[1]
GRØNLAND SPØRGER DANMARK
Tale af landsrådsformand Erling Høegh i
Grønlands landsråd den 9. august 1968.
VJrønland er i disse år inde i en udvikling så stærk og krævende som ingensinde tid-
ligere. Det er landsrådets forpligtelse og privilegium at være centralt placeret i denne
udviklings planlægning og gennemførelse.
Den lydhørhed, som folketinget og skiftende regeringer stedse har lagt for dagen
over for Grønlands Landsråd, lægger en tung byrde på medlemmernes skuldre. Sam-
tidig med, at vi takker for denne lydhørhed og beder om, at den hidtidige holdning
ikke må blive ændret, må vi her i landsrådet ikke ophøre med at minde hinanden om
vort ansvar. Hvert medlem og rådet som helhed må til stadighed gøre sit yderste
for at leve op til den tillid, der vises rådet og dermed landsdelens befolkning.
Kun ved at handle ansvarsbevidst kan vi være værdige til fortsat at nyde befolk-
ningens tillid og til at have folketingets øre. Kun ved til stadighed at handle, som vor
samvittighed byder os og som Grønlands bedste tarv betinger, kan vi gøre vor indsats
for opbygningen af et bedre Grønland. Kun ved at handle sådan kan vi bevare lands-
rådets prestige. Alle steder, hvor det er nødvendigt, må særinteresserne vige for hel-
hedssynet. Det er mit håb og min faste overbevisning, at landsrådets arbejde i de kom-
mende år i stigende grad må komme til at dreje sig om de store og afgørende
helhedsproblemer, mens de mere begrænsede, men lokalt meget vigtige problemer
mere og mere henlægges til netop lokal bedømmelse og afgørelse i kommunerne.
Dermed vil landsrådets slagkraft øges, samtidig med, at flere og flere ude omkring
i landsdelen drages ind i ansvarsbevidst politisk arbejde til gavn for de afgørelser,
der skal træffes, og til modning af en stadig mere engageret og ansvarsbevidst be-
folkning i Grønland. Først når hver enkelt borger føler ansvar for samfundets ud-
vikling og vækst, udnyttes demokratiets muligheder fuldtud.
Åbnings debat.
Det er i denne forbindelse mit håb, at landsrådet i kommende år kan knæsætte en
praksis, der i endnu højere grad, end det måske hidtil har været tilfældet, kan betyde,
at landsdelens samlinger virker inspirerende og igangsættende for den samfundsdebat,
289
[2]
der er et så. nødvendigt led i landsdelens liv, som åben samfundsdebat er det overalt
i frie samfund.
Jeg tror, at det vil være gavnligt - og skal derfor bede medlemmerne overveje for-
slaget — om landsrådets åbning efterhånden kom til at forme sig som en fri og om-
fattende debat om de store hovedspørgsmål, som fra samling til samling tegner sig
for den nærmest følgende fremtid. Altså en egentlig åbningsdebat med udgangspunkt
i formandens åbningstale, dagsordenens punkter og afgørende og betydningsfulde
hovedproblemer i opbygningen og udviklingen. Meget ville kunne vindes ved en så-
dan praksis. Befolkningen i Grønland ville gennem radio og presse kunne få et indtryk
af landsrådsmedlemmernes almindelige opfattelse af brændende problemer, hvorefter
diskussion ude i landet kunne gå videre i presse, på møder og mand og mand imellem.
Den danske befolkning og regering og folketing ville år for år få præsenteret en grøn-
landsk generalanalyse af de sager, der i Grønland anses for mest påtrængende. Og
medlemmerne ville stå bedre rustede til deltagelse i samlingens arbejde og til senere
at debattere hjemme med deres vælgere de ting, der trænger sig på. Det er vigtigt
løbende at skabe klarhed og overblik, at skærpe eller revidere synspunkter og menin-
ger, at søge at overbevise eller nøgternt at lade sig overbevise. Intet er farligere end
at forstene i påståelighed, intet er sundere end at udvikle sig i levende åbenhed.
Aktivisering.
