[1] BJØRNEFÆLDEN VED NUGSSUAQ OG NORDBOERNES EYSUNES I GEOLOGISK BELYSNING Af Alfred Rosenkrantz j )e skriftlige kilder omtaler, at man allerede omkring år 1200 blev klar over, at der nord for Vesterbygden levede en eskimoisk befolkning (Skrælinger), og i 1226 meddeles det, at nordboer, der kom hjem fra de allernordligste fangstpladser, havde truffet eskimoer på et sted, som de kaldte KroksfjarSarheiSl (Krogsfjordshede). Denne lokalitets nærmere beliggenhed har været stærkt omdisputeret, nogle mener, at der kan være tale om landstrækningerne omkring Diskobugten eller måske Vai- gattet, andre har nævnt Umiarfikf jordens omgivelser nord for Svartenhuk. De nord- ligste fangstpladser kaldtes NorSrsetur, og de har i hvert fald, som runestenen fra Kingigtorssuaq dokumenterer, strakt sig helt op til Upernavik Isf jord, og muligvis er nordboerne trængt endnu længere mod nord (se bl. a. S. og F. Isachsen, 1932). Som et andet sikkert fikspunkt for nordboernes tilstedeværelse i disse nordlige egne kan nævnes den såkaldte „Bjørnefælde" ved det gamle udsted Nugssuaq (fig. 1-2). Bjørnefælden eller som grønlænderne kalder den Putdlagssuaq befinder sig på et basaltnæs godt l km nord for ruinerne af det gamle udsted, der nedlagdes i 1938 (fig. 12*). Ruinen er nøje opmålt og beskrevet af K. J. V. Steenstrup i 1883 pag. 5-7. Den har metertykke mure opført af tilpassede, men ikke tilhugne basaltsten, taget på næs- set. Tykkelsen af vestmuren 110 cm, nordmuren 178 cm og højden i vestenden i 1872 ifølge Steenstrup 149 cm, ifølge Giesecke 1811 6,5 fod. Dimensionerne i grundpla- nen fremgår af figur 2. Basaltstenene er godt sammenpassede og ligger i tykkere og tyndere skifter, ganske som det kan iagttages i gamle nordboruiner i Sydgrønland. Det indvendige rum har en længde af 228 cm, er i vest 115 cm bredt og i øst 125 cm, og den nordlige halvdel udgøres af en naturlig briks dannet af den faste klippe på stedet (228X78 cm). Den sydlige del udgøres således af en kun 47 cm bred gang langs briksen i fortsættelse af indgangen i østvæggen. Som beboelseshus må „Bjørne- fælden" på grund af dimensionerne have været uegnet, og det må endvidere anses for tvivlsomt, om den har været egnet til at fange bjørne i. Murenes kolossale tykkelse * Se artiklen i forrige hefte, pag. 360. 377 [2] viser derimod, at bygningsværket må have været anvendt til opbevaring af genstande af stor værdi. Hvem haf bygget „Bjørnefælden" l er et spørgsmål, som har sat sin- dene i bevægelse lige fra Paul Egede's dage. Han er den første, der i 1740 pag. 40 omtaler „Bjørnefælden". I 1736 havde han erfaret, at der oppe mod nord skulle være en fælde omtrent 4 å 5 alen lang, som grønlænderne mente var bygget af nordboere til at fange bjørne i. Paul Egede troede ]kke på denne forklaring, da han ikke mente, at nordboerne kunne have været nået så langt mod nord. K. L. Giesecke fremsætter 1811 i sin dagbog pag. 347 den anskuelse, at Jens Munk eller hvalfangere skulle have opført den. Jens Munk er nu ganske udelukket, da han aldrig har været på stedet. Også senere forfattere er inde på tanken, at det kan være hvalfangere, der har været tvunget til overvintring. At de skulle have anvendt bygningsværket som beboelse er, som Rink 1857 pag. 149-50 bemærker, næppe sandsynligt, når man tager de små di- mensioner af det indvendige rum i betragtning. Han mener iøvrigt, at hvalfangerne under overvintringen har slået sig ned i nærheden og for at fordrive tiden har opført „Fælden", og afviser ganske tanken, at bygmestrene skulle være de gamle nordboer. K. J. V. Steenstrup (1883) vakler mellem nordboere og hvalfangere som ophavs- mænd, men mener ikke, at bygværket kan være af eskimoisk oprindelse. Denne