[1] GRØNLANDS SOMMERFUGLEFAUNA OG DENS TIDLIGSTE UDFORSKNING Af Torben W. Langer JS^endskabet til Grønlands sommerfugleverden er ikke af gammel dato: det har endnu ikke holdt 200-års fødselsdag. Det indledtes, som man kunne forvente det, med Otho Fabricius' Fauna Groenlandica (1780), hvori forfatteren omtaler en række arter, der desværre, som det senere skal vises, alle var forkert bestemt, noget der i eklatant grad også senere har været tilfældet netop for de grønlandske sommer- fugles vedkommende. I det første århundrede har forfatterne, i øvrigt af gode grunde, henholdt sig til bestemmelser og afbildninger i centraleuropæiske sommer- fugleværker og fundet frem til dyr, der så nogenlunde passede med de grønlandske dyr, de havde foran sig. l hine tider tog man det ikke så nøje med mindre forskelle i udseendet, og det foreliggende besternmelsesstof var ikke særlig pålideligt. Første gang, en sommerfugl fra Grønland blev korrekt navngivet, var i 1836, da fransk- manden Lefebvre beskrev en høsommerfugleart samt nogle arktiske natsværmere, hvis artsnavne stadig står som videnskabelig gyldige. Senere har en lang række eks- peditioner hjembragt mere eller mindre tilfældigt indsamlet sommerfuglemateriale fra Grønland, og fundene er blevet offentliggjort mange steder, både i enkeltmedde- lelser og i oversigtsarbejder. Det seneste og bedste af dem fremkom i Meddelelser om Grønland 159:11, hvor den fremragende sommerfuglekender Niels L. Wolff har givet en fuldstændig oversigt over de arter, der i 1964 kendtes fra Grønland. Bestanden. Et ganske påfaldende træk ved Grønlands sommerfuglefauna er det ringe antal ar- ter, der hidtil er konstateret på øen. Når alt kommer til alt, er der tale om et areal på 340.000 km2, der er is- og snefrit i sommermånederne. Grønlands sydspids ligger om- trent på højde med Oslo; man kender over 500 forskellige plantearter derfra, og ve- getationen er, hvad enhver, der har besøgt Grønland, vil vide, alt andet end sparsom, ikke mindst inde i bunden af de beskyttede fjorde. Set i relation hertil er det aldeles forbavsende, at der kun kendes 41 virkelig hjemmehørende arter -|- yderligere 8, der har for vane at følge mennesket overalt på Jorden og næppe kan trives i fri natur, 385 [2] heriblandt det berygtede klædemøl (Tineola blsselliella). Yderligere 4 arter er noto- riske tilflyvere — selv små sommerfuglearter kan vitterlig flyve over så lange stræk- ninger, hjulpet af kraftige luftstrømninger — og af dem er i hvert fald de tre garan- teret ganske ude af stand til at overleve den grønlandske vinter. Dette bringer total- antalet af sommerfuglearter, der gennem tiden er konstateret på Grønland, op på 53, et uhyre ringe antal set f. eks. i forhold til, hvad man har fundet på Skandina- viens nordkalot, på Island, hvor der ganske vist slet ingen dagsommerfugle findes, men til gengæld en række natsværmere^og selv på Færøerne, der så sandelig ikke frembyder særlige gunstige forhold for en sommerfuglebestand. Om Syddanmark tør man slet ikke tale; vi har på vort meget begrænsede område fundet mellem 2.500 og 3.000 forskellige arter. Jeg bør tilføje, at angivelser af decideret fejlbestemte eller yderst tvivlsomme ar- ter ikke er indregnet i denne opstilling, der kun angiver, hvad vi med sikkerhed véd om Grønlands sommerfugle i dag. At antallet måske kan stige med ganske enkelte arter ved en mere systematisk gennemsøgning af de vældige, i sommertiden isfrie områder, er en anden sag; herom vil først fremtiden kunne sige noget definitivt. Til- væksten må imidlertid nok forudses at falde på de indslæbte arter snarere end på egentlig hjemmehørende; specialister som Wolff mener, at der ikke er større chancer for at finde nye arter af den sidste gruppe. De arter, der vides at forekomme, hører systematisk hjemme i følgende grupper: dagsommerfugle (6), ugler (15), spindere (1), målere (5), pyralider (8), fjermøl (1), viklere (3) og resten, i alt 14, i forskellige andre af småsommerfuglenes grup- per. Inddeler man efter de gængse begreber, kender vi 6 dagsommerfugle, 21 nat- sværmere og 26 småsommerfugle, populært kaldet „møl", altså