[1]
GRØNLANDSKE PORTRÆTTER: ARNARSAK
Af Mads Lidegaard
JnUstoriens skikkelser møder vi på meget forskellig måde. Der er nogen, der står
så lysende klart for os, som levede de idag, — som henvender sig til os med deres
egne ord — og hvis liv og færden er kortlagt fra først til sidst. Der er andre, hvis
egne ord aldrig når frem til os, hvis meste tilstedeværelse unddrager sig vores gran-
sken og som kun i glimt kommer frem i dagslyset for snart igen at forsvinde i
det ukendte.
Grønland har ikke mange historiske skikkelser blandt sine egne børn, og de, der
er fra blot lidt ældre tid, tilhører den sidste gruppe. De har spillet en rolle, gjort ind-
tryk på samtiden, og vi møder dem så her, så der i spredte glimt i overleveringen.
Men derfor er det svært at tegne personerne klart og markant, og derfor er de også
så lidet kendt udenfor en ganske snæver kreds. I denne og en følgende artikel skal
det forsøges at lade to grønlændere fra dette galleri træde frem. De tilhører alle
tiden efter Hans Egedes ankomst til Grønland. Tiden forud er personalhistorisk
sagntid.
Den første er en kvinde fra den allertidligste missionstid. ArnarsaK hed hun. Det
betyder: Den udmærkede kvinde, og navnet var velvalgt. Det var dengang, da
grønlændere endnu ikke havde fået efternavn, så hun hed ikke andet.
Vi kender hende udelukkende gennem de første missionærers beretninger, og det
er en begrænsning, for så vidt som de bedømmer hende netop med missionærens øjne
udfra hendes forhold til og arbejde for missionen. Men det er nok til, at hun træder
frem for os ikke blot som en bærende kraft i missionens første generation, men som
en stærk og levende skikkelse med rige menneskelige egenskaber.
Hans Egedes søn Poul havde levet sine sidste drengeår hos sin far i Godthåb,
inden han blev sendt hjem for at uddannes som teolog. I 1734 vendte han tilbage til
Godthåb som sin fars medhjælper, fortrolig med sproget og befolkningen som han
var, og kunne være hos sine forældre i deres sidste svære tid i landet — under mode-
rens sygdom og død og den dybe depression, som Hans Egede derefter gennemle-
vede inden sin hjemrejse 1736.
Samme år rejste Poul nordpå for at udvide missionen til de folkerige egne i Disko-
bugten med station i den nyoprettede koloni Christianshåb. Og her træffer vi første
gang pigen ArnarsaK gennem Poul Egedes dagbog fra november:
[2]
„Den 4de besøgte os nogle Quindfolk og blev natten over hos os. Der jeg iblandt
andet også forestillede dem den elendighed som stod dem for efter døden, sagde en:
Da er det bedst, jeg tager min tromme og danser, eftersom min glæde har ende,
når jeg er død. Men en anden iblandt dem ved navn ArnarsaK, en voxen pige, be-
giærede at måtte blive så længe hos os indtil hun havde lært så meget, at hun kunne
komme til Gud. „Negter mig det ikke," sagde hun, „jeg døer ellers af sorg, mig synes
at jeg er færdig at kvæles." — Hendes alvorlige og gudelige forlangende kunne jeg
ikke med billighed afslåe, hvorfore hun og blev på kolonien der de andre gik hjem."
Mødet mellem den „voxne" pige — omkring 20 har hun vel været, nøjere ved
vi det ikke — og den da 28 årige missionær blev afgørende for begge.
Hun viede fra den dag sit liv til det nye, hun havde mødt — og han fik en ypperlig
og trofast hjælper i arbejdet. Men det var også to mennesker, begge levende og
stærke, som her mødtes. Foreløbig blev hun elev og skulle lære hovedelementerne i
den kristne tro. Hun var så afgjort hans kæreste elev, men ikke altid nem. Med
sin klare forstand skar hun gennem alle teologiske fraser og satte sin lærer på mange
prøver. Han beretter selv om adskillige. Det klassiske problem om hvordan den al-
mægtige gode Gud kan tillade sig det ondes eksistens ser hun klart og har sin egen
forklaring: For at mennesker kan komme i nød og få brug for Guds hjælp, — og
han igen få tak derfor.
Eller hun fremfører baptistiske meninger om dåb ved neddykkelse efter at have
hørt beretninger om sådanne. Hun syntes også, at den megen teologiske behandling
af Guds egne ord svækkede disses myndighed og gjorde, at man ikke holdt dem
for sande, „siden de blev handlet ligesom en syg, der stadig skulle have medicin."
