[1] UDVIKLING AF ET MODERNE LIBERALT SAMFUND I GRØNLAND Af direktør, civilingeniør Paul Marschall L årene, der er gået siden den store Grønlanclskommissions nedsættelse i 1948, er en meget betydelig indsats fra Danmarks side blevet gjort i og for Grønland. Senest er betænkningen fra „Grønlandsudvalget af 1960^' med dens rammeforslag blevet af- givet i 1964, hvorefter planlægninger på dette grundlag er påbegyndt og arbejdet igangsat. Programmet for arbejdet til 1975 er derved blevet kendt i skitsemæs- sig form. Det vil vel derfor i dag være naturligt at spørge: Vil målet at igangsætte et grøn- landsk samfund som en integrerende del af det danske rige være nået i 1975, og hvad vil der derefter ske? De meget modstridende oplysninger om og fra Grønland kan ikke give noget klart billede af forholdene, men oplysningerne kan vel stort set siges at falde i to forskellige afsnit, dels oplysningerne fra „administrationen", der forekommer opti- mistiske med en meget lys tone, og dels fra de særlige iagttagere, besøgende eller ud- sendte, der giver et ganske andet billede. Dette frister til at forsøge en mere realitetsbetonet bedømmelse af situationen på grundlag af de faktiske tal og oplysninger fra officielle beretninger og ud herfra foretage en sammenligning med de oplysninger, der foreligger i litteraturen og på anden måde om udviklingen af tilbagestående områder i andre lande. For at en udviklingsassistance skal have mulighed for at blive effektiv, må den have et såvel finansielt som teknisk indhold både hvad angår den materielle infra- struktur som de mere psykologisk prægede faktorer. Dette er afgørende for at kunne opnå de forudsatte resultater. Samfundsøkonomiske synspunkter. Det må være målsætningen ved udviklingsprogrammet for Grønland at skabe de muligheder der kan medføre en hævelse af befolkningens levefod for derved at opnå en højnelse af den politiske, sociale og kulturelle standard. Grundlaget for levefoden er det af befolkningen skabte samfundsøkonomiske udbytte, der også kan udtrykkes ved værditilvæksten i det pågældende samfund, område eller virksomhed, når man 418 [2] ved værditilvæksten forstår differencen mellem samfundets egen produktions salgs- værdi og værdien af alle hertil anvendte produktionsmidler. Værditilvæksten er såle- des et udtryk for alt, hvad der i form af løn, gager, fortjenester og kapitalopsparing aflejres i samfundet ved dets produktionsprocesser. Ved en bedømmelse af et sam- funds heldige udvikling er det således nødvendigt at tage hensyn til produktionspro- cesserne og derved også til beskæftigelsen. Den sammenhæng, der forekommer i alle liberale samfund mellem befolkningens egen økonomiske aktivitet og fremgang i indkomst, gælder også for Grønland, men ingen i alle henseender tilfredsstillende aktivitet eller beskæftigelse kan forekomme på et højere teknisk plan eller under forandrede samfunds- og erhvervsforhold uden uddannelse, instruktion og tilpasning. Det kan således ikke være fyldestgørende i et så vigtigt spørgsmål som bestemmel- sen af et samfunds udvikling alene at stille sig tilfreds med at drage sammenlignin- ger på grundlag af levefoden. En sådan sammenligning må anses for ufuldstændig, idet man godt kan tænke sig, at en forbedring af levefoden alene er nået ved øko- nomisk støtte udefra og med ringe beskæftigelse, og at en lav levefod kan forekom- me ved fuld beskæftigelse. Arbejdskraften og dens dygtighed er derfor også for Grønlands vedkommende et af de vigtigste aktiver og må derfor udvikles til det højest opnåelige stade. Den grønlandske arbejdskraft. Bedømmelsen af den grønlandske arbejdskraft og de slutninger, der drages heraf, synes at indtage en meget central plads i debatten, og denne bedømmelse synes at være noget væsentligt ved Danmarks indsats i denne landsdel. Den må derfor til- lægges særlig opmærksomhed. De fremhævede vanskeligheder skønnes ikke større end i andre udviklingsområder og kan sikkert overvindes. Der er måske endda nogle forhold, der er enklere på Grønland end mange andre steder, men det forudsættes, at samfundet og dets erhvervsliv tilpasses befolkningen, og at befolkningen akcep- terer udviklingen og har en positiv indstilling og ser mulighederne i udviklingen. Skoleuddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsmuligheder er samfundsfunktio- ner, der alle må tilpasses de øjeblikkelige forhåndenværende forhold, men også det samfund, der forventes