[1] ER GRØNLANDSK KORSANG VED AT STAGNERE? N o gie b e tragtninger med udgangspunkt l Grønlænderkoret MIK's grammofonplader („Grønland kalder", l-Vl) (KGH og Bob-records) Af Knud Wissum .Findes der mon i verden nogen vokaludfoldelse, der på een gang kan være så fasci- nerende, hjertegribende ægte og så øresønderflækkende falsk og rædselsfuld som det, man kalder grønlandsk korsang? Ikke uden sentimentalitet mindes man sit første møde med firstemmig, grønlandsk menighedssang; en karsk og sund, tankevækkende oplevelse, der senere er blevet fornyet og forstærket. Og med oprigtig glæde genkaldes i erindringen en optræden af det Motzfeldt'ske fåreholderkor under en fest i Narssaq eller den spontane, fir- stemmige friluftsudgave af flagsangen erfalassorput, sunget af bjørneskindsklædte Thule-eskimoer under et jubilæum i Q'anaq. Og aldrig glemmer man skolebørnenes glade sang omkring kateket Simon Nielsens juletræ i Q'ornoq. Ved afspilning af disse båndoptagelser fra min tid ved Grønlands radio står de enkelte situationer altid plastisk levende i hukommelsen og fremkalder automatisk en vis kildrende fornemmelse af her at have stået overfor noget smukt og ægte grøn- landsk folkekultur, til trods for, at hver enkelt af disse sange — berøvet deres miljø og afspillet uden kommentarer i højttaleren— faktisk lyder overordentlig forfærdeligt! Lad os for en gangs skyld være ganske ærlige og objektive, afskrive det følelses- mæssige og konstatere: Grønlandsk korsang (i kirker, forsamlingshuse, skoler eller slet og ret i fri luft) efterlader nok et dybt indtryk på den fremmede, men unddrager sig enhver saglig musikalsk bedømmelse efter europæisk målestok. Det paradoksale er dog netop, at al grønlandsk korsang hviler på europæisk (dvs. dansk og tysk) tradition. Bortset fra trommesangene er alle grønlandske sange formuleret i euro- pæiseret stil. Dermed være naturligvis ikke sagt, at der ikke findes gode grønlandske sange — skabt af grønlændere. Der er oaser, grundlagt af foregangsmænd som Ras- mus Berthelsen, Henrik Lund, Jonathan Petersen, Peter Olsen, Frederik Nielsen o. a. Disse mænd har skrevet tekster af stor poesi og visdom, ord med bred folke- lig appel, der meget vel kan lignes med en Grundtvigs eller Aakjærs, men tonedrag- [2] Foto: Knud Wissuni. Dronning Ingrid hilser j)å et af grønlænclertruppen MIK's medlemmer Ilanguak Jensen (Thule), der foretog afsløringen af Knud Rasmussen statuen ved Øresund. (Dec. 1963). ten er og forbliver europæisk. Om noget eskimoisk musikalsk særpræg er der overhovedet ikke tale. Det samme gælder de såkaldte „grønlandske danse", som i deres oprindelse alle kan føres tilbage til europæiske kilder, j f r. melodien manttii- liardhita („På vej til Sukkertoppen" — Grønland kalder, 4), der er identisk med en tysk studenterdrikkevise „Karamboli-krambamboli". Man hører ofte, at „grønlæn- derne er et meget musikalsk folkefærd!" Det er efter min mening noget vrøvl. Sang- glæde og musikalitet hænger naturligvis sammen, men er to forskellige begreber. „Jamen, grønlænderne synger jo altid firstemmigt. Så må de da også være mere mu- sikalske end danskerne," vil mange indvende. Dertil er mit svar, at grønlænderne i århundreder har været ret sparsomt og en- sidig kulturelt påvirket. Faktorer som klimaet, de store afstande, isolationen har ganske enkelt tvunget menneskene til at udnytte den megen (vente) tid til et specielt fællesskab i tale, sang og anden underholdning. Oprindelig hed dette tidsfordriv sagnfor tælling, trommesang, lampeslukningsleg; efter kristendommens indførelse af- løstes de af prædiken, salmesang og dansemik til spillemandstoner. Dette er natur- IO [3] ligvis stærkt