[1] DE GRØNLANDSKE REJEFELTER OG ISRANDSLINIERNE Af G. Høpner Petersen Ivejefiskeriet har i de senere år fået en stadig stigende betydning for det grøn- landske erhvervsliv. Det er dybvandsrejer, der fiskes, og disse findes, som navnet siger, ved bunden på relativt dybt vand. I Grønland fiskes de på 300—500 m vand. De kræver koldt, salt vand, men temperaturen må dog helst ikke komme ned under ca. +1° C. Da havvand først fryser ved -hl,7° C, kan sådanne lave temperaturer under visse omstændigheder nå ned til bunden og ødelægge rejebestanden lokalt. Ganske vist var min primære opgave vedrørende de havbiologiske forhold i Disko Bugt under et ophold fra 1958 til 1960 af mere teoretisk karakter, men jeg var in- teresseret i rejefiskeriet, både på grund af det nære samarbejde med fiskeribiolo- gerne fra Grønlands Fiskeriundersøgelser, og fordi havbiologi kun vanskeligt kan skilles i en praktisk og en teoretisk del. I hvert fald vil hverken dyrene eller redska- berne acceptere en sådan deling. Et af de mange forhold, som en havbiolog skal holde øje med, er havbundens struktur. Dette gøres ved hjælp af ekkoloddet, der tegner et billede af bundens ter- rænforhold på ekkolodpapiret, hvorved man får et ekkogram. Når man skal finde et rejefelt, finder man først ved hjælp af ekkoloddet et om- råde af havbunden, der er så jævnt, at man kan benytte en trawl uden for stor risiko for at miste det kostbare redskab. I Grønland trues trawlen ikke som i danske og svenske farvande af vrag, krigsmateriel og måske snart bilvrag, men der er til gen- gæld nok af sten og hård bund, der kan ødelægge trawlen. Har man fundet et pas- sende område, skal der udføres forsøgsfiskeri, for at se om der overhovedet er dyb- vandsrejer, og hvis det er tilfældet, da at bedømme om bestanden kan give et stort og stabilt udbytte. Temperaturforholdene skal studeres for at bedømme mulighederne for, at kata- strofalt lave temperaturer skal ødelægge bestanden. Fiskeriet på et rejefelt må heller ikke alvorligt generes af langvarigt islæg, drivende isbjerge eller dårligt vejr. Først når de mange fiskeribiologiske problemer er belyst, kan man starte den endnu mere vanskelige opgave: at udnytte rejefeltet kommercielt. 323 [2] • TPf Kort der viser Atå Sund. Efter at have set en lang række ekko- grammer under sejlture i Disko Bugt med „Porsild", Arktisk Stations nye kutter, og efter at have læst en del afhandlinger om rejefelter og indlandsisen, fik jeg det ind- tryk, at der var en vis forbindelse mellem rejefelterne på havbunden og isrands- linierne på landjorden. En israndslinie er markeret af det materiale, som indlands- isen har aflejret på et tidspunkt, da den bredte sig over et større landområde end i dag. Israndslinier kan for eksempel være markeret af morænevolde, der som en kinesisk mur slynger sig hen over fjeldene. I Danmark kendes mange israttdslinier, for eksempel Odsherred- buerne med Vejrhøj. Når vi sejlede med „Porsild", lod vi altid ekkoloddet køre, for at lære havbun- den nærmere at kende, og vi så af ekkogrammerne, at bunden bedst kunne beskrives som et oversvømmet fjeldlandskab, med spidse toppe, dybe dale og bratte skrånin- ger, der nogle steder, for eksempel omkring Sunde Ejlande, falder næsten lodret til dybder på over 800 m. En skipper, jeg kender, plejede ofte at slå ekkoloddet fra, fordi, som han sagde, han blev så nervøs af at se havbunden komme farende så hurtigt op mod kølen af båden. Det var derfor meget overraskende for os, at der inde i Atå Sund, i området mel- lem Qerrukasik og Igdluluarssiut (se kortene figur l og 3), fandtes en næsten plan bund i ca. 380 m dybde. Ekkogrammet på figur 2 viser, hvorledes der både før og efter den plane bund findes den normale stærkt kuperede bund. Den plane bund hæl- der svagt udefter af fjorden, og ind imellem stikker nogle