[1]
ORNITOLOGISKE UNDERSØGELSER
I VESTGRØNLANCT SOMMEREN 1965
Af Niels Otto Preuss
29. juli 1965 ankom et hold ornithologer — nemlig Andreas Lund-Drosvad,
Anders Holm Joensen, det skotske ægtepar I. og G. Waterston samt undertegnede
til Grønland.
Den opgave, der var blevet stillet os af komiteen for Grønlands ornithologiske
undersøgelser, bestod dels i optællinger og ringmærkning af fugle ved Sarqaq i den
nordlige del af Diskobugten, dels i optællinger og ringmærkning af fugle i Uperna-
vik distrikt, så langt mod nord som isforholdene ville tillade sejllads.
Allerede samme dags aften kom vi med helikopter til Egedesminde, hvor vi gik
ombord i Arktisk Stations kutter Porsild. På grund af kraftig blæst i Diskobugten
kunne vi dog først den næste dag komme videre til Godhavn. På denne vor første
sejltur i grønlandske farvande (kun Lund-Drosvad havde været i Grønland før)
blev vi så småt nervøse for, at vore mavesække ikke skulle kunne holde turen ud.
Heldigvis var resten af turen præget af næsten vindstifle vejr, så maverne holdt.
I Egedesminde havde vi fået det grej ombord, som vi med skib havde afsendt fra
København, og i Godhavn fik vi yderligere udstyr med.
Efter en overnatning på Arktisk Station sejlede vi næste formiddag nordover
langs Diskos østkyst til Sarqaq. På denne del af turen fik vi følgeskab af Arktisk
Stations videnskabelige leder, mag. scient. Torben Andersen, der skulle være sam-
men med os i Sarqaq og siden i en kort tid i Upernavik distrikt.
Vi havde inden afrejsen fået oplyst, at den første uge af juli ville være det bedste
tidspunkt for indfangning af gæslinger til ringmærkning, men desværre viste det sig,
at vi, selv om sommeren var tidlig i 1965, kom mindst 14 dage for tidligt... Det
blev derfor besluttet at opgive gåsefangsten, og Torben Andersen rejste med Porsild
tilbage for ved Godhavn at kunne videreføre allerede påbegyndte studier.
I de kommende 12 dage boede vi i telte på vestsiden af Sarqaq-floden i den fro-
dige Sarqaq-dal. Efter nogle hurtige rekognosceringer rundt i området, hvortil vi
havde en udmærket hjælp af Sarqaq-fangeren Lars Jensen, ændrede vi det oprinde-
2O6
[2]
Optælling af ederfuglereder på Ederfugleøerne ved Kravlshavn.
Foto : A. Holm Jocnscn.
lige program derhen, at vi i stedet ville gennemføre kvantitative undersøgelser over
et nærmere begrænset områdes ynglefuglebestand.
Jeg skal ikke glemme at nævne, at vi foruden den hjælp, vi modtog fra Lars
Jensen, også fik uvurderlig hjælp fra udstedsbestyrer Hannnibal Fencker, bl. a. i
form af oplysninger om områdets fugleliv.
Vi brugte det meste af tiden til at vandre rundt i et nærmere afgrænset område
vest for flodens udløb i Diskobugten. Overalt noterede vi de iagttagne fugle og
indførte iagttagelserne på kortskitser med oplysninger om, hvorvidt iagttagelsen
gjaldt en syngende han, et par, en rede med æg eller unger eller f. eks. en voksen fugl
med føde i næbbet. Desuden gjorde vi notater om vegetationen i området. På de
større, ensartede flader udsatte vi aluminiumspæle som fix-punkter, men ellers kunne
vi orientere os efter forskellige genstande i terrænet.
Hverken arts- eller individantallet var stort, hvis vi skal sammenligne med danske
forhold, idet der i hele området kun fandtes 12 ynglende arter, foruden endnu 3 ar-
ter, der højst sandsynligt også ynglede.
207
[3]
Spurvefuglene var repræsenteret af ravn, stenpikker, gråsisken, snespurv og lap-
landsværling. Af vadefugle fandtes qdinshane og sortegrå ryle. De øvrige ynglefugle
var: blisgås, gråand, fjeldrype, tejst og jagtfalk samt sandsynligvis vandrefalk, rød-
strubet lom og alm. kjove.
