[1] PÅ SPOR AF SJÆLDNE METALLER I SYDGRØNLAND III. ILIMAUSSAQ-INTRUSIONEN - ROSINEN I PØLSEENDEN Af professor Henning Sørensen l to tidligere artikler i dette tidsskrift (side 113 og side 163) er givet en skildring af den geologiske opbygning af egnen omkring Tunugdliarfik-fjorden i Sydgrønland. For 1400—1000 millioner år siden slog denne egns jordskorpe store revner, langs hvilke fjeldgrunden blev forskudt. Et bælte af fjeldgrunden fra Ivigtut i vest og i hvert fald til Igaliko i øst nedsænkedes i forhold til områderne nord- og sydfor. Derved anlagdes en gravsænkning eller riftdal. Revnerne nåede helt ned til jord- klodens varme lag, hvor bjergarterne begyndte at smelte. Det smeltede bjergarts- materiale, der af geologerne benævnes magma, steg til vejrs gennem sprækkerne og dannede lava og vulkanbjerge på jordoverfladen eller størknede som sprækkefyld- ninger eller større legemer, intrusioner, på dybet. Jordskorpebevægelse foregik sam- tidig med de vulkanske processer, men ebbede stort set ud før det sidste magma var størknet. De sidste intrusioner dannedes derfor efter bevægelsens ophør, hvilket ses af, at de ikke skæres af bevægelseszonerne, men selv skærer disse. En af de sene in- trusioner er Ilimaussaq-intnisionen, et ca. 100 km2 stort område øst for Narssaq. Som fortalt i den foregående artikel kan denne periodes magma-bjergarter af- ledes fra et basalt/'gabbro-magma, som må formodes at være det på dybet primært dannede magma. Lavaerne og gangene opbygges hovedsagelig af basalt/diabas; en- kelte store intrusioner, blandt andet nogle kæmpegange, af gabbro. Der er tidligere gjort rede for, hvordan det oprindelige magma kan tænkes at have skiftet kemisk sammensætning, mens størkningen foregik, således at der i tidens løb blev dannet in- trusioner af syenit, nefelinsyenit og granit. Ved hjælp af radioaktive grundstoffers nedbrydning har det været muligt at da- tere de forskellige intrusioner. Diabasgangene er måske 1400 millioner år gamle, Ivigtut-graniten, i hvilken kryoliten er indesluttet, 1250, Kungnåt 1170, Nunarssuit 1100, og Ilimaussaq ca. 1000 millioner år gammel. Af disse tal fremgår det, at magma er trængt ind i Sydgrønlands jordskorpe gen- nem 300 millioner år. Da den yngste intrusion, Ilimaussaq, dannedes, havde mag- maet derfor haft rigelig tid til at blive gennemgribende ændret. Dette viser sig bl. a. ved, at Ilimaussaqs bjergarter er af en uhyre sjælden type karakteriseret af et meget [2] stort Indhold af sjældne grundstoffer, som har givet anledning til dannelse af et stort antal sjældne mineraler. Denne rigdom på sjældne stoffer må ses som et udtryk for, at Ilimaussaqs bjergarter er slutstenen på millioner af års magmatiske processer. Ilimaussaq kan derfor, som det er gjort i overskriften, betegnes som rosinen i pølse- enden i Sydgrønlands magmatiske provins: Gardar-provinsen. Ilfmaussaq-intrusionen findes i en fjeldgrund af Julianehåb-granit overlejret af en flere km ryk lagserie af sandsten og lava. Intrusionen skar sig et godt stykke op i lavabjergarterne. En milliard års nedbrydning af Sydgrønlands fjeldgrund har fjer- net de lag, der dækkede intrusionens bjergarterLnår ses bort fra nogle små lavapar- tier, som endnu findes bevaret i Ilimaussaq-områdets højeste fjeldtinder. IKmaussaq- fjeldet og Steenstrups fjeld, der begge ligger lige nord for intrusionen, opbygges af lava. Illmaussaq-intrusionen har et ellipsoidalt omrids. Dens grænser mod de omgi- vende bjergarter står næsten