[1]
DANMARKS OPGAVE I GRØNLAND
Af Mads Lidegaard
„JVJ-åske den værste anke, som kan rettes mod dansk styre i Grønland, er den, at vi
i for høj grad har været optaget af at „hjælpe" grønlænderne ved økonomiske for-
anstaltninger, ved ophjælpning af deres erhverv, ved fremskaffelse af billige varer
o. s. v. Men man har under alt dette i mindre grad iagttaget hovedopgaven, som ikke
er at mætte og klæde grønlænderne og forsyne dem med huse og lægehjælp, men at
lede dem frem til et standpunkt, hvor de frit kan træde i forbindelse med verden.
Man har været for tilbøjelig til at overse, at den første betingelse herfor er, at der
skabes et økonomisk liv i Grønland, som hviler på et selvstændigt bærende grund-
lag, og at der i den grønlandske befolkning skabes en forståelse af økonomiske for-
hold. Dette formål opnås ikke ved en vidtdreven understøttelsespolitik, og efter mit
skøn kan vi ikke sige os fri for at have forset os på dette punkt. Jeg anser det for
ubetænkeligt, at man i rimeligt omfang „forærer" grønlænderne sygepleje og oplys-
ning, erhvervsophjælpning og socialordning. Men jeg tror, vi gør dem en bjørnetje-
neste, at vi modvirker vort eget program, hvis vi „forærer" dem et økonomisk liv
uden holdebund i landets økonomiske muligheder."
Sådan skrev daværende landsfoged Eske Brun i sit memorandum til statsmini-
steren, da han i sommeren 1945 leverede det Grønland tilbage til dansk styre, som
han i de 5 krigsår havde haft ansvaret for. Selvom Brun talte om monopolets luk-
kede Grønland, og selvom Grønland har udviklet sig utroligt siden da og idag er noget
ganske andet, er det alligevel et spørgsmål, om vi ikke gør klogt i at erindre os disse
ord nu, da de store fjernsynsudsendelser har vakt en så voldsom debat og skabt en
stærk stemning for at give udviklingen i Grønland endnu et skub med flere penge og
mere hjælp. Vi er ramt på vores grønlandske samvittighed, og nu vil vi gerne have
den renset ved at betale, hvad det koster i kroner og ører.
Det går som en rød tråd gennem hele denne debat, at Grønlands velfærd væsent-
ligst regnes for et spørgsmål om at have penge nok til rådighed. Og det er selvfølge-
lig rigtigt, hvis opgaven består i at klæde og mætte grønlænderne og forsyne dem
145
[2]
med huse og lægehjælp. Men det er ikke rigtigt, hvis der er en anden og måske endnu
større opgave i Grønland: At sætte grønlænderne i stand til ved egen kraft at drive
deres eget samfund så hurtigt som muligt.
Det må da være det første, der må ske: At vi gør os klart, hvad det egentlig er,
vi vil på Grønland, hvad endemålet for hele udviklingen skal være, hvad det første
hensyn skal være, som de andre må rette sig efter.
Hvis vi spørger os selv, hvad endemålet er for vort eget samfundsmaskineri og
dets udvikling, så synes svaret meget enkelt^ højere levefod, større bekvemmelighed,
større tryghed, mere fritid. Det kan derfor ikke undre, at vi som noget naturligt og
næsten underforstået i vores Grønlandspolitik er gået og går ud fra, at det også i den
må være ledetråden og målet for udviklingen. Og når vi søger en målestok for den
velstand, vi således vil skaffe grønlænderne, er den lige for hånden: Vores egen, som
grønlænderne jo må have en naturlig ret til, da de er en del af det fælles rige.
Sådan er stærkt forenklet filosofien i vor Grønlandspolitik. Og som et selvfor-
svar, når den barske virkelighed synes at fortælle, at der er flere problemer end
som så, f. eks. menneskelige, har vi opbygget myten om, at disse vil forsvinde af sig
selv i takt med den stigende velstand, og at vi altså en dag, når denne velstand er
fuldbyrdet, samtidig vil have løst de umådelige menneskelige problemer, som følger
I dens kølvand.
