[1] NANORTALIK OG OMEGN VED ÅRHUNDREDESKIFTET Af G. N. Buggc Jr å en af mine rejser i Grønland genså jeg efter henved 60 års forløb Nanorlalik, det sted hvor jeg havde tilbragt nogle af mine bedste drengeår. Det var naturligvis en stor oplevelse. Fortiden blev pludselig lyslevende. De mange minder og indtryk, der næsten var glemt, blev genopfriskede og suppleret med, hvad mine forældre havde fortalt mundtligt og skrevet i mange og lange breve til slægt- ninge i Danmark. Jeg fik talt med enkelte i Nanortalik, der endnu kunne huske mine forældre og mig. De gamle bygninger stod der stadig. Ja, det var en stor oplevelse! Hertil kom, at jeg havde medbragt en lille tilsyneladende uanseelig billedbog, som gedehyrden Isak ved Igdlorpait i 1899 havde fyldt med de dejligste farvelagte teg- ninger. Denne billedbog viste jeg frem ikke alene i Nanortalik, men mange andre steder både på Vestkysten og også på Østkysten. Og alle ikke mindst grønlænderne var meget interesserede i at se de morsomme tegninger med den rammende tekst og at høre lidt om, hvordan livet nu formede sig i distriktet — dengang, da forholdene endnu var særlig prægede af de mange tilflyttere fra Østkysten. Disse oplevelser og indtryk har jeg nu forsøgt at nedfælde på denne måde.* For en ordens skyld må jeg dog først ganske kort fortælle lidt om, hvordan mine forældre kom til Grønland. 11885 kom min far — K. O. Bugge — til Julianehåb som volontær under Den kon- gelige grønlandske Handel. Kort før han skulle sejle med sejlskibet Nordlyset fra København, var han oppe på Handelens kontor, hvor daværende direktør Hørring og kontorchef Stephensen gav ham gode råd om, hvordan han skulle udruste sig til den forestående rejse og ophold i Grønland. Han behøvede ikke at tage møbler med, han burde derimod blot sørge for at købe sig noget godt værktøj, så ville han selv på stedet kunne fremstille det, han havde brug for. Han købte for 20 kr. værktøj. Min mor — Hedevig Clausen — kom til Grønland i 1888 som 15-årig for at bo hos sin søster fru Emilie Lutzen, der var gift med missionær Edvard Lutzen i Juliane- * Denne artikel er baseret på et foredrag, jeg holdt i Det grønlandske Selskab den 14. april 1966, hvor samtidig Isaks akvareller blev vist som farvelysbilleder. Isåp assilialia, Isaks billedbog ved G. N. Bugge, er nu udgivet ved et samarbejde mellem Det grønlandske Landsbibliotek og Stadsbiblioteket i Lyngby. 327 [2] håb. Under min mors rejse til Grønland med briggen Tjalfe — rejsen varede et hun- drede dage — delte hun kahyt med en ung tysk pige, der skulle giftes med den tyske herrnhuter-missionær ved Igdlprpait Albert Schårf, som hun aldrig havde set før. De sidste dage før hun kom til Julianehåb, var den unge pige noget beklemt; det var selvfølgelig ikke let for hende^ da hun ved landgangen traf sin tilkommende mand, som hun først mødte nu. Men de blev gift, og ægteskabet blev faktisk lykkeligt. Et par af efter, i 1890, blev min mor gift med min far. Missionær Schårf og hans kone blev mine forældres bedste venner, ligesom de satte stor pris på de andre tyske mis- sionærer i distriktet. Mine forældre blev i Julianehåb til 1895, bortset fra 2 års ophold i Frederikshåb, hvor jeg blev født i 1892. Nogle måneder før de skulle forlade Julianehåb, havde de en oplevelse, som også fik konsekvenser for deres senere ophold ved Nanortalik. Den 12. april 1895 forliste skruebarkskibet Hvidbjørnen ved Nunarssuit; dog blev alle reddede ved at springe i land. Skibets besætning tog hjem over Ivigtut, medens de to passagerer — volontær Hastrup og frk. Fogdal — rejste med konebåd til Qagss- imiut, hvorfra de blev hentet af min far til Julianehåb, hvor han var assistent. Frk. Fogdal fortsatte imidlertid til Lichtenau, hvor hun skulle giftes med missionær H'mz, som hun aldrig før havde mødt. I juli samme år blev min far forflyttet til Nanortalik, for der at afløse bestyrer Ringsted. På denne rejse kom vi efter et kort ophold ved Lichtenau til Igdlorpait missionsstation, hvor min mor blev tilbage for at besøge familien Schårf sammen med min søster Sigrid og mig, medens min far fortsatte til Nanortalik. Da min mor så efter et par dages forløb rejste videre med oss skete det, at vi ud for SermersoK kom for nær ved en isskodse, hvis isfod skar en lang flænge i bunden af konebåden. Man søgte forgæves at stoppe hullet til med et stort stykke spæk, men vandet fossede ind, så vi alle hurtigst muligt måtte op på isskodsen. Det var en fortvivlet situation, isflagen kunne, hvad øjeblik det skulle være, finde på at dreje rundt i vandet. Båd- styreren satte hovedet i angmagssætposen og græd. Men heldigvis var kajakmanden, som altid fulgte