Det faldt hende også svært at deltage i den almindelige vrede mod jøderne, der
havde slået frelseren ihjel. For det var jo netop derved, han var blevet frelser -
og jøderne havde altså i virkeligheden gjort os allesammen en stor velgerning.
løvrigt gør pigen hurtigt fremskridt og roses af sin lærer. Selv udtrykker hun
sin fornemmelse ved undervisningen sådan: ,,Jeg er glad af det, jeg allerede har
lært, og det kommer mig for, ligesom een havde reddet mig fra at falde ned af
en høy steil klippe, hvor jeg stod på fald. Det første jeg begyndte, var det mig vel
svart, og jeg tænkte aldrig at kunne lært noget eller at Gud _ville agte mig. Men
nu er mine indvolde ligesom satte til rette igen, og jeg er løftet i vejret."
Egederne var karrige med at døbe og stillede store krav, men ArnarsaK var et
særtilfælde og allerede 10. marts næste år — efter 4 måneder — døbte Poul Egede
hende. Det er karakteristisk, at mens næsten alle andre grønlændere antog bibel-
ske navne ved dåben, bad ArnarsaK om at beholde sit eget — med den begrundelse,
at hun bar sin moders navn.
Nu blev eleven medarbejder og roses meget af Egede for sin store iver for at
158
[3]
påvirke de andre grønlændere. Specielt var hun frygtet af modstandere for sin
skarpe tunge, og Egede melder flere gange med fryd om, hvordan hun hegler dem
igennem. ArnarsaK havde en yngre søster, som ved dåben blev døbt Engel, men i
virkeligheden har været alt andet. I hvert fald findes hun i missionærens forteg-
nelse over døbte karakteriseret med ordene: Et arrigt gemyt. Det lå nok lidt til
familien og ArnarsaK kunne heller ikke sige sig fri. Poul Egede har lange sam-
taler med hende netop om hendes voldsomme vrede som ikke passer så godt til
hendes nye tro.
„Den 4.de havde jeg en samtale med ArnarsaK angående vrede, som hun har til
et andet fruentimmer, som hun mente havde forurettet sig. Da jeg straffede hende
for sligt, holdt hun for, at det var vanskeligt at forbyde det, som var medfødt.
Hvortil jeg da først svarede og siden forestillede hende Guds barmhjertighed mod
menneskene, som daglig fortørner ham, dog er han ej vred evindelig; men forla-
der, når man alvorlig fortryder det onde. Ham burde vi stræbe at ligne.
- Dette ord: „At ligne" - formeente hun var ikke ret og sagde derfor:,, Du taler
måske fejl. Du har selv underviist mig, at da nogle af Guds skjønne engle ville ligne
ham, blev de til hæslige djævle og udkastet til mørkhedens sted. Med samme, som
var deres fordærvelse, fordærvede de Adam og Eva og alle deres børn - derfor
er den tale hadelig for Gud og går ikke an.
Hertil svarede jeg igen, at der var stor forskel på at ligne Gud af hovmod og
at stræbe efter at ligne ham i det gode.---Dette syntes hun så var godt nok,
men at efterfølge ham kunne være et bequemme ord."
Poul Egede omtaler selv pigens diskussionsiver og kalder hende meget talende
og fripostig, hvorfor hun tit kommer med eksempler og spørgsmål, som hun prø-
ver sig frem med, om de kan tåles eller ikke. Specielt grublede hun en del over, om
de kloge og viise overhovedet vidste noget nærmere om Gud, og da Egede måtte
indrømme, at det gjorde de egentlig ikke, var hendes kommentar: „Det er ingen
under, at når jeg har siddet og grundet, hvordan han var, da har jeg kommet hen
i en uendelighed, og, når jeg har holdt op at tænke, så synes mig, at jeg ved min-
dre, end da jeg begyndte."
I de lange vintre begyndte Egede nu at oversætte bibelen til grønlandsk og tog
fat forfra med første Mosebog. ArnarsaK og en anden elev, PungioK, var med-
arbejdere og fik derved stor indflydelse på, hvordan hele det bibelske ordforråd
blev omsat til grønlandsk — og dermed på det grønlandske sprog af idag, på sam-
me måde som Luther med sin bibeloversættelse prægede det tyske sprog så afgø-
rende. De to unge var imidlertid meget betænkelige ved de mange sælsomme histo-
rier, som efterhånden dukkede frem af Bibelens blade, specielt da i 1. Mosebog,
og prøvede at overbevise Poul Egede om, at disse fortællinger ville virke meget
T59
[4]
uheldigt på deres landsmænd og ikke burde oversættes. Deres forestillinger med-
virkede stærkt til, at Egede ændrede sine planer og i stedet tog fat på at oversætte
det nye Testamente, som ArnarsaK ikke mente at måtte censurere.