sidste tolkning, hvor den eskimoiske sagnhelt Kågsagssuk siges at være bygherren, savner dog ikke tilhængere, det gælder således Gustav Holm (1888, pag. 80) og K. Birket- Smith (1924, pag. 350) ; ingen af disse prominente grønlandsforskere har dog besøgt ruinen. I 1953 foretog Jørgen Meldgaard på Nationalmuseets vegne en grundig undersøgelse af „Bjørnefældejl" og opnåede fuld sikkerhed for, at den måtte være opført af de gamle nordboer. Han skriver således i 1965, pag. 83, at på Nugssuaq- halvøen „står den nordligste, kendte nordboruin tilbage. Det er et lille velbygget stenhus, som nutildags kaldes „Bjørnefælden". Det kan have været en art kapel, hvor man har opsendt sin tak for god fangst og sine bønner for en god hjemrejse. Men det kan også være et hus til opbevaring af de mest værdifulde varer, som f. eks. de i Europa efterspurgte hvalrostænder". Jørgen Meldgaard må således have gjort fund, der beviser, at „Bjørnefælden" er nordboværk. Med hensyn til den anvendelse, nord- boerne kan have gjort af den mærkelige bygning med de tykke mure og det lille indvendige rum, kan måske endnu en mulighed påpeges. Når man betragter dimen- sionerne af den naturlige briks, som fylder det meste af det indvendige rum, ville den udmærket have kunnet tjene som stærkt beskyttet opbevaringssted for liget af en under fangsten omkommet nordbo, enten som permanent grav eller for at mulig- gøre, at man om efteråret kunne føre liget sydpå til begravelse i indviet jord. Byg- ningen har formodentlig været forsynet med et stærkt tag af drivtømmer tynget af sten, og den smalle indgang har let Tcunnet blokeres af sten, således at liget har været godt beskyttet mod angreb af Isbjørne, polarræve og polarulve. Ganske vist synes det 378 [3] Fig. l, »Bjørnefælden« nord for udstedet Nugssuaq set fra vest. A. Rosenkrantz fol. 12. juli 1950. Ruinen blev udgravet af Nationalmuseet 1953. af de gamle sagaberetninger at fremgå, at det efter kristendommens indførelse var blevet en uskik at begrave folk i uviet jord, men der kendes dog prominente und- tagelser. En vigtig ting vedrørende „Bjørnefælden" må tilføjes: I Peter Kragh's efterret- ninger: Antiqvariske Annaler 1827 meddeler han pag. 373 : „Endvidere berettedes, at ogsaa ved Norsoak under Ritenbenk (forhen under Umanak), gives Oldtidsminder fra de gamle Norske, nemlig Nord for det for Tiden besatte Sted er en Steenmur i Firkant, opført af de glatteste og jevneste Stene, som har været at overkomme (thi tilhugne synes Steenene ikke at være). Til samme Steenmur, som formodentlig er Lev- ninger af et fordums opbygget Hus, hvilket i ingen Henseende ligner de nuværende Grønlænderes af Jord og Kampesteen i Fleng valgte, opførte lave Hytter, har været en liden smal Indgang, ligelede af glatte Steene opført, hvoraf Ruiner endnu sees. I Steenmurens Forside o: Solside har tilforn været at see en firkantet Steen med Indskrift paa — venteligen Runer, som sikkert herom nærmere ville have kunnet give Oplysning, men desværre er nu denne Steen af Muren udfalden, muligen sønderslagen eller bortkommen. Det almindelige Sagn hidleder ogsaa med god Grund denne Byg- ning fra de gamle Nordmænd". 379 [4] 'ur 447 V 439 115 348 136 47 f 55 78 228 Fig. 2. Grundplan af »Bjørnefælden« ved Nugssuaq. Mål i cm efter Steenstruj) 1883. Ruinens orientering målt 1954. 