med, roet til Nanortalik, hvorfra min far kom til undsætning med en båd. Men det var drøje timer) som vi aldrig glemte. Samme efterår skete det, at barken C er es en nat kæntrede i Julianehåbs havn. Til Nanortalik var der kommet bud om, at Ceres var kommet til landet og lå ved QagssTmiut, og af glæde herover blev der danset i bødkerværkstedet, for så kom jo de længe ventede varer til Nanortalik. — Men den næste morgen kom der ilbud fra Julianehåb om, at skibet var kæntret i havnen. Min far tog med det samme til Juli- anehåb for at prøve på at sikre stedet varer. Da skibets luger ikke havde været lukket om natten, var lasten blevet fyldt med vand, så en stor del af varerne var blevet helt ødelagte. Lasten med forsyninger til distriktet fra to skibe var således 328 [3] Familien Bugge rejser i konebåd fra Lichtenau til Nanortalik. Læg mærke til den store skindpose med sengetøj. 17. juli 1895. Foto: Hinz. delvis gået tabt, så der ved Nanortalik blev stor mangel på mange ting, bl. a. tænd- stikker, der medførte, at lamperne om vinteren måtte holdes tændte natten over. Samme vinter blev min bror Aage født i februar 1896. Et halvt års tid senere flyttede vi atter til Julianehåb, efter at bestyrer /. Frandsen havde afløst min far ved Nanortalik. Kolonibestyrer C. Ringsted, som havde været konstitueret bestyrer ved Julianehåb, rejste om efteråret tilbage til Danmark med dampskibet Castor, et ældre fartøj købt som erstatning for Hvidbjørnen. Castor nåede aldrig hjem. Det forliste med mand og mus og blev sidst set ud for Nanortalik i oktober 1896. I mange år efter talte man om årene 95 og 96 med de mange skibsforlis. Efter 12 års uafbrudt ophold i Grønland tog min far i 1897 på permission i Dan- mark. Rejsen foregik fra Julianehåb med sejlskibet Tordenskjold. Den 1. august 1898 rejste vi tilbage til Grønland med dampskibet Fox til Ivigtut. En uges tid efter af- rejsen blev vi tre børn syge. Mor troede, at det var kighoste, men kaptajnen havde en anden mening og fortsatte. Heller ikke lægen (Bentzen) ved Ivigtut, hvortil vi ankom den 18. august 1898, mente, at det var kighoste. Efter at man ved Ivigtut havde sørget for, at vi alle blev befordrede med en dampbåd til Kipisako ca. 40 km syd for Ivigtut, hvor vi overnattede i telt, rejste vi med konebåd hele den næste dag og kom om aftenen til Qagssimiut. Derfra rejste vi videre den næste morgen til Julianehåb, hvortil vi ankom den 1. september kl. 12 om natten. Rejsen fra Ivigtut havde kun varet tre døgn. I Julianehåb konstaterede dr. Meldorf, at vi havde kighoste; vi blev isolerede, men det var for sent, sygdommen bredte sig over distriktet, og 30 mennesker døde af syg- 329 [4] "•'f* i-*["f* •'fjwi'T ~- ^a •pmm^^g-jTi^gg'-i-y ^agigfi^.ii^sp,^ Lj^f ^^i^MmMffl^ggre^i! 11 NI njiij|j ^ |i "1fjFFBt^^T^jB^!S[I^^^Sffl^iBB8PB^^^i^'' :SJfJS*~"- dommen. Vi blev senere klar over, at vi var ble.vet smittede i en sporvogn dagen før vor afrejse fra København, da vi skulle til lægeundersøgelse. I 1899 kom vi atter til Nanortalik og blev her til 1903. Et par antydninger af ste- dets historie bør måske lige gives. Hans Egede nåede på sin store rejse syd på lige akkurat til Nanortalik, men besætningen vægrede sig ved at fortsætte. Efter at Jtili- anehåb var blevet grundlagt i 1773, tog det alligevel 24 år, før det første egentlige handelsanlæg blev placeret her. I 1797 blev Julianehåbs første købmandsbolig flyttet til stedet ved Sigssarigsoq (gi. Nanortalik) på den anden side af en lille bugt. Senere blev bygningerne herfra i 1830 flyttet til deres nuværende beliggenhed, som grønlæn- derne indtil den seneste tid har kaldt Ilivileq. Handelens bygninger ved Nanortalik var en samling huse med en lille havn, hvorfra der blev togtet med varer til og fra Julianehåb og igen hentet og fordelt til de små udsteder i syddistriktet. Den lille handelsplads var, hvad man op til vore dage kaldte et anlæg, en mellemting imellem et udsted og en koloni. Det var som regel den ældste assistent, der blev ansat her som bestyrer. Denne samling huse var i øvrigt anlagt efter en fortrinlig og hensigtsmæssig plan nøje afpasset til formålet og står endnu den dag i dag som et synligt minde om kolonitiden ved forrige århundredes midte, den ældste bygning stammer endda fra Frederik den 6.s tid. Der er en egen fasthed over planen. Lige ned til havnen lå et indhandlingshus for spæk og skind, få skridt derfra spækhus, trankogeri, proviantbod med butikj og umiddelbart i nærheden heraf lå den lille bestyrerbolig bygget af stokværk i 1836. Bagved bestyrerboligen var der en større plads omringet af mandskabshus, bageri og modsat gedestald og bødker- værksted. Lidt tilbage for