[1] HELLEFISKEN Af dr. phil. Erik Smidt II. FISKERI _L/en første artikel om hellefisken (grønlandsk qaleralik), hvor de biologiske for- hold behandledes, sluttede med nogle betragtninger over fiskeriets indflydelse på fiskebestandene. I denne artikel skal fiskeriet, der i de senere år har haft stigende betydning, behandles nærmere. I de allersidste år har man dog måttet notere en beklagelig tilbagegang, som skal diskuteres, og da vil vi igen vende tilbage til fiske- riets indvirkning på bestandene. Det er ikke blot ved Grønland, at denne fiskeart i de senere år har været genstand for stigende udnyttelse. Som det ses af tabel l, hvortil tallene er hentet fra FAO's årbog for fiskeristatistik, har også Canada, Norge, Vesttyskland og Sovjetunionen udviklet et ret betydeligt hellefiskfiskeri. For Sovjetunionens vedkommende kendes dog kun de samlede tal for hellefisk og helleflynder, men størsteparten er utvivlsomt hellefisk. Den stigende interesse for denne fiskeart kan måske virke stimulerende på hellefiskfiskeriet ved Grønland, hvor der findes så store ressourcer, som nok skulle kunne udnyttes bedre. Canadiere, nordmænd og russere fisker hovedsageligt i egne farvande, medens tyskerne især fisker nord for Island, hvor også islændinge fisker, men i meget be- skedent omfang. Tabel 1. Årlige landinger af hellefisk angivet i tusind tons levende fisk. 1938 ....... Canada Grønland 0,5 Norge 0,4 Vesttyskland USSR* 1948 ....... 0,2 2,3 1958 ....... 1,2 3,5 1,6 (1,4) 1962 0,8 1,5 11,7 3,0 (1,9) 1965 ....... ..... 9,4 3,0 18,1 5,9 (19,1) 1967 ....... 16,0 1,8 17,5 4,1 (32,2) * Total for hellefisk og helleflynder. 353 [2] Udviklingen af det grønlandske hellefiskfiskeri. Grønlændernes hellefiskfiskeri er af gammel dato — langt ældre end torskefiske- riet, og det var deres vigtigste fiskeri lige indtil 1920-erne, da klimamildningen bragte store mængder af torsk til vestgrønlandske farvande, hvorved torskefiskeriet blev landets hovederhverv. H. J. Rink skriver i sit kendte værk fra 1852 om hellefisken (kaldet Den mindre Helleflynder), at den „udmærker sig ved sin Forekomst på store Dybder, og fanges saa godt som udelukkende kun i lisfjordene, eller der jiyor store lisfjælde passere og jævnligen staae paa Grund, og endelig kun i de koldeste Maaneder af Aaret. Man har sporet disse Fisk paa forskjellige Steder, hvor man deels har erholdt enkelte af dem, deels set dem jages i Vandskorpen af Svartsider, og fundet dem i Maven af disse Sælhunde, og af Hvidfiske. Men den fanges for Øieblikket kun paa 2 Lo- kaliteter, nemlig i Jakobshavns lisf jord og i Omenak-Fjorden, og i hvert af disse Farvande paa visse Banker. Paa Jakobshavns lisfjord findes disse Banker indenfor Mundingen, og indenfor den Grund, der bestandig er bepakket med de allerstørste lisfjælde; ogsaa tæt udenfor Mundingen findes en Fiskebanke, som dog mindre be- nyttes. I Januar Maaned danner man paa de bestemte Steder Huller i lisen og pilker nu paa den overordentlige Dybde af 350, ja der paastaaes endog 380 Favne. Til Snører anvendes almindeligt tyndt Bindegarn, men hellere endnu Fiskebeen*, da Snørerne i saa Fald langt tydeligere skulde Tade mærke det Ryk, som Fisken gjør, naar den har bidt paa, og derved sparer megen Tid, der som oftest spildes ved at hale Snøren op, naar man Ikke er sikker paa at have bid." Længere henne i teksten fortsætter Rink: „I Omenak-Fjorden findes mange Hellefiskebanker, adspredte paa forskjellige Steder; hver af de beboede Pladser har een eller flere Banker i ringere end y^ Miils Afstand fra Stedet, med Undtagelse af Fjordens yderste Deel, ved Niakornak, hvor de kun forekommer meget sparsomt. I.Omanak-Fjorden fiskes kun paa lidet over 200 Favnes Dybde; man er her heller ikke i den Grad udsat for, at Bankerne