Også denne landsrådssamling får med afgørende og store problemer at gøre. Meget
står på spil i disse år, og fejlgreb kan få vidtrækkende konsekvenser, fordi udviklingen
går så hurtigt.
Et afgørende og centralt hovedproblem må være den grønlandske befolknings ak-
tivisering. Det gælder politisk, og det gælder i det slidsomme daglige hverdagsarbejde.
Som jeg allerede har sagt her, og som det ofte er blevet nævnt, er det altafgørende
for Grønlands fremtid, at vi kommer mere og mere med, hvor beslutninger træffes,
og hvor arbejde gøres. Kun det giver selvtillid og lyst til indsats. Står vi udenfor,
avler det apati. Er vi med, avler det energi og skaber selvrespekt og respekt. Vi siger
ikke dette ud fra noget som helst ønske om at udelukke danske landsmænd fra med-
arbejderskab i Grønland. Grønland er en dansk landsdel, og ligesom danske lands-
mænd kan virke her, har vi jo frihed til at tage et arbejde op i Danmark. Denne vor
placering som led i et større hele udvider vor horisont, giver os følelsen af albuerum
og er til syvende og sidst vor port til den store verden udenfor Grønland og Danmark.
Men når vi understreger betydningen af øget aktiv medleven og medarbejderskab
fra grønlandsk side, skyldes det vor dybe overbevisning om grønlænderens fundamen-
tale forpligtelse til indsats her, hvor vi har hjemme, her hvor vi har rod. Og det
skyldes vor sikre tro på, at kun gennem modning og vort arbejde, kun gennem vor
290
-:--
[3]
Landsrådsformand Erling Høegh åbner landsrådssamlingen 1968
med kongeparret som tilhørere.
aktivitet og selvstændige årvågenhed kan vi vinde respekt blandt vore landsmænd og
komme til at yde det nødvendige for Grønlands fremtid.
Det er derfor af betydning, at de tanker om øget kommunalt selvstyre, der kommer
til at beskæftige os på denne samling, bliver udformet mest hensigtsmæssigt og igang-
sættende. Resultatet må blive en indtrængende og appellerende invitation til grønlæn-
deren i by og bygd om medarbejderskab i den politiske udformning af dagens og mor-
gendagens Grønland.
Folkeoplysning.
Det er i den givne forbindelse ligeledes af betydnnig, at vi i samarbejde når frem
til udstikningen af de rigtige retningslinier for folkeoplysningen i Grønland. Oplys-
ning i ordets videste betydning bør som en livgivende strøm finde ud til alle pladser
i Grønland. I Danmark taler man som bekendt om „sand oplysning for muldets
frænde". Vi har ikke megen muld heroppe, men også for vort fjeldfolk er sand oplys-
ning af lige så stor betydning som solskin.
291:
[4]
Meget og meget godt arbejde er blevet ydet på oplysningsfronten i Grønland, men
der er ikke gjort nok, og organisationen bag oplysningen har næppe været den mest
hensigtsmæssige. Vi må overveje, hvordan arbejdet kan gøres bedre. Vi må finde den
ramme, inden for hvilken der, i den frihed som er alfa og omega i al åndelig aktivitet,
kan nås videre ud, end det hidtil er sket.
TVtålet må være, at ingen sejles agterud i dette samfund, ingen må glemmes. Op-
lysningstilbuddet må gives over en bred front, så ingen med smerte og i rådvildhed
lades tilbage.
Solidaritet.
Det samme må gælde på det sociale område; heroppe. Landsrådet har i dag denne
sag i sin hånd, og opbygningen af Arbejds- og Socialdirektoratet lover godt for ud-
viklingen. Grundlaget for vor stræben på dette område må også her være, at ingen
lades i stikken. Ingen, som uforskyldt kommer i nød, skal mangle hjælp. Den svage
skal kunne hente styrke hos de stærke. Der var i det gamle eskimoiske Grønland tra-
dition for bopladsfællernes solidaritet. Det må ikke kunne siges om nutidens Grøn-
land, at enhver var bedst tilpas ved at hytte sig selv, mens naboen kunne sejle sin egen
sø. En klar social bevidsthed i hele befolkningen og i de valgte råd må være en grund-
pille i vor udvikling. Vi ønsker ikke skel etableret og kløfter sprængt i det grønland-
ske samfund. Vi ønsker ikke at afskrive hverken enkeltindivider eller hele samfunds-
grupper. Hvor et sundt socialt mønster måtte kræve det, må de bedre stillede være
rede til at yde, for at de ringere stillede kan drages med. Landsrådet har pligt til at
pege på dette, så ingen kan være i tvivl om, at vi med hensyn til folkelig solidaritet
vedkender os arven fra vore fædre.
