[1]
GRØNLAND OG DANSK POLITIK
Af kontorchef P. P. Svehtrup
L det i 1949 udgivne jubilæumsskrift: Den danske Rigsdag 1849-1949, er der givet
en omfattende redegørelse for rigsdagens forhold til Grønland, og yderligere histo-
riske bemærkninger er derfor her overflødige. Men med rigsdagens andet århun-
drede begyndte en helt ny udvikling, og det vil utvivlsomt blive meget interessant
ved 200 års jubilæet at læse om, hvorledes nutidens begivenheder tager sig ud i et
historisk lys. Det oplever som bekendt ingen af os, og vi må derfor nøjes med i al
beskedenhed at samle nogle tråde, som man vel har grund til at antage, vil gå ind i
en historisk langtidsbelysning.
Det er derfor ikke her opgaven at gå i enkeltheder med den politiske debat og de
vedtagne love, og det er for øvrigt også gjort af andre på en måde, som jeg i hvert
fald ikke kan gøre bedre. Jeg vil derfor indskrænke mig til nogle bemærkninger, der
har sin begrundelse i, at jeg har beskæftiget mig med grønlandske problemer i over
en menneskealder og derfor har nogen mulighed for at se, hvad der er døgnfluer,
og hvad der har varig betydning.
Det skulle også være muligt, fordi vi her i landet ved noget om, hvad der har
været af varig betydning i dansk politik. Når man har bekæftiget sig med danske
politiske problemer i det meste af to menneskealdre, får man en levende fornem-
melse af, at der er så meget, der svinger fra år til år, men der er også noget, der står
fast. Som noget ganske centralt for et århundredes virke i den danske rigsdag vil
jeg nævne Grundtvigs bekendte ord: „Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få
har for meget og færre for lidt."
Den rigdom, der her er tale om, er som bekendt ikke udelukkende af materiel art.
Den falder nøje sammen med statsministerens udtalelse i Grønland i sommeren
1966: „Udviklingen må både af menneskelige og samfundsmæssige hensyn ske så
harmonisk som muligt." Denne indstilling i retning af menneskelig harmoni uddy-
bede statsministeren i samme tale ved at sige: „En sådan målsætning for den grøn-
landske befolknings politiske medvirken indebærer naturligvis ikke, at man under alle
forhold skal tilstræbe ordninger helt svarende til dem, der gælder i det øvrige land.
[2]

Jeg finder det vigtigt, at mar^gør sig helt klart, at Grønland har sine egne proble-
mer, der skal løses på en anden måde end i det øvrige Danmark."
Der forekommer mig således ikke at være tvivl om målsætningen og efter hvilke
synspunkter historiens dom vil falde, og når man ikke oplever at se den endelige dom,
forekommer det mig interessant at rejse nogle af de problemstillinger, der før el-
ler senere vil komme til at foreligge.
Man vil jo ved historiens dom ikke alene komme til at tage hensyn til de erfarin-
ger, man Jiar gjort i Grønland, men også i .andte områder, hvor forholdene har ført
med sig, at mennesker af forskellige racer er kommet til at leve i nær kontakt. Det
forekommer mig, at den centrale erfaring, man har gjort ude i verden, er, at det
ikke er muligt at købe andre menneskers sind, Erfarigen synes at gå ud på, at menne-
sker fra velhavende lande kan yde så megen hjælp, de vil, og kan gøre den største
indsats i teknisk henseende, de vil dog ikke møde taknemlighed, hvis de, der modta-
ger gaverne, har den ringeste følelse af at være købt. Man kan synes, at der rundt
om har været vist rigelig sarthed overfor den hjælp, der f. eks. er ydet fra U.S.A., men
man gør vist klogt i at regne med, at sådan er. det nu engang.
Det første spørgsmål, man ved historiens dom vil se rejst vedrørende Grønland,
er: Er der tale om, at der ved bevillinger fra rigsdagens side har været gjort forsøg
på at købe mennesker? Lad os i det følgende gå ud fra, at fremtidens historikeres
undersøgelser vil vise, at dette absolut ikke har været tilfældet.
Lad os dernæst gå over til, hvad vi i overensstemmelse...med Grundtvigs digt har
kaldt det centrale i dansk politik, så er der ingen tvivl om, at rigsdagen i de sidste
menneskealdre her i landet har gjort en stor indsats i den nævnte retning, og går
man afstemningerne om de enkelte love igennem, vil det vise sig, at stort set alle har
været enige om en målsætning, hvor få har for meget og færre for lidt.
