[1]
PÅ SPOR AF SJÆLDNE METALLER I SYDGRØNLAND
II. GARDAR RIFT-SYSTEMET
Af professor Henning Sørensen
l en tidligere artikel i dette tidsskrift blev der gjort rede for den geologiske ud-
forskning af egnen omkring Tunugdliarfik-f jorden i Sydgrønland gennem mere
end 150 år.
Specielt blev udforskningen af den såkaldte Ilimattssaq-intntsion omtalt, fordi der
inden for dennes grænser er gjort betydelige mineralfund, især af mineraler med ind-
hold af metallerne uran, thorium, zirconium, niob og beryllium.
Jeg skal i denne artikel give en oversigt over Tunugdliarfik-egnens geologiske
opbygning. Som omtalt i den tidligere artikel danner to videnskabelige afhandlinger
grundlaget for vor nuværende viden om denne egns geologi. De to afhandlinger er
N. V. USSINGS fra 1912 og C. E. WEGMANNS fra 1938. Ussing beskrev især de to
intrusioner Igaliko og Ilimaussaq, mens Wegmann beskæftigede sig med den regio-
nale geologi og med Sydgrønlands geologiske udviklingshistorie. I de seneste år har
en række medarbejdere ved GRØNLANDS GEOLOGISKE UNDERSØGELSE arbejdet i denne
del af Sydgrønland, hvilket har bevirket, at vi nu besidder en omfattende viden om
egnens geologi og mineralogi. Den følgende oversigt er min fortolkning a f det fore-
liggende materiale og er baseret på de foreliggende videnskabelige afhandlinger og
på egne iagttagelser. Desværre er det umuligt på den givne plads at nævne alle de
navne, som har bidraget til at øge vor viden om denne del af Grønland; en del af
disse er dog nævnt i den første artikel.
Tunugdliarfik har fra gammel tid været en vigtig færdselsåre. Ind ad denne fjord
sejlede Erik den Røde, og på dens nordkyst anlagde han sin gård. 950 år senere
anlagde amerikanerne flyvepladsen Narssarssuaq på fjordens sydkyst lige over for
ruinerne af Eriks gård.
De samme klippeformationer præsenterer sig i dag for passageren i en startende
flyvemaskine på vej ud ad fjorddalen, som Nordboen, der i mere adstadig fart kryd-
sede sig ud gennem fjorden, havde halve eller hele dage til at betragte. På nordkysten
inderst i fjorden ved Eriks gård består fjordsiden af bænket broget sandsten med
163
[2]
48°
6P-
INDLANDSIS
|      | Grundfjeld
Gardar sandsten og lava
m| Gardar intrusioner
.,•<'-   Forkastninger
10
20
30 k
•^^
^>S
^
Nunarssuit
48"
47°
Fig. L Forenklet geologisk kort over Gardar-provinsen tegnet på grundlag af GRØNLANDS GEO-
LOGISKE UNDERSØGELSES geologiske kortblade og detailkort. Det ses, at intrusionerne, samt lava
indlejrede lavalag. I fjeldknuden Nunasarnaq næsten inde ved Narssaq overlejres
sandstenen af mørke lavalag.
I foden af Nunasarnaq finder man Himaussaq-intrusionens østgrænse, og man kan
nu på en strækning af ca. 8 km iagttage et meget smukt tværsnit gennem denne in-
trusion. I de højeste fjeldtoppe ses små partier af lava, iøvrigt opbygges klipperne
her af grå og sorte nefelinsyeniter, og øverst oppe under lavapletterne af granit og
syenit. Efter intrusionens vestgrænse, halvvejs mellem Nunasarnaq og Narssaq point,
følger igen nederst sandsten og øverst lava. Lige før Narssaq point skæres disse
bjergarter af rødlige graniter og syeniter, og i selve Narssaq point finder man, at
sandstenen hviler på en stærkt forvitret lys granit, den såkaldte Julianehåb-granit,
der er den dominerende bjergart i Julianehåb distrikts fjeldgrund. Udad i fjorden
1 64
[3]
46°
45°
~"<iCS-----Julianehåb
£3"
61'
46°
45°
og sandsten er intimt knyttet til forkastninger. Flere navne findes på kortet i den første artikel (Grøn-
land, april 1966).
følger dernæst lave øer opbygget af Julianehåb-granit, der, ligesom sandstenen inde
i fjorden, er skåret af talrige sorte striber fra mindre end l m til op mod l km tykke.