lodret og skærer over alle nabofjeldenes strukturer, f. eks. sandstenens lagdeling. Udløbere strækker sig fra intrusionen ud i de omgivende bjergarter, hvilket viser, at det magma, som var ansvarligt for intrusionens dan- nelse, må have været tyndtflydende, og at intrusionen er klart yngre end nabobjerg- arterne. Sandstenens og lavastrømmenes lagflader, der oprindelig må have ligget næsten vandret, fordi de er dannet på en flad jordoverflade, hælder nu fra alle sider ind mod intrusionen. De bjergarter, som opbyggede fjeldgrunden før intrusionens dan- nelse, må derfor være styrtet ind i det tyndtflydende magma. Dette kan ifølge N. V. USSING, der som tidligere nævnt har givet en meget grundig og inspirerende beskri- velse af intrusionen, forklare, hvordan intrusionen blev bragt på plads i jordskor- pen. I den foregående artikel blev f. eks. nævnt, at blokke af sandsten er fundet i intrusionen mindst 900 m under deres oprindelige leje, hvilket utvetydigt viser, at de er sunket mindst 900 m ned i magmaet. Ilimaussaq-intrusionen opbygges af flere forskellige syeniter og nefelinsyeniter, samt h'dt granit. Den først dannede bjergart er en syenit; som nu findes langs dele af intrusionens grænser, især i den sydlige del af intrusionen, samt allerøverst, hvor den bl. a. grænser mod de overliggende lavabjergarter. •Tilsvarende syeniter spiller en vigtig rolle I andre Gardar-intrusioner, nemlig Igaliko, Nunarssuit og Kungnåt, og opbygger endvidere centralzonerne af nogle kæmpegange, som har gabbro langs randen. Man må derfor antage, at disse intru- sioner er opstået ved at syenitmagma, der er afledet fra det primære gabbro/basalt- magma som et resultat af de i den foregående artikel nævnte processer, er trængt ind i Sydgrønlands fjeldgrund. Syenitmagma kan derfor opfattes som et „anden or- dens magma" i Sydgrønland. 186 ____ [3] ** $& ' "''i »vi-." 'T*-: . Fig. 7. Nordkysten af Tunugdliarfik. Pynten Igdlunguaq ses yderst til højre. Fjeldvæggen opbygges nederst af mørk lujavrit med indeslutninger af naujait, øverst af naujait og syenit. Foto: H. Sørensen I de nævnte Gardar-intrusioner er dette syenitmagma, når man ser bort fra Ili- maussaq, størknet som tilsvarende syenitmagmaer er størknet talrige andre steder på jorden til meget forskellig tid. Der dannes syenit samt deraf afledet granit (Kung- nåt, Nunarssuit) eller nefelinsyenit (Igaliko), som hvad angår kemisk og mineralo- gisk sammensætning er karakteriseret af et temmelig beskedent indhold af sjældne grundstoffer og mineraler. 187 [4] I Ilimaussaq blev syeniten, som er af ordinær art, efterfulgt af nefelinsyeniter, der, efterhånden som størkningen skred frem, blev mere og mere særprægede, hvad angår kemisk- og mineralogisk sammensætning. Del er en kendt sag fra magmatiske provinser rundt omkring på jorden, at udvik- lingen i en provins forløber sådan, at der af det primære magma afledes magmaer, hvis indhold af flygtige forbindelser af chlor, fluor, phosphor og vand med sjældne metaller, såsom beryllium, lithium, niob, uran, thorium, zink m. fl. stiger, efterhån- den som størkningen skrider frem. De sidst dannede bjergarter i en provins vil der- for i almindelighed være rigere på sjældne stoffer end de først dannede. Dette giver sig kun sjældent udslag i bjergarternes mineralogiske sammensætning, fordi koncen- trationen af sjældne stoffer vanskeligt når at blive så stor i magmaet, at mineraler med større indhold af disse ..stof fer kan .udfældes, I stedet optages