anlægget lå stedets kapel, der også tjente som skole. Kapellet blev 1916 afløst af den smukke kirke, der fik en glimrende placering og kunne ses langvejs fra som Nanortaliks vartegn. Derimod fik den ny bestyrerbolig, der blev bygget i 1904, ikke en tilsvarende god placering. Den kom til at ligge alt for nær ved de karakteristiske gamle bygninger og trykker derfor disse. Rundt omkring denne samling af gamle bygninger lå grønlændernes huse spredt, endnu var der den gang også bebyggelse ved Sigssarigsoq (o: Den skønne strandbred). Bortset fra de fastlønnedes huse var de alle mer eller mindre bygget som tørve- hytter, som blev beboet af fangerne. Når man kom hen i maj, flyttede de ud til yder- øerne, hvor det store klapmydsetræk lokkede. Nanortalik blev i disse måneder nær- mest mennesketomt. Fangerne fjernede taget af deres hytter, så blev hovedrengøringen klaret let og rationelt ved sol og regn. Og når de_så hen på sommeren vendte tilbage og havde tilbragt nogle herlige måneder i deres solide skindtelte på øerne, og dér havde fået masser af kød og spæk — og sundhed, kunne man se dette på børnene, der struttede af velvære. Nu må dette ikke tages som en romantisk beskrivelse af for- 33° '..'.. [5] Jf-m^t. -4 -<*•• M^Jf t. •* - .x^T. Typiske skindtelte ved Igdlorpait efter en af Isaks tegninger 1899. (Fra haks Billedbog). holdene, thi mange steder, hvor fangsten svigtede —særligt ved de små pladser-skete det ofte, at befolkningen kom ud for den bitterligste nød, sult og elendighed. Men som sagt kan jeg særlig huske de fyldte konebåde med spæk. Dette gav selv- følgelig også penge, men så sent som i 1919 blev der alene til erhververne — ikke fastlønnede - udhandlet for årlig ca. 24.000 kr., svarende til 120 kr. pr. familie. Af de 24.000 kr. gik ca. 7.000 kr. til kaffe, tobak og sukker, medens resten gik til am- munition, tøj, husgeråd og andet. Det var endnu på dette tidspunkt en udpræget na- turalieøkonomi, og ca. 20 år tidligere har dette været endnu mere udpræget. De levede deres liv som på Rinks tid, og mange endda som på Hans Egedes. Det var derfor ikke så vanskeligt for de mange tilflyttere, der kom fra Østkysten, at tilpasse sig det ny samfund. Navnet Nanortalik — bjørnestedet — som allerede nordboerne havde kaldt øen, passede dengang som idag. Det var for mig en uforglemmelig oplevelse engang at overvære hele stedets jagt på tre bjørne. Alle kajakker var på vandet, og den øvrige del af befolkningen stod ved stranden for at overvåge skuespillet- flere af mændene 331 [6] med deres geværer parat for det tilfælde, at bjørnene skulle gå i land. De tre bjørne — mor med to unger - blev alle skudt. En anden gang så jeg en morgen i tåg_et vejr en stor isbjørn, der nogle få meter fra stranden stod på en isskods med sine karakteristiske ludende bevægelser. Også ved den ganske lille boplads Sigssarigsoq kom der ofte bjørne. Efter hvad der fortaltes, var der her engang sket en meget tragisk ulykke. En dag, da alle mæn- dene var taget på fangst, var et lille barn, der legede ved strandkanten, blevet grebet af en isbjørn, som så svømmede ud med det til en isskodse. Der blev gjort anskrig, men da der kun var kvinder tilbage, stod de ganske magtesløse. De prøvede med sten at ramme bjørnen. Men det var fuldstændig forgæves. Rovdyret gav sig god tid til at behandle sit bytte, som om det var en lille sæl, den havde fanget. Det var osgå spændende at se grønlænderne efter sælfangst komme slæbende med de lange spæksider en i hver hånd op til indhandlingshuset, hvorfra spækket først kom i spækhuset for senere at ende i trankogeriet med dets særegne lugt for endelig som tran at blive fyldt på tønder, som bødkeren samlede. En ikke uvigtig opgave. Som omtalt kom der også på denne tid tilflyttere fra Østkysten til Julianehåb syd- distrikt. Jeg husker, hvordan en østgrønlænder en dag pludselig stod i vores lille spise- stue, og da han så sig selv i spejlet over buffeten, udtrykte han højlydt sin forbavselse og forundring. Han troede, at det var et stykke is sat på højkant. En anden gang kom en østgrønlænder på besøg_qg forlystede os med at spille på sin tromme. I 1963 traf jeg i Kungmiut ved Angmagssalik en gammel østgrønlænder- inde, der havde tilbragt en del af sin barndom i Nanortalik. Hun var omkring 85 år og hed Emilie Boassen, enke efter kateket Bpassen. Jeg talte med hende, og hun forsikrede, at hun kunne huske mig som dreng ved Nanortalik. Senere fik jeg af pastor Karl Chemnitz oplyst, at da overkateket Isak Lund havde været på rejse i Kap Farvel distriktet (hvor han i øvrigt et år havde været kateket ved Itivdleq - en nu nedlagt boplads på Eggersøen - den allersydligste del af