[1]
PÅ VEJ MOD EN NY SOCIALPOLITIK
M Alf red Dam
VJTrønlands udvikling er i en efter danske forhold sjælden grad blevet genstand for
planlægning, specielt for så vidt angår de fysiske planlægninger og anlægsinveste-
ringerne.
Behovet for en planlægning af den fysiske og økonomiske aktivitet har været gan-
ske åbenbar, dels har der været tale om en så stor anlægsaktivitet, at den kun kunne
klares ved tilbørlig planlægning, og dels er så store summer sat ind, at talen om saglig
prioritering er trængt igennem.
En politisk beslutning om en lokaliseringspolitik og en udvikling af forudsætnin-
gerne for havgående fiskeri har været grundlaget for denne planlægning, som er
foregået specielt i de senere år, og hvis positive og negative følger man kan begynde
at spore. (Med vilje siger jeg både positive og negative følger. Det er et ubehageligt
dogme, at socialforsorg alene skal beskæftige sig med de negative følger, en social-
forsorg bør lige så vel beskæftige sig med, hvorledes de positive muligheder bliver
tilgængelige for mennesker i al almindelighed).
Den voldsomme tuberkulose, behovet for boliger og teknisk udvikling og behovet
for en udbygning af undervisningsvæsenet medførte, at man i Grønland samlede
kræfterne om disse områder. Samtidig foretog man en fordeling af opgaverne mel-
lem staten og landskassen, hvorefter socialforsorgen fortsat skulle være et rent grøn-
landsk anliggende. Selvom dette var en rigtig disposition, medførte det, at socialfor-
sorgen i begyndelsen af dette tiår kom ud af harmoni med den samfundsudvikling, som
var blevet sat igang.
Selv i samfund med en forholdsvis langsom udvikling kan der opstå skævheder af
de forskellige samfundsområders udvikling i forhold til hinanden, og i det grønland-
ske samfund sker der så store ændringer, at de griber ind i alle menneskers tilværelse.
Medens man har planlagt og udviklet sundhedsvæsen, undervisningsvæsen, boligbyg-
geri, havneanlæg og fiskeindustrier, så er det sociale og arbejdsmarkedsmæssige
område først kommet med i de seneste år. Årsagerne hertil er flere, men det skyldes
257
[2]
først og fremmest, at ansvaret har været fordelt på to instanser, og at den instans,
som skulle varetage det sociale, ikke har haft saft og kraft til at gøre sig gældende.
Man synes først og temmelig sent at være blevet opmærksom på, at også det sociale
område bør være veludviklet, for at alt det øvrige i samfundsudviklingen kan siges
at være planlagt. Jeg vil ikke påstå, at det sociale er afgørende, men det er i hvert
fald en væsentlig brik i puslespillet. De sociale problemer i Grønland er i betydelig
grad præget af hele den hastige samfundsudvikling, og udviklingen er omvendt af-
hængig af samfundets indsats til afhjælpning og forebyggelse af sociale konflikt-
situationer.
Erfaringerne fra Grønland viser, at et mangelfuldt socialt system er en hindring
for at opnå et rimeligt udbytte af planlægningen, og at et veludbygget socialt system
er nødvendigt for at forebygge den mistilpasning, som nogle mennesker med eller
uden synlige handicap kommer i, når samfundet ændrer _sig.
Den udvikling, som den store Grønlandskommission satte igang i 1950 %red afgivel-
sen af sin betænkning, var et brud med den hidtidige politik. Jeg skal ikke fortabe
mig for meget i det historiske, men må blot konstatere, at det moderne Grønland
kun er 10-15 år gammelt, og så må jeg samtidig understrege, at det ikke er muligt
at tale om Grønland som en helhed. Det er således ikke alle i Grønland, der har fået
del i udviklingens goder eller problemer, forventningerne til den socialpolitiske ind-
sats er da også højst forskellig fra nord til syd og fra vest til øst.
Grønland er et stort land, og der er betydelig forskel på et fiskersamfund, fanger-
samfund eller fåreholdere, og der er stor forskel på menneskers mål og idealer i en
by, en større bygd og på en boplads.
Der er blevet romantiseret meget om det værdisystem, der fandtes og findes i de
små grønlandske samfund, og man har vel troet, at det var muligt at overføre vær-
dier som gensidig hjælp, social hensynsfuldhed, fredeligt samliv og udstrakt fælles-
skab og samhørighed til de nye samfund, der opstår. Men det lader sig ikke overføre
til det større bysamfund, ihvertfald ikke således at det bliver normer i selve samfun-
det, dertil er disse normer for stærkt knyttet til de små grupper. Man kunne imidlertid
nok have søgt at bevare muligheden for, at de små samfund (den lille gruppe) kunne
have videreført værdierne i småsamfund indenfor de større bysamfund. Måske er
det ikke for sent!