de sjældne stoffer i ringe mængde i de almindelige mineraler, som altså da skifter sammensætning efterhånden som størkningen foregår. At sjældne mineraler kun dannes undtagelsesvis i de almindelige bjergarter skyl- des, at de flygtige forbindelser, også kaldt de magmatiske gasser, som regel siver væk fra magmaet under dettes størkning. De er i de fleste intrusioner kun repræsen- teret i de såkaldte pegmatit- og malmgange. Disse er dannet ved udfyldning af hul- rum og sprækker; pegmatiterne ved størkning af små partier af magma, som er rige på gasser; malmgange ved udfældning af mineraler fra vandige opløsninger i spræk- ker i intrusionernes kolde nabobjergarter.Vi kan som eksempel nævne Oslo-områdets magmatiske provins, hvor sjældne mineraler kun kendes fra pegmatitgange nær lar- vikitens grænse mod ældre bjergarter. De flygtige stoffer er her sivet ud mod de kolde grænser, hvor magmaet stedvis er blevet så rigt på sjældne stoffer, at koncen- trationen har været høj nok til at sjældne mineraler kunne udfældes. Det store ind- hold af gasser gør magmaet tyndtflydende selv ned til lave temperaturer. Størknin- gen foregår derfor gennem længere tidsrum end i et gasfattigt magma, således at der dannes grovkornede bjergarter, pegmatiter. Mineraler fra pegmatiter kan blive flere meter lange. Ilimaussaqs nefelinsyeniter adskiller sig som nævnt fra de fleste andre intrusioners ved at have et stort indhold af sjældne mineraler. Dette må skyldes, at Ilimaussaqs magma, der intruderede meget sent i Gardar-provinsen, allerede fra fødslen havde et usædvanlig stort indhold af magmatiske gasser, og at disse er blevet forhindret i at undvige under magmaets størkning, måske fordi de overliggende bjergarter dan- nede et kompakt tag. Som følge af det store indhold af magmatiske gasser udvikledes et meget højt tryk i magmaet. Dette modvirkedes delvis af, at der blev udfældet mineraler med et 188 [5] A/r B R E D E F J ORD KVANEFJELD NDR. SIORARSSUIT O 1 Ju lianehåb-granit Sandsten og lava Gabbro Syenit Augitsyenit Alkaligranit Nefelinsyenit Naujait Kakortokit Lujavrit 234 km TU NUGD LIARFI K TUPERSSUATSIA/T Fig. 2. Geologisk kort over Ilimaitssaq-intmsionen tegnet på grundlag af de af N. V. Ussing og John Ferguson udarbejdede geologiske kort. 189 [6] indhold af de flygtige stoffer: Sodalit og eudialy_t_medchlQr; arfvedsonit med fluor; og analcim med vand. Man ser derfor i Ilimaussaq-intrusionens øverste dele, at sye- niten indad afløses af nefelinsyenit, som nedad bliver rigere og rigere på sodalit, eudialyt og arfvedsonit. ______________ En anden virkning af det store gasindhold var, at magmaets størkningstemperatur blev sænket. Dette bevirkede, at der forløb en vis tid mellem størkningen af syeniten og størkningen af nefelinsyeniterne, hvilket kan . forklare^ at nefelinsyenit stedvis er trængt ind i syenit. En tredie virkning var, at nefelinsyenitmagmaet blev meget let og tyndtflydende. Dette ses af at sodalitkrystaller er steget opad i magmaet (sodalit har en massefylde på 2,3 g/cm3), mens feldspat, nefelin, arfvedsonit og eudialyt er sunket nedad (disse har massefylder større end 2,6 g/cm3). Derfor findes der øverst i intrusionen en De vigtigste bjergarter i Ilimatissaq-intrusionen Navn Udseende Mineraler Syenit Nefelinsyenit Naujait Kakortokit Lujavrit Alkaligranit Lys grovkornet med sorte plet- ter. Brun forvitringsskorpe. Lys grovkornet m ed store feld- spattavler og mørke mineraler mellem disse. Meget broget med små grønne