[1]
DET GLEMTE SAMFUND
Af arkitekt Alan Ha-vsteen-Mikkelsen, M. A. A.
JT å en pynt i verdens største fjord, Scoresbysund, bor der et lille jægersamfund.
Grønlænderne kalder bopladsen Igterajivit, stedet med de sølle huse, vi har et
mere optimistisk navn, Kap Hope. Her bor ca. 160 mennesker, de lever udeluk-
kende af fangst, det er de stolte af, deres forfædre har kunnet det i hundreder af
år på samme barske kyst.
14 km herfra ligger selve byen Scoresbysund, den er det, vi kalder en admini-
strationsby, den har 250 indbyggere, deriblandt mange danske, men næsten ingen
fangstmænd. Forskellen på disse to samfund er meget stor. Man fornemmer det,
så snart man træder i land, enten på Scoresbysunds klipper eller på Igterajivits
brede sandstrand, et kunstigt og et levende samfund.
Ungdommen er som andre steder et problem. Den ved ikke, hvad den vil, den
falder for fristelsen til at søge tilfældigt arbejde. Hvordan tænker man sig nu vi-
dereført et distrikt, hvor fangst er den eneste virkelige og udbytterige levevej.
Hvordan kan man opretholde det lille, men sjældne og værdifulde samfund, når de
unge ikke bliver ledt ind på den livsbane, der ligger dem nærmest. Fra officiel
side gøres der ikke nogen bevidst indsats. Måske skyldes dette uvidenhed overfor
mulighederne, eller hvad værre er, mangel på interesse fra dansk side.
205
[2]
Ungdomshuset l Kap Hope. En betingelse for gaven var, at grønlænderne selv rejste det.
Og det gjorde de med energi og begejstring på fire uger.
Det var delvis de her skitserede ungdomsproblemer, der gav stødet til, at kap-
tajn Ejnar Mikkelsen, som formand for Scoresbysund-Komiteen, fandt det nød-
vendigt at skabe interesse for et ungdomshus i Scoresbysund distriktet.
Under projekteringen blev man klar over, at hvis huset skulle virke efter sin
hensigt, måtte dets funktion hvile på en bred samfundsmæssig basis. Det skulle ikke
blot være et hus for unge, hvor de ville kunne slå tiden ihjel med at spille bordten-
nis og høre grammofonplader. Det skulle være et fælleshus.
Udfra disse forudsætninger fandt man det rigtigst at placere huset i det rene
grønlandske fangstsamfund i Kap Hope. Det skulle blive deres eget, og betingelsen
for gaven var, at de selv byggede det. De gjorde det på 4 uger.
Jeg havde lejlighed til, i godt en måned efter at ungdomshuset var blevet ind-
viet, at se det blive taget i brug. Fangstmænd tog deres kajakker op i værkstedet,
de unge mænd begyndte under de ældres vejledning at lave skydeslæder, der blev
taget initiativ til undervisning i fangst og værktøjsbrug. Kvinderne tog systuen i
brug. Om aftenen blev der drukket kaffe og fortalt historier, de unge dansede.
Efter den arbejdsomme måned blev det hverdag igen. Et ubevidst behov var ble-
vet dækket.
206
[3]
Ungdomshusets værksted blev omgående taget i brug,
da Scoresbysund-Komiteens gave var afleveret.
Det var en stor oplevelse at være med til dette eksperiment. Ikke blot som et
isoleret tilfælde, men fordi man her kunne øjne et fremtidigt Grønland, baseret
på egenskaber i befolkningen selv. Disse burde drages bevidst ind i opbygningen
af det samfund, som Danmark står som fadder for.
EN TALE
Ved indvielsen af Mikis Hus holdt fangstmand og næstformand for Scoresby-
sund kommunalbestyrelse Emil Madsen følgende tale:
Nu har vi fået vort ønske opfyldt.
Velkommen alle i Mikis Hus! Nu er gaven til jer blevet færdig. Mikis Hus skal
bruges på denne måde, at alle beboere i Scoresbysund distriktet kan komme og
bruge huset som værksted (lave håndværk, skærearbejde), her kan fremvises film,
og der kan holdes dansemik og laves kaffemik.
Som I alle ved, har man lige fra oprettelsen af Scoresbysund kaldt os for „Mikis
folk". Lige fra 1924 har han arbejdet for os, til gavn og glæde for os. I år havde
han for sidste gang arbejdet hårdt for at hjælpe os, idet han skaffede os et ung-
207
[4]
Grundplanen over ungdomshuset. Det er meningen, at huset skat skabe beskæftigelse og aktivitet
og de to største rum er derfor det kombinerede værksted, samlingssal og systue.
domshus. Han rejste rundt i Danmark i tre måneder og havde så travlt, at han
næsten ikke sov. Det lykkedes ham til slut at skaffe penge nok til opførelsen
af huset.
Nu står huset færdigt, og vi skal indvie det. Og ikke mindst må vi takke vore
venner i Danmark, som har givet os penge til formålet. Til slut vil vi takke fan-
gerne" i Kap Hope og den svenske tømrer og takke arkitekt Alan, som med dyg-
tighed og velvilje har opført huset. VI vil som tak udbringe et trefoldigt hurra for
Miki og for dem, der gav pengene.
For første gang vil indbyggerne i Scoresbysund indsamle penge. Huset er først
og fremmest en gave til fangerne og givet til gavn for hele befolkningen i Scores-
bysund.
Dette har jeg sagt på Kap-Hoper-nes vegne.
208[5]