Erhvervskrise.
Erhvervsmæssigt er vi i Grønland inde i en kriseagtig situation, hvis udvikling er
vanskelig at overskue. Samtlige vore førende erhverv er i realiteten inde i betydelige
vanskeligheder. Vi får i denne samling til opgave at beskæftige os med disse forhold,
der er af afgørende betydning for landsdelens trivsel. Fortsætter vanskeligheder og
tilbagegang, er perspektiverne skræmmende: en voksende befolkning, der skal dele
stadig mindre indtægter. Det kan komme til at betyde, at vi må tage vedtagen syns-
punkter op til reviderende debat. Det kan få indflydelse på holdningen til udviklin-
gens udformning på de hårdest ramte steder, på indstillingen overfor problemer som
afvandring, investering og erhvervsvalg. Det vil ikke tjene noget godt formål at stikke
hovedet i busken i denne sammenhæng. En overvejelse og evt. en planlægning i tide
her vil være rigtig, selvom man håber, at planerne aldrig kommer til anvendelse. Kun
292
[5]
mennesker, der sætter kikkerten for det blinde øje, kan undgå at se, at øgede er-
hvervsvanskeligheder og voksende befolkning her —måske sammenholdt med økono-
miske problemer i Danmark - kan motivere nye signaler i vor politiske planlægning.
Resignation.
Men når det er sagt, skal det også siges, at vi tror på en fremtid for denne landsdels
befolkning baseret på egenindsats i form af en lønsom og ekspanderende produktion.
Fra folketingets side stilles i disse år store og voksende beløb til rådighed for ska-
belsen af forudsætningerne for et udbygget grønlandsk erhvervsliv. Vil vi undgå
de skræmmende perspektiver, som jeg berørte før — og dem skal og må vi undgå, og
kan undgå, hvis selve naturen ikke går os imod, som naturen i tidligere tider er gået
imod i dette land — vil vi undgå de skræmmende perspektiver, må vi yde mere, — ja,
vi må, som vore forfædre langs disse kyster har gjort det, yde det næsten umenneske-
lige. For tiden synes alt imod os i erhvervsudviklingen, klimatiske ændringer og den
skærpede konkurrence med hensyn til afsætningen har skabt store vanskeligheder for
fiskerierhvervet. Dertil kommer, at usædvanlige naturforhold har bragt uhyre van-
skeligheder for den fåreavl, der i kraft af grønlandske bønders indsats var begyndt
at blomstre i syd, og verdensmarkedspriserne er os imod både på vore skindproduk-
ter og vore fiskeprodukter. Konkurrencen er skærpet overalt. Den, der ikke kan pro-
ducere høj kvalitet til konkurrencedygtig pris, kan ikke være med i legen.
Det er klart, at vi i denne situation kan komme til at bede de bevilgende myndighe-
der om ekstraordinær assistance. Det er jo ikke et ukendt fænomen, at særligt hårdt
ramte erhverv modtager hjælp. Men i første række må situationen appellere til os
selv. Vi må simpelthen dels yde mere, producere mere og stille øgede krav til vore
produkters kvalitet. Dels må vi måske på nogle områder resignere og bidrage vort til,
at omkostningsniveauet holdes i ave.
Vore danske landsmænd er, så vidt vi kan forstå, kommet ud for økonomiske ned-
gangstider, som har betydet, at den enkeltes forbrug har måttet begrænses til gavn
for hele samfundshusholdningens sundhed. Vi må ikke regne med, at vi kan køre på
fribillet. Øges byrderne i den kommende tid, må vi have for øje, at vore ofre skaber
grobund for vore børns chancer i livet og dermed for Grønlands lykkeligere fremtid.
