[1]
MIDT I EN LANDSRÅDSPERIODE
Af Erling Høegh
vi er nu lige langt fra det valg, der sammensatte dette landsråd, og fra det valg,
hvoraf det nye vil fremstå. Det er det samme landsråd, som i 1967 tog fat på ar-
bejdet, og alligevel er vi alle blevet ændrede med arbejdet. Det er vanskeligt og altid
forbundet med fejlmuligheder at forsøge en vurdering af sin egen tid, men jeg vil
påstå, at Grønland og vi med landet er blevet modnet i de forløbne to år.
Det mærkes, at større og større konkret ansvar lægges over til os. Selv om lands-
rådet i mange år har været medansvarlig og meget ofte igangsættende for de gene-
relle linjer i grønlandspolitikken, betyder disse år både en fundamentering og en ud-
videlse af vor indflydelse. Vi ønsker denne udvikling fortsat.
Et halvår i Grønland er fyldt med episoder, hændelser, overskrifter. Men der
er langt mellem det, der fortjener betegnelsen begivenheder. Statsministerrejsen i
sommer blev en begivenhed, fordi den ligesom tvang os til sammen med gæsterne at
sammenfatte de mange detaljer til en overskuelig helhed. Den gav os lejlighed til
at se bagud og til at ane, at udviklingen til nu har haft en anden karakter, end det
arbejde, der ligger forude.
Der er såvist intet nyt i, at penge alene ikke er løsningen på Grønlands mange-
artede omstillingsproblemer. Det betyder ikke, at pengene kan undværes, for meget
mangler endnu at blive bygget op, så tingene kommer til at fungere som en helhed.
Statsminister Baunsgaard har da også understreget, at en ny vægtfordeling mellem
områderne ikke er ensbetydende med nedskæring af bevillingerne. Men vi må se
i øjnene, at Grønland på en række områder har nået en standard, der lader sig sam-
menligne med forholdene i Danmark. Og specielt må vi forstå, at det er vor pligt
og vort ansvar at bruge de givne midler med størst mulig virkning.
Af denne erkendelse følger tre ting: For det første er tiden ikke til ukritisk at
forlange ind. Vi må rimeligvis sammenligne korrekt— indse, at der er andre grupper
i det danske samfund, der også har brug for de bevillinger, som fællessamfundets
medlemmer i form af skat stiller til rådighed til et arbejde for en befolknings sunde
trivsel. For det andet må vi debattere os frem til, hvad det er for ting, der bevirker,
321
[2]
at pengene giver samfundet den største glæde. For det tredie må vi se i øjnene, at vi
selv må ofre mere på de ting, som vi lader fællessamfundet klare for os.
Det første punkt hænger nøje sammen med, at skattetrykket efterhånden føles me-
get hårdt i Danmark. Danskeren bliverikke fattigere i disse år, men han har alligevel
svært ved at vænne sig til, at det er så overmåde dyrt at køre et velfærdssamfund
som det danske, hvortil vi hører. Det er derfor rimeligt og ønskeligt, at han er på
vagt over for unødvendige udgiftsstigninger. Dette må vi endelig ikke opfatte som
modvilje mod en fortsat udbygning af Grønland. Men der er grupper i Danmark,
det være sig landboerne, de handicappede eller folk i arbejdsløshedsområderne, der
lever afgjort dårligere end de øvrige danskere og derfor naturligt må have krav på
deres del af pengene.
Når vi skal tale om, hvordan vi får mest muligt ud af de givne bevillinger, vil vi
med stor sikkerhed styre lige ind i et af de helt centrale problemer, som år efter år
er på vor dagsorden. Jeg tænker selvfølgelig her på oplysning; vi har sagt det ofte.
Kommissioner og udvalg har peget på det, og nu sidst har statsministeren meget
klart fremhævet netop dette felt. Ordet skal opfattes meget bredt — uddannelse på
alle niveauer er en del af det, og almindelig forståelse for samfundet en anden del.
Jeg kan kun mene, at det vil være rigtigt at lægge større vægt på disse sider. Dette
siger jeg ikke, fordi jeg skal være statsministerens eftersnakker i Grønland, som
måske nogle borgere vil mene, fordi jeg så mange gange tidligere har citeret Bauns-
gaard. Men jeg omtaler det, fordi det er sådan4 at det apparat, vi har i dag i Grøn-
land, ikke udnyttes og ikke kan udnyttes tilnærmelsesvis 100 %, før der findes en
bredere forståelse for meningen med hele sigtet.
