[1] HJÆLPER VI GRØNLAND RIGTIGT? Af Jørgen Søholt Christensen .L/et første fiskefartøj, der er stort nok til søgående fiskeri, er 1964 blevet indregi- streret i Grønland. Fartøjet, en 100 tons kutter til ca. 1,2 mill. kroner, blev i slut- ningen af juni overdraget i København af Den kongelige grønlandske Handel til en blandet dansk-norsk-grønlandsk besætning. Begivenheden er værd at lægge mærke til. Med fartøjer af denne størrelse kan grønlændernes fiskesæson udvides fra nogle sommermåneder til helårsfiskeri, og de gør afhængigheden af det lunefulde vejr mindre. Selv i vindstyrke 6—7 kan der fiskes med disse kuttere. Kun en beskeden del af torskefangsterne på de rige fiskepladser ved Grønland landes af grønlandske fiskere. Disse har hidtil måttet nøjes med at iagttage gennem søkikkerter, hvordan fremmede fiskere fra Færøerne, Norge, Vest- og Østtyskland, England, Frankrig, Portugal og andre lande trak fangsterne op ude til havs. Selv var grønlænderne med deres mindre både kun i stand til at fiske ved kysten. Grønlændernes egen fiskeflåde består i vid udstrækning af småjoller betrukket med sejldug, men overgangen til mere effektive fartøjer har været på vej i de senere år, hvor egentlige kuttere er kommet til i ret stort tal — nogle endda bygget af værfter i Grønland. Ingen af disse kuttere er dog store nok til virkeligt havfiskeri. Nu er springet taget til grønlandsk deltagelse i storfiskeriet ude på de vældige fiskebanker i Davis Strædet. Da Grønlands fremtid jo bygges op omkring fiskeriet, er det en udvikling, der er grund til at glæde sig over. Udbygningen af fiskeflåden vil blive fortsat. Tre andre kuttere på hver omkring 100—200 tons vil følge efter. Nogle af dem skal have ren grønlandsk besætning. Det er der linje i, så meget mere som der i de vigtigste havne står moderne anlæg parat til at behandle fisken. Man kunne forestille sig, at udviklingen af det grønlandske fiskeri skete på den måde, at nogle store, danske fiskefartøjer blev udsendt med danske besætninger til dels at fiske ved Grønland, dels at hjembringe lasterne til behandling i Danmark. Det ville være en fremgangsmåde, som enhver kunne se var hen i vejret. Ingen ville tro, at man ad den vej satte noget i gang i Grønland. [2] ... ~ ^^ „ P1 s=s°™ Grønlandske småjoller l Godthåb, Foto:J. S. C. Ikke desto mindre er det en fremgangsmåde, der helt åbenbart er i kurs, når det gælder den grønlandske opbygning til lands. Hver sommer sender staten og engagerede, private byggefirmaer en invasions- styrke til Grønland, bestående af dansk arbejdskraft, som hen over hovedet på Grønlands egen befolkning^ bygger huse, som grønlænderne skal bo i eller bruge på anden måde. Boligerne, som invasionsstyrken rejser, ligner efterhånden til forveksling de eta- gehuse som vi selv bygger hernede. I Godthåb var det samlede boligbyggeri koncentreret om en imponerende byg- ning med over 100 lejligheder. Det ville svare til, om hele Københavns boligbyggeri på et år blev samlet i en skyskraber på Amager i stil med Empire State Building i New York og opført af importeret sæsonarbejdskraft fra Amerika. For nogen tid siden vakte det opmærksomhed, at et privat tømrerfirma i Godt- håb stod i fare for lukning, og under debatten, der opstod, blev der peget på en op- [3] Kutteren „David Olsen" står en tidlig sommermorgen Godthåb havn ind efter nattens fiskeri i rum sø. lysning i betænkningen fra Grønlandsudvalget af 1960 om, at et halvt hundrede grøn- landske småvirksomheder har måttet lukke i de senere år. Måske tror man, at grønlænderne ikke selv kan magte byggeopgaverne, så andre må træde til. Men er det tilfældet, er det en formodning, der savner støtte i eks- empler fra andre egne af verden, hvor der foregår udviklingsarbejde. I De forende Nationer regner man med, at et udviklingsland i løbet af 10—20 år kan bringes til at