Spareår,
Jeg har tidligere talt om og nu igen her nævnt betydningen af øget arbejdsindsats
i vort samfund. Til dette kan jeg nu føje parolen om sparsommelighed. Mange har i
de senere år haft små kår i Grønland. Men mange har også haft mulighed for at lade
293
[6]
daleren rulle. Ja, i adskillige tilfælde har mennesker heroppe opnået en placering, der
med rette har kunnet få skatteplagede danskere til at spidse øren. Lad os nu, før man
i Danmark også rejser børster, lære at vende femøren to gange, før den gives ud.
Lad os i det daglige vænne os til en forbrugsbegrænsning, hvor den er mulig. Lad os
dermed stræbe efter at bedre forholdet mellem skabelsen af nye værdier og vort for-
brug, - lad os til gavn for Grønland og til fastholdelse af agtelsen blandt danske
landsmænd vise os solidariske også i en for Danmark vanskelig finansiel situation.
Lad os altså : med godt humør i overbevisning om opgavens nødvendighed — tage
fat på ét måske flere spareår. Jo mere helhjertet vi går til opgaven, jo før vil mildere
luft strømme os i møde. Vi må og skal have skabt en bedre erhvervssituation i Grøn-
land. Gør vi vort yderste inden for de traditionelle hovederhverv og gennem opdyrk-
ningen af supplerende erhverv kan vi med bedre samvittighed bede om hjælp, —
fordi der så bliver tale om hjælp til selvhjælp.
Landsrådet bør give et godt eksempel i en sådan sparekampagne.
Vi er indstillet på, hvor det er muligt, at begrænse landskassens udgifter, - selvom
så uhyre meget trænger sig på.
På det sociale institutionsbyggeris område vil vi tilstræbe en udgiftsbegrænsning
ved i hvert enkelt tilfælde at undgå luksus- og paladsbyggeri og i stedet afstemme ak-
tiviteten efter de normale lokale normer. På den måde vil nye institutioner iøvrigt
også lettere glide ind i det eksisterende billede og bliver accepteret, mens det over-
dådige ville virke fremmed og skræmmende. Ting kan godt gøres godt uden at
gøres flot.
Landsrådet vil begrænse sin rejseaktivitet, uanset at vi, der lever så isoleret, har et
oplagt behov for at lære andre forhold, og da navnlig vore nordiske naboers, bedre
at kende.
' Landsrådet vil udskyde løsningen af opgaver og opfyldelsen af ønsker, hvor det er
muligt.
Informationsafdelingen ved vort sekretariat må vente.
Nyanskaffelser og nybyggeri må afvente bedre tider.
Ansættelse af løs og fast medhjælp for landskassens midler må begrænses til det
yderste.
Der må føres nøje husholdning med honorarer og diæter.
Og samtidig må vi søge at skaffe landskassen større indtægter. Hele dette problem-
kompleks trænger sig på, og landsrådet vil blive stillet over for betydningsfulde pro-
blemer i denne sammenhæng, — ligesom borgerne senere vil kunne mærke de beslutnin-
ger, som vi i samfundets fremtidsinteresse må træffe.
294
» ja.. ... .t ....i^u
[7]
Spiritus.
]eg beder om, at befolkningen vil forstå betydningen af det, der her er skitseret.
Og vil erklære sig rede til den nødvendige indsats og den nødvendige tilbageholden-
hed, som jeg her har talt om.
Vi kommer i denne samling til at stå over for det ulykkelige spiritusproblem igen, -
men denne gang med en uafviselig appel til handling. Jeg skal ikke sige meget om
dette spørgsmål. Vi ved alle, at det har store, menneskelige, sociale, sundhedsmæssige
og økonomiske perspektiver. Lad os besinde os på denne opgave, lad os ikke vige til-
bage for de nødvendige beslutninger. Lad os ikke skele til usaglige hensyn, men lad
os alene vejlede af hensynet til de mennesker, der har valgt os i tillid til, at vi vil
handle ret.
Tilhørsforholdet.
