[1] EN NATURVIDENSKABELIG UNDERSØGELSE AF DEN TIDLIGERE BOPLADS SERMERMIUT VED JAKOBSHAVN Af Bent Fredskild Oom den danske arkæologi har sine „klassiske" lokaliteter: Maglemose, Jelling, Lejre, Ertebølle o. s. v., således er der også i Grønland en række stednavne, der ustandselig dukker op i den arkæologiske litteratur: Sarqaq, Kingitorsuaq og Gardar (Igaliko). Og Sermermiut, ikke at forglemme. At den sidstnævnte ikke lige med det samme går i glemmebogen skyldes det faktum, at det for første gang lykkedes at adskille 3 forskellige af fortidens eskimo-kulturer i de stedvis metertykke aflejringer ved Sermermiut. Efterladenskaberne — oldsagerne om man vil — kunne for den kyndige arkæolog fortælle, om man havde boet i snehytte eller græstørvshus, om lamperne havde været brugt til opvarmning eller kun til belysning o. s. v. I de lag, hvor der ikke var bevaret knogler eller tænder, kunne fangstredskaberne afsløre, hvilke fangstdyr man jagede. Og ad naturvidenskabelig vej blev kulturfaserne dateret. Men den naturvidenskabelige undersøgelse har kunnet bidrage med mere end blot og bart en datering, og om dette skal der fortælles i det følgende. Sermermiut ligger ved Jakobshavns Is f jord, eller rettere i en bugt, adskilt fra fjorden ved en lille halvø. Endnu ses tydeligt i terrænet de firkantede volde, der markerer sammensunkne tørvehuse fra den boplads, der for halvandet århundrede siden blev forladt til fordel for det sted, hvor nu Jakobshavn ligger. Flytningen af bopladsen må ses i sammenhæng med det meget kolde klima, der plagede i hvert fald den nordlige halvkugle fra det 16. århundrede til begyndelsen af det 19. århundrede — en periode, der var så kold, at det ingen sinde i de sidste 10.000 år har været kol- dere. Tidsrummet er velkendt i faglitteraturen under betegnelsen „the little ice-age" — den lille istid. Bræranden i Jakobshavns Isfjord skød sig næsten ud til isfjelds- banken, og produktionen af kalv-is var så stor, at man kun med besvær kunne sejle i kajak ind i bunden af Sermermiut-bugten. 23 [2] Når de enorme isbjerge på isfjeldsbanken lige udenfor Sermermiut-bugten vælter om på siden, rejses en stormflodsagtig bølge. Sådanne bølger - forstærket af det kraftige tidevand - gnaver af den køkkenmødding, der er dannet ved at hus efter hus igennem århundrederne er rejst på sammenstyrtede ruiner af forgængernes huse. Ud af brinken stikker utallige knogler, bardestumper, mere eller især mindre hele redskaber, lampeskår af fedtsten og stumper af drivtømmer, og når solen bager på den mørkebrune, tørveagtige masse, stiger der en ram lugt op, der får én til at tænke på jernbanestationer og bleer. Men ser man bort fra denne ulempe, er stedet en guldgrube. Det mangeartede ind- hold af rariteter kaster lys over dagliglivet, som det har udfoldet sig på stedet i de 1.000 år, der er forløbet, siden vestgrønlændernes forfædre indvandrede. Det er dog ikke denne velkendte mødding alene, der har gjort Sermermiut berømt, selv om der har været foretaget adskillige udgravninger i årenes løb, både de store „offici- elle" udgravninger for Nationalmuseet og de mindre - ganske ulovlige - der hvert år foretages af interesserede turister og af Jakobshavns indbyggere, der herude henter en særdeles velegnet kompostjord til anvendelse i urtepotter og radise-kasser. Under møddingen ligger et tykt tørvelag, tilsyneladende uden spor efter menne- sker. Dog kan man også her ved ihærdigt