fungere i et sådant omfang, at hjælp ude fra ikke længere skulle være nødvendig, bortset fra en vis eksperthjælp. Efter almindelig dansk målestok skulle Grønland have 700—800 håndværksvirk- somheder - men der findes kun omkring 100. Der skulle findes ca. 1200 uddannede håndværkssvende — men skulle man over ti år op på det tal, skulle der findes ca. 700 lærepladser, og der eksisterer kun ca. 130. Firmaerne, der med hjemsted i Danmark udfører byggearbejder i Grønland, ta- ger ingen lærlinge. [4] Disse firmaer udfører godt halvdelen af bygge- og anlægsopgaverne i Grøn- land, godt en fjerdedel udføres af Grønlandsministeriets byggesektion Grønlands tekniske Organisation (GTO), mens kun 15—20 % af arbejderne udføres af lokale mestre. I bygge- og anlægsarbejder i Grønland investeredes i 1964 for omkring 150 mill. kroner — et beløb, der over 10 år skal op på ca. 200 mill. kroner om året (hvortil kommer driftsomkostninger på lignende beløb). De danske firmaer tager naturligvis deres fortjeneste hjem til Danmark, og det samme gør de udsendte arbejdere (hvad disse måtte lægge i Grønland, kommer i vid udstrækning Grønlandske Handels butikker til gode). Dét vil sige, at det er en begrænset aflejring, der sker i Grønland, af de lønninger og honorarer, der udbetales. Det var ellers penge, som kunne arbejde videre i Grøn- land _og hjælpe med til, at andre end dem, der modtager dem, kunne komme i gang, f. eks. lokale handlende. En sådan kædevirkning er det netop, at udviklingseksperter i andre egne af verden søger at fremme for at^få et normalt, økonomisk kredsløb i gang. Den franske nationaløkonom Pierre Moussa har i sin bog „U-landene" (udgivet af Det danske Forlag) peget på, at kædevirkningen af penge i kredsløb er godt tre gange det beløb, der er tale om i primær eller førstehåndsindtægt. Han har også peget på det psykologisk vigtige i, at en befolkning, der står midt i en udviklingsopgave, føler, at den er med i arbejdet, idet han skriver følgende: „Selv om det var muligt, ville det i det hele taget ikke være ønskeligt, at alle in- vesteringsbehov dækkedes af en hjælp ude fra . . . Mennesket er indrettet således, at det egentlig kun har rigtig gavn af det, som koster det noget. Udviklingen kan ikke komme fra udlandet. Den må være målet for en bevidst vilje fra selve det land, som skal udvikles, og denne vilje må give sig udslag i en indsats, i ofre, i en anspæn- delse af hele nationen. Lande, der kunstigt ophjælpes af rige formynderstater, vil aldrig komme til at opføre sig som andet end „rigmandsbørn", der er overfladiske og dårligt opdragne og øder deres midler væk." Grønlands landsråd fremsatte i 1959 en udtalelse, hvori man slog fast, at Grøn- lands tekniske Organisation og Den kongelige grønlandske Handel (KGH) „efter- hånden bør søges afviklet i det omfang og tempo, det er hensigtsmæssigt og gør- ligt." Rådet udtalte videre: „Man bør tillige sikre, at spirende privat indsats ikke stilles for vanskeligt, ligesom man i det hele taget ved en afvejning af de fremtidige økonomiske muligheder må tage hensyn til befolkningens egne muligheder for at deltage aktivt i et frit erhvervsliv." Dog tilføjede rådet, at „det ikke for tiden vil være muligt uden væsentlig ulempe for befolkningen at afvikle f. eks. GTO og KGH." [5] Grønlandsk selvbetjeningsbutik under Den kongelige grønlandske Handels mærke. Foto: J. S, G. Rådets udtalelse var medvirkende til, at Grønlandsudvalget af 1960 blev nedsat med direktør Ebbe Groes som formand for at vurdere retningslinjerne for Grøn- lands udvikling. Udvalget afgav betænkning sidste år. Af betænkningen fremgår, at man ikke skal stille for store forventninger til de grønlandske mestres fremtidige andel af byggeriet. Det oplyses, at deres andel ef- terhånden er steget til 18 pct. af alle bygningsarbejder, og videre hedder det: „Virk- somhederne