skulde bepakket med lisfjælde, men Fisken falder her deels noget mindre, deels heller ikke saa rigelige, som paa Jakobshavns lisfjord." Så vidt Rink, hvis oplysninger også kan være til nytte i vore dage, men med den vigtige korrektion, at hellefisk også kan fiskes andre steder end i isfjordene, som det tydeligt blev vist ved de nedenfor omtalte fiskeriforsøg ved Jakobshavn i 1906 og i Lichtenaufjorden i 1909. Oprindeligt fiskedes hellefisken kun til lokalt forbrug til føde for mennesker og slædehunde, indtil den danske kolonibestyrer i Jakobshavn i 1890-erne begyndte at •* Fiskeben er trævler af hvalbarde, som i tidligere tid benyttedes til fletning af fiskesnøre og garn. 354 [3] indhandle fisken privat af grønlænderne for at salte den til eksport. Siden 1903 er denne indhandling varetaget af Den kongelige grønlandske Handel, som endnu i dag aftager størsteparten af fisk til eksport. I skrivelse af 31. januar 1903 gav Direk- toratet for Den kongelig grønlandske Handel en instruks for denne indhandling. Stor betydning for hellefiskfiskeriet og for grønlændernes fiskeri i det hele taget fik de fiskeriforsøg, som foranstaltedes i sommeren 1906 efter Indenrigsministeriets ordre, idet den færøske skibsreder Napoleon Andreasen i juni-august foretog en række langlinesætninger i nærheden af Jakobshavn med sine to kuttere „Karen" og „Havgasin". Forsøgene faldt heldigt ud, og da det var første gang, langliner an- vendtes i Grønland, fik de grønlandske fiskere derved lært brugen af dette redskab, hvilket siden fik stor betydning. Det næste skridt i udviklingen blev taget efter ekspeditionsskibet „Tjalfe"s fi- skeriforsøg med langliner i Lichtenaufjorden i august-september 1909 under ledelse af Adolf Jensen. Resultatet var gunstigt og opfordrede til fortsættelse, hvorfor Den kongelige grønlandske Handel året efter udsendte den danske fiskemester P. Meyer, som i årene 1910—12 oplærte de grønlandske fiskere i brugen af langliner, idet han havde to motorbåde og nogle doryer til sin rådighed. Gennem en længere årrække blev Jakobshavn distrikt og Lichtenaufjorden hoved- centrene for hellefiskfiskeri, og størsteparten af den indhandlede fisk nedsaltedes i tønder for eksport til Danmark. Denne produktion var af et ret beskedent omfang, indtil der med indførelse af nye forarbejdningsmetoder skete en betydelig udvidelse i 1950-erne. Fiskeriets udvikling siden 1915 er vist i fig. l, som viser en næsten jævn stigning indtil 1923. Derefter sker et tydeligt fald, som skyldtes svigtende fiskeri i Lichtenau- fjorden og andre sydlige fjorde, og som omtalt i artikel I blev fangsterne i distriktet efterhånden så små, at indhandlingen stoppedes i 1935. Nedgangen for fiskeriet i de sydligste fjorde opvejedes dog i slutningen af 1920-erne af en betydelig opgang i Diskobugten, specielt ved Jakobshavn, men denne opgang afløstes snart af en brat nedgang i 1930. Disse svingninger i fiskeriet diskuteredes i artikel I, hvor det synspunkt blev gjort gældende, at det næppe var temperaturstigningen siden 1920, der var den direkte årsag til nedgangen, men at det mest sandsynlige var, at den biologiske balance var blevet forrykket, da de store mængder torsk invaderede vestgrønlandske farvande som følge af det mildere klima. Samtidig blev også det synspunkt gjort gældende, i hvert fald for Jakobshavns distrikt, at interessen for hellefiskfiskeriet kunne være dalet til fordel for det nemmere torskefiskeri. Et blik på fig. l viser endvidere en meget ringe indhandling under 2. verdenskrig, hvilket naturligvis havde selve krigen til årsag. Indtil begyndelsen af 1950-erne er 355 [4] TONS 3000 - 2000 - 1000 - 1915 20 25 30 35 50 55 60 65 70 Fig. 1. Årlig totalindliandling af hellefisk [tons ~_med hoved, uden indvolde) i