Det næste spørgsmål, jeg tror fremtidens historikere vil rejse er, om det har været
det samme grundsynspunkt, der har været anvendt i Grønland. Det grønlandske sam-
fund havde som bekendt oprindelig ikke, hvad vi forstår ved klassedeling, selv om
der selvfølgelig i Grønland har været forskel på mennesker som andetsteds.
Denne manglende klassedeling var ikke så udpræget, da danske og norske fra
Hans Egedes tid kom derop, idet de fremmede på mange måder stod udenfor det
grønlandske fællesskab. Men forskellighederne var vist nok mindre end noget andet
sted i verden, fordi de danske og norske på mange måder var grønlænderne under-
legne på meget væsentlige områder (sælfangst, slædekørsel, vejrbedømmelse) og
derfor var afhængige af dem, og mennesker, man er afhængig af, tager man som
regel et ikke ringe hensyn til. Hertil kommer, at det såkaldte monopolsystem ikke
var særlig interesseret i at bryde det sociale fællesskab mellem grønlænderne, noget
man som bekendt har kritiseret ved at fremhæve, at det hæmmede initiativet.
I52
[3]
Alt dette er jo nu fortid, men ved bedømmelsen af nutiden vil fremtidens hi-
storikere utvivlsomt spørge, om den danske politiske grundindstilling også er gen-
nemført i Grønland, og at den bekæmpelse af klassedelingen, vi har haft held med
i det sydlige Danmark, også er gennemført i Grønland. Der var oprindelig ikke
nogen klassedeling, og det vil blive af interesse, om det kan konstateres, at der hel-
ler ikke i nutiden er nogen klassedeling. Dette er et meget vanskeligt problem, som
næppe lader sig løse i nutiden, men man kan nok sige noget om, hvorledes det måske
kan løses.
Det i Europa mest anvendte udtryk for klassedeling er af indtægtsmæssig karak-
ter, og man vil derfor rejse spørgsmålet om, hvilken indtægtsfordeling der i sin tid
har været i Grønland, og hvilken der findes i 1966. Oplysninger herom vil være
vanskelige at fremskaffe, og dette gælder særlig den ældre tid, hvor det er meget
vanskeligt at bestemme en indtægt, der er sammensat af pengeindkomster og natu-
ralindkomster. Nogen vejledning kan man finde fra butiksindhandlingen og fangst-
statistikker, men noget helt tilfredsstillende kan det vel næppe blive. Det vil derfor
være meget værdifuldt, om ældre mennesker i Grønland og andre, der kender grøn-
lænderne, skrev noget ned om de rent menneskelige relationer, som man havde i det
gamle Grønland før 1950. Det vil jo ikke vare mange år, før det er for sent, og
fremtidens historikere vil savne en sådan dokumentation.
Hvad dernæst angår klassedelingen i det grønlandske samfund i 1966, vil det for-
mentlig være muligt at udarbejde en indtægtsstatistik, både over lønninger til tje-
nestemænd, arbejdere og frie erhververe, og det vil i denne forbindelse være af
interesse at konstatere, hvilken spredning der er mellem fattig og rig.
Så længe man ikke har nogen mulighed for at sammenligne med klassedelingen
i det tidligere Grønland og af den stedfundne udvikling, vil det dog være af interesse
at få belyst indtægtsspredningen i Grønland, sammenlignet med indtægtsspredningen
i det øvrige Danmark. Der er ikke tvivl om, at en sådan sammenligning vil være af
stor interesse for den fremtidige historiker.
Men klassedelingen i Grønland er ikke alene af økonomisk art. Der kan også
være tale om en klassedeling på menneskelig basis, således — for at bruge statsmi-
nisterens udtryk - at udviklingen ikke bliver harmonisk. Det er f. eks. af stor be-
tydning for Danmarks erhvervsmæssigt hurtige udvikling, at der kommer så mange
danske specialister der op som muligt. Men lægger man vægt på det harmoniske,
må man rejse spørgsmålet, om den almindelige grønlænder, der tidligere måtte tage
hensyn til få danske, der havde gjort arbejdet til en livsgerning, nu er så glad ved
at skulle tage hensyn til et mangedoblet antal danskere, der som regel kun er en
kortere tid i Grønland og derfor dårligt kender den grønlandske måde at være på.
Det er en kendsgerning, at noget tilsvarende har givet mindreværdskomplekser i
[4]
andre geografiske områder. Om det også er tilfældet i Grønland, ved jeg ikke, og
det vil ikke være let at få at vide, fordi mange grønlændere ikke er tilbøjelige til at
åbne sig for danske, heller ikke hvis de kommer med et spørgeskema. Det er mu-
ligt, at Knud Rasmussens og andre med ham beslægtede forskeres metode, der gik
ud på en indføling i det grønlandske sind gennem samtale og samvær, var bedre,
men den er som bekendt ikke mere udpræget moderne. Vi ved derfor ikke ret meget,
men det er utvivlsomt et spørgsmål, som fremtidens historikere vil være meget in-
teresseret i, når de til sin tid skal fælde „historiens dom".
