[1] BOGANMELDELSE Helge Ingstad: VEJEN TIL VINLAND, FUNDET AF VIKINGERNES BOPLADSER I NORDAMERIKA. Oversat fra norsk af Chri- stian Dahlerup Koch. 224 s. med illutrationer, samt 40 s. farveillustrationer. Fremad 1966. kr. 49,50. „Spændende færd til vikingebopladserne i Amerika", siger boghandlernes julekatalog. „Med et dristigt mål for øje drog Helge Ingstad ud på sin nu så berømte færd - han ville finde sagaer- nes Vinland, og han ville bevise, at nordboerne opdagede Amerika ca. 500 år før Columbus", står der at læse på bagsiden af omslaget til den dan- ske udgave af rejseberetningen. Den udkom i Norge i 1965 med titlen „Vesterveg til Vinland", men fandt overhovedet ingen omtale dengang her i landet, så berømmelsen må stå for forlagets egen regning. Hvorfor skal forøvrigt en sådan bog fordanskes? Det er da ganske unødvendigt, for den kan lige så godt læses på norsk. Alene den flade danske titel viser, hvad der går tabt ved sådanne fordanskninger. Man sidder med denne bog i hånden efter læs- ningen og ved ikke rigtig, hvad man skal stille op med den - ud over selvfølgelig at lade den glide ind i hyldefyldet. Spændende er den ikke som rejseberetning betragtet. Den har akkurat samme fejl som forfatterens „Landet under polar- stjernen". Den er springende i dispositionen og derfor trættende at læse. Visse passager lægger op til levende beskrivelser, der kunne få malerisk virkning. Men det er, som om penslen pludselig bliver lagt til side, og — vips - er vi ovre i noget helt andet. Helhedsindtrykket af stilen og ud- formningen af beretningens stof er derfor jævnt- hen flimmer, der fører til kedsommelighed. Trist, især når Ingstad indleder med, „at dette er en populær beretning om mine fem ekspeditioner til Nordamerika" (1960-64). De første 23 sider bruges til en hastig genfor- tælling af beretningerne om vinlandsrejserne efter Grænlendingajiåttr og Eiriks saga rauSi. Det svarer til rundt regnet en tiendedel af hele bogen. Denne genfortælling kunne gladelig und- væres, eftersom bøtten umiddelbart efterpå ven- des, idet dog kun de passager af sagaberetnin- gerne kommer igen, som i denne forbindelse er væsentlige, og hvorpå Ingstad (så vel som andre) har bygget sin teori. I modsætning til den først- nævnte tiendedel er det efterfølgende samfat nødvendigt som baggrund for beskrivelsen af ekspeditionernes oplæg. Noget nyt dukker der- efter op. I behandlingen af navnet Vinland tager Ingstad den norrøne produktion af gærede drikke op og nævner her de såkaldte squash-berries, der gror i rigelig mængde på det sted, som havde hans specielle interesse på disse ekspeditioner. Leif Erikssons solobservation og teorierne om den opregnes; men mærkelig nok nævnes ikke nord- manden Leif Løbergs bestemmelse af solobserva- tionen til 51° n. br. (Norsk historisk tidsskrift 1962, nr. l, s. 233 f f.). L'Anse of Meadows befin- der sig på 51° 36' n. br., netop hvor Ingstad me- ner at have fundet de såkaldte leifsboder. Uden at gå videre med eller dybere i detaljer skal dette blot fremhæves. Denne udeladelse er nemlig ty- pisk for de øvrige afsnits mærkværdige blanding af journalistik, lidt rejsebeskrivelse, flere korte naturbeskrivelser, noget folklore, en kende kolo- nisationshistorie med tilhørende let, traditionel kritik, en smule sammenlignende kulturbekrivelse, personkarakteristikker i glimt (på de ejendom- meligste steder, undertiden anvendt som en slags forhalingsteknik), en knivspids videnskabeligt salt, en kende godtkøbsfilosofi. Man er ikke så lidt i vildrede med denne sammenkogte ret. Man har det hovedindtryk, at Ingstad på disse ekspeditioner har foretrukket at være på farten hele tiden. Han har gjort meget ud af sine under- søgelser af „Vinlandsvejen", og han når i ho- vedsagen, men med mange ord og udpyntninger, til samme resultater som museumsinspektør Jør- gen Meldgaard med hensyn til placeringen af sagaernes stednavne langs ruten vester- og søn- derud fra Grønland (Naturens Verden 1961 (de- cember), p. 353 f f.). Fra Baffin Island over La- brador når han til L'Anse of Meadows på Newfoundlands nordspids, hvor også Jørgen Meldgaard mente, at Vinland måtte søges. Her foregik ekspeditionernes arkæologiske ar- bejde, og dermed venter man, at det spændende i Ingstads beretning skulle vise sig. Ak, det er. 95 [2] som om dette stof så ganske