korn af sodalit indlejret i store korn af de øvrige mineraler. Lagdelt med sorte, røde og hvide lag. Parallelle feldspat- tavler. Mellemkornet. Finkornet sort eller grøn, ofte skifret. Mellem- til grovkornet, ofte grønlig. Feldspat, augit, ægirin, m. m. Feldspat, nefelin, arfvedsonit, ægirin og evt. eudialyt og sodalit. Sodalit, feldspat, arfvedsonit, ægirin, eudialyt og nefelin. Feldspat, nefelin, arfvedsonit og eudialyt. De hvide lag er rige på de to førstnævnte, de sorte på arfvedsonit og de røde på eudialyt. Feldspat, nefelin, eudialyt, evt. steenstrupin og monazit, samt 30—50 % arfvedsonit i den sorte eller 30—50 % ægirin i den grønne varietet. Feldspat, kvarts, arfvedsonit. [7] Fig. 3. Båndet kakortokit på sydkysten af Kangerdluarssuk. Båndingen skyldes en veksellejring af hvide, røde og sorte lag. Foto: F. L. Jacobsen bjergart, som af N. V. Ussing blev kaldt naujait, hvori en stor mængde korn af sodalit er indesluttet i meget store korn af feldspat, arfvedsonit, ægirin og endialyt. De sidstnævnte er dannet ved størkning af det magma, i hvilket sodalitkrystallerne svømmede rundt, og har diametre på 10 cm eller mere på grund af magmaets store gasindhold. Dybere nede udfældedes korn af feldspat, arfvedsonit og eudialyt, som aflejre- des på magmakammerets bund. De dannede en båndet bjergart, som Ussing kaldte kakortokit. Både naujait og kakortokit danner flere hundrede meter tykke lag. Efterhånden som de dannedes, skiftede magmaet sammensætning og blev stadig rigere på flygtige og sjældne stoffer. Dette „restmagma" pressedes op i naujaiten, samtidig med at blokke af naujait løsnedes og sank nedad. Man finder derfor den sidst dannede bjergart, der betegnes lnjamit, som sprækkefyldninger i naujait og i syeniten øverst i [8] Intruslonen, samt som et lag med store indeslutninger af naujait under det egentlige naujaltlag. Lujavritmagmaet har været tungere end naujaiten, hvilket ses af, at det stedvis har transporteret naujaitblokke til vejrs op over den øvre syenit. Lujavritens dannelse fandt altså sted samtidig med at partier af den øverste del af intrusionen sank ned, muligvis langs ringformede forkastninger. At sandsten og lava omkring intrusionen hælder ind mod denne kan være et resultat af disse bevægelser. Det magma, fra hvilket lujavriten krystalliserede, var meget rigt på flygtige og sjældne stoffer. Ikke desto mindre er lujavriten den mest finkornede bjergart i Ili- maussaq. Dette kan forklares med at magmaet befandt sig ved lav temperatur, så- ledes at krystallisationen foregik hurtigt, og med at gasserne blev delvis uddrevet samtidig med at lujavritmagmaet pressedes opad. Lujavritmagmaets indhold af sjældne stoffer findes nu dels spredt uensartet ud over lujavriten, dels er de afsat på sprækker i naujait og syenit over lujavritlaget og også f sprækker i intrusipnens nabobjergarter. Lujavriterne er således trods alt gode eksempler på, at indholdet af sjældne stoffer er størst i de yngste bjergarter i en in- trusion. Fordelingen af uran i intrusionens bjergarter er et godt eksempel på dette. Ifølge ERIC HAMILTON har syeniten ca. 2 g uran pr. tons bjergart, naujait 30—100 g/t og lujavrit ofte mere end 300 g/t og helt op til 1500 g/t. Som det turde være fremgået af det foregående skyldes Ilimaussaq-intrusionens opståén et sammentræf af heldige omstændigheder: Et magma, som har været gen- nem en lang udviklingsproces, opfanges under^ et uigennemtrængeligt tag, som tvin- ger de magmatiske gasser til