[1]
LIGESTILLING?
Af Jakob Janusscn
JLyet er hidtil ikke rigtig lykkedes at danne et levedygtigt politisk parti i Grønland.
Der kan være flere grunde hertil. Helt generelt kan man vist godt sige, at vi i Grøn-
land endnu har et stykke vej at tilbagelægge, før befolkningen kan betegnes som
politisk bevidst. En sådan bevidsthed kommer, efterhånden som befolkningen får en
bedre uddannelse, efterhånden som kommunikationsforholdene i landet bliver
bedre osv.
Desuden har grønlænderne hidtil været vant til at stemme på personer. Der har
således ikke været tradition for at stemme på partier. Det skal dog vel være muligt
at vænne befolkningen til at stemme på partier, hvis man samtidig tilbyder dem en
anerkendt og politisk „veletableret" mand som parti-repræsentant. En sådan mulig-
hed synes at være til stede i forbindelse med det parti, folketingsmand Knud Hertling
er ved at starte. Det er ingen hemmelighed, at undertegnede har hjulpet K. H. i hans
forarbejde med partiet.
Jeg skal i det følgende prøve på at analysere den nuværende sociale - i betydnin-
gen: samfundsmæssige — situation i Grønland. Samtidig vil jeg dog gøre opmærksom
på, at det kun er visse sider af den nuværende situation, jeg agter at beskæftige mig
med. For mig at se står og falder det kommende partis muligheder for at eksistere
og udvikle sig med, at vi gør os klart, hvad det er for et samfund, vi har med at gøre,
hvilke problemer det har, og hvilke løsninger vi har på problemerne. Endvidere vil
jeg forsøge at beskrive partiets målsætning, så vag som den endnu må være, fordi
den af indlysende grunde først vil blive konkretiseret / Grønland og med tiden. Jeg
vil med det samme understrege, at betragtningerne er mine og ikke noget, som er
konfirmeret af partiets stifter — Knud Hertling.
Enhver, der har fulgt debatten om Grønland i de senere år, ved, at Grønland be-
finder sig i en overgangssituation. En overgang fra et næsten statisk fangersamfund
til et dynamisk industrisamfund. Det er endvidere kendt, at man har prøvet på — og
for så vidt stadigvæk prøver på — at gøre den overgang så kort som mulig. Siden den
såkaldte nyordnings start i begyndelsen af halvtredserne har den danske indsats i
251
[2]
Grønland været meget omfattende. Ikke alene infrastrukturen — det skelet, der skal
til for at få et samfund til at fungere — men også produktionsanlæggene er stort set
blevet skabt eller er ved at blive skabt af danske håndværkere, dansk materiale og
efter dansk fremgangsmåde.
Det er et væld af faktorer, der har betinget, at udviklingen har haft det forløb
og den karakter, den rent faktisk har haft. For det første har ønsket eller kravel om
ligestilling figureret i enhver grønlandsk politikers ønskeliste. Dette krav har til-
skyndet skabelsen af „danske tilstande" i Grønland. For det andet har danskerens so-
ciale samvittighed trukket i samme retning. For det tredje har det førnævnte ønske
om at gøre overgangen så kort som muligt fremmet den selvsamme udvikling.
Endnu en fjerde faktor bør nævnes: Den grønlandske befolknings udviklingsstade
har gjort, at der ligesom ikke rigtig har været nogen til at repræsentere grønlænder-
nes interesser l planlægnings- og udviklingsarbejdet. Dette har ført til, at udviklingen
har været planlagt af danskere med dansk opdragelse, danskuddannelse, dansk tra-
dition, osv., osv. De nævnte faktorer har bevirket, at udviklingen har været helt fan-
tastisk stærk, og at den stort set har været efterligning af danske forhold, d. v. s. en
set fra dansk synspunkt nem udvej.
Der er grund til at dvæle lidt ved de nævnte faktorer. For ikke at blive misforstået
må jeg lige understrege, at jeg er helt overbevist om, at motiverne bag den førte
grølilandspolitik har været de allerbedste, at man har gjort det så godt, man kunne,
men, at man blot har været uvidende om visse grundliggende ting, fordi opgaven har
været uvant. — Jeg tror, at grønlændere, der har ønsket ligestilling med danskerne,
simpelt hen ikke har vidst nok om, hvordan danskerne har nået det stade, de har nu.
