[1] UDVIKLINGSPOLITIKEN OG MENNESKET STUDIER I MARKEN, INDTRYK OG SYNSPUNKTER* Af amanuensis, mag. art. Bent Jensen _L/et fortælles, at når en filosof i det gamle Kina ville forbande og genere sin fjende rigtig groft, snerrede han til ham: „Gid du må leve i en interessant tid!" Nu må dette jo ses på baggrund af århundreders borgerkrige og voldsomme om- væltninger, der nok kunne være interessante, men samtidig også grumme ubehagelige. Uden sammenligning iøvrigt kunne man dog vist godt forestille sig den grønlands- administrator, planlægger eller politiker, der i disse år har fundet sin situation lidt for broget og „interessant" - og med mellemrum har tilønsket sine værste modstan- dere en pæn portion af det interessante job. Det er vistnok blevet en ret udbredt personlig erkendelse blandt de aktive i grønlandsarbejdet, at opgaverne og perspek- tiverne idagpå een gang er umådelig fængslende og næsten sønderknusende byrdefulde. Man kan derfor med en vis ret straks strejfe spørgsmålet: Hvordan må denne i dobbelt forstand så interessante tid da ikke virke på dem, som hele indsatsen gerne skulle dreje sig om; hvordan er situationen for det grønlandske menneske og for menneskelighed i videre betydning? Forinden jeg skal forsøge at formulere nogle få overvejelser om enkelte sider af denne problematik, kunne jeg have lyst til at indskyde, at det skam også er en interes- sant tid for videnskaben, og jeg tænker da her specielt på eskimologien, det sammen- lignende stadium af samfundsforhold, kultur og sprog i Grønland og hos eskimoerne i Canada, Alaska og Nordøstsibirien. Skulle en og anden tro, at eskimologien beskæf- tiger sig eksklusivt med fortid og fortidsminder, er han galt underrettet. Forhistorie må ganske vist altid have en rimelig placering i et humanistisk fag — og da ikke mindst sålænge vi stadig savner en opklaring af talrige dunkle punkter, som kunne hjælpe os til at forstå nutiden lidt bedre. Men forskningen må naturligvis også i høj grad rette søgelyset mod det menneskesamfund, som eksisterer lige for vore øjne. Knud Rasmussen udtrykte skuffelse ved sit første møde med kolonien Angmagssalik og den „ufordøjede Civilisations Forlorenhed" dér. Og han skriver så: „Min første * Artiklen er trykt efter manuskriptet til et foredrag,holdt i Det grønlandske Selskab den 9. januar 1969. 75 [2] Tanke havde derfor været den — om det virkelig skulle være muligt for mig i disse Omgivelser og hos disse Mennesker at arbejde mig ind til den uberørte Oprindelig- hed, som jeg var rejst saa langt for at finde; derfor var jeg hurtigst muligt søgt ud til de smaa Bopladser, hvor det gamle Liv altid har sin dybeste Rod . . ."t Vi er overordentlig taknemmelige for de strålende og aldeles uundværlige resultater, der kom ud af denne søgen efter det ur-eskimoiske. Men en sådan tilnærmelse i forsknin- gen er ikke og kan ikke være eneherskende idag. En social og kulturmæssig omvælt- ning af aldrig før sete dimensioner foregår i vor arbejdsmark. Netop denne proces, selve det menneskelige drama, må efter min opfattelse være central for videnskabelig udforskning og analyse. Det er dog ikke bare et spørgsmål om aktuel forpligtethed over for et kaotisk menneskeligt dilemma, den grønlandske omstillingsproces. I virkeligheden rækker sagen ud over det lokale og har en universel dybde, som måske de færreste tænker på : Den industrikultur, som præger verden afgørende idag, er kun et par hundrede år gammel, regnet fra den spæde begyndelse. Landbrugskulturen har omkring ti tusind år bag sig. Men i 500.000 år har mennesket været JÆger, altså i hovedparten af hele menneskehedens liv på denne klode.2 Den grønlandske fangerkultur er med andre ord noget højst normalt, typisk og repræsentativt for mennesket