[1]
FUGLEFANGST I UPERNAVIK OG PÅ FÆRØERNE
Af Anders Holm Joensen
O Øf uglejagt har fra gammel tid været drevet i Grønland, og endnu idag spiller den
en stor rolle i de fleste distrikter. Langs den sydlige del af Grønlands vestkyst drives
jagten først og fremmest om vinteren, da mængder af søfugle fra nordligere dele
af Grønland og fra Canada opholder sig i de åbne farvande. Langs de nordligere
dele af vestkysten er farvandene en stor del af året helt lukket af is, og jagten på
søfuglene foregår i disse egne fortrinsvis om sommeren og om efteråret.
Den betydeligste jagt i sommertiden foregår i Upernavik distrikt. Jagten omfat-
ter en række arter men den vigtigste er den kortnæbbede lomvie (almindeligvis be-
tegnet alken), som her yngler i større mængder end noget andet sted i Grønland. På
den ornithologiske ekspedition til Upernavik i sommeren 1965 besøgte vi alle distrik-
tets lomviefjelde, og der blev foretaget optælling af bestandene. Den største koloni
findes på øen Agparssuit ca. 35 km syd for Kraulshavn, og det er formodentlig den
største koloni i hele verden. Vi optalte omkring én million fugle, hvoraf hovedparten
var koncentreret i én ca. 2 kilometer lang og 250 meter høj koloni på vestsiden af
øen. Også andre steder i distriktet findes store lomviefjelde, således ved Sander-
sons Hope 10 km syd for Upernavik by, og i Sorte Hul midtvejs mellem Upernavik
by og Prøven. I størrelse kan disse kolonier dog slet ikke måle sig med Agparssuit.
Jagten på lomvier i Upernavik distrikt har tidligere taget sigte på distriktets eget
forbrug. For få år siden oprettedes imidlertid et fryseri, og man opfordrede fan-
gerne til at indhandle fugle med salg i sydligere dele af Vestgrønland for øje. Dette
initiativ er udmærket, man giver fangerne øgede indtjeningsmuligheder, og man sø-
ger at afhjælpe manglen på vildtkød i andre egne. Der er ingen tvivl om, at jagt-
udbyttet i Upernavik kan øges meget, uden at bestandene af lomvier bliver skadet.
Forudsætningen herfor er imidlertid, at bestandene udnyttes fornuftigt, og da der er
tale om jagt i fuglenes yngletid, må man i særlig grad være på vagt.
Man kender utallige eksempler på, at søfuglekolonier er blevet ødelagt, fordi man
har taget for mange fugle eller, hviket oftest har været årsagen, fordi man har be-
nyttet forkerte jagtmetoder. Ikke altid har man indset, at yngelens trivsel er forud-
sætningen for at bestandene kan klare sig, og at man også fremover kan udnytte
297
[2]
disse. Ro på selve ynglepladserne har derfor en afgørende betydning. Ofte er det
gået således, at man i nogle år har høstet stort udbytte af kolonierne, hvorefter fug-
lene forsvandt fra ynglepladsen. En af de almindeligste årsager til ødelæggelsen af
fuglekolonier har været anvendelsen af skydevåben på selve fjeldene, den uro, som
jagten har skabt, har ødelagt meget.
Når man nu står for at Intensivere jagten på lomvier i Upernavik, må man gøre
sig klart, at fejlgreb kan medføre koloniernes ødelæggelse. De lovlige jagtmetoder
vil kunne give meget stort udbytte, men man må for enhver pris undgå skydning og
anden unødig uro på fjeldene. Det er forbudt at skyde nær lomviefjeldene i Grøn-
land, men der sker desværre lovovertrædelser, hvilket vi ved flere lejligheder var
vidne til under vore rejser i Upernavik distrikt i 1965.
I denne forbindelse vil det være naturligt at se på forholdene på Færøerne. Her
har man drevet fuglefangsten med meget stort udbytte igennem århundreder, og
man har fra meget tidlig tid været klar over, at fangsten skulle drives fornuftigt.
