[1]
KILDNE SPØRGSMÅL TIL DEBAT
Af Jørgen Felbo
JL å Grønlands Landsråds forårssamling, der begynder i midten af næste måned,
stilles landsrådets medlemmer over for flere vanskelige spørgsmål, ikke for at træffe
beslutning, men dog for at søge frem mod en eller anden principiel hovedattitude
over for dem. Sandsyligheden taler for at spørgsmålene, skattesagen og proble-
merne omkring den grønlandske læreruddannelse, vil få to eller måske endog tre be-
handlinger i landsrådet.
Der har allerede på forhånd været nogen offentlig debat om disse spørgsmål, men
det er næppe forkert at sige, at den såkaldt brede grønlandske befolkning endnu står
overordentlig famlende over for de problemer, der indeholdes i de to sager. Man
har da også set i grønlandske lokalblade inden for de sidste måneder, at kravet om
politisk orientering i almindelighed og oplysning om skattespørgsmål — „hvad er
skat" — i særdeleshed er levende.
Man har derfor nok i første omgang lov at gå ud fra, at landsrådets sekretariat og
landsrådets medlemmer vil benytte enhver lejlighed til i månederne frem til sommer-
samlingen at bringe orientering ud til befolkningen om de betydningsfulde spørgsmål.
Det må virke inspirerende i denne forbindelse, når en så begavet dame som landsråds-
tolken, translatør Guldborg Chemnitz i lokalbladet „Sermitsiak" i Godthåb indtræn-
gende taler om landsrådsmedlemmernes og de grønlandske folketingsmænds forplig-
telse til at oplyse og informere med ordene: „Politikere, fortæl os hvad I laver, og
hvad I mener, og spørg os, hvad vi synes om jeres planer og meninger".
Man må håbe, at landsrådets kommende informationsafdeling ikke bliver en sove-
pude for medlemmerne, men en igangsætter på informations- og oplysningsfronten.
Ifølge landsråds f ormand Erling Høegh vil landsrådet under april-mødet få en
orientering om skattespørgsmålet af formanden for det udvalg, der gennem en række
måneder har arbejdet med sagen.
Af bemærkninger i foredrag og bladudtalelser synes det at fremgå, at landsrådet
forlods er sympatisk stemt over for et grønlandsk skattesystem, der kommer til at
operere med en høj såkaldt bundgrænse, - med andre ord et system, der kun beskatter
de højere indkomster, mens store grupper fritages for skattebetaling. Der har været
nævnt en bundgrænse på 30.000 kr., men også andre tal har været fremme.
70
[2]
En sådan ordning vil betyde, at det i alt væsentligt bliver de udsendte, der kommer
til at betale direkte skat i Grønland, idet dog også større grønlandske erhvervs-
drivende, fiskere og handlende kommer med. Der bliver tale om en „skat på den
økonomisk overklasse". At de udsendte specielt kommer i søgelyset vil fremgå af,
at det vistnok er de udsendtes mindretal, der tegner sig for halvdelen af indkomst-
massen i dagens Grønland.
Adskillige ting taler for et sådant system, og da specielt for, at de udsendte nu
kommer ud af deres grønlandske skattely og gennem direkte skat bidrager til det
samfund, der for kortere eller længere tid er deres.
Et skattesystem med høj bundgrænse vil først og fremmest være relativt let hånd-
terligt. Det vil næppe kræve nogen stor administration, og derfor næppe betyde no-
gen voldsom øget økonomisk byrde. Tanken om at skulle ansætte stribevis af nye folk
i administrationen, at omkostningerne ved indkrævning af skattens mønt ikke står i
noget rimeligt forhold til de summer, der kan tages hjem gennem skatten, er vel umid-
delbart direkte afskrækkende.
Systemet med den høje bundgrænse vil yderligere give den grønlandske befolknings
hovedmasse en mulighed for at vænne sig til begrebet direkte skat gennem en „ind-
køringsperiode". Ingen siger jo, at den høje bundgrænse skal ligge fast i al fremtid.
„Indkøringsperioden" vil netop kunne bruges til den orienteringsvirksomhed og
indlevelse, der givetvis fandtes i de første år.
I tilvænningsperioden vil der yderligere være en mulighed for, at de mange, der
holdes fri af skatten, kan bringe deres økonomi på fode, kan lære at håndtere penge,
kan spare op og investere eller anskaffe de varige forbrugsgoder til hjemmet, der
mere og mere vil blive betragtet som en nødvendighed også i Grønland.