Der har alt i alt i Grønland været og er alt for mange vrangforestillinger om danske
forhold. I den forbindelse er det nærliggende at citere Svend Thorsen, når han i „Fol-
kets veje" side 154 skriver om den politiske udvikling i Danmark fra 1849 og frem-
over: „En franskmand, en mand fra Robespierres, Marats og Dantons land, som
sammenholder Danmark af 1849 med det nuværende, et helt nyt — og ikke blot som
følge af den almindelige europæiske udvikling, men tillige et viljeskabt — han vil
respektfuldt udbede sig årstallene for vore revolutioner og interesseret spørge, hvor
guillotinen stod, om på Rådhuspladsen eller GI. Torv. Man måtte så med nogen
undseelse forklare ham, at Danmark er de jævne politiske overganges land, og at
det eneste revolutionsmonument, der hidtil er rejst i hovedstaden, står foran Chri-
stiansborg og gælder en trivelig konge, som i 1848 — medens Louis Philippe flygtede
fra Paris og barrikader rejstes både i Berlin og i Wien — erklærede, at han stadig
følte sig styrket ved sit folks kærlighed, og derefter gav en fri forfatning.
Vort folkestyres arbejdsform har været den ikke meget galliske: „Endnu et bitte
nyk!" Dog, også dermed kommer man langt. Mellemstadierne på vejen er jævnlig
252

[3]
mange, og de enkelte resultater kan synes små og grå, men følger man linjen til ende,
opstår der ofte en overraskende perspektivudvidelse, en bred lysning i skoven, som
giver mening også bagud."
Selv når vi ser bort fra vrangforestillingerne, synes jeg, at det er en falliterklæring
stort set blot at ville efterligne danske forhold, når man vil udvikle Grønland. Rent
geografisk er Danmark og Grønland to vidt forskellige lande. Danskere og grønlæn-
dere har en vidt forskellig kulturel baggrund. De har hver deres historiske baggrund
og befinder sig på et forskelligt udviklingsstade.
For at overbevise os selv om, at danskerens sociale samvittighed har været en virk-
som faktor, behøver man blot at tænke på de offentlige reaktioner, der rejste sig efter
avisernes skriveri om Grønland i slutningen af fyrrerne og efter Christian Krygers
ellers udmærkede TV-reportager. Det skal indrømmes, at det kan være meget for-
friskende at se, hvorledes „udenforstående" ser på tingene, og at de kan være med
til at få os til at se på tingene på en anden måde, end vi er vant til daglig, men man
kan nu ikke engang forstå de grønlandske problemer tilnærmelsesvis fuldt ud, når
man ikke ser dem i deres grønlandske sammenhæng og ikke bruger den grønlandske
målestok. Vi må i Grønland bruge den grønlandske alen, som min gode ven Knud
Hertling plejer at udtrykke det.
Det skal indrømmes, at det vil være svært for danske planlæggere at sætte sig ind
i grønlændernes forudsætninger. Hvis man skal kunne gøre det fuldt ud, vil det kræve
en meget stor intellektuel præstation. Det er svært, men det kan lade sig gøre. Begyn-
delsen er gjort med Bech Nygaards sidste Grønlands-roman „Solen står lavt", Mads
Lidegaards „Det gælder Grønland" og Palle Kochs „Der skal være så smukt i Grøn-
land . . ."
Den udvikling, grønlænderne står midt i, savner næsten et sidestykke overalt i
verden. Danmarks udvikling er hidtil gået så tilpas langsomt, at danskeren har kunnet
vænne sig til og indstille sig på de ændrede tekniske, økonomiske og sociale vilkår.
Derfor har den danske politiske debat hovedsageligt været koncentreret om politisk-
taktiske og økonomiske faktorer. Politikerne har stort set været vant til at sætte ram-
mer, som menneskene så kunne udfylde. — Endvidere har det offentliges indsats på
det almen-menneskelige område indtil de allersidste årtier været begrænset til at rette
menneskelige skader op, når de er sket. Først i de sidste par årtier er man for alvor
begyndt at interessere sig for forebyggende foranstaltninger.