Det kan i den sammenhæng ikke lade os upåvirkede, at fjernsyn nu synes på vej
i det lille, lokale format her i Godthåb. Dette fjernsyn må opfattes som begyndelsen
til det statslige; det kan derfor selvfølgelig ikke undgås, at det privatetablerede
vækker visse forhåbninger om, at det store udspil er på vej. Vi må vise både forstå-
else og samarbejdsvilje over for dette initiativ, for selv om det således ikke er frem-
tiden, vi i Godthåb tilbydes, vil det være betydningsfuldt, at vi er opmærksomme på,
at det private fjernsyn kommer ind i anstændige rammer. Godthåb private fjernsyn
erindrer os om, at det rigtige fjernsyn er rykket nær, og vi må meget snart være med-
virkende til at skaffe plads til de indledende investeringer, så uddannede medarbej-
dere står klar til at bruge apparaturet den dag, det bliver til realiteter.
Den enkelte borger i Grønland må vænne sig til tanken om en arbejdsfordeling
mellem ham selv og det offentlige. Jeg tror for så vidt, at folk klart nok har indset,
at visse ting må de selv sørge for, og andre opgaver løses bedst i fællesskab.
Kritikken af de nye motorafgifter kan noE skuf fe os lidt, for alt for ofte er den
rettet mod selve princippet, at det offentlige må sikre sig en vis betaling for de ydel-
322
æh     .......     .-ilt:     .  .   "   ......„. -;
[3]
ser, som det er pålagt at yde borgerne. Pengene må nødvendigvis komme fra dem,
der i kraft af evner og fremdrift har nået en position, der gør det muligt for dem at
deltage i opbygningen af vort land. Det kan kun dreje sig om misforståelser eller
bevidst fordrejning, når man fremstiller sagen, som om landsrådet indkasserer penge
for at forarme befolkningen. Vi erkender, at der laves gode penge i Grønland, og vi
slutter, at der så også må være evne til at betale for samfundsgoderne.
Jeg ser en fremskridtslinje i det, der er foregået, siden nyordningen blev indført,
og i det, der gradvis vil ske fremover. Når man taler om kursændring eller nye to-
ner, skal det ikke forstås sådan, at linjen nu skal vise tilbagegang. For en sådan om-
lægning sker naturligvis ikke uden landsrådets viden og med vor accept. Landsrådet
har med sit medlemsskab af Grønlandsrådet en position, der gør, at intet sker uden
os eller udenom os.
Når det danske samfund i den tilstundende vinter lægger op til generaldebatter
om Grønland, ja så er vi naturligvis deltagere og er med til at påvirke debattens
udfald. I folketinget kan der i det kommende folketingsår ventes en Grønlandsdebat,
hvor vore to folketingsmænd vil have lettere ved at blive forstået, efter at så mange
af folketingets danske medlemmer ved selvsyn har erfaret noget om hverdagsvilkå-
rene i Grønland.
Med den position, det danske fjernsyn i dag har i befolkningens bevidsthed, er
det meget glædeligt, at efterårsmøderne benyttes til orientering og debat om Grøn-
land. Vi er med i alle faser af denne væsentlige oplysningsvirksomhed om Grønland.
Vi er glade for, at den kommer, for er der noget, vi kan være tjent med i vort for-
hold til vore danske medborgere, er det gensidig forståelse baseret på kendskab til
de faktiske forhold — ikke medlidenhed eller harme på vore vegne over et fortidigt
grønlandsbillede.
Det glædede og imponerede os alle dybt, da vi i sommer i K'utdligssat mødte både
forståelse og stærk samarbejdsvilje hos de mennesker, der indser og forstår, at af-
folkningen af byen er en nødvendighed. Under nogle af Grønlandsrådets medlem-
mers rejse i sommer blev vi stillet over for befolkningsproblemer i Angmagssalik.
Forholdene er af en sådan art og et sådant omfang, at en løsning presser sig på, og
det er mit indtryk, at man i Angmagssalik tænker i samme baner som i K'utdligssat:
Man overvejer efter konstruktive linjer. Det virker, som om der i Angmagssalik må
blive tale om både en flytning til Vestgrønland og en spredning af den befolkning,
der fortsat ønsker at have fangsten som erhvervsgrundlag. Det vil blive en bekostelig
og langvarig proces at få skabt balance i erhvervsmønstret omkring Angmagssalik.