Disse sorte striber er såkaldte diabasgange. De består af sorte bjergarter dannet ved
størkning af smeltede stenmasser, som tidligere har udfyldt spalter i jordskorpen.
De har muligvis fungeret som tilførselskanaler til lavastrømme på jordoverfladen.
Disse gange viser, at vulkanisme har fundet sted også uden for det område, i hvil-
ket lavalag er bevaret nu.
På den sydlige og østlige bred af Tunugdliarfik ser man inderst mellem Narssar-
ssuaq og Igaliko et stort parti af nefelinsyenit, Igaliko-intrusionen, der skærer Ju-
lianehåb-granit og partier af overlejrende sandsten. Lige over for Nunasarnaq mø-
der man Ilimaussaq-intrusionens sydlige del, som her grænser op til Julianehåb-granit
[4]
og sandsten. Efter ca. 8 km passeres Ilimaussaq-intrusionens vestgrænse mod Julialle-
håb-granit og et lille sandstensområde.
Sejler man fra Tunugdliarfik ind i de tilstødende sunde og fjorde ser man, at sand-
stenen og lavalagene stort set er begrænset til halvøen mellem Tunugdliarfik og den
nordfor-liggende Bredefjord. De eneste undtagelser er de ovennævnte små sand-
stenspartier syd og øst for Tunungdliarfik.
Geologen kan ud fra de nævnte iagttagelser slutte følgende om denne egns geolo-
giske udvikling: Den ældste bjergart er Jiilianehåb^-granitfn, der blev dannet i slut-
ningen af en ældgammel bjergkæde foldning. Den har oprindelig været beliggende
mange"km nede i jordskorpen, men kom i løbet af årmillioner frem i jordoverfladen
som følge af jordskorpebevægelser kombineret med de overlejrede bjergarters ned-
brydning ved forvitringsprocesser. Da graniten kom fremstil jordoverfladen blev den
selv udsat for forvitring og oven på det forvitrede overfladelag aflejredes dernæst fla-
de lag af sandsten, sandsynligvis hovedsagelig på tørt land. Sandstenen repræsenterer
således ældgammelt flyvesand. Mens denne sandsten aflejredes, begyndte jordskor-
pen pS stedet at røre på sig. Partier af jordoverfladen nedsænkedes og sandstenslaget
nåede tykkelser på op mod 1500 m. I forbindelse med disse jordskorpebevægelscr
begyndte -vulkanske processer at foregå. Smeltede stenmasser strømmede ind mellem
sandstenslagene og ud på jordoverfladen som lavalag. Vulkanismen tiltog i intensi-
tet, og der dannedes tykke lag af lava, hvoraf en tykkelse af ca. 1500 m endnu er
bevaret. Sandstenen og lavaen har utvivlsomt strakt sig langt uden for Narssaq-lli-
maussaq-halvøen, hvortil de nu er begrænset, men er fjernet fra de omliggende om-
råder af forvitringsprocesser og floders og gletscheres borttransport af det løsnede
materiale. Når en op til 3000 m tyk serie af sandsten og lava kun er bevaret i et lille
område skyldes det, at egnens fjeldgrund er gennemsat af sprækkezoner, langs hvilke
store forskydninger er foregået. Ved Igaliko er sandstenens nedre grænse f. eks.
nedsænket mindst 800 m i forhold til den sydfor-liggende Julianehåb-granit. Sandste-
nen i kontakt med den centrale del af Ili'maussaq-intrusionen er sandsynligvis nedsæn-
ket mindst 3000 m.