Det er muligt, at denne myte har en væsentlig sandhed i sig, i hvert fald her i
vort eget samfund, hvor den tekniske udvikling og menneskets livsholdning hele tiden
har påvirket hinanden i en frugtbar vekselvirkning og er gået op i en højere enhed,
som på godt og ondt er dansk kultur idag. Teknikken er et barn af vor egen kultur
og tankegang, - og disse igen er idag børn af teknikken.
Helt anderledes stiller sagen sig, når et fuldt udviklet teknisk system uforberedt
sænkes ned over en befolkning, hvis livsholdning og tankegang intet har tilfælles
med dette system. Der kan den frugtbare vekselvirkning og teknikkens sociale kata-
lysatoriske funktion meget vel ende i noget helt modsat, en menneskelig og social
nedbrydning, som flere penge og større huse ikke vil kunne forhindre.
I Grønland er i dag en vekselvirkning mellem og en sammengroning af teknikken
og det grønlandske livsmønster næsten umuliggjort, fordi den statslige opbygnings-
aktivitet er så overvældende, at ethvert forsøg på grønlandsk initiativ, på at sætte et
lille præg af grønlandsk på det tekniske samfundsapparat, som bygges op, kvæles
i fødslen.
Man kunne så mene, at løsningen må være, at vi sammen med den ydre teknik
også formidler vor egen livsholdning og vore kulturværdier til grønlænderne, — den
livsholdning, som har gjort det muligt for os at leve sammen med teknikken uden
helt at blive knust af den, uden at den helt har taget magten fra os. Når vi systema-
146
•
[3]
tisk nedtromler det grønlandske samfundsmønster og dermed også det livsmønster,
som hørte med til det, vil det være naturligt, at vi erstatter det med vort eget.
Men der standser vores formåen pludselig. Det er relativt enkelt at bruge penge
og bygge huse og fabrikker. Det er straks meget sværere at lære mennesker, hvor-
dan de skal leve sammen med alle disse nye ting uden at blive ødelagt af dem. Dels
føler vi rent moralsk, at vi ikke har nogen ret til at påføre andre mennesker vore
tanker og vores livsanskuelse. Dels har vi selv så svært ved at få øje på, hvori de
egentlig består, at det falder os meget vanskeligt at missionere for dem. Vi har svært
nok ved at klare vort eget forhold til et hastigt skiftende samfund. Og i Grønland
er denne opgave næsten uløselig alene af den grund, at så få grønlændere forstår
dansk og endnu færre danskere grønlandsk. Dermed er den kontakt næsten udeluk-
ket, som alene kan formidle en sådan kulturel påvirkning på menneskeligt plan.
Derfor holder vi os stadig til det ydre, til husene og havnene og fabrikkerne - det
ved man, hvad er.
Det er det, Toynbee kalder at give stene for brød, og det er til dels det samme,
som sker så mange steder på kloden i dag. Resultatet bliver en skæv udvikling, hvor
teknikkens udbygning er langt mere fremskreden end den menneskelige tilpasning
til de nye forhold, det som sociologerne kalder disharmonisk udvikling. Et par
eksempler kan illustrere, hvordan det ytrer sig.
Hvis mennesker lever i en tankeverden, som har sit udspring i et stillestående
samfund, hvor hver dag havde nok i sin plage, så vil de slet ikke forstå behovet for
alle de foranstaltninger, der væltes ned over hovedet på dem, endsige meningen der-
med. Simpelthen fordi selve målsætningen: Velstand og levefod, endnu er dem frem-
med. De vil slet ikke forstå tidsfaktorens betydning — at tid er penge, og at man
skal rette sig efter den. Tiden får jo først betydning, når tilværelsen er en udvikling
henimod noget nyt, som den altid er for os. Der skal megen fantasi til virkelig at
forestille sig, hvor ynkeligt det menneske kommer til kort i det moderne samfunds-
maskineri, som ikke har tilegnet sig forståelse af tiden.
