[1]
NYORDNINGENS GRØNLANDSPOLITIK
FORSØG PÅ EN VURDERING
Af Mads Liidegaard
fleste i denne forsamling vil formentlig kende filmen „Hvor Bjergene sejler",
der blev lavet ved nyordningens start i 1950 og behandler Grønland på skillevejen
fra gammelt til nyt. Der er en spejderagtig troskyldig optimisme over skildringen af
det gamle fangerliv, som man nu må tage en vemodig, men endelig afsked med for
at give plads til det nye, til byens hektiske tekniske aktivitet, der i filmen lokker den
unge fanger og hans familie ind og lover dem en lys og lykkelig fremtid.
I 1965 lavede Jørgen Roos sin Grønlandsfilm, „Sisimiut", som sikkert også nu er
kendt i denne kreds. Her møder vi unægtelig et andet Grønland: Hvad man end kan
mene om filmen, afspejler den klart den kaotiske forvirring og usikkerhed, den des-
illusionerede stemning, som præger billedet af Grønland idag, sådan set både grøn-
lænderne selv og de udsendte — og vel tilmed alle andre, som herhjemme er engageret
i det, der sker deroppe.
Hvis vi holder os til den danske gruppe, til embedsmændene herhjemme, til nu-
værende og tidligere udsendte, til politikere og pressefolk, kan man nok ikke komme
udenom, at stemningen i de senere år har været noget dyster: En vis skuffelse over
de forventninger, der ikke blev opfyldt, en stadig stærkere ængstelse overfor frem-
tiden, en stigende usikkerhed, om vi gør tingene rigtigt — og vel også hos mange en
udtalt forargelse over den måde, tingene sker i Grønland.
Vi havde alle vore smukke drømme. Det skulle gå så hurtigt og blive så godt, når
blot in kom til. Og vi står noget slukørede idag med det store spørgsmål på læben:
Hvorfor er det ikke gået, som vi troede?
Det er det spørgsmål, jeg vil gøre et forsøg på at besvare. Hvad er det, vi gør galt?
Hvorfor er det ikke lykkedes at få grønlænderne ind i en aktiv og positiv udviklings-
proces trods den vældige indsats, der er gjort i landet? Jeg vil prøve at undersøge
den tankegang, der har båret vores politik gennem de sidste 20 år og vurdere, om
den har været og er holdbar — og måske ad den vej finde frem til, hvor fejlkilden
ligger.
Jeg vil ikke gøre det bagklogt og bedrevidende. Er noget gjort galt, er vi alle
skyldige, har vi tænkt forkert, må vi alle være interesserede i at få det rettet. Vi er
161
[2]
alle ydmyge overfor den befolknings skæbne, som det hele drejer sig om, og derfor
er der ingen sund sans i at kaste sten.
Jeg er bange for, at vi har et helt sæt af falske forestillinger, som stadig præger
vores tankegang, og som har været bestemmende for vores handlemåde i Grønland.
Jeg vil prøve at tage dem i rækkefølge:
Den sociale opfattelse. Vi tror, at mennesket væsentligst er et produkt af dets so-
ciale omstændigheder og vil ændre sig med disse, vil udvikle sig positivt, hvis sult
og sygdom og fattigdom udryddes, — og at det dermed vil have de afgørende forud-
sætninger for tilfredshed og trivsel og harmoni.
De 20 år har lært os, at der er meget, som er vigtigere end social tryghed: Men-
neskets selvrespekt, dets evne til at klare sig i konkurrencen med andre, at leve op til
omverdenens krav, at være accepteret og respekteret af andre, at have et ståsted i
tilværelsen. Hvis disse ting ikke er i orden, hvis de måske endda nedbrydes af den
sociale indsats, vil denne næppe have nogen særlig positiv virkning. Vi kan ikke redde
grønlændernes menneskelige værdighed med danske penge og arbejdere. Penge kan
i det hele taget aldrig være det primære i en udviklingsproces. De er og bør være frugt
af udviklingen, som alene bør bestemmes af menneskers egen indsats, hvis den skal
være sund og levedygtig. Denne indsats kan man så støtte udefra som et supplement,
men supplementet må aldrig blive det hele.