gravearbejde med ske finde ting, der røber menneskelig aktivitet: En pilespids af den flint-lignende kiselskifer, der kaldes ang- maq, en flækkestump af grøn jaspis, af opaliserende calcedon eller glasklar bjerg- krystal, stumper af trækul eller blot en sten, der ikke af sig selv kan være kommet ud i mosen. ..... Desværre er de gamle lag ofte forstyrret af senere bopladsfolks nedgravede hus- gange, men i den sydligste, lavtliggende del af dalen, hvor der ingen nyere husruiner ligger, kan de uforstyrrede lag studeres nøjere. Både i 1953 og 1955 havde National- museet udgravninger her, og ved den lejlighed blev bl. a. det profil opmålt, som ses i fig. 2. Figuren er en skitse af en væg i en af de grøfter, der fremkom ved udgravningen. Jordoverfladen, der er markeret med en tyk linie, ligger nu 3—4 m over højvands- linien. Desuden er med stiplet eller optrukken, tynd linie markeret de grænser, hvor tørven skiftede farve, konsistens eller sammensætning, og derudover er ved skrå- skravering angivet sten, og ved ring-signatur redskaber eller afslag. Kultursporene holder sig tydeligt i 2 niveau'er, nemlig i et ne_dre kulturlag, omfattende lagene 2, 3 og 15, og et øvre, der omfatter den øverste del af lag 9 samt lagene 10 og 14. Til venstre i profilet kunne ialt adskilles 13 lag, og på det sted blev der taget flere serier af prøver til forskellige formål, nemlig: 1) til undersøgelse af frø, kviste, mosser og andre større planterester, 2) til undersøgelse af pollen (blomsterstøv), og3) til datering ved hjælp af kulstof-14 metoden. Men inden disse prøver skal nær- 24 [3] Fig. 1. Sermermiut set mod syd. Fot. J. Mcldgaard. mere omtales, bør det måske lige repeteres, at betingelsen for tørvedannelse er en vis fugtighed, hvad enten den kommer ned som regn og sne, eller den bliver tilført overfladisk som f. eks. fra smeltende snefaner længere oppe på en skrænt. På højere- liggende, veldrænet og altså velgennemluftet jord er der en så høj mikrobiologisk aktivitet, at plantedele, efterhånden som de falder ned på jordoverfladen, omdannes totalt, så det eneste spor af selv årtusinders vegetationsdække kun er et tyndt, mørke- brunt sand- eller gruslag lige under jordoverfladen. På lavere bund, hvor der samler 25 [4] sig fugtighed, er denne omdannelse af planteresterne ikke total, og derfor vokser tørvelaget i tykkelse, indtil væksten en dag holder op, enten fordi klimaet bliver niere tørt, eller fordi tørvelaget nu er blevet så tykt, at det kniber med fugtigheden på de højeste dele af mosen. Tørv i denne sammenhæng er altså en ophobning af mere eller mindre omdannede rester af planter, der engang har vokset på stedet. For ca. 9.000 år siden (jfr. Weidichs artikel i „Grønland" nov. 1966) lå hele den nuværende dal fra Sermermiut til Jakobshavn under havoverfladen, og på bunden blev aflejret ler og sand samt større sten, transporteret med isbjerge og tabt på bunden. Efterhånden som landet hævede sig, og vanddybden blev ringere, kunne bølgeslaget hvirvle leret op og transportere det ud til større dybder, og efter stedets tilsynekomst over havoverfladen er nu tilbage — som underlag for tørvemosen — en blanding af sten, grus og sand samt stedvis noget ler. Dalbunden blev dækket af vegetation, men synderlig fugtigt har der ikke været, for tørven er næsten helt omdannet, og de eneste planterester, der kan iagttages med lup, er frugtsten af revling. På denne bund har de første indbyggere i