På de geologiske kort ses, at sandstenen og lavaen nu kun findes i et bælte, der er
begrænset af ca. øst-vest rettede bevægelscszoner; en nordlig, der peger ind mod
Igaliko-intrusionen, og en sydlig, der tilsyneladende skæres af Ili'maussaq-intrusionen,
men som skærer sandsten og lava samt en syenit ved Dyrnæs. Et sådant område, der
er nedforkastet mellem brudzoner, betegnes af geologerne som en gravsænkning eller
riftdal. Andre riftsystemer findes i Oslo f jorden, i Rhindalen og i de østafrikanske
„Rift valleys". På disse steder er kraftige jordskorpebevægelser ledsaget af vulkanis-
me, som har dannet helt specielle bjergartsselskaber.
166
[5]
Fig. 2. Nordkysten af Tunugdliarfik vest for Nunasarnaq.                                                                                                                            Foto: John Hansen
Den lyst farvede klippeside opbygges af Ilimaussaq-intrusionens nefelinsyeniter. Toppene af syenit,
granit og lava. Sidstnævnte findes dels i den flade fjeldtop i billedets midte, dels i fjeldene yderst til
højre (hvor lavalagene hælder ind mod ncfelinsycniten), dels i fjeldene i billedets venstre baggrund.
De afrikanske riftdale er af ung alder og er derfor stadig sæde for vulkanisme. I
Rhindalen, der er den næstyngste af de nævnte riftdale, kan man endnu spore vul-
kanske træk i bjergområdet Kaiserstuhl ved Freiburg.
I Oslo-riftdalen, der er ca. 300 millioner år gammel, er vulkanbjergene fjernet af
senere tiders nedbrydende processer; de geologiske strukturer viser dog tydeligt, at
167
[6]
bjergarterne i den nuværende overflade engang er dannet under vulkaner. I Sydgrøn-
land er alle spor af vulkanbjerge forsvundet, men de vulkanske processer foregik for
1000—1400 millioner år siden, så der har været rigelig tid for de nedbrydende kræfter
sol, vind, vand og is til at skære nogle km af fjeldgrunden. De fire nævnte eksemp-
ler på riftdale repræsenterer da fire forskellige snit gennem et riftsystem. Det øverste
snit, selve jordoverfladen, findes i Afrika, det dybeste i Sydgrønland, hvor de bjerg-
arter, som nu findes i fjordvæggene, er dannet måske 3 km nede i jordskorpen.
De vulkanske bjergarter i riftdalene er i kemisk henseende karakteriseret af at
have usædvanligt store indhold af alkalimetallerne natrium og kalium. Bjergarterne
betegnes under ét som alkaline bjergarter. Yderligere er bjergarterne ofte under-
mættet med hensyn til kiselsyre, hvilket vil sige, at der ikke er nok kiselsyre til at binde
den store mængde alkalimetaller i de mest udbredte mineraler: feldspater. I stedet
dannes så kiselsyrefattige mineraler som f. eks. nefelin. De kemiske sammenhænge
vil fremgå af følgende kemiske ligning:
^ NaAl|iO4+ 2SiOg,
natriitmfeldspat       nefelin
hvilket udtrykker, at der skal tilføres kiselsyre (repræsenteret af SiO2) til nefelin
for at danne feldspat, eller sagt med andre ord, at nefelin dannes ved at fjerne SiO2
fra feldspat.
I overensstemmelse med dette er Ilimaussag- og Igaliko-intrusionernes bjergarter
rige på nefelin.
Alkaline bjergarter findes iøvrigt kun i områder præget af brudbevægelse.
De jordskorpebevægelser, der er årsag til brudzonernes dannelse, er af en helt
anden art end de bevægelser, som endnu tidligere prægede sandstenens underlag af
Julianehåb-granit. Denne granit blev til i slutningen af en periode med kraftig sam-
menpresning og foldning af jordskorpens bjergarter.