Grønland), havde Isak Lunds kone pludselig hørt en klynken og gråd fra en lille fangsthytte, og da de gik derind, sad der en lille pige på 5-6 eller 7 år, der var blevet efterladt her med en pose tørrede angmagssætter. Hun havde sammen med sin mor og andre været på en konebådsrejse fra Østkysten for at handle på Vestkysten, og da moderen, som var enke, døde, og barnet således ikke havde nogen forsørger, og formentlig også fordi det var en pige, frigjorde man sig simpelthen for hende ved at sætte hende ud og overlade hende til sin skæbne. Isak Lund tog hende til sig som plejedatter. Hun blev døbt Louise Emilie uden efternavn. Hun blev 1894 konfirmeret af pastor Frantzen sammen med Isak Lunds datter Judithe Lund^ der I øvrigt også har bekræftet oven- stående. Judithe lever nu på et alderdomshjem i Gentofte kommune, efter at hun lige fra sin ungdom har været knyttet til senere provst Frederik Balle og hans familie. 332 ; [7] Nanortalik 1899. Foto: Bohlmann, Emilie Boassen var nu kommet hjem til Østkysten igen, som hun for henved 80 år siden havde forladt. Den eneste danske familie, der levede ved Nanortalik, var bestyreren og hans kone og børn, sådan var det også i mange år efter, at mine forældre var taget fra Nanor- talik. Imidlertid boede der her en grønlandsk familie, som blev en af vore allerbedste venner. Det var den allerede omtalte overkateket Isak Lund, gift med Nathalia, Thale, som vi kaldte hende. Hun var søster til den kendte Johannes Hansen, H ans- er ak, bådføreren på konebådsekspeditionen til Angmagssalik i 1884-85, og i øvrigt efterkommer af Anders Olsen, Julianehåbs grundlægger. Hun havde været i Danmark for at uddanne sig til jordemoder. Hun forstod dansk, men talte det nødig, medens Isak Lund forstod dansk, men ikke talte det. De havde 5 børn, hvoraf den ene blev Grønlands nationaldigter Henrik Lund ved Narssak. To af døtrene, Judithe og Mathilde Sørensen f. Lund, lever endnu. Mathilde bor stadig i forældrenes gamle hus i Nanortalik. Isak Lund, som med sit markante udseende kunne minde om Tolstoj, var en begavet og levende interesseret personlighed, og når han med familie 333 [8] . ,-. Dagligstuen i bestyrerboligen i NanortaKk. Foto: Boilmann, 1899. kom i vores hjem - ligesom vi kom i deres hjem — lyttede Isak Lund meget opmærk- somt til, når far på dansk og grønlandsk gav ham grundig orientering om de uden- rigspolitiske forhold, om bokseropstanden i Kina, kejser Wilhelms provokerende optræden og om Boerkrigen, når disse begivenheder som et fjernt ekko kom til os fra den store verden, — og jeg lyttede også. En dag opdagede jeg i butikken et opslag med en tegning af en ballon. Det drejede sig om dndrés tragiske ballonfærd i 1897. Fangerne blev opfordret til at holde skarpt udkig efter eventuelle rester af en ballon, og for sådanne oplysninger blev der stillet dusører i udsigt. Resterne efter den svenske ballonfærd blev dog først fundet i 1930 nord for Spitzbergen. Min far måtte selv klare indhandling, butik og regnskaber foruden tilsyn med alt forefaldende arbejde, og han havde ingen assistent eller kvalificeret medhjælper. I sommeren 1901 blev min søster Ragnhild Født. Foruden Isak Lund og hans familie boede ved Nanortalik også to gamle frøkener Sofie og Elisa Lytzen. De var døtre af den danske kirurg og senere bestyrer af Na- nortalik Johannes Lytzen og hans kone, en grønlænderinde. Disse to damer, der 334 [9] Familien Bugge med kok og kiv f ak. l baggrunden ses det gamle kapel. Foto: Bohlmann. 1S9S). begge talte flydende dansk og grønlandsk, havde aldrig været i Danmark og havde tilbragt det meste af deres liv ved Nanortalik. Det var to originaler, der af kom- mandør Gustav Holm og personalhistorikeren dr. Lotiis Bobé ved deres død fik en betydelig omtale i Det grønlandske Selskabs årsskrift. De hørte ganske simpelt med til det gamle Nanortalik, hvor faderen havde boet fra 1850 til sin død 1863, og mo- deren til sin død i 1884. I deres lille hus ved stranden bar stuerne præg af en svunden fortid, som gav en ganske særlig atmosfære. Over sofaen hang billedet af deres farfar, generalmajor, kammerherre Hans Staal Lytzen, med kommandørkorset og tapper- hedsmedalje for 2. april 1801. De ernærede sig ved skindsyning og lignende. Tante Ugle, som vi kaldte frøken Sofie, var energisk og dygtig, passede de meteorologiske observationer og havde været kommandør Gustav Holm til uvurderlig nytte, da han i 1883 kom til Nanortalik for at overvintre og planlægge den berømte konebåds- ekspedition til Østgrønland det påfølgende år. Tante Lise husker jeg bedst, når hun stod i køkkenet og brændte kaffe, og det syntes jeg altid, hun gjorde. For os børn var det en oplevelse at komme på besøg i det hvide hus ved det yderste hav. De var begge et stykke levende historie fra det gamle Nanortalik. Senere kom det lille hus for en tid til at virke som et yderst beskedent sygehus, og efter hvad dr. Lanrent-Christensen har oplyst, var grønlænderne så sent som i fyr- rerne noget betænkelige ved at lade sig indlægge her, da de mente, at de gamle frø- kener gik igen. Oplivende var det, når der om sommeren kom besøg. I den første tid var det ofte de herrnhutiske missionærer, der aflagde besøg, når de var på gennemrejse til mis- 335 [10] Foto: SchSrf. 