årene 1915-68 til KGH og private fabrikker. indhandlingen stadig temmelig lille, men så sker der en betydelig stigning, som topper i 1965, hvorefter indhandlingen falder stærkt de følgende år, til den i 1968 er nede på ca. halvdelen af rekordåret. Hele forløbet af de sidste 15 års udvikling skal behandles mere indgående i det følgende. Fiskeriels tidvikling l de senere år. Den stærke udvikling af fiskeriet i sidste halvdel af 1950-erne og første halvdel af 1960-erne skyldtes en spredning af produktionen på flere distrikter. Medens så sent som i 1950 al den eksporterede hellefisk kom fra Diskobugten (hovedsagelig Jakobshavn), kom kun 55 % derfra fl960 og kun 22 % i 1965. Tabel 2 viser tyde- ligt udviklingen gennem de senere år, hvor især Umanak, Holsteinsborg og Godt- håb distrikter har haft en betydelig produktion, foruden Jakobshavn distrikt. En væsentlig årsag til den regionale spredning af fiskeriet var oprettelsen af fryserier, men desuden har det i Umanak distrikt betydet meget for vinterfiskeriet, at man har indrettet opvarmede saltehuse. 3S6 [5] Tabel 2. De årligt indhandlede kvanta (tons) hellefisk (med hoved, uden indvolde) i de forskellige distrikter siden 1960 til KGH og private fabrikker. Julianehåb ind- befatter Nanortalik distrikt, og Jakobshavn indbefatter Christianshåb distrikt. Distrikt 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 Julianehåb Frederikshåb Godthåb Sukkertoppen Holsteinsborg 58 57 131 185 71 35 32 104 57 14 29 40 184 50 17 38 45 469 58 103 98 63 958 78 133 126 52 393 127 832 167 75 436 138 561 82 53 127 141 478 65 32 196 76 397 Egedesminde 1 — 13 31 18 3 10 15 Jakobshavn 1045 88 7 906 1124 787 629 376 257 303 Umanak 325 35 1 273 439 403 688 675 598 408 Upernavik 13 6 6 10 9 33 19 3 1 Angmagssalik — - — • — 15 — — • — 2 Total 1886 1486 1505 2299 2575 2898 2450 1749 1495 Fiskerimetoder og fiskeriforsøg. Det mest benyttede redskab til hellefiskfiskeriet har siden fiskeriforsøgene ved Jakobshavn i 1906 og i Lichtenaufjorden i 1909 været langlinen. Til langlinefang- sterne kommer i de senere år også ret betydelige bifangster af hellefisk fra reje- fiskeriet. Der er to helt forskellige former for hellefiskfiskeri, nemlig vinterfiskeriet fra isen i fangerdistrikterne og sommerfiskeriet fra båd, det eneste der drives i syddistrik- terne. Isfiskeriet er en meget spændende form for fiskeri med en speciel teknik, som udvikledes ved Jakobshavn. Det skal her skildres mere detaljeret, da nærværende forfatter havde lejlighed til at studere det nærmere ved at deltage i en af forfatteren og tegneren Jens Rosing ledet filmsekspedition til Jakobshavns Isfjord i marts i år. Fra Jakobshavn kører fiskerne med hundeslæde adskillige km over land i meget besværligt klippeterræn med stejle stigninger og bratte fald. Snart må man løbe efter slæden holdende i opstanderen, og snart går det i susende fart ned ad bakke ofte med hundene løbende bag efter slæden for evt. at bremse lidt på farten. Der findes for- skellige slædeveje af noget forskellig længde (fig. 2), men i alle tilfælde er det en krævende tur for både fisker og hunde, især når man kører hjem med fuldt lastet slæde. For at kunne honorere kravene må spandet være veltrænet og godt fodret, 357 [6] Jokobanaons -l "\sf\6fd—" Fig. 2. £orf ouer området omkring Jakobshavns Isfjord. Stiplede linier angiver slæderuter, og tallene angiver højder i m. (Efter Nellcmann 1961). og antallet af hunde skal næppe være mindre end 12. Den mest benyttede slædevej er den ca. 10 km lange, der fører til Autdlaniarfik, og her er i fiskesæsonen en livlig slædetrafik, hvor man må overholde færdselsreglerne, for når man møder mod- gående slæder, er der venstrekørsel. Er man så nået ind på isfjorden, fortsætter man kørslen over isen