[1]
NUK-HVAD DER I VORE DAGE HUSKES
FRA GODTHÅBS FORTID. VI
Tekst og tegninger af forfatteren Hiins Lynge
IN avnet O m å nå K har altid haft en klang af æventyr for mig, for her har jeg
ca. 10 år gammel stået ansigt til ansigt med vores fortid, et stykke levende stenalder-
historie. Her dybt inde i fjorden levede endnu dengang primitive mennesker, som
var klædt i skind, med få og beskedne fornødenheder, og var tilfredse, venlige og
gæstfri. Det var nogle fattige mennesker, hvis hele rigdom var den overdådigt skønne
natur, som omgav dem.
De levede isoleret i deres egen verden og havde så mange ejendommeligheder, at
de kunne sammenlignes med de mennesker forskere rejste på langfart for at studere.
Os bragte en enkelt dags rotur fra Godthåb til dem. Min far besøgte dem to gange
om året for at holde gudstjeneste for dem og gå på skoletilsyn.
Forårsbesøgene fandt sted på en tid, hvor der endnu kunne være meget koldt, så
ingen børn fik lov til at komme med, men ved sommerens slut fik jeg lov til at være
med. Jeg havde da allerede fået blod på tanden, idet jeg havde været i K'ornoK, og
overhørte ligegyldigt mine søskendes drillerier, at så fik jeg ingen fødselsdagsfest
eller gaver og jeg manglede ord for at forklare dem, at derinde midt mellem høje
fjelde og i fremmede omgivelser kunne jeg få en gave, som de alle ville misunde mig
og som ville vare hele livet.
Jeg havde vel hørt om den strenge vinter derinde, at de var meget fattige og ofte
led nød, for jeg var for lille til at forstå, at det var en uddøende flok, for hjemstavns-
bundne til at forstå deres skæbnes alvor og for meget naturfolk til at bekymre sig for
fremtiden.
Den herrnhutiske mission, der havde haft missionsstation derinde, var rejst
bort seks år før jeg blev født. Man fortæller, at den havde bestået af udmærkede
mennesker, der havde været som fædre for disse mennesker. Nu levede de kun i be-
folkningens erindring. Nogle af dem ligger begravet på kirkegården, medens andre
for at holde deres løfte ved afrejsen: at virke for eskimoerne, var rejst over til
Canada.
T45
[2]
Det var Iøjnefaldende hvor mange gamle der var i forhold til befolkningens lille
antal. De gamle var indstillet på at leve og dø derinde, for de kunne ikke øjne nogle
udveje. Det lå dem fjernt at søge ind til Godthåb eller andre beboede steder. En
ejendommelig fattet ro karakteriserede disse mennesker. At deres lærere rejste fra
dem kunne de have opfattet som deres egen dødsdom, en tanke som de efterhånden
vænnede sig til. Hvem ved. Nu er undergangen en kendsgerning, og jeg synes, at
jeg nu kan forstå dem bedre.
Jeg frøs og krøb ind i fars rensdyrpels-sovepose og lå og kiggede op til den mørk-
nende himmel, hvor stjernerne hist og her tændtes som af usynlige tjenere, og jeg så
hvordan utallige stjerner strålede og blinkede, medens uendelige rum, der havde
været mørke, oplystes, så man fornam rummets uendelige storhed og dybde, efter-
hånden som mørket indhyllede jorden og alle os, så vi ikke kunne se hinandens ansig-
ter. Åregaflernes rytmiske metallyd og vandets milde dryp fra årerne, når de løftedes,
og de ryk, det gav i båden, når roerskerne trak til, gjorde mig søvnig og jeg følte
mig båret gennem uanede verdener, ensom, men ledsaget af bedøvende rytmiske lyde.
Så, nu er vi der, vækkede far mig. Jeg kunne høre, at båden stødte mod rullestens-
stranden, og i det øjeblik jeg var vågen sprang nogle i mørket svagtlysende skikkelser
ombord — mennesker i bløde ruskindspelse og bukser — og begyndte at losse vores
bagage. Selv blev jeg løftet op og overgivet til kvindernes omsorg. Den store båd
ligefrem blev løftet og båret op til strandkanten med det høje marehalm. Mændene
i Omånak tillod ikke i deres gæstfrihed de ankommende at lave noget selv.