en smuk ligevægt mellem storsommerfugle og småsommerfugle. Den er imidlertid meget påfaldende, når man kender de talmæssige forhold i andre områder, hvor småsomrnerfuglene normalt er langt talrigere end storsommerfuglene. Den pæne fordeling på 50 % til hver af grupperne kunne tyde på, at der måske kunne være uopdagede småsommer- fuglearter på Grønland endnu, og det ville der heller ikke være noget mærkeligt i; alene dyrenes ringe størrelse gør, at de lettere unddrager sig opmærksomheden. Yder- ligere kan den faktor spille ind, at sommerfugle som bekendt hovedsagelig har deres flyvetid i de lune måneder, og en stor part af dem fanges længere sydpå på kunstigt lys. På Grønland er det dels vanskeligere at lyslokke af praktiske årsager, dels er sommernætterne så lyse, at kunstigt lys må have en væsentlig ringere tiltrækningskraft end på steder, hvor sommernatten er mørkere. Eller sagt med andre ord: man kunne teoretisk forestille sig, at dyrenes positive fototaksi aftog, efterhånden som man kom længere nordpå. Om denne hypotese holder stik, kan jeg ikke vide; den var imidlertid nok værd at efterprøve i praksis. 386 ; ; [3] Otho Fabricius (efter maleri). Hans Egede (efter stik i Det kgl. Biblioteks billedsamling). Det zoogeografiske tilhørsforhold. Grønland ligger som en kile ned mellem Nordamerika og Europa, og denne geo- grafiske placering har medført adskillig uenighed blandt de lærde. Man inddeler al- mindeligvis Jorden i en række store faunaområder. Nordamerika ned til det nordlige Meksiko går under navnet det nearktiske område, medens Europa, Nordafrika nord for Sahara og Asien nord for Himalaya, Japan inklusive, kaldes det palæarktiske. Disse to faunaområder, der tilsammen omfatter størsteparten af den nordlige halv- kugle, er sommerfuglemæssigt set forholdsvis nært beslægtede, d. v. s. de har en ikke ringe mængde fælles arter, men de er dog samtidig karakteriseret ved hver at rumme sine specielle arter, slægter og i en vis udstrækning endda familier. Det er ganske logisk, at der har kunnet opstå diskussion om, hvorvidt Grønland måtte anses for at høre til det ene eller det andet af dem eller med andre ord, om øen efter istiderne er blevet koloniseret fra øst eller vest rent zoologisk set. En yderst in- teressant oversigt herover er givet af Wolff, der påviser, at det nearktiske (nord- amerikanske) element i den grønlandske fauna for springhalernes vedkommende op- går til 11 %, for billernes til 25 %, for edderkopperne og deres slægtninges til 36 % og for sommerfuglenes til ikke mindre end 46 %. Det ser altså ud til, at jo større evne dyregrupperne har til at forflytte sig gennem luften, des større bliver procentdelen af nearktiske komponenter. Men det var faktisk også, hvad man umiddelbart kunne 387 [4] - Titelbladet til Fabricius' skelsættende værk, som skulle blive indledningen til kendskabet til den grønlandske fasinu. vente. Et enkelt blik på verdenskortet afslører straks forholdet mellem afstandene til det amerikanske og det europæiske kontinent! Ea f aktor, der i nogen grad er med til at tilsløre forholdet, er, at der forekommer et ikke ubetydeligt antal arter, der er følles for det nearktiske og det palæarktiske faunaomrade, som lige omtalt. Sådanne arter kaldes for holarktiske eller cirkum- 388 [5] polare. Det drejer sig eksempelvis om så velkendte dagsommerfugle som Admira- len, Tidselsommerfuglen og Sørgekåben, og svenskeren Lindroth opregner i sin bog The Fannal Connection between Enrope and North America (1957) i alt 29 dag- sommerfugle, 21 spindere, 46 ugler og 40 målere af denne kategori. Småsommer- fuglene tager han slet ikke stilling til, og man må yderligere tage hans talopgivelser med forbehold, idet der i den forløbne halve snes år er konstateret adskilligt flere fælles arter. Jeg kan blot for dagsommerfuglenes vedkommende opregne Apollo- sommerfuglene Parnasshis eversmanni og P. phoebus, Lille ildfugl (Lycaena phlaeas), som Lindroth ikke har medregnet, men dog nævnt, de 4 blåfugle Lycaei- des argyrognomon, Facciniina optilete, Plebejns glandon og Celastrina argiolns, tak- vingerne Nymphalis l-album