Nok skulle man udnytte fjeldenes rigdomme, men disse skulle samtidig bevares, så-
ledes_at også eftertiden kunne drage nytte af dem. Ved flere lejligheder, f. eks. når
fåreavlen slog fejl og forbindelserne til omverdenen var afbrudt, var fuglefangsten
afgørende for befolkningens eksistens. Og i hverdagen var fuglene en kærkommen
afveksling i den daglige, ofte ensformige kost.
Forståelsen for fuglefangstens store betydning var årsag til, at der på Færøerne
opstod regler for fangstens udøvelse, først uskrevne vedtægter, siden nedfældede i
form af love. På denne måde sikrede man en god fordeling af udbyttet, og man und-
gik de skadelige fangstmetoder.
Resultatet af disse love var da også, at Færøerne i dag rummer de samme store
bestande af søfugle som tidligere. Mens mægtige kolonier er blevet ødelagt andre
steder i det nordatlantiske område og idag står tomme for fugle, rummer de færø-
ske kyster stadig et meget rigt fugleliv, som den dag i dag udgør grundlaget for
intensiv fangst.
Fuglefangsten på Færøerne har dog ikke den samme store betydning som tidli-
gere. Efter at naturalieøkonomien er blevet afløst af pengeøkonomien, er man ikke
i samme grad afhængig af fuglene. Deji vigtigste årsag til, at fangsten ikke drives så
intensiv mere, må dog søges i den ændring, der er sket i befolkningens struktur. Før
århundredskiftet var landbrug især fåreavl det vigtigste erhverv, og ved siden heraf
var fuglefangst og kystfiskeri et vigtigt supplement. I dag er de fleste mænd beskæf-
tiget ved fiskeri fjernt fra Færøerne, og mens hovedparten af befolkningen tidligere
boede i mindre bygder fordelt på alle øerne, er befolkningen nu koncentreret i større
298
[3]
Agparssuit i Upernavik distrikt
rummer verdens største koloni af kortncebbede lomvier.
Foto: A. H. J
bygder og byer. Kun få mænd er hjemme i de mindre bygder om sommeren, og der
er ikke mandskab nok til at drive fuglefangsten så intensivt som førhen.
Tidligere drev man fangst på en lang række af Færøernes ynglefugle. Man sam-
lede således æg af vadefugle og havterner, og man indsamlede tejstens og storkjo-
vens unger. Dette er imidlertid forbudt i idag, bl. a. fordi nogle af disse arter gik
tilbage i antal. Idag er det kun få arter, som fanges i større mængder, nemlig lun-
den, lomvien, mallemukken, skråpen og sulen, og jeg skal i det følgende redegøre
for fangsten af disse fugle.
Lunden er langt den talrigeste af de færøske ynglefugle. Den ruger i de græs-
klædte skrænter nær havet, hvor fuglene i de øverste jordlag graver dybe redegange.
Der findes kolonier på alle øerne, og visse steder, f. eks. på Mykines og ViSoy rum-
mer de store „lundelande" formodentlig millioner af fugle.
Tidligere samlede man lundens æg, og man fangede de voksne fugle på reden.
Desuden blev fuglene jaget med skydevåben på havet. Lunden er imidlertid meget
ømfindtlig overfor forstyrrelser, og da disse fangstformer skadede bestanden, blev
299
[4]
de forbudt. Nu fanges lunderne udelukkende ved flejning. Flejstangen er en ca. 4
meter lang stang forsynet med en stor ketsjer. Fangeren sætter sig ved kysten, hvor
mange fugle flyver forbi, og med raske kast med flejstangen kan han fange de for-
biflyvende lunder. En dygtig fanger kan undertiden fange 300—400 fugle på én dag,
og man har oplevet én mands dagfangst på henved 1000 fugle.
Fangerne kender nøje lundens liv, og de ved, at voksne lunder, som er på vej til
reden med fisk i næbbet, ikke bør dræbes. Det er ungfuglene, som fanges ved flej-
ningen. Lunden yngler først i en alder af 4—5 år, men allerede når den er 2 år gam-
mel, opsøger den ynglepladsen og begynder at grave sin redegang. Fra midten af
juni ser man disse ungfugle i kolonierne, og i den følgende tid foregår lundefangsten.