Brudzonernc fra Ivigtut i vest til Igaliko i øst findes da i et område, hvis bjerg-
arter blev dannet under en bjergkædefoldning. De er dog blevet til så lang tid efter
foldningens ophør, at dybe graniter var kommet helt frem til jordoverfladen, hvor de
forvitrede og overlejredes af sandsten. Brudzonerne er anlagt i et såkaldt konsoli-
deret parti af jordskorpen, til dels under kraftig udvidelse af dette parti, idet diabas-
gangene, der udfylder oprindeligt smalle sprækkezoner, har bevirket udvidelser på
op til 50 % af den af Julianehåb-granit opbyggede fjeldgrund. Perioden med brud-
zonedannelse har dog ikke hele tiden været karakteriseret af udvidelse af jordskor-
168
[7]
Fig. 3. Pynten Igdlimguaq [tå Tnntigdliarfiks nordkyst
består al lys og mørk nefclinsyenit. I baggrunden Nunasarnaq med nefelinsycnit i foden
og lava i den markante fjeldknnde
Foto: H. Sørensen
pen; en nærmere analyse af brudzonerne viser, at der periodevis har været kraftig
sammenpresning, som er udløst i horizontal bevægelse langs bevægelseszonerne.
N.V.UssiNG gjorde i sin afhandling fra 1912 rede for sammenhængen mellem
jordskorpebevægelse og vulkanisme. C. E.WEGMANN kaldte i 1938 denne vulkanske
periode for Gardar-perioden efter det gamle nordbobispesæde Gardar. Den ældre
bjergkædefoldning kaldte han den ketilidiske foldning efter nordboernes Ketilsfjord.
Det geologiske udtryk for smeltede stenmasser er det græske ord magma, der be-
tyder dej.
Magmaer er i løbet af Gardar-perioden trængt frem og er størknet under tre
forskellige former; som lava på jordoverfladen, som gange, d.v.s. som udfyldning af
sprækker, og som større bjergartslegemer. Gangene og de store legemer kaldes intru-
sioner, idet de er dannet ved at magma er trængt ind (intruderet) i jordskorpens
kolde bjergarter, hvor magmaet størknede på grund af den kraftige afkøling, og
som vi senere skal se, også på grund af afgivelse af luftarter.
169
[8]
-.   -                                                                                                                                                                                                                                                                     -.-_.-                                                                                                                                                                                                    •          .                                                                                          _         ~=?i- a. s.-   -          ••;:'- -•s-T?  "" .-   ^rspfff? ^g»7F-^w^|^S^y&--,     :     -,-./__-
Layastrømmene og gangene er forskudt langs brudzonerne, bl. a. ved nedforkast-
ning i riftdalen, hvilket viser, at bevægelsen er foregået efter dannelsen af i hvert
fald lavastrømmene. Derimod skærer de fleste af intrusionerne brudzonerne uden at
forstyrres af disse. De er altså dannet efter hovedbevægelsens ophør, men skæres af
mindre udtalte bevægelseszoner. Af dette kan udledes følgende historie:
Magma er i Gardar-perioden strømmet f rem og har dannet gange og lavastrømme
i forbindelse med jordskorpebevægelser. Senere intruderedes jordskorpens Juliane-
håb-granit, sandstenen, lavaen og de skærende gange af store intrusioner, såsom
Igaliko og Ilimaussaq. Begge disse intrusioner trængte helt op i lavalagene hvilket
viser, at de må være størknet få km under den daværende jordoverflade. Som tidli-
gere nævnt er rester af Ili'maussaq-intrusionens tag af lavabjergarter endnu bevaret
i de højeste fjeldtoppe.
De bjergarter, der er dannet ved størkning af magma i løbet af Gardar-perioden,
grupp"eres af geologerne i Gardar-bjergartsprovinsen. Disse bjergarter falder i 3
hovedgrupper:
1.               Basaltlava, diabas og gabbro, der er tre udgaver af samme oprindelige magma.
Basalt er dannet som lava, diabas som gange og gabbro som dybereliggende lege-
mer. Ved overfladen afkøles magmaet hurtigst, hvorfor basalt er en finkornet bjerg-
art, mens afkølingen er langsomst i dybet, hvor den grovkornede gabbro dannes.
Diabasgangene indtager en mellemstilling med hensyn til kornstørrelse.