I den nævnte tale, som statsministeren holdt i Grønland i sommeren 1966, frem-
hævede han som nævnt, at det var vigtigt, at man gør sig helt klart, at Grønland
ofte har sine egne problemer, der skal løsespå en anden måde end i det øvrige Dan-
mark. Jeg tror, det er en meget betydningsfuld bemærkning, og at fremtidens histo-
rikere vil lægge stor vægt på at konstatere, om folketinget nu også har fulgt denne
retningslinie og ikke har forsøgt at være påtrængende i retning af at det danske her-
nedefra var bedre end det grønlandske.
Jeg tror, fremtidens historikere vil give statsministeren ret i hans betragtninger.
Det er i hvert fald givet, at den grønlandske natur er anderledes end den danske,
og det samme gælder klimaet i Grønland. Me_n det er j_oikke alene i materiel hen-
seende, der er forskel. For at bruge et udtryk, som måske lettest vil blive forstået
i store kredse her, er den grønlandske folkelighed forskellig fra folkeligheden i det
øvrige Danmark, og man er fra store kredse her villig til at forstå, at den ene form
for folkelighed ikke er bedre end den anden,, blot anderledes. Det er, så vidt jeg
kan se, i strid med dansk tankegang at ville overføre mennesker til en anden form
for folkelighed, og det finder niåske heller ikke sted j ^nævneværdig udstrækning.
Hvad der sker i så henseende, kan vi vel ikke overse i nutiden, og det må blive frem-
tidens historikeres opgave at klarlægge det. Så meget ved man imidlertid allerede
nu, at hvis en befolkning mister sine folkelige værdier, bliver den rodløs, og det kan
ikke være nogen målsætning, der er i overensstemmelse med dansk tankegang. Der
ligger en fare for det grønlandske folk for at tabe, hvad man på dansk vel ville
kalde sin stouthed. Hvor meget realitet, der er i denne fare, er det vel vanskeligt at
udtale sig om, men vi har fra fremmede omrider afskrækkende eksempler på, hvad
der i så henseende sker.
Endelig vil de fremtidige historikere i høj grad beskæftige sig med de også i vor
tid omtalte økonomiske spørgsmål. Herom siger statsministeren: „Den grønlandske
befolknings personlige indkomster kan og skal ikke bygge på permanente tilskud fra
statskassen." Udtrykket personlige indkomster forekommer mig ikke ganske klart.
Det forekommer mig således tvivlsomt, om ikke udlejning eller salg af boliger for
en pris, der kun svarer til en meget lille brøkdel af omkostningerne, ikke falder ind
[5]
under udtrykket personlige indkomster. Men hvad enten der nu menes det ene eller
det andet, er jeg ikke sikker på, at betragtningen er helt rigtig. Det skulle ikke være
udelukket, at en velhavende del af et land eller et folk skulle kunne yde et perma-
nent tilskud til den fattigere del. Der vil næppe blive nogen høj levefod i alle dele af
Grønland, hvis de personlige indtægter skulle gøres helt afhængige af, hvad natu-
ren og de grønlandske produktionsmidler kan yde.
Men hvad enten det ene eller det andet synspunkt vil vise sig holdbart for histo-
riens domstol, så er det i hvert fald et problem, som det ville være af interesse at
få nærmere belyst.
Når det fremhæves, at der på finansloven for indeværende år alene til driftsud-
gifter er bevilget 167 mill. kroner og til anlægsudgifter knap 190 mill. kroner, og
man yderligere må regne med, at de nævnte bevillinger vil vokse i de kommende år,
så kan man måske nok regne med, at anlægsudgifter på 190 mill. kroner er en gave
til det grønlandske område, som der kan ses helt bort fra. Men spørgsmålet bliver,
hvorledes de 167 mill. kroner kommer grønlænderne til gode, og om det kan tænkes,
at man kan nå til en grønlandsk økonomi, hvor tilskuddet til de personlige indkom-
ster kan falde bort.
Jeg tvivler på, at det vil være muligt, og jeg tvivler også på, at det vil være rig-
tigt, og den samme opfattelse, tror jeg, fremtidens historikere vil have.
