[1]
MØDE MED ISFJELDE
Alex Secfier: Fra min grønlandske skitsebog
l 300-året for Rembrandts fødsel foretog sammenslutningen Danske Bladtegnere
en udflugt til Amsterdam for at lurekigge den gamle mester over skuldrene under
hans impulsive stregføring i tegnearbejdet. Formålet var at se den udstilling af hans
arbejder, som byen havde arrangeret til hans ære, men vi havde alle et ønske om at
kunne dyppe vore tegnepenne i hans tuschflaske, for derved at få lidt af den store
kunstners trolddom i vore penne.
Rejsen foregik pr. tog med picknick-kurv og hvad dertil hører, og som æresmed-
rejsende havde vi den dengang 89-årige kertemindemaler Johannes Larsen. Han var
som bekendt altid fåmælt, men efter landegrænsens passering løsnedes hans tunge-
bånd så vi — eller jeg — fandt hinanden i fælles jæger- og skipperløgne angående Grøn-
297
[2]
land, som han i en alder af 56 år første gang besøgte sammen med nogle videnskabs-
mænd — naturligvis i den anledning at tegne irugle og andet dyreliv i Danmark i nord.
Alt dette er kendt og før omtalt i tidsskriftet Grønland. Nu kunne Rembrandt lige-
såvel have misundt Johannes Larsen hans eminente evner til at forevige fuglevildtet
dets himmelflugter, for den gamle kertemindemaler kritiserede den hollandske me-
sters evner til at placere englevinger på Vorherres udkårne— „disse kunne jo umuligt
i deres dimensioner bære et menneskelignende væsen som en engel." Nej, kom til
Grønland, min far, og se hvordan en havørn ter sig i sin himmelflugt.
Men tilbage til isfjeldene. Jakobshavn isfjord var et af Johannes Larsens rejse-
områder, han stødte på skær og is med den berømte „Møllere" som skipper, han bar
sine yngre medrejsendes oppakning, spiste alt uspiseligt og skyllede efter med hjemme-
bragt snaps, klatrede til fjelds, hvor ingen andre turde bevæge sig - for at komme
en jagtfalks rede så nær som muligt. Han må have været den ideelle rejseledsager.
298
[3]
Næst efter fuglene var isfjeldene hans kæreste objekter, hvilket man ser af de utal-
lige studier i akvareller og tusch. I hans fornøjeligste beretning om grønlandsk is
fortælles, at da ekspeditionen efter hjemturen rundede Kronborg, var det sidste
stykke medbragt isfjeld godt på vej til at smelte. Der var forsyning af isstykker til
sjusserne til den lange færd over Nordatlanten — nu var der bare en stump tilbage,
godt emballeret i aviser og klude. For i tyverne havde man ikke køleskab ombord på
de gamle grønlandsskibe. Denne indledning forundrer måske, men vi tillader os at
tro, at påstanden er rigtig nok - det var i hvert fald en kølig beretning, serveret i et
hedt tog med kurs mod Amsterdam.
Man tænke sig ovenpå dette et isfjeld i unormal drift, med kurs syd om Norge og
ned gennem Kattegat for til sidst at sætte sig fast i Øresunds smalle indløb - til stor
gene for sundfarten. Men hvilken attraktion med et sådant isfjeld klods op ad Kron-
borg, ufatteligt i sine dimensioner, trods tæret af afsmeltning under den lange rejse
2 99
[4]
nordfra — et værdiløst produkt, ganske vist, og et memento om, hvad naturens egen
fryseboks kan producere. En turistattraktion, som måtte vække gru og betagelse på
engang.
Det hændte, som tusind gange før, at et jættestort isstykke brækkede sig løs fra
en gletschertunge og gled ud i det store kredsløb. Efter at have markeret sin nye til-
værelse med en stor flodbølge og siden fundet sit tyngdepunkt, sejlede det frigjorte
isfjeld med en sydgående strøm ned langs Grønlands vestkyst - mod den tilintetgø-
relse, det var bestemt til i det varmere vand ved Newfoundlandbankerne. Her skulle
det som andre ifjelde være skrevet i mandtal, og holdt under stadig observation af
den internationale ispatruljetjeneste, idagvistnok en illusorisk affære, men engang en
direkte følge af „Titanic"s forlis. Siden da har andre skibe på tragisk vis kollideret
med granithårde isfjelde, disse nordhavets dødsfælder, som ingen chancer giver for
den, der kommer dem på tværs, men som i hvert fald nu registreres af istjenesten fra
den forhenværende USA-base i Sydgrønland.
