[1] VEJEN TIL GRØNLANDSK VENDEPUNKT Udtalelser af radiofonichef Frederik Nielsen til Jørgen Felbo JL Grønland synes man i dag med lys og lygte at søge efter udveje i de mangeartede vanskeligheder, der præger landsdelen. Man diskuterer økonomi og erhverv, boliger og befolkningskoncentration, spiritus og skatter. På mange områder står man fam- lende og tilsyneladende overvældet af det uhyre pres, som aktuelle problemer og selve den hastige samfundsudvikling har skabt. Der er tale om et pres, som burde kunne kalde på forståelse i Danmark, idet det danske samfund som bekendt også i disse år er inde i en omstillingsproces, der skaber problemer for hele erhverv, for samfundet og for det enkelte menneske. I Grønland er omstillingsproblemerne helt massive. Intet sted inden for Danmarks grænser er man ude for et så voldsomt pres som i Grønland, hvor man på et kort åremål har gennemlevet en nyudvikling, der alle- rede har betydet en total omlægning af det samfund, der eksisterede ved afslutningen af sidste krig. Det er givet, at man i Grønland sætter sin lid til, at Danmark — også ud fra sine egne omstillingserfaringer i disse år — vil forstå dagens byrde i Grønland. Bl. a. håber man, at denne forståelse vil komme til udtryk, hvis Folketinget gennem- fører den varslede Grønlandsdebat, sådan at en sådan debat ikke får en form og et indhold, der yderligere fratager Grønlands befolkning troen på og håbet om lysere forhold og dermed forringer arbejdslysten i landsdelen. Bagved alle spekulationerne heroppe om politiske, økonomiske og erhvervsmæssige problemer synes der — endnu kun sjældent formuleret — at ligge en bekymring for det åndelige fundament, som skal sikre befolkningens og dermed den enkelte grøn- lænders videre eksistens på menneskeværdig måde. En af dem, der i Grønland har dette spørgsmål for øje, er chefen for Grønlands Radio, Frederik Nielsen, der nu efter 12 år i radiofonichefens stol står for at skulle trække sig tilbage. Hans afløser, viceskoleinspektør Jørgen Chemnitz, er udpeget. — Vi må erkende, siger Frederik Nielsen, at Grønland i dag er inde i en åndelig tomrumsperiode, som er al opmærksomhed værd, fordi den vel til syvende og sidst er årsagen til en række af de fænomener fra^ drikkeri til apati, der præger disse år. Lad være, at det ikke er populært at sige dette rent ud, men sandheden bør dog frem, også selv om den er ilde hørt. 2l8 • ----- TczÆt-------Ul _ _ ~ 17 [2] Frederik Nielsen. — Jeg vil gerne specielt beskæftige mig med det tegn på en sådan åndelig fattig- domsperiode, der hedder den meget be- grænsede aktivitet på litteraturens om- råde. I Grønland havde man i den gamle tid en levende og stærk tradition, der ad genfortællingens vej skabte, udviklede og viderebragte de sagn, der i dag er vort måske fornemste kulturelle eje. Imidler- tid gik sagntraditionen som en levende realitet tabt. Siden har man stort set dels kunnet nævne forsøg på omskabelse af danske folkesagn og eventyr — en slags erstatningsvare for det rene grønlandske produkt — dels har man haft en næsten ubrudt tavshedsperiode, der endnu er en realitet. Dog må jeg sige, at der er ten- denser til, at denne periode lakker mod slutningen. Famlende og usikkert, men umiskendeligt er noget nyt ved at bane sig vej. Frembruddet af en ny grønlandsk litteratur kræver blandt mange andre ting in- spiration udefra og vekselvirkning med tanker og forhold uden for Grønland. I denne forbindelse er sprogspørgsmålet heroppe af afgørende betydning. Så længe det endnu er uklart, hvordan det grønlandske sprogs fremtid bliver, og så længe man debatterer det danske sprogs placering heroppe, vil grønlandske forfattere være dårligt hjulpne. Vi må derfor fastslå, at vi ikke vil miste vort sprog og samtidig, at denne landsdel må indstille sig uden tøven på en dobbeltsproget eksistens. Dobbeltsprogetheden er vel en byrde, men også en broforbindelse. Vi er i dette stykke ikke i nogen anden situation end så mange andre små folkeslag. I