Kvinderne stimlede sammen om mig, kvidrende som fugle, og granskede mig så
godt det lod sig gøre i mørket. Det var hans næstældste, hans store svaghed, den
genkomne, sagde nogen, refererende til en broder, der var død. Han foretrækker
fjorden for Godthåb og kommer for at holde fødselsdag hos os o. s. v.
Der blev redt en soveplads for os på gulvet i et loftsværelse i den gamle kirke, et
gæsteværelse møbleret i plys og klunker og manglede en seng. Noget irriterende var
fluerne i det ubenyttede rum, hvor de store sorte fluer lå i bunker ved vindueskarmen
og nu var ved at live op, fordi der blev fyret i kakkelovnen. Far tog det imidlertid
roligt og sagde, at det var meget værre i forårstid. Engang havde der været så mange
af dem, at det var umuligt at gå op ad trappen, og han havde da lånt en skovl og
ryddet dem af vejen som man gør det med sne.
Grønlandske kirker og sorte fluer kunne ikke skilles ad. Det morede mig at iagt-
tage, hvordan de langsomt krøb op ad vinduerne, når der var ro under gudstjenesten,
og fløj op, når far tordnede fra prædikestolen eller når salmesangen begyndte.
Der var frodigt inde i fjorden. Marehalmen ved stranden stod betydeligt højere
end jeg havde set før, og den skaffede beboerne baggrunden for den smukke hjemme-
146

[3]
industri med kurvefletning, som de havde lært hos tyskerne. Markerne og sletterne
omkring missionsstationen var ryddet for sten ligesom i Ny Herrnhut, så der var
grønt allevegne, og duftede af nyslået hø. Store flokke af spurve var ligefrem en
plage, idet de var så tamme, at man kunne træde på dem. De var nemlig totalt fre-
dede, medens de i Godthåb endnu på den tid blev jaget nådeløst af drengene, som
ifølge gammel skik øvede sig til fangere på dem.
Sorte bær og blåbær vrimlede over alt. Alene på kirkegården kunne man spise sig
mæt, for de groede tæt på selve gravene. På sletterne lidt længere oppe var der rødt
af tyttebær. Kolonien måtte ikke betrædes, først når kateketen erklærede dem for
modne, gik hele bopladsens befolkning ud og plukkede dem i fællesskab. Når de
blev solgt til danske i Godthåb, blev fortjenesten ligeligt fordelt mellem husene.
H7
[4]
"f?
Befolkningen, som var fåtallig, havde endnu dengang nogle få dygtige og driftige
fangere. Jeg kan huske Pustuse, som pralede af, at han kunne løbe omkap med ræve,
som han fangede ved at sparke dem, og over, at han kunne indhente en ganske let
såret flygtende renko. De levede også tilsyneladende i overflod, de havde jo lige
tilbragt en sommer i oplandet på rensjagt. Kateketens plejesøn Iliarssuk (den for-
ældreløse) var måske den dygtigste, selv om han var ganske ung. Af andre kan jeg
huske Éniligge, den enøjede, som lægen i Godthåb tilbød at skaffe et glasøje, som han
vragede og forlangte et andet, som han kunne se med. Nåtat var af mørk indianer-
type. Jita havde den ejendommelighed, at han brugte ja, jo og nej på dansk, det
eneste han kunne. Han var også meget mørk med markerede træk og rynket, sol-
brændt hud, som gav ham udseende som en araber. Lorens var meget mere eskimoisk
af udseende og måske af væsen. Han var lykkeligst, når han fik lov til at hjælpe til
hos os. I årene der fulgte kom jeg ofte til at spekulere på ham. Ligesom så mange
andre fra distriktet kom han til os, når han ankom til Godthåb, Da sad han gerne
dagen lang uden for vores hytte med tørvemurene foran stakkene af store stammer
flydetræ, som far havde samlet ude i skærgården, og uopfordret huggede optæn-
dingsbrænde. Måske drømte han om at knytte sit liv til os sådan som han klæbede
uden at genere nogen eller vente nogen belønning. Men i Cmånak havde han kone
og børn, som han lod til at glemme. Jeg kunne stå ved siden af ham og beundre hans
færdighed, medens han splintrede træet ved at hugge mellem fingrene med vores
gammeldags tværbladede økse. Jeg fik instinktivt fornemmelse af, at manden var
ulykkelig på en eller anden måde.
