en foreløbig forpagtningsordning forud for endelig overdragelse, og i 1963 nåede man frem til en overenskomstskitse, ba- seret på foreløbig forpagtning med adgang til senere erhvervelse af arealerne. På dette tidspunkt (1963) gav f åreholder fonden tilsagn om økonomisk støtte — helt bortset fra, at også tilbudet fra KGH er udformet med fornuftige og for få- reholderne rimelige for ikke at sige særdeles fordelagtige betingelser. Alligevel stødte forslaget i den lokale fåreholderforening på betænkeligheder og på visse tidspunkter vist også på modstand. Dette findes der god forklaring på, eftersom problemstillin- gen som tidligere omtalt vitterlig langt fra er ens for de store og de mindre fåre- holdere. 301 [7] Foto: Forfatteren Fåreloldér PelefMotzfeldt, formand for De samvirkende F åreholder loreninger i Grøntand, synger for ved 50-års festen for grundlæggelse af Igaliko-f åreavlen ved „Kong Amos". M/S „Knniingiiak"s første anløb i Grønland. Optakten til vore afsluttende forhandlinger var ganske festlig. På M/S „Kunun- guak"s jomfrurejse anløb vi søndag den 19. juli 1964som første havnIgaliko,hvilket i sig selv var en begivenhed. Vi blev modtaget af en forsamling, der var klædt til fest i anledning af 50-års mindefesten for „Kong Amos"s grundlæggelse af Igalikos fåre- avl. En halv time efter at ankeret var gået, sad vi til festgudstjeneste i Igaliko's smukke stenkirke. Fåreholderne er ikke blot dygtige i deres fag, men de er også gæstfrie og hygge- lige folk. Indvielsen af deres nye flagstang med fælles kaffebord i det fri, reception for hele befolkningen ombord i det nye skib, og den afsluttende festmiddag i det smukke forsamlingshus, som fåreholderne har rejst ved egne kræfter - alt sammen var uforglemmelige oplevelser, men overdragelsen af arealerne fik vi ikke gjort no- get rigtig ved ved den lejlighed. 302 [8] Lammetransporter landes ved slagteriet i Narssaq. Foto: Forfatteren De afsluttende forhandlinger. Vi måtte holde et nyt møde, da vi atter kom til stedet den 20. august 1964, og det blev et medlemsmøde i fåreholderforeningen i Igaliko. I enhver god demokra- tisk forsamling er der en opposition til det sidste. Det var der også i Igaliko, men med en overvældende stemmemajoritet (16 stemer mod 3) blev det vedtaget at acceptere KGH's tilbud. Kontrakten er undertegnet under samme dato, og Folketin- gets Finansudvalg har givet sin tilslutning den 16.12. 1964. Den nye driftsform. Fra 1. januar 1965 er det således Fåreholderforeningen i Igaliko, der har over- taget det ca. 3 i/i ha. store areals drift og samtidig hermed forvaltningen af nøddepo- tet og ansvaret for beholdningerne og for Igaliko-områdets nødforsynnig med hø. Efter kontrakten går fåreholderne ind i den nye arbejdsform som et forsøg. De har for et særdeles rimeligt vederlag forpagtet arealerne for en 5-års periode. Indenfor dette tidsrum kan de nårsomhelst tilkendegive, om de ønsker at overtage brugsretten til arealerne helt og endeligt. Da vi regner med, at dette vil ske, er allerede aftalt en 3°3 [9] nærltiest symbolsk overdragelsessum, hvoraf fåreholderfonden har erklæret sig rede til at betale en trediedel. Samtidig overdrages hele KGH's nødbeholdning af hø til fåreholderforeningen således at den kan opfylde sin nys overtagne forsyningspligt. Disse beholdninger betales der intet for, idet fåreholderforeningen har forpligtet sig til at holde dem vedlige, og at gøre dette bestandigt, hvis man overtager arealerne og forsyningspligten for bestandigt — eller også at levere dem tilbage igen til KGH, hvis det mod forventning skulle ske, at forsøget falder utilfredsstillende ud, og man der- 'f or Beslutter sig til også at tilbagelevere arealerne. Det, der er sket i Igaliko, er en for den kommende udvikling i Grønland meget vigtig begivenhed. Den er ikke blot skelsættende for fåreholderne i Igaliko-området, men den er samtidig for mange andre et godt eksempel på, at en hel erhvervsgruppe i fællesskab kan løse opgaver, som den enkelte ikke kan løfte. 3°4 [10]