[1]
PROFILER AF UDENLANDSKE VIDENSKABSMÆND
I GRØNLAND
III. FREDERICK ALBERT COOK
Af dr. phil. Dan Laursen
JTorleden forlød det over radioen, at et hold mænd ved hjælp af motorslæder havde
nået Nordpolen, og uvilkårligt gik tankerne tresindstyve år tilbage i tiden. I 1908
— den 21. april — havde Fred. A. Cook, efter hvad han selv påstod, som den første
nået Jordens top. På samme tidspunkt som Cook med hundeslæder asede og masede
sig fremover mod polen, var Robert E. Peary ved at udruste til sit sidste og afgø-
rende fremstød mod Nordpolen, som han siden 1891 forgæves havde forsøgt at nå
på 5, ofte stort anlagt ekspeditioner. Peary anså Nordpolen som sin „private ejen-
dom", og dette, at en anden ikke alene vovede at kaste øjnene på, men ligefrem gik
hen og nåede den uskyldige plet, var i Pearys øjne intet mindre end helligbrøde. Han
stemplede da også den anden som simpel bedrager. — Og hvem var så egentlig denne
anden?
Frederick Albert Cook var født i staten New York, USA, i 1865 af fattige for-
ældre. Faderen døde, medens Cook endnu var dreng, og Fred, som han kaldtes, måtte
fra dette øjeblik underholde sig selv. Som bydreng og senere som ejer af en mælke-
rute tjente han til livets ophold, medens han samtidig studerede først til student se-
nere til læge, et mål han nåede ved sejg udholdenhed. Han havde kun praktiseret nogle
få måneder, da han lagde billet ind på et avertissement efter en læge, som skulle gøre
tjeneste på en Grønlandsekspedition. Det var Peary, der var i færd med at samle folk
til sin første Nordpolekspedition i 1891. Cook gjorde et godt indtryk på Peary, og
dette indtryk forstærkedes under selve ekspeditionen og især, da Peary var så uheldig
at brække det ene ben ombord på skibet „Kite", der bragte ekspeditionen til Thule di-
striktet. Cook satte benet sammen, og det helede så godt, at Peary var i stand til at
foretage sin første traversering af indlandsisen. I Pearys beretninger fra ekspeditio-
nen har han kun lovord tilovers for Cook. Senere blev det anderledes.
Cook havde fået smag for ekspeditionslivet, og i 1893 og igen i 1894 vendte han
tilbage til køligere himmelstrøg. Det var i 1894, at Cook, efter at hans skib „Miranda"
stødte på et isbjerg udfor Grønlands sydkyst, sejlede 90 sømil i åben båd efter hjælp.
3*7
[2]
I 1898-99 var han i sydpolarområdet med „Belgica-Expeditionen". Også på denne
ekspedition udmærkede han sig ved mod, hjælpsomhed, uforfærdethed og pålidelig-
hed. Roald Amundsen, som var første styrmand på ekspeditionen, sagde senere hen
om Cook: „Der er ingen anden mand, jeg ville tro mere på end på ham".
I 1903 forsøgte Cook forgæves at bestige Mount McKinley, det højeste bjerg på
det amerikanske fastland. I 1906 forsøgte han igen, og sammen med Edward Barrill
lykkedes det efter deres eget udsagn at nå toppen. Under den bitre strid, der opstod
senere, blev dette imidlertid stærkt betvivlet.
I 1907 drog Cook afsted igen med Nordgrønland som mål sammen med en ven,
millionæren John R. Bradley, i dennes yacht „John R. Bradley". Bradley ville til
Grønland for at gå på jagt og inviterede Cook til at ledsage ham. Cook foreslog at de
i stedet for at forsøge jagtlykken skulle forsøge at nå Nordpolen. Den var Bradley
imidlertid ikke videre varm på, men han tilbød på stående fod at financiere Cook, hvis
denne ville forsøge. „Der er intet, jeg hellere vil", var Cooks svar. Og dermed var
tæppet faktisk gået op for det store drama og den diskussion, der går videre den
dag i dag.