I august 1740 rejste Poul Egede hjem til Danmark. En alvorlig øjensygdom,
som stadig forværredes, tvang ham til at rejse, selvom grønlænderne forsikrede
ham, at hans mund intet fejlede. To unge grønlændere rejste med: „Pigen Arnar-
saK dg den lille Tullimak måtte jeg endelig lade følge med mig, såsom de dels af
kærlighed til mig, dels af begjærlighed at ville se mit land og folk, ikke ville skil-
les ved mig."
Den lange sejltur og det uendelige hav gjorde__e_t dybt indtryk på de to, og de
livede meget op, da to småfulge fra landene hinsides en dag slog sig ned på skibet
og bebudede, at man nærmede sig målet. Man fik hårdt vejr, og den ellers selv-
sikre Arnarsax måtte indrømme, at her lærte kådmundede folk at blive spage og
andægtige. Da skipperen spurgte ArnarsaK, om hun var bange i stormen, svarede
hun, at hun holdt øje med hans ansigt, og så længe han ikke var bange, mente hun
ikke, der var fare på færde.
Skibet blev så hårdt medtaget, at man måtte søge havn i Norge til stor fryd for
ArnarsaK, der havde fået nok af havet. Men et par dage efter blev hun meget syg
af en infektion med udslet og sagde resigneret til Egede, at hun havde „landet til
leye, men nok fik sygdommen i eye". Så galt gik det dog ikke. Hun kom på høj-
kant igen og kunne fortsætte rejsen til Nordjylland, hvor hun kom helt til hæg-
terne under omhyggelig pleje på Dronninglund hos storkøbmanden Jakob Sewe-
rin, Poul Egedes foresatte, som på det tidspunkt havde overtaget al handel og
mission på Grønland.
Endelig i november efter mere end 3 måneders rejse nåede selskabet ind under
Kronborg og tog derfra over land til København. Her blev ArnarsaK igen alvor-
lig syg og var døden nær. Hun spekulerede meget på, om det var en bevidst til-
skikkelse af Gud eller om det var det uvante klima og i så fald altså ikke noget
uafvendeligt. Egede har optegnet en bøn, hun brugte i de dage: „Kære Gud — det
står til dig, om jeg skal leve eller dø i dette land. Jeg har ikke lyst at dø her, thi
da nytter jeg ikke mine landsmænd. Jeg vil hellere leve og komme til mit land
igen for at lære mit folk at kende dig. Du er jo dog vis på mig, og det haster ikke,
du kan fåe mig en anden gang, når jeg ringe først har udrettet din villie med mine
egne medmennesker." — „Hvad hun havde lovet, hørte jeg siden, at hun ved alle
lejligheder troelig holdt," føjer Egede til.
Det var livsfarligt for de få grønlændere, der dengang kom til Danmark, at
blive udsat for de mange nye og uvante infektioner, men ArnarsaK rejste sig igen,
og ved juletid kom så det store øjeblik, da Hans majestæt hidkaldte sin tro missio-
160
[5]
nær fra sit fjerne rige og hans to ledsagere. Egede fortæller bredt om besøget på
slottet:
„Et bord stod tilrede med adskillige smukke sager, som hos dem var attråværdige,
hvoraf kongen befalede at sige til dem, at de skulle tage, hvad som stod dem
bedst an. De var i begyndelsen undselige og tog noget af det ringeste, men kongen
gav dem at forstå, at de skulle se sig flere ting ud, og da pigen ikke kunne holde
mer i armen, puttede hun det i sin hætte. Hendes tak var: Stor Herre, stor gave -
hvor skal jeg få passende tak fra ? vær lykkelig på jorden — du er vis på at blive
det i himlen.
