[1]
LANDSRÅDETS FORTID OG FREMTID
Af Carl P. Jensen
Grønlands Landsråd træder i denne måned sammen til det første arbejdsmøde
efter landsrådsvalget i april og f ormands valget i maj. Mødets gang og resultater
afventes med spænding. „Grønland" har bedt grønlandsminister Carl P. Jensen
om nogle bemærkninger i forbindelse med landsrådets overgang til det nye system
med valgt formand.
JL/et folkevalgte element i Grønland er ikke af så ny dato, som mange tror. Mindre
end 20 år efter, at den første danske grundlov var vedtaget, indførte H. J. Rink i
1860'erne de folkevalgte forstanderskaber, som gav den grønlandske befolkning
indflydelse — omend meget begrænset — på visse lokale anliggender. Forstanderska-
berne fik vel ikke den betydning, Rink formodentlig havde tilsigtet, men de var dog
i en tid, hvor demokratiet mange steder var et ukendt begreb, det første skridt i de-
mokratisk retning.
Først med oprettelsen af 2 landsråd i Nord- og Sydgrønland i 1908, hvorved man
fik en folkevalgt repræsentation for hele Grønland, kom man et skridt videre. Be-
folkningen fik nu indflydelse i anliggender, der ikke blot var af lokal karakter, men
som vedrørte hele det grønlandske samfund.
Landsrådenes beføjelser var dog ikke særlig store. Enkelte forbedringer blev
gennemført ved 1925-loven, men først ved nyordningen i 1950 skete det næste
store skridt i Grønlands politiske udvikling. De 2 landsråd i Nord- og Sydgrøn-
land blev slået sammen til eet landsråd for hele Grønland, medlemmerne blev nu
i modsætning til tidligere valgt ved direkte valg, landsrådets beføjelser blev stærkt
udvidede, og sidst men ikke mindst fik landsrådet adgang til at råde over større
midler.
Der er ingen tvivl om, at nyordningen i 1950 betød et virkeligt fremskridt og
gav landsrådsmedlemmerne betydeligt større udfoldelsesmuligheder end før 1950,
men dette stillede naturligvis også store krav til landsrådsmedlemmernes politiske
modenhed og ansvarsbevidsthed. Den stærkt accelererende udvikling i økonomisk,
teknisk og social henseende, der fulgte i årene efter, gjorde ikke disse krav mindre.
I de følgende år øgedes landsrådets indflydelse. Det var således på landsrådets
initiativ, at regeringen nedsatte Grønlandsudvalget af 1960 for at gennemdrøfte
273
[2]
og fastlægge målsætningerne for den fremtidige udbygning af Grønland. Et af
Grønlandsudvalgets resultater var oprettelsen af Grønlandsrådet, et forum, hvor
grønlandske og danske politikere mødes for at foretage den centrale planlægning
og koordinering af grønlandsarbejdet. I Grønlandsrådet er landsrådet som bekendt
repræsenteret med 3 medlemmer.
Den nye ordning, der nu er indført, hvorefter landsrådet selv vælger sin for-
mand, er derfor ret beset en naturlig videreudvikling af den linie, som blev påbe-
gyndt i 1950, men som har rod langt tilbage i tiden, og ikke den revolutionerende
begivenhed, man gerne vil gøre den til.
Det har været hævdet, at landshøvdingen efter den hidtidige ordning i for høj
grad kunne påvirke landsrådets afgørelser, og det er naturligvis rigtigt, at denne
mulighed har været til stede. Det er dog mit indtryk, at de skiftende landshøv-
dinge har gjort deres yderste for ikke at komme under denne „mistanke", tvært-
imod ved jeg — og det gælder alle de 3 embedsmænd, der gennem længere tid har
beklædt formandsposten i landsrådet — at de hellere har talt landsrådets sag over-
for regeringen end omvendt. Jeg tror også, man uden overdrivelse kan sige, at de
har været til hjælp og støtte for landsrådet under den hastige udvikling, der er gen-
nemført i de sidste 15—20 år, og at denne indsats ikke bør undervurderes.
Men naturligvis måtte landsrådet have sin fulde uafhængighed, og da dette nu
er gennemført, rejser sig naturligt spørgsmålet, hvilken betydning denne nyordning
kan få for den fremtidige udvikling i Grønland, og hvad det næste skridt i den po-
litiske udvikling eventuelt må blive.
Jeg kan lige så lidt som andre spå om fremtiden og kun gentage, hvad der ofte er
givet udtryk for fra officiel side: Grønlands fremtid bestemmes af den grønland-
ske befolkning selv.
Det grønlandske samfund har sin særlige problematik, der på mange måder ad-
skiller sig fra forholdene i det øvrige Danmark, derfor må Grønland have en sær-
lig mulighed for at fremføre sine synspunkter og have krav på, at der i rimeligt
omfang bliver taget hensyn til disse synspunkter, men der må i Grønland som i
andre samfund være en sammenhæng mellem befolkningens egen indsats og medbe-
stemmelsesret.
De love, som vi alle må rette os efter, vedtages i folketinget, hvor også to
grønlandske folketingsmænd varetager de grønlandske interesser på lige fod med
folketingsmedlemmerne fra andre dele af riget. Landsrådet er det forum, hvor
meningerne fra de foz-skellige egne og befolkningslag i Grønland mødes, brydes og
udkrystaliseres, så man får et differentieret billede af forholdene. Alt for mange
går rundt og tror, at Grønland er en enhed, at synspunkterne er de samme i syd
og i nord, i byer og på de mindre pladser, hos fiskerne og arbejderne. Det er de
274
[3]
Grønlands Landsråd samlet i 1951
under den første „fødte" formand efter 1950-nyordningen, landshøvding P. H. Lnndstecn,
der fik overordentlig betydning for landsrådets arbejde i en halv snes år.
heldigvis ikke, og det er blandt andet landsrådets opgave at være en skueplads for
disse meningsbrydninger og ikke mindst på god demokratisk vis at finde frem til
de synspunkter og vurderinger, som skal og må findes. Dette er efter min mening
landsrådets vigtigste funktion, men herudover har landsrådet jo ansvaret for en
række opgaver af mere forvaltningsmæssig art, som også er betydningsfuld.
Landshøvdingen har hidtil været et sikkerhedsnet for landsrådet, men nu ligger
ansvaret for, at der må skæres en hæl og klippes en tå, og for at man når frem
til det gennemførlige, hos landsrådet selv. Sådan skal det også være, og jeg tror,
landsrådet vil kunne leve op til dette ansvar.
I de seneste år er der af mange grønlandske politikere givet udtryk for, at man
ønsker samhørigheden med Danmark bevaret, at man føler et skæbnefællesskab
275
[4]
med det danske folk, og at Danmark bør være forbindelsesleddet mellem Grønland
og verden udenfor. Vi er glade for dette og føler os forpligtede til så langt det
er muligt at bevare det grønlandske særpræg. Vi lytter derfor med opmærksomhed
til, hvad der siges i landsrådet. Den seneste reform har givet landsrådet større
uafhængighed og ansvar end hidtil, men er} som nævnt, en naturlig videreudvikling
af den linie, der af den danske regering klart har været fulgt siden 1950. Skulle
den fremtidige udvikling medføre, at landsrådet ønsker sine opgaver og sit ansvar
forøget, vil sådanne ønsker blive mødt med forståelse og velvilje.
276[5]