Gamle Josva havde været storfanger før lian fik kajaksvimmelhed. Han og hans
kone var meget gamle og meget fattige. I Kangek hvor de havde gamle æresbegreber
i tilknytning til deres kajakerhverv kunne han ikke nedlade sig til at fiske fra kajak.
Derfor havde myndighederne hjulpet dem til at flytte ind til Omånak. Her var
det Lagen skam at fiske, og hele formiddagen lå han i sin kajak lige uden for stranden
og fiskede fjordtorsk. Hans kone Benigne jjik langsomt til fjelds for at plukke bær
og kom hjem med en skindsæk fuld af dem. De kunne have det pragtfuldt om som-
meren, men om vinteren led de nød, og konen tiggede hos de bådes besætninger, som
anløb stedet. Så blev der snakket bag hendes ryg, for var der ingen erhvervsstolthed
her, så var fjordboerne stolte og så ned på dem der tiggede.
Den høje hvidhårede Lutivik var bopladsens kateket og høvding. Den stærke grå
hårvækst var på eskimovis klippet lige over øjnene og i en ring uden at gøre den
tyndere, så den virkede som en hue. Det var en meget smuk gammel mand med et
fladt træansigt, en høj rank skikkelse, så man dårligt kunne forestille sig en flottere
mandsskikkelse omkring 1875, da Lutivik var storfanger, som harpunerede hvaler
fra kajak og var 26 år gammel. Nu lignede han i mine øjne en fortidslevning, fordi
I48
'éåSgJ^L^S^Ssxé^Æ.^
[5]
fc1        \
han levede midt imellem alle de andre som en eremit, en hindu filosof, som dyrkede
yoga. Allerede for mange år siden havde han aflagt den last at le og havde ikke så
meget som smilet i flere år. Han beherskede den meditationens og den fysiske afslap-
pelses kunst til fuldkommenhed. Når han sad på briksen åbnede han kun øjnene, når
han blev tiltalt. Medens han sådan sad og udslettede sig selv lignede Lutivik en mumie.
Hans kone Biba sad altid tæt op til ham som for at spare ham anstrengelsen for
at tale højt, og han talte så sagte, at det syntes at være nødvendigt. Når Biba sad
med benene strakt på briksen og kildede sig selv i næsen med et græsstrå for at komme
til at nyse - de gamle brugte det, fordi de troede det befriede dem for eventuelle syg-
domme - så listede jeg mig hen til dem for at lytte til deres samtale.
Biba holdt meget af at fortælle om Lutiviks bedrifter som storfanger, men når hun
gjorde det, sad Lutivik og gryntede misbilligende, og når hun gik så vidt som til at
149
[6]
fortælle om de digte, han havde skrevet, åbnede han øjnene for at sige mig: Tro
endelig ikke på hende.
En dag tog jeg mod til mig for at spørge Biba, hvorfor Lutivik aldrig lo eller
smilede, når han var så venlig. Og hendes fortælling åbnede mine øjne for de dra-
matiske begivenheder i Lutiviks lange liv, som for mig syntes at forklare hans ejen-
dommelighed. Jeg er Lutiviks kone nr. 3, begyndte Biba, og allerede da jeg blev gift
med ham, var han en sorgens mand. Han har ikke smilet i den tid, vi har været gift.
Hans første kone hed Årnaséraq. De fik en søn, som kom til at hedde Mala(kias).