Den kulturform, som findes i Grønland i dag, kan ikke beskrives med få ord — man
må tale om en grønlandsk blandingskultur. Det grønlandske bysamfund er ikke læn-
gere præget af eskimosamfundets homogenitet med hensyn til værdiopfattelser, og
samtidig med de øgede erhvervs- og uddannelsesmuligheder er der sket en ændring
af menneskenes personlige mål og idealer.
258
[3]
Sucialdircktør Alfred Dam.
Den forsorgstradition, som der kunne være i de små stabile helstøbte samfund på
udsteder og bopladser, er sprængt og har mistet sit sociologiske grundlag. Det stærke
fællesskab var båret af isoleringen, af den lille gruppes gensidige afhængighed og
den deraf flydende gensidige forpligtelse. Fællesskabet var båret af enkelthed i leve-
vis, erhverv, livsopfattelse og blev kun sporadisk påvirket af kontakt med omverdenen.
Man havde kontakt med nabopladsen, omend den var beskeden, men deres levevis
m. v. adskilte sig kun lidt fra ens egen.
Allerede da missionen og handelen begyndte i Grønland, pillede man ved samfunds-
systemet — arbejdsføre mænd blev inddraget i handelens og missionens arbejde, og
den fangst, som tidligere kom fællesskabet til gode, blev solgt til handelen, og de ting,
man modtog til gengæld for det solgte, havde ikke samme værdi for fællesskabet.
Hvor fangstoverskudet tidligere kom trængende, faderløse, gamle o. s. v. tilgode,
blev overskudet benyttet til at skaffe sig nye varer, som handelsmænd tilbød.
Europæernes indgreb i den eskimoiske samfundsorden betød en ændring af det
patriarkalske srnåsamfundssystem.
De problemer, man står overfor i dagens Grønland, er en videreudvikling, hvor
de sidste 10-15 års ændring af samfundet har skærpet konturerne af problemerne,
og som har medført, at man har fået øje på dem og på den reelle nød.
259
[4]
Det har været væsentligt for os hyppigt at erindre os selv om, hvor forskellige
leveforholdene er i Grønland. Det er nærliggende at overdimensionere problemernes
kvantitative størrelse på grund af landets uhyre udstrækning, lige så fristende er det
at opfatte grønlændere som ét folk med ensartede problemer og med samme behov -
hvad de imidlertid kun er nationalt set. Grønland bebos af 40.000 mennesker — og
ca. Ys bor stadig på små pladser; småpladser som ikke er uberørte, men hvor man
alligevel i levevis kan finde væsentlige træk af det værdisystem, som oprindeligt har
været det bærende.
En grønlandsk sociallovgivning må være så fleksibel, at der tages behørigt hensyn
hertil. De sociale problemer, der stikker i øjnene, er naturligvis dem, der ligger i by-
erne, hvor dog også de fleste mennesker lever, og hvor endnu flere vil komme til at
leve, men også i byerne kan man finde væsentlige reminiscenser af det gamle
værdisystem.
Vi har vanskeligt ved at bedømme betydningen af disse reminiscenser, og vi er
også af denne grund meget interesserede i, at der fra samfundsforsknings-, herunder
eskimologisk, side iværksættes undersøgelser, som kan være en støtte ved tilrettelæg-
gelsen af administrationen af den nye forsorg, som formentlig kan iværksættes i løbet
af godt et års tid.
I det reformarbejde, der er påbegyndt ved nedsættelsen af en arbejds- og social-
direktion i Grønland, er man af den overbevisning, at de væsentligste sociale proble-
mer opstår i forbindelse med — eller er direkte forårsaget af menneskenes vanskelig-
heder med at omstille sig til en ændret samfundsstruktur. Den samfundsstruktur, som
er under udvikling i Grønland, stiller menneskene overfor mange flere muligheder, den
vil kunne give menneskene en højst påkrævet hævning af levestandarden og i det hele
taget give dem mulighed for en masse nye ting, men den vil også skabe eller a fdække
sociale problemer, som samfundet må søge at forebygge og afhjælpe.
Disse omstillingsvanskeligheder er vel ikke et specielt grønlandsk problem, men
det er forholdsvis sjældent, man står overfor så voldsomme spring i samfundsstruk-
turen og så hurtig præsenterer menneskene for en ny situation.