Jeg vil i denne forbindelse tillade mig at citere et stykke af en tale, som præsident
Nyerere af Tanzania fornylig har holdt netop om udviklingsproblemer:
„Udvikling bringer frihed forudsat det er udvikling af mennesker. Men mennesker
kan ikke udvikles. De kan kun udvikle sig selv. For mens det er muligt for een ude-
fra at bygge en mands hus, kan den fremmede ikke give manden stolthed og selvtillid
som menneske. Disse ting kan et menneske kun skabe i sig selv gennem sine egne
handlinger. Han udvikler sig ved det, han gør, - ved at træffe sine beslutninger, ved
at forøge sin forståelse af det, han gør — og hvorfor han gør det. Ved at forøge sin
egen viden og dygtighed og ved sin egen deltagelse — som ligemand — i det samfunds
liv, han lever i.
Således f. eks. udvikles et menneske, når han selv forsørger sig og sin familie; han
udvikles ikke, hvis andre giver ham disse ting. Han udvikler sig ved at forbedre sin
uddannelse — ikke hvis han blot udfører ordrer fra en bedre uddannet uden at forstå,
hvorfor disse ordrer er givet. Han udvikler sig ved at tage del i en fri diskussion om
en ny plan eller projekt og deltage i den påfølgende beslutning. Men han udvikler sig
ikke, hvis han føres som et dyr ind i et allerede tilrettelagt projekt.
Udvikling af et menneske kan i virkeligheden kun udføres af dette selvsamme
menneske. Udvikling af et folk kan kun udføres af folket selv."
162
[3]
Alle mennesker er ens. Som en dyrekøbt arv fra 2. verdenskrigs rædsler har vi
det faste dogme om, at der ikke er forskel på mennesker af jordens mange racer,
at vi alle i bund og grund er ens. Det er nok denne — man kan næsten sige nødven-
dige - holdning, som får os til også at gå et skridt videre og tro, at alle mennesker
derfor også vil reagere ens på de samme udfordringer, — og i denne forbindelse, at
grønlænderne altså vil reagere som danskere, hvis vi indretter tingene i Grønland
ligesom hernede. Hvad der er godt for os, må altså også være det for dem.
Men dette er naturligvis en falsk analogi. For selvom mennesker biologisk er
nok så ens, så kan de ikke undgå at præges dybt i sjælen af den kultur, tankegang
og tradition, som findes i hver gruppe - og vil derfor også i mange afgørende hen-
seender reagere vidt forskelligt på livets tilskikkelser. Selvfølgelig er grønlænderne
forskellige fra danskerne, endda meget forskellige, al den stund de repræsenterer en
arktisk jægerkultur, hvis livsform næsten i alle henseender var yderst forskellig fra
dansk bondetilværelse. Og dertil kommer, at deres samfunds hele indretning, dets
naturgivne forudsætninger er så forskellige fra vores, at det ville være højst mærke-
ligt, om de samme love og institutioner passede i begge samfund.
Drømmen om rigsenhed. Tanken om en varig forening af Grønland og Danmark,
som et lysende eksempel overfor en frustreret verden, som en bekræftelse af vores
egen specielle fortræffelighed, som lindring for en anløben samvittighed, — og vel
også som en ærligt ment velvilje overfor grønlænderne, har mere end noget andet
enkeltmotiv været ideologisk murbrækker for den store indsats under nyordningen.
Tanken er opstået og har vokset sig meget stærk i begge folkegrupper og har i visse
kredse næsten haft en religiøs ukrænkelighed.
I virkeligheden er Grønlands stilling jo aldrig blevet defineret klart, i virkelig-
heden fører grønlænderne jo reelt allerede nu en dobbelt politik, der både betyder
større integrering og det modsatte, — og i virkeligheden er en vis grønlandsk national
bevidsthed jo allerede en levende realitet. Vi må se i øjnene, at den brede grønland-
ske befolkning endnu ikke har formuleret sig politisk, — vi må se i øjnene, at et højere
niveau økonomisk og uddannelsesmæssigt overalt i verden har betydet stærkere na-
tional bevidsthed. Der er ingen rimelig grund til at tro, at det ikke skulle blive tilfældet
i Grønland. Den danske indsats i Grønland hviler på et forkert grundlag, hvis den
funderes ensidigt i rigsfællesskabet. Og den modsvares næppe af en grønlandsk soli-
daritetsfølelse overfor Danmark. Det er forkert, hvis rigsenheden prioriteres højere
end grønlændernes menneskelige velfærd. Det betyder ikke, at vi lægger mindre vægt
på enheden, men at vi erkender, der er noget, som kan være vigtigere.