Medens optællingerne af stenpikker, snespurv, laplandsværling, sortegrå ryle,
ravn og jagtfalk ikke voldte vanskeligheder, fordi de alle var meget territoriefaste,
var det meget vanskeligt at bedømme bestanden af gråsisken, gråand, fjeldrype og
blisgås. Gråsiskenen voldte os især en del besvær, thi nok yngler den i pilekrattene
— og dem var der ikke så mange af — men tilsyneladende havde de alle udfløjne unger,
og familieflokke sås flyvende overalt i dalen uden rigtige faste tilholdssteder.
Den amerikanske forsker H. Springer har iøvrigt fortalt mig, at hans erfaringer
med gråsisken i Alaska viste ham, at ikke alene kan gråsiskenerne hente føde til un-
gerne op til 4 km fra reden, men ungerne forlader redestedet umiddelbart efter at
de har forladt reden, hvorefter de flakker om sammen med forældrene. Springers
iagttagelser forklarer således, hvorfor vi så disse omflakkende små f lokke.
Vi har foreløbig kun lavet en grov vurdering af vore optællinger af ynglefugle i
prøveområdet, men tallene kommer vist ikke til at ændre sig meget. lait ynglede ca.
95 par fordelt således:
Laplandsværling...........     50 par      Gråsisken ..................... ca. 5 par
Snespurv.................... 17-20 par      Sortegrå ryle ..................     7-9 par
Stenpikker .................. 11-12 par      Odinshane .....................        2 par
De tre almindeligste arter er stenpikker, snespurv og laplandsværling, der tilsam-
men tegnede sig for ca. 85 % af alle fuglene. Da disse tre arter lever på helt for-
skellige biotoper, er det ikke relevant at tale om forskelligheder i talforholdet mel-
lem disse arter, således som det undertiden er gjort.
løvrigt var det slående, så stor forskel der var på de ynglende fuglearters ungers
udviklingstrin. Vi fandt således reder med æg af sortegrå ryle samtidig med, at der
blev set nyklækkede og flyvedygtige unger. Unger af odinshøns sås i alle aldre. De
fleste laplandsværlinger havde udfløjne unger, men så sent som den 4. juli klækkedes
æggene i een af rederne. Snespurvereder blev set både med æg og unger, og det var
morsomt at se, at der altid var en betydelig størrelsesforskel indbyrdes mellem kuld-
søskende.
Under vort ophold i Sarqaq-dalen havde vi næsten hele tiden et strålende vejr. Kun
lidt regn og meget lidt blæst. Lejren lå på et godt og tørt sted, men desværre lå selve
lejrpladsen også helt i læ, hvilket medførte, at madlavning og rapportskrivning, der
nødvendigvis måtte foregå nær teltene, var noget af en plage, fordi myggene ikke
blev blæst bort. Myggene kunne dog ikke ødelægge den store oplevelse det var at
208
[4]
Frodigt pilekrat ved Orpit i bunden af Prøvens Lakse f jord.        Fol° : A' Holm J°ensen-
færdes i dette storslåede landskab, hvor ingen irriterende lyde fra knallerter, spor-
vogne o. 1. trængte igennem.
Siden vi oprindelig skulle have mærket blisgæs her, må jeg hellere komme lidt ind
på denne art. Fra litteraturen vidste vi, at blisgæssene kunne strejfe vidt omkring i
hele dalen, samt at rederne skulle findes på forhøjninger i terrænet. Ikke anede vi, at
denne betegnelse dækkede over bl. a. en bjergknold på ca. 100 meters højde. Netop
her fandt vi efter anvisning gæssene med deres nyklækkede unger ved bredden af
små græsomkransede søer. Straks gæssene opdagede os, tog de imidlertid flugten og
sprang sammen med gæslingerne ud over en meget høj, stejl skrænt ned til floddalen.
Vi fangede dog en halv snes, men de var i det store og hele alt for små til mærkning.
209
[5]
Udstedsbestyrer i Sarqaq Hannibal Fencker, der selv er en eminent kender af sin
hjemegns fugleliv, havde fortalt os, at der i dalen var en rede med store unger af
jagtfalk. Da vi fandt frem til reden, så vi fire næsten flyvefærdige unger i reden.
Reden var placeret i en gammel ravnerede en snes meter oppe på en sandstensvæg.
For at kunne iagttage fodringen blev Holm Joensen tilbage i et interimistisk skjul,
medens vi andre fjernede os godt en kilometer. Pludselig og uden varsel kom den
gamle fugl flyvende fra bakkerne oppe bagved, og uden at lande kastede den byttet
ind til ungerne, der snart var blodplettede at se på.
