[1]
OPLØSNINGEN AF GRØNLANDSMINISTERIET
Af kontorchef P. P. Sveistrup
JL^et er kendt, at man for tiden er i færd med at opløse Grønlandsministeriet og at
føre forskellige faglige områder over til de respektive fagministerier. Det er også
kendt, at man derved vender tilbage til den før Staunings tid gældende ordning, hvor
alle kirkelige spørgsmål var henlagt til kirkeministeriet, medens man på andre om-
råder havde det administrative arbejde samlet.
Det kan synes umiddelbart rigtigt, at de forskellige faglige områder bør behand-
les også for Grønlands vedkommende i det specielle fagministerium, og det er der-
for naturligt at begynde en vurdering af det aktuelle med en redegørelse for, hvor-
for Stauning i sin tid gjorde det danske arbejde i Grønland til en enhed.
Delingen af det kirkelige og verdslige arbejde i Grønland har som bekendt be-
stået i mere end et par århundreder, og da opgaverne har været så forskelligartede,
og da man betragtede mennesker som bestående af to helt forskellige sider, dels den
åndelige og dels den materielle, blev de to opgaver søgt løst parallelt helt uafhængigt
af hinanden. Denne deling er da også gået nogenlunde, men også kun nogenlunde.
Der var jo alligevel en vis berøring, som blandt andet kom til udtryk i, at kirken
gerne ville have så mange grønlændere samlet på et sted, for at man bedre kunne
undervise dem, medens det, man kaldte Handelen, gerne ville have befolkningen
spredt, for at den kunne producere mere og derved skaffe sig bedre materielle kår
og yderligere skaffe Handelen forøgede indtægter.
Men ved siden af denne forskel i opfattelsen af, hvad der tjente grønlænderne
bedst, kunne der også komme personlige modsætninger mellem missionæren og le-
deren af Handelen for det pågældende område — koloni, som man dengang sagde — ja
det kunne gå så vidt, at den åndelige og materielle vejleder ikke talte sammen. Der
var jo alligevel visse områder, hvor de to arbejdsområder berørte hinanden, og kunne
man ikke klare sig ved at veksle breve, måtte sagen sendes hjem som en klage, der
næste år blev sendt til modparten til høring, inden der kunne tages stilling til, om man
kunne afgøre den ved en forhandling i København, eller der skulle stilles nye spørgs-
mål. Nogen hurtig ekspedition var det ikke, og man kunne tænke sig, at grønlæn-
derne stod noget uforstående overfor den lange tid, der skulle til for at løse for-
313
[2]
skellige smågnidninger. Men i de fleste tilfæjde er samarbejdet sikkert foregået mere
smidigt, og ordningen kunne altså også fungere meget længe nogenlunde tilfreds-
stillende.
Helt så godt gik det ikke med den deling, der blev foretaget i 1908 mellem de for-
skellige øvrige områder, idet særlig Handelen og administrationen blev skilt. Her gik
det som bekendt slet ikke. Ordningen varede kun til 1912, og man kan vist ikke sige,
at der dengang indvandtes erfaringer, som man senere har kunnet bygge på.
De historiske erfaringer har således talt for, at man betragtede livet i den grøn-
landske by som en enhed, hvor man ikke havde ret megen kontakt med omverdenen,
og hvor alle danske i større eller mindre grad var indstillet på, at de havde et
„kald" til at hjælpe grønlænderne så godt de nu kunne og efter den opfattelse, som
dengang var den almindelige - helt forskellig som den var fra nutiden.
Det forhold, at den enkelte grønlandske by var en enhed, hvor rnan levede sit eget
liv og hjalp hinanden, så godt man kunne, og snakkede om tingene, hvor de forskel-
lige opgaver berørte hinanden, måtte selvfølgelig ændres, da den udbredte telegraf-
tjeneste åbnede horisonten og lettede kontakten med mennesker, der boede andre
steder, og da først og fremmest København.
Men den gamle enhedsopfattelse havde stadig sin værdi og kom til at spille en stor
rolle under verdenskrigen, hvor forbindelsen til København blev afbrudt, og hvor
alle var indstillet på at hjælpe hinanden, så godt de nu kunne. Denne enhedsopfat-
telse førte til ønsket om at centralisere arbejdet i Grønland, således at den indfly-
delse, der kom fra København, føltes som noget fremmed, der vel var nødvendig,
men som man mente kun skulle vedrøre det rent principielle.