437 253 447 Om denne interessante indskriftplade foreligger ikke nyere oplysninger. Den er i hvert fald ikke i dansk eje, men kan måske være fjernet af hvalfangere. Udstedet Nugssuaq blev således såvel i 1815 som 1816 udplyndret af engelske hvalfangere og i 1818 nedbrændte englænderne de forhåndenværende bygninger. På jagtrejserne til NorSrsetur passeredes øer, halvøer og fjorde, som i de skriftlige overleveringer er navngivne (se Bjørn Johnsen's Grønlands Annaler i Grønlands hi- storiske Mindesmærker III pag. 226). KroksfjarSarheiSi er allerede nævnt, men mange andre navne har givet anledning til forskellige fortolkninger. Der er imidler- tid to navne, som med stor sikkerhed kan lokaliseres. Det er Bjarney og Eysunes. Om Bjarney siges det, at der er 15 dages rejse hertil fra Vesterbygden, og at det tog 12 dage at ro rundt om øen. Allerede M. Wormskjold identificerede i 1813 Bjarney med øen Disko, og siden har der været almindelig enighed om denne fortolknings rigtig- hed. Der findes nemlig ikke andre øer på strækningen så store, at man ville have været 12 dage om at ro omkring dem. Nord for Bjarney nævnes lokaliteten Eysunes. Finn Magnusen mener i 1827, at navnet dækker Nugssuaq halvøen, hvor der brydes kul over for Umanak. Han går ud fra, at nordboernes Eysunes betyder kulnæs, og denne fortolkning har været al- mindelig anerkendt endog så sent som i 1921 (Medd. om Grønland Bind 60, pag. 214). Dette har medført) at man ikke med sikkerhed har ment at kunne identificere Eysunes med Nugssuaq, da der også fincles kulforekomster nord for Nugssuaq, f. eks. på Upernivik øen. Men i 1918 (pag. 85) gør Finnur Johnsson opmærksom på, at eisa aldrig betyder kul, men derimod de ulmende og brændende gløder eller slet og ret ild. Han mener yderligere, at Eysunes må have fået sit navn af dets udseende, når solen på „den eller den måde beskinner det". Ud fra den opfattelse, at Eysunes må oversættes ved det brændende eller ulmende næs, kan der gives en helt anden forkla- 38o IL [5] Fig. 3. Det brændende fjeld Pnjortoq i Hollænderbugten ved Niaqornat /«? Niigssuaq's nordkyst. Pastor Otto Rosing fut. 7. juni 1933. ring, der medfører, at navnet må dække Nugssuaq halvøen og kun den, i god over- ensstemmelse med at navnet anvendes om et næs umiddelbart nord for Bjarney. I 1932 skete der ved Niaqornat et klinteskred i sorte, bituminøse skifre afsat af havet i slutningen af kridttiden. Året efter begyndte vældige røgmasser at bryde frem af skredet (fig. 3). Røgsøjlen bredte sig undertiden østpå og kunne ses helt ind til Umanak, 70 km fra brandstedet. Det fortælles, at præsten i Umanak deraf tog an- ledning til at formane menigheden til at forbedre sig, nu da Helvedes port havde åbnet sig ved Niaqornat. Om tilstanden i Umanak dernæst bedrede sig skal være usagt, men én ting er givet, at befolkningen i Niaqornat ønskede at blive flyttet fra det farlige naboskab. I mange år herefter vovede befolkningen i Niaqornat sig ikke gerne op i de brændende skredmasser. Udstedsbestyrer Lars Nielsen måtte ene mand foretage en undersøgelse. Jordmasserne var så varme, at det kunne mærkes kraftigt gennem skosålerne. Man var dengang af den formening, at det var kullag, som der ved skredet var gået ild i, men da geologerne i 1938 foretog undersøgelser, viste det sig at være sorte skifre indeholdende brændbart materiale, der ved gnidningsvarmen 381 [6] Fig. 4. Pujortoq 1958. Nyt skred Tiår sat skifrene i brand. Skredet fra 1932 markeres af den nederste terrasse. A. Rosenkrantz fot. 8. juli 1938. linder skredet eller som følge af et indhold af svovlkis var brudt i brand. Ved branden ændres skifrenes oprindelige sorte eller grå farve til en kraftig teglstensrød. Brand- stedet kaldes af grønlænderne Pujortoq (røgstedet), og det er karakteristisk for fa>- nomenet, at man kun ser røg, ingen flammer. I nærheden af Pujortoq findes et sted, hvor skifrene er rødbrændte, og hvor det siges, at der i 90'erne er foregået et skred med efterfølgende brand. Stedet kaldes Amiutikavsaq (det misfarvede). Ny brand udbrød i 1958 ved Pujortoq i forbindelse med et nyt skred (fig. 4), og i 1963 fore- gik der øst for Niaqornat ved Narsårssunguaq et meget betydeligt skred, som satte skifre i brand og ændrede deres farve. Rødbrændte skifre ved Saviarqat nær Serfat er vidnesbyrd om fortidige brande som følge af skiferskred, men tidspunktet er mig ikke bekendt. Også inde i land er der på Nugssuaq foregået skred med lignende resul- tat (kortet fig. 12, pag. 360 i november heftet). Vi vender os nu til Nugssuaq's sydkyst mod Vaigat, hvor vi finder lange strækninger ved Atå og Pautut, hvor fjeld- siderne lyser i de skønneste, røde farver. Det drejer sig også her om rødbrændte skifre, som indgår i vældige skredkulisser, og det kan godtgøres, at de røde skifre oprindelig var sorte ganske som ved Niaqornat, og at farveskiftet ligesom der må stå i 382 [7] forbindelse med brand. Ingen af grønlænderne ved, hvornår disse brande er fore- gået, men det er utvivlsomt århundreder siden. Navnet Pautut, som er knyttet til den længste strækning (ca. 17 km) må være ældgammelt og kan ikke oversættes med fuldkommen sikkerhed. Det menes at stå i forbindelse med ordet paok = sod og oversættes som „de sværtede" (klipper), et navn som ikke harmoniserer med klippe- sidernes udseende. Navnet Pautut kan dog på denne baggrund siges at have noget med ild at gøre. Tidspunktet for disse skredbrande kan vist udmærket lægges til tiden omkring år 1300, da eskimoerne var kommet til Vaigattet, og da nordboerne færde- des i NorSrsetur. Eysunes, det brændende eller ulmende næs, har da været et meget passende navn for Nugssuaq halvøen. Da nordboerne sejlede op gennem Vaigattet, har de utvivlsomt set røgmasserne stige op af fjeldskråningerne over kilometerlange strækninger. Forekomster af rødbrændte skifre, som de her skildrede fra Nugssuaq halvøen, er ikke kendt fra andre lokaliteter i NorSrsetur. Fjeldbrande langs Nugssuaq's kyster går naturligvis langt tilbage i tiden. I 1958 fandt geologerne ved udgravning af et tørvelag, som havet var ved at bryde ned på halvøen Ikorfat på nordkysten af Nugssuaq, et kulturlag med enkelte redskaber af ben og træ foruden en mængde stensager, formentlig repræsenterende Dorsetkulturen og overlejrende kulturlag af Saqaq-alder. Blandt redskaberne fandtes stumper af rød skifer, som øjensynligt havde været anvendt til at male med. Det er muligt, at disse stumper stammer fra Saviarqat ikke langt vest for Ikorfat, og at fjeldbranden på dette sted således kan være foregået omkring vor tidsregnings begyndelse. Fortegnelse over citeret litteratur. Birkct-Smith, K.: »Ethnography of the Egedesminde District«. Medd. om Grønland. Vol. 66. 1924. Køben- havn. Egegde, Paul: »Continuation af Relationerne betreffende den grønlandske Missions Tilstand og Beskaf- fenhed. Forfattet i Form af en Journal fra Anno 1734 til 1740«. 1740. København. Giesecke, K. L.: Mineralogisches Reisejournal iiber Gro'nland 1806-13. Medd. om Grønland. Vol. 35. 1910. København. Holm, G.: »Ethnologisk Skizze af Angmagssalikerne«. Medd. om Grønland. Vol. 10. 1888. København. Jånsson, Finnur: Efterskrift i Rossen, H. C.: »Nordboerne ved Upernavik«. Det grønlandske Selskabs Aarsskrift 1918, pag. 84. København. Kragh, Peter: »Tillæg til Efterretningerne om den grønlandske Runesten«. Antiquariske Annaler. Vol. 4. Pag. 373. 1827. København. Isachsen, S. og Isachsen, F.: »Hvor langt mot Nord kom de norrøne Grønlendinger på sine Fangstferder i Ubygdene?« Norges Svalbard- og Ishavsundersøkelser. Meddelelse nr. 19. 7932. Oslo. Meldgaard, Jørgen: »Nordboerne i Grønland, en Vikingebygds Historie«. Søndagsuniversitetet. Vol 62. 1965. København. Rink, H.: »Grønland geographisk og statistisk beskrevet«. Vol. 1. Det nordre Inspektorat. 2. 