[1] NEKROLOG LISBET HINDSGAUL. 1890-1969 Lisbet Hindsgaul gik så stærkt op i arbejdet i »Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn«, at man vist nærmest havde det indtryk, at hun ikke havde andre gøremål. Men slår man op i »Den blå Bog«, bliver man i allerhøjeste grad revet ud af en sådan vildfarelse, for trekvart spalte i denne fortæller noget andet, idet fru Hindsgaul havde eller havde haft en meget lang række tillidshverv, så mange, at man knapt forstår, at hun kunne ofre så megen tid på de grønlandske børn, som hun vitterligt gjorde. Men forklaringen herpå er for så vidt ligetil, for disse børns vel var hende en hjertesag, og er en opgave blevet det, så finder man altid tid til at passe den og får kræfter nok til at opfylde dens krav. Og bortset fra det sidste års tid, hvor sygdom har hindret fru Hindsgaul i at være aktivt med i arbejdet, er hun jo altid gået op i sit grønland- ske arbejde med liv og sjæl og er aldrig veget tilbage for - selv i en høj alder - at foretage lange rejser til sine hjertebørn, de fem børnesanatorier i Grønland. At man i Grønland skønner på hendes indsats for børnene deroppe, vidner dette, at hun i le- vende live af en kommunalbestyrelse fik sit navn knyttet til en vej til et af disse sanatorier, »Lisbet Hindsgauls vej«. Der skal i denne forbindelse ikke skrives nogen udtømmende nekrolog over Lisbet Hindsgaul, men det bør ikke være ubemærket, at en af dem, der virkelig har gjort en personlig indsats for børnene i Grønland - og dermed for det grønlandske sam- fund - er gået bort. Lisbet Hindsgauls navn vil leve længe i Grøn- land. Fru Hindsgaul var dekoreret med ridderkorset af 1. grad samt belønningsmedaljen i guld med krone. Mikael Garn. 221 [2]