og menneskelivet, historisk set. Industrisamfundet og industrimennesket derimod er foreløbig bare et kortvarigt glimt i historien, et babystade. Og det kniber jo også gevaldigt for men- nesket at vænne sig til storsamfundet og industrikulturen og gøre den til en tålelig livsform — hvad vi godt kan have for øje i vor grønlandske sammenhæng. Hvorom alting er, så foretager den grønlandske befolkning nu inden for den nu- levende generation en drastisk omstigning fra sit universeltmenneskelige livsmønster til noget helt væsensforskelligt andet. Jo, det er sandelig en interessant tid. Og lad dette blot være eet eksempel på, i hvor høj grad eskimologiens såvel klassiske som helt nutidige opgaver har fællesmenneskelige aspekter, der strækker sig langt videre end til belysningen af selve eskimo folket. Langtidsstudium af fangersamfundet 1956—68. Så meget til indledning på dette foredrag, som faktisk er mindst to. Jeg har fået til opgave dels at fortælle lidt om en undersøgelsesrække, et langtidsstudium, som jeg foreløbig har været beskæftiget med igennem en 12-årig periode i Umånaqdistriktet, dels at betragte erfaringerne og indtrykkene herfra i et videre grønlandsk perspektiv. Det vil være nødvendigt at trænge disse to emner sammen til en kort og temmelig skematisk oversigt, lidt eksempler og nogle få sammenfattende synspunkter. Detal- jerne, enkeltresultaterne og den pedantiske dokumentation må man have til gode.3 76 [3] Bygden - et lille og overskueligt menneskesamfund i en meget stor natur. Detaljer, afgrænsning og tilnærmelse. Imidlertid vil jeg straks nævne, at det fra år til år netop har været noget væsentligt under arbejdet i marken at få tag på samfundslivets detaljer, så mange iagttagelser af så mange enkeltfænomener som muligt inden for så mange sider af tilværelsen som muligt, så billedet af den sociale mosaik kunne blive nogenlunde fyldigt og alsidigt. Og vel at mærke ikke mindst det samfundsliv, som eksisterede i iagttagelsesøjeblikket. Situationen var den ved undersøgelsens begyndelse i 1956, at vi nok havde en to- hundredårig ballast af viden om den traditionelle fangerkultur. Men hovedvægten lå på redskabskulturen, de mundtlige traditioner, folklore, mytologi, arkæologi; i langt mindre grad havde vi en sådan detaljeviden om eskimoiske samfundsforhold (socio- logi) — og kun forholdsvis få systematisk begrundede holdepunkter om samfunds- livet i den Ændrede, nutidige skikkelse, påvirket igennem mange generationer af ind- flydelser udefra. Der var (og er stadig) altså mere end nok at tage fat på. Det var nødvendigt at anlægge en slags arbejdsstrategi på langt sigt: For det første forekom det hensigtsmæssigt at vælge en geografisk afgrænsning, at koncentrere studierne omkring en enkelt region. Det var praktisk umuligt at dække 77 [4] en større kyststrækning og flere distrikter, når man styrede mod sådanne enkeltheder, som det var tanken at få kortlagt. lagttagelsesfeltet måtte være overskueligt, og fjordkomplekset i Umånaqområdet mellem Svartenhuk og Nugsuaqhalvøen ligger jo som en forholdsvis afrundet enklave i det gamle Nordgrønland. Det ville have været vanskeligere at få overblik over kultur- og samfundsmønstret i distrikter med f. eks. mere trafikal gennemtræk, og det var såmænd svært nok at omfatte det ene distrikt, der valgtes. Det er simpelthen heller ikke menneskeligt muligt at komme „tilbunds" i noget samfundsstudium nogetsteds. Der er jo så godt som ingen grænser for, hvad der har betydning for „forståelsen" af selv en nok så lille gruppe menne- sker. Og endelig bliver man aldrig „færdig", for samfundet forandrer sig jo også, mens det studeres; dette sidste var nok så vigtigt for undersøgelsesresultaterne, og jeg skal om lidt vende tilbage til, hvorfor