1857. Køben- havn. Rosenkrantz, Alfred: I »Den danske Nugssuaq Ekspedition 1939«. Meddelelser fra Dansk Geologisk For- ening, Bind 9, Hft. 5, Pag. 654. 1940. København. Steenstrup, K. J. V.: »Beretning om Undersøgelsesrejserne i Nord-Grønland i Aarene 1878-80«. Medd. om Grønland. Vol. V pag. 1. 1883. København. 383 [8] - Summary. The »Bcartrap« at Nugssuaq and the Geological Evidence of the Norsemens Eysunes The northernmost hunting districts were called NorSrsetur by the old Norsemen. They extended at any rate as far as 73° N, possibly even farther north. Amongst the piaces that can be identified with certainty mention can also be made of Bjørnefælden (»the bear trap«, Putlagssuaq) on the Nugssuaq peninsula (71° N-see fig. 12*) at the old settlement Nugssuaq, which was abandoned in 1938. This »trap« is a cu- rious little construction with walls more than a metre thick and a rather small room inside (fig. 1-2). Most of the room is filled by a natural bench, on which a person could lie outstretched. It may be a Norse grave, but may also have been used for keeping bodies in safety until they could eventually be brought south to the settlements for burial in sanctifiedground. Fjords, islands and peninsulas within NorSrsetur were given geographical names in the old sagas and it has been difficult, if not impossible, to place most of these ac- curatelv on a modern map. However, it has been possible to place two names with accuracy. One of these is the island »Bjarney«. The old accounts say that ittook 12 days to row around this island. This can only be Disko. North of this reference is made to a peninsula »Eysunes«, which on geological grounds can be proved to be identical with Nugssuaq. The name has previously been interpreted as meaning Coalness. If this were correct, several possibilities would have to be considered: Nugssuaq, Upernavik Næs and Svar- tenhuk. Finnur Jonsson has (1918) emphasized, however, that »eysa« means something that burns or smoulders, or simply fire, and in this case the name »the smouldering promontory« can only apply to Nugssuaq peninsula. In 1932 the mountainside at Niaqornat on the north coast of Nugssuaq (fig. 3) caught fire as the result of a landslip. It was black bituminous shales that became ignited and produced large amounts of smoke over a period of years. Flames were not seen. As a result of the fire the black shales acquired a brick-red colour. In 1957 and 1963 similar phenomena were observed around Niaqor- nat. Along the coast of the peninsula and also at two piaces in its interior evidence has been found of similar fires in the past, in the form of red, burnt shales in talus slopes. The most important of these piaces is the stretch of coast extending for many kilometres from Atå to Pautut in Vaigat, where vast land- slips, which extend up to 600-700 m above sea level, give the mountains along the coast a remarkable red- coloured apperance. The time when these fires took place is not known, but the Eskimo name Pautut must be ejtceedingly old. This name may have something to do with soot, and thereby with fire, but its exact meanirrg is not known. The Eskimos arrived in the Vaigat area from the north in the 13th century and so the name Pautut in connection with Nugssuaq cannot have been in existencebe fore this date. It is very likely that the Norsemen around the year 1300 saw columns of smoke over the south coast of Nugssuaq when they where sailing northwards through Vaigat, anp^that for this reaspn they attached the name »Eysunes«, the smouldering promontory, to the peninsula. Within the NorSrsetur area it is only on Nugssuaq that evidence of such fires has been found. * See pag. 360 in the November issue. 384 [9]