og Clossiana napaea og randøjet Oeneis bore. Da dag- sommerfuglearternes antal på begge sider af Atlanten kun opgår til omkring V)0 af natsværmernes, kan eksemplet tjene til at vise, hvad det udvidede kendskab til „hin- andens" arter vil kunne tilføje til den fælles liste; der er næppe tvivl om, at det efter- hånden vil vise sig at forholde sig ganske lige sådan for natsværmernes vedkom- mende, for slet ikke at tale om småsommerfuglenes. Det nearktiske og det palæ- arktiske faunaområde har indtil for geologisk set forholdsvis nylig stået i nær forbindelse med hinanden, og der er yderligere i de seneste århundreder sket en udveksling af tilfældigt indførte sommerfuglearter mellem dem. Det er ofte skade- dyr, der ufrivilligt er blevet bragt over Atlanten med skibsladninger, og de har yder- ligere forhøjet antallet af fælles arter. Det gælder således Lille kålsommerfugl (Pieris rapae), der blev indført til Nordamerika for nøjagtig 100 år siden og siden har spredt sig over hele kontinentet, og Kilepletbjørnespinderen (Hyphantria cunea), der i for- bindelse med 2. verdenskrig kom til Ungarn og siden har spredt sig kraftigt i det østlige Central- og Sydeuropa. Indtil videre går prisen dog nok til den i Europa ud- bredte, ret uskadelige nonneart Lymantria dispar, der i Nordamerikas skove har anrettet ødelæggelser for millioner af dollars. Man skelner undertiden mellem de holarktiske, altså over hele den nordlige halv- kugle udbredte, og de såkaldte amfiatlantiske arter, der kun forekommer på begge sider af Atlanterhavet i det østlige Nordamerika og det vestlige Europa. Af denne sidste kategori finder vi på Grønland tre arter, nemlig uglerne Sympistis lappnnica og Syngrapha parilts samt småsommerfuglen Acleris arcticana Guen. (boreana Wolff). Arter, der kun kan betragtes som indslæbte uden at have kunnet få fast fodfæste på det fremmede kontinent, kan ikke medregnes i denne forbindelse. Et typeeksempel på dem er den amerikanske Monark (Danaus plexippits), der en del gange er fanget flyvende i enkelteksemplarer fra Norge (men endnu ikke Danmark) til Portugal. At arten i dag er bofast på De kanariske Øer og i Japan, kan man i denne forbindelse se bort fra. 389 [6] Til venstre Eurois occulta, hvis græsædendc og undertiden i masser optrædende larve Fabridits om- taler som Phalcena graminis, Græsuglen. Til højre Hadena richardsoni, der optræder i hans liste som Phalæna myrtilli, som den også i nogen grad minder om. (llh X nat. st.). De arter, man må se på, er dels de, der har deres vestgrænse i Grønland, dels de, der har deres østgrænse dér. Her forholder det sig sådan, at der, stadig ifølge Wolf f, er 12 med østgrænse på øen. Heraf kan de to dog eventuelt vise sig at være så nært beslægtede med europæiske arter, at man måske senere vil henregne dem som former til deres europæiske slægtninge. De 12 arter fordeler sig på 5 ugler, l spinder, 2 må- lere og 4 småsommerfugle. Det er værd" at bemærke, at der ingen dagsommerfugle forekommer i denne gruppe, så længe man bevæger sig på artsniveau, men det bør understreges, at det hidtil eneste kendte grønlandske eksemplar af Lille ildfugl tyde- ligt tilhører den arktisk-amerikanske underart ssp. feildeni, der ikke forekommer i Europa. Også dette eksemplar peger altså mod vest, idet formen kendes og er be- skrevet fra Ellesmere Island. Hvad de arter angår, der har deres vestgrænse i Grønland, er der kun 5, nemlig 5 småsommerfugle. Der er altså ingen tvivl om, at holder man sig til de rent østlige og rent vestlige komponenter, er det de vestlige, der dominerer stort. Skal man nærmere bedømme de nævnte ta^må man altså fra det samlede artsantal på 53 forlods trække de 8 arter, der følger mennesket og lever i menneskeboliger, samt de 4 arter, der er rene tilflyvere; tilbage har vi så de 41 arter, der for tiden vi- des at forekomme fast i Grønland. Trækker vi herfra de 14 holarktiske, der teore- tisk set lige så godt kan stamme fra øst som fra vest, bliver der tilbage 27 arter, hvoraf de 3 endda må betragtes som amfiatlantlske. Til rest har vi 25 arter, af hvilke de 12 er nearktiske, altså op mod 50 %>, og