Da vi den 13. juli forlod Sarqaq, efterlod vi gåsenettene og ringene til Lars Jensen,
der senere fik mærket 30 gæslinger — så lidt kom der ud af det oprindelige projekt.
Porsild var nu kommet op fra Godhavn, og efter et kort ophold i Qutdligssat,
hvor Irene Waterston skulle opholde sig en tid, sejlede vi direkte til Upernavik.
Egentlig ville vi gerne have været et godt stykke nord for Djævelens Tommel-
finger, men da vi fik oplyst, at isen gjorde sejlads umulig umiddelbart nord for ud-
stedet, måtte vi beslutte os til at vende om allerede ved Kravlshavn, hvorved vi så
ville få bedre tid sydpå.
Det er helt umulig på så kort tid at besøge alle de mange øer og kyster i hele di-
striktet, hvorfor vi koncentrerede os om at besøge de lokaliteter, som dr. Finn Salo-
mousen havde besøgt under sin ekspedition i 1936, idet vi dog også bestræbte os på
at besøge andre småøer, især de yderste vestlige.
Med ganske få undtagelser fik vi da også besøgt de fleste af de lokaliteter, vi
gerne ville se. En periode med næsten vindstille og med roligt hav begunstigede i høj
grad planernes gennemførelse, og i virkeligheden var det kun besøget ved Horse
Head, der blev forstyrret af vindogvejr. Ved de fleste andre lokaliteter kunne vi enten
sejle tæt forbi kysten i Porsild — eller hvad oftere var tilfældet — vi lod Porsild dreje
bi og sejlede derefter ind til land i jollen. Ofte sejlede eet hold rundt om øen, eller
frem og tilbage langs kysten, medens et andet undersøgte forholdene fra landsiden.
En af de første lokaliteter, vi besøgte, var Kitsigsut-øerne, en øgruppe på en snes
småøer og skær NW for Upernavik. Her optalte vi ederfugle og terner, men des-
uden så vi også både havlit og thorshane.
På vejen til Kravlshavn sejlede vi rundt om Horse Head, hvor der skulle være
ynglende søkonger. Det var der sikkert også, men da vi ikke kunne komme i land,
fandt vi ingen reder, ligesom vi på grund af søgangen ikke kunne foretage tilfreds-
stillende optællinger af de omkringflyvende fugle. Småflokke sås hele tiden, enten
på havet eller flyvende. Flere gange så vi flokke på indtil et par hundrede individer.
Det var iøvrigt morsomt at se, hvor meget en søkongeflok lignede en stæreflok.
Det store fuglebjerg Kap Shackleton besøgte vi i nogle timer, bl. a. for på afstand
at tegne og fotografere kolonierne og planlægge den mere detaillerede optælling,
2IO
- „JjiVr. jfcfcsi
[6]
Prøven sommeren 1963.
Foto : A. Holm Joensen
der på grund af koloniernes beliggenhed helst skulle foregå fra tidlig morgen, således
at vi kunne få lyset med os.
Kolonierne blev nøjere optalt et par dage senere. Der er ialt tale om 16 kolonier
med tilsammen ca. l million lomvier; af disse findes ca. 80.000 i 15 af kolonierne,
medens resten rummes i een ufattelig stor koloni. Ialt opholdt vi os under den egent-
lige optælling ca. 10 timer ved kolonierne, og det endelige resultat er fremkommet
ved at sammenligne vore forskellige optællingsresultater. Kolonierne blev opdelt i
afsnit, som alle blev optalt af mindst tre af os. Tallene blev derefter sammenlignet,
og ofte blev der foretaget både tre og fire ekstra optællinger. Når vi er kommet til
det resultat, at der var l million fugle på fjeldet, vil det sandsynligvis indebære, at
der har været lidt under l million par, thi canadieren Tuck har vist, at der netop
på denne tid af året og i timerne omkring middag kun er godt et individ pr. ynglepar
på hylderne.
Medens vi forberedte turen, havde vi flere gange talt om, hvordan det måtte føles
at se en fuglekoloni med ca. l million par lomvier. Af gode grunde kunne vi ikke rig-
211
[7]
tigt forestille os det. Da vi så endelig sad i de små joller tæt ved kolonien, var det
næsten umuligt at fatte mængden af fugle. Når vi havde optalt en lille del af fjeld-
væggens indbyggere var vi ofte nået op i nærheden af 50-100.000. Overalt, hvor vi
rettede øjnene, sad de; nogle steder tæt, andre steder mere spredt. I visse dele af
kolonien sad fuglene på lange, lange næsten vandrette, meterbrede hylder. Størst
indtryk gjorde det på os, da vi så, at selvom en flok på 10-20.000 individer forlod
fjeldvæggen, var det ikke muligt at se nogen ændring i antallet af fugle på hylderne.