Sermermiut slået sig ned, omkring 1.500—1.400 f. Kr. eller måske lidt senere, og spredt i tørven findes de efterladenskaber, der karakteriserer den ældste, vestgrønlandske eskimo- kultur, Sarqaq-kulturen. Når det udtrykkeligt nævnes, at det er de første spor af eskimoer på vestkysten, skyldes det, at allerede et halvt årtusind tidligere jagede Independence I-kulturens folk moskusokser i Peary Land. Hvor længe Sarqaq-folket holdt til på pladsen vides ikke, men med den gunstige beliggenhed lige op til Jakobshavns Isfjord er det vel tænkeligt, at der er tale om en sæson-boplads, man ofte er vendt tilbage til, måske gennem flere århundreder. I lag 5 er der ingen kulturspor. Både dette lag og det følgende lag er stærkt om- dannet tørv, oprindelig dannet væsentligst af urteagtige planter; men de eneste større planterester, der kan bestemmes, er store mængder revling-kerner og nogle frugter af dværgbirk. Lag 7 er ikke slet så omdannet, og de kviste, der udgør omkring'/4 af tørven, kan bestemmes til pil, formentlig blågrå pil. Det tykke lag 8 er af en ganske anden karakter: En lys gulbrun, stærkt filtet tørv, der minder om indholdet af de tørveballer, der bruges i det hjemlige havebrug. Og ikke uden grund — 3/4 af lag 8 består af tørvemos (Sphagnum), der er så velbevaret, at arten kan bestemmes under mikroskop. I mosset ligger frø og frugter af en række arter, der netop vokser i fugtige moser: Vandarve, Laplands-ranunkel, trefliget ranunkel, mose-star, rank star og andre star-arter. Efterhånden afløses tørvemosset af andre mosser, og øverst i lag 9 er det væk, og det er atter her og i lag 10 revling-kerner og frugter af græsset polar-rævehale, der dominerer blandt frø og frugter. Mens disse planter dækker den relativt tørre mose, kommer omkring Kr. f. den næste bosættelse på stedet. Det var bærerne af Dorset- 26 [5] Sermermiut B Jakobshavn,Grenland. Profil I i/jo of aafmøy or ttiolcedeny. by Svrrttl JlryrnMrt IS55. Fig. 2. Profil fra den sydligste del af Sermermiut-dalcn. kulturen, der indvandrede, men også de blev kun en kortere tid, og noget senere bredte tørvemosset sig atter over mosen, ledsaget af de samme planter som tidligere (lag 11). Men atter går væksten på et tidspunkt i stå, og rester af urteagtige planter danner det øverste tørvelag (12) under det nuværende vegetationsdække (13), der er domineret af revling, men desuden rummer arter som mose-post, mose-bølle, polar-rævehale og arktisk rapgræs. Som man ser, er det altså muligt blot ved hjælp af lup og præparér-mikroskop med 32 X forstørrelse at få et indtryk af tie skiftende vegetationer på stedet. Men langt mere nuanceret bliver billedet, hvis man undersøger tørveprøver ved større forstørrelse (300—1.000 X). Op igennem profilet, samme sted som de andre prøver, er analyseret 22 pollenprøver, taget med 4—5 cm's afstand, og hver på størrelse med en ært eller mindre. Ved den kemiske behandling af pollenprøven — en mildest talt grov behandling, der bl. a. omfatter kogning i kaliumhydroxyd, kogning i koncentreret svovlsyre, be- handling med stærk flussyre og lignende - fjernes hovedparten af planteresterne, 27 [6] men tilbage bliver bl. a. pollen og sporer i tusindvis. Disse bliver til sidst opslem- met i glycerin, hvorefter nogle præparater med en passende mængde pollen frem- stilles. De bliver undersøgt, og alle pollen samt sporer af bregner, ulvefødder, Sphag- num m. m. bliver bestemt, indtil der i hver prøve