Det gælder også selve indstillingen til tingene. For os er en bil og en traktor for-
trolige væsener, børn af vores egen verden og vores egen tankegang, resultat af
vore forældres og bedsteforældres livslange slid og slæb. Derfor behandler vi dem
som værdier — med respekt og omhu. For grønlænderen er de produkter fra en fjern
og ukendt verden, som han ingen del har i; derfor føler han intet for dem. Hans mo-
torbåd kan ligge forsømt og umalet i f jæren, mens kajakken, som han selv har lavet,
er pyntet og plejet fra for til agter på stativet et par meter derfra.
Det gælder noget så væsentligt som fornemmelsen af ansvar. Vi er gennem en
årtusindlang proces vænnet til at acceptere alle-landets mennesker og samfundet som
sådan som en forpligtelse, som objekt for vort ansvar. I dag er vi på vej videre i
[4]
samme proces — henimod at acceptere alle mennesker på jorden som en forpligtelse.
De -seneste ugers megen tale om at lade u-landene være og samle os om Grønland
afspejler vel mest den menneskelige protest imod at få udvidet den gruppe, man
skylder noget. Bedre at have den afgrænset, så er det mere overkommeligt.
Hvis teknikken, som forudsætter en langt udviklet samfundsfornemmelse med en
meget høj grad af ansvar over for arbejdspladsen og samfundet, omplantes i et
milieu, hvor de menneskelige forpligtelser traditionelt har været begrænset til fami-
lie og det snævre bopladsfællesskab, så opstår der uvægerligt alvorlige problemer.
Det klassiske eksempel er den unge pige, som forlader sin elevplads på hospitalet,
fordi hendes mor på bopladsen er blevet syg, og familien mangler en madmor. Hun
handler efter sin samvittighed — for hende er familien det virkelige, det sted, hvor
hendes forpligtelse ligger. Vi har sat familien i anden række — og forsømmer vel tit
den til fordel for arbejdet. Den korruption, som rider så mange af de ny lande som
en mare, er jo kun en naturlig følge af, at hensynet til familien endnu står over hen-
synet til samfundet.
De praktiske følger af denne disharmoni kender vi kun alt for vel i Grønland:
Usikkerhed, moralopløsning, komplekser med alle de reaktioner, som hører dertil.
Vi kender drikkeri og manglende stabilitet på arbejdspladserne. Og vi kender den
håbløse opgivelse, som i afmagt overfor denne mærkelige nye verden overlader alt
til de fremmede specialister, og henfalder til ligegyldighed. Og vi kender også reak-
tionen, selvbesindelsen, den yderligtgående nationalisme, skepsis overfor vores kul-
tur netop blandt de unge, som mest har tilegnet sig den.
Grønlands virkelige problemer i dag er ikke manglende boliger og sociale goder,
fødestedskriterium eller sprogkrise, men det er den menneskelige umyndiggørelse og
passivitet, som stadig efter 15 års nyordning præger landet, — det er den mangel på
selvtillid og mangel på medansvar, som får så mange grønlændere til at modarbejde
opbygningen og selv forværre de sociale problemer mangefold.
Og hvis vi i stedet for den højere levefod stillede en målsætning op for arbejdet
i Grønland, som ville prøve at komme disse problemer til livs — selve sygdommen -
og ikke blot bøde på dens virkninger, da ville vi nok i højere grad have Grønlands
sande vel på sinde. Hvis vi ville indrette Grønland sådan, at menneskelig harmoni,
selvtillid og selvrespekt blev fremmet mest muligt, sådan at grønlænderne selv kunne
overtage deres samfund og selv blev direkte ansvarlige for alt, hvad der sker der-
oppe, da ville et meget større slag være vundet, end om vi får levefoden skruet et
par takker højere op. Da ville vi opbygge de ting, som altid vil være de egentlige
kraftkilder i en befolkning. Men da er vi samtidig nået til et punkt, hvor teknik
og penge ikke er nok, og hvor udsendte specialister ikke længere kan klare opga-
ven alene.