over for dem tæller de 5 arter med vest- grænse i Grønland ikke så voldsomt, idet de jo kun udgør 20 %. Der kan derfor ikke herske megen tvivl om, at Wolf f har ret, når han — i modstrid med, hvad såvel Lind- roth som jeg selv tidligere har hævdet - mener, at Grønlands sommerfuglefauna rettelig bør betegnes som overvejende nearktisk og følgelig knytter sig nærmere til det amerikanske end til det europæiske fastland. Det bør dog retfærdigvis tilføjes, at dersom man betragter hele Grønlands fauna 390 ::_:, [7] - fuglene, der er lige så mobile som sommerfuglene, viser også nearktisk overvægt — er det ikke så ganske sikkert, at man kan betegne den som overvejende nearktisk. Faktisk ser det ud til, at den groft set må siges at være ca. 50 % holarktisk, 25 % nearktisk og 25 % palæarktisk. Men det er ikke opgaven her at udrede disse intrikate spørgsmål i enkeltheder; der henvises til den omtalte bog af Lindroth, som har fore- taget en nøje gennemgang af hele spørgsmålet. Vi kan nøjes med at konkludere, at sommerfuglefaunaen i dag hælder mod vest, og at indvandringen fortrinsvis er sket vestfra. Om grundlaget oprindelig var europæisk eller amerikansk, kan man ikke sige med sikkerhed. Sammerfiiglefaitnaens tidligste udforskning. Det første sted, man naturligt vil kikke efter, når man skal undersøge, hvor langt tilbage i tiden der findes litterære omtaler af Grønlands sommerfugle, er selvfølgelig Hans Egedes bog fra 1741 : Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel- Historie. I dette morsomme arbejde finder vi mangt og meget om de større dyr, men insekterne har tilsyneladende ikke interesseret den ellers så udmærkede iagttager. Han har i hvert fald ikke omtalt dem i sin egentlige tekst. Man finder dog sommerfugle omtalt på s. 55 i en fodnote, der i sin helhed om- handlerproblemet, hvorvidt dyr kan antages at opstå af sig selv — i 1741 et viden- skabeligt stridspunkt, der fik mange lærde penne til at gløde, i dag en nærmest latter- vækkende kuriositet — omend teksten ikke henvender sig specielt på Grønlands fauna. Egedes ord er imidlertid en så tydelig afspejling af tidens videnskabelige diskussion og røber samtidig den gryende forståelse for forholdet mellem levende og dødt, at jeg ikke nænner ikke at citere hans ord ganske kort: „Saaledes ser vi og at udaf Dyrenes mist og excrementa adskillige Insecter forme- res, hvor iblandt nogle forandrer deres Gestalt, at udaf en lille Orm kand blive et fly- vende Diur, saasom Fluer, Skarn-Basser, og de saa kaliede Sommer-Fugle, og flere". Clossiana chariclea, uden tvivl den art, Fabricius omtaler som Papilio tullia. Billedet til højre viser tydeligt det takkede bånd over bagvingeundersiden. (ll/z X nat. st.). 391 [8] I 1741 var ordet sommerfugl endnu ikke så fast indgroet i sproget, at man kunne anvende det uden et modererende „saa kallede" l Det kan som et sidespring nævnes, at ordet sommerfugl i betydningen dagsommerfugl første gang blev anvendt litterært på dansk af Porsius i 1594; som fællesbetegnelse for ordenen Lepidoptera, altså samtlige sommerfugle, trængte det først igennem omkring 1750! Men som nævnt, Egede omtaler ingen grønlandske sommerfugle^ omend han næppe kan have undgået at se nogle deroppe. De havde ingen økonomisk betydning, var hverken gavnlige eller skadelige for mennesket og derfor ganske uden interesse, et synspunkt der jo så vel kendes den dag i dag. Det blev først en af hans efterfølgere på Grønland, Otho Fa- bricius, der 40 år senere skulle komme til at interessere sig for denne iøjnefaldende insektgruppe. Othonis Fabricii Fauna Groenlandica (1781). Otho Fabricius' fortræffelige, efter tidens skik på latin affattede beskrivelse af Grønlands naturhistorie udkom i København og Leipzig i 1780, ca. 5 år efter, at han havde forladt sit kald i Frederikshåb for at overtage et andet i Drangedal i Norge. Hans Grønlandsophold havde efter lians egne oplysninger i bogens forord varet i knap 6 år, og han udtrykker sin store forundring over, hvor meget nyt han havde oplevet i sin missionærtid deroppe: „Ingen ekskursion foretog jeg uden gevinsten af den ene eller den anden