[1]
GRØNLANDS KIRKE I DAG
Af biskop W. Westergård Madsen
JL/et kan ikke anses for unaturligt lejlighedsvis at afkræve Grønlands biskop en rede-
gørelse for, hvordan han ser på Grønlands kirkes situation.
Men et par vanskeligheder er der unægtelig ved det, for det første, at den geo-
grafiske afstand gør, at næsten alt, hvad man ved at gøre rede for, beror på anden-
hånds viden, og for det andet, at de personlige indtryk naturligvis er præget af det
ekstraordinære. De få besøg med mange samtaler og de mange festlige oplevelser
kan næsten ikke undgå at kaste et rosenrødt søndagsskær over hverdagens proble-
matik og derved friste til vel megen optimisme. De, der ved mere, må så alt efter
temperament lægge til eller trække fra. På den anden side er en vis afstand af værdi
ved vurderingen af en ting. Når jeg betænker de mange temperamentsfyldte enkelt-
beretninger, som er kommet mig for øre, om begyndende afstand mellem kirke og
folk, om kirkens stagneren i forhold til den øvrige rivende udvikling i det grønland-
ske folk, om kirkens manglende evne til at følge med i udviklingen, om andre kirke-
samfunds intensive arbejde på folkekirkens bekostning, om de store moralske brist,
om materialismens stadig stigende indflydelse, begunstiget af den almindelige næse-
gruse begejstring for effektivitet, øget produktion og dermed følgende mindre re-
spekt for helligdagens betydning, erhvervelse af nye livsgoder, pengerigeligheden,
voksende levefod etc., om rådløshed og rådvildhed, der gør mennesker mindre mod-
standsdygtige over for nemme stimulanser, om danskernes dårlige eksempel, om
manglende ansvarsbevidsthed og svigtende familieansvarsfølelse.--
Når jeg betænker alt dette og meget mere - og denne opregning tilsigter ingen
fuldstændighed — som kommer mig for øre — så ville det være urimeligt ikke at
erkende de sandhedselementer, der er i alt det fremførte, og der kan ikke være noget
ønske om at bagatellisere, så sandt som de ikke sjældent hænger sammen med æng-
stelig spørgen om det grønlandske folks fremtid.
Det samler sig altså bl. a. i en kritik af den grønlandske kirke, selv om man na-
turligvis er klar over andres ansvarlighed også. Kirken er for passiv, for selvbe-
skuende og selvopgivende, som om slaget allerede er tabt, og den danske -moder-
kirke har her sin store skyld, den har svigtet sin grønlandske datter. Den ændrede
situation er ikke erkendt, og derfor er der intet nyt initiativ. Kirken gør ikke noget.
225
[2]
Der er al mulig grund til at høre opmærksomt på disse kritiske røster, men der er
også nogle replicerende bemærkninger, der må anføres.
1. Det må anses for en markant kendsgerning, at gudstjenestebesøget siden nyord-
ningen i Grønland har været dalende i hvert fald i byerne, hvor fremtiden i Grøn-
land vel kommer til at ligge. Denne nedgang^ må naturligvis vække bekymring både
kirkeligt og folkeligt i videste forstand, så sandt som det vil have afgørende betyd-
ning, at der i det vældige opbrud, der finder sted i disse år, og som stiller overvæl-
dende krav til et folks tilpasningsevne, og som vitterligt har betydet megen rodløs-
hed, dog er noget, der folkeligt og menneskeligt er rodfæstet i folkets hidtidige
erfaring.
Det mindsker vel ikke bekymringen, at der er adskilligt, der gør denne udvikling
forståelig, men at gøre opmærksom på et og andet, kan måske have betydning for
fremtidige overvejelser.
For det første, kirkerne er mange steder f or små til de stærkt voksende byer. Når
man ved, at menigheden i Egedesminde gennem år har måttet regne med, at der
altid var en del, der ved de almindelige gudstjenester måtte stå op i våbenhuset eller
følge gudstjenesten udefra, så glæder man sig over, at Egedesminde i fjor fik sin
nye større kirke og tilbageholder sine sure bemærkninger over det urimelige i, at
der skulle gå så lang tid, inden menighedens glæde blev realiseret. Men man gør sig
sine tanker om, hvor let sådanne forhold kunne betyde ændrede livsvaner hos men-
nesker, og man forstår også alvoren i, at en ajiden præst et andet sted kan blive mødt
med en bemærkning om, at „når der ikke kan blive plads til os i vor egen kirke, så
kan vi jo gå til adventisterne og pinsevennerne" ; og hvor disse muligheder ikke geo-
grafisk er for hånden, bliver konsekvensen: „så kan vi jo blive hjemme."