148
_^____----
[5]
Vi må nok se i øjnene, at Grønlands lykkelige udvikling fremover først og frem-
mest vil være afhængig af grønlænderne selv, og at de allerede idag i høj grad selv
har samfundets skæbne i deres hånd, — og at det meget tit er deres egen menneske-
lige svigten, som skaber de meget store problemer i landet, og som er baggrunden
for mange af de bekostelige foranstaltninger, som nu er nødvendige i Grønland, —
altsammen problemer, som kun synes at vokse med den stigende levefod og frem-
kalde nye sociale mangler.
Det vil være urealistisk at frikende grønlænderne for dette medansvar. Det vil
være ikke at tage dem alvorligt som kvalificerede medarbejdere. Men vi må samti-
dig prøve at se i øjnene, hvad det er, der fremkalder disse forhold for om muligt at
fjerne disse årsager. For om muligt at få grønlænderne med ind som ivrige og ef-
fektive medarbejdere, hvor de idag alt for tit står ved vejkanten og ser de udsendtes
flittige skare bygge et samfund op, som de selv ikke forstår og ikke føler noget
ansvar for.
Udbygningen i Grønland sker under stadig terror fra et falsk krav om normalise-
ring og ensretning med danske forhold, i stedet for at en tilpasning til det naturlige
og rimelige fandt sted. Derved presses udviklingen ind i usunde perfektionistiske
baner, som man alligevel ikke kan føre til ende uden urimeligt høje omkostninger,
og som grønlænderne aldrig selv vil have nogen mulighed for at overtage og føre
videre. Danske forordninger og vedtægter anvendes på grønlandske forhold og med-
fører tit, at tingene bliver voldsomt fordyrede, hvis de da ikke bliver umulige at gen-
nemføre. Man kan sammenligningsvis blot se på Færøerne, hvor befolkningens ind-
tægter idag vel ikke er meget større end i Grønland, men hvor udgifterne til sam-
fundsmaskineriet er forsvindende i forhold til Grønland og derfor mere overkom-
melige for færingerne selv at administrere.
Tempoet nødvendiggør et helt unormalt stort antal danske udsendte, som stadig
bliver flere — og for hvis skyld man er nødt til at udbygge samfundet på mange
punkter, hvor hensyn til grønlænderne alene kunne placere aktiviteterne på mere
frugtbringende områder. Et så stort fremmedelement i et samfund som dominerende
klasse er i sig selv ødelæggende for et normalt samfundsliv, og i virkeligheden burde
alle gode kræfter i Grønland forenes i et forsøg på at få så mange som muligt af
disse udsendte erstattet af grønlændere hurtigst muligt, — om end der ville gå et og
andet til spilde derved, om end tempoet måtte sættes ned.
Dette er ingen kritik af de udsendte, som stort set arbejder flittigt og samvittig-
hedsfuldt, men af naturlige grunde ikke magter at løse de svære menneskelige pro-
blemer, som tårner sig op for øjnene af dem, og ikke er ansat til det.
I stedet for at blive draget ind som medansvarlige i opbygningen bliver grønlæn-
derne alt for tit tudet ørerne fulde om, at der begås dem uret, og at den danske ind-
149
[6]
sats er utilstrækkelig og svigter. De bibringes den fornemmelse, at fejlene i samfun-
det skyldes danske forsømmelser, og at det vigtigste mål for grønlandsk politik og
grønlandske anstrengelser må være at råbe højere, så danskerne presses til at yde
noget mere og klare problemerne.