Der er i forvejen pres på både boliger, arbejdspladser og det personale, der skal
formidle omflytningen. Men når man som her skal prøve at imødekomme en op-
fordring fra de mennesker, der har problemerne inde på livet, må man anerkende,
323
[4]
at Angmagssalik kan have krav på speciel støtte, fordi de unge i byen ikke har
uddannelsesmuligheder og heller ikke kan regne med at finde arbejde, uden at i hvert
fald en stor part flytter til andre steder i Grønland.
Det er mit indtryk, at også staten vil vise forståelse og vilje til at løse denne
ekstraordinære opgave.
Beregninger og prognoser danner i dag baggrunden for næsten al aktivitet i
Grønland. Vi kan regne os til meget, men vi kan — som det,er sagt af den vidtskuende
svenske undervisningsminister Olof Palme — ikke regne os til fantasi. Og denne fan-
tasi er helt nødvendig ballast, når vi vover os ind på de nye felter, der tegner sig
som muligheder for positive bidrag til vort erhvervsliv. Hvordan skal vi tilrettelægge,
ja, overhovedet få hånd i hanke med det turistliv, der næsten uundgåeligt vil komme
til Grønland i de kommende år. Det er givet, at vi ikke bare må lade tiden gå. Jeg
tror, at det udvalg, der prøver at skabe et overblik over mulighederne, både vil gøre
turistarbejdet mere professionelt og samtidig befri os for overdrevne forestillinger
om de penge, der er at hente.
Næsten det samme kan siges om minedriften. Vi kan efterhånden fastslå, at det
skal være usandsynligt uheldigt, om ikke bjergværksdrift under en eller anden form
slår igennem i Grønland inden længe, men det er sikkert, at det ikke vil give os noget
væsentligt tilskud til antallet af arbejdspladser. Man kan ikke forestille sig, at en
nyoprettet mine bliver arbejdsplads for ret meget andet end maskiner, elektronisk
udstyr og et antal højt kvalificerede specialister.
Hele problematikken med at finde arbejde og finde blivende arbejde til alle må
indtage noget nær den centrale plads i samfundets bestræbelser til enhver tid. Vi
må vel erkende, at vi er kommet sent med på dette område, men er vi end sent ude,
tror jeg, at de rigtige bestræbelser nu er sat i gang. Arbejdsformidlingen gennem ar-
bejdsmarkedskontoret i Godthåb er nu påbegyndt, og i arbejds- og socialdirektionen
er man indstillet på ikke at skubbe dette område tilbage i forhold til de sociale under-
holdsydelser. Vi har i arbejds- og socialdirektionen og ikke mindre i direktoratet
derfor ønsket, at principperne for de sociale underholdsydelsers gennemførelse må
udbygges parallelt med og i stærkt samarbejde med arbejdsmarkedet. Vi mener, at
vi ved en sådan afstemning af opgaverne har en god mulighed for at udvide effekten
af vore begrænsede midler.
Som alle andre mennesker må også den grønlandske familie betragte det som en
lykke at klare hverdagen selv, og vi må satse _på at få skabt et bærende fundament
for så mange som muligt og glæde os over de resultater, der opnås ved samarbejde
mellem de instrumenter, vi har at spille på. Selv på ret kort sigt gør vi altså også
de mennesker en tjeneste, som i meget længere perioder eller permanent har ret til
vor støtte og hjælp.
324
[5]
Man må derfor forstå, at når vi hjælper mennesker, som måske langt fra har
nået bunden, så er det for at forhindre dem i at slå ind på vejen mod bunden og
håbløsheden.
Arbejder den enkelte borger bedre, arbejder erhvervene også bedre.
Det har været endnu et ransagelsens år for erhvervslivet i Grønland. Fiskeriet
fik en næsten lammende periode først på året, men sommerens resultater har givet
gode løfter om balance og måske ligefrem fremgang som slutresultat.