Basalt, diabas og gabbro består hovedsagelig af natrinm-calchim-feldspat (plagi-
oklas) og pyroxen (augit). Disse bjergarter har stor udbredelse jorden over og ken-
des fra alle jordperioder. I unge riftdale er de temmelig rige på natrium og ofte
fattige på kiselsyre, således at nefelin dannes. Det er på grund af Gardar-basalternes
høje alder og deraf følgende kraftige omdannelse ikke muligt at se, om de også har
indeholdt nefelin.
2.              S-yenit og nefelinsyenit, der har stor udbredelse i brudzoner jorden over. Kendte
eksempler er larvikit (syenit) og lardalit (nefelinsyenit) fra Oslo-området. I Oslo
findes også en lavabjergart, som i kemisk sammensætning svarer til larvikiten; det er
rhombeporfyr, der nu som løse blokke findes i Danmarks istidsdannelser, hvilket be-
viser, at nogle af istidens isstrømme har passeret Oslo på vej sydover mod Danmark.
Syenit består hovedsagelig af kaliumfeldspat; nefelinsyenit af kaliumfeldspat og
nefelin, samt i almindelighed en ringe mængde farvede mineraler. Ilimaussaq's nefe-
linsyeniter er rige på farvede mineraler.
I Gardar-intrusionerne Igaliko og Grønnedal er nefelinsyeniterne af samme type,
som man finder i brudzoner fra andre egne af jorden; derimod er Ilimaussaq's nefe-
170
[9]
linsyeniter af en meget sjælden type, som kun kendes få steder på jorden, først og
fremmest på Kolahalvøen i USSR. Disse vil blive behandlet i en følgende artikel.
I Gardar-intrusionerne Kungnåt og Nunarssuit findes syeniter af larvikitisk type,
men ikke nefelinsyenit.
3. Graniter findes i mange af Gardar-intrusionerne, nemlig Kungnåt, Ivigtut, Nu-
narssuit og Ilimaussaq. De er med undtagelse af Ivigtut-graniten associeret med
syenit. Granit består af feldspat, kvarts og lidt farvede mineraler.
Hvordan er de smeltede stenmasser, som er ophav til Gardar-provinsens bjerg-
arter, opstået, hvordan er de trængt opad og hvilken relation er der mellem de for-
skellige bjergartstyper?
Man må antage, at det hele er begyndt dybt nede i jorden, måske 100 km under
den daværende jordoverflade. Kraftige jordskorpebevægelser var årsag til, at Syd-
grønlands ketilitisk foldede bjerggrund, hovedsagelig opbygget af Julianehåb-granit,
slog dybe revner, der nåede helt ned i de foldede bjergarters underlag, hvor tempe-
raturen de 100 km nede måske var 1000-1200° C. Før revnedannelsen var dette
ikke nok til at smelte underlagets bjergarter, idet det rådende høje tryk (der hæver
bjergarternes smeltetemperaturer) har umuliggjort smeltning. Men revnedannel-
sen har sandsynligvis nedsat trykket så meget, at en delvis opsmeltning af underla-
gets bjergarter har kunnet finde sted. Resultatet af denne proces var, at basaltisk
magma blev dannet. Da den smeltede bjergart var lettere end den faste og yder-
ligere var rig på flygtige stoffer, bevægede den sig opad gennem sprækkezonerne.
Noget nåede helt op til overfladen og dannede lava, andet udfyldte og udvidede
sprækkerne og dannede diabasgange, atter andet blev op fanget i dybet, måske i store
sprækkezoner, der af en eller anden grund var lukket opadtil. l km mægtige gabbro-
gange på Tugtutoq vest for Narssaq repræsenterer måske de størknede øvre dele af
sådanne magmareservoirer. Disse gange peger iøvrigt lige ind på Ilimaussaq-intru-
sionen. Nogle af gangene har randzoner af gabbro og centralzoner af syenit eller
nefelinsyenit.
Associationen af gabbro og syenit i kæmpegangene kan forklares på følgende
måde: I et langt, smalt, meget dybt magmareservoir er der først dannet gabbro langs
de kolde vægge. Dette tyder på, at magmaet oprindelig var af basalt/gabbro-sam-
mensætning. Den centrale del af magmareservoiret holdt sig flydende så længe, at
de udfældede mineraler kunne synke til bunds eller flyde til vejrs.
