[1]
SPROG OG KULTUR I GRØNLAND
Af Mads Lidegaard
JL en kronik i Politiken har Mogens Boserup som også tidligere fremsat en række
tanker om en kulturpolitik for Grønland med den hovedkonklusion, at man for hur-
tigst at integrere grønlænderne i den moderne^verden må^opgive opretholdelsen af
det grønlandske sprog som skole- og kultursprog og helt koncentrere sig om at lære
grønlænderne dansk som kontaktled til den øvrige verden og dens erfaring og ud-
dannelser, så man kommer ud af den isolation, som det grønlandske sprog holder be-
folkningen i.
Boserup henholder sig til klare og kontante økonomiske og tekniske argumenter,
som synes vanskelige at imødegå uden at henfalde til romantiske og stærkt følelsesbe-
tonede modargumenter. Alligevel må der gøres indsigelse, fordi Boserups synspunkter
egentlig kun er udtryk for hele den opfattelse, som har dikteret vores grønlandspoli-
tik under nyordningen, specielt de sidste 20 års sprog- og skolepolitik, som næppe kan
påstås at have været succesfyldt. Og selv om Boserup foreslår endnu mere radikale
metoder taget i anvendelse for at gennemføre denne politik, må man dog se med stor
uro på, om denne politik nu også er rigtig, og om man overhovedet vil kunne nå
væsentligt videre med de boserupske metoder.
Jeg tror, at Boserup med meningsfæller gør sig skyldige i en række alvorlige mis-
forståelser :
l) Man mener, at det, grønlænderne mangler for at kunne hævde sig under de nye
leveforhold og løfte sig ud af underkuelsen, er færdigheder, viden, læsning og erfa-
ring i forhold til det moderne samfund — og alt dette skulle man kunne få ved at lære
dansk. Men man glemmer, at det afgørende ikke er alle disse sådan set tekniske ting,
men tværtimod indstillingen, ønsket om og viljen til at hævde sig. Det gamle fanger-
samfund forudsatte hos sine medlemmer en helt anden mentalitet og totalindstilling
til tilværelsen end det moderne samfund. Omstillingen fra det ene til det andet er
ikke blot et spørgsmål om viden og færdigheder og erfaring, men en dybtgående mo-
ralsk og menneskelig forandring, som måske nok kan sættes i gang udefra, men som
kun kan ske ved en direkte påvirkning af hele livsindstillingen. Sådan noget kan van-
skeligt ske på et fremmed sprog udefra, men sker bedst indefra og på det sprog, som
alene kan tale til de dybeste følelser i mennesker.
326
[2]
2)                           Dermed er vi ved den anden misforståelse: At et sprog kun er et teknisk med-
delelsesmiddel, og at derfor alene dets rent tekniske anvendelighed skal medtages,
når man bedømmer sprogets egnethed som kommunikationsmiddel. Men et sprog
er jo noget helt andet også — og først og fremmest. Det er netop et produkt af det folks
hele tankegang og mentalitet, som har skabt sproget. Alle de særlige vendinger og
nuancer svarer nøje til fænomener i den pågældende befolknings tankeverden. Mo-
dersmålet alene har udtryk for alt det, der rører sig i dets bærere - og det alene
forstås fuldt ud, netop med alle nuancer. Hvis man derfor skal have chance for at
tale ned til selve grundlaget for livsholdningen, da findes der vel ingen anden vej end
netop dette ene sprog. Det er så sandt idag, som da det først blev sagt af Grundtvig:
„Modersmål er vort hjertesprog — kun løs er al fremmed tale. Det alene i mund og
bog kan vække et folk af dvale."
Grønlænderne befinder sig i en menneskelig krise, i en skæbnesvanger omstillings-
proces, hvor alt afhænger af, om denne omstilling kan gennemføres. Det vil være
helt uansvarligt, om man just på dette kritiske tidspunkt prøver at berøve dem det
fornemste redskab, som overhovedet findes til at gennemføre omstillingen — og det
er enfoldigt at tro, at dansk kan erstatte grønlandsk i denne funktion. Jeg tror, vi må
se i øjnene, at en menneskelig fornyelse og genrejsning kun kan ske gennem grønlæn-
dere og på grønlandsk.