Den første af de længe planlagte trawlere er nu i gang, og i de perioder, hvor tek-
niske vanskeligheder ikke har hindret dens drift, har resultaterne været gode og vel
nok bestyrket os i troen på, at det havgående fiskeri er vejen frem. Det er nok værd
at mærke sig, at selv om der berettiget ytres tvivl om fiskeriets fremtid, er der ikke
anvist andre erhverv eller andre udformninger af erhvervet end den planlagte. Hvis
man ikke skal ende i de helt tågede og absolut modløse fremtidsbetragtninger, må
vi give fiskeripolitikken, som den er kendt, grønt lys også fremover. Der er i det
stille vokset en forståelse frem for, at det er vigtigere, at der bliver fisket, end at
der bliver fisket fra egen båd. Jeg har endnu kun en fornemmelse af, at der tænkes
sådan, men jeg tror den er rigtig, og den vil unægtelig betyde meget for hele den
professionelle holdning til erhvervet, som må være forudsætningen for, at fiskeriet
bliver det sunde fundament for vor samfundsøkonomi.
Vi har med anerkendelse og glæde konstateret, at den hjælp, som landsrådet ydede
fåreholderne, blev udnyttet på en så god måde, at de i dag har nået en bestand af
dyr, der nærmer sig tallet før katastrofen.
Hvis det er rigtigt, at vi står over for en drejning af udviklingslinjen, melder for-
tolkningsproblemerne sig på næsten alle områder. Det er givet, at ungdommen vil
stå stærkt under en sådan vandring mod nye tider, ikke mindst fordi der nu virkelig
er veluddannede unge på vej. Vi må lytte og lære, og jeg synes, vi har formået begge
dele i vor politiske virksomhed. Men naturligvis skal det ikke være sådan, at ideerne
er ungdommens og arbejdet vores, for så kunne det lige så godt være de unge, der
indtog pladserne her. I stedet tror jeg på, at vi når frem til noget typisk for demo-
kratiet, når de unges ideer smelter sammen med de ældres erfaring.
Inden for vore egne vægge ser vi den store udvikling gentage sig. I vort sekre-
tariat og i arbejds- og socialdirektionen vokser vort personale i takt med opgavernes
størrelse, og vore muligheder for at arbejde på et holdbart, sagligt grundlag vokser
med stabens udvidelse. Det er en tilfredsstillelse for os at se, at gamle planer nu
føres ud i livet, tingene undersøges, planlægges og bliver til virkelighed. Vor gamle
tanke om at oprette en informationsafdeling er nu blevet gennemført, og vi i lands-
rådet er allerede så småt begyndt at mærke dens virksomhed.
325
[6]
W-
I min tale har jeg været rundt i mange kroge, men langtfra i alle dem, der findes
i det hus, vi bygger. Debatten i de kommende uger vil forhåbentlig nå ud overalt,
hvor det er tiltrængt i vort grønlandske hus. Vi, der har forpligtelsen og retten til
at gøre arbejdet, må betragte os selv som priviligerede mennesker i den gruppe af
politikere, der jorden over kæmper med hver sin bid af den store problematik. Vi er
befriet for krige, uro, naturkatastroferjjyi er vejsignet med et rundeligt mål af penge,
og vi er frem for alt i stand til at se resultater af vor gerning selv over et meget kort
åremål. Hvor langsommeligt og tungt kører ikke meget reformarbejde i dele af
verden, som vi rettelig kunne sammenligne os med for få år siden. Lad os tage vore
muligheder som en forpligtelse og som en appel til optimisme, men lad os ikke be-
tragte den danske hæderlighed og offervilje, der altid står bag os, som en hovedpude,
men allerhøjst som et yderste sikkerhedsnet.
Kære kolleger.
Jeg har nu over for jer fortalt, hvad der bevæger sig inde i mig om det arbejde, vi
er fælles om. I det store land, hvor vi er spredt, kan vi måske enkeltvis somme tider
føle os ensomme. Der er også mange ting, der gør enighed og samling vanskelig i
et land med så stor udstrækning; men jeg havde en oplevelse for et stykke tid siden,
som sagde mig ting, som vi skal samles om — oj£det^.er vor, vilje til at leve og arbejde,
og det er vor forpligtelse over for det land, som er os skænket. Det blev for mig
udtrykt med disse ord:
Vorherre knyttede hånden og sagde :
Her på den top af det skabte
vil jeg nu skabe et land,
hvor viljen er talt
og magten fra skaberen mejslet.
Det land skal kun ejes af folk,
hvis vilje til livet er vakt
ved fødslen.
Velkommen til vort første landsrådsår. Godt møde!
326[7]