Som en fællesnævner for disse problemer taler man om tilflytterfamiliernes tilpas-
ningssituation. For at kunne hæve leveniveauet og skabe rimelige erhvervsmuligheder
er det nødvendigt at samle befolkningen i de større byer, hvilket vil sige først og
fremmest i åbentvandsbyerne: Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen og Holsteins-
borg. Disse byer er vokset stærkt og vil ifølge investeringsplanerne komme til at vokse
endnu stærkere. Hvorledes forebygge de vanskeligheder, som opstår ved, at tilflyt-
terne ikke alene på det nye sted er fremmede, men også er ukendte med det nye steds
muligheder? — at byen med en anden omgangsform mennesker imellem stiller ændrede
og hyppigst totalt ændrede krav til familien og til de enkelte personer? Hidtil har
260
_
[5]
man levet i storfamilier med mere eller mindre patriarkalske træk og skal nu fun-
gere som kernefamilier. Samtidig sker der ændring i de enkelte familiemedlemmers
status — mændene har været fangere eller fiskere og bliver nu lønarbejdere, familiens
økonomi ændres fra en kraftig naturaløkonomi til pengeøkonomi, børnene undervises
af danske lærere i emner, som forældrene er totalt ukendte med, børnenes behov for
opdragelse og impulser bliver af en ganske anden art, end forældrene kender til, bu-
tikken tilbyder en lang række hidtil ukendte varer, som er fristende o. s. v.
Den socialpolitiske indsats, som må forventes at skulle gøres i de kommende år,
vil få sit udgangspunkt i de krav, samfundsudviklingen stiller til menneskene, og man
har derfor ment, at et enhedssystem omfattende alle specialområder herunder også
arbejdsanvisning i et udbygget forsorgsvæsen er det eneste mulige og relevante.
Det er os meget om at gøre, at der opbygges et socialt arbejde i kommunerne, som
generelt kan tilbyde mennesker, der har behov for hjælp, bistand, og skal vi gøre os
håb om, at den sociale bistand bliver rimelig, er enhver form for opdeling af perso-
ner, udfra hvad der er årsagen til behovet, ødelæggende. Alene Grønlands geografi
forbyder en opsplitning af forsorgen, men de grønlandske kommuner har heller
ikke været vant til at kunne skyde visse sociale problemer fra sig til andre organer,
men har fundet det naturligt at udnytte de beskedne muligheder, man havde, udfra
nogle meget enkle regler om, hvorvidt der var velbegrundet behov for hjælpen
eller ej.
Endelig er det os meget om at gøre, at det sociale arbejde bliver af forebyggende
og opsøgende karakter, derfor er f. eks. organiseringen af en tilflytterservice væsent-
ligt for os, og derfor søger vi at uddanne grønlandske socialmedhjælpere.
Ved de beslutninger, som det grønlandske landsråd har taget i de senere år om
den fremtidige socialpolitik, har man fuldtud tilsluttet sig de tanker, som en arbejds-
gruppe nedsat af Ministeriet for Grønland har gjort sig med hensyn til tilrettelæg-
gelsen af det sociale og arbejdsmarkedsmæssige administrationsapparat, hvorefter
der skal opbygges en enhedsadministration på det lokale plan og en central enheds-
administration.
Pr. 1. januar i år er under Grønlands landsråd Arbejds- og socialdirektionen i Grøn-
land blevet nedsat som øverste administrative organ på det sociale og arbejdsmarkeds-
mæssige område i Grønland.
Denne direktion skal udtale sig i alle sager vedrørende arbejdsmarkedsmæssige og
sociale sager, og det påhviler direktionen at tage alle spørgsmål under behandling, som
er af betydning for de arbejdsmarkedsmæssige og sociale forhold i Grønland. Yder-
ligere skal direktionen samordne oprettelse og driften af sociale institutioner m. v.
261
[6]
og skal yde vejledning til de kommunale myndigheder, ligesom den skal sørge for ud-
dannelse af personalet til varetagelse af de forskellige opgaver.
Endelig træffer direktionen de administrative beslutninger og er ankeinstans i
overensstemmelse med de gældende love og bestemmelser.
Man bygger videre på et historisk forløb, nemlig at det grønlandske samfund ad-
ministrerer sin egen socialforsorg, og at dette sker gennem kommunerne. Kommu-
nerne og disses folkevalgte organers centrale betydning som initiativtagere, formidlere
og kontrolmyndigheder er blevet understreget, og arbejds- og socialdirektionens op-
gave som service-, koordinerende og vejledende og kontrollerende organ overfor
kommunerne er blevet fastlagt.
Det er os derfor magtpåliggende, at direktoratet foruden de centralorganisatori-
ske opgaver bliver i stand til i betydeligt omfang at være serviceorgan for kommu-
nerne, hvorved vi håber at kunne vejlede kommunerne i administrationen af de op-
gaver, og det er de fleste — som skal klares lokalt.
