[1]
ET ANDET GRØNLAND
Af Frank Wenzel
ij'rønland har været i forgrunden i de senere år både i pressen og fjernsynet. Det
har i første række været grønlænderen selv og hans ofte vanskelige hverdag, der har
beskæftiget sindene og debatten. Men der findes også et helt andet Grønland end
det, som præges af hastigt voksende bysamfunds sociale og kulturelle problemer.
Det er et Grønland, vi sjældent eller aldrig får at se : polarlandet med de endeløse
vidder, hvor naturkræfterne har frit spillerum. Her færdes vildrener og moskus-
okser, polarræve og sjældne fugle, og her oplever man den grønlandske natur i al dens
vælde, særpræg og uforglemmelige skønhed.
Ved premieren på min færdigproducerede film om moskusoksen på Grønland og
i denne forbindelse Berlingske Tidendes omtale af filmen søndag den 27. august 1967
blev det bl. a. omtalt, at der er nye perspektiver og muligheder fra en helt anden kant
af det Grønland, vi almindeligvis hører omtalt.
Med nærværende artikel til tidsskriftet „Grønland" er det tanken at påpege de
muligheder, som Grønlands natur og dyreliv rummer.
Grønland har egentlig altid ligget mig fjernt, men så så jeg i fjernsynet den Grøn-
lands-serie, der vakte så stor opmærksomhed. Jeg fik indtryk af, at disse TV-opta-
gelser blandt andet viste en menneskelig tragedie, som man så kan gøre sig sine tanker
om. Jeg skal vel vogte mig for nærmere at gøre rede for de tanker, simpelt hen fordi
jeg ikke ved nok om den aktuelle situation i Grønland til at ville gøre mig klog på
sagen. Jeg fik imidlertid en fornemmelse af, at Grønland måtte være i hvert tilfælde
også noget andet end det, som de tit forstemmende billeder i fjernsynet viste os. Og
jeg fik lyst til at se og vise dette andet Grønland, der måtte eksistere. Den store na-
turs Grønland. Dyrenes Grønland. Min grønlandsinteresse kom altså som noget i
retning af en reaktion på TV-billederne.
Og efter min rejse deroppe kan jeg sige, at jeg blev bestyrket i min fornemmelse
af dette andet Grønlands eksistens. Jeg har prøvet at give et glimt af det i moskus-
oksefilmen. Statens Filmcentral og Kortfilmrådet muliggjorde min filmekspedition
til Grønland sidste år, og nu er moskusoksefilmen færdig. Jeg har afsluttet arbejdet
39
[2]
.......",........WJJ!!!"LJI¥.............."*>••   ••--••.^•»••••^••F'—•___p" -^™^&^V^nMBES$Mwa^MMHii^BiMB£i«*^.
Moskusoksen græsser så at sige dag og nat. Om sommeren
skifter den pels.
i samråd med skolefilmkonsulent Svend Holbæk. Nu kan den via Statens Filmcentral
lejes af danske og grønlandske skoler, og den går ud i verden ad de kanaler, som mine
produktioner normalt følger.
Under min rejse i Grønland og efter min hjemkomst er jeg kommet til at tænke
på det ejendommelige i, at det danske landskab og dets dyreverden så at sige er blevet
professionelt filmet på alle leder og kanter. Vi har i Danmark professionelle film
fra eng og mose, fra mark og skov og å og ager, fra klit og plantage. Det lille Dan-
mark er, og det er godt, blevet skildret fra øst til vest og fra nord til syd. Men und-
tagelsen er landsdelen Grønland.
40
[3]
Moskusoksen er meget hårdfør.
Observationer i de senere år har vist, at der findes store [lokke af moskusokser
over det meste af Nordøstgrønland.
Denne vældige del af Danmark med dens mærkelige og ejendommelige, ja enestå-
ende natur, med de store forskelle fra nord til syd, med dens isdække, med dens
dyreliv i de uberørte landskaber er i realiteten aldrig blevet gennemfilmet professio-
nelt. Hele vort lille Danmark kan som bekendt ligge i et af de store grønlandske
fjorddistrikter. Så stort er Grønland. Men Grønland uden for byer og bygder er
ukendt for næsten alle hernede, og grønlænderne selv kender for størstepartens ved-
41
[4]
Den grønlandske vandrefalk er berømt for sit skarpe syn og sin enestående flyvckitnst.
kommende også kun lige de områder, der ligger nærmest deres egen by eller bygd.