Med det tempo, den teknisk-økonomiske udvikling i Grønland har haft de sidste
tyve år, har den jævne grønlænder haft svært ved at følge med. Det er ikke nogen
overdrivelse at hævde, at der er opstået store menneskelige problemer, hvoraf det
253
[4]
meget omtalte spiritus-problem blot er symptomet for hele problemkomplekset. Util-
sigtet - idet jeg atter understreger, at jeg er overbevist om, at motiverne bag grønlands-
politikken altid har været og er de allerbedste — har man placeret den jævne grøn-
lænder (og det vil sige: den allerstørste del af den grønlandske befolkning) i den mest
ydmygende situation, noget menneske overhovedet kan befinde sig i: følelsen af at
være overflødig i sit eget land.
Hvad skal vi så gøre? Skal vi fortsætte den nuværende skæve rytme uforandret,
fordi den nuværende udvikling er i gang (sådan som en anmelder af Lidegaards sidste
bog skrev i Holsteinsborgs lokale blad) ? — Mit svar er afgjort nej. Vi må sætte
udviklingstempoet ned. Vi må give mennesket lejlighed til at kunne følge med, for
menneskelige skader er svare og dyre at reparere, når de først er sket.
— Vi må fra grønlandsk hold holde op med at kræve ligestilling med danskeren for
enhver pris. Målet for den politik, vi skal føre, må være, at så mange grønlændere
som muligt kommer til at føle, at samfundet kommer dem ved, at så mange grønlæn-
dere som muligt bliver tilfredse borgere i og føler sig fortrolige med deres samfund.
Kravet om ligestilling må være underordnet den nævnte målsætning.
En ting er jo også sikker: Vi opnår ikke ligestilling med danskere, ikke fordi dan-
skerne nægter os ligestilling, men fordi danskernes og vore forudsætninger er for
forskellige.
Hidtil har vi i Grønland diskuteret ligestilling uden at gøre os klart, hvad begrebet
indebar. Efterhånden som den er blevet konkretiseret, er det blevet mere og mere
klart, hvor svær den er at opnå. Vi kan tage fødestedskriteriet som eksempel. Føde-
stedskriteriet er det mest kontante og konkrete tidtryk for, at ligestilling ikke er mu-
lig. Det må vi se i øjnene, hvor bittert det måtte være at konstatere, men det betyder
ikke nødvendigvis, at jeg accepterer kriteriet i dets nuværende udformning, men jeg
ser det som en umulighed at indføre fuldstændig ligeløn i Grønland og i Danmark.
Dertil er de grundliggende økonomiske faktorer alt for forskellige.
Vi må forlange, at danskere, der skal til Grønland for at medvirke i landets op-
bygning, får en meget mere indgående oplysning om og undervisning i grønlandske
forhold — også sproget. Det kan lade sig gøre. Man har blot aldrig forsøgt at tage
fat på en systematisk måde. Hvad gør man ikke for danske u-landsfrivillige?
Betyder alt dette, at det kommende parti ønsker eller blot har løsrivelse fra Dan-
mark i tankerne? — NEJ! Vi kan i Grønland slet ikke undvære den støtte, vi hidtil
har fået fra danskerne i form af kapital, teknik og viden. Endvidere har vel de fleste
grønlændere knyttet sådanne personlige relationer til danskere, at de ikke ønsker at
kappe disse forbindelser over. Vi er ikke f å grønlændere, der har det sådan, at nogle
af danskerne hører til de mennesker, vi overhovedet sætter mest pris på og respekterer
254

[5]
mest. Vi har i Grønland til stadighed brug for inspiration fra danskernes side; men
enhver må efterhånden kunne forstå, at man ved så ofte at kræve „danske ordninger"
lægger kimen til fremtidige konflikter, fordi man frustrerer den grønlandske befolk-
ning ved at proklamere mål, der er så høje, at kun få har udsigt til at nå dem.