Vender man sig specielt til spørgsmålet om det rimelige i, at de udsendte kommer
til at betale skat i Grønland, må det siges at situationen i dagens Grønland, navnlig
hvad byforhold angår, nu er så normaliseret i forhold til vilkårene i Danmark, at mo-
tiveringen for at yde de udsendte så betydelige særprivilegier som nu sammenlignet
med situationen i Danmark, ikke længere er til stede. Det kan ikke længere være rime-
ligt at opretholde fiksionen om, at danskerne i Grønland lever under et så uhyre pres
og under så fremmedartede forhold, at de skal fritages f or de byrder, der nu engang
følger med at være samfundsborger.
Man må da også tro, at de udsendte i Grønland — måske efter en periode med vrede
og måske endog truende replikker („så rejser vi hjem") vil forstå og anerkende, at
de ikke er så ringe stillet endda, selvom de også pålignes en skat, der jo efter alt at
dømme vil blive væsentligt mere lempelig, end man kender til det i Danmark.
71
[3]
Givet er det, at hele sagen vil ende i nogetjiær en parodi, såfremt de udsendte via
deres organisationer finder det rigtigt at stille krav om lønkompensationer til op-
vejelse af den direkte skat. Noget sådant bør ikke komme på tale, og i hvert tilfælde
bør det ikke imødekommes. Der er brug for, at man nu blandt de udsendte i Grøn-
land erkender, at vilkårene der med hensyn til goder og forpligtelser nærmer sig de
danske, — at de udsendte dermed erklærer sig solidariske med det samfund, der efter
deres eget ønske er blevet deres samfund for kortere eller længere tid.
Det her nævnte og antagelig adskilligt mere taler således for, at landsrådet vedta-
ger indførelse af direkte skat i Grønland med en — i første omgang — høj bundgrænse.
Men der er også ting, der taler derimod. Kraftigst er det vel kommet til orde i en
ledende artikel i „Sermitsiak" - et blad, der iøvrigt efter sidste redaktørskifte er ble-
vet et væsentligt og vigtigt led i den grønlandske debat - hvor bladets ansvarshavende
redaktør, programsekretær Niels Højlund og medlem af redaktionsstaben, transla-
tør Peter Kreutzmann i skøn samdrægtighed har udslynget en bandstråle imod tan-
ken om den høje bundgrænse. De siger, at „dette sentimentale galmandsværk må
standses", de kræver en skattemæssig ligestilling mellem danskere og grønlændere,
altså en skattebundgrænse på omkring 10.000 kr. for forsørgere og de udbryder i et
„Råb det så højt, at det kan høres helt ned til skrivebordene i det fjerne København".
Om dette sidste kunne man måske have lov at mene, at det grønlandske blad med
større ide kunne råbe blot så højt, at landsrådet lige henne om hjørnet kunne høre det,
idet landsrådet jo uden al tvivl også i denne sag vil få en udslaggørende rolle at spille.
Den grønlandske kommentar går i sin argumentation på, at skattesagen har en
overvejende politisk-psykologisk ide. „Om der så end ikke bliver en eneste øre i over-
skud fra skatten, fordi det hele medgår til administration, så er den en politisk og
social nødvendighed i dagens Grønland", hedder det, hvilket vel må betyde, at „Ser-
mitsiak" også ville vende sig imod en ordning, der betingede at staten betalte for en
ny skatteadministrations opbygning og drift, mens landskassen fik skattens provenue.
Højlund og Kreutzmann siger i deres indtrængende kommentar til skattesagen, at
en skatteordning, der inddrager alle i Grønland ned til 10.000 kr. grænsen „simpelt-
hen er den eneste mulighed, hvis det grønlandske samfund skal genvinde sin selvre-
spekt." Lidt uvenligt tilføjes det, at en høj skattegrænse vil få de udsendte til „endnu
engang at sole sig i egen selvretfærdighed, og de fastboende skal nok gang på gang
få stukket i næsen, at nu betaler man ikke alene til Grønland over skatten i Danmark,
man betaler også, når man som udsendt arbejder heroppe."
„Sermitsiak" artiklen slutter med ordene: „Det er grønlændernes demokratiske
ret at få lov til at betale skat, ellers får de aldrig noget at sige over deres eget lands
udvikling."
72
[4]
Man kunne have ønsket, at det grønlandske blads ganske stærkt virkende indlæg i
den indledte skattedebat havde kunnet fremkomme uden både hentydningen til de
sig i selvretfærdighed solende udsendte og uden den afsluttende passus om grønlæn-
dernes adgang til at have noget at skulle have sagt over deres eget lands udvikling.