Drømmen om ligestilling. Danskere i Grønland har meget tit følt sig som kors-
riddere for gennemførelsen af menneskerettighedernes idealer om alle menneskers
lighed (og vi har mestendels ment at skabe denne lighed ved at lave alting som her-
163
[4]
'-     "
hjemme). Niels Højlund har i en artikel i Kontakt i efteråret peget på, hvordan
netop denne tvangstanke var blevet en belastning for begge parter: For danskerne,
fordi de i deres idealistiske stræben efter dette høje mål ikke havde blik for de barske
realiteter, som snarere burde have været bestemmende for deres indsats: De menne-
skelige og naturgivne vilkår i Grønland. Og for grønlænderne, fordi de har været
mere optaget af at kontrollere, om danskerne nu også lever op til disse ideer, end af
selv at prøve at bidrage til at realisere dem.
VI er vante til at se noget positivt og ophøjet i disse smukke idealer, men hvis de
forleder folk til at fortabe sig i luftige drømme og dermed svigte hverdagens barske
men uomgængelige krav, så kan disse idealer blive en ulykke. Vi har været alt for
tilbøjelige til at bilde grønlænderne ind, at ligestilling lå lige om hjørnet. Vi har sør-
geligt forsømt at forklare dem, at en reel ligestilling økonomisk formentlig aldrig vil
kunne virkeliggøres — og at prisen herfor i alle tilfælde ville blive høj, også nationalt.
Tro på eksemplets magt. Vi har haft en mærkelig sikker tro på, at udsendte dan-
ske var et gode for Grønland, ikke alene på grund af deres faktiske effektivitet, men
også fordi man har haft en forestilling om, at de ved deres eksempel ville smitte af
på grønlænderne og få dem til at efterligne idolerne.
Det er for det første udtryk for en meget antikveret pædagogik, at en sådan efter-
ligning skulle have en positiv virkning. For det andet har man ikke haft øje for det
farlige ved de mange udsendtes tilstedeværelse, for at de ved deres luksusprægede
levefod, effektive malkning af statskassen, frodige overtimesystem, manglende soli-
daritet og kontakt med det lokale samfund o. s. v. på mange måder har givet et meget
dårligt eksempel for de mennesker, der netop havde brug for at lære solidaritet og
sund økonomi.
Ønske om udvikling. Vi har troet på, at ligesåvel som enhver dansker — i kraft af
vores livsmønster og dyrkelse af levefod og mammon — helt selvfølgeligt er indstillet
på udvikling og bedre levefod, sådan ville og måtte grønlænderne også være det. Men
der er forskel på at ønske visse goder, man ser for øje —også at ønske udvikling for
dens egen skyld. Et jægerfolk er vant til at modtage alt som gave fra naturens hånd,
ikke til udvikling. Og rent faktisk har det vist sig, at grønlænderne slet ikke har været
indstillet på alt det, vi ville gøre dem til. Vi nar lagt vore egne behov ind i grønlæn-
derne og troet, de havde dem også. Vi har hørtpå den herskende grønlandske elites
ønsker om udvikling — og troet, at de taltejpå folkets vegne.
Vi er nu ved at forstå, at vi ikke blot må hjælpe til udvikling, — vi må allerførst
få folk til at ønske udvikling, og det er slet ikke så let. Vi troede, at grønlænderne
ville reagere omtrent som europæerne på f. eks. Marshallplanen - ved at mange-
doble dens nyttevirkning gennem egen indsats, så den forbløffende hurtigt rejste
Europa.
164
[5]
Hertil kommer så andre tanker - f. eks. om fiskeforekomsternes rigelighed og
fangerkulturens snarlige endeligt. Alt i alt en række forestillinger, som har spillet
en vældig rolle, men som næppe har været holdbare.
Det skal lige her nævnes, at hele denne tankegang ikke uden videre hidrører fra
den store betænkning, som satte hele nyordningen igang i 1950. Tværtimod synes
betænkningen på flere punkter langt mere realistisk end den politik, den satte igang.