ind til fiske- pladserne, der strækker sig fra Autdlaniarfik ind efter. Selv denne tur kan byde på vanskeligheder, hvis man kommer ind i isskruninger^ eller hvis man møder revner i isen, og i tilfælde af at bræen kælver og isen bryder op, gælder det simpelthen liv eller død for mennesker og hunde. Nået frem til fiskepladsen hugger fiskeren et_hul i isen, gennem hvilket langlinen fires ned, og her har den grønlandske opfindsomhed frembragt en ganske snild teknik, som i al sin simpelhed næsten kan kaldes genial. Til den nedsænkede ende af linen er fastgjort en blik- eller zinkplade belastet med et stykke jern, og denne plade, som kaldes glideren, foretager da en skrå, glidende, nedsynkende bevægelse gennem vandet, hvorved linen føres strakt hen over bunden (fig. 3). Gliderens opfinder er en mand i Jakobshavn, Marius Sivertsen (tidligere lands- rådsmedlem), der i 1924 som 18-årig fik ideen dertil. Før den tid fiskedes med line med kun een krog i mundingen af isfjorden, hvor der iøvrigt var langt mere is end 358 [7] Fig. 3. Isfiskeri med glider i Jakobshavns hf jord. Foroven sættes linen ud. Forneden ligger den hen over bunden, medens en hellefisk, en plettet havkat og en rokke ses svømmende. Det virkelige antal kroge er omkring 150, og den virkelige dybde er ca. 750 m.- Indsat foroven ses en glider: (a) Set fra fladen. Det er en ca. 80 cm bred zinkplade, hvoraf ca. 2 cm er bøjet opad som styrefinne i hver side. Højden af glideren er ca. 55 cm, og afstanden mellem de to huller, hvori styrelinerne er fastgjort, er ca. 20 cm. - (b) Viser glideren fra den svagt vinkelbøjede forkant og fra den lige bagkant, hvor man ser det som synk fastgjorte stykke jern. (Tegnet af Jens Rosing). 359 [8] i dag. Ved at eksperimentere sig frem fik han konstrueret en glider, som var smal- lere end den nu benyttede, idet man dengang brugte færre kroge, men med benyttelse af flere kroge er glideren siden gjort bredere. Krogene, hvis antal kan variere fra ca. 120 til ca, 170, fæstes til tavser med ca. ll/2 m mellemrum og agnes nu mest med angmagssat, som købes i frosne blokke hos KGH. Inden brugen lægges agnen til tøning i fiskehullet, så det er lettere at skille den ad, og ved agningen, der foretages med bare hænder, benyttes en halv ang- magssaq pr. krog. Ca. 25 kroge er agnet før udsætningen af linen, medens resten agnes, efterhånden som linen langsomt glider ud. Ved ophalingen slås agnen af de kroge, der ikke har fået bid, og samtidig agnes undertiden under selve ophalingen den nederste del af linen. Når den krogbærende del af linen er løbet ud, følger et lille anker, som enten kan være blot en sten, eller det kan være et jern- eller blylod på ca. et halvt kg. Der- efter følger ophalerlinen, som har en ganske anselig længde på grund af den meget store dybde inde i isfjorden. På min slædetur derind var jeg udstyret med snelle og 1000 m tynd nylonsnøre med et 4 kg blylod i enden, og ved nedsænkning til bunden af denne snøre, der i forvejen var afmærket for hver 100 m med speedmarker, lod- dedes dybden til ikke mindre end 750 m. Af oplysninger fra fiskerne fremgik, at det er den almindelige dybde over en stor del af fjorden, og fra denne store dybde haler fiskerne deres langliner op efter et tidsrum af ikke over 4 timer. Ligger linen længere tid på bunden, risikerer man, at de store hajer forgriber sig på fangsten og evt. bider linen over. Da det gennemgående er meget store fisk, der fanges på denne dybde, skal der ikke så mange til for at få en fuld slædelast. Et godt fiskeri giver ca. 15 fisk pr. 100 kroge, men ofte må man nøjes med mindre. Ifølge fisker Søren Petersen fra Rodebay skal der fanges ca. 20 hellefisk for at få en slædelast på 100 kg. En fuld slædelast ligger gerne mellem 100 og 200 