[1] MARINBIOLOGISKE UNDERSØGELSER AF JØRGEN BRØNLUND FJORD, PEARYLAND, I SOMMEREN 1966 Af stud. scient. Jean Just Tredag den 13. maj 1966 kl. 0530 landede Icelandairs DC4 „Straumfaxi" med et bump på Jørgen Brønlund Fjordens mildest talt noget ujævne is. Uden mulighed for at bremse løb maskinen farten af sig i en gammeldags polka henover sneskavler og sprækker for til sidst at sætte næsen mod land og rulle op foran Grønlands nordligste (ogverdens næstnordligste) boplads „Brønlundhus". - Hovedstyrken af 4. Pearyland Expedition var med sine 4,5 tons gods ankommet til sommerens arbejdsplads. Expeditionens leder, greve Eigil Knuth, havde imidlertid i forvejen afsendt en for- trop, der havde til opgave at grave huset frit af den enorme snedrive, der på trods af de kun ca. 11 mm årlig nedbør i området erfaringsmæssigt blæser sammen om det. Ydermere havde fortroppen til opgave at afmærke en egnet landingsbane for „Straum- faxi" og ved dennes ankomst at være behjælpelig med radiobårne vejrmeldinger og affyring af røgbomber til markering af vindretning (samt at have kaffe parat). - Imidlertid er fartplanen i Pearyland så tilpas flexibel, at tilfældet tvang Thorstein „Steini" Jonsson til at lande sin maskine uden hjælp, hvorefter det var os, der kunne vække den forbavsede fortrop op til et solidt morgenmåltid. Styrkerne var samlet. Expeditionen dækkede over mange forskellige arbejdsområder, men det følgende vil koncentrere sig om de marinbiologiske undersøgelser af Jørgen Brønlund Fjord, der i fællesskab blev foretaget af stud. scient. Max Andersen og forfatteren. Det ville være urigtigt at sige, at det var første gang Pearyland blev gjort til gen- stand for sådanne undersøgelser, for såvel under 1. Thule Expedition 1912 som un- der 1. Pearyland Expedition fra 1947—50 og 3. Pearyland Expedition i 1964 blev der indsamlet marint materiale i det omfang, tid og redskaber tillod det. — Det er imidlertid første gang, at en expedition til Pearyland har udrustet zoologer til i større udstrækning at foretage undersøgelser over saltvandsfaunaen og indsamle ma- teriale til Zoologisk Museum i København. 249 [2] Samtidig er det de nordligste undersøgelser af denne art, der er foretaget i verden, (Brønlundhus' geografiske placering er 82° 10' N, 30° 30' W), og betragtet som rekognoscering dækker de et absolut behov for viden om forholdene i havet under disse nordlige himmelstrøg. Ved ankomsten til Pearyland lå isen 2,5 m tyk på fjorden, og erfaringsmæssigt ville den tidligst — om overhovedet — bryde op i midten eller slutningen af juli, så før da ville det ikke være muligt at komme i gang med vort mest effektive indsamlingsred- skab — bundskraberen. Den mellemliggende tid kunne imidlertid benyttes til andet og lige så vigtigt arbejde, nemlig ved, gennem huller i isen, at foretage en rekognosce- ring med bundhenter udover fjorden efter en i forvejen fastlagt plan og således få kortlagt bundtyperne, ligesom det ved bundhenterens hjælp var muligt, at få indblik i dyrenes kvantitative fordeling i forskellige områder og forskellige dybder. Samtidig kunne der tages vertikale planktontræk og vandprøver til brug for be- stemmelse af temperaturer og saltholdigheder. Nu er forholdet det, at der ved brug af tuk, økse og skovl medgår mindst en dags arbejde til at få etableret et anvendeligt hul af de dimensioner, som vor bundhenter med sin armvidde på ca. 1,5 m krævede. Ydermere kan metoden kun bruges, mens frosten endnu gør isen hård og sprød, idet hullet ellers straks fyldes med vand, der siver ind ovenfra og nedefra og fra siderne. Det var planlagt, at det indledende arbejde skulle gennemføres med 15 huller for- delt over fjorden, og det ville ved ovennævnte metode betyde minimum 2 snarere 4 ugers uafbrudt knoklearbejde. For at undgå dette! — og for ikke at spilde mere tid end højst nødvendigt blev det besluttet at forsøge at sprænge hullerne i isen i stedet for. Denne plan blev fra