Alt dette er imidlertid nu kun historie, og de erfaringer, man under delvis andre
forudsætninger har gjort, fritager ikke nutiden til at tænke spørgsmålet igennem
og søge at tage selvstændig stilling til, ^>m det vil være bedst at have det grønlandske
arbejde centraliseret i et Grønlandsministerium eventuelt gennem en ledelse i Godt-
håb eller splittet op i de forskellige fagministerier.
Det sidste synes ud fra en moderne betragtning at være det mest tiltalende. Man
kan rent umiddelbart finde det rimeligt, at når beboerne på en dansk ø hernede kunne
have kontakt med de forskellige ministerier, måtte man også kunne have det på øen
Grønland. Der skulle i og for sig ikke være noget i vejen for, at man fra et område i
Grønland skrev til de forskellige ministerier på samme måde, som man gør det an-
detsteds i riget. Man ville opnå helt den samme behandling uden hensyn til at de
naturgivne forudsætninger dog er yderst forskellige.
Det må ganske vist nævnes, at den administrative behandling af sagerne ved at
foregå på samme måde ikke kunne komme til at tage samme hensyn til de grønlandske
forudsætninger, ganske simpelt fordi administrationen ikke kendte disse. Man kunne
3*4
..
[3]
ganske vist oprette særlige grønlandskontorer i de enkelte ministerier, men det ville
i hvert fald betyde en forøget administration, og ikke engang de enkelte ministeriers
grønlandskontorer ville kunne have det fulde overblik og sørge for at der arbejdedes
efter ensartede linier.
Såvidt jeg kan se, vil en opløsning af Grønlandsministeriet i større eller mindre
grad være en fordel for den grønlandske overklasse, idet den vil få sine kontakter
med fagfæller forøget, og de vil derfor som regel umærkeligt opleve, at kontakten
med deres bopladsfæller og byfæller bliver erstattet med kontakter med fagfæller
i det øvrige Danmark. Der vil komme en større klassedeling i Grønland, end der
tidligere har været. Det er for øvrigt noget, man har kendt i mange udviklingsom-
råder, og enhver interesseret kan læse om de erfaringer, man mange steder har gjort.
Dernæst vil en opløsning af Grønlandsministeriet kunne være en fordel for de
danske tjenestemænd, der vil have fordel af at have direkte kontakt med et fagmi-
nisterium hjemme, der antagelig bedre vil kunne forstå og behandle mange faglige
spørgsmål og bedre vil kunne være de pågældende tjenestemænd til støtte, når tiden
kommer, hvor de vil være interesseret i at få et embede i den lunere del af Danmark.
Ser man dernæst på spørgsmålet fra den almindelige grønlandske befolknings side,
må betragtningerne blive noget anderledes. De er som mennesker i langt højere grad
knyttet til det sted, hvor de er vokset op og måske har levet hele deres liv, og hvor
de kender mange i alle aldersklasser og alle positioner. De er ganske naturligt ind-
stillet på at opfatte tilværelsen som en enhed og vil have ondt ved at forstå, når der
ikke er den samme enhed i forhold til administrationen, og det vil der vanskeligt
kunne blive, når de forskellige synspunkter skal komme fra forskellige ministerier
i København. De vil som regel kunne føle mere harmoni, når der i højere grad er
enhed i det offentlige arbejde, og når de forskellige spørgsmål, der opstår, efterhån-
den afgøres lokalt og efter beslægtede synspunkter. Man vil, når der kun er et en-
kelt ministerium at holde sig til, have lettere ved at opnå de daglige kontakter og
den indbyrdes harmoni, som har betydet så meget for arbejdet i Grønland gennem
lange tider. Det vil ikke altid skabe den største tilfredshed, når den lokale befolk-
ning føler, at enheden søges skabt ved forhandling mellem de forskellige ministerier.