tiner hen. I forordet bebudedes en senere videnskabelig redegørelse. Efter den foreliggende bog har Ingstad rejst rundt, mens der blev gravet, og derfor kan han ikke fortælle ret meget om udgravningerne. Det måtte imidlertid være dem, hvorom den største interesse drejede sig, og derfor bliver læseren skuffet over de tynde beretninger, som denne bog rummer. Det lidt, der fortælles herom, synes at gå ud på, at de arkæologiske undersøgelser har bekræf- tet teorien om L'Anse of Meadows som sagaernes Vinland. Vurderingen af udgravningernes resul- tater og teoriens bekræftelse eller afkræftelse må vente til den videnskabelige redegørelse forelig- ger. Så meget beretter Ingstad dog om husfund, fund af glødegemmer, smedje, ambolt, trækul, slaggejern, myremalm, ildsteder, kogegruber o. s. f., at det ser besnærende norrønt ud. Endelig til allersidst dukker en lille tenvægt af vægsten op, omtrent mage til et norrønt eksemplar og utvivlsomt af norrøn afstamning. De foretagne C-14-dateringer peger alle hen på lOOO-taTTéfs første halvdel, men der nævnes ingen C-14-date- ring i forbindelse med tenvægten. Ingstad fortier ikke sin dybe skuffelse over, at der ikke blev gjort fund af genstande i rigeligere mængde. Han kommer selv ind på tanken om, at landets beboere - skrællinger - kan have gået på rov i de forladte huse; men han skænker det ikke en tanke, at alle vinlandsrejserne i sagalitte- raturen endte med, at de udrejste efter forholds- vis korte ophold forlod Vinland og vendte tilbage til Grønlaud. De har velsagtens taget det meste af, hvad de havde, med sig igen, og opholdene var for korte til, at kasserede ting i større mæng- de kunne hobe sig op. Man kunne herefter faktisk ikke forvente at finde ret mange genstande. Endelig illustrationerne: Kun et fåtal af f ar ve- illustrationerne har interesse, fordi de viser det, som kun kan illustreres tilstrækkelig gennem farvereproduktion. Teknisk set er de fleste dår- lige. Hvorfor er f. eks. Gokstad-skibet og Kingigtorssuaq-runestenen blevet stålblå, når de vitterlig begge er meget mørkegrå eller brunsorte? Hvorfor gengives et dårligt modlysbillede af en del af BråttahliS-sletten, hvor kun overfladen af kirkeruinens store sten skimtes, og de andre ru- iner slet ikke ses, og kun en mindre væsentlig del af sletten toner frem? Er det for bugtens skyld - for at kunne sammenligne med L'Anse of Meadows bugt, havde der været bedre billeder at gengive. Tekstillustrationerne er til gengæld mere relevante. Dog kan man også her ærgre sig over, at f. eks. Hans Poulsen Resens kort fra 1605 gengives i en 1900-taIs omtegning i stedet for et udsnit af originaltegningen på Det kgl. Biblio- tek eller bedre den optegnede kopi i Søkortarki- vet. Den reproducerede tegning angives at være fra Søkortarkivet, hvor den ikke findes. Side 74 f. dukker en ejendommelig påstand op: Resens kort skulle have en latinsk tekst, der „udtrykkelig fremhæver, at det bygger på et kort, som stammer fra 1525". Dette har intet på sig. Det sted, hvor årstallet 1525 er anført på kortet, er i en tekst, der handler om noget ganske andet. Det er et ufravigeligt krav til god popularisering, at den er lige så nøjagtig i sine angivelser, som den er "~Forsigtig~I sin forenkling. Vi sætter bogen på reolen og venter på den videnskabelige redegørelse, der er lovet os. Selv- om den egentlige spænding er taget fra den, er der forhåbentlig nok interessestof tilbage i teg- ninger, fotografier og detailbeskrivelser. Noget bevis for, at Leif Eriksson rejste til Vinland, behøves ikke. Der er ingen, der tvivler om sand- heden i sagaberetningerne. Det har kun historisk interesse, at det skete 1000 år før Columbus' op- dagelse af de vestindiske øer. Det var denne, der fik konsekvenser af varig art. Den norrøne op- dagelse af Amerika fik kun relativt kortvarige konsekvenser, og direkte kun inden for den nor- røne verden - tilsyneladende. Det er imidlertid væsentligt at få en klar afgørelse af, hvor det norrøne Vinland befandt sig, blandt andet for at få gjort en ende på alle de mere eller mindre fantasifulde, og derfor i længden interesseløse spekulationer, der nu siden 1830'erne har be- skæftiget manges sind. „Vejen til Vinland" frem- lægger ikke det ønskede bevis, men har - om- slagsteksten til trods - heller ikke taget sigte herpå. Finn Gad. 96 [3]