Disse bevægelser af mineralkorn bevirkede, at smeltens øverste del efterhånden
skiftede sammensætning, dels på grund af den nævnte fjernelse af de først udfældede
mineralkorn, dels på grund af at magmaets indhold af flygtige stoffer efterhånden
steg op til magmaets øverste del. Da disse gasser havde et stort indhold ikke blot af
[10]
^pP^^^^^M^^"^-' "^ • '*^F
vanddamp, chlor og sjældne grundstoffer, men også af natrium, fik magmaets øver-
ste del syenitisk eller nefelinsyenitisk sammensætning. Disse i kemisk henseende
stærkt ændrede smelter kunne så trænge ind i de først størknede bjergarter, hvorved
dannelsen af de sammensatte gabbro-syenitgange på Tugtutoq kan forklares. Gra-
niterne kunne da tænkes dannet ved at det gasrige øverste magma i magmareser-
voiret reagerede med nabo fjeldets Jufianehåb-granit og sandsten (som begge er me-
get kiselsyrerige), således at magmaet blev kiselsyrerigt nok til at udfælde kvarts.
At der er foregået bundfældning og sammenklumpning af tidligt udfældede mi-
neralkorn kan iagttages mange steder omkring Tunugdliarfik, f. eks. i Narssaq. Byen
Narssaq er bygget på gabbro, der er en østlig "fortsættelse af Tugtutoqs kæmpegange.
Denne gabbro er rig på hvide klumper af calcium-rig feldspat, der kan være udfæl-
det tidligt fra et gabbromagma. Store klumper af augit og malm er fundet i gab-
broen nord for Narssaq i kysten af Panernaq.
Ifølge de nævnte iagttagelser kan man altså tænke sig, at der her, som så mange
andre gange i jordens historie, er dannet et garjbro/basalt-magma dybt nede i jor-
den. Syenit, nefelinsyenit og granit er dannet ud fra dette primære magma.
Vi så ovenfor at den afledede syenit og nefelinsyenit i visse tilfælde, som på
Tugtutoq, findes centralt i kæmpemæssige gabbrogange. For at forklare dannelsen
af store legemer af nefelinsyenit, såsom Ilimaussaq og Igaliko-intrusionerne, må
man dog forestille sig, at det afledede magma har bevæget sig væk fra oprindelses-
stedet, og at det er trængt Ind i Julianehåb-granit, sandsten og lava. Magmaet må
derfor have været meget mobilt, sandsynligvis på grund af et stort indhold af flygtige
forbindelser, som gjorde magmaet tyndtflydende, samtidig med at de sænkede størk-
ningstemperaturen, så magmaets levetid blev forlænget.
Det afledede magma kan, som allerede Ussing påviste det, være trængt frem på
følgende måde: Fjeldgrundens Julianehåb-granit, sandsten og lava er blevet stærkt
ophedet af magmaet og er blevet påvirket af dettes indhold af flygtige stoffer.
Resultatet var, at fjeldgrunden omkring magmaet slog revner, så store blokke løsne-
des og sank ned i det tyndtflydende magma; der er for eksempel i Ilimaussaq-intrusi-
onen fundet sandstensblokke, som må være sunket mindst 900 m ned i magmaet. Da
blokkene sank ned indtog magmaet deres plads og trængte sig således skridt for skridt
opad i fjeldgrunden. Varmepåvirkningen af magmaets tag og eksplosiv frigivelse af
flygtige forbindelser fra magmaet kan desuden have slået store ringformede spræk-
ker rundt om det parti af fjeldgrunden, der overlejrede magmaet. Dette parti kunne
da synke ned i magmaet som én stor blok langs de dannede „ringforkastninger", sam-
tidig med at magma pressedes op gennem disse sprækker. At indsynkning af fjeld-
grundens bjergarter har fundet sted ses meget tydeligt I Ilimaussaq-intrusionen, idet
172
[11]
T                                                                                            i   i                                                                                                                                                                             Foto: F. L. Jacobsen
Fig. 4. Grænse mellem nejehnsyemt og sandsten + lava
løber langs elven i billedets midte. Lagene af sandsten og lava er mørke og hælder ind mod
ncfelinsycnitcn. Bemærk at nefelinsyeniten skcerer lagdelingen. Bunden af Kangerdlnarssuk.
de omkringliggende lag af sandsten og lava, der oprindelig må have ligget vandret,
nu på alle sider hælder ind mod intrusionens bjergarter.