Nu vil Boserup jo ikke udrydde grønlandsk-kun fjerne det fra skolen. Men hvis
sproget skal være et effektivt redskab, må det også kunne skrives og læses — så meget
mere som det i de næste 50 år vil være det eneste medium, med hvilket man vil kunne
få store dele af befolkningen i tale skriftligt overhovedet - f. eks. de 30 % på de
små pladser, som Boserup omtaler og iøvrigt reducerer til 25 %. Men de er jo også
mennesker og har krav på at kunne forstå, hvad samfundet vil dem.
3)                         En tredje misforståelse går ud på, at når man taler om grønlandske kulturvær-
dier, mener man sagn og myter og kajakker. Men der findes jo også kultur på en
anden led. Man kan ikke sige, at fangerkulturens elementer er uanvendelige i et mo-
derne samfund — og at grønlænderne derfor ikke på dette grundlag kan bygge et
moderne samfund. Den gamle danske bondekultur var jo også en kollektiv naturalie-
økonomisk livsform med ensidigt erhvervspræg. Der er ikke meget af den, der har
kunnet overføres til det tekniske samfund. Alligevel har vi her i landet skabt et tek-
nisk samfund, som ikke bare er teknisk, men som også er dansk — til forskel fra de
moderne samfund i Tyskland, Frankrig og England. Og ligesom der findes en særlig
dansk måde at tilpasse sig teknikken, kunne der jo også udmærket findes en særlig
grønlandsk. Det er jo netop spørgsmålet om, hvordan man indretter samfundets or-
ganer, dets sociale og kulturelle institutioner, dets moral og skikke. Hvorfor skulle
grønlænderne ikke kunne gøre det på deres egen måde, selvom de ikke kan anvende
327
[3]
kajak og konebåd og trommedans. Og hvad ville være mere naturligt, end at de ville
befinde sig bedre i et sådant moderne samfund, som de havde indrettet til dels efter
eget hovede?
4) En fjerde misforståelse er, at det afgørende for udviklingen er det enkelte indi-
vids ønske om uddannelse, indtjening, succes, og at man derfor blot skal appellere
til disse personlige ambitioner, som jo også vitterligt er stærke drivkræfter i vores
eget samfund.
Men igen: Der er jo også noget helt andet, som driver mennesker til at handle -
måske endda nok så meget som personlig ærgerrighed. Det er et fundamentalt men-
neskeligt træk at tilhøre en gruppe og lade sin adfærd bestemme af, hvad gruppen
billiger og hvad ikke — og selvom vi også kender det fra vores samfund, hvor der
findes vidt forskellige grupper med forskelligt adfærds-og moralmønster, er tenden-
sen vel endnu stærkere netop i de sluttede samfund som det gamle grønlandske.
Hvis gruppen går i stykker, vil det let betyde, at moralen opløses — forstået sådan,
at den enkelte mister sin ledestjerne for sine handlinger. Vi kender f. eks. fænomenet,
når emigranter kommer ud og føler sig helt uden hæmninger og moral, fordi de er
ude af gruppen. Dette er ikke et forsøg på at prædike moral, men blot pege på, at
det formentlig er nødvendigt for mennesker at tilhøre een eller anden gruppe, som
de føler sig hørende til og ansvarlig overfor, hvis der skal blive ansvarlighed og
sammenhæng i deres egne handlinger.
I Grønland er det vel netop en gruppeopløsning, der er sket — og dermed et bort-
fald af en væsentlig motivation til at handle. Når så mange grønlændere nu taler om
at finde deres identitet, mener de vel i virkeligheden det at erkende deres samhørig-
hed med en gruppe, nemlig nu den større grønlandske — og deres ansvarlighed over-
for den og at erkende, hvad denne gruppe står for. Hvordan skal vi vente en sam-
fundsansvarlig handlemåde i en befolkning, der ikke har foretaget denne fundamen-
tale nationale gruppedannelse ? Hvordan skal vi vente, at et samfund kan skabes, hvis
ikke den positive vilje til at gøre det foreligger som et fællestræk ved alle gruppens
medlemmer? Og dermed er vi jo ved en motivation i udviklingsforløbet, som ligger
på et helt andet plan end den rent personlige stræben.
