[1] NEKROLOG THERKEL MATHIASSEN 5. september 1892 — 14. marts 1967 Med dr. Therkel Mathiassens dåd den 14. marts 1967 mistede Det grønlandske Selskab et af sine mest trofaste og virksomme medlemmer. Af de næsten 40 år, han var medlem af selskabet, havde han sæde i bestyrelsen i 18 år, først som redaktør af Det grønlandske Selskabs årsskrift og til sidst som næstformand. Det var som medlem af 5. Thule Ekspedition, at Therkel Mathiassen i 1921 så Grønland for første gang, og han har næppe den gang tænkt sig, af han senere skulle blive en årlig gæst i dette land. Knud Rasmussen havde næppe heller forudset, hvor lykkeligt et valg han havde truf- fet, da han opfordrede den unge adjunkt fra Viborg Katedralskole til at deltage i ekspedi- tionen som arkæolog og kartograf. Ikke blot fik han i Mathiassen en hårdfør og utrættelig ekspe- ditionsmand, men også en videnskabsmand, hvis indsats på ekspeditionen bidrog væsentligt til, at den imponerende række af videnskabelige af- handlinger, der blev ekspeditionens resultat, må betegnes som en hovedhjørnesten i eskimoforsk- ningen. Af de seks afhandlinger, der var Mathiassens bidrag til „Reports of the Fif th Thule Expedition 1921-24", er der særlig grund til at fremhæve to-binds værket „Archaeology of the Central Eskimos", af hvilket det ene bind skaffede ham doktorgraden i 1927. Det er ikke for meget sagt, at Therkel Mathiassen med dette værk .lagde grunden til faget eskimoarkæologi. Ganske vist fandtes der før hans tid beskrivelser af eski- moiske oldsager og ruiner, men Mathiassen var den første, der kunne påvise en sanmmenhæng mellem de spredte fund, der hidtil var gjort, og ingen, der beskæftiger sig med esfcimoarkæologi, kan komme uden om dette grundlæggende ar- bejde. Udgangspunktet var Mathiassens egne ud- Dr. Therkel Mathiassen. gravninger i arktisk Canada, hvor han i hus- ruiner og møddinger fandt vidnesbyrd om en tidligere, nu forsvunden form for eskimokultur, som han kaldte Thule-kulturen efter det sted, hvor den først var fundet. I modsætning til de stedlige central-eskimoer, der hovedsagelig er- nærede sig ved renjagt og åndehulsfangst af sæler^ var Thule-kulturen navnlig baseret på [2] hvalfangst, og i det hele taget af fangst i det åbne hav. En anden forskel var vinterboligen, der i Thule-kulturen bestod af solidt byggede huse af sten og hvalben, mens central-eskimo- erne benyttede snehuse det meste af vinteren. Hjemkommen fra ekspeditionen sammenlig- nede han de redskabstyper, han havde fundet, med fund fra andre dele af eskimoområdet og fandt derved ud af, at Thule-kulturen engang havde eksisteret langs de arktiske kyster hele vejen fra Nord-Alaska til Granland. Da han anså de vestlige redskabsformer for at være de ældste, drog han den slutning, at Thule-kultu- ren måtte være opstået i Alaska eller Sibirien nord for Bering Strædet, og at den derfra havde bredt sig østpå til Grønland. Der er senere fun- det endnu ældre former for eskimokultur, men påvisningen af Thule-kulturen og dens udbre- delse er stadig et af de sikre holdepunkter in- denfor eskimoarkæologien. Endnu førend Therkel Mathiassen var helt færdig med bearbejdelsen af sit materiale fra 5. Thule Ekspedition, tog han fat på en endnu større opgave, nemlig en hårdt tiltrængt syste- matisk undersøgelse af Grønlands forhistorie. Som udgangspunkt valgte han Upernavik di- strikt, den del af Vestgrønland hvor man måtte formode, at Thule-kulturen først var nået til. Han tilbragte størstedelen af sommeren 1929 på den lille ø Inugsuk, hvor han havde fundet tykke affaldslag med velbevarede oldsager. Han fandt ikke, som han sikkert havde ventet, ren Thule- kultur, men en senere udgave af den, som alle- rede havde fået et særligt grønlandsk præg. Dels synes kajakfangsten at have spillet en større rolle end i de centrale egne, og dels indeholdt denne kultur, som han gav navnet Inugsuk- kulturen, noget specielt grønlandsk, nemlig kul- turelementer som stammede fra nordbobygderne i det sydlige Grønland. På basis af disse nordbo- sager daterede han Inugsuk-kulturen til 13.