at blive i magmaet. Dette resulterer i fremkomsten af usædvanlige mineralselskaber, hvis lige kun fjndes i små pegmatitgange i de fleste andre intrusioner. Her består en hel intrusion faktisk af pegmatitmineraler. Det siger sig selv, at de sammentræf af omstændigheder, der er nødvendige for dannelsen af en Ilimaussaq-intrusion, kun sjældent nås. I Sydgrønland er kryolitfo- rekomsten det eneste sammenlignelige og må have haft en tilsvarende dannelsespro- ces, blot i bjergarter af helt anden sammensætning. Intrusioner af Ilimaussaq-type kendes kun fra få andre steder på jorden, først og fremmest fra Kolahalvøen (se „Grønland", januar 1965). Der er derfor etableret et udmærket samarbejde mel- lem danske og sovjetrussiske geologer. Der blev ovenfor gjort rede for, at lujavriterne er de bjergarter i IKmaussaq, som er rigest på sjældne stoffer, deriblandt uran. Det kan da ikke undre, at der alle- rede i 1955, det år uranjagten i Grønland for alvor satte ind, blev fundet en del lujavritområder med mere end 300 g uran pr. ton bjergart. Men i 1956 og følgende år blev endnu bedre forekomster, ofte med mere end 500 g uran pr. ton bjergart 192 ..... [9] Fig. 4. Stærkt skifret lujavrit (sort) med indeslutning Foto: H' Sørensen af naujait (grå), der skæres af to lodrette hvide albitårer med beryllium- og niobmineraler. Tugtup agtakorfia. og op til 3000 g/t fundet på plateauet ved Kvanefjeld i den nordlige del af intru- sionen. De seneste års undersøgelser af området ved Kvanefjeld har gjort det mu- ligt at forklare, hvorledes disse spændende forekomster er blevet til. Kvanefjeldsplateauet ligger umiddelbart op til intrusionens nordlige grænse mod lava. I denne del af intrusionen er lujavrit trængt op igennem naujait og syenit og helt op i de overliggende lavabjergarter. Det er det eneste sted lujavriten er nået så højt til vejrs og repræsenterer altså lujavritens højeste niveau i intrusionen. [10] Lujavritmagmaet var som nævnt rigt på flygtige og sjældne stoffer. Det er na- turligt at antage, at indholdet af disse har været særlig stort allerøverst oppe. Lu- javritmagmaet, der trængte op, samtidig med at blokke af lava sank ned i magmaet, har derfor påvirket de deformerede lavabjergarter kraftigt; et af flere resultater af denne påvirkning er, at der er afsat niobnge mineraler i de stærkt omdannede lavabjergarter op til lujavriterne. Disse niobmineraler er tavleformede og tilhører mineralgruppen epistolit-mitrmanit. Lujavriterne i kontakt med lavaer er sædvanlig- Nogle mineraler fra Illmaussaq Navn Kemisk formel Indhold af værdifulde metaller Kvarts SiO2 Feldspater : Albit NaAlSi3O8 Mikroklin KAlSi3O8 Nefelin KNas(AlSi04)4 Ussingit Na2AlSisO8(OH) Analcim NaAlSi2O6.H2O Natrolit Na2(Al2Si3O10).2H2O Sodalit Na8Cl2(AlSi04)6 Eudialyt (Na,Ca)6Zr(OH,Cl)(S5309)2 10-15 % ZrO2, lidtniob Ægirin NaFeSi2O6 Arfvedsonit Na3Fe4FeSi8O22 (OH,F) 2 Augit Ca(Mg,Fe)Si206 Steenstrupin Na2Ce ( Mn,Fe) H2 ( (Si,P) 04) 3 2-7 % ThO2, 0,3 % UO2, lidt niob og beryllium Monazit CePO4 0-30 % ThO2, 0-1 % UO2 Thorit ThSiO4 50-90 % ThO2, 0-20 % UO2 Chkalovit Na2BeSi2Oa 12 % BeO Tugtupit Na8Be2Al2Si8O24(Cl,S)2 5 % BeO Eudidymit NaBeSi3O7(OH) 10 % BeO Igdloit NaNbO3 62 % Nb2O5 Pyrochlor (Na,Ca)2(Nb,Ti)206(OH,F,0) 50 % Nb2O5 Epistolit Na(Nb,Ti)(OH)SiO4 30 % Nb2O5 Murmanit NaTi(OH)SiO4 7 % Nb2O5 194 [11] Fig. 5. Kvanefjeldsområdets geologiske udvikling, a. N au j ait intruderer syenit, som er trængt op i lava- bjergarter, b. Lava, syenit og naujait intruderes