1899. Herrnhuterne s menighed samlet foran kirken i Frederiksdal. T. h. missionærboligen. Blandt grønlænderne ses stående f- v, missionærerne Hin:, Riegel, Schiirf og yderst t, h. Bohlmann. De to sidste med familie. sionsstationerne, hvoraf der var 3 i distriktet, nemlig ved Lichtenau, Igdlorpait og sydligst helt nede i Kap Farvel distriktet pladsen Frederiksdal. De var altid meget velkomne. Jeg husker tydeligt, at jeg en dag, de kom, stillede mig op i gården med et dannebrogsflag og begyndte at synge: „Når tysken kommer her, beklager jeg en- hver". Men jeg kom ikke meget videre, før min mor fik stoppet mig. De talte grønlandsk med deres egen accentj)g udtale af bogstavet K (kra), og da missionæren spurgte mig på grønlandsk, hvad jeg hed, ved at sige kanok aterkapit med udprægede k-lyde i stedet for med kra-lyden qanoq aterqarpit, syntes barne- pigen og jeg, at det lød meget pudsigt. De var forresten dygtige fotografer, og flere af deres fotografier giver os idag god besked om forholdene dengang, hvor foto- grafering endnu var ret sjældent i Grønland. Da de forlod Grønland i 1900, blev de ved Frederiksdal afløst af missionær Fre- derik Balle. Han var dengang ugift og havde fået en lærer Pedersen med til hjælp. De 40 østgrønlændere, som Balle døbte, var de sidste, der kom fra Østkysten. Missionær Balle, som sammen med Pedersen roede i kajak fra Frederiksdal til Nanortalik, var en ung sportstrænet mand, der talte flydende grønlandsk. Stor var begejstringen 336 [11] Hundreder af kajakker tager afsked med herrnhuterne. Lichtenan, 5. august 1900. Foto: Hinz. blandt stedets drenge, da Balle en formiddag arrangerede idrætsøvelser på den store plads mellem husene ved bestyrerboligen. Det var noget ganske nyt og spændende. Pastor Frantzen fra Julianehåb kom også til Nanortalik for at holde konfirmation. Han skulle så bagefter til kaffe hos en af fangerne, men da han var meget svær, kunne han ikke komme igennem den snævre husgang. Man klarede problemet ved ganske simpelt at tage vinduet ud af hytten, så han ad denne vej kunne komme ind til kaffen. Den gamle pastor Jens Anton Chemnitz — faderen til pastor Karl Chemnitz og den kendte stifter og leder af børnehjemmet i Lichtenau, pastor Jens Chemnitz — kom også på besøg fra Frederiksdal. Jeg husker tydeligt Jenserak som en lille dreng med krøllet hår. Når lægen, dr. Meldorf, kom fra Julianehåb med konebåd, måtte ka- pellet indrettes til konsultationsrum, hvortil de måtte slæbe de mange kister med medikamenter m. m. Der var ingen skibe, der anløb Nanortalik. Men når galeasen Emma fra Julianehåb kom sejlende ned igennem sundet ved Sermersok nord for Na- nortalik, blev der jubel på stedet, akkurat som når der ved kolonierne blev råbt skib —umiarssuit. Det betød friske forsyninger. Fartøjsføreren som galeasens kaptajn blev behørigt bænket, trakteret og pumpet for koloninyt. 337 [12] Hvordan kunne man nu tags imod disse gæster, for bestyrerboligen omfattede kun 3 værelser og køkken. Ved den store plads lå imidlertid et såkaldt mandskabshus, og der blev indrettet et udmærket gæsteværelse. Det sidste år måtte vi dog undvære det, da vor lærerinde blev installeret her. Af hjælp havde vi en kok, det var David Abeisen — far til senere kommunerådsformand Jakob Abeisen. Desuden havde vi en pige - dengang hed det nu tjenerinde. Endelig havde vi også en gedehyrde — gede- passer — der ikke alene passede de mange geder, men også 25 høns og duer. Vi fik rigeligt med mælk, æg og bedekød, det sidste dog kun ved festlige lejligheder. Af vildt fik vi harer og masser af ryper, hvoraf en stor del blev henkogt. Haven gav os rigeligt med grøntsager, så hvad maden angik, led vi ingen nød. Som regel kom foråret tidligt, men samtidig kom også storisen med tåge og kulde. Belysningen var udelukkende tranlamper og stearinlys. Brændsel fik vi fra skovene i Tasermiutfjorden. Der blev hos os kun fyret med dejligt birkebrænde, også i bage- riet. Det var et festligt syn, når konebådene kom sejlende inde fra fjorden smykket med hele små birketræer. Men det var rovdrift. Det var en meget