Den 27. august landsatte „John R. Bradley" Cook ved Anoritoq ca. 75 km nord
for Etah sammen med tonsvis af materialer og fødevarer og en hjælper, Rudolph
Franke. Den 19. februar 1908 satte Cook ud fra overvintringskvarteret med 10
Thule-eskimoer, 11 slæder og 105 hunde. Ved Anoritoq efterlod han Rudolph Franke,
som skulle tage vare på stationen og en samling blåræveskind, hvalros- og narhval-
tand til en værdi af ca. $ 10.000, som de havde tilhandlet sig i distriktet. Franke skulle
vente på Cook indtil den 5. juni, og hvis denne ikke var tilbage til den tid, skulle
Franke søge sydover med en eskimo og det kostbare gods. Det var Cooks plan at gå
over Smith Sund, tværsover Ellesmere Island til Axel Heiberg Island og derfra di-
rekte til Nordpolen. Han ville returnere ad samme rute. Fra Anoritoq ville han så
slæde gennem Thule distriktet over Melville Bugten til Upernavik, hvorfra han reg-
nede med at kunne komme hjem med et af KGH's skibe.
Da Peary nåede Anoritoq i august 1908, havde man intet hørt fra Cook, ogPeary
afgjorde sagen prompte ved at erklære Cook død og tage huset med indhold — skind
og elfenben iberegnet - i besiddelse. For en betaling af 300 blåræveskind lod han
Franke returnere til USA med hjælpeskibet „Erik", for hvilket han yderligere af-
krævede Bradley $ 100 efter hjemkomsten. Peary efterlod Harry Payne Whitney,
en ledsagende, jagtglad millionær, ved Anpritoq-huset, og Whitney blev den, der
modtog Cook, da denne den 18. april 1909 kom tilbage til Anoritoq. Han fortalte
Whitney, at han havde været ved Nordpolen, men bad ham kun sige til Peary, at
han havde været længere nordpå, end Peary nogensinde havde været. Efter at Cook
havde hvilet sig et par dage, startede han den 21. april ud på den lange tur til Uper-
318
[3]
Dr. Cook går ombord i det Forenedes S/S Oscar II for at tage hjem til de Forenede Stater
efter en visit til Kristiania efter de hektiske dage i København.
navik. Bange for at miste sine kostbare resultater, efterlod han dem hos Whitney,
der lovede at bringe notater og instrumenter hjem til USA. Da Peary senere hentede
Whitney, ville Peary ikke tillade Whitney at medtage den lille kasse med sagerne i.
Whitney lagde dem i depot ved Anoritoq, og de er mig bekendt aldrigblevet genfundet.
Cook nåede frem til Upernavik, hvor han blev taget ombord i „Hans Egede", hvis
fører, kaptajn H. V. Bang, han fortalte om sin succes. „Hans Egede" anløb Lerwick
den 1. september, og herfra telegraferede Cook til New York, at han havde nået
Nordpolen den 11. april 1908.
Den 4. september nåede Cook København, som gav ham en begejstret og strålende
modtagelse. Han blev modtaget af Kong Frederik den 8., krydsforhørt af journalister
og professorer ved Københavns universitet, deriblandt professor astronomia E.
Strømgren. Man troede Cook, og han blev gjort til æresdoktor ved universitetet, og
alting syntes såre godt. Men--to dage efter at Cook havde „indtaget" København,
telegraferede Peary fra Indian Harbor i Labrador: „Har nået polen den 6. april".
Og så begyndte den lange, meget bitre strid mellem de to forskere og deres respek-
tive tilhængere, der forbitrede resten af deres dage, en strid, der - omend knapt så
bitter og en hel del mere akademisk - stadig står på. Stedet her er ikke til at gå i de-
tailler eller tage standpunkt.
3*9
[4]
Peary døde i 1920, Cook 5. august 1940. Hans liv efter pol-turen var broget. Han
rejste rundt som foredragsholder, skrev bøger, var på en antropologisk ekspedition
til Borneo, virkede som geolog i Wyoming og gik tilsidst ind i oliebranchen som pro-
motor nede i Texas. Han blev i 1923 idømt 14 år og 9 måneders fængsel samt en
bade på $ 12.000 for gennem postvæsenet at have udsendt opfordringer til folk om
at købe aktier i det selskab! som han arbejdede for og delvis ejede. Detpåstodes i ret-
ten, at aktierne var værdiløse, da der ikke fandtes olie i området, hvor selskabet havde
købt land for at bore. Cook sad i 5 år i Leavenworth fængsel og blev så benådet. Imens
han sad der, blev hans oliefelt solgt på auktion. Køberen, som fortsatte boringerne,
fandt olie — og blev mangemillionær!!! I maj 1940 benådede Franklin D. Roosevelt
ham endelig og gav ham hans borgerlige rettigheder tilbage. På det tidspunkt lå Cook
lammet efter en hjerneblødning, der endte med døden et par måneder senere.
Man kan holde med eller tage afstand fra Cook, men det må indrømmes, at det
næppe kan kaldes en tilfældighed, at han stiftede Eventyrernes Klub i New York.
320[5]