[1]
SAMME SEMINARIEORDNING I GRØNLAND
SOM DANMARK?
Af Mads Lidegaard
J_Jen nye danske seminarielov har gjort ovennævnte spørgsmål pinligt aktuelt i Grøn-
land. Der er egentlig 2 spørgsmål: Først om Grønland overhovedet skal have eget
seminarium. Og dernæst om dettes kvalitet. I det følgende vil jeg forsøge at besvare
dem begge, da de alligevel ikke kan skilles ad.
Enhver skoles opgave er at uddanne børnene til det liv, de kommer til at leve som
voksne. Dette liv er jo et produkt af selve det til enhver tid og på ethvert sted eksi-
sterende samfund, og det følger da heraf, at skolen altid må indrette sig på det sam-
fund, den skal betjene.
Da dette samfund udvikler sig og skifter karakter, må skolen følge trop og tilpasse
sig ændringerne, hvis den vil leve op til sin opgave. I det gamle selvforsynende dan-
ske bondesamfund var et enkelt ukompliceret skolesystem i stand til at dække be-
hovet. I takt med samfundets stærkere specialisering og teknisering er kravene til
uddannelse og oplysning steget, og skolen har måttet følge trop. Skoletiden forlæn-
ges, undervisningen specialiseres og bliver aktiverende.
Det følger af sig selv, at læreruddannelsen for sit vedkommende må tilpasse sig
den til enhver tid eksisterende skole, og den nye lov i Danmark er da også en logisk
følge af den sidste skolelov.
Vender vi os så til Grønland, møder vi et samfund, som i mange henseender — tek-
nisk, menneskeligt og socialt - befinder sig på et helt andet stade end det danske. Det
vil ikke være helt forkert at sige, at det på mange måder svarer til det stade, vi i
Danmark befandt os på en eller to generationer tilbage.
Ikke desto mindre har vi i Grønland indrettet en .skole, som i hele sin opbygning
er en nøje kopi af den danske, så langt de barske realiteter nu engang overhovedet
tillader kopieringen. Man må nok sige, at er end den grønlandske skole formelt
integreret i den fællesdanske skoleordning, er den reelt noget helt for sig selv, sim-
pelthen fordi det ikke har været muligt at gennemføre integreringen.
Det må være naturligt at søge frem til motiverne bag denne skolepolitik, der jo
umiddelbart udfra ovenstående præmisser må forekomme forkert. Jeg må indskyde,
[2]
at der i dette ikke ligger nogen bagklogskab — jeg har selv været med til at skabe det
nuværende grønlandske seminarium og må altså tage et fuldt medansvar for den
eksisterende ordning.
Fra dansk side ønsker man at virkeliggøre drømmen om integration og fuld lige-
stilling, skabelsen af et grønlandsk mini-dansk idealsamfund. Hertil kommer vel en
portion ministeriel formalisme og en almenmenneskelig mangel på fantasi, en kort-
synet tro på egne normer som almengyldige.
Fra grønlandsk side har hovedmotivet nok været frygten for at få en 2. klasses
uddannelse, som ikke rangerede lige med den danske med deraf følgende fare for
lønmæssig og anden diskriminering. Hertil solide erfaringer om de unges forfænge-
lighed overfor eksamenspapirets fulde anerkendelse og i det hele taget det herskende
eksamenshysteri. Man måtte simpelthen erkende, at det ikke var muligt at få de unge
til at gå ind for og acceptere en ajiclen^uddannelse enc[den danske, løn- og ancienni-
tetsmæssigt. Endelig har det grønlandske krav om fuldt kvalificerede lærerkræfter
i landets skoler spillet ind.
Men ser vi nøgternt på situationen, må vi nok erkende, at den grønlandske skole
— alle anstrengelser til trods — stadigvæk er meget forskellig fra den danske. Børnenes
modersmål er et andet, deres hjemlige forudsætninger ganske andre, det fra børnenes
eget liv anvendelige erfaringsstof helt anderledes, samfundets krav ligeledes. Bør-
nenes akademiske og boglige tradition er svagere udviklet end i Danmark, og den
praktiske effekt af undervisningen væsentlig mindre.