forskellig side mødt med skeptisk interesse, idet der ikke kunne henvises til tidligere forsøg, hvor der som her var tale om strengt begrænsede sprængninger i 2,5 m tyk fjordis. Max Andersen, der forestod de sprængningstekniske forberedelser, var imidlertid såre optimistisk, og efter adskillige beregninger medbragtes 100 kg trotyl (TNT), et passende antal sprængkapsler samt rullevis af langsomtbrændende — og detone- rende tændsnor. — Allerede dagen efter ankomsten til Brønlundhus skulle dette for vort arbejde så vigtige punkt afprøves. Ca. 200 m fra kysten blev en sprængladning på 4 kg ved hjælp af isbor anbragt godt halvvejs (1,75 m) nede i isen, vi krydsede fingre i en stille bøn og lunten blev tændt. — 30 sekunder senere havde vi det herlig- ste timeglas f ormede hul med en diameter på 2,5—3 m. At der så forestod et par timers skovlen for at rense hullet for knust is, kunne ikke tilsløre den kendsgerning, at metoden havde bestået prøven med glans. — Flere ugers hårdt arbejde var reduce- ret til få dages lettere. 250 [3] Det egentlige arbejde kunne nu begynde. — Men før vi går over til omtalen af fjordens dyreliv, er det vel på sin plads at betragte de forhold, hvorunder dyrene lever. Med sin beliggenhed ca. 200 kilometer fra kysten er det ikke helt korrekt, sådan som det er gjort ovenfor, at sammenligne Jørgen Brønlund Fjord med det åbne havs kystområder. Mange vigtige faktorer, der betinger livsudfoldelserne, det være sig primærproduktionen, materialetilførslen, strømforholdene m. m., er under indflydelse af strengt lokale forhold, mens andre helt fundamentale faktorer — nemlig tempera- tur og saltholdighed — er præget af temmelig stor ensartethed fra havet ind i det in- derste af fjordene. Intet af dette var det imidlertid tidsmæssigt muligt at belyse blot nogenlunde; men følgende betragtninger over livsbetingelserne kan dog nævnes. Fjordens nærmeste omgivelser består i overvejende grad af hævet havbund, og hvor landet på en del af fjordens nordside står stejlt, strækker der sig store urer ud mod vandet. Hist og her bryder prækambriske dolomitformationer gennem de overliggende lag, men intetsteds når de frem til kysten endsige ud i vandet. Ejheller findes klippe — eller stenbund nogen steder på dybere vand. Dette forhold betinger, sammen med en voldsom materialetilførsel med smeltevandselvene, den overordentlig store ensar- tethed, der præger fjordbunden. Overalt findes finkornede sedimenter vekslende fra lerblandet sand i de inderste dele af fjorden til det fineste rødbrune slam 25 km læn- gere ude, hvor Jørgen Brønlund Fjorden munder ud i Independencef jorden. Der er alt- så tale om et decideret blødbundsområde, hvor epifaunistiske islæt kun findes i tilknyt- ning til de smalle algebælter på relativt lavt vand og i forbindelse med de spredt fore- kommende ansamlinger af tomme muslingeskaller og døde bryozoskorper. De hydrografiske forhold svarer i det store og hele til, hvad man normalt finder i de østgrønlandske fjordsystemer. Saltholdigheder og temperaturer undergår i et lod- ret snit fra overflade til bund visse karakteristiske ændringer, der bedst illustreres ved nedenstående kurver. (Målingerne er taget på et tidspunkt hvor isen stadig lå fast over fjorden, men hvor afsmeltningen og tilførslen af smeltevand fra elvene var i fuld gang). (Fig. l og 2). På fig. l ser man, hvorledes saltholdigheden stiger brat fra 18 til ca. 30 promille mellem O og 6 meter, for derefter at holde sig temmelig konstant på 30—32 promille hele vejen ned til bunden. — Temperaturen er under isen omkring -i- 0,7°, men stiger hurtigt for mellem 4 og 6 meters dybde at nå et maximum på 0,0° - + 0,1°. Her- efter falder temperaturen jævnt med tiltagende dybde for ved bunden at nå et mini- mum omkring -f- 0,9°. Kurverne viser altså, at der i omkring 6 m dybde findes en temmelig skarp grænse, der adskiller to vandmasser med hensyn til såvel temperatur som saltholdighed. — [4] Sa.L.%