toppe stejlt op over det flade. Disse ejendommelige bundforhold skal formentlig forklares ved, at bræerne Equip sermia og Kangilerngata sermia før ij:iden har nået frem til området med den plane bund. Bræerne har medført en masse materiale, som er blevet aflejret på havbunden og har fyldt alle hullerne op og dækket alle toppe undtagen nogle få. På land er det tilsvarende materiale aflejret som morænevolde. Bræerne er senere smeltet hurtigt tilbage fra området med den plane bund til deres nuværende stilling, og der er derfor ikke blevet dannet en plan bund i området nærmest bræfronterne. Nu vil den plane bund i Atå Sund næppe egne sig til rejefelt. Vi havde ganske vist ikke trawlgrej med, så vi kunne ikke undersøge sagen nærmere, men temperaturmå- 324 [3] Ekkogrammet viser den plane bund mellem normale, stærkt kuperede bundforhold. Ungerne viste, at vandet i juli måned kun var godt 0° varmt hele vejen ned til bun- den, undtagen lige i overfladen. Det vil være for koldt for rejerne, og risikoen for pludselig kuldedød vil være stor. 325 [4] Dette kort over Grønlands vestkyst viser de reje- felter, som formentlig er placeret i forbindelse med israndsaflejringer, og som er fundet af Grønlands Fiskeriundersøgelser. Undtagen er dog den nord- ligste prik, som viser beliggenheden af den her be- skrevne plane bund inde i Atå Sund, og hvorfra fig. l og fig. 2 viser detailler. Figur 3 viser de rejefelter, som dr. E. Smidt og magister Horsted fra Grøn- lands Fiskeriundersøgelser har fundet. Man kan se, at mange af de områder med plan bund, som disse reje felter er tegn på, er placeret i et system og i en afstand fra bræernes nuværende front, at de kan indicere to rækker af isrands- aflejringer. Naturligvis kan ikke alle rejefelter forklares på denne måde. Så- ledes har den plane bund i verdens stør- ste rejefelt syd for Disko antagelig en vulkansk oprindelse eller skyldes jord- skorpebevægelser. Det er muligt, at disse iagttagelser og betragtninger umiddelbart kan få betyd- ning for fiskeriet, og for en havbiolog er det ofte en lettelse at have en arbejdshy- potese om havbundens dannelsesmåde. Det er da. glimrende, at man kan få hjælp fra glaciologiske og geologiske un- depøgelser, selvom disse er udført inde paland. Imidlertid, hvis man skulle prøve udfra denne teori at finde egnede lokaliteter for rejefelter, ville man udpege områderne udfor bræerne på kyststrækningen fra Kap Farvel til Angmagssalik. Mange af disse bræer er eller har været meget produk- tive, og i dybder over ca. 200 m beskylles bunden af den yarme Irmingerstrøm. Oven- over ligger ganske vist den kolde østgrønlandske strøm, hvor dybvandsrejerne ikke kan leve. Men de fleste områder med plan bund er netop fundet på dybder fra ca. 200 m til ca. 600 m. Hvis denne forudsigelse skulle slå til, må det dog nævnes, at sådanne felter vil ligge meget udsat for isgang og dårligt vejr. Den østgrønlandske kyst er et af verdens mest utilgængelige områder, men alligevel driver mange 326 [5] nationer et fiskeri i farvandet omkring Sydgrønland. Man må derfor håbe, at eventuelle felter ligger indenfor fiskerigrænsen, så at de ikke kan udnyttes af frem- mede fiskere. LITTERATURHENVISNING Hachey, H. B., Frede Hermann and W. B. Bailey, 1954:: „The waters of the ICNAF Convention Area." (Annual Proc. ICNAF, 4, pp. 67-102). Horsted, Svend Aage, and Erik Smidt, 1956: »The deep sea prawn (Pandalus borealis Kr.) in Greenland waters". (Medd. Danm. Fiskeri- og Havunders., N. S., vol. I, nr. 11, 118 pp.). Petersen, G. Høpner, 1964: „The hydrography, primary production, bathymetry and „Tagsaq" of Disko Bugt, West Greenland". (Medd. om Grønland, bd. 159, nr. 10, 45 pp.). Weidick, Anker, 1963: „Ice margin features in the Julianehåb district, South Greenland". (Medd. om Grønland, bd. 165, nr. S, 133 pp.). 327 [6]