kg, men undertiden kan der lastes op til ca. 300 kg. I heldige tilfælde kan en enkelt linesætning give fuld last, men i alminde- lighed må der 2 eller 3 linesætninger til. Nævnte fisker fortalte, at han havde været så heldig med 120 kroge at få_200 kg hellefisk på kun een linesætning. Når fangsten er halet op, renses fisken for indvolde, medens hovederne bliver siddende, da de siden benyttes til hundefoder. Også undermålsfisk og andre fiske- arter anvendes til foder. Selv om den største del af fangsten er hellefisk, følger dog adskillige andre fiske- arter med, nemlig havkatte (plettede og blå), skolæste, ålebrosmer, enkelte rødfisk, enkelte håisinger, adskillige rokker og nu og da en haj. En fisketur med slæde ind i fjorden varer gerne et par døgn med overnatning i telt, som dannes ved, at man spænder sejldug over nogle sammenstillede slæder. Man 360 [9] Mundingen af Jakobshavns hf jord. l baggrunden ses isfjældbanken. Marts 1969. (Forf. fol.). sover da på slæderne på rensdyrskind, og et par tændte primusapparater sørger for opvarmningen, medens der udenfor teltet måske er tyve graders kulde. Men selv i den mørkeste nat og i den hårdeste kulde må fiskerne ind imellem forlade teltet for at røgte og sætte liner. Det er næppe nogen overdrivelse at påstå, at der ikke findes noget hårdere erhverv end dette isfiskeri - både strabadserende og ofte farligt, og dertil er indtjeningsmulig- 361 [10] Fiskere på isen i Jakobshavns Isfjord. Til højre ses et fiske/ml i isen, i forgrunden ses en slæde med hellefisk, der er stirret fast. Marts 1969. hederne meget beskedne, idet fiskeren kun får ca. 50 øre pr. kg. fisk. Det er da også et fiskeri, som man må regne med vil forsvinde i en ikke ret fjern fremtid, og når der endnu er adskillige, som tager turen til Isfjorden, kan man kun tænke sig, at der alligevel er noget tillokkende derved — oplevelsen og sporten. — Isfiskeriet på Ja- kobshavns Isfjord har tidligere fået en udmærket skildring af handelschef Jacobi i dette tidsskrift (1958) og af etnografen G. Nellemann i Geografisk Tids- skrift (1961). Hvis isfiskeriet ved Jakobshavn er på retur, så har til gengæld dets metode fået succes i Umanak distrikt, hvortil den er indført, og hvor man betydeligt nemmere kan komme ud til fiskepladserne med slæden, da der næsten ikke er nogen kørsel over land, sådan som ved Jakobshavn. I Umanak distrikt anvendes lidt færre kroge pr. linesætning, omkring 100 stk., og den dér benyttede glider minder mere om den smallere type, som tidligere anvendtes ved Jakobshavn. 362 [11] Medens isfiskeriet er det vigtigste i de nordlige distrikter — i hvert fald i Umanak distrikt, drives der syd for Diskobugten udelukkende fiskeri fra båd. Fartøjerne er enten robåde eller små motorbåde, hvorfra linerne sættes på nogle hundrede meters dybde (200—400 m eller mere). Krogantallet pr. line er ved Jakobshavn ca. 300— 500, medens der i Umanak distrikt sættes omkring 200 kroge. Agnen var tidligere hovedsagelig hellefisk eller havkat, som blev skåret i strimler før agningen, men nu er frossen angmagssat antagelig den mest anvendte. For at ophjælpe sommerfiskeriet har der gentagne gange været foranstaltet fi- skeriforsøg. Forsøgene ved Jakobshavn i 1906 og i Lichtenaufjorden i 1909 er alle- rede omtalte. I 1962 foranstaltede Den kongelige grønlandske Handel i samarbejde med Grønlands Fiskeriundersøgelser nogle omfattende forsøg i Umanak distrikt, idet forsøgskutteren „Sujumut" sammen med to lokale motorbåde i tiden juni—sep- tember foretog 54 forsøg med ialt godt 65000 kroge i dybder fra ca. 250 m til ca. 600 m. Desværre svarede resultaterne ikke helt til forhåbningerne, og kun de line- sætninger, hvor frisk fanget angmagssat anvendtes som agn, gav tilfredsstillende re- sultater