er talt mindst 1.000 pollen. At disse små „genstande" - hyppigst 20-40 tusindedele mm store - kan bestemmes skyldes, at ligesom der er forskel på en ranunkel og en marehalm, er der også for- skel på pollen fra de pågældende planter. Fig. 3 giver et indtryk af mangfoldighederne på former og overfladeskulptur. Det må dog desværre indrømmes, at man ikke altid ved hjælp af pollen kan komme helt frem til en artsbestemmelse, men må lade sig nøje med en bestemmelse til slægt eller familie. Man kan f. eks. med sikkerhed bestemme pollen af marehalm og med nogenlunde sikkerhed af polar-rævehale, men de øvrige græsser er det endnu ikke muligt at adskille. Som eksempel på indholdet i en pollenprøve skal nævnes den allernederste, der er en af de arts-fattigste. Der blev fundet: Dværgbirk 66 pollen, blågrå pil 35, revling 5, mose-post l, ikke nærmere bestemt art af lyngfamilien l, bynke l, halvgræsser 2, græsser — hovedsagelig marehalm — 1.005, purpur- eller tornet stenbræk 2, ranke- fladstjerne 10, stilk-fladstjerne eller fjeld-hønsetarm 2, islandsk ulvefod 2 sporer, og desuden var et pollen så sammenkrøllet, at det ikke kunne bestemmes. For hver prøve bliver den procentiske forekomst af de enkelte pollentyper ud- regnet. Og for så til sidst _at lette oversigten, bliver disse enkelte analysers resultater indtegnet i et såkaldt pollen-diagram. Fig. 4 viser et udsnit af det diagram, der blev tegnet efter analyseringen af de 22 prøver. Til venstre ses en profilsøjle med signaturer for de forskellige lag, med prøvenumre etc. Hvis man følger prøve l — den nederste i diagrammet — igennem kolonnerne, kan det aflæses, at ca. 6 % af de fundne pollen var fra dværgbirk, 3 % fra pil, knap 0,5 % revling, 0,1 % mose-post, 89 % græsser og 0,2 % halvgræsser. Man må straks slå fast, at man ikke heraf kan udlede, at 89 % af den omgivende vegetation var græs på det tidspunkt, da tørven blev dannet. For så måtte man na- turligvis straks stille det spørgsmål: Var det inden for den nærmeste kvadratmeter, at 89 % var græs ? Eller måske inden for de nærmeste 10? Eller 27 ? Noget kan man dog slutte, men inden man ved hjælp af kurverne i diagrammet giver sig til at drage alt for vidtgående slutninger om vegetationen på stedet på det pågældende tidspunkt, bør man erindre, at med hensyn til bestøvning kan man groft inddele planterne i 2 grupper: De vindbestøvede og de insektbestøvede. Mens de vindbestøvede — f. eks. græsser, dværgbirk, revling, kæruld og de øvrige halvgræsser — udsender enorme mængder af pollen i luften til glæde for pollenanalytikere og til fortrydelse for høfeberpatienter, er de insektbestøvede indrettet til en mere direkte 28 [7] •r- Fig. S. Mikrofotografier af /jollen fra tørve/»'øverne. Øverste række fra venstre; rankc-fladstjerne, blu- grå /ril; mellemste rcekke: marehalm, stilk-fladstjerne eller al/>e-hønsetarm, fjeldrevling; nederste række: mose-post, Islandsk ulvefod, dvccrgbirk. Måle-enheden er 20 f.i= '/oo mm. transport fra støvknap til støvfang. De har derfor ikke behov for så stor produktion af pollen, og da disse pollen yderligere er klæbrige — beregnet til at klæbe fast på besøgende insekter — hører det til sjældenhederne, at de spredes langt og ender i søer og moser, hvor de kan bevares for eftertiden. Finder man derfor i en tørveprøve flere pollen af en insektbestøvet art, kan man næsten være sikker på, at den har vok- set på stedet eller i hvert fald i umiddelbar