[5]
Det første møde med en isskosse — ikke større end et stuegulv, kan være beta-
gende nok udfra den betragtning, at man ved, at der befinder sig mere af det under
vandet. På rejse i Davis-strædet kan man hurtigt blive træt af at tælle isfjelde — viden-
skaben peger på, at vi langtfra er ude af den sidste istid — men det hænder, at en fly-
dende katedral af is, eller et fjeld med tårne og spir, formet af havstrømme og
bragende storme, betager med deres bizarre former —og forbandes af skibets besæt-
ning. Naturen sætter i dette skulpturelle arbejde næsten ingen grænser for sine luner.
Her er kolosser med smeltevandsrender og afgrundsdybe kløfter, ispaladser og hvide
sejlere i farver, man ikke troede eksisterede. Igen og igen vil indlandsisens plastiske
overflod skyde sig ud i bræerne og fødes som isfjelde — dybfrysningen af Grønland er
årtusinders hengemt kulde, men de polare iskalotter er i glaciologernes søgelys, man
er simpelthen nysgerrig efter at vide, om den klimaforandring, der i en årrække har
301
[6]
været obseveret på den nordlige halvkugle, er ved at slutte, og om gletcherne vil være
aftagende. Men svaret ligger jo stadig nedfrosset.
Det gode gamle skib „Dronning Alexandrine" bugserede os engang ind i en „is-
lomme", en tunge fra den østgrønlandske strøm havde bøjet af et stykke nord for
Kap Farvel, isen skurede skibets jernskrog, det var årets første rejse i april, og da kan
isen være kontrær. Forude tårnede mere is sig op, og vi tænkte jo vort om den sag.
Men vi var ukyndige i issejlads og kendte bare dramatiske beretninger fra erfarne
grønlandsrejsende, som faktisk måtte forlade skib og lun lugar, for til fods at nå
kysten med de mærkelige fjelde. Vi kunne Erik den Rødes og Leif den Lykkeliges
grønlandsrej ser på fingrene, og undredes såre over disses bedrifter, vi var impone-
rede og skeptiske på en gang, men vi havde jo en skipper, som sejlede efter et ud-
mærket skoleatlas, og deri kom vores tryghed til udtryk i vendinger som „stor sø-
mandskundskab". Vi var bare syv timer om at bakke ud af den lomme. Siden mødte
302
•
[7]
vi noget, som kaldtes tallerkenis, og efter dette det første rigtige isfjeld. Det var hun-
dekoldt, men vejret var uanstændig godt, havet var som på Sortedamssøen på de
bedste dage, solen et lysfelt, der gjorde ondt — var dette Grønland. Her var et råd-
dent isfjeld, her en „mand i et isfjeld", og her et isfjeld i sidste stadium før afsmelt-
ning. Her var blokformede kolosser med bratte sider, nogle blødt afrundede og med
smeltevandsrender, alle banalt kaldet maleriske isfjelde, grønne, blå, hvide, gule,
stivnede i formerne, med mærkelige lysbrydninger, nogle med organisk liv, søfugle og
sæler fik en lift ombord på disse formationer, sære profiler, kalvningsstykker, hvor
vandlinien var synlig og flosset efter de nye tyngdepunkter, i sandhed, naturens
formgivende evner var sælsom. Siden kom tågen og dæmpede sceneriet, siden kom
stormen og gjorde os bekymrede — den vil lægge sig til aften, sagde Kendtmanden,
men det passede bare ikke. Alpine fjeldkonturer ved Hamburgerland mellem Suk-
kertoppen og Holsteinsborg kom til syne, et sted skød indlandsisens ryg sig direkte ud
i havet — isfjelde igen, farver igen, forundring igen, men kursen var sat, og skibet var
godt. Igen en stjernefyldt nat med en forunderlig lyskilde — hvorfra — en eventyrlig
færd, fjeld efter fjeld passerede, vi registrerede med tegnepennen, her et fjeld i
form som et plovjern og her et formet som isdronningens palads.
Jakobshavn isf jord sætter sig altid fast i erindringen hos den, som har besøgt stedet.