Hermed er allerede antydet, at emnet „svigtende kirkegang" har et helt andet
perspektiv end under vore forhold hernede. Grønlands folk er stadig et kirkesø-
gende folk, som det øvrige danske folk har umådelig meget at lære af. Det er be-
tegnende, at da man fornyligt hernede i et administrativt planlægningsprogram for
kirkebyggeri mente at kunne regne med, at kirker i de grønlandske byer skulle kunne
rumme plads til 10 % af befolkningen (man sammenligne, at der i hovedstaden er
l siddeplads i kirkerne for hver 17 indbyggere og i omegnskommunerne l for hver
35 indbyggere), så var det et program, man absolut ikke kunne finde acceptabelt i
Grønland.
Og så er der her kun tale om kirkegangen i byerne, på udstederne er det helt
andre tal, der må regnes med.
For det andet må man tage byernes voksende udbredelse i betragtning. I Godthåb
f. eks. bliver det mere og mere føleligt, at efterhånden som folk flytter ud i den
sydlige del af byen - og her bor jo efterhånden langt de fleste - ses ellers trofaste
226

[3]
Hohteinsbnrg kirke ligger nogenlunde centralt i byen.
Til venstre i billedet ses den gamle kirke, som for mange år siden blev for lille.
kirkegængere sjældnere og sjældnere i kirken. Der bliver for langt at gå. De nye
kvarterer må have deres egen kirke.
For det tredie er der grund til at anføre det omfattende søndagsarbejde. Når en
præst f. eks. måtte opleve på et større udsted, at en konfirmationsgudstjeneste var
besøgt af 20 mennesker, fordi fiskeindhandlingen fandt sted på den tid, så forstår
man, at helligdagslovgivningen eller gudstjenestefreden kan være et brændende pro-
227
[4]

blem, der må finde en radikal løsning, selvom det skal indrømmes, at det ikke er
gjorrmed et administrativt pennestrøg. Det er hele den voldsomme erhvervsmæssige
udvikling med dens omfattende investering og den deraf følgende tvungne udnyt-
telse af tid, menneskemateriale og redskaber, der i store dele af året frister til at
betragte helligdagen som et uproduktivt fremmedelement.
Og endelig for det fjerde: kirken er ikke længere som tidligere den eneste kultur-
faktor, men radio, presse, film, bøger, foreninger, sport o.s.v. er kommet med ind i
billedet som faktorer, der giver grønlænderne de oplevelser, der er med til at fylde
deres menneskeliv. Dette kan man naturligvis ikke beklage, det moderne grønlandske
samfundsliv er på godt og ondt langt mere rigt og nuanceret, end det gamle var;
men man kan i hvert fald ikke undre sig over, at hos nogle har deres beskedne reli-
giøse^ behov fundet dækning i andre interesser, men må konstatere, at deres religi-
øse interesse måske nok så meget var udtryk for et menneskeligt tomrum, som man
betvivler i det lange løb lader sig fylde af disse andre faktorer. Så meget om kir-
kegangen.
2. Det kan næppe heller benægtes, at kirken har været et af de områder, der har
forholdt sig mest konstant under nyordningen. Reaktionært vil nogle sige. Dér er
ikke sket noget. Den bliver ved, som den altid har gjort.
Lidt groft sagt: kirken skulle helt anderledes have været med i konkurrencen, f.
eks. med henblik på de andre kirker, der ellers let stjæler show'et. Den skulle helt
anderledes gribe ind over for umoraliteten, drikkeriet, verdsliggørelsen, mere leven-
de tage fat på de sociale problemer.
Og på disse og andre punkter skulle kirken hernede helt anderledes have rakt
Grønland en hjælpende hånd.
Også over for disse kritiske røster er der grund til både at lytte opmærksomt og
at komme med et par replicerende bemærkninger.
For det første er der grund til at gøre opmærksom på, at kirken i Grønland frem-
for noget område ved nyordningen havde fundet sin form. Det hedder med rette i
Grønlandskommissionens betænkning af 1950: „Med sine gamle traditioner og sin
opbygning gennem lange tidsrum har den grønlandske kirke — i modsætning til nyere
institutioner i landet — for længst fundet frem til de former, hvorunder den kan virke,
og kommissionen finder det derfor ufornødent at fremsætte forslag om afgørende
ændringer i kirkens organisation eller virkeformer" (Bd. 3, side 39).