I kongens spisegemak var sat et lidet spisebord til dem for at se, hvordan de
ville bære sig ad. De sagde ej at have kunnet forestille sig den pragt og herlig-
hed de her så og sluttede deraf, at når herligheden var så stor hos de største her-
rer på jorden, hvor stor da i himlen hos den største herre. At der blev set mus-
linger på kongens taffel forundrede dem, da de syntes, at den spise var for ringe,
— og da en sort tjener bragte dem nogle til og de mærkede, han var nysgerrig efter
at se, hvordan de ville spise dem, sagde hun til ham: „Se, vi åbner dem, tager ma-
den ud og spiser den som anden mad. Du ser så nøje på mig og tænker: Hvor er
hun styg, men du er langt styggere". Da hendes ord blev forklarede, måtte han
selv lee deraf og endnu mere, da han fik at vide, at hun bad ham ikke lee, thi da
blev han endnu grimmere.
Kongens andagt før og efter taflet ønskede hun, at hendes landsmænd havde
set. Hun troede, det ville gøre et godt indtryk på dem at se så stor en herre så ær-
bødig for Gud.
Da en bærestol engang blev båret forbi og en bad mig spørge dem, hvad de
mente det var, svarede de: En lad mand i et foderal — . Fruentimmerets store
fiskebensskørter siger de kan bruges til telte.
løvrigt undrede de sig især over den store standsforskel, der var på folk i mod-
sætning til Grønland, hvor ingen betlere ses, ligesom de bed mærke i de meget
forskellige ansigtsudtryk, som i Grønland var mere ensartede. løvrigt følte de sig
gennemgående godt og venligt behandlet af danskerne.
Eet år blev Arnarsait i Danmark, mest i København, uden at vi ret ved, hvad
hun nærmere bedrev, bortset fra at hun stadig hjalp Poul Egede med hans Ny Te-
stamente. Vi kan dog gå ud fra, at hun har suget indtryk til sig og især har tileg-
net sig sproget, hvilket dengang var noget helt usædvanligt for en grønlænder og
til dels forklarer hendes senere uundværlighed i Grønland for nyankomne em-
bedsmænd.
Foråret 1741 slog afskedens time. ArnarsaK skulle hjem til Grønland og så
aldrig Poul Egede mere. Det har nok været lige strengt for dem begge. Denne
161
[6]

gang gik turen til Godthåb, og Egederne har nok vidst, hvad de gjorde. Situatio-
nen på Hans Egedes gamle missionsmark var yderst broget. De tyske herrnhut-
missionærer, som var blevet sendt op af kongen og arbejdede med hans og rege-
ringens fulde sympati og med den herskende tidsånd i ryggen, havde efterhånden
skudt Egedes mission til side og var i færd med at erobre medlemmerne af den
danske menighed ved Godthåb. Det endte med, at den danske missionær Drachardt
selv lod sig optage i den herrnhutiske menighed, og kun en utrolig stædighed og
trofasthed mod Egedes arbejde hos nogle af de grønlandske hjælpere hindrede
hele den danske mission i at opløses.
Når det lykkedes at redde Godthåbs danske menighed - og når der var så me-
get kraft i de grønlandske ledere, er forklaringen sikkert i væsentlig grad, at Ar-
narsaK kom til stedet. Hun gennemskuede hurtigt hulheden i mange af de godt-
håbske grønlænderes fromhed og opdagede, at de tingede sig brød og smør til hos
missionærerne ved at vende det hvide ud af øjnene og sukke, så man fik medynk
med dem og gav dem, hvad de ville have. Hun sagde det til Drachardt og de
andre missionærer, men de troede hende ikke, og hun blev kun upopulær hos dem.
Hun har sikkert heller ikke været behagelig at have siddende under læsning og
undervisning - i hvert fald blev det forbudt hende at overvære den, og man kan
selv tænke sig til, hvad der er gået forud. Mange af de pietistiske herrnhutiske
lærdomme faldt ArnarsaK stærkt for brystet, og hun var ikke den, der tav stille
med sin mening.
Det har ikke været morsomt for ArnarsaK at være ved Godthåb, alene som
hun har stået, og hun hørte jo også til mod nord. Efter to år forlod hun da hoved-
staden og vendte tilbage til Diskobugten. Her traf hun en gammel kending, Hans
Egedes anden søn Niels, som vel ikke var missionær — han var søkaptajn og han-
delsmand, men som alligevel efter bedste evne støttede missionen, hvor han kom
frem. Overfor ham berettede nu pigen om sine oplevelser i Godthåb, både om den
alvorlige og strenge fromhed og om de mange misbrug. Grønlænderne stimlede
samrrien for at høre nyt fra deres vidtberejste landsmand, som måtte fortælle og
fortælle. Niels Egede berømmer hende for, at hun udnyttede denne opmærksom-
hed til også at missionere for sine tilhørere. Kun een var ikke tilfreds: Missionæ-
ren hr. Alsbach. Han syntes, at hendes kristne kundskaber var gået tilbage i de
tre udlændigheds år i takt med forøgelsen af hendes verdensklogskab. Hun und-
skyldte sig med, at hun i de to Godthåbår ikke havde måttet deltage i undervis-
ningen. Samtidig roser Alsbach hende dog for den store iver og den frimodighed,
hvormed hun går i lag med sine landsmænd, når de ikke gør efter hendes vilje.
