[1] BOGANMELDELSE Al f hild Kallstenius: TRAGEDIN I SMITHS SUND Bjorling-Kallsteniusexpeditionen 1892. 162 sider med illustrationer og et kort. Eget forlag. Pris: Sv. kr. 29,50. For knap et par år siden skrev nærværende an- melder en artikel her i tidsskriftet om svenskeren Alfred Bjorling og hans forsvundne ekspedition (Grønland, oktb. 1965). Foranledningen var en avisartikel, der hævdede, at man ikke vidste ret meget om denne ekspedition og dens totale forlis, hvilket jeg mente var ikke helt korrekt. Lidet anede jeg på dette tidspunkt, at der oppe i Stock- holm sad en fin, gammel dame og var ved at lægge sidste hånd på en bog om hele dette emne. Videnskabsmændene på denne ekspedition var botanikeren Alfred Bjorling og zoologen fil. kand. Evald Kallstenius med den unge dansker Karl Kann som fører af ekspeditionsskibet „Ripple". I de tre familier opgav man efterhånden håbet om at se de unge mennesker, der forsvandt i efteråret 1892 i Smith Sund, men man opgav aldrig at sam- le alle mulige oplysninger om ekspeditionens færd fra den forlod St. Johns, Newfoundland, og indtil den forsvandt. Ligeledes var man naturligvis in- teresseret hver gang en ekspedition havde været i land på Carey Øerne for om muligt at få yderli- ligere oplysning om fundne efterladenskaber. I årenes løb blev det til en anseelig samling breve og artikler, dels fra aviser og tidsskrifter, dels fra personer. Det var især Evald Kalstenius' fem år yngre søster frøken Anna Kallstenius, som sam- lede, hvad der fandtes indenfor hendes slægt, lige- som nogle af Karl Kanns slægninge ved selvstæn- dige undersøgelser, omend i begrænset omfang, søgte at få opklaret de nærmere omstændigheder ved forliset. Dette omfangsrige materiale har nu fru Alfhild Kallstenius haft til rådighed ved ud- arbejdelsen af bogen. Evald Kallstenius var hen- des mands farbror. Meningen med denne bog er først og fremmest at fremlægge for offentligheden alt, hvad der i årenes løb er fremkommet af oplysninger om ekspeditionen og dens tragiske forløb, men også at korrigere og kritisere, hvad man kunne kalde rap- porten om den officielle eftersøgning ved den svenske dr. Axel Ohlin. Selvom forfatterinden er beslægtet med en af dramaets hovedpersoner, må man erkende, at bogen er holdt i en meget nøgtern og ædruelig stil; objektiviteten overgår så absolut det subjektive indslag, som naturligvis ikke kan undgåes. Da man fra forskellig side, efter katastrofen var blevet kendt, stemplede de to unge forskere som æventyrere og frakendte dem sågodt som enhver evne til at udføre videnskabeligt arbejde, gør forfatterinden i nogle indledende kapitler minu- tiøst rede for de to unge menneskers fysiske og videnskabelige kvalifikationer. Om Bjorling op- lyses det, at han som 17 årig gymnasiast i 1889 var den første svensker som besteg Kebnekaise, Sveriges højeste tinde. Den var tidligere kun be- steget af franskmanden C. Rabbot i 1883. Året efter - i 1890 - kom Bjorling med på en ekspedi- tion til Spitsbergen. Den var under ledelse af Gustaf Nordenskiold, en søn af Nordøst Passagens betvinger A. E. Nordenskiold. Det var på den gamle Nordenskiolds anbefaling (eller måske ret- tere befaling), at Bjorling kom med, da den oprin- deligt udpegede Henning Boheman blev syg. Bjor- ling optrådte som hydrograf på ekspeditionen og deltog iøvrigt i alt forefaldende arbejde, bl. a. kortlagde han nogle gletschere og botaniserede - selvfølgelig. Den følgende sommer var Bjorling i Grønland. Hans agt var at kortlægge så lang en strækning som muligt af den ukendte kyst i Mel- ville Bugten samt at foretage hydrografiske og botaniske undersøgelser og iøvrigt træne sig op til videre forskning i polarlandene. Med „Ceres" ankom Bjorling til Upernavik, hvorfra han i åben båd, roet af fire grønlændere, begav sig nordpå til egnene omkring Djævelens Tommelfinger, hvor han i overensstemmelse med planerne udførte sit arbejde, hvorefter han vendte tilbage til Uperna- vik og returnerede med „Ceres" til Danmark. - I oktober samme år fyldte Bjorling 20 år! Evald Kallstenius var i mange henseender Bjor- lings modsætning. Men et havde de fælles: for- skertrangen. Kallstenius' interesse for naturviden- skaben havde han fra faderen og farfaderen. 