[1]
GRØNLAND VED EN KORSVEJ
Landsrådsformand Erling Høegh ved åbningen af landsrådsmødet
den 17. september 1970
JL/et landsrådsmøde, vi nu tager fat på, er formentlig det sidste før landsrådsvalget
til foråret. Det nuværende landsråd påbegynder hermed med andre ord at afrunde
det arbejde, der har stået på siden sidste valg. — Vi vil bestræbe os på at gøre dette
arbejde på en sådan måde, at ingen med rette kan beskylde os for at skele til valg-
dagen (16. april 1971). Også i de kommende måneder skal saglighed og alene hen-
synet til, hvad vi efter bedste overbevisning mener er til Grønlands fordel, lede os i
vore afgørelser!
Det vil i denne forbindelse være vigtigt at lægge mærke til, at Grønland nu i 1970
på mange måder på ny er kommet til en korsvej: Synspunkter, strømninger, begiven-
heder og forhold i den store verden, i Danmark og herhjemme i Grønland betinger,
at vi, såfremt vi netop vil leve op til kravet om saglighed og hensyntagen til fremtids-
perspektiverne, må begynde at tage stilling til Grønlands-politikkens langsigtede
linjer samtidig med, at vi naturligvis stræber efter at skabe en klaring og afgørelse
på de punkter, der er af akut karakter og som kræver en hurtig afgørelse.
Lad mig nævne nogle af de punkter, der gør det berettiget at tale om, at vi er
kommet til en korsvej: Udviklingen i verden med spændinger og afspændinger, med
internationale kriser, med krige og lidelser, sult og nød gør det nødvendigt og rigtigt,
at vi ikke glemmer, at vi kun er en lille bitte del af en vældig sammenhæng, hvor
problemet dybest set er at finde formlen for at leve sammen i fred og fordragelighed
på basis af, at de bedrestillede yder til dårligere stillede inden for de enkelte samfund,
og hvor de rige lande husker deres ansvar for de fattige lande inden for nationer-
nes fælles verdenssamfund. Verden bliver ikke et bedre sted at leve i, hvis der ikke
findes udveje for at bygge broer over modsætningsforholdene, — de sociale i de en-
kelte lande og de velstandsmæssige mellem nationerne. Lukker vi øjnene for vor
plads i denne sammenhæng, svigter vi folkeligt og menneskeligt. Lad os aldrig være
os selv nok. Også vi har — skønt vore kræfter kun er få og svage — et medansvar for
denne jord, vi lever på.
321
[2]
Ser vi på Europa, er det især bestræbelserne for opbygningen af et bredere euro-
pæisk fællesskab, der falder i øjnene i disse år. Også her er vi deltagere i det, der
sker, så sandt som vi via Danmark er medlemmer af dette Europa, og så sandt som
vi måske sammen med Danmark — og i øvrigt lande som Storbritanien og Norge -
kan tænkes at blive egentlige medlemmer af det europæiske fællesskab, bedre kendt
som fællesmarkedet.
Hvad en sådan indlemmelse i et så stort fællesskab kan komme til at indebære,
er der vist ikke nogen, som i dag i detaljer kan redegøre for. Dels er forhandlingerne
om udvidelse af fællesmarkedet først netop begyndt, dels er der alt i alt tale om et
meget kompliceret problemkompleks, der formentlig vil komme til at gribe afgørende
ind i hele det europæiske livsmønster.
Det, vi imidlertid allerede nu kan forstå og bør lægge os på sinde, er, at en større
enhed er ved at blive forberedt — at der åbnes porte til en stor og på een gang skræm-
mende og løfterig sammenhæng, der vil betyde muligheder og byde på udfordringer
for alle, der er med — og i givet fald altså også for os. Også her må vi se i øjnene,
at vi ikke længere kan leve gemt hinsides verdens store have og bag ufremkommelige
ismasser — med andre ord — også dette perspektiv inspirerer os til at tænke i helt andre
baner, end man har vænnet sig til at gøre det heroppe igennem århundreder. Ligesom
verdensrummet i disse år åbner sig for menneskeheden, åbner vor egen jord sig for
landenes befolkninger. Vi står lidt svimle over for tidens krav og aner, at der ligger
chancer og farer for vor fodt først og fremmest, at vil vi leve, kan vi ikke vende
ryggen til morgendagens vældige parole om at være med og finde vor plads i arbejdet
for at skabe en ny sammenhæng i verden og mellem dens mennesker.