forenklet. Men fælles for alle disse begreber var, at man gav sig god tid til at lytte, tale, synge og danse. Jeg har tit beundret grønlændernes skarpe hu- kommelse for talte og sungne tekster. Ligervis deres udholdenhed på dansegulvet, kort sagt den energi, hvormed de hengiver sig til sang og dans. Man nyder samværet intenst. Nyder nuet. Blæser på tid og sted. Der er så meget, der skal høres nyt og fortælles videre. Den, der kommer med en ny sang eller dans, er sikker på at blive populær. Og hvor er grønlænderne hurtige til at nemme nye udtryksformer! Missio- nærernes firstemmige salmer og åndelige sange tilegnedes relativt hurtigt. Der skabtes en traditon for at synge firstemmigt så stærk, at grønlænderne den dag idag automatisk finder deres vanebestemte plads i sopran-, alt-, tenor- eller basgruppen, idet man benytter nogle få faste klichéer, der passer til et meget stort antal danske og tyske melodier. Man synger med for fuld hals og af et ærligt hjerte! Men dette bør ikke forveksles med musikalitet. Synge kan ethvert folk. Nogle synger solosang eller i parallelle kvinter. Andre lægger særlig vægt på det rytmiske. Atter andre synger fir- stemmigt, og walisere og hollændere gør det eksempelvis kønnere end grønlænderne. SlIlSsAisssi; Knud Kleist og grønlændertruppen MIK synger om den unge fanger, der går »quivitoq«. Foto: Knud Wis II [4] I vor tid har grønlandsk ungdom med forbløffende nemme tilegnet sig en række genrer indenfor europæisk popmusik, både melodier og tekster og danse. Ja, for- fladigelsen er sket så hurtigt, at den savner et europæisk sidestykke. Skyldspørgs- målet lader vi ligge. Konstaterer blot, at ansvarlige grønlændere med sans for det bedste i landets sang og musik føler sig foruroliget og spørger sig selv, hvorfra en fornyelse kan komme? Om man ikke i højere grad kunne samle sig om de allerede skabte værdier og intensivere dyrkelsen af dem. De bedste grønlandske sange — lad dem nok så meget være komponeret efter europæisk mønster — ejer dog en tekstlig og musikalsk skønhed i både form og indhold. De er stadig i stand til at sige noget væsentlig til grønlænderen af idag. Og her er det, at Grønlænderkoret MIK kommer ind I billedet som formidler. Efter adskillige artikler om og radioudsendelser med MIK, efter udgivelsen af 6 grammofonplader (Grønland kalder, I—VI) og den vellykkede turné langs vestkysten i sommeren 1965 behøver MIK ikke nogen nærmere præsentation. Som musikalsk gruppe har den forlængst bevist, at den ikke bare kan underholde et dansk og inter- nationalt publikum med grønlandske sange og danse, men også har vundet sine lands- mænds hjerter og respekt. Intetsteds har MIK fået et så spontant og hjerteligt bi- fald som i Grønland! Hvorfor? Fordi grønlænderkoret MIK ikke alene synger nye grønlandske sange, men også synger de gammelkendte og elskede i nye korarrangementer — professionelt udarbej- det med tilbørligt hensyn til komponistens intensioner i melodi, harmoni og rytme. Med al respekt for grønlandske komponister, så er det kun et fåtal af dem, og lige- ledes et fåtal af deres kompositioner, der hæver sig op over et meget beskedent niveau og viser noget egentligt særpræg. Jeg håber, at man trods disse hårde ord forstår min respekt og dybe beundring for de lødige undtagelser, der bekræfter reg- len. Undtagelser er der så sandeligt. Henrik Lunds Håne iimdermat („Aftensang" - Grønland kalder, I) er min ynd- lingssang, en poetisk aftenstemning, der tåler sammenligning med Ingemann og Weyses „Der står et slot i vesterled". Og tag en sang som Peter Olsens Kågssagssuk (Grønland kalder, I), en aldeles udmærket melodi, som næsten trygler om et nyt, sangbart korarrangement. Jeg