Heldigvis er det egentlige arnested for denne påvirkning danske kredse, mens
der blandt grønlænderne selv er et stærkt og ofte udtalt ønske om at være med, at
overtage en del af ansvaret og ofrene. Opbygningens tempo og niveau gør det imid-
lertid næsten umuligt for grønlænderne at finde ind på en plads i geleddet. Og selve
den stærke afhængighed af dansk lovgivning stiller sig tit i vejen for, at grønlæn-
derne kan realisere nogle af de sunde og fornuftige tanker, de selv har. Hvis Grøn-
lands Landsråd f. eks. foreslår tvangsopsparing for de unge for at få en grønlandsk
kapitaldannelse, tvungen arbejdstjeneste for samfundet — eller hvis en kommunalbe-
styrelse ønsker at lukke totalt for spiritussalget eller forbyde pigerne at borde ski-
bene i havnen, så kommer de danske myndigheder med loven i hånd og beklager —
merr det kan altså desværre ikke lade sig gøre i en dansk landsdel.
I denne tid flammer den hjemmedanske forargelse over de elendige forhold i
Grønland, og kravene slynges ud om flere penge, større sociale ydelser, flere insti-
tutioner for at opfange det menneskelige affald fra nyordningens store kværn. Og
det er jo altsammen så uimodsigeligt, at man risikerer sin skalp og bliver hængt ud
som reaktionær og meget mere, hvis der pilles ved forargelsen. Men sandheden er,
at vi blot gør Grønlands egentlige problemer større, hvis vi uden at basere det på
deres egen aktive medvirken fortsætter med at øse sociale goder ud over grønlæn-
derne; vi gør dem blot endnu mere afhængige og uselvstændige. Et enkelt eksempel:
I 100 år - siden H. J. Rink i 1860 indførte forstanderskaberne - har den sociale
forvaltning på godt og ondt været på grønlandske hænder og er blevet finansieret af
dem. Nu skal der reformeres, staten skal overtage en del af finansieringen og ud-
arbejde forslag til de nye bestemmelser. Og grønlænderne får da også nok større tryg-
hed og ydelser ud af det. Men samtidig ser de det eneste område, som de hidtil selv
har drevet, delvis glide sig af hænde — simpelthen fordi de ikke kan leve op til et
socialsystem efter dansk velfærdsstats mønster. Det er et socialt fremskridt på kort
sigt, men historisk et tilbageskridt.
Men er der overhovedet noget alternativ til den politik, vi fører — og som altså
administrativt er langt den nemmeste, selvom den er dyr? Vil den skabe en fri og
stærk befolkning — eller har professor Jørgen Petersen ret, når han fornylig har
sagt, at den vil skabe en flok klynkende kværulanter?
Det er et stærkt udtryk. Men må vi, når vi vurderer vores indsats, være fremsy-
nede og tænke på det Grønland, vore efterkommere skal overtage efter os. Jeg skal
[7]
ikke her komme ind på selve det økonomisk-politiske problem, om hvorvidt opbyg-
ningen af et levedygtigt moderne samfund i et højarktisk område overhovedet er
muligt - det har i alle tilfælde været en historisk pligt for os at gøre forsøget. Men
det er i hvert fald givet, at det er en så uhyre opgave, at den kun kan løses ved af-
savn og ved en sammenbidt energi - ikke blot fra os, men først og fremmest fra
grønlænderne selv. Den rigtige politik i Grønland idag må være den, der får grøn-
lænderne med i arbejdet, inddrager alle deres disponible økonomiske og menneske-
lige ressourcer, gør dem medansvarlige og direkte bygger udviklingen på deres egen
indsats.
Den nuværende politik er dybest set udtryk for mistillid til grønlændernes egne
muligheder i opbygningen. Det må være muligt at få meget mere til at køre —måske
mindre perfekt — men med grønlandsk kraft. Og grønlænderne selv vil sikkert fore-
trække institutioner, som de selv kan magte administrativt og økonomisk, fremfor
mere perfekte indretninger, som kun udsendte endnu kan klare.