nærhed. Til belysning af dette forhold kan nævnes, at ved Sermermiut-undersøgelserne blev der talt over 60.000 „gamle" pollen. Af de 3 på hele Grønland meget almindelige, 29 [8] insektbestøvede arter: Topspirende pileurt, klokkeblomst og gederams blev der fundet henholdsvis 19, 8 og O pollen, mens der af fyr, der som bekendt er vindbestøvet, blev fundet 16 pollen. Fyrrens nærmeste voksested er henved 2.000 km borte. For at få lidt fast grund under fødderne med hensyn til tolkning af pollendiagram- merne blev der rundt om i dalen indsamlet prøver af levende mos, hvis indhold af pollen blev sammenlignet med den omgivende vegetation. Og for så yderligere at sikre sig mod, at de udsving i kurverne, der ses i diagrammet, var helt lokale, blev der undersøgt flere profiler i mosen og under køkkenmøddingen. Man kan altså med en rimelig sikkerhed rekonstruere vegetationsudviklingen fra først til sidst, fra nederst 5 profilet til den nuværende vegetation: Det sand og grus, der for omkring 3.500 år siden på grund af landets hævning nåede over højvandslinjen, blev ret hurtigt dækket af græsser — hovedsagelig mare- halm — og ranke-fladstjerne. Efterhånden afløstes denne pionervegetation af et mere sammenhængende vegetationsdække, stadig domineret af græsser, men nu af andre arter (rød svingel?, arktisk rapgræs?). Omkring dette tidspunkt slår Sarqaq-folket sig ned i dalen, men nogen radikal æn- dring af vegetationen synes de ikke at have medført. Dog bliver polar-rævehale — en trofast indbygger på bopladser, fuglefjelde og andre steder med næringsrig bund — almindelig, og knop-stenbræk, der ligeledes begunstiges af menneskelig aktivitet, synes også at have vokset på stedet. De eneste frø, der blev fundet i de 2 nederste frøprøver (lag 2 og 3), var revling- kerner, ialt 121 stk. Da der praktisk taget ikke blev fundet pollen af denne plante igennem hele kulturlaget, står vi sikkert over for et af de få tilfælde, hvor man ikke kan stole på frøprøvens udsagn. Kernerne må være kulturspor: Fordøjede eller ufordøjede måltidsrester. Nogle hundrede år efter Sarqaq-folkenes sidste besøg bredte revling og mose-post sig over græssletten (prøye 6), og disse dværgbuske blev siden afløst af dværgbirk (prøve 7), der selv måtte vige for blågrå pil (prøve 8—9). Pilekrattet har været ganske tæt - kun enkelte åbne pletter har kunnet huse planter som topspirende pileurt og padderokker. Det er nærliggende at tænke sig en klimaforandring som årsag til ændringen fra dværgbirkhede til pilekrat, men det er i hvert fald helt sikkert, at klimaet har betinget den følgende ændring, hvorom både pollen- og frøprøver giver sammenfaldende udsagn: Pilekrattet dør og dækkes af en højmose, i hvis Sphagnum-tuer fugtigheds- krævende planter som vandarve, trefliget ranunkel, Laplands-ranunkel, mose-star, rank star og andre halvgræsser har vokset. På et senere tidspunkt standser Sphagnum'en sin vækst, og revling og mose-post ledsaget af nogle stilk-fladstjerne invaderer den af andre mosser dækkede mose 30 [9] Sermermiut B Jakobshavn.Gnernland l Fig. 4. Udsnit af pollendiagram. (prøve 12). Efterhånden breder græsserne sig, fladstjernen bliver endnu hyppigere, og en skønne dag slår Dorset-folket sig ned på stedet (prøve 17—18). Også deres tilstedeværelse går ret sporløst over vegetationen, der fortsætter nogenlunde uændret de næste par hundrede år. Men så gentager historien sig: En ny højmose dækker arealet med de samme