Kommissionen understreger stærkt, at den danske bistand „af økonomisk, teknisk og
administrativ karakter ikke i sig selv kan tilvejebringe den forbedring af den grøn-
landske befolknings kulturelle og sociale standard, som det er hensigten at stræbe
imod, men at der herudover kræves en betydelig indsats fra denne befolknings egen
side." Spørgsmålet melder sig unægtelig, hvor den anden filosofi egentlig stam-
mer fra?
Effektivitet. Hele vores tekniske effektivitetsvurdering af enhver udvikling er
ikke blot i sig selv ensidig. Den fører os også direkte ind i et dårligt forhold til vore
lokale omgivelser i Grønland. For jo mere en dansker bedømmer alting ud fra det
synspunkt, desto hårdere må hans dom uvægerligt blive overfor de mennesker, hvis
karakteristikon det netop er, at de ikke er effektive.
Vi synes altså her at have konstateret, hvordan en række af vore præmisser, grund-
laget for vores tankegang, har været uholdbare. Næste punkt må blive at vurdere
følgerne af det, at se nærmere på den sygdom, som er fremkaldt af den forkerte
politik. Og hvis vi erkender, at det, vi tilsigter, er udvikling, og samtidig at denne
udvikling ikke i tilstrækkelig grad er kommet igang, må næste spørgsmål blive: Hvad
kræves der da for at få mennesker til at udvikle sig? Hvilke betingelser må være
opfyldt, før det kan ske? Hvad kan motivere mennesker til at anstrenge sig og ar-
bejde med på en udvikling, så den bliver deres egen?
Jeg vil prøve at samle svaret i følgende få punkter:
Man må forstå, hvad der sker, og være positivt indstillet overfor det.
Man må føle behov for det nye og en sammenhæng mellem indsatsen og den op-
nåede fordel.
Man må føle et medansvar og en solidaritet overfor den fælles .opgave.
Man må føle disse ting også fra de andres side.
--Har vores Grønlandspolitik sørget for, at disse nødvendige betingelser var
til stede? Vi kan se på dem hver for sig.
Forståelsen. „Vi må vide, hvad vi vil, før vi kan handle." Ordene er igen talt af præ-
sident Nyerere af Tanzania, det u-land, der mere end noget andet er behersket af
tanken om at ville selv, fordi det er den eneste holdbare metode. På samme måde
siger præsident Kaunda af Zambia: „En klog leder gør alt for at sikre, at den
logik, der ligger i hans politik, forstås, så folket kan bevæge sig med ham."
[6]
- W-'
Man vil aldrig kunne aktivisere en folkemasse, som ikke forstår, hvad der skal
ske og hvorfor. På Grønland har vi aldrig gjort et ærligt forsøg på at få de brede
masser med som medarbejdere på det nye værk. Vi har praktiseret hjemmedanske
AOF-metoder, der kan være anvendelige som underholdning og beskæftigelsesterapi
overfor en væsentligst borgerliggjort dansk folkegruppe, men som slet ikke har chance
for at råbe den uengagerede grønlandske menigmand op og få ham gjort interesse-
ret i den nye udvikling.
Og det kræver ikke blot forståelse og uddannelse at deltage i et moderne samfunds
komplicerede samvirke, det kræver også erfaring og instruktion om dette samfunds
mange mærkelige fænomener, en samfundsorientering i meget bred og elementær for-
stand. Folkeoplysningen er vist først nu taget så alvorligt af de ansvarlige, at man
kan drømme om at afse en halv snes dygtige folk til det stykke arbejde, som er mere
uomgængeligt end noget andet for at få den grønlandske nyordning til at lykkes.
Indsats og vinding. Skal mennesker yde deres bedste, må de for det første have
et behov for at opnå noget, dernæst må de have en forestilling_om, at deres egen
indsats vil være nødvendig for at opnå det ønskede, og at belønningen vil stå i for-
hold til indsatsen.