Alt i alt har man dog en fornemmelse af, at klimaet omkring hende nu ikke er
det allerbedste. Man forstår ikke helt hendes særegne væsen. Der bliver da også
162
[7]
nu stille om hende i 20 år - omtrent fra hendes 27. til 47. år. Hun har nok gjort
sin indsats i Diskobugten i de år, da pest og megen anden elendighed hærgede bo-
pladserne og den før så blomstrende mission gik mere eller mindre i opløsning. Men
der når intet frem til os om det — hun er gået under jorden og dukker først op
igen i 1763 — og nu et helt nyt sted — i Holsteinsborg. Igen er det nok ikke tilfæl-
digt. Kolonien har lige fået en ny og uprøvet missionær — af Egedernes slægt, og
de har sikkert sørget for at få ArnarsaK dirigeret derned for at hjælpe ham.Glahn
hed han og blev en af landets meget betydelige missionærer.
Faktisk gik det sådan, at ArnarsaK satte en hel række fremragende missionærer
i gang. Det vil selvfølgelig nok være forkert at give hende æren for deres værk —
men nok lige så forkert helt at frakende hende noget af den. Det er f. eks. næppe
tilfældigt, at Glahn, da han foreslår København at drive på med uddannelse af
grønlandske medarbejdere, udtrykkeligt siger: Også kvinder. Han har haft gocle
erfaringer.
Hun boede hos sin før nævnte arrige søster Engel, der havde både hus og
konebåd i Holsteinsborg og selv var en god støtte for missionæren. Begge søstre
var stadig ugifte, hvilket i sig selv er ret usædvanligt i det gamle Grønland. —
løvrigt ved vi ikke så meget om, hvad hun foretog sig, og hun forsvinder snart
igen. Kun dukker hun i 1764 op i et kort glimt, da Niels Egede bestemmer sig til
at forlade landet: Hun prøver at overtale ham til at blive — og hun gør det ved
ud af egen erfaring at male Danmark og København i de mørkeste farver:
„Bliv hos os, thi her har du al den frihed, du kan forlange. I København har
jeg været et år, men jeg forlanger aldrig at komme der tiere. Thi både hunger og
sygdom hang over mig, intet kunne jeg fortiene, heller ikke måtte jeg gåe, hvor
jeg ville for at fange og skyde noget, førend der kom en rød mand med et par
knevelsbarder og kårde samt bøsse i hånden og jagede mig væk. Jeg så så mange
af disse røde folk, som idelig satte skræk i mig, og hvad skal jeg troe, de kunne
leve af? Jeg så dem alletider gå i prægtige klæder med fulde gevær, spadserende
op og ned ad gaderne hele dagen uden at bestille noget til at klæde og føde sig af.
Så jeg tror virkelig, de må være hexemestre, som kan leve af intet. Og som du også
er blevet captain, tror jeg dog ikke, du kan ernære dig på samme måde. Jeg så des-
uden mange betlere, ja dem som gik med deres børn omkring og græd for klæde
og føde. Jeg så hele gaderne vrimle både med rige og fattige folk uden at ar-
bejde eller skyde eller fange noget, og dog var der føde nok at se, som andre folk
gik med. Men ingen kunne få noget af den, uden de havde noget unyttigt tøy, som
kaldes penge, og hvor skulle vi tage dem fra ? Jeg kunne ingen finde, hverken i
markerne eller på gaderne og andre ikke heller. Derfor kan du blive her i landet
og nære dig og ikke rejse hjem til din egen ulykke."
163
[8]
Det var ikke så underligt, at ArnarsaK gerne ville have Niels Egede til at blive.
For ganske bortset fra hendes stærke hengivenhed for denne familie, som han var
det sidste bånd til, var der god brug for ham i Nordgrønland i de år. Missionen
var inde i en alvorlig krise, som dels bundede i en grønlandsk reaktion, dels i de
udsendte handelsfolks og matrosers stærke uvilje mod missionærerne, som de jo
på mange måder havde krammet på, eftersom købmanden sad på al proviant og
let kunne gøre livet surt for en missionær. En missionær gav op og rejste hjem
imod sin kontrakt. — En anden, den eneste som var tilbage — blev syg og nedbrudt
bl. a. af uspiselig proviant, som blev udleveret af købmanden, og en dag i maj -
som altid er en svær måned i Nordgrønland — skar han halsen over på sig selv.
