[1] GRØNLANDSK INDAVL .L/en sidste tids Grønlands-debat har utvivlsomt vakt en vis opmærksomhed landet over. Inspireret af valgsituationen er der i grønlandske blade for- muleret synspunkter, der i Danmark har vakt undren og misfornøjelse mange steder, fordi man har fundet dem uretfærdige og løst funderede. På den anden side har det også i mange kredse vakt tilfredshed, at debatten om Grønland — som det siges — ligesom har fået et mere levende præg. Det er imidlertid et spørgsmål, om man har været vidne til andet og mere end krusninger på overfladen. Ledende grønlandske politikere har i hvert tilfælde givet udtryk for, at der ikke er an- ledning til at tage de faldne udtalelser for tungt. De pågældende har ladet skinne igennem, at der alt i alt bare er tale om enkeltpersoners spillen med musklerne i forsøg på at skabe blikfang for sig selv. Holder dette stik, står man endnu en gang med en opblussende Grønlands-diskussion, der i sin grund er lidt kunstig, og som snart vil ebbe ud. Hvorefter arktisk ro igen vil sænke sig over foretagendet. Måske er grundskaden i hele Grønlands-spørgs- målet netop en ejendommelig og lidet inspirerende uforanderlighed i debatten om de grønlandske fæ- nomener. Mere end én såkaldt Grønlands-kender har i den sidste tid på tomandshånd givet til kende, at Grønlands-sagen er og længe har været en deprimerende vandren rundt i traditionelle cirkler. Stort set - siger de pågældende - er det de samme mennesker, der udtaler sig om de samme emner og på den samme måde, og som refereres og kommenteres uforandret af de samme iagttagere, som for 10-15 år siden. Der er intet nyt og inspirerende under den arktiske sol. Lands- rådsmedlem Kaj Narup har på sin folkelige og fornøjelige måde ofte talt om de mange grønland- ske klubber til gensidig ros og fremhævelse. Andre peger på den særlige grønlandske lov, der betin- ger, at ethvert kritisk brøl eller skingert skrig om fornyelse er glemt og bortvejret måske i løbet af en weekend, i hvert tilfælde når en vintersæson er til ende. Så vandrer de samme parca-klædte Tordenskjolds soldater atter rundt og administre- rer hinanden, underviser hinanden og underretter hinanden. Alt sker på basis af det intime kend- skab til alt og alle, gode sider og gebrækligheder, som trives i det vældige land med de få menne- sker. Alle, der har et ord at skulle have sagt om Grønland, har været byfæller eller rejsefæller deroppe eller er i hvert tilfælde vel bekendte for hinanden i kraft af underhåndsbreve, småsnak og kamikpost-anekdoter. Skulle nogen slumpe sig til at udtrykke noget konstruktivt og anfægtende, trækker man straks frem fra sit lager en hoben personlige detaljer om vedkommende, hvorefter personen kan viftes til side som alt for harmløs eller alt for belastet til at kunne tages alvorligt. Normal-reaktionen vil være den fnisen i krogene, der som bekendt er næsten øjeblikkeligt dræbende i dette land. Og også grønlænderne er meget sår- bare over for at blive til grin. I gamle dage gik man efter sigende i fjeldet, hvis man blev den lille i en drillevise-strid. Hele Grønlands-sagen, hele Grønlands-debatten får på denne måde et uinspireret præg. Den lugter mere og mere af indavl. Alt dette være sagt uanset de store materielle forandringer, det grønlandske samfund er ude for i disse år, og uanset det ofte store og meget dyg- tige arbejde, der præsteres af dem — grønlæn- dere og danskere — som har med Grønlands ud- vikling at gøre. Blot er det altså, som om sjælen og ideen i hele sammenhængen ikke har haft en dynamik som den materielle sektor. Er der her ikke tale om noget uforanderligt og naturgivent, må man til at se sig om efter impul- ser og inspirationskilder. Hvis arbejdet i og om- kring Grønland ikke skal blive til tomgangsrutine, og hvis diskussionen Godthåb-København ikke skal komme til at ende med at gå på formlen æh-bæh-buh-det-kan-du-selv-være, må man nok til i højere grad at lytte og lade sig inspirere uden for det dansk-grønlandske indelukke. Det er i den forbindelse interessant og forhåbent- ligt løfterigt at erfare, at der er optræk til et stort videnskabeligt samarbejde i de arktiske og subarktiske egne. Videnskabsmænd skal være ved at finde sammen for at kortlægge, hvad man allerede ved, og beslutte, hvor man i fremtiden skal sætte ind for at øge sin viden om forholdene i det arktiske. Bliver dette samarbejde, som det synes tænkt, vil man skabe mødesteder for alle dem, der i Norden, Canada, USA og Sovjet og I25 [2] måske andre lande har med arktiske forhold at gøre. En uhyre fond af erfaringer vil blive gjort tilgængelige. En sum af erkendelse vil blive for- enet. Og et kompleks af projekter for videre ana- lyse af forhold og udvikling vil blive samarbejdet, så resultaterne senere kan nyttiggøres. Også på andre felter er der optræk til arktisk samarbejde på tværs af de nationale grænser. Adskilligt har — navnlig på det videnskabelige område — allerede været gjort, men oftest har der været tale om punktvise fænomener. I hvert til- fælde ses det ikke, at en rig udveksling af erfa- ringer, meninger og personer har været etableret over en bred front fra videnskab til administra- tion og politiske rørelser. I mange tilfælde har man nøjedes med at lytte til hinandens musik i hinandens lejre for efter hjemkomsten stort set at spille videre på de gam- melkendte melodier i sin egen lejr. Formentlig vil det være realistisk at antage, at indavlshørmen over Grønland vil kunne bort vej - res, hvis der tages skridt til efter det nu annon- cerede videnskabelige eksempel at søge inspiration i Grønlands-arbejdet ikke blot langs aksen Kø- benhavn-Godthåb, men i stor stil langs polarcirk- len i de andre arktiske områder, Nordcanada, Sibirien og Alaska. Kunne det ikke tænkes, at der kom en udveksling i stand mellem administratorer, at der arrangeres hyppige gæstebesøg af politi- kere, at journalister, repræsenterende forskellige arktiske områder eller de lande, der er ansvarlige for disse områder, udveksledes for længere perio- der, at unge fra de pågældende territorier og lande fik mulighed for at se hinandens hjemegne og måske modtage undervisning og uddannelse dér i kortere eller længere tid. Kunne der ikke tænkes skabt den ene eller den anden form for samarbejde mellem aviser, tidsskrifter og radio- stationer i landene omkring polarcirklen. Kunne man ikke herhjemme indledningsvis søge igangsat et undersøgelsesarbejde med henblik på at få konstateret, hvad der på det antydede grund- lag realistisk kan stilles på benene for at skaffe ny luft over Grønlands-debatten og dermed Grøn- lands-udviklingen. Nu har man længe sjosket rundt i de små dansk- grønlandske cirkler og betragtet forgængerens hæle. Måske ville en march langs polarcirklen give en frisk fornyelse. Grønlandsministeren, de „grønlandske folketingsmænd og Grønlands Lands- råd måtte kunne tage dette spørgsmål op. Men måske vil man nøjes med at henvise til, at der sandelig allerede er »gode og givende kontakter«, at sagen iøvrigt er »til løbende behandling«, og at noget egentligt nyt derfor ikke vil ske. Jørgen Felbo i Berl. Tid. 126 H==-"-- [3]