Man kan nærmere belyse dette synspunkt ved at omtale nogle af de problemer,
der på denne måde kan opstå. Nævner vi først retsvæsenet, har det som nævnt i det
foregående mange fordele, at dette er overført til justitsministeriet; men der vil
også kunne være ulemper ved det. De forskellige retshandlinger vil naturligt blive
præget af den retsbevidsthed, der er gældende i det øvrige Danmark, og man vil der-
med nærme de forskellige dele af riget til hinanden. Men det kan nu alligevel være,
at den grønlandske retsbevidsthed ikke helt falder sammen med den danske. Der er
så mange forskelle, som bunder i en forskellig måde at tage livet på, hvor man ikke
[4]
kan sige om den grønlandske eller den danske retsbevidsthed må foretrækkes, men
hvor den almindelige grønlænder nu engang gerne ser, at der ved afgørelserne tages
vidtgående hensyn til, hvad han skønner er ret og rimeligt. Vil man søge at erstatte
den grønlandske tankegang med en syddansk, må det i hvert fald ske forholdsvis
langsomt, ellers vil det ofte kunne føre til usikkerhed og rodløshed. Mon ikke man
i den henseende kunne lære noget af de erfaringer, Frankrig har gjort i Algier.
Går man derefter over til at betragte kirkeministeriets område, vil det selvfølge-
lig med betydelig ret kunne hævdes, at der må være en principiel forskel mellem
menneskets åndelige og borgerlige liv. Kirkens opgave er jo forkyndelsen, og denne
må være den samme, enten de materielle kår er mere eller mindre tilfredsstillende.
Men det forekommer mig alligevel, at menneskene er en enhed, og at de forskellige
sider af tilværelsen har noget med hinanden at gøre. Vi kender det jo som nævnt
fra den grønlandske historie, hvor missionærerne, særlig herrnhuterne, gerne ville
samle så mange grønlændere som muligt på et sted for bedre at kunne forkynde.
Nu tilhører denne modsætning jo historien, men det forekommer mig stadig, at
præsterne må have en opgave ud over søndagens forkyndelse, og at de lægmænd, der
kommer i kirken, også skulle have noget med hjem til brug om mandagen. Denne
enhed i livsopfattelsen har i høj grad præget det daglige liv i Grønland. Hvis
præsten ikke kunne være med til at glæde sig over den gode fangst, ville han kom-
me til at stå lidt udenfor, og det ville ikke være godt for hans prædiken den føl-
gende søndag.
Man kan måske i et meget differentieret samfund mene, at det åndelige liv kan
skilles ud fra det materielle, men det forekommer mig at være mere utilfredsstil-
lende i Grønland end andetsteds. I den grønlandske by vil der være mere kontakt
mellem de forskellige sider af tilværelsen, og hvis man skiller kirken ud fra det bor-
gerlige liv i den grønlandske by for at knytte den nærmere til den danske kirke, vil
man næppe forøge den grønlandske befolknings interesse for de kirkelige opgaver
og for den kristelige forkyndelse.
Ser man dernæst på skolen, vil der utvivlsomt kunne opnås meget ved at skabe
gode kontakter mellem den grønlandske og den danske skole. Man vil gennem dan-
ske interesser hos skolefolk for at arbejde i Grønland kunne fremme meget værdi-
fuldt og gøre den grønlandske skole mere effektiv, end den har været tidligere. Men
spørgsmålet er, om disse fordele ikke vil kunne opnås uden at lægge det grønland-
ske skolevæsen ind under det danske undervisningsministerium.
Det forekommer mig, at man i vor tid ikke altid lægger den tilstrækkelige vægt på,
at der må være den bedst mulige kontakt mellem skole og hjem. Det er nu engang
almindelig dansk tankegang, at forholdet mellem mor og barn er af central betyd-
ning, og dette gælder ganske særlig efter hvad der er almindeligt i Danmark. Det er
316
[5]
værdifuldt, at der er en levende kontakt mellem hjem og skole, og her kommer der i
Grønland ganske særligt vanskelige problemer frem på grund af sprogforholdene.
Man kan, sådan som sprogforholdene er, gøre kontakten mellem mor og barn van-
skeligere, og at denne kontakt formindskes, kan gøre det lettere for et barn at leve
i et dansk domineret samfund, men man gør sig ikke helt klart, om der ikke ved denne
opløsning af hjemmets enhed skabes en rodløshed, som før eller senere vil føre til
større ungdomskriminalitet, større alkoholforbrug og flere børn udenfor ægteskabet.
Det der må tages stilling til er, om det nye er så meget bedre end det gamle, at
det er den fulde pris værd, eller om man ikke ville redde noget menneskeligt værdi-
fuldt ved at gå lidt forsigtigere og langsommere til det nye. Det centrale forekom-
mer mig at være, at det ikke i udpræget grad er et undervisningsministerielt spørgs-
mål, men at det er et lokalt problem om at finde samfundsformer, hvor grønlænde-
ren i høj grad kan blive en stout personlighed.