virkeligheden må danskere vel også i vore dage være flersprogede for at kunne udvikle sig og følge med. En anden forudsætning, der må være til stede, er en vis økonomisk stimulans for den litterære produktion. Der har været talt om og arbejdet på skabelsen af en grøn- landsk kulturfond, der bl. a. skulle støtte litterære frembringelser. Men vi har intet konkret hørt om resultater — er hele denne sag f uset ud? Jeg mener, det er helt nød- vendigt, at Grønland under den ene eller anden form — måske ved skabelsen af en dansk-grønlandsk kulturfond — får andel i de midler, som Danmark i landets egen- skab af moderne kulturnation investerer i kunstneriske frembringelser. Udvalgte danske forfattere modtager i disse år betydelig støtte fra staten. Vi må bede om, at denne støtte også udstrækkes til Grønland. Betragter man under en lidt bredere syns- 2IQ [3] vinkel Grønlands åndelige situation, forekommer det mig klart, at der her oppe i dag ligesom ventes på en åndelig genfødelse. Tomrummet er så mærkbart, at behovet for, at det udfyldes, er åbenbart for enhver. Endnu taler man måske ikke så meget om det mand og mand imellem, men jeg tror, at befolkningen ubevidst i virkeligheden lytter efter „regn fra det høje", som det hedder i en dansk salme. Omkring 1905 opstod i Grønland en folkelig-kristelig bevægelse, der har betydet meget, men som i dag efter først at have mistet det folkelige indhold nu også er ved at miste det kristelige indhold. Jeg tror på, at man på den ene eller anden måde skal vente en ny vækkelse med alle en sådan vækkelses åndelige og materielle følger i Grønland. Kun en vækkelse kan genføde vort folk og gøre det egnet til at klare ny- tidens uhyre pres på samfundet og den enkelte. Jeg tror ikke, at en sådan vækkelse vil få en nationalistisk karakter. Der er ligesom ikke basis for noget sådant, og det er jeg kun godt tilfreds med. Den udartede nationalisme er vel i vore dage et svag- hedstegn. Derimod tror jeg, at man igen vil se en vækkelse på den stilfærdigt natio- nale og navnlig folkeligt-kristelige grund, en vækkelse, der spirer nedefra, som vokser fra og forgrener sig i selve folket, og som derfor føles naturlig, igangsættende. En vækkelse, der er grønlændernes ejendom, fordi de selv har skabt den på basis af slum- rende kræfter og situationens nødvendighed. En sådan åndelig fornyelse kan ikke provokeres frem og kan ikke importeres. På dette område står vi, modsat næsten alle andre områder i nytiden, over for et krav, der kun kan honoreres af grønlændere. Der kan i dag gives mange og gode grunde til de triste sider af det aktuelle grønlandske samfundsbillede. For eksempel spiritus- misbruget. Men til syvende og sidst skyldes alle disse triste fænomener, at grønlæn- derne er blevet kastet så hurtigt ud i nye og ukendte tilstande, at de så at sige ikke har fået deres sjæl med. Fra denne ynkværdighed søger man virkelighedsflugt på mange måder, som mennesker vel altid prøver på det. Man søger at udfylde tomrummet og glemme problemerne og magtesløsheden ved hjælp af spiritus, materialisme osv. Men kun et fornyet åndeligt indhold vokset op af den folkelige muld kan udfylde tomrummet. I Danmark har vi set vækkelserne tilføre befolkningen nye kræfter af afgørende betydning i det enkelte menneskes liv og i folkets udvikling. Vi har også set, hvordan en åndelig rørelse, der bredte sig fra menneske til menneske, fik ind- virkning på landets materielle ekspansion og formåen. I dag slår bølgerne voldeligt sammen om det grønlandske folk. Megen og stor hjælp modtager vi fra danske lands- mænd. Måtte man ikke i fremtiden nægte os den hjælp. Men vendepunktet heroppe må komme gennem det grønlandske folks egen folkelige og kristelige opvågnen. Gad vidst for resten om man ikke også i Danmark venter på en åndelig renæssance, så- dan som vi gør det her i Grønland. Jeg tror egentlig, at vi også på dette område er i samme båd som vore danske slægtninge og venner. (Berlingske Tidende). 22O [4]