Arbejds- og socialdirektionens muligheder indenfor det, vi i Danmark betragter
som særforsorg, er meget begrænsede. En af konsekvenserne af samfundsudviklingen
har været, at behovet for specialforanstaltninger i særdeleshed indenfor special-
handicapområdet, men også indenfor børne- og ungdomsforsorgen er blevet mærk-
bart. Man ejer ikke i Grønland en eneste institution, hvor man er i stand til
at specialbehandle, og man samarbejder derfor i betydeligt omfang med dan-
ske særforsorgsmyndigheder om behandling og pleje af personer på institutioner i
Danmark.
Der udføres på disse institutioner i Danmark et meget betydeligt arbejde for det
grønlandske samfund, som man ikke kunne være foruden. Der arbejdes på forskellige
løsninger, herunder også institutionsopførelser i Grønland, men der vil gå mange år
— om nogen sinde — før man kan give mennesker den specialiserede behandling, som
kan tilbydes i Danmark, specielt for så vidt angår den lægelige behandling. Særfor-
sorgens pladsmangel har vi naturligvis også mærket, og vi må erkende, at vi i Grøn-
land fortsat har et betydeligt antal særforsorgtrængende personer, det ikke har været
muligt at få anbragt på danske institutioner.
Da vi altså ingen sær forsorg og ingen specialforsorg iøvrigt har i Grønland, og ingen
af de speciallove, som findes f. eks. indenfor særforsorgsområdet, gælder i Grønland,
omfattes alle trængende uanset årsag af de beskedne grønlandske sociale vedtægter.
Der er ikke tvivl om, at de grønlandske sociale vedtægter er utilstrækkelige, men det
må dog anføres, at de deres beskedenhed til trods i dag giver rammen for en rimelig
administration. Havde man i tide haft kræfter til at give kommunerne vejledning i
vedtægternes anvendelse, ville behovet for en gennemgribende revision af vedtægterne
formentlig ikke have været til stede i samme omfang.
262
[7]
I samarbejdet med den kommunale forvaltning mærker vi, at vi er under påvirk-
ning af den filosofi, som ligger i danske love og administrativ praksis. Det må er-
kendes, at der også er en temmelig udbredt opfattelse — ihvertfald blandt en del af
befolkningen — at ligestillingen bliver en realitet også på det sociale område. Det
har her spillet en rolle, at adskillige sociale områder er blevet gjort til genstand for
undersøgelser m. v. af danske specialister, og de forslag, som herved er fremkommet,
har naturligvis først og fremmest hentet deres idegrundlag fra Danmark, hvorefter
man har tillempet forslagene efter det, man kalder „de særlige grønlandske forhold".
En stærkt centraliseret og fordelt socialforsorg på forskellige myndigheder stiller
meget betydelige krav til det sociale administrationsapparat, ikke mindst lokalt. Van-
skeligheden med at skabe et blot nogenlunde rimeligt fungerende apparat var i be-
gyndelsen af 60'erne den direkte årsag til, at et forslag, som da blev udarbejdet for
en socialreform i Grønland, ikke kunne gennemføres.
Udtrykket „de særlige grønlandske forhold" har i betydeligt omfang været den
manglende administrative udbygning og så naturligvis Grønlands størrelse, og det
har været hindrende for meget, men nok så alvorligt er det, at man ikke i hovedparten
af de forslag og initiativer, der har været indenfor det sociale område, har taget hen-
syn til den forsorgstradition, der har været i Grønland, eller for at være positiv:
i bedste fald har man fejlfortolket betydningen af det tidligere småsamfunds
værdisystem.
Samtidig med at jeg understreger, at det er nødvendigt at give en socialadmini-
stration ihvertfald samme administrationsmulighed som en tilsvarende erhvervsvirk-
somhed, og ligesom jeg understreger faren ved at romantisere, må jeg indrømme, at
den største risiko for nyt forsorgssystem måske for en dansk administrator ligger i, at
man ser problemer alle vegne og på en måde pådutter folk problemer, som de ikke
føler, de har, eller pådutter socialservice, som er dem fremmed.
Den lovgivning i form af særlige grønlandske vedtægter, som i dag står til rådig-
hed for kommunerne, er som nævnt særdeles enkel, men den har den fordel, at den
ikke skelner mellem grupper eller kategorier af trængende. Der er således ingen for-
skel på den hjælp, man kan tilbyde handicappede - fysiske eller psykiske - eller de
mennesker, som er kommet ud af trit med samfundets udvikling. Der skulle være
gode muligheder for at videreføre og udbygge denne holdning til de sociale proble-
mer i nye mere tidssvarende vedtægter, hvor mere differentierede foranstaltninger
kan tilbydes også til de erhvervsmæssigt handicappede.
Det er ikke menneskers handicap, som bestemmer foranstaltningernes indretning,
naturligvis kræver fysiske og psykiske handicap specialbehandling, men socialt set er
der ingen forskel på deres behov for understøttelse, bistand og erhvervsmæssige for-
anstaltninger.