Jeg er bange for, at ingen af betingelserne er til stede: Behovet for udvikling
føles nok i virkeligheden meget mere af danskerne i Grønland end af grønlænderne
selv. Og grønlænderne ved udmærker^ at tingene sker som danskerne har planlagt,
hvad enten grønlænderne går med eller ikke. Den danske indsats er så overvældende,
at det ikke giver nogen virkelig mening for den enkelte grønlænder at gå ind i udvik-
lingen som bevidst medarbejder. Han kommer snarere_ efterhånden til at tro, at en
højere levefod er noget, man blot skal sidde og kræve som en grundlovsret — og at
det er danskernes pligt at bringe den hid. Tit er pengene så rigelige i forhold til be-
hovet, at den naturlige motivation for arbejde savnes. De produktive erhverv, som
vel alene kan udvikle Grønland økonomisk, hæmmes af den enorme offentlige akti-
vitet. Ingen vil da gå på havet på fangst eller fiskeri, når man kan tjene sikre og store
penge ved statsaktiviteterne i land. Der har just været advaret mod tilstandene i
Scoresbysund, hvor f anger erhvervet kvæles af den offentlige aktivitet. På Færøerne
har man bevidst etableret en ganske nøje balance mellem offentlige investeringer og
de private erhverv — for at redde de sidste, — til trods for et langt stærkere og mere
konkurrencedygtigt fiskeri.
Solidaritet. Skal man gå ind i et samarbejde, må man føle sig solidarisk overfor
den enhed, som samarbejdet gælder. Man må føle, at man hører til den, skylder den
noget og gerne vil gøre noget for den. Hvis denne følelse skal bevares, er det også
nødvendigt, at de andre i gruppen viser samme holdning og er solidariske, specielt
da de, der står i spidsen som ledere og vejledere.
166
[7]
Vi må igen nok erkende, at det er så som så med solidariteten i Grønland. De ud-
sendte, som vel nok må kaldes de egentlige ledere, er jo netop ikke solidariske. De
opholder sig kun kort i landet, de sender deres penge hjem til Danmark, de er træk-
fugle og vil måske nok nyde de gyldne frugter af nyordningens vældige aktivitet, men
de står med det ene ben på spring, parate til at forsvinde, for de er ikke indstillet på
at lide og bløde, hvis noget går galt. Deres løn ligger himmelhøjt over de lokales
og udtrykker heller ingen solidaritet.
Omtrent det samme må nok siges om den grønlandske elite. Den er væsentligst
optaget af at pleje sine egne lønninger og rettigheder og gør intet for økonomisk at
stå last og brast med den brede befolkning. Den har sikret sig en levefod ikke langt
fra den danske og himmelhøjt over arbejderes og fangeres og fiskere. Man må nok
spørge: Hvorfra skal den almindelige grønlænder i dag få impuls til at arbejde og
ofre for fællesskabet?
Man kunne måske tænke sig grønlænderne begejstres på det nationale plan, som
det sker i så mange af de nye lande, samles endrægtigt om den vældige opgave at
bygge deres fattige samfund op i fællesskab under blod og sved og tårer. Men de
får ikke lov til det, fordi det er os, den altovervældende og alt nedtromlende dan-
ske indsats, som prøver at bygge op, og man skulle i utrolig grad kunne se bort
fra kendsgerningerne, hvis man i dette kunne finde en inspiration til fælles grøn-
landsk indsats. Man kunne næsten fristes til det fromme ønske, at en effektiv
national profet fik hidset folket så stærkt op, at det kunne forene og opsamle
alles kræfter.
Eller blot om folket kunne vækkes politisk. Sandheden er vel nok, hvad også stem-
metal viser, at den brede befolkning er politisk temmelig indifferent. Og nogen moti-
vation for at formulere sig politisk findes næppe. Levefoden er stort set steget hur-
tigere end det naturligt følte behov for flere penge, og den materielle fremgang luller
utvivlsomt netop folket politisk i søvn. Og man kan næppe vente et aktivt medarbej-
derskab fra en befolkning, der ikke er sig politisk bevidst.
I sit foredrag i dette forum i januar måned har magister Bent Jensen på udmær-
ket vis peget på nye veje, hvis man ville aktivisere den brede befolkning i udviklingen,
nemlig at knytte til ved de oprindelige fællesskabsformer og andre samfundstradi-
tioner, hvor folk naturligt kunne udnytte en allerede etableret struktur. Tanken er
formentlig rigtig. Netop i de små grupper kunne man selv prøve og lære og erfare
det nye gennem andelsbevægelse eller andre samarbejdsformer, og af disse fælles-
skaber kunne det større øse styrke og realitet. Det er, kan man også sige, så svært
for grønlænderne i dag at få skovlen under og selv komme igang med et initiativ, at
man i hvert fald ikke kan vente det på områder, hvor også selve strukturen for initia-
tivet først må skabes.