Man kunne fortsætte tankegangen på andre områder, men de bemærkninger, jeg
kan fremsætte, vil komme til at ligge på linie med, hvad jeg allerede tidligere har
skrevet.
Vil man sammenfatte hovedlinierne heri må det være, at der er meget, der taler
for at opløse Grønlandsministeriet og føre de forskellige områder hen til fagmini-
sterierne, og disse fordele bliver tydeligt og mest iøjnefaldende for den grønlandske
overklasse og for de danske tjenestemænd. Derimod vil den tankegang, der giver sig
udtryk i en sådan opløsning, næppe undgå at føre til vanskeligheder for de almin-
delige grønlandske familier, og der vil opstå fare for, at der danner sig en grønlandsk
underklasse, der føler sig isoleret i forhold til de mange dygtige specialister, der sen-
des ud fra de forskellige ministerier. De problemer, der i så fald vil komme til at op-
stå, kan man vide noget om på forhånd, fordi det er noget af det samme, som man
kender i mange udviklingslande, hvor bitterheden mod det, der kommer udefra, kan
komme til at forekomme urimelig stor.
Det må derfor for Grønlands vedkommende blive et problem, om det er klogt at
gå videre ad den samme linie eller om man ikke bør standse et øjeblik for at se, om
der ikke alligevel er noget værdifuldt i de:i gamle danske tradition, hvor man i høj
grad lagde vægt på den lokale enhed, og hvor de fleste danske lagde megen
vægt på i et snævert samarbejde at hjælpe grønlænderne til at blive harmoniske
mennesker.
Dermed være ikke sagt, at man skal vende tilbage til det gamle system som så-
dant, enhver ved, at det som forholdene ligger er helt umuligt, men man skal ikke
kassere alt, hvad der eksisterede før 1950, blot fordi det var gammelt.
Jeg kan for mit vedkommende ikke nægte, at jeg har en vis respekt for den linie,
Stauning og Daugaard Jensen arbejdede efter, og det jeg først og fremmest ønsker
3*7
[6]
at bevare er, at der bliver en mulighed for, at de ikke få mennesker og stoute person-
ligheder, som man havde i det gamle Grønland, også får de relativt bedste vækstbe-
tingelser i det nye. Det vil kræve samfundsmæssige overvejelser på et andet plan end
det nuværende, hvis man vil opnå, at det grønlandske samfund, den grønlandske by
og det grønlandske hjem bliver præget af harmoni. Det nytter ikke noget at efter-
ligne den tidligere franske politik i Algier, hvor man ville gøre andre mennesker med
en anden psyke til franskmænd.
Det centrale i den danske grønlandspolitik har gennem lange tider været at søge at
hjælpe grønlænderne til at blive bedre grønlændere og denne centrale målsætning øn-
sker jeg bevaret, fordi det vil være bedst for både grønlænderne og de danske hernede
fra og det vil kunne fremkalde mange gensidige glæder.
Men denne målsætning vil næppe kunne nås ved at følge den gamle linie, idet vi
nu godt kan se, at det gamle klassiske Grønland havde sine mangler ikke mindst på
det økonomiske område, og ikke burde fortsættes på samme måde som tidligere.
Men målsætningen vil, såvidt jeg kan se, heller ikke nås ved den linie, der blev
anlagt i 1950, hvor man lagde al for stærk vægt på, at man skulle gå over til noget
nyt blot fordi det var syddansk. Den forøgede klassedeling i Grønland som opløs-
ningen af Grønlandsministeriet er udtryk for, forekommer mig ikke at være et ube-
tinget gode.
Med al respekt for både Staunings Grønland og for Hedtofts Grønland tror jeg,
det ville være klogt, om man tænkte sig om endnu engang for at finde frem til, hvad
jeg ville kalde det grønlandske Grønland. Det vil nok vare nogle år, inden et sådant
synspunkt vinder almindelig forståelse overfor de mange uigennemtænkte stemnin-
ger, der præger den aktuelle diskussion om Grønland.
Men jeg hører til dem, der trods de mange skuffelser, som uigennemtænkte stem-
ninger har ført med sig, tror på, at befolkningen i Grønland og i det øvrige Danmark
har noget at give hinanden, således at sindene kan blive beriget gennem et menneske-
ligt venskab og at det i det lange løb ikke vil være tilfredsstillende med en øget klasse-
deling i Grønland.
3l8[7]