263
[8]
Som det fremgår af direktionens navn, omfattes arbejdsmarkedsområdet af direk-
tionens virke. Arbejdsmarkedets intime sammenhæng med det klassiske sociale
område træder tydeligt frem i Grønland, og de spørgsmål, som vi opfatter som
arbejdsmarkedsspørgsmål, er da også intimt forbundet med den øvrige socialpoliti-
ske indsats.
De beskæftigelses- og uddannelsesproblemer, som følger af opbygningen af et
fiskerierhverv og af bydannelser med en erhvervsstruktur med et utal af servicebehov
og deraf følgende nye krav, stiller store krav til arbejdskraften, og desuden hviler
det grønlandske erhvervsliv på meget sårbare erhvervsgrene: fiskeri, fåreavl og
fangst. Det grønlandske erhvervsliv er i dag kraftigt sæsonbetonet, men håbet er, at
helårsfiskeri efterhånden kan fjerne behovet for beskæftigelsesforanstaltninger, som
hidtil først og fremmest har været igangsat om vinteren i fiskeridistrikterne, og så
længe fiskerianlæggene ikke er udbygget til den planlagte kapacitet, er der behov for
at søge at fordele anlægsaktiviteten også til de dårlige fiskemåneder, hvorved som-
mermånedernes hektiske anlægsaktivitet kan dæmpes. En katastrofal mangel på lokal
arbejdskraft til de kvalificerede jobs ved såvel anlægsaktiviteten som eksporterhvervet
og servicevirksomhed medfører, at der udsendes et betydeligt antal danske til Grøn-
land, og samtidig går der mennesker arbejdsløse andre steder på kysten.
Der er således et stort behov for et arbejde, der kan opfange strukturændringerne
i erhvervslivet, før de viser sig i form af arbejdsløshed eller vanskeliggøres på grund
af mangel på den nødvendige arbejdskraft, ligesom der er behov for en indsats i for-
bindelse med lokaliseringspolitikken, hvor man bør kunne bidrage til, at efterspørgsel
og udbud af arbejdskraft koordineres med den fysiske planlægning. Det vil derfor
være ønskeligt, om arbejds- og socialvæsenet involveres i de større erhvervs- og an-
lægsaktiviteter, således at man i samarbejde med de øvrige myndigheder kan give
arbejdskraften cle bedste muligheder for både geografisk og uddannelsesmæssigt at
leve op til de pågældende initiativer.
Arbejdsmarkedskontorerne og direktoratet skal søge at gennemføre et arbejds-
anvisningssystem såvel i de enkelte kommuneø som kommunerne imellem og skal sørge
for, at der såvel ved den egentlige arbejdsanvisning som uddannelsesvejledningen
foregår en erhvervsvejledning. I denne forbindelse bør nævnes erhvervsmæssig
placering af fysiske eller socialt retarderede, og endelig — men ikke mindst — er det
disse kontorers opgave at indsamle statistiske oplysninger om beskæftigelsen f. eks.
med henblik på at bistå uddannelsesmyndighederne med vejledning om lokale uddan-
nelsesbehov eller ved uddannelsesplanlægning iøvrigt. Det er arbejds- og socialdirek-
tionens opgave sammen med det i forbindelse med direktionen etablerede arbejdsmar-
kedsråd og med myndigheder iøvrigt at opbygge arbejdsmarkedsorganerne.
Disse arbejdsmarkedskontorer vil formentlig ikke blive egentlige selvstændige
264
[9]
kontorer, dels er befolkningsunderlaget for lille de fleste steder, og dels er arbejds-
opgaverne tæt forbundne med kommunernes sociale virksomhed.
I hver kommune er nedsat erhvervsudvalg sammensat af repræsentanter for kom-
munalbestyrelse, arbejdere og arbejdsgivere samt bl. a. skolen, og det er tanken at
lade disse erhvervsudvalg være tilsynsråd for de lokale arbejdsmarkedskontorer. Er-
hvervsudvalgene vil ved arbejdsmarkedsorganernes virksomhed få en administrativ
faglig bistand til de opgaver, som i mange år har været overladt til dem. Det er iøv-
rigt en helt klassisk situation: man har været særdeles utilfredse med erhvervsudval-
genes hidtidige arbejde og har været stærkt inde på at ophæve dem. Kritikken af de
folkevalgte organers arbejde er ofte urimelig —de intensioner, man har haft, har ikke
været realistiske i forhold til de muligheder, man har givet dem.
En vigtig side ved den del af reformen, som er sat igang med den lokale og cen-
trale enhedsadministration er, at man nu er i stand til at tilrettelægge en opgavefor-
deling mellem de kommunale led, mellem kommunerne indbyrdes og det centrale
led: arbejds- og socialdirektionen.