På Mykines fangede man omkring århundredskiftet ca. 70.000 lunder årligt. Be-
folkningen var dengang omkring ISO. Idag fanges næppe mere end 25.000 på denne
ø. På ViSoy skal man visse år have fanget henved 100.000 lunder.
I 1939 anslog man den samlede årlige fangst på Færøerne til ca. 200.000 lunder.
Lommen yngler på de stejle kystfjelde, og på Færøerne findes flere kolonier med
hundrede tusinder af fugle. Lomvien er den næstvigtigste fangstfugl på øerne. Tid-
ligere benyttedes mange forskellige metoder. På de stejle fjelde samlede man æg og
voksne fugle. På de lave kystklipper fangede man de unge, endnu ikke yngledygtige
fugle, og man drev jagt med skydevåben på havet. På visse øer samles der stadig
tusinder af lomvieæg hvert år, men fangst af voksne fugle på selve fjeldene foregår
sjældent mere. I dette århundrede har man indført en ny metode, nemlig fangst af
voksne fugle på havet foran kolonierne. På havet udlægger man nogle store træpla-
der, hvorpå der er fæstnet en mængde nylonlykker. Når havet er en smule uroligt,
sætter lomvierne sig på pladerne, og snart hænger deres ben fast i løkkerne. Fan-
geren sejler fra plade til plade og indsamler fuglene. Ved denne fangstmetode kan
man få et meget stort udbytte, ofte flere hundrede fugle pr. dag, og man tager på
denne måde fugle fra alle dele af kolonien; man undgår, at de lettest tilgængelige
fjeldhylder bliver tømt for fugle, hvilket undertiden skete, da fangsten foregik i
kolonierne.
Mens skydning af lunder er forbudt i hele sommerhalvåret, er det tilladt at skyde
lomvier på havet, og efterhånden drives denne jagt af mange, især af befolkningen
i de større byer. Det skal her nævnes, at det overalt på Færøerne er forbudt at skyde
indenfor en afstand af 2 sømil fra fuglefjeldene, ligesom enhver form for unødven-
dig støjen er forbudt. Disse forbud respekteres på Færøerne — man er klar over, at
ro på ynglepladserne er en forudsætning for, at der kan drives jagt og fangst.
I 1939 anslog man den årlige fangst af lomvier til 140.000 fugle, og heri var ikke
medregnet de mange tusinde fugle, som bliver skudt på havet.
300

[5]
/ de store lundelande på Færøerne kan jorden være
helt undermineret af fuglenes redegange. I Grønland yngler lunden spredt og fåtalligt.
Foto: A. H. J.
Ligesom Upernaviks fuglefjelde, står de færøske fuglefjelde tomme for fugle om
vinteren. Fangst og jagt kan hovedsageligt kun drives om sommeren. Én fugleart,
nemlig mallemiikken, holder dog til ved de færøske fjelde næsten hele året, og det er
den eneste art, som fanges om vinteren. For 150 år siden forekom mallemukken kun
i de nordligste egne af Atlanterhavet, bl. a. ved Grønlands og Spitsbergens kyster.
301
[6]
De rugende fugle sidder tæt sammen på klippehylderne.
Foto: A. H. J.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte den imidlertid at brede sig mod syd, og denne
spredning har fortsat lige op til vore dage. Nu yngler den flere steder i Norge, et
enkelt sted på Bretagne i Frankrig, og på Island, Færøerne og i Storbritannien tæl-
ler bestandene hundrede tusinder af fugle. De første mallemukker ynglede på Fær-
øerne Imellem 1816 og 1835, og de bredte sig hurtigt til alle øerne. Idag findes der
næppe ét kystfjeld på øerne, som ikke rummer ynglende mallemukker, og flere ste-
der yngler titusinder af fugle sammen i store kolonier. Mallemukkerne yngler på de
stejle fjelde, men højere til vejrs end lomvierne, som regel på de bredere og vege-
tationsklædte hylder.
Mallemukkerne fanges med flejstang om vinteren. I 1939 regnede man med en
årlig vinterfangst på omkring 30.000 fugle. Desuden fanger man de store unger om
sensommeren. En tid lang hærgede en sygdom på Færøerne, og da det viste sig at
være den såkaldte papegøjesyge, og at mallemukungerne overførte smitten til men-
nesker, blev fangsten af ungerne forbudt. Idag har man midler til at bekæmpe syg-
dommen, og fangsten er atter tilladt.