De levede lykkeligt og fik flere børn, og det var Lutiviks agt at opdrage Maia til at
blive en storfanger ligesom han. Da de ventede drengens 12 års fødselsdag, havde
Lutivik bygget ham en pragtkajak, der blev betrukket med hvidt skind, og den lå der
færdig, smurt over det hele med fedt4 men lige før fødselsdagen begyndte Maia at
beklage sig over hovedpine og blev meget syg. Der kom blod og vand ud af det stærkt
ophovnede ansigt, og tilsidst sprængte betændelsen hans kranium, som åbnede sig
mellem hans øjne. Da han døde blev Lutivik så opfyldt af sorg, at han flåede skindet
af kajakken og begravede drengen med den ene halvdel som underlag og resten som
dække ovenpå, i stedet for at lade hans yngre broder få den. Han fik fem børn med
den kone, og selv Maia kom igen, men så døde hans kone.
Han giftede sig igen med Susåjaraq. Deres første barn døde som lille, og dernæst
fik de datteren Antunta. (Hun lever og bor i Godthåb og er den eneste overlevende
af Cmånaks gamle befolkning). Nogle få år derefter forsvandt hans søn Binte på
vejen hjem fra K'ornok i en kajak. Han var taget derover for at afsætte et ræve-
skind, og havde købt så meget ind, at han ikke havde kunnet rette sin kajak op, da
den var ved at prelle af på grund af tyndis. Kun kajakken blev fundet, og meddelel-
sen kom, medens Lutivik holdt gudstjeneste. Da brød han sammen. En kort tid der-
efter døde hans kone.
Lutivik var ikke uden lune. Når han fortalte historier om visse bopladsfæller, der
var grovædere, kunne man høre, at han nød det. Disse mennesker, som led nød om
vinteren, havde for vane at spise sådan, som om de ville erstatte den mad, som de
var gået glip af. Palitit kunne både sulte og spise. Når han var på rævejagt bærende
sin kajak over land, havde han aldrig proviant med. I den koldeste vinter kunne han
blive væk i tre døgn og sov i sin kajak på landjorden. Fangede han ingenting, fastede
han i al den tid, men var han så heldig at fange en sæl, spiste han et stort stykke af
dens spæk, og han plejede at prale af, at han kunne spise sig mæt på det alene uden
at føle lede ved det. Når angmagssætterne gydede, så var det slut med vinterens nød.
Engang der blev kogt en storgryde med angmagssætter, fik Lutivik lyst til at iagt-
tage ham. Ifølge hans beretning spiste Palitit ved den lejlighed 276 angmagssætter,
foruden et par hele stenbidere.
[7]
Min far var engang derinde sammen med den gamle Schultz-Lorentzen, og ved
stranden havde de fundet forskellige former for stearinlys. Da havde nogle mænd væ-
ret på rensdyrjagt i deres kajakker og havde fældet mange rener, men da det var meget
begrænset, hvad de kunne transportere i deres spinkle fartøjer, havde de nøjedes med
at tage talget, og af denne havde så bopladsens befolkning levet i nogen tid. Hvoraf
de hvide ekskrementer.
Lutivik fortalte videre, at gamle Josva havde en ekstra mavesæk, en qåriaq. At
han spiste sådan, at han ikke kunne røre sig. En dag blev vi inviteret op til det gamle
ægtepars faldefærdige rønne. Menuen lød på sorte bær æltet i stegt torskelever. Det
forbavsede mig, da vi kom ind, at finde Josva i sengen, og lige så snart vi kom ud,
spurgte jeg far: Hvorfor inviterede han, når han ligger syg? Han fejler ingenting,
sagde min far. Ser du, Josva er nemlig en storæder. Det er blevet sagt, at han går
i seng, når der er udsigt til et godt måltid, for så slipper han for den pine det er
at klæde sig af, når han er mæt.