Der lægges måske her vel meget vægt på traditionen, men det rigtige er, at i hele
den udvikling i Grønland frem mod at være en moderne integrerende del af det dan-
ske rige - og denne udvikling begyndte jo ikke i 50erne - indtog kirken en sær-
stilling i retning af at indpasse sin opgave til de krav, som udviklingen stillede, frem-
for alt ved sin tidlige inddragen af lokal arbejdskraft, som man havde mod til at give
228
[5]
Altertavlen i Thule kirke malet af Ernst Hansen.
Kristus sidder fiå Thule-fjeldet med en lille eskimopige på skødet og en eskimodreng ved hånden. Da
maleren mente at have fuldendt billedet, havde Kristus skikkels en nøgne fødder, men eskimoerne sendte
en lille deputation til ham og bad om, at Kristus måtte få strømper og sko på, for ingen eskimo ville
være så ugæstfri at lade Kristus sidde og fryse på Thule-fjeldet. Som det ses efterkom maleren eski-
moernes ønske,
ansvar og udsyn til at opdrage til dette ansvar. Dette lå i selve evangeliets væsen, som
ikke var ekspansion af en kultur, men viderebringelse af et budskab, der skulle høres
og modtages og derefter atter bringes videre. Det måtte derfor skabe sig medarbej-
dere. Også på andre områder kan denne særstilling påvises.
På en måde har det været dette betydelige forspring, som kirken havde,
den moderne udvikling skulle indhente. Man kan derfor ikke undre sig over, at det
var andre områder, der tiltrak sig opmærksomheden. Nogle vil antagelig mene, at
kirken fortsat skulle have distanceret sig ved en videre udvikling. Jeg er ikke sikker
på, det er rigtigt, for dernæst er det et spørgsmål, om det ikke netop har været kir-
kens opgave i disse nybruds-år med deres spændinger, rådvildhed og usikkerhed at
være det kontinuerlige, det, der forbandt til det gamle, fortrolige og gav bevidstheden
229
[6]
om, at der var noget, der stod_fast. Dette er til enhver tid en betydningsfuld opgave.
Det ser ikke altid lige spændende ud. Det er det, der ramler, der laver støj, og det
er de nye kviste, der forandrer husets udseende, men det er livet, der tæller.
Det er dog værd at overveje, om ikke kirken havde forfejlet sin opgave i disse år,
hvis den nervøst og ambitiøst havde kastet slg_ud i alle slags experimenter og forsøg
med nye arbejdsformer og derved netop ikke havde fået lov til at være det faste
holdepunkt i en broget omskiftelighed. Det er min overbevisning, at den grønlandske
befolkning stort set har været overordentlig taknemmelig for, at dens kirke ikke
forhastede sig med nye idéer; det er ikke reaktion, men et livsbehov i en tid, hvor
man var ved at blive fremmed i sit eget land eller skulle haste foran sig selv for at
kunne følge med. En kirke skal ikke være kqnlcurrencedygtig, men til tjeneste.
Så vil De altså mene, hører jeg Dem sige, at alt i den grønlandske kirke stort set
er, som det skal være.
Og jeg må svare Dem: Nej, det vil jeg ikke mene. Jeg vil tværtimod på grundlag
af denne analyse med dens kritik og dens replikker prøve at vise Dem, hvilke store
opgaver, vi står overfor, og jeg deler det i de opgaver, vi skal møde på det admini-
strative plan, og opgaverne på det kirkelige plan.
Lad os tage det sidste først.
De opgaver, der foreligger på det kirkelige plan, vil jeg samle under etiketten: dyg-
tiggørelse og ansvar.
For det første drejer det sig om det grønlandske kristne lægfolk; med henblik på
dette emne er den betydnings f uldeste begivenhed fra de seneste år anordningen af
1962 om menighedsrepræsentation, som siger, at på ethvert sted i Grønland, hvor
der er gudstjenestelokale, kan der vælges menighedsrepræsentanter.
Dét kan kun kaldes en begyndelse til en myndiggørelse af den grønlandske me-
nighed. Vi har i de seneste måneder hernede haft en ret ivrig diskussion om de be-
føjelser, der tillægges de danske menighedsråd, og som mange mener bør udvides
betydeligt. Den grønlandske menighedsrepræsentation har langt snævrere beføjel-
ser. Alligevel blev den nye institution mødt med megen forventning, hvilket bl. a. gav
sig udtryk i en livlig valgdeltagelse. Hvad dette kan komme til at betyde, er det
vanskeligt at vurdere på nuværende tidspunkt. Hvor der har været store opgaver
som opførelsen af den nye kirke i Egedesminde og tilrettelæggelse af større kirke-
jubilæer, har der været en både ivrig og værdifuld deltagelse fra repræsentanternes
side, ligesom de andre steder har taget initiativ til og medvirket ved tværgående
kirkeligt oplysningsarbejde.