nyopdagelse", som han siger det på tidens karakteristiske præstelatin. Grev Otto Thott havde pålagt ham at gøre en beskrivelse af områdets natur, og det ser ud til, at Fabricius i sin bagage havde medført Linnés Systema Na- turae i den nyest tilgængelige udgave, nemlig 12. edition fra 1766. I hvert fald hen- viser han ustandselig først og fremmest til den i sine beskrivelser, og han nævner udtrykkelig, at den var så at sige hans eneste støtte, idet „naturen ellers var min lære- mester". Vel tilbage i Norge har han haft adgang til andre håndbøger, for sommer- fuglenes vedkommende såvel Otto Friedrich Mullers Prodromus zoologiae danicae (1776), Linnés Fauna suedca (1761) — som han muligvis tillige har haft med på Grønland - og Mullers Patina Friedrichsdalina (1764). Disse fire værker dukker op i alle sommerfuglebeskrivelserne foruden to henvisninger til Eggert Olafssens og Bjarne Povelsens „Reise igiennem Island, trykt i Soroe 1772", hvor Fabricius så har fået fingre i denne sjældne lille bog fra. Fabricius iagttog under sit ophold i alt 9 forskellige sommerfuglearter, som han ved lodder og trissser fik passet ind i de nødtørftige beskrivelser, de dengang eksiste- rende systematiske værker gav; han undlader dog ikke flere gange at lufte sine tvivl om, hvorvidt hans bestemmelser er korrekte. Og med god grund: ikke een eneste af de 9 arter er korrekt bestemt, selv om man ved en undersøgelse af såvel hans bemærk- ninger som af kildehenvisningerne meget vel kan begribe, at han simpelthen matte 392 [9] tage fejl. Faktisk var ikke en eneste af de observerede sommerfugle hverken Linné eller O. F. Muller bekendt på daværende tidspunkt, og det ville formentlig have set noget storagtigt ud, dersom en hidtil aldeles ukendt, 36-årig præst fra Grønland havde givet sig til at gå i rette med sin samtids største og europæisk berømte autori- teter. Det kan i hvert fald være en del af forklaringen på, at Fabricius pressede sine fangster ind i det allerede forud kendte skema. At hans bog skulle vise sig at blive et gennembrudsværk for den arktiske zoologi og skaffe ham tiltræde til Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, kunne han jo ikke vide og vel end ikke håbe, da han fik den udgivet. Af dagsommerfugle har Fabricius kun iagttaget en enkelt, nemlig nr. 143 i listen, som han anfører som PapHio tullia. Han angiver at have fundet den ved „Sullernek" og larven - tror han da—ved „Kugluiak". Beskrivelsen af den voksne sommerfugl viser tydeligt, at der er tale om en art af takvingernes familie. Fabricius fortæller ud- trykkeligt, at dyret holder sine svagt udviklede forben trukket op under kroppen og derfor, som han siger, „må betragtes som firebenet". Men O. F. Mullers tullia, der er originalbeskrevet i Fauna Friedrichsdalina fra omegnen af Frederiksdal ved Fu- resøen, er et randøje og har ikke reducerede forben. Det, der har fået Fabricius til at slå ned på tullia, fremgår af en fodnote. Mullers beskrivelse nævner, at tullia på bag- vingeundersiden har et bølget bånd, og Fabricius' sommerfugl har her et trespidset, hvidt tværbånd. Fodnoten siger: „Dette bånd holder jeg for Mullers bølgede bånd; hvis jeg heri fejler, kan jeg ikke få sommerfuglen til at passe, og den er så uden tvivl hidtil ukendt". Fodnoter har aldrig været så forpligtende som hovedteksten; Fabri- cius ser ud til at have været klar over, at han havde noget nyt for sig, men har sikkert ikke ønsket at risikere klammeri med autoriteterne på området. Ud fra hele beskrivelsen fremgår det, at den art, han har fanget, er en arktisk perlemorsommerfugl, som i dag kendes under navnet Clossiana chariclea; hermed stemmer både de senere fundsteder og hans oplysning om, at den forekommer i bun- den af fjordene på plantedækkede områder langs bække i juli og er sjælden. Havde -•/arv Til venstre det eneste eksemplar af den arktisk-nordamcrikanskc form af Lille ildfugl (Lycæna phlfcas ssp. feildcni), der hidtil kendes fra Grønland (Qåndq 1941). Til højre Caradrina quadrangitla, formentlig den art, Fabricius omtaler som Phalcena lucernea. (lllt X nat. si.). 