Det blev nævnt ovenfor, at magmaets indhold af flygtige stoffer, de såkaldte
magmatiske gasser, spiller en vigtig rolle ved magmaets opadstigning, idet de gør
magmaet tyndtflydende og forlænger størkningsperioden. Et gasrigt magma vil
størkne så langsomt, at mineralkornene når at vokse sig store inden temperaturen er
blevet for lav til at holde magmaet flydende. Syeniterne og nefelinsyeniterne er der-
for grovkornede. Afgives gasserne derimod hurtigt, vil bjergarten størkne hastigt;
lavabjergarterne er derfor finkornede.
Selv om gasserne spiller en stor rolle under magmaets størkning, indgår de dog
almindeligvis kun i ringe mængde i de udfældede mineraler. De oprindelige gasser
vil derfor, efterhånden som størkningen skrider frem, findes opløst i mindre og
mindre rumfang af magma, hvilket bevirker, at magmaets tryk stiger. Gasserne kan
[12]
Fig. 5. Panorama fra Narssaq yderst til venstre til llimaussaq-ljeld yderst til højre. Ved bunden af
Pancrnaq-bugten ses husene i Dyrnæs. Fjeldene bag Dyrnæs er opbygget af syenit, der strækker sig til
billedets midte, hvor den grænser til lava, hvis lagdeling tydeligt ses. Til højre grænser lava op til
da langsomt presses ud gennem fine revner og sprækker i magmaets nabobjergar-
ter, hvor de efterhånden udfælder deres indhold af opløste metaller. Malmforekom-
ster er derfor hyppige i områder med legemer af magmabjergarter, som f. eks. det
vestlige USA, Andesbjergene og Centraleuropa. I Sydgrønland kendes sprækkefyld-
ninger med bly-, zink- og kobbermineraler omkring Ivigtut og kobberudskillelser
nær Nunarssuit i Kobberminebugten og i lavabjergarterne omkring Ilimaussaq. De
kendte forekomster er dog alle små; dannedes der store forekomster, har de sikkert
ligget i de bjergarter oven over intrus ionerne, som forvitringsprocesserne forlængst
har fjernet.
Er magmaets nabobjergarter imidlertid så kompakte, at gasserne forhindres i at
sive væk, kan der ske en af to ting:
1.                            Trykket i magmaet kan efterhånden blive så stort, at de overliggende bjerg-
arter sprænges i stykker. Sker dette, dannes en vulkan på jordoverfladen.
2.                             Gasserne forbliver i magmaet og bevirker, at der udfældes mineraler, som kan
optage dem, således at trykstigningen modvirkes, og der dannes i disse tilfælde mi-
neraler, der indeholder ikke blot flygtige stoffer, såsom vand, chlor og fluor, men
også de sjældnere metaller, som følges med de flygtige stoffer. Der dannes følgelig
særprægede bjergarter med sjældne mineraler rige på sjældne grundstoffer; sydgrøn-
landske eksempler finder man i Ilimaussaq og i kryolitminen i Ivigtut.
Som nævnt ovenfor kan man i Østafrika studere de vulkanske processer i en rift-
zones overflade. Man finder vidtstrakte lavamarker og vulkanbjerge, som hoved-
sagelig opbygges af alkalirige basalter, nefelinholdige lavaer m. m. Desuden finder
man et særligt vulkansk produkt nemlig kalksten, som er dannet ved størkning af


[13]
llimaussaqs nefelinsyeniter, der opbygger de lave mørke fjelde (med vandløbet) i billedets højre side.