167
[8]
Ansvar. „Nu er det ikke længere „de", men „vi", der er ansvarlige." Ovenfor
nævnte præsident Kaunda har prøvet at forklare sit nys befriede folk, at mens man
tidligere, hver gang noget var utilfredsstillendej blot gav kolonimagten (de) skylden
og krævede fejlen rettet, så~må enhver kritik nu rettes mod os selv, fordi nu har vi
selv ansvaret. Der ligger en vældig spore i bevidstheden om selv at være ansvarlig,
at vide, at gør man ikke tingene rigtigt, vil kritikken rettes mod en selv, og man må
selv bære følgerne. Det må være en naturlig udvikling, at større national bevidsthed
og selvfølelse også må skabe større økonomisk ansvarlighed - for det er pludselig
ens egne penge, man er ansvarlig for.
Vi har nok i så lammende omfang taget ansvaret fra grønlænderne, at de ikke
ad den vej kan føle nogen tilskyndelse til at tage fat med begge næver. De er ikke
bange for nogen kritik, for at gøre noget galt — for danskerne får skylden. De er
heller ikke bange for intet at gøre, for det bliver gjort alligevel. De føler ikke det
ansvar, som positiv medbestemmelsesret giver. Mange af dem er endda revet ud af
deres sociale sammenhæng og ikke længere underkastet nogen social daglig kontrol,
som man var vant til, så heller ikke fra den side kan der hentes nogen tilskyndelse.
Hvis det må tillades mig endnu en gang at ty til en klog afrikaners ord: Præsident
Nyerere om de nye landsbyfællesskaber, han prøver at skabe i landet: „Hvis vi for-
hindrer folk i at gøre deres egne fejltagelser, forhindrer vi fællesskabets dannelse.
VI kan rådgive og advare, men hvis vi prøver selv at drive det, ødelægger vi det.
VI kan komme til at betale en høj pris i fejltagelser og skuffelser som et resultat
heraf, men det kan Ikke undgås."
Konklusionen må blive, at vores grønlandske politik ikke i særlig grad synes at
befordre det, som må være dens egentlige formål: At sætte befolkningen igang med
sin egen udvikling. Og vi har allerede behandlet den tankegang, som ligger bag den
førte politik. Tilbage står da endnu et spørgsmål: Hvor stammer denne tankegang
egentlig fra? Hvem er de egentlige ansvarlige for den politik, der føres?
Svaret er l virkeligheden meget indviklet. Spørger man politikeren om, hvorfor
hans beslutninger er, som de er, vil han meget tit henvise til de embedsmænd, hvis
expertice han er afhængig af. Spørger man så embedsmanden, vil han enten give
Sorteper videre til politikeren og sige: Jeg udfører ordrer, selvom jeg klart ser, de
er forkerte. Eller han vil henvise til den faglige ekspert og siger, at dennes expertice
er afgørende for embedsmandens handlinger. Eller måske vil han henvise til den
offentlige mening, pressens og andre mediers pres. Spørger man specialisten, eksper-
ten Indenfor et fag, vil han igen henvise til den opstillede målsætning: At nå dansk
standard — og sige, at han blot handler derefter. Danske myndigheder vil henvise til
grønlandske ønsker — og grønlandske myndigheder til dansk dominans. Ekstra spe-
168
[9]
get bliver det af, at grønlændernes mening meget tit vil være de i Grønland bosid-
dende udsendtes mening, som den kommer frem f. eks. gennem de ofte af udsendte
kontrollerede lokalblade.
Ingen vil vedkende sig det egentlige ansvar — og man er sikkert tit oprigtig nok, når
man siger det. Det er svært at komme problemet til livs, men vi kan i hvert fald prøve
at gøre os klart, at de instanser, vi hver for sig vil skyde ansvaret på, ingenlunde
selv er indforstået med det, men måske mener at have deres synspunkter fra os. An-
svaret for den førte politik falder på os alle: På de formelt ansvarlige politikere,
danske som grønlandske, der kan være vatnisser overfor embedsmænd og eksper-
ter, på de embedsmænd der slår på deres expertice, når det passer i kram-
met, og på deres politiske ansvarsfrihed, når det passer, på den udsendte pres-
sionsgruppe i Grønland og på den offentlige grønlandske pression, på presse og
radio og TV i Danmark, som tvinger både politikere og embedsmænd til at handle
på en bestemt måde og som samtidig mener selv at være ansvarsfri, på specialisterne
og fagfolkene, som for faglig prestiges og personlig ambitions skyld tit misbruger
deres autoritet til at gennemtrumfe en uholdbar praksis, på hjemmedanske myndig-
heder, som i misforstået idealisme gennemtvinger danske regler i Grønland, hvor de
kun er til besvær og ulykke.