Det vil være et af de spørgsmål, der bliver forhandlet ved sommerens præstekon-
vent, hvilke kirkelige arbejdsområder der naturligt kan henlægges til menigheds-
230

[7]
Kirken i Julianehåb har i mange år været for lille til den stærkt voksende by.
repræsentanterne, og det vil efter min mening være af den største betydning for frem-
tiden, at det lykkes at engagere dygtige kristne i ægte ansvar for deres kirke og det
samfund, der omgiver dem.
Det vil kræve megen omtanke og tålmodighed, for det er vigtigt, at det bliver ægte
engagement, ikke et mønster, man skal leve op til eller presses ind i, men opgaver,
man bliver ført frem til ved beskæftigelse med problemerne og stadige samtaler om
dem. Der påhviler her kirkens tjenestemænd et stort ansvar til at være åbne og lyd-
høre og til at give sig tid til at være til rådighed ikke bare i byerne, men også på
udstederne.
Der kan i denne forbindelse være grund til at anføre to parenteser, for det første
en sammenligning med den gamle „samfundsbevægelse" (peqatigingniat), der fra
1908 bredte sig langs vestkysten, og som i en tidligere nybrudstid kom til at betyde
en kristelig, folkelig og kulturel vækkelse af stor værdi. Den synes vel nu ofte stivnet,
men den viser, at det ikke er forgæves at kalde på det grønlandske kristne lægfolks
ansvar, hvad bl. a. også Blå-kors bevægelsen er et vidnesbyrd om.
Og dernæst er der her særlig grund til at kalde på den danske kirkes medansvar.
Den grønlandske Kirkesag har i en årrække haft sit hovedansvar i udsendelsen af
oplysende kirkelig litteratur, med udsendelsen af menighedsbladet til samtlige grøn-
231
[8]
landske hjem som første opgave. Nye opgaver må netop være medansvar sammen
med den grønlandske kirke, hvis initiativ det må være at pege på opgaverne, hvad en-
ten disse måtte være af diakonal, social art, som uddannelse af diakoner eller dia-
konisser til hjælp f. eks. i det påtrængende spørgsmål om fritidsbeskæftigelse, eller
det måtte dreje sig om menighedssamlende initiativ. Det vil være en ren fornøjelse,
om den grønlandske kirke eventuelt gennem sin menighedesrepræsentation vil stille
krav til Den grønlandske Kirkesags medvirken i den kommende tid. Det vil næppe
være alle krav, der kan honoreres, men det vil inspirere til nyt initiativ og ægte med-
ansvar.
Det andet drejer sig om kirkens medarbejdere: præster og kateketer, hvor kirken
langt mere intenst i de kommende år må arbejde med rekruttering og dygtiggørelse
af sine medarbejdere, både som forberedelse og videreuddannelse.
Den grønlandske kateketordning er en enestående institution i den kristne kirkes
struktur. Hvad kateketerne har betydet gennem Grønlands udviklingshistorie er sim-
pelthen ikke til at måle. Med al skyldig respekt for den meget større stab af langt
bedre uddannede lærere, som i dag tjener i den grønlandske skole, er det betimeligt
at synge de grønlandske kateketer en lovsang både dem, der var, og dem, der er.
Hvad havde der været at bygge på kulturelt, hvis ikke disse mænd trods en ofte be-
skeden uddannelse og trods de fejl, der ellers måtte kunne påpeges, trofast i deres
folks midte havde forberedt den nye tid. Og i kirkens struktur må vi besinde os på
deres fremtid. Hvordan deres fremtid vil være i skolens tjeneste, skal jeg ikke udtale
mig om, men i kirkens tjeneste kan vi ikke undvære dem. En række af vore præster
er rekrutteret fra denne kreds, deres jævne forkyndelse har været med til måske mere
end noget andet at skabe folkets hengivenhed over for deres kirke. Problemerne
med hensyn til ny tilgang synes uoverskuelige, men vi må gå i krig med dem. Og præ-
sterne må i præstegældene, så langt de magter det, være vejledere og hjælpere for
dem i deres kirkelige tjeneste. Det var en af de for kirken ikke så mange positive
ting, man kunne pege på ved skolens adskillelse fra kirken, at præsterne derved fik
mere tid til at betjene deres distrikt og derved være til hjælp for kateketerne. Det vil
blive endnu mere nødvendigt i den kommende tid og vil sandsynligvis nødvendiggøre
ansættelse af flere præster.