K'ivitoq-historier vrimlede det med overalt i Grønland, men antagelig mest i Umå-
nak, hvor samfundet var så fåtalligt og isolationen så stor. Desuden lå befolkningens
hedenske fortid ikke længere tilbage end at trommestrid endnu dyrkedes, da Luti-
vik blev født. Da kom man gående over fjeldene fra mange sommerpladser og søgte
over til Niaqornå for underholdning. Ja, endnu i vores århundrede var det skik og
brug ved Angmagssivit at ofre ved et stenalter, Ålungé, som de troede derefter gav
hundredfold i angmagssætter, ræve og rener.
Men qivitut behøvede ikke at være lutter fantasifoster. Gamle Ane-Benignes søn
var gået tilfjelds, Jåkorssuaq havde løbet på ham året efter han forsvandt i kajak.
Han hed Barssalåt. Og så var der en pige ved navn Ane-Sofie, som boede i Kukik
lige over for Umånak. Hun havde fået et barn med en mand, som hed Samuel. Denne
omkom i kajak, inden de kunne gifte sig. I fortvivlelse over det var Ane-Sofie gået
hjemmefra. Datidens fantasifulde fortællere ville vide, at hun ved at vandre over
indlandsisen var nået til Frederikshåbs distrikt. Hun havde ladet sig fortælle, at der
på toppen af Igaussaq-fjeldet levede mange qivitut, og eftersom hun var bortgået af
kærestesorger, opsøgte hun dem, hvor hun var heldig at få børn med nogle af dem.
De havde levende grise, som de stjal fra Kobberminens danske befolkning.
Jåkorssuaq, som var død fornylig, da jeg kom der første gang, havde den onde
skæbne, at han skulle møde qivitut, og i drømme var der nogen der sagde til ham, at
såfremt han mødte en qivitoq for tredje gang, ville han dø af det. En dag kom han
hjem fra fangsten og fortalte, at han havde mødt en til, og han var da allerede så
syg, at han måtte støttes hjem. Kort tid derefter døde han.
Den gæstfrihed, vi altid nød godt af inde i fjorden, blev engang gengældt hos os
ganske eftertrykkeligt. Det husker jeg som konfirmationens forbandelse. Arrange-
[8]
' T?«
mentet var gennem mange år sådant, at børnene fik undervisning i Godthåb og boede
fordelt hos forskellige familier. Og når konfirmationsdagen nærmede sig rejste fa-
milierne ind til Godthåb, hvor de kunne fordrive en måneds tid i årets bedste arbejdstid
og bo i deres telte i al slags vejr. Husene i Godthåb var dengang så små, at det var
umuligt at have liggende gæster. Præsternes ugidelighed var så stor, at de til enhver
tid to præster i fire måneder skiftedes til at holde formiddagsgudstjeneste og lavede
ellers ikke noget særligt. Det var under første verdenskrig. Godthåbs lille befolkning
var næsten fordoblet, da mange var kommet til for at deltage i festlighederne. Islands-
dalen var en hel indianerlejr med mange telte og meget røg, da alle tilberedte maden
over bål, som de tændte mellem teltene.
Da brød spanskesygen løs. En overgang lå hele Godthåb i sengen. Den lignede en
forladt by. En dag, da min broder og jeg var nede ved elven for at hente vand, så vi
overhovedet ikke et menneske. Byen lå badet i strålende solskin med et underligt rød-
ligt skær selv ved middagstid. De gamle sagde, at sådan havde det altid været, når
det var meningen, at mange mennesker skulle dø, hvad de også gjorde.
Konfirmationsfesterne stod netop på, da epidemien tog fat, og allerede mange
var så syge, at det var umuligt for gæsterne at ro hjem. Så pludselig mørknedes det
og himlens sluser åbnede sig som sydveststormen brød løs. I løbet af et par dage var
oversvømmelsen en kendsgerning. Det var forbundet med stor fare at gå i byen på
grund af de brusende vandmasser. Det var en situation der kaldte til hjælp. Alle
mand måtte nu stå op, glemme feberen og være med til at bjerge de alvorligt syge
i teltene, som nu ligefrem stod i vand.
Så begyndte drivvåde, hostende mennesker at indfinde sig i vores hus, som var
nybygget og rummeligt. Min far havde ligefrem beordret dem allesammen op til os.