stor oplevelse for os, da vi i september 1900 blev inviteret til fest i Julianehåb i anledning af kolonibestyrer Brummerstedts 25-års jubilæum, idet han samtidig holdt sin svoger, assistent Lauritz Mathiesens bryllup med frøken Hutzen (fru Sehesteds forældre). Mathiesen var en broder til fru Brummerstedt. Brylluppet fandt sted den 4. september samtidig med, at sejlskibet Nordlyset lå på havnen. Skibet skulle blandt andre føre de 4 tyske brødremissionærer med familier hjem til Danmark, efter at brødremenighedens øverste ledelse efter aftale med kirke- ministeriet havde besluttet i dette år at trække alle sine missionærer hjem og overlade de grønlandske menigheder, som de hidtil havde betjent, til den danske kirkes omsorg. Brødremenighedens arbejde var begyndt I 1733, da grev von Zinzendorf havde udkastet den tanke, at nogle af brødremenighedens missionærer skulle drage til Grøn- land for at hjælpe Hans Egede. Kongen gav dem ved afrejsen en anbefalingsskrivelse, hvori han betegner dem som „christelige og redelige folk og tømmermænd af profes- sion, der alene af kærlighed til at tjene Gud iblandt grønlænderne og for så vidt landet at bebygge frivilligt har påtaget sig denne rejse." Det første sted blev som bekendt Ny Hcrrnhitt ved Godthåb. I syddistriktet blev Lichtenau først anlagt 1774. Her virkede de i godt 125 år. Frederiksdal blev anlagt i 1824. Tømmeret til bygningerne, som kom fra Danmark til Julianehåb, blev fragtet den lange vej ned til Kap Farvel distriktet pr. konebåd. Den sidste station Igdlorpait blev anlagt i 1864. Det var naturskønnestedende tyske missionærer valgte til deres stationer. Det var også karakteristisk, at der ved disse steder ikke var mulighed for havne. De valgte fortrinsvis steder, hvor konebåden let kunne lægge til og trækkes i land. 338 [13] Flængende kvinder ved Nanortalik. Foto: Bendixen, 20. august 1919. Der er ingen tvivl om, at brødremissionens arbejde netop i Julianehåb distrikt fik sin særlige betydning. I 1899 talte således den herrnhutiske menighed 1214 medlem- mer, medens den „danske" menighed talte 1406. Det var forståeligt og naturligt, at der i Lichtenau i august blev holdt en storslået afskedsgudstjeneste, hvor missionær Riegel talte i det fri, da der ikke var plads i kirken. Et fotografi taget den 5. august 1900 viser en hel flåde på over 100 kajakker, der tog afsked. Blandt kajakroerne i denne armada af kajakker finder man foruden missionær Zucher også pastor Balle. Trods denne egentlige afskedsfest med brødremenighedens mission var der alligevel strømmet mange menighedsmedlemmer til Julianehåb for også dér at tage en sidste afsked. Jeg husker, hvordan flere af disse grønlændere, der var kommet helt nede fra egnen ved Frederiksdal, ikke havde tilstrækkeligt med teltplads men klarede sig ved at vende konebåden på land, således at de her i striber kunne overnatte under konebåden i læ mod regn og blæst. Det øsregnede, kan jeg tydeligt erindre. Ved Julianehåb var der i disse dage i alt samlet 27 voksne europæere (sådan ud- trykte man det dengang) foruden børn. Der var ud over de 4 tyske missionærer ikke færre end 3 danske missionærer, — således benævnede man også dengang de danske præster. Pastor Frantzen skulle hjemgå, medens hans afløser missionær Fibæk netop 339 [14] var kommet. Hos ham var yi på besøg og så her for første gang lysbilleder fra Grønland. Han havde også bestilt en fonograf for med den at optage „hedningernes" mærkelige dialekt, hvorefter valserne skulle sendes hjem til en eller anden professor, skriver min mor i et af sine breve. (Det har formodentlig været til William Thal- bitzer, som netop i 1900-01 foretog sine første videnskabelige undersøgelser i Vest- og Østgrønland). Endelig var også pastor Balle kommet til Julianehåb fra Frede- riksdal. Det blev en fest ved Julianehåb, som rriarfllerigang omtalte som den største, der havde været i landet. Særlig kan jeg husk det flagsmykkede sejlskib Nordlyset, som om aftenen sørgede for et pragtfuldt fyrværkeri. Det talte befolkningen om i mange år. Da vi den 11. september om morgenen skulle rejse tilbage til Nanortalik med ko- nebåd, gled samtidig Nordlyset ud af havnen under kanon- og bøssesalut, og ind imellem spillede medlemmer af den gamle herrnhutiske menighed koralerne ,,Vor Gud han er så fast en borg", „Nu hviler mark og enge" og andre. Konebåde og et utal af kajakker fulgte skibet et stykke på vej for at bringe de bortrejsende en sidste hilsen og tak. Ved herrnhuternes bortrejse i det sidste år af det nittende århundrede var en ny epoke begyndt for store dele af befolkningen syd for Julianehåb, hvor herrnhuterne i så mange år havde præget udviklingen. Nu