302
[7]
Mallemukkcn med sin ene unge,
som på Færøerne fanges i store mængder.
Foto: A. H. J.
I august måned forlades mallemukungerne af deres forældre. Ungerne er da meget
fede, men endnu ude af stand til at flyve. De svæver ned til havet, hvor de kan ligge
i tusindevis under de store ynglefjelde. Fangerne opsøger disse steder, og ved at sejle
mod strømmen kan man i løbet af kort tid opsamle mængder af mallemukunger.
Skråpen yngler på de fleste af øerne, men kun få steder findes der kolonier med
tusinder af par. Ligesom lunderne graver disse fugle redegangen ud i det øverste
jordlag, men til forskel fra de fleste andre færøske fugle er skråperne kun aktive
på land om natten. Når ungerne om sensommeren er store og fede, kravler de ofte
ved nattetid ud i den yderste del af redegangen, hvor de øver deres vinger. Her op-
søger fangerne dem, idet man med lys kan lokke fuglene så langt frem, at de kan
tages med hænderne.
De fede skråpeunger er en meget stor delikatesse, og prisen for hver fugl er højere
end for andre søfugle på Færøerne. Der fanges på alle øerne kun nogle få tusinde
hvert år.
303
[8]
Den rugende sule.
Foto: A, H. J.
Sulen er den største af de færøske ynglefugle. Den yngler kun ét sted, nemlig på
Mykines Holmur, som er den vestligste af øerne. Her har man fra gammel tid dre-
vet fangst af suler. Tidligere fangede man både de voksne fugle og ungerne, men
idag fanger man kun de store, fede unger om sensommeren. Sulerne yngler dels på
to fritstående klipper vest for holmen, dels på en bred klippehylde langs nordsiden
af holmen. En nat om sensommeren begiver mændene fra bygden sig ud til holmens
nordside, hvor man med tov klatrer ned til hylden. Her dræber man de store unger
i rederne, kaster dem ud over hyldens kant til folk, som befinder sig i både på havet
nedenunder. Man kan forestille sig, hvor farlig denne fangst på den glatte klippe-
hylde ved natetid må være. Udbyttet af fangsten varierer fra år til år, ikke sjældent
har man kunnet indsamle henved tusinde suleunger.
I forrige århundrede blev sulen efterstræbt på næsten alle dens ynglepladser i
Nordatlanten, og i løbet af få årtier blev den samlede bestand decimeret fra ca.
170.000 par til mindre end 50.000 par. Siden fredede man de fleste steder sulerne,
og bestanden har atter været i fremgang. I dag tæller den mindst 100.000 par. Kun
304
[9]
to eller tre steder drives fangsten stadig, bl. a. Mykines Holmur, hvor arten også
har været i god fremgang i dette århundrede.
Man må beundre færingerne, fordi de igennem århundreder så intensivt har ud-
nyttet fuglefjeldenes rigdomme, uden at bestandene blev ødelagt. Forklaringen må
først og fremmest søges i færingernes forståelse for at værne om fuglene, hvilket er
kommet til udtryk i forbud mod skadelige jagtformer samt regulering af udbyttet.
Et andet forhold har imidlertid været afgørende for denne regulering. De færøske
søfugle lever udenfor yngletiden på de åbne have fjernt fra øerne, hvor der overho-
vedet ikke drives jagt. De store bestande bliver altså kun udnyttet i yngleområdet.
I Grønland er forholdene anderledes. Her drives jagten på søfuglene ikke blot f
yngleområdet, men også i fuglenes vinterkvarterer. Upernaviks lomviebestande bli-
ver således udnyttet hele året, og det er klart, at de ikke kan tåle den samme fangst
i yngleområdet som de færøske fugle.
Selv om forholdene således er noget forskellige på Færøerne og i Grønland, er
der ingen tvivl om, at man i Grønland kan drage nytte af de erfaringer indenfor
fuglefangst, som man igennem århundreder har høstet på Færøerne.
305[10]