Der lå en hel familie på gulvet i vores soveværelse, hvis briks var optaget af vores egen
syge familie. Dagligstuegulvet var stuvende fuldt af meget syge voksne mennesker,
og resten lå på vores bare loft. Huset lignede et lazaret. Endelig en situation, som
min far kunne ønske sig, en situation, som lignede den, Hans Egedes havde haft under
koppeepidemien, og som han beundrede dem for, men desværre var både han og min
mor Ikke til nogen som helst hjælp, så syge de selv var.
Alle patienterne var meget afkræftede af sygdom og sult, fordi det havde stået på
i flere dage, uden at vi vidste hvor galt det var, fordi vi selv var syge allesammen.
Sygdommen havde taget lettere på os børn, så det blev os der måtte tage sig af gæ-
sterne. Mor gav ordrer fra sengen. For at gå frem og tilbage måtte vi skræve over
patienterne. Vi hentede store flade stykker tørv, vi havde liggende til brændsel og
lagde et foran hver patient. I løbet af kort tid var de fulde af spyt, så min broder
og jeg måtte bringe nye og bære de brugte ud.
For at gøre ondt værre fik Ulusit, vores tidligere pige, som var gift med den gamle
[9]
Lutiviks søn Maia, i soveværelsets gulv, veer og fødte i løbet af den frygtelig uhyg-
gelige nat, hvor spektaklet på grund af stormen brødes af hoste og smertenshyl. Og
barnet døde næste dag.
Det eneste lyspunkt midt i elendigheden var begravelsen af det lille barn. Vi børn
i 10-11 års alderen bar den lille kiste. Gud ved hvem der havde haft kræfter nok
til at tømre den lille kiste. I kirken var foruden min far, som lignede en olding, støt-
tende sig på den lange hyrdestav, han nogle få år tidligere havde erhvervet sig før
bestigeisen af Himmelbjerget, egentlig for syg til at forrette begravelsen, barnets
endnu syge forældre og os børn. Vi lignede rigtig voksne ligbærere, undtagen deri, at
vi smilede så meget. Hvor var vi stolte. Jeg nød situationen sådan, at jeg greb mig selv
i at ønske: Bare der ville dø rigtig mange børn, så vi kunne optræde som ligbærere.
September 1960. Jeg var passager på lægebåden, som nærmede sig tJmånak i skøn-
nest tænkeligt vejr. Besætningen, som kendte min fortid, var meget hjælpsomme og
standsede imod fartplanen uden for det nu evakuerede tJmånak. Jeg blev roet i land
og vandrede ensom i hvad der kan siges at være resterne af min barndoms drømme-
land. Solen var ved at gå ned over Storøens høje tinder og der kom en ejendommelig
farvemættet tidlig skumring over vores udsigt i vest, medens de endnu solbeskinnede
steder glødede i efterårets pastelfarver. Derovre fra den fjerneste pynt på K'ornoK-
vejen, ca. l mil fra tmiånak plejede Biba, som var på udkig, at se en kajak som en
lille prik og skyndte sig ned for at tænde et bål, hvorover hun anbragte en gryde med
vand til kaffen, men inden vandet kogte, var Lutivik allerede der. Så hurtig var han
i kajak.
Nu kunne jeg ikke engang finde deres grave, fordi der var vokset krat hen over
gravene, hvor der hverken var kors eller gravsten, undtagen på missionærernes grave.
Jeg gik videre op, men også tyttebærrisene var forsvundet. Fårene havde ædt dem.
Resterne af den herrnhutiske kirke stod forsømt og forladt. Her lå engang en boplads
med en ejendommelig befolkning, hvis mission man havde nægtet hjælp, så missionæ-
rerne var nødt til at rejse. Befolkningen fik aldrig nogensinde erstatning for tabet af
deres lærere og folkeførere. Den danske missions snæversyn og intolerance og ledel-
sens ineffektivitet kan vi takke for, at rester af primitive stammer fik lov til at uddø
lige for tærskelen af vores hus, en dagsrejse med robåd fra Godthåb.
I53[10]