forestod en ny kirkeform og en ændret skolegang, hvis virkninger først en senere tid kunne mærke. Da min far i 1903 blev udnævnt til kolonibestyrer ved Godthåb, tog vi fra Nanorta- lik og sejlede med jagten Mathilde fra Julianehåb til Godthåb med hele familien — far og mor og 4 børn, lærerinde, tjenerinde — og en kalv, geder og høns. Rejsen tog en måneds tid. Vi havde tilbragt fire dejlige år ved Nanortalik, som mine forældre ofte med glæde talte om, og som siden også for os børn kom til at stå som nogle af de bedste barndomsminder, vi havde haft i Grønland. Personliste Balle, Nikolaj Frederik Severin, L 1871 — d. 1939, missionær, førstepræst, provst. (Bl. a. ved Frederiksdal 1900, Lichtenau 1901-04). Bentzen, Regnar Vilhelm Gerhard, f. 1869 - d. 1950, distriktslæge. Boassen, Louise Emilie, f. i Østgrønland ca. 1880 - d. 1966 i Kungmiut; gift med kateket Boassen, som for- længst er død. Brummer stedt, Conrad Poul Emil, f. 1857 - d. 1939, kolonibestyrer, gift med Anna Johanne Kathrine Mathiesen, f. 1865 - d. 1932. Bugge, Konrad Olsen, f. 1862 - d. 1937, kolonibestyrer, Nanortalik 1895-96 og 1899-1903, gift med Hede- vig Clausen, f. 1873 - d. 1937. Børn: Sigrid Bugge, f. 1891 -, gift med kaptajn Niels Christian Vest- mår, L 1880 - d. 1951. Georg Nicolai Bugge, f. 1892 -, kontorchef. Aage Bugge, f. 1896 -, provst. Ragnhild Bugge, f. 1901 - d. 1962, g. m. redaktør Knstojfer Lynge, f. 1894 - d. 1967. 340 .."..;.!.. ..;-*£. [15] Chemnitz, Jens Anton Barsilai Ignatius, f. 1853 - d. 1929, overkateket, førstepræst (bl. a. v. Lichtenau 1900, Frederiksdal 1901-12, Lichtenau 1912-29). Chemnitz, Jens Andreas Lars, f. 1891 - d. 1966, førstepræst. Chemnitz, Karl Johan Pavia, f. 1884 - d. 1965, førstepræst. Fogdal, Hansine Kristine (forældre: landmand Laue Iversen Fogdal og Elisabeth Kristine Nielsen), f. 25. juni 1867 i Braabæk, Aller ved Christiansfeld - d. 18. oktober 1896 i Lichtenau. Hun rejste til Grøn- land med Hvidbjørnen, der forliste i april 1895, og blev gift den 9. maj 1895 med Johannes Hinz, f. 1866 - d. 1964, missionær i Lichtenau 1894-1900. Hinz indgik i 1898 nyt ægteskab med M. Henzel. (Om Hansine Hinz-Fogdals oplevelser foreligger der en særdeles interessant bog ved H. G. Schneider: E'me Magd des Herren, Lebensbild Hansine Hinz-Fogdals, Verlag der Missionsbuchhandlung, Herrn- hut, 1927, 143 s., die 5. Auflage. Første udgave 1898. Bogen giver bl. a. en skildring af »Hvidbjørnen«s forlis. Frandsen, Niels Peter Johannes, f. 1862 - d. 1920, kolonibestyrer, Nanortalik 1896-99. Frantzen, Poul Moth Thestrup Engberg, f. 1864 - d. 1934, missionær, sognepræst. Hastrup, Oluf, f. 1875 - d. 1933, kolonibestyrer. Hørring, Hugo Egmont, f. 1842 - d. 1909, direktør for KGH 1882-89, senere indenrigsminister. hak (ingen efternavn), f. 1866 - d. 1903, gedehyrde hos missionærerne Schårf og Riegel ved Igdlorpait fra ca. 1890-1900. Laurent-Christensen, Aksel, f. 1895 - d. 1968, distriktslæge. Lund, Isak, f. 1849 - d. 1920, overkateket, g. m. Natlialia (Thale) Hansen, f. 1846 - d. 1919, søster til Johannes Hansen (Hansérak). Hun blev under et toårigt ophold i København uddannet som jordemoder på den kgl. Fødselsstiftelse i Amaliegade (Frederiks Hospital). Børn: Henrik Lund, f. 1875 - d. 1948, førstepræst, digter. Judithe Lund, f. 1879 -. Mathilde Lund, f. 1881 -, g. m. Sørensen, der er død. Liitzen, Edvard Ægidius, f. 1857 - d. 1936, missionær, senere sognepræst, g. m. Emilie Birgitte Clausen, f. 1864 - d. 1924. Lytzen, Johannes Haberdorff, kirurg og bestyrer, f. 1803 - d. 1863, g. m. Tabitha Lovise Brandt, f. 1813 - d. 1884, datter af assistent Brandt og pige Tabitha. Nanortalik 1850-1863. Døtre: Sofie Lytzen, f. 1842 - d. 1916 i Nanortalik, og Elise Lytzen, f. 1848 - d. 1916 i Nanortalik. Mathiesen, Carl Peter Lauritz, f. 1867 - d. 1947, kolonibestyrer, Nanortalik 1903-08, 1910-12 og 1915-27, g. m. Eva Sophie Hutzen, f. 1873 - d. 1948. Datter: Olga Elisabeth Mathiesen, f. 1906 -, g. m. kæmner Jørgen Michael Sehested, f. 1908 -. Meldorf, Gustav Axel Nielsen, f. 1866 - d. 1912, distriktslæge. Riegel, Adolf, f. 1845 - d. 1918, missionær ved brødremenigheden i Grønland 1874-1900, bl. a. ved Lich- tenau, Igdlorpait og Frederiksdal. Ringsted, Carl, f. 1863 - d. efterår 1896 (forlist med Castor), kolonibestyrer. Nanortalik 1893-95. Schdrf, Emil Albert, f. 1855 - d, 1917, missionær ved brødremenigheden i Grønland 1885-1899 (Igdlor- pait og Frederiksdal). Han var født i Silo i Kaplandet, hvor hans fader, der var født i England, var missionær. Faderen var i øvrigt gift med datteren af den første svenske herrnhutermissionær Hans Peter Halbeck, Malmø. Albert Schårf tog i 1900 som missionær