[1] FEDTSTEN I THULE En usædvanlig rejseoplevelse med Thule-eskimoerne i 1965—67 Tekst, foto, tegn. /. Si fis l_/a mine eskimoiske rejsekammerater og jeg lå mange døgn vejrfast, udgåede for foder til hunde og folk, i Smith Sunds voldsomme skrueis, fantaserede vi ofte, at de dejlige, fede søkonger sikkert allerede havde vakt Thuledistrikts fuglefjelde til live. Aj, hvor skulle den lille fugls bryster smage. Kogte, - nej endnu bedre gryde- stegte i margarine, så fedtet rigtigt kunne glinse i brune, runde kinder. Hundene skulle ligge dorske med kuglemaver i majsolen og komme sig oven på de lange udmarvende vinterrejser. På den nedlagte boplads Etah vækkede søkongesværme os med underfuld kvid- ren, som snart opfyldte fjorden. Men fjeldene levede dog kun kort, en snestorm var i anmarch, og fuglene fortrak. Vi håbede på Nege, men kun fjern rævegøen brød den umådelige stilhed. I Siora- paluk var søkongerne ligeledes udeblevet. Den 25. maj var jeg i min søgen nået langt mod syd. Jeg fulgtes nemlig med flere fangerfamilier fra Narssarssuk gennem elvlejerne bag om Kap Atholl mod Quarantit's fuglefjelde, hvor også den amerikanske Loren-station Atholl ligger. Desværre blev vi atter skuffede, vejret var ugunstigt; råt, blæsende, og de efter- tragtede fugle holdt sig borte. En sjælden flok hastede forbi højt oppe og langt udover isen — hvorhen? Fangerne enedes da om, næste dag, at opsøge den store fedtsten ved Uvkusig- ssaq lidt nord for Pitugtik gletscheren, hvor eskimoerne henter råmaterialet til fan- tasifulde husflidsarbejder. I den lange polarnat, under ufrivillige rejseophold for- vandler kyndige hænder denne lyse, grågrønne, bløde sten (også kaldet vægsten) til uhyggelige, barokke, afskyelige, morsomme „tupilakker", formskønne fangstdyr, lysestager, trinde menneskefigurer m. m. Jeg fik fortalt, at tidligere generationer udfærdigede spæklamper og kogekar fra denne forekomst. Udover denne sten kendes vist kun én i hele det store distrikt. 5° [2] I mellemtiden efterkom vi en invitation fra Loren-stationens gæstfri mandskab. Vi blev beværtet med ostesandwiches, mælk fra en mekanisk ko og et nonstop pro- gram af græsselige agent- og monsterfilm. Næste morgen jog vi af sted langs kysten med fire næsten tomme slæder. Føret var vekslende og spændende, gamle solide snetunge flager, usikker grå nyis gen- nemskåret af revner, hvor talrige tejsteflokke skræmtes ved hundenes fremstor- men. Kystfjeldene her er stejle, rødlige, stærkt foldede gnejsformationer med grå striber, meget forskellige fra distriktets ellers flade sandstensplateauer. For at komme op til fedtstenen, som befinder sig svimlende højt et stykke neden- for fjeldryggen, må man bag om; op gennem et elvleje, hvor alt overflødigt gods blev efterladt, to hundespand spændt for hver slæde, og hvorfra den møjsomme- lige opkørsel fandt sted til den snebare, forblæste fjeldryg. Herfra ramlede vi ned mod fedtstenen, så gnisterne føg fra slædemedernes møde med stenblokkene. Snart blev hældningen for stejl. Hundene fortøjedes, og vi klatrede varsomt ned til mii- let. Den del, der rager frem fra grundfjeldet, er på størrelse med et kammer, og spækket med savflader fra århundreders besøg minder den om en kæmpekrystal. Fedtsten saves ud. [3] Forekomster højt til vejrs. Byttet bæres hjem. Hver fanger udsøgte sig en fremspringende knold af passende kvalitet, fast- gjorde en livline, og kort efter blandede savenes hvinen, hakke- og øksehug sig i vindens monotone hylen. Det lysegrå savstøv hvirvles rundt og indhyller som timerne går fangerne helt, kun ansigtets svedstriber afslører deres blåbrune forårspigment. Dybt under os svæver mågerne i elegant glideflugt udstødende skærende skrig. Man undres, hvordan har eskimoerne opdaget denne utilgængelige, isolerede forekomst? Sandsynligvis er forklaringen på isfoden nedstyrtede erosionsstykker. Savene slø- ves og files atter til. Under arbejdet brækker mangen blok itu på grund af uren- heder i stenen, men hen under aften har hver mand ca. 35 kg egnet materiale. Stenene pakkes ind i et klædningsstykke, pandebåndet bindes tredobbelt, en stor sten tages i favnen til kontravægt, og vi klatrer sindigt op til hunde og slæder. På trods af diverse bremsetove rundt om medehornene bliver nedkørslen forry- gende vild. Vi er dårlig nok kommet ud på havisen, før de første stenfigurer har taget form. Filen udskiftes indimellem med salonriflen, og snart har vi sikret os en pæn stak tejster. 53 [4] Ved ankomsten til teltlejren midt på natten er alt stille, koner og børn er forlængst gået til ro. Vi koger fuglene, spiser dem utålmodigt halvrå, og da midnatssolen har fundet os fra det bagliggende fjeld, genoptager fangerne i „varmen" billedskærer- arbejdet. De færdige figurer opvarmes over primussen og gnides med et stearinlys for at opnå den mørke, karakteristiske fedtede overflade. Danske og amerikanere er meget ivrige efter fedtstens figurer, som på sjældne indkøbsture til Thule-basen omsættes til transistorradioer, polaroidcameraer, små båndoptagere og de efter- tragtede westernrifler med bøjlegreb. [5]