dét også havde en mere speciel teoretisk interesse. Altså, der måtte vælges og sondres mellem en lang, lang række emner inden for samfundslivet, nogle mere umiddelbart lettere tilgængelige end andre. Det første år i marken, fra 1956 til 1957, blev en ren og skær forberedelse til det senere arbejde, og mange af de emner, der blev taget op igennem årene, stammer fra eller blev inspi- reret af de førstehåndsindtryk af det fungerende samfund, jeg fik dét år ved blot at deltage i dagliglivet og erhvervet uden at foretage egentlige systematiske undersøgel- ser. Det måtte også være af afgørende metodisk betydning at komme så tæt på sam- fundet og dets medlemmer, at man virkelig fik oplysninger, man følte var „sikre", d. v. s. ikke bare var oplysninger om noget folk sagde de gjorde, men også viden om hvad de faktisk gjorde. Det vil føre for vidt her at komme dybere ind på selve metode- spørgsmålet og undersøgelsestekniken igennem årene; blot vil jeg nævne, at jeg fra første færd bestræbte mig på at indtage en elevholdning i forhold til fangersamfun- dets medlemmer - som blev overmåde villige lærere. Ikke mindst på baggrund af denne kontakt har studierne igennem årene — i udstederne og på fangstpladser — i meget høj grad, tror jeg nok man kan sige, formet sig som et direkte, uformelt og kammeratligt samarbejde omkring de problemer, der blev taget op til belysning. Og hvad var det så for problemer? Som nævnt var detsamfitndet, det var hovedopgaven at få indblik i, d. v. s. formerne for individernes adfærd i deres indbyrdes, sociale samkvem — og de tilgrundliggende regler og nonner herfor. Selve fangersamfundets struktur, familiekompositionen og de daglige relationer mellem beslægtede og ikke-beslægtede har selvfølgelig haft vor konstante interesse, altså nogle fundamentale sociale karakteristika; det var ligeledes vigtigt at få et billede af den indflydelse, som selve livet i og afhængigheden af det arktiske milieu havde på samfundslivets form og indhold. Sådanne naturgivne afhæn- gighedsforhold kan vi umiddelbart forestille os, når talen er om en europæisk agrar- 78 [5] landsby; at nå frem til ligheder og forskelle i arktisk landsbyliv var eet formål med studierne i Umånaqdistriktet. Inden for rammerne af denne samfundstype gjaldt det om at få et nogenlunde fyldigt materiale om, hvorledes f. eks. de yngste samfunds- medlemmer, børnene, blev præget og formet til at leve denne tilværelse; fangernes børneopdragelse var een side af undersøgelserne. Og ligeledes blev der brugt megen tid og mange kræfter på at få et såvidt muligt alsidigt indtryk af situationen for en vigtig, men i videnskabelig henseende velnok noget overset person i dette særlige „mandssamfund", nemlig tangerkvinden, hendes stilling og holdning til tilværelsen. Her har det haft betydning, at min kone, fra 1961, kunne gå ind i arbejdet som med- arbejder og iagttager i marken. Det økonomiske liv er naturligvis en central facet af et samfund, hvor man bog- stavelig talt daglig må oplede og tilkæmpe sig føden og ofte hjemfører den under store vanskeligheder. Det var et væsentligt led i studierne. Og det vil her være på sin plads kort at berøre følgende dobbelte sigte i undersøgelsesprogrammet: at det drejede sig om på samme tid at kortlægge både traditionelle og forholdsvis statiske samfundstræk og de forandringer og den dynamik, der foregik. I alle samfund og kulturer har der til enhver tid været bevægelse og ændringsprocesser af den ene eller anden art, mere eller mindre. I det enkelte udstedssamfund, som undersøgelserne mere og mere koncentrerede sig om, efterhånden som årene gik, levede ved studier- nes begyndelse i 1956 godt 100 samfundsmedlemmer et forholdsvis traditionelt nordvestgrønlandsk fangerliv — men slet ikke upåvirket af den øvrige verden. To århundreders kontakt med fremmede samfundsmønstre havde sat visse spor, åndelige og materielle. Denne langtidsproces måtte vi vide noget mere om, bl. a. for at få en vis baggrund for at beskrive de adfærdsmønstre, det samfund, som forelå nu som det faktiske resultat af forandringerne. Det var een ting, vi måtte tage os af. Forandringsudvikling i studieperioden. Dernæst indtraf der det meget væsentlige i løbet af selve studieperioden, at sam- fundet blev underkastet en serie revolutionerende ændringer, der i løbet af ganske kort tid prægede erhvervsmønstret dybtgående: Sælfangst med kajak og hundeslæde var hovederhvervet, da undersøgelserne begyndte. Pengeøkonomien var af begrænset rækkevidde. I vinteren 1962/63 opførtes et opvarmet saltehus, der gav fangerne mu- lighed for at indhandle hellefisk til saltning og eksport ud a f distriktet. Med eet var der skabt basis for en økonomisk udvikling, der næsten er klassisk, sammenlignet med udviklingen i den store verden. Fiskeriet blev nu et meget betydeligt bi-erhverv, der tilmed lod sig kombinere med sælfangsten; mens langlinerne ventede på bid nede på havets bund, var der tid til at fange sæl. Den første motorbåd blev anskaffet, og antallet af motorbåde har siden rundet den halve snes, foruden de påhængsmotorer, 79 [6] man nu begyndte at sætte på robådene. Det var den tekniske revolution. I økonomisk henseende betød revolutionen en kraftig forstærkelse af en pengeøkonomisk udvik- ling, ikke bare igennem kontakterne ved indhandlingen af hellefisken; det nye produk- tionsapparat medførte nemlig, at fangerkvinderne pludselig fik udearbejde med filetering og rensning af hellefisken i saltehuset. Kvinden rykkede med sin timeløn ind i en ny rolle i husholdningen og dermed samfundets økonomiske system. Det var i resumé nogle af de ydre forandringsfaktorer, som var umiddelbart lette at beskrive. Men det var samtidig af vigtighed at følge med i, hvilken indvirkning alle disse ændringer fik på undersøgelsens hovedtema: Samfundslivet i mere speciel forstand, adfærden, normerne, den enkeltes holdning til sin egen tilværelse og til sine udstedsfæller. På hvilken måde ville samfundet og dets underafdelinger ændre form og indhold — hvis der vel at mærke skete ændringer her. Dét gjorde der, og det var at vente; det var en generel erfaring fra tilsvarende situationer i den øvrige verden. Rent teoretisk havde sagen en særlig interesse, fordi vi havde haft lejlighed til at studere samfundslivet, før forandringerne satte ind, og derefter at iagttage proces- serne på stedet, mens de stod på. Det skulle give os mulighed for at få bare et lille indtryk af, hvad det vil sige, at et samfund og en kultur ændrer sig, sådan i dybere forstand — udover det mere ligefrem synlige, bygninger, teknik, forbrugsvaner o. s. v. Processen er ny og frisk, i flere henseender broget og kalejdoskopisk. Der er konstaterbare bevægelser og tendenser hertil igang inden for mange sider af samfun- det, familielivet, opdragelsesmønstre, samlivsformerne, visse sociale holdninger m. m. Vi registrerer disse ændringsforløb, så godt det kan lade sig gøre (og det er forresten et vældigt slid; der siges og sker noget „væsentligt" i næsten alle døgnets 24 timer, og det er et helt kapløb at få samlet indtrykkene sammen fra dag til dag. Fornylig brugte vi et 2-årigt ophold til at følge denne spændende udviklings første fase på åstedet; men det vil af mange grunde være rimeligt at fortsætte med dette arbejde også i fremtiden, såvidt tiden og andre opgaver tillader det). Men lad det dog straks være sagt, at en total omkalfatring af sociale grundholdninger næppe nogetsteds foregår på en studs. Det vil altid være sådan, at