til sin hjemstavn i den østlige del af Kapkolonien, hvor han døde. Hans hustru Anna Schutz, f. 1864 - døde 1946, efter at hun i 1945 var flygtet fra Sachsen til Bad-Boll i nærheden af Stuttgart, hvor hendes datter fhv. missionær frøken Else Schårf, f. 1892, nu lever. Fra hende stammer disse oplysninger. Stephensen, Hannes Peter, f. 1833 - d. 1908, direktør for KGH 1890-1902. Vibcek, Poul Hansen (navneforandring fra Sørensen 1905), f. 1864 - d. 1935, missionær og senere sogne- præst. Fra Archiv der Bruder-Unitåt i Herrnhut har jeg indhentet nedenstående oplysninger: Die letzten Herrnhuter Missionare im Gronlandischen Distrikt Julianehaab 1899/1900 Im Distrikt Julianehaab lagen die Herrnhutischen Missions-Stationen Lichtenau, Igdlorpaid und Fried- richsthal. Drei weitere Herrnhuter Missionsstationen befanden sich sehr viel weiter nordlich in andern Distrikten. 341 [16] Nach dem gedruckten Jahresbericht uber das Missionswerk der Brudergemeine, der als Beilage zum September-Heft des »Missionsblattes der Brudergemeine« 1899 erschien, waren die genannten Missions- stationen um Mitte des Jahres 1899 folgendermafien besetzt: Lichienau: Johannes Hinz. Igdlorpaid: Adolf Riegcl als Pråses, d. h. Superintendent der Mission der Brudergemeine in Gronland. Friedrichsthal: Paul Zucher. Ernst Bohlmann. z. Zt. auf Urlaub in Europa: Emil Albert Scharf (der sonst in Friedrichsthal mit Bohlmann arbeitete, wo jetzt Zucher ihn vertrat, der eigentlich mit Hinz in Lichtenau stationiert war). Um Mitte 1900 befanden sich die oben genannten Hinz, Riegel, Zucher und Bohlmann noch in Gron- land, doch schon im Begriff, abzureisen. Am 8. Juli 1900 wurde die Station Friedrichsthal durch Br. Zucher an Pastor Balle iibergeben, und am 5. August war die tJbergabe von Lichtenau und Igdlorpaid in Aawesenheit der 4 letzten Gronland-Missionare der Brudergemeine: Riegel, Bohlmann, Zucher und Hinz. Am II. September ging das Schiff ab, das diese letzfen Herrnhuter Missionare nach Europa mit- nahm. Die Ubergabe der nordlichen Stationen und Abreise der dortigen Missionare war schon eher im Juni erfolgt. (Vgl. dazu den Bericht: »Unser Abschied von Gronland« im Missionsblatt der Briider- gemerne, Jg 1900, Heft 12, S. 377-405). Personalien der oben genannten Gronland-Missionare: Hinz, Johannes Ludwig. Geb. 3.6.1866 Lindenwald, Kreis Wirsitz, Prov. Posen. Missionar in Gronland 1894-1900. Missionar in Alaska 1901-1926. Ruhestand in Nord-Amerika. Riegel, Adolf. Geb. 2.2.1845 in jStettm (Pommern), tiest. 8.2.1918 in Christiansfeld (Nordschleswig). Missionar in Gronland 1874-1950. Ruhestand in Deutschland. Zucher, Ernst Paul. Geb. 17.1.1859 Bertholsdorf b. Relchenbach (in Schlesien). Gest. 6.10.1934 Gnaden- frei b. Rekhenbach (Schl.) Missionar in Gronland 1888-1900. Missionar in Alaska 1901-1908. Ca. 1908-1911 Missionsvertreter in Deutschland u. d. Ca. 1913-1918 Prediger i. d. deutschen Briider- gfeneine in Polen. Ruhestand in Gnadenfrei. Bohlmann, Ernst Adolf. Geb. 2.3.1864 Kapern, Krs. Dannenberg, Hannover. Gest. 24.4.1945 Kleinwelka b. Bautzen an den Folgen eines Schusses, den er bei der militarische Besetzung des Ortes erhalten. Missionar in Gronland 1892-1900. Missionar in Labrador 1901-1921. Ruhestand in Deutschland (Kleinwelka?). Scharf, Emil Albert. Geb. 11.6.1852 in Silo (Shiloh), Herrnhuter Missions-Stationen im Osten der Kapkolonie unweit des Key-Flusses. Gest. 27.8.1917 in Engotini, Herrnhuter Missions-Stationen nahe hei Silo. Missionar in Gronland 1885-1899 (dann Urlaub). Missionar in Sudafrika-Ost 1900-1917. Das Sterbe-Datum von Johannes Hinz fehlt in den hiesigen Personal-Akten. Schon im ersten Welt- kriegé ging infolge der Einschlieflung Deutschlands die Leitung der Missions-Arbeit in Alaska von Herrnhut uber auf die Moravian Church in tfie U.S.A. mit Sitz in Bethlehem, På. Joh. Hinz lebte daher im Ruhestande in U.S.A., anfangs ih Springfield; seine »Grammar and Vocabulary of the Eskimo Lan- guage« (Bethlehem 1944) ist im Vorwort von ihm unterzeichnet in Excelsior, Minnesota, Febr. 44. Sein genaues Sterbe-Datum und - Ort jedenfalls zu erfragen bei: The Provincial Elders' Conference of the Moravian Church in America, 69 West Church Str., Bethlehem På., 18018 USA. Herrnhut, 24. November 1966. Herrrji G. N. Buggc, Solvej 16, Holte, Danemark. Sehr geehrter Herr Bugge! Herr Dr. Ernst Hinz, Zahnarzt in Oranienbaum, StraCe des 7. Oktober Nr. 35. teilt uns in eincm gestern eingetroffenen Briefe zur Weitergabe an Sie mit, daC sein Va.lcr,Missionar Johannes Hin: am 1. Fcbr. 1964 in Excelsior (Minnesota) im 98. Lcbcnsjahr gestorben ist. Mit ergebenem GruB Ihr Frdgncr. Archiv der Briider-Unitat. 342 [17]