Den ikke mindst i Grønland nødvendige decentralisering af drift af institutioner og
decentralisering af beslutninger kan gennemføres, men forudsætningen for at decen-
traliseringen ikke bliver identisk med kaos, er nok en noget anden administrations-
form i det centrale led, end man er vant til.
Der må derfor lægges lige så megen vægt på åben vejledning af og bistand til den
decentraliserede administration og de folkevalgte organer, som på centraladministra-
tionens kontrollerende virksomhed.
Det centrale leds funktion som kontrolmyndighed og ankeinstans er nødvendig så-
vel udfra ønsket om at sikre borgernes retssikkerhed som for at holde hånd i hanke
med brugen af offentlige midler, og uanset der derved bliver en overordnet ledelse,
mener jeg ikke, at princippet om at lægge mest mulig ud til kommunerne brydes. For
tydelighedens skyld skal jeg understrege, at det centrale led altså har en informations-
pligt overfor kommunerne, en pligt til at uddanne personale, til at oplyse de folke-
valgte organer om de muligheder og opgaver, der ligger i vedtægter og bestemmelser,
og til i samarbejde med kommunerne at koordinere behov og arbejde.
Vi håber, at Grønlands landsråd til august kan få forelagt forslag til underholds-
ydelser og herunder forslag til foranstaltninger for handicappede og personer med
erhvervsproblemer.
Uanset hvorledes den grønlandske socialreform kommer til at se ud, har direktionen
en vedtægtsmæssig pligt til at sørge for, at lokaladministrationen bliver i stand til at
benytte bestemmelserne.
Det er en ejendommelig dansk tradition, at der kan ofres uanede mængder af
kræfter og tid til at undersøge, lave kommissioner, drøfte betænkningsudkast o. s. v.,
265
[10]
og det skal man da heller ikke have noget imod, det er jo et af demokratiets kende-
tegn, at sligt foregår så åbenlyst som overhovedet muligt, så alle kan give deres besyv
med. Men når det hele så er vedtaget, så tager man meget let på, hvorledes de nye
landvindinger skal udnyttes, og interessen og viljen er også beskeden med hensyn til
at fremskaffe de nødvendige ressourcer for, at hensigten med bestemmelserne kan
opnås, og endelig interesserer man sig meget lidt for borgernes medleven. Den danske
diskussion om kompetencen mellem de folkevalgte og embedsmændene og eksperterne
er teinmelig håbløs og negativ, det har altid undret mig, at man ikke har ofret kræf-
ter på at få en dialog i stand mellem de folkevalgte og eksperterne, nu har det
hele været præget af mistillid og, så vidt jeg kan se, en deraf stædig fastholden
af en uheldig kompetencefordeling mellem de rådgivende, de udøvende og de
besluttende.
En af de hovedfunktioner, som arbejds- og socialdirektionen skal varetage, er
uddannelsen af det personale, som skal benyttes i arbejdet.
Det er et meget centralt punkt, at der uddannes det nødvendige personale, for
vi kan ikke I et klientarbejde i Grønland klare os med udsendte, for uanset at
disse givetvis fagligt set er meget bedre funderede, så lider de jo af det alvorlige han-
dicap, at de i almindelighed ikke kan landets sprog og derfor ikke kan tale direkte
med klienterne. Vi har derfor valgt at uddanne grønlændere til det egentlige klient-
arbejde, vor paradigma har været en blanding af den århusianske hjemmekonsulent-
ordning og familievejlederen. I juni startede et nyt grundkursus i Godthåb, og
vi har efter de første erfaringer ændret uddannelsen således, at socialmedhjæl-
perne er en slags aspiranter de to første år, hvori indgår knapt 500 timers under-
visning.
Socialmedhjælperen vil blive en central person i kommunernes sociale arbejde, de vil
blive klienternes kontakt til det lokale kæmnerkontors administrationspersonale, og
det vil blive de personer, som skal udføre et opsøgende socialt arbejde, ikke mindst
for de tidligere nævnte tilflyttere.
I erkendelse af at det indebærer problemer for de folkevalgte organer og for lo-
kal administration at respektere det job, som socialmedhjælperne får, og at der er
tale om en tilpasning af alles roller i forhold til hinanden, afholdes der i løbet af
eftersommer og efterår 3 dages kursus for forsorgs- og børneforsorgsudvalg og for
det administrative personale i samtlige grønlandske kommuner, hvor der er ansat
socialmedhjælpere.