arter som den første (prøve 20—21). Og atter standser væk- sten, og en ny dværgbuskhede afløser højmosen (prøve 22). Flere gange i det foregående år er det blevet nævnt, at årsagen til ændringerne i vegetationen måtte søges i klimaændringer, og det synes at gælde både, hvor der er tale om en ændring fra tørt til fugtigt, og omvendt. Man kunne ellers tænke sig den forklaring på forsumpningen af mosen efter bebyggelsesperioderne, at den kraftige gødskning af jorden på bopladserne havde sat gang i væksten af mos, incl. tørvemos. Men her kommer kulstof-14 dateringerne (fig. 5) til hjælp og viser, at der i begge tilfælde går flere hundrede år, fra eskimoerne forlader stedet, og til de drastiske æn- dringer i vegetationerne sætter ind, bortset fra, at polar-rævehale —netop begunstiget af den næringsrige jordbund — bliver hyppigere samtidig med bebyggelsesperioderne. Altså : Både den forsumpning, der begynder med ændringen fra en dværgbirkhede til et pilekrat omkr. 700 f. Kr. og kulminerer med den første Sphagnum-mose omkr. 31 [10] Sermermiut B 410±100 A.D, 10 ±100 A.D. '.O ±100 A.D. 380±110 B.C. 400 ±11 O B.C. 6ZO± 110 B.C. 8801120 B.C. 790 ±100 B.C. 1410± 120 B.C. 15601120 B.C. ® ® Fig. o. Kuhtoj-1-i dateringer af tørveprofilet. B.C. betyder; før Kristi [ødsel, A.D.: efter Kristi fødsel. Eksempelvis betyder angivelsen 400 + 110 B.C., at alderen af prøven med 67 °/o sandsynlighed ligger indenfor tids- rummet 510 og 290 f. Kr., og at der er 97 °/o sandsynlighed for, at alderen ligger mellem 400 + 2 gange 110 f. Kr., altså mellem 020 og ISO f. Kr. 400 f. Kr., og den senere forsumpning omkr. 400 e. Kr. må være klimatisk betinget. Om der nu er tale om en større nedbørsmængde om sommeren —sammenknyttet med større skydække og lavere temperatur - eller om større sne- mængde om vinteren med deraf følgende senere snesmelt- ning, kortere vækstsæson o. s. v., kan det være vanskeligt at afgøre. Men vigtigt er det, at der ikke er tale om iso- lerede fænomener, der kun kendes fra denne mose. l moser i Canada både vest og øst for Hudson Bay, i det nordøst- lige USA, på Island og overalt i Nordvest-Europa sker der i årene 700—500 f. Kr. en tilsvarende forsumpning. Sam- menhørende hermed (årsag og virkning er svære at ad- skille) synes den samtidige tilfrysning af polbassinet at være. Herhjemme falder klimaændringen sammen med overgangen fra bronzealder til jernalder. I de følgende årtusinder bliver klimaet lidt mildere, og det er måske årsagen til, at Dorset-folkene giver sig på vandring til nye jagtmarker. Men igen sker der en generel temperatursænkning på begge sider af det nordlige Atlan- terhav. Mod slutningen af det første årtusinde bedres kli- maet dog atter, og en ny invasion af eskimoer breder sig i Vestgrønland, samtidig med at vikingerne udvider deres territorium via Island til Sydvestgrønland. Præcis hvornår disse Thule-eskimoer slår sig ned ved Sermermiut ved vi ikke, formentlig er det sket mellem 1.000 og 1.200 e. Kr. Med deres ændrede kultur har de været i stand til at klare sig i henved et årtusinde, selv om klimaet i flere århundreder som nævnt var meget ugunstigt. Mosen ved Sermermiut vokser stadig i tykkelse, mos og revling gror hen over øl- kapsler, patronhylstre og tobaksæsker såvel som æble- og appelsinkerner, der engang i fremtiden kan få arkæologer og mosegeologer til at undres, når de ved hjælp heraf skal tolke nutidens kultur, vegetation og klima. 32 [11]