Hvis et moderne fungerende samfund skal bygges op, da må der være kræfter og
mennesker, der beskæftiger sig med dettes problemer og ikke bare med deres egne,
der må eksistere en positiv vilje til at skabe et fælles livsgrundlag for en gruppes
medlemmer — og give fællesskabets problemer prioritet på linje med eller før de per-
sonlige. Noget sådant forudsætter, at der er sket en moralsk omstilling med solida-
ritetsfølelse overfor den nye gruppedannelse, som det nye samfund er udtryk for. Og
en sådan omstilling er en så kompliceret og vanskelig proces, at der skal de allerfine-
ste hjælpemidler til, et sprog, der formår at løse op for en sådan proces.
328

[4]
Eller sagt lidt mere direkte: Hvis det skal lykkes at få grønlænderne revet ud af
den passivitet og apati, som på mange måder har præget den brede befolknings for-
hold til hele den nye opbygning, — at få mobiliseret alle deres menneskelige og øko-
nomiske reserver som positive bidrag til opbygningen, så den i højere grad bliver
deres egen, da kan det næppe ske ved samfundsøkonomiske foredrag eller ved appel
til den enkeltes økonomiske udbytte, men kun ved at der skabes en klar grønlandsk
bevidsthed om at høre sammen. Og lige så nødvendig dansk er, når der tilstræbes en
heldig personlig placering i samfundet baseret på bedre uddannelse, lige så nødven-
dig er grønlandsk, hvis en sådan positiv solidaritetsfølelse skal opstå. Og lige så øde-
læggende er der derfor, hvis man nedvurderer de værdier, in casu sproget, som netop
dette fællesskab omfatter.
Det er nok muligt, at Boserup har ret i, at hele den globale udvikling frem imod
store enheder vil gøre de små sprog og dermed også grønlandsk og dansk til for-
snævrende anakronismer ad åre, og at de vil forsvinde som sådanne. Men det vil
være yderst uansvarligt at befordre denne forsvinden bevidst på et tidspunkt, da
dette sprog måske står overfor sin vigtigste historiske funktion overhovedet.
5) Bag hele daniseringsideologien ligger også forestillingen om, at det reelt er
umuligt at gøre en befolkning effektivt dobbeltsproget, og at den nuværende skole-
og kulturpolitik derfor hviler på et forkert grundlag. I virkeligheden må der vælges.
Jeg har selv et langt stykke haft den forestilling, fordi man har levet rned de prak-
tiske problemer ved tosprogetheden. Men i virkeligheden har man jo kun forsøgt
med en befolkning, der ikke var virkelig motiveret for at lære begge sprog-og med
børn, der ikke var det i skolen og ikke blev støttet i forsøget fra hjemmet. Igen det
samme: De praktiske muligheder har været der: skolen — lærerne — aftenskolen —
radioen o. s. v., men viljen, det stærke og altbesejrende ønske har manglet, som alene
driver værket og udretter det utrolige.
Det lyder måske lidt bagvendt, hvis man forestiller sig, at den just omtalte gruppe-
dannelse skulle befordre viljen til at lære dansk og dermed til virkelig dobbeltspro-
gethed. Men det kan godt være rigtigt. For selv meget nationalt bevidste grønlændere
må indse, at den eneste vej til at blive herrer i eget hus og erstatte den hele hærskare
af udsendte med landets egne børn går om ad mere uddannelse og dermed mere
dansk. Hvis hele samfundet igen skal fungere ved grønlændere og på grønlandsk,
da må det paradoksalt nok ske gennem en hårdere danskindlæring for uddannelsens
skyld. Til gengæld vil mere dansk så også medføre, at hele samfundet senere bliver
langt mere grønlandsk, end mange i dag forestiller sig — simpelthen fordi der sidder
grønlændere på alle nøglestillinger, så man også i administrationens verden vil kunne
komme igennem med grønlandsk.