Det var helt overvældende at sidde der i en lille båd og se op på et samfund med ca.
l million husstande.
Salomonsen optalte i 1936 kolonien til l million par, og dermed er Kap Shackle-
ton-kolonien den eneste af de lomviekolonier, vi besøgte, der ikke er gået betydeligt
tilbage i antal ynglepar siden midten af trediverne.
De grønlandske lomvier overvintrer dels langs den grønlandske sydvestkyst, men
nok så meget i farvandene ud for Newfoundlandj hvortil de får følgeskab med de
nordcanadiske lomvier, der på deres vej sydover trækker forbi de vestgrønlandske
kyster.
På visse dele af Kap Shackleton fandtes en del rider, ligesom rider og ridekolo-
nier ses overalt i området. De grønlandske rider bliver i det store og hele i grøn-
landske farvande året rundt; nogle går dog til Newfoundland. Til gengæld får
Grønland hvert år besøg af fremmede rider, hvis hjemsted kan være Skotland,
Norge eller Rusland.
Ud for Kravlshavn ligger tre små øer, som kaldes Ederfugleøerne. Her anvendte
vi megen tid på at optælle ederfuglereder. Medens vi gik i kæde over øerne, noterede
vi de reder, vi fandt, og satte et blyantsmærke på æggene. Ved en senere kontrol-
gennemgang fik Holm Joensen et materiale, der viste, at vi under den første optæl-
ling havde overset ca. ié af rederne. Det korrigerede tal for ederfuglereder blev
derefter godt 1500. Ægantallet i de vestgrønlandske ederfuglereder er noget mindre
end i de danske. I rederne på Ederfugleøerne var der således i gennemsnit 3,4 æg,
medens det tilsvarende tal for danske reder er 4,5.
Ederfugle fandtes iøvrigt ynglende mange steder på småøer, men intet sted i
større antal.
Alken — ikke at forveksle med lomvien, som i Grønland kaldes Alk — er vel ikke
egentlig kolonidannende, og kun få steder: Torqussarssuk, Kipako og Horse Head,
taltes mere end 50 individer. Som oftest fandtes alkene sammen med andre arter og
kun få steder alene.
Lunden er tilsyneladende gået frem i antal i de sidste 30 år, og vi fandt den yng-
lende flere steder. Alle ynglepladserne var beliggende på de mest isolerede og mindst
besøgte af de yderste vestlige øer. Den nordligste yngleplads fandtes på Ederfugle-
212
[8]
Grønlandsk sten/tikker med mad til ungerne.
Foto : A. Holm Jocnsen.
øerne. Den største koloni fandtes på øen Torqussarssuk NW for Tassiussak, hvor
vi iagttog ca. 250 fugle. Denne ø har tilsyneladende ikke tidligere været besøgt af
zoologer. En anden stor koloni fandtes på Ilvalø syd for Upernavik, hvor der sås
ca. 200 fugle.
Den 23/7 ankom vi til Prøven, hvor Porsild forlod os. I dette lille smukke udsted
opholdt vi os derefter med afbrydelser de næste 6 uger.
En af vore udflugter gik til Orpit i bunden af Prøvens Laksefjord, hvor vi bl. a.
eftersøgte Hvidsiskenen, men vi fandt den ikke. Ved Orpit findes en efter forhol-
dene meget frodig pilebevoksning. Buskene når en højde af ca. 2. m og danner et
næsten uigennemtrængeligt krat. Ned gennem „skoven" løber flere brede bække med
en frodig bredvegetation.
På vejen hjem fra Orpit besøgte vi de fleste af fjordene nord for Laksefjorden.
Af særlig bemærkelsesværdige oplevelser skal kun nævnes det store antal skarvkolo-
nier, som fandtes her. lait fandt vi 14 yngleplader, hvoraf de 12 blev undersøgt
nærmere. lait har der været godt 250 ynglepar. De største kolonier fandtes på
Nuna: ca. 90, Umanak: ca. 50, Manitsunguaq: ca. 50 par.
213
[9]
Der er ingen tvivl om, at skarven er gået frem i antal i de senere år. Det fortalte
således mange af de stedkendte, vi talte med. Flere af lokaliteterne har ikke været
besøgt af zoologer, så der foreligger ikke et egentligt sammenligningsmateriale.