I Danmark har man alle disse problemer helt inde på livet. Også i det lille grønne
Danmark står vore landsmænd i dag på een gang lidt tøvende og frygtsomme, men
også spændte og agtpågivende og ivrige over for nye krav, der melder sig i hastig
rækkefølge. På snart sagt alle punkter er der optræk til forandringer, eller man er
midt inde i en omstillingsproces.
Jeg nævner dette, for at vi ikke hos os skal tro, at vore vanskeligheder og vor kamp
for den nødvendige omstilling er noget enestående og kun gældende for os. Det er
det langtfra. Som vore erhverv trænges og trues, kender man trængsler og trusler i
Danmark. Tænk blot på, hvordan det danske landbrug, der for blot en generation
siden syntes urokkeligt og centralt placeret, kæmper for at finde fodfæste under den
uhyre strukturændring, som dette erhverv er ude for. Dansk industri har også sit at
se til. Tidevandet har også nået skoler og universiteter — ja end ikke folkekirken
går fri. Det er i virkeligheden, som om hele samfundet er i smeltediglen — vort sam-
fund såvel som alle andre folks på jorden. Vi er inde i en opbrudstid, hvor ledeordene
er de store enheder og det brede samarbejde.
322
[3]
Vi grønlændere skal i de kommende år finde vor plads i denne verden. Vi må og
skal — for vore børns skyld — se og forstå, at der ingen vej er tilbage til den fredelige
isolation, ja, forstå, at selv det samarbejde og den nytid, vi har oplevet især i årene
efter sidste verdenskrig, kun har været forsmag på det, der ligger forude. Det kan
være lokkende at tage skyklapper på i dag; det kan være fristende at vende det døve
øre til tidens stemme og lulle sig ind i ønskedrømmenes verden, hvor vi kan kredse
om os selv og vort eget. Men det må gå op for os alle, at der ikke er en fremtid, men
kun stagnation og tilbagegang i en sådan stillingtagen. Vi skal ikke glemme vort eget
og ikke svigte vort eget, men vi skal være åbne for impulserne udefra og dermed
gøre os selv egnede til i frugtbart samarbejde med andre at yde vort beskedne bidrag
til skabelsen af en ny verden — den, der må blive resultatet, når oprørte vande lægger
sig en dag. At afvise og forkaste, at være bedrevidende og national-egoistisk er lige
så tåbeligt, som det vil være måbende at sluge enhver tilbudt bid, blot fordi den frem-
træder under det nyes etikette. Vi har fået talenter betroet her i Grønland. Vi grøn-
lændere må bruge vore talenter og ikke skræmte grave dem ned.
Jeg har ønsket at sige alt dette, fordi vi her står over for det faktiske udgangspunkt
for vore egne grønlandske overvejelser i de kommende år.
Når vi nemlig siger, at vi ikke må svigte vort eget midt i den verdensomspændende
omstillingsproces, så betinger det, at vi her i Grønland må stræbe efter at beskikke
vort eget hus bedst muligt. Her er vi vist enige om, at vi så hurtigt, som det praktisk
og sagligt er muligt, må søge vort kommunale selvstyre etableret og grundfæstet.
Grønlændere må råde og have ansvar i de grønlandske kommuner. Grønlandske kom-
munalpolitikere må på eget ansvar lægge linjerne ud for byers og distrikters udvik-
ling. Og grønlændere må efter evne selv bidrage i stadig højere grad til gennemfø-
relse af de projekter, der lokalt besluttes iværksat.
Finansudvalgets formand sagde under sit ophold i grønlandske byer, at krav, øn-
sker og vilkår her stort set svarede til, hvad man kunne finde i lokalsamfund af
samme størrelse i Danmark. Udmærket — lad os bare få at vide, at vore forhold ikke
er enestående. Men lad os også presse på for at få kommunalt råderum og kommunal
kompetance, som det kendes i danske kommuner. Vi vil ikke standse, før vi har set
dette grønlandske kommunale selvstyre skabt. Vigtigt er det også, at vi inden for
kirken får det demokrati, som man har og er ved at udvikle inden for menighedsråd
i Danmark.
Også på anden måde må vi i Grønlands-politikken sørge for en å jourføring, der
giver Grønland ikke blot af ord den reelle landsdelsstatus. På basis af, hvad værdi-
fulde grønlandske folketingsmænd har gjort og ydet i vort fælles folketing, rigets
øverste folkevalgte forsamling og dermed centrum både for grønlændere og dan-
skere, må vi arbejde videre for stærk og overbevisende at tale Grønlands sag på tinge
323
[4]
og at lade vore valgte repræsentanter tage del i hele rigets anliggender. Den tid er
og må være forbi, da Grønland var en parentes i folketingets arbejde, et emne, der
vel ombølgedes af en velvilje, vi er taknemlige for, men dog en slags biting. Også
i folketinget må vi tage vor plads og være ikke blot grønlandske, men også danske
folketingsmænd, der tager medansvar for, hvad der berører os_ alle.