393 [10] f"? han erkendt den som ny for videnskaben og givet den navn, ville det have stået som videnskabeligt gyldigt i dag. chariclea blev først navngivet af Schneider i 1794 efter arktiske eksemplarer. Højst ejendommeligt kan det virke, at charidea, der altså ifølge hans egne iagt- tagelser er sjælden, er den eneste dagsommerfugl, han omtaler; man kunne umiddel- bart have forventet, at han tillige var løbet på høsommerfuglen Colias hecla, der må være den, der er dækket af en af hans egne henvisninger under tullia, nemlig til David Crantz' Historie von Gronland (1770) som Gebbe Schmetterling (sic). Crantz' ori- ginaltekst lyder: ,,Jeg har set et par gule sommerfugle, men ingen larver." Den eneste gule sommerfugl er hecla; chariclea kan højst betegnes som gulbrun, med nogen velvilje; hecla forekommer dog ikke ved selve Frederikshåb. Den næste art, nr. 144, er Phalaena graminis, vor almindelige Græsugle med den iøjnefaldende forvingetegning. For dens vedkommende angiver Fabricius den ord- rette originalbeskrivelse, men tilføjer derpå: „Jeg har kun set denne arts sorte, smukt stribede larve. Den opad i store masser 1770 alt græs i den såkaldte Angmassi- vik-bugt og i den nordlige del af kolonien Frederikshåb. Da alt var afædt, styrtede de (d. v. s. larverne) sig i havet eller andre nærliggende vande. Grønlænderne, der ikke kan fordrage dem, fordi de trænger ind i deres hytter for at forvandle sig, prø- ver at jage dem bort ved at sætte ild til græsset, der for dem ingen nytte er til". Skulle Fabricius virkelig have iagttaget larver af graminis, ville det have været både første og sidste gang, denne natsværmer var observeret på Grønland. Men hans fejl- tagelse hører til de yderst tilgivelige, for graminis-larven har virkelig stor ydre lighed med larven af den ugle, der i virkeligheden er tale om, nemlig den langt størreEttrois ocailta, der er udbredt i Grønland, og hvis larve undertiden har optrådt i uhyre mængder i det sydlige og det sydvestlige. Det er endda muligvis den, der in- direkte bærer ansvaret for, at nordboerne uddøde på Grønland, som jeg har rede- gjort for det i bogen Sjove ling om sommerfugle (1958), s. 65. Så selv om graminis er kendt fra Island, er der dog en altovervejende sandsynlighed for, at det er occttlta, der skjuler sig bag Fabricius' beskrivelse. Vanskeligere stiller det sig straks med hans næste art, nr. 145 : Phalæna lucernea, som Fabricius sammenstiller med den af Olafsson og Povelsen nævnte islandske Lios- fluga, et navn, der uden tvivl er en direkte oversættelse af det latinske lucernea. Om denne sommerfugl meddeler Fabricius — foruden Linnés beskrivelse — kun, at den „findes i huse, ikke særlig almindelig". Når man betænker, hvilket antal af de i dag kendte grønlandske natsværmere der er fanget i huse, hvorhen de enten må være blevet lokket af lyset eller af den blidere temperatur, er det morsomt at se, at det samme skete allerede for 200 år siden. Der kan næppe være megen tvivl om, at det i realiteten drejer sig om uglen Caradrina quadrangula, som Zetterstedt originalbe- 394 [11] 'Qyaaaphor* Xlr'^y jÉélatfc DUP- ~eng«la'rsa J"ern. ^rosnlandio^ look« Et sommerudbytte af grønlandske sommerfugle. (Fredsklld fot.). skrev i 1840 netop efter grønlandske eksemplarer, quadrangula er udbredt fra Ca- nada over det sydvestlige Grønland mellem Julianehåb og Umanak til Island, men er ellers ikke kendt fra Europa og dermed et typisk nearktisk element i den grønland- ske fauna, lucernea, der har en tendens til at blive mørkere nordpå, er kendt fra Europas bjergkæder og Skandinavien, i Sverige således fra Skåne til det sydlige Va- sterbotten — men ikke fra Danmark, da den holder til i fjeldområder. Nr. 146 er Phalæna brassicæ, Kåluglen. Om den skriver Fabricius ganske ærligt: „Ang. beskrivelser, se i Fauna Snecica. Mit eksemplar havde hvide pletter og hvide vingekanter. Et enkelt eksemplar har jeg antruffet i min bolig; jeg er derfor usikker på, hvor den hører hjemme, og den er måske blevet indført fra min have med kål." Denne kålugle er en hård nød at knække, idet der vitterlig på Grønland forekom- mer et par ugler, der udmærket kan passe ind i