Både i dette område og andre steder sås kolonier af måger — især gråmåger, men
hvuivingede måger fandtes dog også. lait fandt vi i hele Upernavik distrikt 43 måge-
kolonier. Heraf var de 14 alene beboet af jjråmåger, medens kun een udelukkende
var beboet af hvidvinget måge.
Den største koloni af gråmåger fandtes ved Kap Shackleton, hvor der vel var et
par hundrede individer. lait fandt vi ynglepladser for godt 1000 par måger.
Medens vi opholdt os i Prøven, foranstaltedes der forskellige ringmærkningsture
bl. a. til Sandersons Hope SW for Upernavik og til kolonierne i Sorte Hul. Her var
især synet af det imponerende fjeld Tingmiakulugssuit betagende. Højt oppe på de
tågeindhyldede tinder ynglede Mallemukkerne, der heroppe kaldes tingmiakuluk.
Det er den eneste mallemukkoloni i hele området. Vi fandt det umuligt at give et
fornuftigt tal for antallet af ynglende fugle på dette fjeld, idet en nøjere optælling
dels ville have krævet lang tid og dels, at optællingen skulle være foretaget fra fjeldet
ovenfor.
Ringmærkningen blev foretaget af befolkningen fra Prøven eller Upernavik og
var ikke noget ufarligt job. Det er vanskeligt at færdes på de fugtige hylder, og der
var en vis fare for stenfald. lait blev der fra Prøven og Upernavik mærket ca. 2000
lomvier. Senere rejste Lund Drosvad til Tassiussak, hvorfra han sejlede til Kap
Shackleton for med mandskab fra Kuk at mærke ca. 1000 lomvier en kold
snestormsnat.
Kongeederfuglene opholder sig på fældningstræk i stort antal langs de vestgrøn-
landske kyster, og Lund Drosvad har ved flere tidligere lejligheder foranstaltet
massemærkninger. Resultaterne af disse mærkninger har vist , at kongeederfuglene
hører hjemme i det nordcanadiske arkipel.
Jeg har nævnt, at Kap Shackleton er den eneste lomviekoloni, der i 1965 havde
samme „indbyggerantal" som i 1936, da Salomonsen optalte lomviekolonier i Uper-
navik distrikt. Alle de øvrige kolonier er blevet decimeret betydeligt. Årsagen hertil
er absolut ikke klar, men det kan sikkert ikke være helt uden betydning, at der — mod
loven — foregår et ikke ubetydeligt skyderi direkte på og lige ved kolonierne. Fug-
lene får derved ikke den fred, de burde have i yngletiden, og det går selvsagt mest
ud over de lavest rugende fugle.
Det antal fugle, den bofaste befolkning skyder, er ikke særligt stort, idet de kun
skyder godt 5 % af bestanden hvert år, hvilket sat i relation til lomviernes årlige
dødelighed ikke er meget. Den lokale befolkning kan altså udmærket godt udnytte
214
.-
[10]
Næsten flyvefærdige unger af jagtfalk i Sarqaq.
Foto : A. Holm Joensen.
disse uhyre kødreserver meget mere rationelt, men som den udnytter dem for tiden
minder det om historien om manden, der slagtede hønen, der lagde guldæg.
Jeg har brugt udtrykket den bofaste befolkning, men strengt taget er de til Grøn-
land opsendte håndværkere ikke spor bedre. De er ofte dårlige skytter, og for at få
noget med hjem fra en jagtdag, lægger de sig ind under lomviefjeldene, hvor de
skyder løs. I det hele taget er det trist at se, hvordan de opsendte håndværkere gang
på gang lader hånt om jagtlovene.
Det forbud, der eksisterer mod at drive jagt i mindre end l kilometers afstand
fra fuglefjeldene, er udmærket, men det bliver ikke overholdt, og det er ofte umuligt
at overvåge, at det bliver. Politiet, under hvem dette sorterer, kan flere steder ikke
sejle rundt i områderne, fordi det ikke har egne både.
Skal de store kødreserver, der stadig findes i Upernavik distrikt, bevares, må der
gøres noget alvorligt for at skabe fred på og i nærheden af fjeldene. Til gengæld
kan man uden videre intensivere udnytningen af bestanden, der kan uden skade sky-
des mange lomvier. Man kan kun anbefale myndighederne at studere, hvorledes
færingene udnytter deres lomviekolonier.
215[11]