Kvanefjeld findes længst til højre i disse fjelde. Endnu længere til højre grænser nefelinsyeniterne til
lava i Ilimaussaq-fjeldets fod. Det mørke fjeld allerydcrst til højre er opbygget af lava.
Foto: Povel Povelsen
smeltet calciumcarbonat, CaCO3, og andre carbonatmineraler, specielt magnesium-,
jern- og natriumcarbonater. At kalk skulle kunne trænge op til jordoverfladen i smel-
tet tilstand synes i første øjeblik helt utroligt; det er jo velkendt, at kalks hoved-
mineral kalkspat (CaCOs) sønderdeles ved opvarmning til calciumoxid (CaO)
og kuldioxid (CO2) uden at smeltning forekommer. Laboratorieforsøg har dog
vist, at kalkspat kan smeltes ved temperaturer på nogle hundrede grader, når for-
søget foregår under stort vanddamptryk. Det samme må kunne ske i naturen. Mens
sådanne kalkbjergarter, der betegnes som carbonatiter, har stor udbredelse i Afrikas
riftdale, mangler de næsten ganske i Gardar-riftdalen i Sydgrønland. Der er kun
fundet små forekomster ved Qagssiarssuq og Grønnedal. Man kan heraf slutte, at
carbonatiter hører hjemme helt oppe ved jordoverfladen samt at de, ligesom Gar-
dar-provinsens syenit og nefelinsyenit, må være afledet fra basalt/gabbro-magma.
Der må da være udskilt carbonatsmelter rige på calcium, magnesium og jern i den
øverste del af et basalt/gabbro-magma-reservoir. Dette ændrer smeltens sammensæt-
ning, så nefelinsyenit kan krystallisere, hvorved endnu en mekanisme er til rådighed
for tolkningen af Gardar-bjergarternes dannelseshistorie.
Carbonatiter er rige på mineraler med niob og sjældne jordarter. Disse grundstof-
fer er også til stede i stor mængde i f. eks. Ilimaussaq-intrusionen, hvilket yderligere
bestyrker, at der er et slægtskab mellem dybets bjergarter i Ilimaussaq og jordover-
fladens i Østafrika.
Geologer og geofysikere over hele jorden er i øjeblikket optaget af et stort inter-
nationalt forskningsprojekt: „The Upper A f antle Project", hvilket oversat til dansk
betyder et forskningsprojekt, som går ud på at tilvejebringe ny viden om det lag af
[14]
jordkloden, der ligger neden under jordskorpen, og som betegnes jordens kappe.
Et vigtigt punkt i dette projekt er udforskningen af de store riftx.oner, som forven-
tes atkunne give vigtige oplysninger om bevægelserne i jordklodens øverste lag. Vi
har derfor opstillet udforskningen af det dybe snit gennem Sydgrønlands rift/.one
som Et dansk bidrag til det store internationale samarbejde om udforskningen af de
dele af vor klode, hvor bjergkædedannelse, vulkanisme, malmdannelse, riftdannelse
og kontinentbevægelse fødes.
ABSTRACT
The geological evolution of the Pre-cambrian Gardar rift-zone in South Greenland is briefly described,
The rift was formed 1500-1000 million years ago and was the site of extensive volcanic activity. A
thicknfiss of about 1500 m of volcanic rocks is now preserved in the rift-zone. Basalts predominate; it
has not been possible to demonstrate the presence of alkalibasalts, possibly because of later alteration
of the lavas in connection with the emplacement of a number of intrusions. These åre Igaliko (syenite
and nepheline syenite), Ilimaussaq (syenite, nepheline syenite, paralkaline (agpaitic) nepheline syenite
and aUealigranite), Grønnedal-Ika (nepheline syenite and carbonatite), Kungnåt (gabbro, syenite and
alkaligranite), Nunarssuit (gabbro, syenite, granite and alkaligranite), Ivigtut (granite and cryolite), and
Tugtutoq (gabbro, syenite, nepheline syenite and alkaligranite).
The magmatic evolution is briefly discussed.
The study of the Gardar rift-zone is a Danish confribution to the »Upper Mantle Project«.
176[15]