En ændring af den førte politik forudsætter, at alle parter forstår problematik-
ken, både i Grønland og her i landet. Det er en langsommelig og måske smertefuld
proces, og den kræver en klar og målbevidst indsats fra mange sider. Og den er nød-
vendig! For vores grønlandske projekt, forfulgt af vanskeligheder, problemer og
erhvervskatastrofer, kan i alle tilfælde kun overleve, hvis alle grønlændernes egne
menneskelige og økonomiske kræfter lægges i vægtskålen.
Nu ved jeg, at mange vil sige: Det er godt med al denne kritik. Men hvad fører
det til? Lad os få et alternativ, lad os få at vide, hvad vi konkret skal gøre. Dette er
jo halvgjort værk.
Jeg kan egentlig ikke anerkende denne indsigelse. Stillet overfor et så kompliceret
projekt som nyordningen i Grønland må ethvert forsøg på ændring dog begynde med
at gøre sig principperne klar, at finde ud af nøjagtigt, hvad det er, der nu er galt —
og ud fra denne erkendelse må man så prøve at opstille nogle nye kriterier for den
fremtidige indsats, kriterier som vel i nogen grad modsætningsvis vil stille sig selv
op ud fra den givne analyse. At udforme en praktisk politik i detailler er ikke enkelt-
mandsarbejde, derimod kan den enkelte nok bidrage til at få stillet disse kriterier op.
Og jeg vil godt slutte med forsøgsvis at nævne nogle enkelte sådanne retningslinier,
der så vidt jeg kan se burde være gældende for enhver fremtidig indsats i Grønland:
169
[10]
1)                                Højere levestandard skal ikke ubetinget prioriteres først.
2)                                  Antallet af udsendte skal søges begrænset og om muligt nedbragt. Den
kædereaktion af nye og større behov, som deres tilstedeværelse betyder, kan
måske derved standses.
3)                                   Lokalt initiativ bør ikke hæmmes selv af vigtige investeringer.
4)                                    Investeringernes niveau må tilpasses landets egne betingelser og det udvik-
lingstrin, man er nået til.
5)                                    De produktive erhverv må ikke ødelægges af offentlige aktiviteter.
6)                                   Der må søges skabt en klar sammenhæng mellem befolkningens ydelse og den
udefra kommende bistand.
7)                                    Man må forsøge at udnytte eksisterende sociale normer som f. eks. af Bent
Jensen foreslået: Kooperativer, decentralisering og indretning af gruppe-
enheder indenfor de nye byplaner.
8)                                 Alt må gøres for at få den brede befolkning med i udviklingen — og før da
bør ingen afgørende valg træffes fra.grønlandsk side.
9)                                   Der må søges udvej for en neddæmpning af aktiviteten, så samfundet kan
finde et mere normalt leje.
10) Der må overlades grønlænderne så meget ansvar, at det virkelig kan få ka-
rakter af en udfordring.
Jeg kunne godt tænke mig, at grønlænderne selv ved eftertanke ville skrive under
på disse kriterier. Det vil i hvert fald være uheldigt, om de skulle tages i anvendelse
imod grønlandsk ønske, selvom de jo heller ikke altid er sakrosante.
Jeg har intet mod mine kolleger de udsendte som enkeltpersoner, og jeg anerken-
der deres flid og indsats i Grønland. Men det ville alligevel blive en glædens dag,
om det forundtes een at se den sidste udsendte afgå fra Søndre Strøm i et af frem-
tidens overlydsfly. Da ville man tro, at Grønland var ved at blive sig selv, — og så
ville det iøvrigt for mig være underordnet, om det skete som dansk amt, storkom-
mune, selvstyrende folkesamfund i riget eller noget helt andet.
Foredrag holdt i Det grønlandske Selskab 10. april 1969.
I70[11]