Når det nu f. eks. er besluttet at opføre det omstridte sygehus i Christianshåb til
7 mill. kr., vil det jo lokalt vække glæde og være et fremskridt. Men vi må se i øj-
nene, at hvis så små samfund udstyres med institutioner af den størrelsesorden, har
de hverken personalemæssigt eller økonomisk nogen levende chance for at drive
dem selv — det vil opsuge deres produktive arbejdskraft og nødvendiggøre et stort
udsendt personale i generationer.
I alle udviklingsområder udnyttes community development, en udvikling af et
samfund væsentligst ved dets egen kraft. Hvorfor forsøger vi ikke det? Det bliver
jo længere jo sværere at få sådan noget i gang, for grønlænderne bliver år for år mere
vænnet til, at det er os, der skal sætte alting igang, og de vil derfor naturligvis i før-
ste omgang reagere, hvis man pludselig stillede dem selv hovedopgaverne.
Hvorfor har vi ikke prøvet at løse mange flere opgaver gennem andelsbevægelse ?
Den er igang men endnu kun spredt, og det har slet ikke kunnet præge samfundet.
Men der kan løses mange opgaver i Grønland idag for lokale penge, hvis blot kræf-
terne slås sammen.
Pie Barfod har i en artikel i nærværende tidsskrift foreslået, at det grønlandske
landsråd selv fik ansvar for anvendelsen af de grønlandske bevillinger som et slags
rammebeløb. Det ville mangedoble landsrådets ansvar, men tvinge grønlænderne ind
i et aktivt ansvar for udviklingen i deres land. Og problemer som ligeløn ville da
blive staten uvedkommende og måtte blive grønlændernes egen sag. Det sekretariat,
som nu skal opbygges for landsrådet, kan måske skabe mulighed for gennemførelse
af en sådan ordning.
Og hvorfor har man ikke for længst erkendt, at de kræfter, som overhovedet kan
anvendes på den menneskelige front for at få befolkningen til at forstå og acceptere
[8]
alt det der sker i deres land, at de vil være bedre anvendt dér end på noget andet
frontafsnit.
Dette er ingen kritik specielt af grønlandsmyndighederne. De udfører de ordrer,
de har fået af landets politiske ledelse, som igen afspejler familien Danmarks syn
på de grønlandske spørgsmål. Det er heller ingen kritik af Krygers tv-udsendelser,
som har gjort de grønlandske problemer mere nærværende netop for familien Dan-
mark, end de nogensinde før har været. Men det er en appel om at nå så langt i erken-
delse af problemernes sande væsen, at vores fantasi ikke er udtømt med at foreslå,
at tingene i Grønland blot skal ligne de tilsvarende i Randers og Glostrup i de mind-
ste detailler.
Er sandheden ikke den, at eksperimentet i Grønland er så usikkert, at det kun vil
kunne overleve, hvis man får det dybt forankret i landets egen befolkning? En fort-
sat'perfektionisme vil formentlig i løbet af en årrække skabe så urimelige konsekven-
ser, at man måske tvinges til at opgive eksperimentet.
Og det er i den forbindelse et spørgsmål, om ikke de danskere, som i idealernes
og misforstået solidaritets hellige navn fylder grønlænderne med forurettethed og
utilfredshed, ikke dermed står i vejen for en udvikling, som alene vil kunne lade
grønlænderne overtage deres eget samfund indenfor en overskuelig tid — og dermed
formodentlig kunne lade det grønlandske samfund bestå — overhovedet - og som
grønlandsk.
Det nye Grønland, som forhåbentlig bliver resultatet af alt det, der nu sker der-
oppe, skulle gerne være et Grønland, som grønlænderne føler som deres, fordi de selv
har været med til at skabe og forme det.
152[9]