Overførslen af de vældige milliardbeløb fra den danske statskasse til Grønland,
der jo er en kendsgerning som alle kan tage og føle på, betragtes almindeligt i Dan-
mark som en naturlig investering fra en del af riget til en anden. Normalt er der ikke
noget, der giver anledning til diskussion mellem danskere, men vel nok til konstate-
ring som andre statsudgifter konstateres.
Og hvad vendingen om grønlændernes indflydelse angår er det vel værd i stilfær-
dighed at henvise til, at Grønlands udviklingslinje efter grundloven af 1953 er fast-
lagt i nøje overensstemmelser med de ønsker, som Grønlands Landsråd har fremsat
eller som grønlandske medlemmer af forskellige udvalg og råd og kommissioner har
formuleret. Der kan næppe henvises til mere end een sag, hvor Folketinget mærkbart
ændrede en landsrådsbeslutning. Det var i skoleloven, og da var Folketinget som be-
kendt mere grønlandsk end grønlænderne.
Sådanne ytringer tjener derfor næppe til at videreføre den roligt-saglige dansk-
grønlandske dialog.
Derimod vil det grønlandske blads egentlige ide med den citerede skatteartikel uden
al tvivl have sin mission som oplæg til den debat, der forestår i Grønlands Landsråd.
Hvor lykkelige landsrådets medlemmer og befolkningens flertal så er for de frem-
satte tanker er en anden og i og for sig uvæsentlig sag. Et grønlandsk blad har, med
rygdækning både fra udsendt og grønlandsk side i redaktionen, givet udtryk for en
klar stillingtagen. Den burde være startskuddet for energisk offentlig debat i Grøn-
land om dette emne ført jævnsides med en elementær oplysning om, hvad skat egent-
lig er for noget, hvordan den virker i Danmark og hvilke muligheder der er for dens
indførelse i Grønland. „Sermitsiak" fortjener stor hæder for at have affyret dette
startskud, — måske skulle bladet have nævnt, at grønlænderne og de udsendte, men
altså i denne forbindelse med speciel nævnelse a f grønlænderne! forvejen gennem den
form for skat, der hedder afgifter, bidrager med meget store beløb til landskassen.
Afgifterne — den indirekte beskatning i Grønland — indbringer så vidt vides op mod
40 mill. kr. om året til den grønlandske landskasse, så ingen kan sige, at grønlænderne
(eller de udsendte) bare er „nydende" medlemmer af samfundet.
Skattesagen bliver ikke let for landsrådet at tage stilling til. Spørgsmålene omkring
den grønlandske læreruddannelse vil heller ikke være nemt tilgængelig.
Formentlig vil landsrådet også her få forelagt et materiale, der kan studeres og på
hvis grundlag man kan tage stilling eller gå videre med offentlig debat og drøftelser
i rådet.
73
[5]
Situationen er den, at landsrådet tidligere ved flere lejligheder har tilsluttet sig øn-
sket om, at den højere uddannelse i Grønland, realeksamen og læreruddannelsen fra
Seminariet i Godthåb, i et og alt skal være jævnbyrdig og konkurrencedygtig med til-
svarende uddannelser i Danmark.
Imidlertid skiftes der nu signaler for den danske seminarieuddannelse. Kravene
skærpes, og efter alt at dømme vil de skærpede krav ikke kunne tilgodeses i Grønland
på seminariet der.
Der kan, hævdes det, blive tale om et valg: enten må man i Grønland sige til de
unge, at læreruddannelsen i fremtidens Grønland bliver en sekundauddannelse i for-
hold til den danske læreruddannelse, eller man må erkende, at grønlandske unge
ikke på basis af, hvad det grønlandske undervisningsvæsen formår, kan erholde lærer-
uddannelse i landsdelen.
Ingen af de to muligheder vil virke tillokkende i Grønland.
Måtte der i denne sag vise sig mulighed for at finde en tredie udvej, der med
styrke kan placere det gamle Godthaab-seminariums lærere i en position, der bygger
på deres tilstedeværelses nødvendighed i den grønlandske skole og på de helt specielle
kvaliteter og muligheder, som den dobbeltsprogede lærer har i den grønlandske skole
og i det grønlandske samfund. Med andre ord en tredie udvej, der konstaterer det
oplagt rigtige, at den grønlandske lærer fra Seminariet i Godthåb uanset kommende
ændringer i den danske seminarieuddannelse altid — personlig kvalitet forudsat — vil
være ikke en andenklasses, men afgjort en førsteklasses medarbejder i den grønlandske
skole, - vel værd at placere anseelsesmæssigt og økonomisk og avancementsmæssigt
på bedste niveau.
74[6]