Vi vil gøre det også ud fra den betragtning, at vi har noget at byde vore lands-
mænd. Og her tænker jeg ikke blot på, hvad grønlandsk turisme og måske en kom-
mende grønlandsk udnyttelse af naturrigdomme kan komme til at betyde for rigets
økonomi, men også på det, vi i kraft af egenart, kultur og historie kan have at skænke
vore danske landsmænd i et stadigt tættere og mere ligeberettiget samarbejde. Det
er mit håb, at vi på 250-årsdagen for Hans Egedes ankomst til Grønland næste år
vil kunne manifestere både, hvad vi har at give, og hvad vi er taknemmelige over at
modtage fra Danmark. Men vi må huske, at denne gensidighed skal vokse og blom-
stre i hverdagens konkrete arbejde og samarbejde.
I det arbejde, jeg her har skitseret, har vi brug for vor ungdom. Holsteinsborg-
konferencen i sommer har givet mange impulser, der vil indgå i vort arbejde. Først
og sidst ved vi, at ungdommen skal være vor port til en ny tid og til en ny verden. Kan
ungdommen ikke forstå den ny tids krav skabt af en verden i opbrud, så kan ingen
forstå dem. Jeg hilser ungdomsoprøret her og andre steder velkommen. Lad de unge
være vore inspiratorer og vejledere, når vi ældre er ved at svigte ved at læne os mætte
og tilfredse tilbage i stolen, og når vi af bekvemmelighedsgrunde er til sinds at lade
tingene blive, som de var, uden at gøre os klart, om det, der var, er godt nok. Men
lad de unge forstå, at samtalen er forudsætningen for fælles forståelse, og lad dem
erkende, at oprør for oprørets skyld ikke vækker respekt og ikke skaber positive re-
sultater. Måtte de unge først og sidst forstå, at vi grønlændere som andre folk i dag
må gå den svære vej ud i verden og vedkende os vor samhørighed med den.
Den nye tid byder ikke os, så lidt som den byder danskere og andre folk, en dans
på roser. Den kræver ofre og omstilling. Den kræver opgivelse af vaneforestillinger.
Den kræver et åbent sind og en god vilje. Den kræver vel egentlig fundamentalt det
overvældende, der er sagt så enkelt og stilfærdigt: At man ikke handler over for sin
næste på anden måde, end man håber, ens næste vil handle over for en selv. Og det
gælder såmænd lige helt til praktiske erhvervsmæssige områder. Ønsker vi at blive
vel modtaget i Danmark, lad os så modtage vore danske landsmænd vel. Ønsker vi
at blive hørt i Danmark, lad os så lytte, når danskerne vil tale med os. Ønsker vi, at
verden skal åbne sig for vore unge, lad os så ikke lukke os inde i vor egen verden og
vende tidens store krav ryggen.
Jeg kan ikke lade være med som afslutning på denne sidste åbningstale i valg-
perioden at sige til hvert eneste hjem i Grønland: Vi er midt i en tid, der lægger store
324
[5]
byrder på vore skuldre. Intet hjem heroppe kan sige sig fri for problemer og van-
skeligheder. De gamle kan have svært nok ved at forstå både tiden og ungdommen.
Hvor er den verden blevet af, som de elskede og kendte? Vi midaldrende kan af og
til føle kræfterne svigte, for ansvaret er stort, og det er et ukendt land, vi sætter
kursen imod. Og de unge er søgende og splittede imellem respekt og loyalitet over
for det tillærte og hunger efter at gribe og forme en ny fremtid. Det er ikke helt let
at være grønlænder i dag. Det er ikke helt let at være menneske i dag!
Midt i dette vil vi hente kræfter i den kendsgerning, at vi står sammen, at vi har et
fællesskab, som vi ikke vil lade nogen bryde. Et grønlandsk fællesskab. Et dansk-
grønlandsk fællesskab. Vi kan ikke være det foruden, det er galmandssnak at sige
andet. Men udover det folkelige fællesskab har vi i dette land en kraftkilde at øse af.
Den er uudtømmelig og vil bruges. Grundtvig pegede på den, da Danmark i 1843 stod
i en skæbnetime. Og vi kender hans ord fra hans digt til Danmark:
Sort ser det ud,
men almægtig er Gud!
og hvert vers slutter han med:
thi end lever den gamle af dage!
Velkommen til landsrådsmedlemmerne og medarbejdere til valgperiodens sidste
landsrådssamling!
325[6]