Men hele spørgsmålet forekommer mig uklart, og derfor synes jeg også, der er
noget usikkert og overvejende følelsesbetonet i det danske folketings stillingtagen
til de grønlandske problemer. Man savner en analyse af, hvad der faktisk er sket,
og hvilke muligheder der er, for at statsministerens målsætning faktisk kan nås. En
sådan analyse skulle helst foretages fra helt uafhængig side, og det er folketinget
og administrationen måske ikke stærkt interesseret i.
Men selv om en helt uafhængig analyse er en utopi, skulle det være muligt, at
man erkendte, som statsministeren udtrykte sig, at „alle sider af samfundslivet
hænger sammen", og at man tog fat på noget af det mest centrale at uddybe et spe-
cificeret nationalregnskab for Grønland, hvor man ganske særlig fik klarhed over,
hvorledes den grønlandske befolkning var placeret i helhedsbilledet, og hvilke mu-
ligheder, der var for grønlænderne i fremtiden.
Hvis grønlænderne selv blev direkte interesseret i en sådan undersøgelse, kunne
jeg tænke mig, at problemstillingen ville blive noget forandret. Man er i nutiden ofte
præget af en i Vesteuropa og De forenede Stater almindelig tankegang, at velfærd
er noget, der skal måles rent økonomisk, men jeg kunne tænke mig, at man ikke
mindst under påvirkning af grønlænderne selv ville erkende, at velfærd er noget
mere end økonomi. De mennesker, der kender det gamle fattige Grønland, har en
respekt for ikke så få grønlændere, der var stoute personligheder, og de vil være
[6]
interesseret i at finde frem til en grønlandsk samfundsform, hvor der nok var vel-
stillethed, men denne var igen forbundet med stoute personligheder. I så fald tror
jeg, at historiens dom over Grønland og vor tids indsats vil blive meget positiv.
Man kunne igen fremhæve, som det tidligere er sket, at vi ikke på nuværende tids-
punkt kan udtale os om historiens dom, men problemet er alligevel ikke uinteressant,
fordi det tvinger os i nutiden til at se bort fra de mange aktuelle spørgsmål, som
må løses efter den i det enkelte øjeblik givne situation, og søge at overveje, hvilke
muligheder der foreligger om f. eks. en halv eller en hel menneskealder og at fore-
tage et valg mellem dem, og så lade en sådan langtidslinie øve indflydelse på løsnin-
gen af de aktuelle problemer vedrørende Grønland, således at det mål, man har,
lidt efter lidt giver sig udtryk i de daglige økonomiske og politiske dispositioner. I
så fald tvivler jeg ikke om, at fremtidens dom vil blive endog meget positiv.
Det, der for mig er det centrale, er ikke alene de drøftelser og overvejelser, der
kan foretages af interesserede danske, pj* heller ikke synspunkterne hos den grøn-
landske overklasse, men interesser og behov hos de almindelige grønlandske familier.
Medens danskerne og den grønlandske overklasse nok skal klare sig, nærer jeg æng-
stelse for, at der skal vokse mindreværdskomplekser op i den almindelige grønland-
ske befolkning, som igen kan føre til bitterhed over for de danske.
Der har været så meget værdifuldt i det forhold, der har været mellem grønlæn-
dere og andre danske, at det ville forekomme mig meget trist, hvis forholdet mel-
lem befolkningsgrupperne skulle udvikle sig efter samme retningslinier som andet-
steds, hvor mennesker af flere racer er kommet i daglig kontakt, som f. eks. Algier.
Rent bortset fra løsningen af de mange kortsigtede problemer påhviler der det
danske folketing og det grønlandske landsråd en meget stor opgave i retning af at
klarlægge og gennemføre en langtidspolitik, der er præget af danske og grønland-
ske forudsætninger, og som derfor vil adskille sig meget stærkt fra, hvad man har
mødt i andre udviklingsområder. Jeg tror, at opgaven er meget vanskelig, men at
den vil kunne løses, når besindige mænd fra alle kredse støtter hinanden.
I så fald er det min faste overbevisning, at historiens dom vil blive meget positiv
ikke alene i det dansk-grønlandske samfund, men også inden for mange andre om-
råder, hvor man i øjeblikket har meget store vanskeligheder med at løse tilsvarende
problemer.
Sker det mod forventning ikke, må man være forberedt på, at forholdet mellem
Grønland og Danmark vil udvikle sig som andetsteds, hvor forskellige racer mø-
des. Det behøver ikke at skabe mismod. Det danske folketing og det grønlandske
landsråd har jo ikke nogen sikkerhed for at være klogere, end hvor mennesker af
forskellige racer i andre områder mødes.
156[7]