Med henblik på at skabe mulighed for andre former for socialforsorg end insti-
tutionerne, har vi igangsat en uddannelse af hjemmehjælpere, og vi overvejer kursus
for ledere af lærlingehjemmene og for de ungdomspensioner, der er under projek-
266

[11]
tering samt kursus for personalet på alderdomshjem, ikke mindst fordi disse alder-
domshjem har en del plejepatienter, og personalet er ganske uden uddannelse.
Det er også pålagt direktionen en regnskabs- og budgetfunktion, og i denne for-
bindelse kan atter nævnes den kontakt og instruktion, direktionen skal udøve mellem
kommunerne og institutionerne.
De offentlige tilskud fra stat og landskasse til nye institutioner og til nye initiativer
f. eks. indenfor serviceområdet ydes ikke automatisk, men kun efter indhentet udta-
lelse fra arbejds- og socialdirektionen og for statstilskudets vedkommende kun efter,
at landskassen har tilsluttet sig direktionens indstilling. Dette medfører, at de økono-
miske spørgsmål kanaliseres gennem direktionen, og der bliver gode muligheder for
i samarbejde med kommunerne at samordne den socialpolitiske indsats efter samlede
prioritetsovervejelser.
Der sker en udvidelse af kommunernes økonomiske selvstyre i disse år. Det er
således, at kommunerne i dag får et dispositionsbeløb, indenfor hvilket de frit kan
disponere til forskellige formål, men man har dog hidtil haft den indskrænkning, at
dette dispositionsbeløb ikke måtte anvendes til opgaver, der ville medføre, at lands-
kassen blev tvunget til at afholde deraf følgende driftsudgifter, med mindre landskas-
sen forud havde godkendt kommunernes initiativer.
Ved det refusionssystem, som netop er vedtaget af Folketinget, vil der blive ydet
30 % statsrefusion på alle sociale udgifter, bortset fra enkelte lovfæstede områder
som f. eks. børnetilskud. Princippet i systemet er, at det skal være enkelt, overskue-
ligt og let at administrere, sådan at bl. a. folkevalgte organer uden vanskeligheder
kan få overblik over de økonomiske vilkår for et socialpolitisk initiativ.
Under hensyn til at man ønsker at udvide kommunernes selvstyre, vil det forment-
lig blive nødvendigt at udarbejde regler og bestemmelser, således at kommunernes
dispositionsfrihed for den kommunale virksomhed ikke angribes, men på den anden
side heller ikke bliver fuldstændig ureguleret.
Man har lagt stor vægt på, at finansieringsreglerne som hovedregel skulle virke
neutralt på den socialpolitiske indsats indenfor de forskellige områder. Ydelse af
statstilskud til sociale formål har jo ikke blot betydning ved, at de lokale kassers byr-
der lettes, så der bliver råd til en hurtigere udvikling, men reglerne kan — afhængig
af, hvorledes de indrettes — øve indflydelse på, hvilken fremgangsmåde de lokale
organer vælger at benytte i en given situation. Det er vist almindeligt erkendt, at der
i den danske socialforsorg på grund af stærkt differentierede finansieringsregler er
talrige eksempler på, at lokale myndigheder i deres sociale arbejde vælger de løsnin-
ger, der er billigst for kommunekassen, men som ikke nødvendigvis udfra saglige
vurderinger er de rigtigste.
267
[12]
En væsentlig konsekvens af synspunktet om neutrale tilskudsregler er, at der ydes
samme tilskud til institutionsforsorg og anden forsorg. Vi håber derved, at stats-
tilskudet ikke kommer til at øve forvridende indflydelse på de lokale myndigheders
overvejelser, f. eks. om et givet socialpolitisk behov fortrinsvis skal imødekommes
gennem institutionsydelser eller på anden måde (f. eks. overvejelse om anbringelse
på alderdomshjem eller ydelse af hjemmehjælp).
Vi tror, at disse finansieringsregler vil medføre, at kommunernes valg mellem for-
skellige foranstaltninger alene vil afhænge af deres vurdering af foranstaltningernes
saglige prioritet og ikke påvirkes af forskel i refusionsprocenter. Vi må dog indrøm-
me, at visse områder formentlig vil få behov for yderligere bistand fra staten. Jeg kan
således pege på, at handicappede børn i dag placeres i Danmark uden udgift for det
grønlandske samfund, men det ville være ønskeligt, om man i højere grad kunne bistå
disse børn i Grønland, men dette vil stille helt nye krav til den grønlandske lands-
kasse, som den antagelig ikke vil kunne honorere. De grønlandske særforsorgstræn-
gende børn er ekstra handicappede, fordi de foruden et fysisk eller psykisk handicap
er grønlandsksprogede, og man må se i øjnene, at de ved placering i Danmark losrives
totalt fra deres hjemstavn og vil være særdeles vanskelige at replacere.