Jeg kan ikke bevise, at virkelig tosprogethed er mulig. Men jeg nægter i det grøn-
329
[5]
landske tilfælde at tro på det modsatte, så længe det ikke er forsøgt med en befolk-
ning, der selv har et klart ønske om at være det.
6) Man må også meget stærkt betvivle Boserups tro på de danske læreres store
effekt i den grønlandske skole. Selvfølgelig kan de dansk og kan vel også lære bør-
nene det — selvom skolens hidtidige resultater i så henseende egentlig ikke tyder
meget på det! Men skolen har en anden og fuldt så væsentlig opgave: At motivere
børnene for det samfund, de kommer til at le.ve i, at bidrage til børnenes menneske-
lige udvikling på et tidspunkt, da de grønlandske hjem tit er ret magtesløse overfor
netop denne opgave, fordi forældrene ikke selv forstår det nye samfund og intet føler
for det. Men hvordan skal danske lærere, som ikke taler børnenes eget sprog, som
selv er fremmede og ikke hører til den gruppe, de skal integreres i, som ikke tænker
deres tanker og forstår deres problemer, — hvordan i alverden skal de kunne løse
den opgave? Det kan kun grønlandske lærere^ og derfor er det dem, vi har brug for
i den grønlandske skole i dag — langt, langt mere end de danske. Og lur mig, om det
ikke kunne vise sig, at endog indlæringen af dansk kunne blive udmærket effektiv
ved grønlandske lærere - det er jo dog stadigvæk danske lærere, som i vore skoler
underviser i tysk og engelsk og fransk, og vi får dog vore eksaminer endda. Hvem
siger, det ville blive så meget bedre igen, hvis vi blev oversvømmet af tyske og
franske lærere, der ikke kunne tale med vore børn?
Selvom danske lærere stort set har udført og udfører et ansvarsbevidst og stort
arbejde i de grønlandske skoler, så kan det dog med den bedste vilje være svært at
undgå, at børnene påføres det milieuchok, som bliver resultatet, når de i skolen mø-
der en verden så helt forskellig fra den, de kommer fra. Og det er vist aldrig klar-
lagt, hvad den slags kan skabe af problemer senere i barnets liv, men man har en
anelse om, at det kan blive skæbnesvangert, og at flere af de problemer, vi i dag må
slås med i Grønland, har deres udspring heri.
Derfor er det en ulykkelig tendens, at grønlandske politikere og unge uddannelses-
søgende så konsekvent kræver danske uddannelser — og nu sidst eksempelvis kræver
en grønlandsk læreruddannelse helt på niveau med den danske. Motiverne herfor er
jo netop de klart selviske: De enkelte læreres bedre løn og avancementsmuligheder,
mens man slet ikke tager hensyn til samfundets og børnenes interesser. Det er et slå-
ende tegn på, at den før nævnte gruppedannelse og solidaritetsfølelse slet ikke endnu
er skabt. Resultatet bliver formentlig en ny læreruddannelse, som giver færre vel
uddannede grønlandske lærere — i en situation, da skolernes enorme behov for grøn-
landske lærere burde udelukke en sådan nyordning. Jeg kan slet ikke som Boserup se
noget særligt opmuntrende og kun positivt i de unges ønske om at blive helt lige med
danskerne, hvis det skal ske på bekostning af gruppens egentlige interesser.
Hvis jeg skal anvise en vej som alternativ til den boserupske, skal det selvfølgelig
330
[6]
ikke være mindre danskindlæring, men den nuværende politik fortsat, blot med en-
hver tænkelig anstrengelse gjort for at skaffe nye og mange grønlandske lærere, for-
synet med en uddannelse og anbragt i et skolesystem, som begge passer til det grøn-
landske samfund og dets behov. Og vejen er i hvert tilfælde ikke de planer, som man
nu har om en ændring og forlængelse af læreruddannelsen i Grønland.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at Mogens Boserup i alt, hvad han skriver, kun er moti-
veret af de bedste ønsker for grønlænderne, og det er også udmærket, at problemet
bliver trukket klart op, for det trænger til at blive behandlet. Men jeg er altså bange
for, at Boserup tænker for firkantet teknisk og økonomisk om, hvad det bedste så er
for grønlænderne.
331[7]