af ------ lujavrit, der har indeslutninger af de ældre bjerg- arter, c. Grovkornet lujavrit er trængt ind mellem lava og lujavrit i Kvane fjeld (længst til højre). Denne grove bjergart er ledsaget af uran-, thorium, beryl- lium- og niobmineralisering. vis rige på små korn af det uran- og tho- riumholdige mineral steenstrupin. Efter at lujavriten var størknet skete endnu en indpresning af magma. Det der trængte ind var et lujavrit-„restmagma" rigt på flygtige stoffer, som blev holdt til- bage længe nok til at en grovkornet bjerg- art kunne nå at blive dannet. Samtidig på- virkede flygtige stoffer fra dette magma de tilstødende forekomster af lujavrit og lava, i hvilke der dannedes uran-thorium- mineraler, såsom thorit, monazit og store korn af steenstrupin. Det er disse omdan- nede lujavriter og lavaer, som har vist de største indhold af uran, og det er på dem, at de i den første artikel nævnte undersøgelser har været udført. Den sene grov- kornede lujavrit ledsagedes af pegmatiter med det niobrige mineral pyrochlor og det beryllhtmrige mineral chkalovit. Kvanefjeldsplateauet indeholder altså mindst to generationer uran-, thorium- og niob-rige mineraler og mindst én generation berylliummineralisering. Det er disse bjergarter, der er gjort til genstand for en intensiv, endnu ikke afsluttet udforsk- ning. På indeværende tidspunkt kan siges, at de seneste års undersøgelser har vist, at de uranrige bjergarter fortsætter mod nordøst fra det i 1957-1958 med radiometrisk opmåling og diamantboringer undersøgte område (se artikel af J. Bon- dam, „Grønland", oktober 1959). De er sporet helt ud i kanten af selve plateauet og øst for dette helt over i foden af Steenstrups fjeld. Da de radioaktive bjergarter i dette østlige område næsten overalt er dækket af lava, kan deres mængde og lødig- hed ikke bestemmes, før et nyt boreprogram er udført. Yderligere er der i de seneste år fundet større mængder niobmineraler og spredte forekomster af berylliummine- raler, hvilket altsammen gør, at man kan tillade sig at se med en vis optimisme på en eventuel økonomisk udnyttelse af forekomsterne. Herom mere i følgende artikler. fc-VT-y^j Sandsten og lava hrHH-j Sort lujavrit Augitsyenit b Q l Naujait Grovkornet lujavrit [12] - Foto: J. Hansen Fig. 6. Kvanefjeld (den lille top til højre i billedet) set fra elvdalens sydside. Kvanefjeld opbygges af lava, under hvilken de stærkt radioaktive bjergarter forekommer i stejlskrænten med snefanerne. Den lodrette stribe midt i billedet er ras fra mineskakten, der ses som en lille prik øverst i billedets midte. Den nedre del af fjeldvæggen opbygges af naujait og syenit. Ud over Kvanefjeldets forekomster af uran, thorium, niob og beryllium er der som nævnt ovenfor også anselige forekomster af radioaktive lujavriter andre steder i Ilimaussaq. Disse kan foreløbig kun opfattes som reserver, men kan få betydning, hvis minedrift etableres på Kvanefjeld, idet de da på et senere tidspunkt vil kunne udnyttes i et måske allerede afskrevet fabriksanlæg. Foruden de nævnte forekomster findes spredt rundt i naujaiten årer og klumper med indhold af steenstnipin,pyrochlor, chkalovit og andre berylliummineraler. Disse forekomster er dannet ud fra flygtige stoffer udpresset fra luvjaritmagmaet gennem sprækker i naujaiten. Indtil 1964 blev de anset for mineralogiske lækkerbiskener på grund af deres store indhold af sjældne mineraler i store korn; udnyttelse kunne ingen drømme om, idet de kendte forekomster