-15. årh., og ved sammenligning med allerede eksiste- rende fund fra andre dele af Grønland kunne Mathiassen konstatere, at den har haft en vid udbredelse i Grønland. Men Inugsuk var kun en begyndelse. Som en trækfugl vendte Mathiassen tilbage til Grønland år efter år, hvert år et nyt sted, og lige så regel- mæssigt kom der hvert år en publikation af for- rige års undersøgelser. Efter Upernavik fulgte Sukkertoppen distrikt, hvor han koncentrerede sig om Kangåmiut-egnen. Her fandt han på et par bopladser spor af Inugsuk-kulturen som den ældste eskimo-kultur på stedet, endvidere en senere form som han daterede til det 16. og be- gyndelsen af det 17. årh. Omkring midten af det 17. årh. indtræder en ny fase i Gønlands historie, nemlig hvalfangertiden med dens store fælleshuse og deres indhold af glasperler og an- dre vidnesbyrd om europæernes ophold i landet. 1931-32 tilbragte Therkel Mathiassen på øst- kysten, hvor han navnlig i 1932 foretog omfat- tende udgravninger i Angmagssalik distrikt, og hvorfra han hjembragte over 6000 oldsager. Også her fandt han Ignusuk-kulturen som den ældste bebyggelse, men de største fund stammer fra det 18. årh., i hvis begyndelse der havde fundet en ny indvandring sted fra Vestgrønland, der blandt andet havde ført de store fælleshuse til Østgrønland. Kulturen var stort set den sam- me som i Vestgrønland, men kimen var lagt til den særprægede Angmagssalik-kultur, der her- skede, da Gustav Holm opdagede Angmagssalik. Den sidste del af sommeren 1932 sluttede Ma- thiassen sig til Knud Rasmussens 7. Thule ekspedition. I 1933 er Mathiassen tilbage på vestkysten, denne gang i Diskobugten, og her lykkedes det ham at finde ruiner fra en tid, der ligger forud for Inugsuk-kulturen. Kulturen, der minder meget om Thule-kulturen, stammede efter Mathiassens skøn fra det 10. til det 12. årh. Denne efterfulgtes af Inugsuk-kultur, og denne igen af en lidt senere form for Inugsuk-kultur, der dateredes til det 15. årh. Endnu tre perioder kunne Mathiassen påvise i Diskobugten, nemlig en der svarede til den anden periode i Kangå- miut-egnen, hvalfangertiden og, som den sidste, tiden efter den danske kolonisation. Som det sidste led i sin undersøgelsesrække besøgte Ma- thiassen i 1934 Julianehåb distrikt, hvor han konstaterede de samme udviklingstrin som i Kangåmiut-egnen. At han betragtede sine grøn- landsundersøgelser som afsluttede ses deraf, at han slutter publikationen med en oversigt over Grønlands eskimoarkæologi. Bortset fra to om- råder, Kap York distriktet og Nordøst Grønland, er denne oversigt bygget på hans egne under- søgelser, og det billede, han giver af kulturud- viklingen i Grønland fra middelalderen til be- gyndelsen af den danske kolonisation, er stort set uændret idag over 30 år senere. At han på kun seks somre har kunnet foretage de omfat- tende undersøgelser og kun syv år efter starten kunne fremlægge resultater, der har gyldighed 27I [3] idag, er en bedrift, der sikkert aldrig vil blive overgået, og alene af den grund bør hans navn aldrig gå i glemme hverken i Grønland eller i Danmark. Therkel Mathiassens energi og fantastiske ar- bejdsevne kom ikke alene Grønland til gode. Som Inspektør og senere overinspektør ved Na- tionalmuseet ydede han også en stor og betyde- lig indsats indenfor dansk arkæologi, særlig stenalderforskningen, og umiddelbart efter sin afgang fra museet påtog han sig hvervet som redaktør af Trap: Danmark. For dette hverv havde han som forudsætninger sit dybtgående kendskab til Danmarks topografi og navnlig til danske herregårde, på hvilket felt han var su- veræn. Der syntes ikke at være nogen grænser for hans formåen. Som menneske var han af- holdt af alle, han kom i berøring med, han var altid parat til at hjælpe, og han var retlinet i al sin færd. Hans død er et stort tab for dansk videnskab og for hans mange venner her såvel som i Grønland. Hdge 272 [4]