med gennemsnitlig 10 hellefisk pr. 100 kroge. I det hele taget spiller agnens kvalitet en meget stor rolle ved dette som ved andet krogfiskeri, og som det ses af tabel 3, har angmagssat i alle tilfælde vist sig som den bedste. Tabel 3. Antal hellefisk fanget pr. 100 kroge ved forsøg med angmagssat eller anden agn. Lokalitet År Antal kroge Antal fisk pr. 100 kroge Agn 1911 26480 16,0 Angmagssat 68550 *7 Q Anden agn Lichtenau Fjord 1912 8600 20,0 Angmagssat 47000 6,9 Anden agn Godthåb Fjord 1934-37 3800 3700 6,8 3,8 Angmagssat Anden agn Umanak distrikt 1962 12100 10,2 Angmagssat 53000 2,4 Anden agn 363 [12] I 1966 og 1967 foretoges i sommermånederne nogle fiskeriforsøg med en lille norsk eenmandsbetjent motorbådtype, kaldet sjarken. I Umanak distrikt forsøgtes i begge årene, og i 1967 tillige i Upernavik distrikt, og forsøgene faldt så gunstigt ud, at denne bådtype kan anses for velegnet til sæsonfiskeri i de nordlige distrikter. Fangstens tilvirkning og afsætning. Indtil for 15 år siden eksporteredes kun saltet hellefisk. En del af den indhand- lede fisk sælges igen til lokalt forbrug, og et mindre parti forarbejdes til ræklinger (tørrede strimler af fiskekød), som udhandles i de grønlandske butikker. I 1954 blev et mindre parti hellefisk forsøgsvis dybfrosset, og dermed startedes en produktion, som i løbet af få år blev den vigtigste. I dag består så godt som hele produktionen fra Jakobshavn og syciefter af frosne fileter, medens kun ubetydelige kvanta saltes i disse distrikter. Af den samlede grønlandske årsproduktion bestod 20 % af frosne fileter i 1955, i 1965 63 % og i 1968 64 %. Langt størsteparten af de saltede hellefisk kommer nu_frå Umanak distrikt, hvor vinterfiskeriet fik et betydeligt opsving, efter at man i 1957 påbegyndte indretning af opvarmede saltehuse, som nu forefindes adskillige steder i distriktet. Størstedelen af den indhandlede hellefisk leveres stadig til Den kongelige grøn- landske Handel, som i 1968 aftog 1126 tons, medens 370 tons aftoges af private virksomheder. Samtidig med produktionens udvidelse er også afsætningsmarkedet blevet udvidet. Store saltede hellefisk sendes til Danmark, Tyskland og Belgien til røgning, medens de små saltede i Danmark forarbejdes til „sølaks", idet de farves røde. Den frosne hellefisk eksporteres til Sverige og til USA til direkte konsum. Fiskeriets nuværende situation og udsigterne for fremtiden. Ser man på fig. l, får man et stærkt indtryk af tilbagegang for hellefiskfiskeriet efter 1965, og studerer man tallene i tabel 2, viser det sig, at tilbagegangen er næsten generel, idet den har ramt alle distrikter, der har en indhandling af nogen betyd- ning. Og hvad kan så årsagen eller årsagerne være? Hvad angår Umanak distrikt, hvor vinterfiskeriet fra isen er det vigtigste, synes tilbagegangen hovedsageligt at skyldes vintre med dårligt islæg. Hvad dernæst angår Jakobshavn distrikt, er der her snarere tale om svigtende interesse for vinterfiskeriet på grund af de meget anstrengende slædeture, der står i et misforhold til de beskedne indtægtsmuligheder, medens andre erhverv virker mere tillokkende. Men så fiskeriet i alle de sydligere fjordområder? Ja, da melder sig netop det spørgsmål, som vi slut- tede med i artikel I, nemlig rejefiskeriets indflydelse på hellefiskbestandene. Da dette spørgsmål imidlertid også har gyldighed for Diskobugten, hvor langt 364 [13] Filettering af hellefisk på den private fabrik i Jakobshavn, Marts 1969. (Forf. fot). Færdigskårne fileter klar til dybfrysning på den private fabrik i Jakobshavn. Marts 1969. det største rejefiskeri finder sted, og da vi har langt de bedste oplysninger derfra, skal forholdene i dette område betragtes lidt nærmere. I 1965 indhandledes i Diskobugten ialt ca. 250.000 