Linnés beskrivelse. De to arter, der kommer nærmest, er Ettmichtis sommeri og Apamea extdis. Det er sandsynligvis en af dem, Fabricius har fundet, men hvilken er det umuligt at sige, da eksemplaret ikke 395 [12] eksisterer længere. Hans hypotese om, at en kålugle skulle være kommet ind i huset med kål fra haven, er ikke meget sandsynlig, især ikke, fordi der ligger en lang række findesteder for de to nævnte arter netop på strækningen mellem ca. 60° og 70° i Vestgrønland. Vi får nok til evig tid lade stå hen, hvad det egentlig var, Fabricius fandt i sit hus, og nøjes med ajjconstaterej at KJluglen var det næppe. Hvad Fabricius' nr. 147, Phalæna myrtilli, angår, er alle senere forfattere enige. myrtilli i vor forstand kan det ikke være, og hans beskrivelse „. . . med grå, hvidplet- tede vinger, bagvingerne fortil hvide, bagtil sorte" tyder klart hen i retning af den art, der kendes under navnet Hadena richardsoni. Af yderligere oplysninger giver Fa- bricius kun, at „jeg har antruffet nogle få på Mosebølle." Eftertidens sikkerhed synes at gå tilbage til vor store zoolog I. C. Schiødte, der i sit sommerfugletillæg til Rinks Grønland geographisk og statistisk beskrevet (1857) anfører den af Lefebvre 1836 beskrevne Anarta algida som „rimeligviis Fabricii Phalæna myrtilli ... og en af de i størst Mængde forekommende Arter." algida er den art, vi nu kalder richard- soni. Strengt taget kunne man i dag foreslå adskillige andre arter som mulige. Der er nemlig flere, der har mørk kant på en ellers hvidlig bagvinge og er grå med hvide pletter; men deres forekomst passer mindre godt end netop richardsoni's. Det mor- somste ved Fabricius' beskrivelse er imidlertid hans anvendelse af de latinske gloser antice og postice. De peger nemlig tydeligt hen på den måde, man for 200 år siden behandlede indfangede sommerfugle på. Man satte dem op uden at brede vingerne ud, som man gør det i dag, hvor forvingens bagkant anbringes vinkelret på kropsak- sen. I gamle dage lod man dyrejie sidde med vingerne bagudrettede, som dyrene nor- malt holder dem, når de er døde en naturlig død eller blevet aflivet, og derved bliver vingens roddel antice, d. v. s. fortil, og sømmen postice, altså bagtil. Der ligger en stump zoologisk kulturhistorie i disse udtryk! Nr. 148, Phalæna depttncta, er den dag i dag et uløst problem. Fabricius' beskri- velse siger, at den har grålige vinger med sortagtige sømpletter og en af punkter bestående stribe bagtil. Han tilføjer yderligere for egen regning — selve artsbeskri- velsen er Linnés — at „den sorte plet under vingerne har jeg ikke bemærket; det øvrige stemmer overens med Fauna Snecica." Ingen af de senere behandlere af Grønlands sommerfuglefauna har endnu vovet at byde på, hvad Fabricius har haft for øje; man indskrænker sig til at fastslå, at dy- ret sikkert er urigtigt bestemt. Det er vist klogt nok; den art, der i dag går under navnet depnncta L. er nemlig snarest brunlig, den har ikke sortagtige sømpletter, men sorte pletter i rodfeltet, og hvad den punkterede linie angår, kniber det stærkt med at finde den. Vi har altså ingen hjælp af den sommerfugl, vi kalder depuncta, og som næppe kan være den, Linné beskrev i 1761. Kun hvis man kunne opfatte det latinske postice i betydningen „i rodfeltet", kunne man forene beskrivelsen så nogenlunde 396 [13] Til venstre Eumichtis sommeri, til højre Apamca exulis. Hvilken af disse to arter, der gemmer sig bag Fabricius' Phalæna brassicæ, Kåluglen, er det næppe muligt at afgøre i dag, men en af dem må det givet være. (ll/t X nat. st.j. med vore dages depuncta. Dette er et fænomen, man gang på gang kommer ud for, når man sammenholder Linnés originalbeskrivelser med de arter, der i vor tid går under hans navne. Der er ikke helt få tilfælde, hvor beskrivelse og dyr tydeligvis intet har med hinanden at gøre. Og årsagen: manglende kendskab til 1700-tallets zoolo- giske latin hos senere forskere! Men vi er altså ilde stillet, hvad de på Grønland forekommende arter angår, for ingen af dem, vi i dag kender som ægte grønlandske, har nogen punkteret eller blot usammenhængende række sorte pletter