Den sociale funktionsplanlægning — altså den fagligt betonede og systematiske
overvejelse og tilrettelæggelse af det sociale områdes udvikling og udfoldelse på langt
sigt — er et vigtigt område for direktoratet.
Vi kan glæde os over, at der er en betydelig interesse og forståelse fra de øvrige
samfundsområder for, at det sociale område er begyndt at planlægge og, at der nu ved
et organ — direktoratet i Godthåb — er skabt mulighed for koordinering mellem de
forskellige sociale delområder og mulighed for samarbejde med de andre samfunds-
områder f. eks. sundhedsvæsen og undervisningsvæsen.
Interessen for planlægning synes i almindelighed at samle sig om og ofte slutte ved
anlægsaktiviteten; vi har her haft den glæde, at interessen ihvertfald i Grønland
nok så meget har drejet sig om fremtidens samarbejde om driften.
Ved arbejds- og socialdirektoratets oprettelse har man ved at samle den plan-
læggende, koordinerende og vejledende funktion af de emner, der falder ind under
direktoratets ressort, og som hidtil har været spredt mellem Ministeriet for Grønland,
landsrådet og statens repræsentant: Landshøvdingen, ihvertfald administrativt skabt
mulighed for, at der centralt i Godthåb kan etableres et intensivt samarbejde med an-
dre organer, for så vidt angår det sociale område.
Adskillige af de opgaver, som er henlagt til arbejds- og socialvæsenet har f. eks.
berøringsflader med sundhedsvæsenet og undervisningsvæsenet.
268
[13]
I Grønland er det indiskutabelt, at der i kommunerne er vokset et samarbejde op
på tværs af de normale institutionsrammer, og i vor glæde over, at der nu blev et
selvstændigt socialvæsen, frygtede vi, at den naturlige motivation for samarbejde,
som forefindes i lokalsamfundene, ville blive vanskeliggjort i samme tempo, som de
forskellige væsener centralt afstak deres rammer, måske uafhængig af hinanden. Vi
er af den opfattelse, at i jo højere grad samfundets servicevirksomhed vokser og
bliver mere differentieret, jo vanskeligere bliver det for de forskellige væsener at
koordinere deres virksomhed.
En for håndfast fordeling af centralorganers arbejdsopgaver kan vanskeliggøre
lokalsamfundenes samarbejde. Udfra ønsket om at det enkelte væsens initiativ ud-
formes med skyldig hensyn til de overvejelser, behov og interesser, som de enkelte
styrelser har, og udfra ønsket om at sikre, at de foreliggende muligheder blev udnyt-
tet på tværs af institutionens grænser, blev man således ved arbejds- og socialdirek-
toratets oprettelse enige om at danne en arbejdsgruppe bestående af landslægen,
skoledirektøren og arbejds- og socialdirektøren suppleret med de pågældende
embeders sagsbehandlere i det omfang, arbejdsgruppens arbejde gjorde dette
ønskeligt.
Den meget korte tid, denne koordineringsgruppe har arbejdet, har været særdeles
resultatrig.
Foruden en koordination og orientering om projekter, diverse service, administra-
tive bestemmelser, udsendelse af specialister af forskellig art på kysten o. s. v. har vi
ladet alle personsager, hvor der er behov for geografisk eller erhvervsmæssig ompla-
cering af vedkommende, gå gennem denne arbejdsgruppe. Tanken med gruppens
arbejde med personsager er først og fremmest, at vi mener, at arbejdsgruppen kan
være vejledende (rådgivende) for de grønlandske kommuner og for de institutioner
og myndigheder i Danmark, som vi ikke kunne arbejde foruden.
Grønlands sociale og arbejdsmarkedsmæssige problemer er genstand for megen
interesse i Danmark og i Grønland og til tider også stor indignation.
Man har fra forskellig side peget på nogle iøjnefaldende sociale problemer som
værende resultatet af den hastige udvikling, og man har derfor foreslået, at udvik-
lingen skulle være langsommere. Udviklingens hastighed skal jeg ikke tage stilling til
— det er et politisk spørgsmål. Jeg skal ikke benægte, at der kan være en sam-
menhæng mellem udviklingstempo og mistilpasning, imidlertid tror jeg, at selv
de mindste ændringer i vilkårene for menneskers tilværelse indebærer risiko for mis-
tilpasning.
269
[14]
" JTT
Til at afbøde de sociale konfliktsituationer og til at forebygge forekomsten af så-
danne situationer er der uanset udviklingstempo brug for et apparat, som er afstemt
efter samfundets udviklingsproces. Jo større udfordringen er, jo større krav stilles
der naturligvis til den socialpolitiske indsats.
Et funktionsdygtigt og differentieret socialt apparat bør være en del af udviklingen
og ikke et resultat heraf.
27O[15]