311 [2] Sidstnævnte var en fremstående kemiker, faderen var fysiker. Evald Kallstenius blev student 1886 og; begyndte straks at studere i Uppsala. Zoologien havde haft hans interesse fra den tidligste barn- dom og specielt interesserede han sig for de ma- rine dyr. I Uppsala trænede han i skiløb og var altid i fysisk fin form. På normal tid tog han sin fil. kand. eksamen. Allerede i studietiden arbej- dede han videnskabeligt, bl. a. sammen med pro- fessor Jagerskiold, et samarbejde, der blev afbrudt, da Kallstenius på Bjorlings opfordring tog med på ekspeditionen til Smith Sund. Det var Kallste- nifls* hensigt at studere de lavere oligochæter, som han også hjemme havde beskæftiget sig med og bl. a. fundet en ny art. Det var, som det vil ses, ingenlunde to uprøvede æverityrere, der begav sig ud på ekspedition. De; har været forfatteren magtpåliggende at vise dette, og det forekommer anmelderen, at det er lykkedes fuldtud. Man får iøvrigt at vide, at Kall- stenius kom med „på afbud" ligesom det tidligere var tilfældet med Bjorling selv. Selve optakten til ekspeditionen, overfarten til St. Johns, Newfoundland, køb af skib her, da det viste sig umuligt at få skibslejlighed med en hval- fanger til Ellesmere Island, samt turen til God- havii er udførligt omtalt. Dette afsnit er i store træk velkendt, men der findes dog en del nyt, som kaster lys over hidtil uforståelige tildragelser. Man har bl. a. undret sig over, hvorfor den svenske konsul (en kanadier) i St. Johns var de unge ekspe- ditionsfolk så uvenlig stemt. Det viser sig nu, at han havde et skib tilsalg, som han ville have Bjor- ling til at købe; sidstnævnte afslog dog, simpelt- hen fordi han ikke havde råd til det. Den hårde kritik bl. a. af skibet „Ripple", som senere kom til orde gennem dr. Ohlin og andre, viser sig at stam- me fra konsulen. At den var uberettiget, hvad skibet „Ripple" angår, ses simpelten af det fak- tum, at det nåede velbeholdent så langt som til Carey Øerne i Thule distriktet. Om selve katastrofen for ekspeditionen - forli- set af „Ripple - og de fem ekspeditionsdeltageres kamp for at gennemføre foretagendet, bringes ikke egentlig noget nyt, men i bogen er alle de spredte beretninger samlet, således at man for første gang på en lettilgængelig måde får et over- blik over de fem mænds sidste levedage. Ligeledes gøres der omhyggeligt rede for den langsomme- lighed, hvormed det officielle Sverige tog fat på at drøfte en redningsaktion, en langsommelighed, der medførte, at der omtrent intet blev gjort. Det angives i bogen, at årsagen skulle være, at man netop i den kritiske periode samlede midler ind til Andree's ballonfærd. Kun professor A. G. Nat- horst gik hårdt ind for, at en hjælpeekspedition skulle udsendes straks, men da A. E. Nordenskiold var mere interesseret i Andree's foretagende, trak Nathorst det korte strå. Det blev ikke til nogen hjælpeekspedition, men der blev gennem uden- rigsministeriet rettet henvendelse til den Konge- lige Grønlandske Handel og hvalfangerselskaber- ne i Scotland og på Newfoundland, som ville for- modes at besejle området. Ligeledes korresponde- rede man med Rob. E. Peary, som beredvilligt lod dr. Axel Ohlin deltage på hjælpeekspeditionen i 1894. Ohlin besøgte Bjorlings Ø, fandt på vest- siden af øen nogle efterladenskaber samt skelettet af en af Ripple-folkene, som man gravsatte. I alt deltog 17 personer i eftersøgningen på øen. Det må derfor forundre, at Peter Freuchen, som alene besøgte øen i august 1916 på østsiden fandt en lejr som indeholdt talrige efterladenskaber efter ekspe- ditionen. Desuden gav Freuchen, i modsætning til Ohlin, en detailleret beskrivelse af det fundne kranium, hvilket afgørende talte imod, at den døde var Kallstenius, som først antaget. Den døde havde været inkarneret piberyger, hvilket kunne konstateres på^ de stærkt slidte fortænder. Bogen kaster ikke noget lys over selve ekspedi- tionens endeligt. Om den ved vi i dag lige så lidt, som lige efter den var blevet udspillet. Men der fremlægges et rigt materiale, som stilles til rådig- hed for den trænede forsker, som kunne tænke sig at trænge dybere ind i stoffet. Som fru Alfhild Kallstenius selv fremhæver, er hun ikke hverken videnskabsmand eller skribent, og hendes fortjeneste ligger da også først og frem- mest i, at hun har haft den store interesse for emnet og har påtaget sig den møje og bekostning det er^ at få det samlede materiale frem for of- fentligheden. I danske grønlandskredse vil man utvivlsomt læse den minderune, der her er ristet, med meget mere end almindelig interesse. Dan Laursen. 312 -, "- -i-.iaUteJi [3]