stk. hellefisk (beregnet ud- fra vægtmængden), og samme år blev der af rejefiskerne taget ialt ca. 14.800.000 stk. undermåls hellefisk (beregnet på grundlag af tidligere fiskeriforsøg), hvoraf langt størstedelen var dømt til at gå til grunde. Hvis der ikke havde været noget rejefiskeri, ville, med en anslået opvæksttid på 6 år og med en naturlig årlig dødelig- hed af disse småfisk på omkring 50 %, ca. 230.000 stk., somnuberøves bestanden, nå at vokse op til indhandlingsstørrelse hvert år. Af disse 230.000 fisk ville knap 15 % være fanget det første år, medens andre ca. 40 % ville dø naturligt eller bort- vandre fra, området, d. v. s. omtrent en årlig halvering af disse fisk. I tidens løb vil da rundt regnet fanges 67.000 stk. af de 230.000 fisk. Hvis rejefiskeriet hvert år forhindrer ca. 230.000 fisk i at indgå i bestanden af målsfisk, vil det altså sige, at dette fiskeri betyder en årlig reduktion af hellefiskfiskeriet på ca. 67.000 stk., eller for 1965's vedkommende at fangsten af hellefisk i Diskobugten kunne have været 317.000 stk. mod nu 250.000 stk. - Nu er en gennemsnitlig opvæksttid på 6 år til målsstørrelse nok lovlig lavt sat (måske snarere 7 år), hvorfor det måske vil være 365 [14] ""*" "W""~r"" mere realistisk i stedet for de ca. 67.000 stk. at anslå et tal mellem 30 og 40.000 stk. — I alle tilfælde må disse tal tages med stort forbehold, da de er behæftede med megen usikkerhed, men så megen realitet rummer de dog, at man tør regne med, at den ødelæggelse af små hellefisk, som rejefiskeriet forvolder, kan have sin betyde- lige andel i de seneste års nedgang i hellefiskfiskeriet. Med de her nævnte årsager, (1) dårligt islæg 5 norddistrikterne, (2) svigtende interesse i Jakobshavn distrikt og (3) rejefiskeriets indflydelse, har vi måske den samlede forklaring på de seneste års foruroligende tilbagegang. På længere sigt er der dog næppe grund til større ængstelse, da en vis stabilisering må kunne opnås. Forhåbentlig kan der træffes foranstaltninger til at skåne de små hellefisk, som rejekutterne tager, selv om det måske er begrænset, hvad man kan nå i det praktiske fiskeri. Nye lokale forekomster vil antagelig også kunne udnyttes. Afgørende er det desuden, at rekrutteringen af de helt små hellefisk altid vil være sikret, da alle de lokale bestande får deres tilførsler af yngel fra den store fælles pulje ude i Davis- strædet. Endelig kan man erindre om, at en evt. klimaforværring ikke betyder nogen trussel for hellefiskbestanden, som det i høj grad er tilfældet for den vestgrønland- ske torskebestand. Litteraturhenvisninger (til bade artikel I og II). FAO Yearbook of Fishery Statistics, Vol. 24, 19G7. Hansen, Paul M. og Frede Hermann, 1953: Fisken og Havet ved Grønland. - Skrifter fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, 15. Jacobi, Hans, 1958: Nogle betragtninger over Jakobshayns-fiskernes økonomiske og erhvervsmæssige vilkår. - Grønland pp. 368-376. Jensen, Ad. S., 1909 A: Indberetning om Fiskeriundersøgelser ved Grønland i 1908. - Beretninger og Kundgørelser vedrørende Kolonierne i Grønland, 2. Jensen, Ad. S., 1909 B: Beretning om Fiskeriundersøgelser ved Grønland. Samme, 5. Jensen, Ad. S., 1935: The Greenland Halibut (Reinhardtius hippoglossoides (Walb.)) its Development Migrations. - Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., Natury. og Math. Afd., 9, 4. Nellemann, G., 1961: Vinterfiskeriet på Jakobshavns Isfjprd. - Geografisk Tidsskrift, 60. Smidt, Erik, 1963: Fiskeriforsøg i Umanak Distrikt. - Grønland pp. 231-240. Smidt, Erik, 1969: The Greenland Halibut, Reinhardtius hippoglossoides (Walb.), Biology and Exploi- tation in Greenland Waters. - Meddelelser fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, N. S., 6, 4. 366 [15]