Mange andre betydningsfulde grønlandske problemer vil blive behandlet i denne
samling. Men bag alle udviklingsbestræbelser i Grønland står som noget afgørende
vor placering i forhold til Danmark, vor status inden for det danske rige, vore rela-
tioner til danske landsmænd. Jeg vil derfor gøre nogle bemærkninger om denne sag.
Det er ved at blive moderne i nogle danske kredse at sætte spørgsmålstegn ved mål-
sætningen for de store dansk-grønlandske politiske linier. Spørgsmålstegnet sættes
ofte ud fra meget smukke, men — føler jeg — verdensf jerne motiver. Og hvor smukke
motiverne end er, — spørgsmålstegnene kan ikke tjene til at skabe ro og klarhed over
et for os og - mener vi - også for Danmark fundamentalt problem.
Det er da også en kendsgerning, at mens mere eller mindre filosofiske kommenta-
torer i Danmark holder alle muligheder åbne for Grønlands fremtidige placering i
forhold til Danmark, har man i den grønlandske befolkning i de senere år benyttet
enhver lejlighed til at fastslå grønlændernes urokkede ønske om fortsat uændret til-
hørsforhold til Danmark. Vi ønsker - som jeg sagde det allerede i 1959 — at være
hverken mere eller mindre end en dansk landsdel. Da tidligere statsminister Jens Otto
Krag besøgte Grønland mødte disse synspunkter ham overalt, hvor han kom frem.
Og sådan er det gået alle danske politikere, der har besøgt Grønland, eller som har
beskæftiget sig med grønlandske synspunkter. Vi ønsker ikke i Grønland, at der skal
herske tvivl i denne sag. Og af hensyn til vor egen sjælefred og arbejdsvilje og frem-
tidstro beder vi igen om, at den danske regering klart vil fastslå, at grønlændernes
ønsker på dette centrale område uden forbehold deles af regernigen. At Grønland er
og skal forblive en dansk landsdel — omend med særlige behov og forhold på mange
felter — hører vi meget gerne udtalt officielt af regeringens chef. Vi har alt for længe
295
[8]
forgæves appelleret om en sådan udtalelse. Vi har nu sagt vort og har rakt hånden
frem. Lad dem på den anden side af Atlanten i det land, der er så fjernt, men står
vort hjerte så nært, nu sige deres og modtage den udstrakte hånd.
Det grønlandske „Du".
Intet kan inspirere os mere til atter at nævne denne for os så selvfølgelige sag som
tilstedeværelsen af vor konge og dronning her i dag.
I vort kongepar og i det kongelige hus ser vi grønlændere symbolet på enheden i
det danske rige. Kongebesøgene i 1921, 1952, 1960 og nu på ny har styrket vort håb
og stålsat vor tro på danskeres og grønlænderes fælles fremtid.
Vi har, Kong Frederik, på grønlandsk ikke et ord, der svarer til det kølige danske
„De". Når vi derfor i dag hilser vor konge og dronning, vil vi gerne gøre det med det
trohjertige „du". I det ligger hele vor gamle og faste tro på det dansk-grønlandske
skæbnefællesskab. I det er indesluttet vore hjerters følelser, som vi i generationer
har næret dem over for det frodige, skønne land mod syd og mod vore landsmænd
der, som vi gennem tiderne_også med blodets bånd er så inderligt knyttet til. I det
ligger vor fortrøstning til fremtiden, for den er afhængig af, at danskere og grønlæn-
dere arbejder side om side som ligemænd. Vi synger jo, at „gamle Danmark skal be-
stå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå". Vi ønsker at føje til, at det danske
rige skal bestå, så længe vore hvide fjelde spejler sig i fjord og hav langs disse kyster.
Med alt dette i vore hjerter bruger vi det grønlandske „du" over for vore høje gæ-
ster i dag, mens vort flag vajer festligt.
Vi byder velkommen til Grønland til Dig, Kong Frederik og Dronning Ingrid.
2Q6
[9]
Kongen og dronningen i grønlandske dragter
ankommer til en kommunal reception i Godthåb under 1968-rejsen.
2Q7[10]