er sikker på, at Peter Olsen ville have frydet sig over MlK's nye version, hvori de forskellige stemmegrupper efer tur tildeles en vigtig melodi-rolle, mens de andre så at sige akkompagnerer (nynner). Der fortælles jo en historie — også i musikken. Forte og piano veksler hørligt. Der tages hensyn til overgang fra een linje til en anden, så sætningsdannelsen ikke nødvendigvis afbrydes af den sædvanlige, højlydte luftindsugning efter hver linjeslutning. Det er nogle af disse ting, MIK har tilført grønlandsk korsang. Jeg har hørt folk sige: „Det lyder ikke grønlandsk. MIK synger jo rent!" Svaret 12 [5] rontUkst: Anonym : Knud witswm anonym lolkevise an.-- Hwmua Elbirk De-n i e fanger / - ' N * (uiiarpox) •' ....... j« p j? i $ ------ 1~1 ---- •— /. Jeø ka*. 2. «.- *<-3. Fan- «er ^. ka- Ifwa-5' r • *0 • Gå på D JB, fr ,. — j ------------ K U h f t *• * •• * — w. pa^- )fr, jeo ka« r ar- poK, u- si - a JÆ) m-£<) »nin har- 1 ar- poK, ka- lino-a . > 1 i , * D L ia f? f* •- fr V i 'i B J J" J N J.1' •"•.l' i;-"'l> J i K. bV s: — 5 — fe — »—« — s — £ — * — —i ---- ] ---- * ----- J ---- V*-*-* — fr ---- f— T ---- f T: ..... t \, ..... p. —f ---- f ---- i ----- f ---- ' \/9VV\j. ar- po^u- .li -ar- pox n.at-j»v y U"I,P ----------- = ---------- j ---------- f — z— t r LJJ2 ------------------------ 1 --------- 4^^_ J J 1 ----- i— n, i/ p 5 . ......... f « r • •" * ...... » f r 9 y K r* l ' l i f j b r p J 1 /. fe! 2. »nik. 3 lun! \ mi k. b" Iporn,! 1 1 h'- lo li- lo | y i" i ti- lo- li'-, lo. U LM* O 1 ^ ^ — 1 ----- 1 -------------- ---- : ------ : --------- 1 ------- r ^Pl^ **• ------- > ---- T— J ---- é ----- : ----- ; ----- — ---- ---- d ---- * [6] er: „Hvorfor i alverden skulle grønlændere ikke synge rent og præcist, nar deres korsang i hele sit tilsnit er europæisk?" Grønlandske kor må sandelig lære at synge rent og ikke for tid og evighed affinde sig med, at når det altid har lydt falsk, så må det ergo være et grønlandsk kendetegn, et udslag af grønlandsk mentalitet. Hvordan kan man være et musikalsk folkefærd, når man synger så falsk! Falske harmonier er slet og ret grimme harmonier - så enkelt er det. Langsomt tempo, upræcis intonation, u-egal stemmeføring har intet som helst med grønlandsk mentalitet eller musikalitet at gøre. Det er kun et spørgs- mål om gode eller dårlige stemmer og gode eller dårlige dirigenter. At grønlandsk korsang — oplevet under de givne primitive forhold - alligevel kan være en uforglemmelig oplevelse, er en anden sag. Det væsentlige er, at smuk musik bliver den aldrig, før den bliver ren. Sandhedsbeviset for, at grønlandsk korsang kan udføres præcist og rent uden at blive kedelig eller uniformeret, har grønlænder- koret MIK ført. Noget helt andet er, at der stofmæssigt tiltrænges en fornyelse. Man kan ikke i længden blive stående vecl Rasmus Berthelsen, Henrik Lund og Jonathan Petersen. Der skal ikke alene nye klange og rytmer til. Der må også skabes nye tekster om alle de moderne begreber, som er indgået i den grønlandske hverdag. Findes der over- hovedet en tidssvarende sang om flyvemaskinen, om rejekutteren, om højhuset, om børnehaven, om fabrikken? Hvis grønlandsk sang Ikke skal stagnere, må indfødte digtere og komponister altså tage moderne emner op. Nogle har allerede gjort det, eksempelvis Frederik Nielsen, Hans Lynge og Jonathan Motzfeldt, men de konkrete resultater kan dog stadig tælles på ti fingre. MIK har forsøgt at bryde en lanse for nyere grønlandsk kormusik, og jeg vil gerne her omtale mit samarbejde med daværende teologistuderende Jonathan A'Iotz- feldt, der var medstarter af gruppen og igennem 4—5 år aktivt har bidraget til udvi- delse af repertoiret. Vort