i rodfeltet. Det eneste dyr, der med lidt god vilje kan passes ind i Fabricius' beskrivelse: grålig, med mørke sømpletter og en i punkter opløst linie over bagvingen — det kan postica nemlig sprogligt set også godt betyde - er en lys form af Eumichtis sommeri, svarende nogenlunde til det i Medde- lelser om Grønland 159: 11, pi. 3, fig. 4 afbildede eksemplar. Jeg må dog under- strege, at dette er en ren hypotese; noget bevis kan man ikke føre for, hvad det var, Fabricius havde til hensigt at beskrive. Efter uglerne går Fabricius over til den gruppe, vi i dag kalder målerne, og her anfører han to arter, af hvilke ingen forekommer i Grønland. Det drejer sig om nr. 149, Phalæna tristata, om hvilken vi får at vide, at den har helt sorte vinger, der er prikket med hvidt, med to hvide tværbånd med sorte prikker. Den lever på dværg- birk og andre buske og er forholdsvis talrig. Hvad nr. 150, Phalæna hastata, angår, er den eneste forskel i beskrivelsen, at de to tværbånd er uden prikker og spids- tandede. I bemærkningen hertil anfører Fabricius, at den forekommer talrigt i juni og juli på græsklædte steder og på bjerglavarter sammen med den foregående, som den ligner bortset fra, at den er større. Takket være bemærkningen om den sidste art kan vi med rimelig sikkerhed fastslå, at hans tristata må være den art, der nu kendes under navnet Enpithecia gelidata, og den anden må være Entephria polata. Begge disse arter forekommer i hans gamle distrikt omkring Frederikshåb, og beskrivelserne passer så nogenlunde med de fak- tiske forhold. 397 [14] Til venstre Entephria polata, Fabricius' Pkalæna tristata. I midten dværgmåleren Eupitheda gelidata, Fabricius' Phalæna hastata. Dyret tilhøjre er den sjældne form af Acleris arcticana (boreana Wolff), deref- ter forf.s mening må være den hidtil uidentificeredePhalænauncana i Fabricius' arbejde. (ll/i X nat.st.). Den sidste art, Fabricius anfører, har også voldt eftertiden store vanskeligheder. Han angiver, at den er en Phalæna Tortrlx, altså et medlem af viklernes store gruppe, og bestemmer dyret som Phalæna uncana. Den lever ifølge ham mellem buske ved bredderne af småbække. Selve beskrivelsen af dyrets udseende er højst påfaldende og lyder:,,. . . med mørke vinger, hvis søm er hvidlig, på midten med en buet, hvid gren, der skyder sig indad." Også denne art har man senere givet op overfor, trods den meget karakteristiske beskrivelse; der skulle faktisk ikke være meget at tage fejl af her. Det kan imidlertid meget vel skyldes, at man ikke i det følgende hundrede år har kendt noget eksemplar, der stemte overens med Fabricius' beskrivelse og kunne forekomme i Grønland. Det gør vi faktisk i dag, idet der efter min_meningJcun_kan være tale om et eksemplar af Acleris arcticana Guen., afbildet under navnet A. boreana Wolff i Meddelelser om Grønland 159:11, pi. 5, fig. 10. Dette dyr kommer ganske nær på Fabri- cius' beskrivelse, og jeg anser det for meget sandsynligt, at det faktisk må have været denne højst karakteristiske form, Fabricius har haft for sig, da han i mangel af bedre placerede den under betegnelsen uncana. Bevises kan det naturligvis som sædvanlig ikke, men hans omtale af den hvide, buede streg, der udgår fra vingesømmen og strækker sig ind mod roden, tyder stærkt i den retning. Hermed er så de første sommerfugle, der på forsvarlig måde er omtalt fra Grøn- land, gennemgået. Ingen af dem blev korrekt bestemt, men det kan ikke forringe Fabricius' store fortjeneste ved at være den første, der viste interesse for og prøvede at give en systematisk beskrivelse af de sommerfugle, han havde antruffet på Grøn- land. Mange af hans efterfølgere, helt op i vort århundrede, har begået bestemmelses- fejl af grønlandske sommerfugle, der ikke i det ringeste er mindre grove end hans. Otho Fabricius var en fortræffelig videnskabsmand, der med små midler udrettede store ting for videnskaben, og det var fuldt fortjent, at han som anerkendelse for sin videnskabelige indsats i de dengang så ukendte områder endte sit liv som medlem af Videnskabernes Selskab, doktor og professor samt biskop over Sjælland. 398 [15]