Tilbage var en dansk kateket, missionsmedhjælper, som nu pludselig havde hele
ansvaret og magten selv. Det kunne han ikke bære — ha_n indstiftede en ny menig-
hed med flerkoneri og alskens sværmeri og optrådte selv som profet med direkte
guddommelige åbenbaringer. Særligt forstod han at mistænkeliggøre de andre dan-
ske overfor grønlænderne, hvis sprog han magtede, og på denne måde styrke sin
egen stilling.
Grønlænderne reagerede selvfølgelig stærkt overfor alle disse mærkelige begi-
venheder og forlod i stort tal missionen. Heksedrab og udsættelse af spæde begyndte
• igen at blive almindeligt, og kateket Møllers lære om flerkoneri fik naturligvis øje-
blikkelige følger for de moralske tilstande. Værst for_ missionen var nok, at der
blandt grønlænderne voksede et stærkt fjendskab frern^ rettet direkte imod denne
og næret af kateketens tale, skuffelse over missionen og intens propaganda især
gennem de grønlandsk gifte matroser og handelsfolk.
Ind i denne hvepserede sendte missionskollegiet en ung norsk missionær, Jørgen
Sverdrup, som til sin forbløffelse blev modtaget med kulde og fjendskab fra alle
sider, selv af sin nærmeste medarbejder kateketen. Det blev hårde år for Sverdrup,
som var sejg og tog kampen op. Kateketen blev efterhånden aldeles sindssyg og
måtte bindes i flere måneder i det ene af Sverdrups to små værelser, hvor missio-
næren selv måtte passe ham og bespise ham, indtil han kunne hjemsendes med
sommerens skib.
Derefter stod Sverdrup uden fast medhjælp og helt alene bortset fra Arnar-
saK, som trofast stod ved hans side gennem alle disse år. Det er så meget mere
bemærkelsesværdigt, som der altid hører mod til at sætte sig op imod den offent-
lige mening, — specielt da i Grønland og allermest da for en kvinde. Men hun gjor-
de det og har utvivlsomt sin rigelige del af æren for, at det omsider lykkedes at
vende stemningen blandt grønlænderne. Hun havde efterhånden passeret de 50 og
var efter grønlandske forhold en gammel kone, og nu forsvinder hun igen ud af
synskredsen.
164
[9]
Næste gang dukker hun op i Claushavn en del år senere, da hun selv var om-
kring de 60 — og igen da en ung og uprøvet missionær, Hans Egede Såbye, tog fat
på det grønlandske arbejde — som navnet antyder og næppe tilfældigt: Også ud af
den store Egedeslægt. Vi hører ikke meget om hende her — sidste gang optræder
hun så sent som 1788, men derefter ved vi ikke mere. Blot falder det lidt svært
at tro, at hun ikke til sidst er vendt tilbage til det Jakobshavn, som hun var knyttet
så stærk til. Igennem mere end 40 år havde hun været i virksomhed for den sag,
hun nu havde gjort til sin, og altid der, hvor det gik hårdest til. I København levede
hendes Poul Egede til 1789 som professor og biskop og udgav en lang række af
de værker, som ArnarsaK havde givet så væsentlig en hjælp til.
Han havde giftet sig i Danmark og skrev herfra et advarende brev til Sverdrup,
da denne giftede sig med en grønlænderinde. Al sympati til trods havde Egederne
en principiel uvilje imod grønlandsk giftermål.
Pudsigt nok er ArnarsaK repræsenteret i den klassiske danske litteratur. Inge-
mann skrev på grundlag af de forskellige missionærers beskrivelser fra Grønland
sin roman Kunuk og Naja 1842, hvor ArnarsaK optræder som en gammel from
kvinde, der af sine landsmænd mistænkes for at være iliseetsoK, en slags heks, som
de prøver at dræbe. Noget sådant ville ingenlunde være usandsynligt, men om der
for Ingemann har foreligget noget os ukendt materiale herom, ved vi ikke.
ArnarsaK blev den første grønlænder, som tegner sig markant og stærkt i histo-
rien. Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som hun til dato er den eneste
grønlandske kvinde, om hvem det kan siges.
165[10]