I fremtiden må den danske indsats i Grønland udformes således, at der i højere
grad bliver taget hensyn til de grundliggende menneskelige faktorer, der bør indgå
i al udvikling, hvis den skal lykkes. Det er sådant overalt i verden, at mennesker
altid behøver tid til at vænne sig til nye omgivelser. Det er altid svært at ændre på
folks vaner, adfærdsnormer og indstillinger til tingene. Grønlænderne er vist ingen
undtagelse fra denne regel. Der er i hvert fald intet, der tyder på, at vi er. Der har
i de allerseneste år været talt meget om, at den grønlandske arbejder er en ustabil
arbejdskraft.
Er han? Og i bekræftende fald hvorfor da?
Svaret burde alle menneskekendere kunne forstå, når de hører følgende : Indtil for
ganske nylig så vi grønlændere op til vore landsmænd, der var uafhængige af uret,
klokken. Vi så op til frie erhververe, der stod op for at tage på fangst, når det var
ved at blive lyst. Når de så havde fået dagens fangst, roede de hjem. Vi så ned på
folk, der som mere eller mindre løs arbejdskraft ved handelen — kivfalukat — var
afhængige af klokken. — Nu stiller industrisamfundet en helt modsat norm, nemlig
afhængighed af uret.
Vi må erkende og arbejde ud fra, at det danske rige består af tre nationaliteter.
Selv en ubevidst manglende hensyntagen til de tre nationaliteters eksistens kan gøre
megen skade. Det vil være en virkelig rigdom for det dansk-færøsk-grønlandske
samfund, hvis vi kan nå så vidt, at vi begynder at acceptere, at hvert af os har lov
til at have sine „særheder".
Alt det forudgående forudsætter, at vi holder op med alene at tage hensyn til tek-
niske og økonomiske effektivitets- og hensigtsmæssighedshensyn. Vi må lære at tænke
mere humanistisk, end vi hidtil har gjort. Det er i længden alt for dyrt og for øde-
læggende at ignorere almenmenneskelige, psykologiske faktorer.
Humanister, som har vovet at tage del i den grønlandske, offentlige diskussion, har
fået etiketten „romantiske teoretikere" påhæftet. Undertegnede har ingen illusioner
om, at den nuværende politiske kurs bliver ændret med det første. Netop derfor er
der al mulig grund til at starte en virkelig debat om hele grønlandspolitikken. Det
kan nu engang imellem være meget, meget sundt at prøve at anskue grønlandsspørgs-
målet ud fra en helhedsbetragtning. Folketinget må efterhånden alvorligt overvej e at
tage en generel drøftelse af Grønlands udvikling. Landsrådsformandens modstand
25S
[6]
imod en sådan debat er for svagt funderet til at hindre det behov, der vitterligt eksi-
sterer for at høre grønlandsspørgsmålet blive kommenteret fra tingets talerstol.
Det kommende partis hovedformål er at skabe grundlaget for, at flest mulige bor-
gere i Grønland kan komme til at være tilfredse borgere i et velfærdssamfund. Vel-
færdssamfund, fordi et nogenlunde acceptabelt leveniveau i et land som Grønland
forudsætter en meget udpræget fællesindsats. Hovedformålet søges opnået bl. a. ved
erkendelse af eget værd som grønlænder og som medborger i det danske rige. Vi tror
ikke, at der findes en genvej til integration med Danmark. Tværtimod er vi over-
bevist om, at en for vidtgående ligestillingspolitik snarere tilslører end afklarer de
vigtige problemer, der eksisterer, og at alt for ambitiøse politiske mål og foranstalt-
ninger, der opstilles og gennemføres i ligestillingens og integrationens hellige navn,
skaber kimen til senere alvorlige spændinger, fordi de er ude af takt med de faktiske,
barske forhold i Grønland.
Grønlænderne har en tradition for at have en, holdning til livet. Det er ofte ligefrem
forbavsende at høre ældre grønlændere, hvor dybt de har tænkt over livet, hvad de
har villet med deres liv. — Ligeledes lå der dybtgående overvejelser bag forældrenes
opdragelsesmetoder over for deres børn. — Alt det skulle ikke så gerne gå i glemselen.
Det er en af det kommende partis helligste pligter, at det ikke sker.
(Aarhims Stiftstidende).
256[7]