Hvor vi hernede regner i snese eller højst hundreder af kilometer, regner man jo i
Grønland med tusinder af kilometer. Et uhyre land og et uhyre varieret land, en del
af Danmark, men en ukendt del.
Jeg kan ikke se rettere, end at man har svigtet ved ikke at tilvejebringe en film-
række, professionelt skabt, om Grønlands landskaber og dens dyreverden. Jo mere
jeg har tænkt over sagen, jo klarere står det mig, at der her er tale om intet mindre
end en national opgave. Vi kan ikke være bekendt at have Grønland liggende som et
42
[5]
Grønlands natur er eventyrlig og mangfoldig, og store områder er helt ukendte.
Et delvis udtørret flodleje i nærheden af Egedesminde.
filmisk set hvidt område. Vi kan ikke forsvare det over for befolkningen i Danmark
og Grønland. Det er kostbart at filme professionelt i Grønland. Denne nationale op-
gave kan efter min mening hverken løses af Statens Filmcentral eller af Kortfilmrådet.
Der er tale om noget så stort, at ideen kun kan virkeliggøres derved, at kulturmini-
steriet skaffer en særlig bevilling til sagen.
Lad mig i denne forbindelse minde om, at man i Norge netop har afsluttet vist nok
10 års arbejde med optagelsen af en filmrække om Norges natur og dyreverden. Det
er den norske stat, der har sørget for disse filmoptagelser, der har bundet 10 pro f es-
43
[6]
sionelle fotografer i en halv snes år. Det vil som bekendt svare til, at en fotograt
skulle arbejde i 100 år for at løse denne opgave. Opgaven i Grønland er vel af noget
lignende størrelsesorden.
Jeg mener, at befolkningen i Danmark har ret til at lære hele riget at kende. Og
farvefilmen er jo her det eneste virkeligt brugbare medium. Uanset at mange her
nede fra hvert år rejser til Grønland, er det jo fortsat sådan og vil vel altid være det,
at hovedparten af befolkningen aldrig kan besøge Grønland, endsige danne sig et
indtryk af hele det vældige land. Hvordan skal interessen for og kærligheden til
Grønland fastholdes og eventuelt udbygges, hvis Grønland fortsat skal være et fjernt
og fremmed begreb.
Og hvad nu grønlænderen selv angår, ja så er landets natur og udstrækning som
nævnt årsag til, at langt de fleste grønlændere må leve nok så isoleret og i hvert til-
fælde uden virkeligt kendskab til hele deres landsdel. Tror man dog ikke, at skabelsen
af et filmværk, der lader grønlænderne stifte bekendtskab med hele det vældige land,
vil virke inspirerende og selvrespektskabende i Grønland. Det er jo dette land, grøn-
lændernes forfædre mestrede. Måske kunne bekendtskabet med det stimulere grøn-
lænderne i kampen for at mestre også nutidens vanskeligheder.
Der er i disse år blevet talt meget Grønlands økonomi, om erhvervsmuligheder
og også om turisme. Efter min mening er det helt givet, at Grønlands natur og dyreliv,
ødemarkerne og indlandsisen, søerne og de vældige fjorde vil kunne kalde turister
i stort tal til Grønland og give grundlag for et virkeligt turisterhverv af økonomisk
betydning.
Mange ting skal naturligvis være i orden, for at en turiststrøm kan modtages. Det
siger sig selv. Men først og sidst må man vel selv gøre opmærksom på ude i verden,
hvad Grønland rummer og kan byde på. Her vil en grønlandsk filmrække af format
være et udslaggivende blikfang.
Jeg kunne have lyst til at spørge grønlandsministeren, kulturministeren og de
grønlandske folketingsmænd, hvad de mener om denne ide. Vil man afvise den som
utopi, eller vil man erkende, at der foreligger en national opgave, som vi må have løst.
44[7]