vil med deres nuværende struktur imidlertid næppe kunne øge deres aktivitet i samme takt som hidtil, da næsten alle elementære byggeopgaver allerede er overdraget til dem, medmindre deres tekniske sagkundskab udvides, så de også kan påtage sig større og mere komplicerede arbejder." [6] Den store boligkarré i Godthåb under opførelse. Billedet er taget i juli 1965. Det forudsættes, at GTOs kapacitet vil øges jævnt i perioden, så den vil være dobbelt så stor i 1975 som de_n var i 1963, og i en prognose regnes med, at GTOs sæsonarbejdskraft vil stige med 800 udsendte til 2100 i 1975 (foruden et ikke de- fineret antal sæsonarbejdere, som de private byggefirmaer udsender). Ligeledes resulterede Grønlandsudvalgets arbejde i, at Grønlands tekniske Orga- nisation fik et tilsynsråd med væsentlig repræsentation fra de hjemlige organisationer, hvis medlemmer har betydelige, økonomiske interesser i Grønland. Udvalgets formand er direktør, civilingeniør J. H. Hoffmann, der repræsenterer Entreprenørforeningen, og som har grønlandske erfaringer gennem sit eget ingeniør- firma. Desuden består rådet af afdelingschef K.Bredahl, Finansministeriet, departe- mentschef Erik Hesselbjerg, Grønlandsministeriet, landsrådsmedlem Oluf Iløegh, Julianehåb, professor H. E. Langkilde fra Danske Arkitekters Landforbund, lands- rådsmedlem Jørgen Olsen, Holsteinsborg, civilingeniør Søren Rasmussen fra For- eningen af rådgivende Ingeniører og murermester Adolph Sørensen, Håndværks- rådet. 6 [7] Huse i Sukkertoppen — de kunne have ligget i Brønshøj, 'l Foto: J. S. C. Ydermere deltager GTOs direktør Gunnar P. Rosendahl, som er næstformand i Dansk Ingeniørforening, i rådets møder. Man kan frygte, at de danske byggevirksomheder hermed har sikret sig en ind- flydelse, som kan virke forlængende for den proces, Grønland selv må gennemgå for at komme til at fungere ved egne kræfter. Rådet er tydeligt sammensat med henblik på at lede et stort, statsligt foreta- gende rationelt, og ingen vil betvivle, at der er brug for teknikere til at tage sig af komplicerede byggeopgaver som havneanlæg og andre store fællesanlæg. Men man kan betvivle, at teknikerne forstår sig på udviklingsarbejde. Herhjemme ville man undre sig, hvis Wright, Thomsen og Kier skulle bygge huse i Hirtshals, og man ville ligeledes undre sig, hvis der var noget, der hed Hirts- hals' tekniske Organisation. Mon ikke folk i Hirtshals selv kan bygge de huse, de har brug for? Og mon dog 7 [8] ikke grønlænderne, der i hele deres gamle, fine redskabskultur har vist stort hånde- lag, selv skulle kunne bygge deres egne boliger ? Hjælpen, de i første række behøver, består i konsulenthjælp og i oprettelse af lære- pladser. Husene kunne være af træ, eller det kunne være mindre huse af sten, som byggedes på samme måde som beboerne i fjeldterræn andre steder har gjort det i år- hundreder, på terrasser, de selv opførte, eksempelvis ved Middelhavet. Pengeinstitutter til udlån og befordring af opsparing er ligeledes et led i udvik- lingsarbejdet, man andre steder lægger megen vægt på. De burde oprettes i Grønland, også selv om de ikke med det samme giver fortjeneste. Vore banker og sparekasser burde føle et ansvar og finde en form, der er brugbar i Grønlands overgangstid . Endelig synes det mindste, man kan forlange af de syddanske kæmpefirmaer — så længe de gør arbejdet for grønlænderne — at de opretter lærepladser. Her er et felt, hvor der er brug for ulandskyndig indsats. En revision burde forøvrigt også ske inden for Den kongelige grønlandske Handel, der mange steder i Grønland med selvbetjeningsbutikker suger de penge til sig, der er tilovers til forbrug, uden synderlig chance for et grønlandsk initiativ inden for detailhandelen . Indsatsen kunne ske under mottoet, at en befolkning først er tilfreds, når den føler en fremgang, den selv skaber. 8 [9]