nydannelser reguleres og formes af den lokale samfundsmæssige tradition, så resultatet en tid og ofte vedvarende bli- ver et socialt blandingsprodukt, noget tredje et sted midt imellem det gamle og det ny. Dette tredje, den moderne grønlandske samfundskultur, gælder det om at få et alsidigt kendskab til. Det er det samfund, vi skal leve i og med — med vrimlen af brydninger og faktisk menneskeliv midt i omstillingen. Smågruppeliv og bykultur: Et udviklings dilemma. Vi er dermed inde på noget, der har været en meget væsentlig bi-hensigt med de mange og lange ophold i Umånaqdistriktet, nemlig at tilvejebringe et vist personligt 80 [7] og om muligt også fagligt erfaringsgrundlag til en fremtidig forståelse af de bysam- fund, der nu igennem nogle år har været under opbygning og i stadig voldsommere grad bliver en realitet forude. Det er vigtigt at gøre sig aldeles klart, at de grøn- landske byer i fremtiden vil blive præget dybtgående af tilflyttere. Et overvejende befolkningsflertal møder altså med en social og kulturmÆSsig baggrund i det lille samfund. Skal man gøre sig blot en svag forhåbning om at forstå byproblemerne og bymenneskenes situation i dybden, ud over det overfladiske skøn, må vi have kend- skab til udgangspunktet: småsamfundskulturen. At analysere den menneskelige pro- blematik i et fremtidigt Godthåb-samfund på 12.000 indbyggere og derover, kræver, såvidt jeg kan se, den størst mulige detaljeviden om udstedet og dette livsmønster, som har været selve støbeformen for menneskets væsen og adfærd. At forstå byen forud- sætter forståelse af bygden. Rent studieteknisk har vi altså forsøgt den fremgangsmåde, som jo ikke er ualmin- delig i videnskab : at undersøge en forholdsvis overskuelig enhed, i dette tilfælde små- samfundet, for senere om muligt at nå frem til ideer og slutninger om det mere indviklede og komplekse, altså bysamfundet. Det var i grove træk et af formålene med arbejdet i Umanaqdistriktet. Ud fra en snæver faglig betragtning må denne by- udvikling naturligvis have den allerstørste interesse. Der er tale om de mest omfat- tende bydannelser i eskimofolkets hele tusindårige historie; alene som samtidshistorie må denne urbaniseringsproces følges nøje, mens den er igang. Jeg ser ingen rimelig grund til, at vi udskyder udforskningen af så radikalt gennemgribende forandrings- processer — til et tidspunkt om f. eks. hundrede år, hvor man da bare må gisne om forløbet og forsøge at indleve sig ad omveje i menneskets placering i omvæltningen, igennem andenhåndsberetninger, dokumenter, aviser og mere eller mindre ufuldkomne kommissionsbetænkninger. Udfordringen er der nu med et væld af opgaver og nye krav, teoretiske og metodiske. I denne time, på et tidspunkt hvor vi kun er igang med visse forberedelser til de kommende års undersøgelser af by- og industrikulturens problematik i Grønland, skal jeg da forsøge at komme med nogle rent personlige, foreløbige skøn og betragtninger om den almene tilstand, som det grønlandske menneske befinder sig i, her ved ind- ledningen til den jordiske månerejse, som er afstukket igennem 10-årsplan og udvik- lingsskitser — i et officielt håb om „blød landing". Tillad mig at tage tråden op fra et foredrag og diskussionsoplæg om „De grønlandske småsamfund — og kulturens frem- tid", som jeg holdt her i Det grønlandske Selskab i januar 1959, altså for præcis ti år siden.4 Hvad kan der siges idag om det emne? Jeg vil koncentrere overvejelserne omkring 3 hovedpunkter i foredraget dengang, nemlig det grønlandske smågruppeliv, som jeg opfattede som noget helt centralt for menneskets og kulturens overleven; mulighe- 81 [8] derne for at kombinere en nødvendig og velbegrundet reformpolitik med en videre- udvikling af iboende grønlandske f