Jeg må nøjes med disse antydninger og gå over til det andet punkt: Opgaverne
på det administrative plan, hvor den grønlandske kirkes overgang til kirkeministe-
riet pr. 1. januar 1966 naturligvis omfattes med megen spænding.
Det ville være uretfærdigt og urealistisk at vente, at nu bliver alt anderledes, for
dels skal alt ikke være anderledes, og dels kommer vi ikke til at frigøre os fra pen-
genes tyranni, men der er ting, som vi venter, at administrationen vil have i energisk
erindring.
232
[9]
På udstedet Sarqaq er kirken kun lille,
men dog stor nok, fordi man også her mærker, at folk Hytter fra udsted til by.
Som det første melder naturligvis kirkebyggeriet sig. Der er næppe noget spørgs-
mål, der til stadighed har fyldt så meget på præstekonventets og på kontaktudvalgs-
mødernes program. Gang på gang har et håb syntes at lyse, næret af ord, der dog tog
sig ud som løfter, og gang på gang er det lille lys blå f ret ud. Jeg vil ikke trætte Dem
med at dokumentere vore forhåbninger og vore skuffelser. Men blot som et eksem-
pel anføre: I foråret 1965 måtte vi med rimelighed regne med, at kirkebyggeriet i
Julianehåb ville blive påbegyndt i 1966, i Christianshåb 1967 og i Sukkertoppen
1968. Nu ligger det sådan, at Christianshåb forudsættes begyndt i 1967 og det næste
byggeri udskudt til påbegyndelse i 1969.
Med al forståelse af byggesituationens vanskeligheder'i Grønland og af de store
krav, der stilles, fordrer disse stadige udskydelser unægtelig en englelig tålmodighed.
Der må finde en tilbundsgående planlægning sted, som opstiller et program, der kan
følges, og som yder den grønlandske kirke retfærdighed. Hvert år — bogstavelig talt
hvert år - melder der sig nye kirkeopgaver i de voksende byer, og hvad resultatet vil
blive ved den stadige udskyden, kan enhver se. Vi må tage fat på dette problem i
Grønland lige så energisk og lige så radikalt, som vi synes at måtte tage det op her-
nede. Og ligesom vi her stræber efter at finde nye udveje for kirkebyggeri, må vi gøre
det dér. Den gentagne gange og på forskellige steder på Grønlands vestkyst ventile-
233
[10]
rede tanke om oprettelse af et grønlandsk Kirkefund vil sandsynligt fra en økono-
misk synsvinkel kun kunne resultere i et beskedent foretagende, men som udtryk for
grønlandsk kirkeligt medarbejde, indsats og meningstilkendegivelse rummer det så
mange værdifulde synspunkter, der må kunne være retningsgivende for de admini-
strative myndigheder.
Det andet spørgsmål er den grønlandske kirkes placering i det moderne Grønland.
Det er både spørgsmålet om kirken som administrativ enhed inden for Københavns
stift; afstanden gør en fastere ordning særdeles ønskelig, og et forslag til oprettelse
af Grønlands Kirkenævn vil være blandt de ting, der snarest må tages stilling til. Og
det er spørgsmålet om den økonomiske placering af kirkens tjenestemænd i forhold
til de øvrige administrationsgrene. Dette kan synes mindre betydningsfuldt i forhold
til de store livsvigtige spørgsmål om den grønlandske kirkes fremtid. Men dertil hø-
rer et rimeligt hensyn til de mænd, man lægger byrderne på. Det må f. eks. anses som
en mærkesag, at kirkens øverste embedsmand placeres på linie med de øvrige admini-
strationsgrenes øverste ledere.-Kirken er en af de mest følsomme administrations-
grene i Grønland, fordi befolkningens holdning til kirken i så udpræget grad må ka-
rakteriseres som hengivenhed og medleven. En udskyden eller tilsidesættelse vil let
på nuværende tidspunkt kunne udløse en reaktion, der er vanskelig at overse, og vil i
hvert fald føles som en uretfærdighed ikke blot blandt kirkens embedsmænd, men
også i meget vide kredse.
Den grønlandske kirkes fremtid rummer mange spændingsmomenter, men dens
rige muligheder gør et intensivt arbejde i Grønland og det øvrige Danmark me-
ningsfyldt.
234[11]