opnået gennem udviklingen. Det kaleidoskopiske og diffuse billede, der fås gennem dagspressen og på anden måde af de grønlandske forhold, viser kun den synlige overflade af problemerne. Det vil være tilrådeligt at søge dy- bere i problemerne. Udviklingens styring. Ved siden af de officielle politiske råd og den offentlige administration findes yderligere til varetagelse af Grønlands udvikling to specielle udviklingsorganer, Den 419 [3] kongelige grønlandske Handel, KGH, og Grønlands Tekniske Organisation, GTO. I et udviklingsarbejde må disse institutioner, der er af specielt dansk tilsnit, ved første øjekast forekomme ret enestående, idet det naturligvis forudsættes, at de har et grønlandsk samfunds udvikling som mål. Et nærmere studium af de foreløbigt opnåede resultater for disse institutioner skaber imidlertid nogen betænkelighed, idet der endnu ikke synes at forekomme de ønskede symptomer på et begyndende lokalt erhvervs- og produktionsliv. Infrastruktur. De materielle samfundsfunktioner, der skal bære og sammenknytte de forskellige landsdele med deres erhvervsliv og skabe mulighederne for at få samfundslivet til at fungere, betegnes ofte som infrastrukturen. Denne omfatter i snævreste forstand veje, vandveje, trafiksystemer, havne, postvæsen, kraftanlæg, vandforsyninger, ud- dannelse, banker og andre fælles organer, som f. eks. sygehuse, sociale og kulturelle institutioner. Det første led af infrastrukturen, der vil omfatte den lokale trafik for last, synes ikke at være tilstrækkelig udviklet på Grønland. Vestgrønlands mange små samfund er ikke regelmæssigt trafikalt forbundet^ for varetransport, og der forekommer der- for ikke noget samlet vestgrønlandsk produktions- og erhvervsområde og intet sam- let lokalt grønlandsk erhvervsliv kan derfor udvikles. En kystrute med regelmæssig fart, der gennemføres hele året, naturligvis afhængigt af isforekomsterne, vil gøre det muligt at etablere et erhvervsliv, der har hele Grønland med dets 35.000 ind- byggere, stigende til 50.000 i 1975, til afsætningsmarked. Som..eksempel på mulige erhvervsforetagender er der behov for tømmerhandel med sav- og høvleværk, cementstøberier, fremstilling af byggematerialer, elektrikere, rørlæggere, smede og mekanikere samt forsyning med fårekød, renkød og grønlandsk proviant. Endvidere uldvaskeri, uldspinderi, uldstrikkeri, møbelsnedkere samt skibs- og bådeværfter, særlig byggefagshåndværkere, bryggeri- og sodavandsfabrikation o. s. v. Hertil kan komme koncentration af visse værksteder og visse lagre for re- servedele. En kystrute kunne tænkes med fast fartplan fra Nanortalik i syd sejlende 2 gange ugentlig til Jakobshavn i nord med passende ophold, 4—8 timer, ved byerne for last- ning og losning, således at byerne passeres af to både i nordgående og to i sydgående retning pr. uge. I forbindelse med én eller flere transithavne, der besejles af de store skibe fra Danmark, kunne kystruten blive rygraden i Grønlands udvikling, idet den ville danne det trafikale grundlag for et erhvervslivs opståen og for etablering af uddannelsesmulighederne og samtidig skabe en mere regelmæssig beskæftigelse. Den vil endvidere få en begrænsende indflydelse på forsendelser og forsyninger fra Syd- 42O [4] GRØNLANDS KYSTRUTE FOK LØST- OG GODS- TKRNSPOKT. En kystrute, som den her foreslåede, med regelmæssig fart hele året afhængig af isforekomsternc, ville gøre det muligt at etablere et erhvervsliv, der har hele Grønland som afsætningsmarked. Danmark, idet vareforsyning til Grønland i højere grad vil overgå til visse grovere råvarer, og fordelingen af andre varegrupper vil finde sted fra lagre i Grønland eller fra grønlandske producenter. Der vil også opnås en reducerende virkning på fragtraterne fra Danmark. Uddannelsen til erhvervslivet i et tilbagestående område må altid tillægges megen vægt såvel i et liberalt som et planøkonomisk område. En sådan uddannelse må i vort tilfælde i særlig grad tage sigte på de grønlandske forhold, men må også indebære muligheder for overgang til det syddanske arbejdsmarked og til samarbejde med ud- sendte danske. Uddannelsen må have en høj prioritet og må være meget omfattende, idet den virker igangsættende og initiativskabende. Produktionslivets udvikling. Hovederhvervet på Grønland må for den sydlige del af vestkystens vedkommende blive fiskeri, men dette forudsætter en udvikling af en række støtteerhverv. Kun ca. 10 % af den samlede