første samarbejde gjaldt en julesang, som skulle uropføres ved Danmarks radios årlige „Julehilsen til Grønland, 1963". Vi manglede en grønlandsk julesang af nyere dato, fandt ingen, skrev altså en sammen. Melodien først, derefter teksten. Pludselig kom idéen om at lade englene juble deres „a-ja-ja" i stedet for „alleluja". Det var da noget nyt! Og det gav tilmed et herligt omkvæd, idet man kunne benytte et gammelt trommesangs-aja-ja som te- matisk råstof. Jonathan blev begejstret og tog den senere kritik fra kirkelig grøn- landsk side med sindsro. Nok var aja-ja et råb fra hedensk tid, men slige digteriske frLheder må være tilladt ligeså vel, som Ernst Hansen maler Jesus siddende påThule- fjelclet med to eskimobørn i isbjørnebukser på skødet. Eller afrikanske kunstnere farver Jesusbarnet og Jomfru Maria sorte i ansigtet! 14 [7] Grønlcendertni/ipen MIK under en [>røvc med Knud Wissitm ved flyglet. Resultatet blev en enkel, letfattelig julemelodi, ata innvoK Jisnse („Se, Jesus- barnet er født" — Grønland kalder, III), harmoniseret i let moderne stil og med et urgammelt grønlandsk motiv som omkvæd. Tekst og melodi er ganske nemme. Har- monierne kræver en smule arbejde og tilvænning. Det glædede os, at MIK's med- lemmer omgående tog den til sig og har sunget den siden. Jeg tror, man kunne nå langt frem imod en fornyelse a f grønlandsk korsang, om man 1) fik interesseret nulevende danske komponister i at skrive musik til grønlandske tekster, 2) ofrede et par års grundig musikalsk uddannelse i Danmark på nogle talentfulde grønlandske lærere eller organister, f. eks. lod dem gennemgå et dirigentkursus i København med grønlænderkoret MIK som medium. Jeg er sikker på, at MIK's nuværende dirigent, Svend Etik Nielsen vil kunne få store resultater med et hold grønlandske vordende dirigenter, der så skulle vende hjem og starte nye kor i de grønlandske skoler. 15 [8] 3) sendte en musikædagog til Grønland for at lede et kursus i korvirksomhed, ek- sempelvis på Knud Rasmussens højskole. At der kan nås resultater, viser følgende : Jonathan Motzfeldt har allerede haft et frugtbart samarbejde med den fremtræ- dende danske komponist Svend Erik T arp med to konkrete resultater til følge, nemlig sangene nvdlune nutåne („Ung i Grønland") og inttait kalåtdlit („Hyldest til det grønlandske folk"). Begge sange foreligger på grammofonplade med MIK (Grøn- land kalder, V), og på indlæggene kan læses om de nærmere omstændigheder, hvor- under disse nye grønlandske sange blev til. Et par beviser på, at grønlændere kan yde fortræffeligt korarbejde skal nævnes. I 1960—61 satte den danske lærer, nuværende programsekretær i Danmarks radio, Hemming Hartmann Petersen en masse i sving som leder af Godthåbs seminarie- kor. En række udmærkede nye arrangementer blev indstuderet. Koret gjorde god fyldest til skolefester, årsrevy og ved radioudsendelser. Alle var klar over, at en professionel musiker var kommet til. De unge grønlændere sang rent og præcist, og man lyttede. Men endnu mere glædeligt er det, at grønlænderen Carl Berthel Lynge (program- sekretær i Grønlands radio, tidligere medlem og medstarter af MIK) har evnet at skabe sit eget ungdomskor i Godthåb med en række radioudsendelser til følge. Carl Berthel Lynge er en habil kor-arrangør, der har tilegnet sig grundidéerne med MIK's arbejde og har forstået at videreføre dem på en meget personlig måde. Han er tillige en talentfuld dirigent og pianist. Det er folk af denne art, der tiltrænges, om grøn- landsk kormusik ikke skal stagnere. Erfaringsmæssigt skal man være meget kritisk med, hvilke sange man udsætter for kor, og hvilke sange man — i sin iver for at skabe nyt repertoire — skal lade urørt, fordi de hviler i sig selv. F. eks. bør man ikke indlade sig på at ny-arrangere Gtiterput („Vor Gud i det høje") ! Grønlænderne vil have Rasmus Berthelsens julesang på en ganske bestemt måde, og ingen djævel (eller engel) kan lave den tradition om! En anden sang, som ikke kan „forbedres", er iikitardlivarisså („Den forsmåede brud" — Grønland kalder, I), der består af et recitativ med firstemmigt kor-omkvæd. Her er der tilløb til et grønlandsk særpræg, som for enhver pris må bevares i sin traditions- bundne form. For god ordens skyld nævnes blot, at sange af denne art naturligvis heller ikke tåler instrumental ledsagelse. Omvendt eksisterer der en række kvikke grønlandske tekster og melodier, der ligefrem råber på akkompagnement af instrumenter. Jeg tænker på aTaajarKersi- mårdlutik Kttatilerpitt („Dværgenes sangdans" fra Frederik Nielsens gendigtning af „Snehvide" — Grønland kalder, IV) eller KitpangnavångiiaK („Lille snespurv") — 16 [9] Grønland kalder, VI) eller Frederik Nielsens lystige pavna Kilagssnan. („Sangen om den grønlandske natur" — Grønland kalder, F) og mange andre. Interessant er det, at korenes renhed understøttes betydeligt af et eller flere in- strumenter. Nu skal man ikke som på grammofonpladerne vente at finde en violinist som Henry Hansen eller en gruppe som Henry Hansens spillemandskvartet i Grøn- land i dag. Men folk med en harmonika, guitar og bas findes i de fleste større byer, og giver man bare et af disse instrumenter en obligatstemme, vil denne foruden at støtte renheden tilføre sangen ekstra humør eller ligefrem poetisk atmosfære. Tænk bare på, hvilken stemning en mundharmonika kan sprede. Der er både længsel, me- lankoli, store stille vidder, blånende fjorde og stjerneklare nætter i det lille instru- ment til 15 kr.! Eller tænk, hvilke underværker en blokfløjte kan gøre i forbindelse med en julesang! Sommeren 1967 gennemførte Danmarks Radios Drengekor under ledelse af Hen- ning Elbirk og undertegnede en lignende Grønlandsturné som MIK for nogle år siden. Mig bekendt var det første gang, et professionelt organiseret børnekor (3 lige stem- mer) sang for et større grønlandsk forum. Det blev en oplevelse for begge parter med 17 koncerter på 13 døgn, og bogstavelig talt overalt var kirker og forsamlings- huse fyldt til bristepunktet. Som en særlig hilsen og hyldest til Grønland havde Radiodrengekoret indstuderet en række grønlandske sange på originalsproget, og de gjorde naturligvis speciel lykke. Under koncerterne slog det mig, at når især børnene var så glade for drengekorets sange, måtte det bl. a. skyldes, at man mangler 3-stemmige kor-arrangementer af danske og grønlandske børnesange i Grønland. Hvad om man udgav et hefte med lette 3-stemmige satser, forsynet med både grønlandske og danske tekster? Idéen er oplagt: grønlandske lærere vil få en chance til at starte lokale kor, og danske skole- kor en tiltrængt fornyelse af repertoiret med en række for dem ukendte grønlandske sange ! (Se nodeeksemplet). Forhandlinger er allerede indledt med henblik på udsendelsen af en sådan node- publikation. Det ser ud til, at behovet er stort i begge landsdele. I det hele taget er det nok på tide, om der snarest udsendes nogle gode brugs- hefter med grønlandske korsange i revideret udgave (både for 3 lige stemmer og for blandet kor, evt. med becifringer til akkompagnement). Måtte disse betragtninger, der til tider kan virke nok så brutale, blive opfattet som et velmenende råd fra en, som i årevis har beskæftiget sig med grønlandsk mu- sik og holder meget af Grønland. Måtte den grønlandske fru Musica — i disse udviklingsår — ikke nøjes med en tilskuerplads! [10]