Turen over land til bræen og bragene fra kælvingen er dominanter i oplevelsen. Ver-
dens mest producerende bræ, siger man og det skal vel nok passe. Ombord på be-
rømte „Jutho" anløb vi Jakobshavn, men et generende fjeld lagde sig klods op ad
landgangssiden så hvad andet var at gøre end lade sig kure ned ad fjeldet til den ven-
3°3
[8]
tende landgangsbåd — da besteg man et isfjeld, så fik man prøvet det og mangen pas-
sager fik sig en våd sok, én endte i bugten, men blev hastigt fisket op — javist, uden
våd sok ingen grønlandsrejse. Ude i Vajgattet mødte vi det cognagsfarvede isfjeld,
klokken var to nat, men natten var som dag, et sært solformørket lys, overjordisk,
abstrakt, ufatteligt — og stemningen blev derefter. Fønyinden kom udfor Quitdligssat,
så vi måtte til havs mellem nye betagende fjelde, Umanak og Upernavik var rejsemå-
let, øjet løb horisonten rundt, lyset blev stærkere, og man undte sig naturligvis ikke
legemlig hvile — udfra den betragtning: hvornår kommer man her igen. Her kom
Umanaks hjertefjeld til syne som bagtæppe for en hær af isfjelde, en legion inde fra
fjorden, drivende ud mod det åbne hav, en evig drift af „flyvende hvide hollændere",
generende for de befærdede ruter — men det spørges der som bekendt ikke om.
Man har brugt populære bygningsværker som målestok for isf jeldes størrelse, men
man kan vel bare gætte. Er dette så stort somJRundetårn, er dette isspir på højde med
Rådhustårnet, og er denne svømmende is-ø som Møn eller Fyn?
Vi er bekendt med, at sydpolare isberge er af anderledes imponerende formater
end de nordpolare — men vi var tilfredse med de grønlandske. En meddelse i en avis
for år tilbage - med overskriften Operation Isbjerg, fortalte om et eksperiment, hvis
planer skulle ligge fuldt udarbejdede af en amerikansk oceanograf John D. Isaac, der
304
[9]
søgte et isbjerg, som kunne afgive så meget vand som Bodensøen rummer — til brug
for overrisling af den golde californiske ørken. Et isbjerg af passende størrelse skulle
indfanges og med slæbebådes hjælp dirigeres fra Sydpolarhavet op til den californi-
ske kyst — der skulle være nok at tage af, for man havde ved sydpolen observeret en
is-ø af et så gigantisk format, som kun det antarktiske kontinent kan afgive. Det var
et svømmende landområde på størrelse med Jylland og skulle være verdensrekord
for isbjerge. Man skal tredive år tilbage for at finde beretninger om is, hvis dimensio-
ner tåler sammenligning med giganten, man fandt drivende i Ross-havet udfor Little
America. Konkurrenten fra dengang blev rapporteret af hvalfangere, som anslog dets
størrelse som Sjællands - vi gad vide, om de kendte Sjællands areal.
305
[10]
•32"--------
Planerne til det fantasifulde overrislingsanlæg tager vi som et kuriosum, man har
jo hørt om sådanne før, ligesom, at havene ville stige så og så mange meter om ind-
landsisen smeltede, og mere endda, om den sydpolare iskalot fik samme lune. Hvad
Operation Isbjerg ville koste at „gennemføre" det er tal, som vel vil være prisen lig
adskillige månerejser.
Engang i sejlskibenes tid gik man på nedsat kraft og affyrede bøsseskud, hvis ekko-
lyd så fortalte, om der var isfjeld i nærheden. Nu registrerer radarens vidunderskærm
det mindste isstykke samt fugleflokke og andet, der måtte ligge forude. Skibene mod-
tager ismeldinger fra land eller har kontakt med modgående skibe, for isdriften
skifter fra time til time. Men stadig beundres og forbandes isfjeldene af de søfaren-
de, når som helst kan fjeldet kæntre, kælve og brække midt over, og deler det sig,
forandrer det ligevægtsstilling, og havet omkring isfoden kommer i voldsom bevæ-
gelse indtil de brudte stykker har fundet deres nye tyngdepunkt.
Udfor Christianshåb kælvede et isstykke — størrelsen var som et hus, stort eller
lille kan være ligemeget, det delte sig bare. Motorbåden, vi på det tidspunkt var pas-
sagerer i, løftedes i vejret med faretruende slagside, det var om at komme væk hur-
tigst muligt, her var en naturkraft af uberegnelige dimensioner — derfor, respekt
for isfjelde, store såvel som små. Men smukke er de.
306
[11]