befolkning i dette område vil blive aktive fiskere i den frem- 421 [5] tidige søgående fiskerflåde. En sammenligning med fiskeriets udvikling på Færøerne i de senere år, hvor udbyttet i 1965 var 175 mill. kr., en fordobling på 7 år, frister til nærmere overvejelse af Grønlands fiskeris udvikling. Men et fiskeri med moderne både og udstyr kræver værfter og en række specielle servicevirksomheder og industri- elle anlæg. Allerede nu kan og bør uddannelsen til sådanne virksomheder planlæg- ges og påbegyndes. Erhvervslivets udvikling, For at et produktions- og erhvervsliv kan komme til udvikling lokalt kræves for- uden kapital en række hjælpevirksomheder, men disse kan først komme til udvikling, når et lokalt pengeomløb har mulighed for at blive etableret. Desværre synes dette ikke muligt på Grønland i øjeblikket. Ved et besøg på Grønland forekommer det så- ledes bemærkelsesværdigt, at der til trods for den store økonomiske aktivitet er duk- ket så få små servicevirksomheder op. Årsagen hertil må alene søges i, at de ud- byggede og statsstøttede institutioner allerede dækker de områder, hvori den lille håndværker eller handlende kan se sine muligheder. Udvikling fører normalt til selv- betjeningsbutikker via småhandlende, men allerede etablerede selvbetjeningsbutikker med effektiv reklame i de små samfund hindrer udviklingen af selvstændige små handlende eller erhvervsdrivende, der måske senere kan blive store. Selvbetjeningsbu- tikkerne på Grønland synes at være kommet en postgang for tidligt. Trafiksystemet Terrassebebyggelse som den her skitserede har flere fordele end højhusene og vil kunne gennemføres af lokale mestre. 422 ~. [6] for vareudveksling og banker burde være etableret først. At der ikke allerede er etable- ret banker må skyldes ganske særlige forhold, idet det vel næppe kan forventes, at et grønlandsk erhvervsliv kan udvikles eller at der kan skabes muligheder for grønlandsk overtagelse af de allerede forekommende statsstøttede foretagender. Før bankfor- holdene er normaliserede, kan der vel næppe finde nogen lokal opsparing sted eller skaffes særlige lånemuligheder ud over statens midler. Som det synes i øjeblikket, passerer pengeomløbet i Grønland kun et led, inden pengene suges tilbage til Dan- mark gennem KGHs selvbetjeningsbutikker eller mulige danske udsalg. Hertil kom- mer, at en stor del af de beløb, der udbetales over vor Grønlands-konto, vel aldrig ser Grønland, men cirkulerer i Syd-Danmark mellem leverandører, entreprenører, redere, eller tages med hjem af udsendte danske arbejdere. De såkaldte grønlandske håndværksmestre er stort set alene beskæftiget af GTO og kan næppe med rette kaldes frie erhvervsdrivende håndværkere, og det synes vanskeligt at se, hvorledes der ud af denne gruppe skal udgå økonomisk selvstændige entreprenører. Disse håndværksmestre virker nærmest som nogle meget stærkt bundne under-entreprenører eller „fæstere". Husbygning som led i den tekniske udvikling. Det er vist meget karakteristisk for de grønlandske byer, at bebyggelsen er så spredt. Dette skyldes tildels den hastige vækst, hvor der ikke har været tid til blot en enkel planlægning og udvikling af en særlig bytype. De grønlandske byer er af- vigende fra byer i mange andre områder, hvor byerne er opført af den stedlige be- folkning i et klippefuldt terræn. Det må af mange grunde være ønskeligt, om de grønlandske byer var mere sammentrængte, hvorved det kunne opnås, at nogle af de tekniske vanskeligheder, der synes at være årsagen til højhusbyggeriet, kunne overvindes og undgås. Højhusbyggeriet kan vel næppe forventes i en overskuelig årrække at kunne blive opført af lokale mestre, de har vel dårlig nok mulighed for at vedligeholde sådanne bygninger, i hvert fald ikke i øjeblikket. Der bør derfor søges udformet en bygge- og byform, der er egnet for opførelse af lokale, frie, selvstændige håndværksmestre og entreprenører med fornøden uddannelse og muligvis assistance fra konsulenter i hvert fald i begyndelsen. Det er klart udtalt i G.60-betænkningen, at der bør udvikles et byggehåndværk, og der må derfor forventes en alvorlig og omgående indsats på dette felt. Da byggepriserne ved boligbyggeri naturligvis er afhængig af arbejdslønnen, bli- ver huslejens størrelse også en funktion af arbejdslønnen, men hvorledes kan de grønlandske boligpriser, der er 2—3 gange større end de syddanske, harmonere med 423 [7] TERtlRSSE TELT FOK YlHTER.Iby