var små og spredte. Men i 1964 fandt 196 [13] den russiske mineralog E. I. SEMENOV større forekomster af chkalovit på skråningen over for Kvanefjeld. Disse forekomster er langt større end alle tidligere fundne; om de er store nok til at sikre brydning er endnu ikke afgjort. I en senere artikel vil mag. scient. JOHN HANSEN fortælle om de første faser af udforskningen af de nye berylliumforekomster. Som det vil være fremgået af det foregående er Ilimaussaq-intrusionen usædvanlig rig på sjældne mineraler. Nogle af disse indeholder værdifulde metaller og findes i så store mængder, at de er gjort til genstand for undersøgelse med henblik på en eventuel udnyttelse. Undersøgelserne befinder sig nu i et stadium, hvor undersøgerne er fulde af håb, men er ikke så langt fremme, at et endeligt svar kan gives. Svaret søges givet i løbet af få år. På indeværende tidspunkt kan dog siges, at det med den øjeblikkelige uranpris ikke vil kunne betale sig at udnytte Ilimaussaqs bjergarter. Imidlertid, som det blev fremhævet på de Forenede Nationers sidste konference om den fredelige udnyttelse af atomenergien i Genéve i 1964, er verdens kendte store uranforekomster ved at være udtømte. Dette vil i løbet af nogle år gøre det bydende nødvendigt, medmindre man finder andre energikilder, at udnytte også mindre rige uranforekomster. Til den tid skulle Ilimaussaq have en stor chance for at levere uran til fremtidens kraftværker. ABSTRACT The geology of the Ilimaussaq intrusion, South Greenland is reviewed. The strongly per-alkaline (ag- paitic) nature of the nepheline syenites of Ilimaussaq is explained as a result of a high volatile pressure in the magma reservoir. The intrusion was formed about 1000 million years ago as one of the latest members of the Gardar alkaline province and is later than the main period of deformation in the Gar- dar rift system. The nepheline syenites of Ilimaussaq åre rich in rare elements and rare minerals. Uranium mineralizations at Kvanefjeld in the northernmost part of the intrusion åre situated in the zone of contact between the lavas of the roof and lujavrites which occupy the highest level at which this rock type occurs in Ilimaussaq. The lujavrites åre fine-grained, melanocratic agpaitic nepheline syenites which were formed during the latest stage of intrusive activity in the intrusion. At Kvanefjeld they intrude lavas, augite and ægirine syenites, and the sodalite nepheline syenites which were termed naujaites by Ussing. The lavas åre strongly recrystallized and contain widespread niobium mineralizations (minerals of the epistolite-murmanite group). The lujavrite in the contact zone is rich in small crystals of steenstrupine. The contact metasomatized lavas and the fine-grained lujavrite were intruded by a network of veins of coarse-grained lujavritic rocks and accompanying analcime veins fairly rich in pyrochlore and chkalovite. The adjacent lavas and fine-grained lujavrite were strongly analcitized and enriched in monazite, thorite and large grains of steenstrupine. This mineralization contains up to 3000 ppm uranium. Beryllium mineralizations have been known for some years from a number of piaces in Ilimaussaq. Until 1964 only small occurrences had been found, but that summer larger occurrences were discovered by the Soviet-Russian mineralogist E. I. Semenov. The beryllium mineralizations will be reviewed in the next part of the present series of articles on the geology of Ilimaussaq. 197 [14]