[1]
skab og havde altid interessante emner at drøfte
og kastede dem ud på snart dansk, snart grøn-
landsk, medens Sålånguak stille serverede kaffe
med dejligt hjemmebagt og skænkede skummende
01. Hendes øl var det bedste hjemmelavede øl i
Grønland.
Absolut med på det nye var Otto Rosing tillige
en bærer og formidler af den gode gamle grøn-
landske kultur — som netop de ældre grønlandske
præster og kateketer var det, og han stod i for-
reste række.
— En storm er gået gennem skoven. Fire af
de ældste og bedste træer faldt — hvert af dem
særpræget. Der blev åbninger i skoven, hvor de
stod. Det gælder ikke mindst, hvor den sidste faldt.
Vi vil ære deres minde!
BOGANMELDELSE
Jens Nielsen: nunap tunua moKarpoK
Eller hvordan man altid kommer i tanker om
Ejnar Mikkelsen. Privattryk, udsendt gennem
Det grønlandske Selskab.
El perledigt, oplevet af lægen Jens Nielsen,
tegnet i Scoresbysund, formet og nedskrevet i
Danmark — opdaget og tilrettelagt som bog af
Helge Christensen, trykt af Gullander og udsendt
den 23. december 1965 som privattryk gennem
Det grønlandske Selskab på Ejnar Mikkelsens
femogfirsårsdag som en hyldest og hilsen til Sco-
resbysunds grundlægger. Et dejligt skrift i for-
nemt tryk, der stadig kan købes af medlemmer
såvel som ikke-medlemmer ved henvendelse til
Det grønlandske Selskab, L. E. Bruunsvej 10,
Charlottenlund, til en pris af kr. 15, hvoraf 10 kr.
overrækkes Ejnar Mikkelsen til oprettelse af vug-
gestue, børnehave eller lignende i Scoresbysund.
Det er en bog sprængfyldt med sjove oplevel-
ser. Som en snehare springer forfatteren over
klipperne og nipper en blomst hist og her, fort-
sætter ud over isen og plumper i nu og da, før
den opdager, at der er koldt polarvand mellem
skodserne. Han tegner billede efter billede, sprin-
ger hurtigt videre til det næste, både for at
fængsle læseren til sidste linie - og fordi han ud-
mærket ved, at det er sommermandens grønlands-
ophold, der giver den store erfaring, de rige
oplevelser, den dybe indsigt i problemernes my-
sterium — den halvvoksne årsunge er allerede ble-
Tét forsigtig og stikker fyldepennen i lommen,
mens den toårige gemmer den i slædetasken, hvor
.den altid er frossen. Han tør ikke skrive, fordi
han er blevet klar over, „at der endnu var meget,
man ikke forstod."
Det er en bog, man skal læse, for man mærker
duften af fjeld og lyngbål og glæder sig over, at
folket på landets bagside har lært at le. Det var
Ejnar Mikkelsen, der gav dem landet med de
fyldte kødgryder og vækkede latteren til live.
Han vil leve deroppe på kysten, lige så længe der
er sæl i det store åndehul mellem Kap Tobin og
Kap Brewster.
„MIKI." Vi kender navnet, og vi holder af det.
Det repræsenterer den mand, der mere end no-
gen anden har præget Grønlands østkyst. Den
del, der hele tiden har været betragtet som landets
bagside. Han har kæmpet og kæmper stadig for
at fortælle hele verden, at der bor mennesker på
bagsiden. Rigtige mennesker! Og for disse men-
nesker og deres samfund arbejder han utrætte-
ligt. Han betragter østkysten som sin egen.
„Oj£ den er vel egentlig også hans."
Mon ikke Jens Nielsen snart igen drister sig til
at fi_ske fyldepennen op af slædetasken og få den
tøet op! Og måske kender Helge Christensen
endnu et par perledykkere — for Gud, hvor vi
savner dem i Grønlands TV-grå hverdag.
Chr. Vibe.
112
[2]