Og på samme måde må vi erkende, at det grønlandske samfund stiller krav til sko-
len, som er meget specielle og som man i øjeblikket har svært ved at honorere, som
ordningen er:
Skolen må i vid udstrækning overtage den opdragende funktion, som forældrene
får stadig vanskeligere ved at opfylde.
Skolen bør ruste børnene til de særlige krav, det nuværende grønlandske opbruds-
samfund stiller sine borgere om forsagelse, samarbejde og fællesskab. Den bør slet
ikke opdrage små individualister, som kæmper om bedste karakter i indbyrdes kon-
kurrence, hvor enhver blot er optaget af sin egen materielle karriere og fremgang
med deraf følgende akademisk hovmod hos de bedre uddannede og manglende soli-
daritet med de brede masser. Den bør langt snarere udvikle ansvarsfølelse og netop
solidaritet overfor den grønlandske befolkning, som idag står i så svær en menne-
skelig krise og så problematisk en opbygningsproces.
Skolen bør fremfor at indpode børnene en fremmed lærdom, som sætter dem i
opposition til forældrene, prøve at knytte til ved alt, hvad der findes af positivt i den
gamle livsform og udvikle netop det til anvendelse under de nye forhold.
126
[3]
Skolen bør fagligt ruste børnene til de særlige erhvervs f ormer, som i en uoverskue-
lig tid fremover vil være de herskende i Grønland.
Skolen bør tage børnene, hvor de står, og lempeligt føre dem ind i en positiv og
forstående holdning overfor de nye og tit uforståelige samfundsformer, som nyord-
ningen skaber i deres land.
Det må være øjensynligt for enhver, at det ud fra disse betingelser næppe kan
være nogen lykke at opretholde en skoleform, som er kopieret fra et af jordens mest
tekniserede samfund.
Men det må være endnu mere klart, at danske og dansktalende lærere kun i be-
grænset omfang er i stand til at leve op til de krav, som stilles til skolen. Alene fordi
de ikke taler børnenes sprog eller tænker deres tanker. Men også fordi de al deres
fine uddannelse til trods ikke er uddannet til disse meget specielle opgaver, — fordi
de alle gode hensigter til trods alligevel vil være fremmede, som alene af den grund
ikke formår at appellere til det bedste i børnene indefra, fra en fælles grønlandsk
solidaritet. De kan nok lære dansk sprogfærdighed, regneregler og geografi fra sig,
men man kan ikke med billighed vente, at de skal kunne løse de andre og næsten
endnu vigtigere opgaver i skolens arbejde.
Derfor må vi have grønlandske lærere, som er uddannet til den meget specielle
opgave, som en lærergerning i Grønland er idag. Og det bør for alle fornuftige men-
nesker være underordnet, om en sådan uddannelse formelt og reelt svarer til den
danske. Når det danske samfund indtil år 1969 har kunnet klare sig med den hidtil
gældende læreruddannelse — og i de næste 40 år kan bruge lærere med den eller endnu
svagere ældre uddannelser, så må den grønlandske skole endnu nogle årtier kunne
klare sig med det samme uden at skulle kopiere den sidste specialisering i det danske
uddannelsesmønster.
Det forudsætter, at de unge grønlændere forstår denne problematik og er villige
til at acceptere den og tage den uddannelse, som deres eget samfund har brug for.
Man kan måske sige det så hårdt, at hvis de ikke kan acceptere det, kan det falde
svært at se meningen med overhovedet at opretholde et særligt grønlandsk samfund.
Jeg har ikke her taget stilling til, om det nuværende seminarium skal bibeholdes
som det er. Kun til hovedspørgsmålene: Skal det bibeholdes ? Og skal det være som
de nye danske seminarier?
Svarene fremgår af ovenstående. Det må være på tide, at vi erkender det uhold-
bare i to årtiers ønsketænkning og prøver at indrette skolen i Grønland efter det
samfund, den skal tjene.
I27[4]