[1] BYGDEN LICHTENAU I SYDGRØNLAND Af Ove Bak L dag er Lichtenau i Nanortalik kommune blandt Grønlands mindste bygder, men i første halvdel af 1800-tallet var det landsdelens største beboede sted. Lichtenau er anlagt i juli måned 1774 af den tyske brødremission, som på det tidspunkt havde to missionsstationer i Grønland, nemlig Ny Herrnhut og Lichtenfels. Sommeren 1774 var der to ekspeditioner i Sydgrønland. Købmanden Anders Ol- sen berejste egnen for at finde et sted, hvor der kunne anlægges en ny koloni sydligere end Frederikshåb. Brødremissionærerne Johannes Sorensen og Gottfried Grillich søgte sammen med 33 døbte grønlændere fra Lichtenfels efter en plads, hvor der kunne bygges en ny missionsstation. Denne skulle af forsyningsgrunde helst anbrin- ges i nærheden af den nye koloni. Begge ekspeditioners mål var egnen ved tmartoq, hvor man vidste, at der var varme kilder og ret frodigt. Ingen af dem valgte dog at slå sig ned ved Onartoq-fjorden. Anders Olsen fandt et sted ved Igaliko-fjordens udløb, som han kaldte Julianes- Haab efter enkedronningen, Juliane Marie. Året efter begyndte man at opføre de første handelsbygninger på det nye sted. Brødremissionærerne fandt en lokalitet i Agdluitsoq-f jorden ved navn Qernertoq, som de syntes godt om. Stedet fik det tyske navn Lichtenau. Missionsbygningerne blev de kommende år opført på et fladt terræn neden for ret stejle, østvendte skrå- ninger. Her er et tykt jordlag, som muliggør havebrug. Måske har nordboerne haft en gård på stedet. Den første hedning blev døbt den 19. marts 1775, og i årene, der fulgte, blev en stor del af befolkningen i distriktet kristnet. Efter missionærernes ønske flyttede mange af de nydøbte ind til Lichtenau, der efterhånden blev overbefolket. Vinteren 1829/30 var der 447 indbyggere ved missionsstationen (tallet 676 nævnt i A/G, 20/3 d. å. side 11, trind, de resterende bopladsbeboere). Det var mere end dobbelt så mange mennesker som ved Godthåb, og udviklingen gik i retning af, at flere og flere fangere flyttede til Lichtenau, selv om deres erhvervsmuligheder deved blev stærkt forringet. I de følgende år skete dog efter pres fra myndighedernes side en gradvis tilbage- flytning til de gamle bopladser, som lå ret spredt. Fangerne blev bedre fordelt i om- 367 [2] Lichtenau set en eftermiddag i julen. Fjeldets skygge dækker snart hele den lille bygd. Midt i billedet ligger den store præstebolig, livis nederste etage et blandt Grønlands ældste bygninger, idet den er op/ørt i året 1779. Øverste etage er af træ og fra 1844/45. De to hvide bygninger til højre for præsteboligen er opført af sten og sikkert fra 1700-tallcts slutning. Til venstre for disse ligger kirken, der er opført af bin- dingsværk i 1871 på en ældre kirkes grund. Gavlindgangen er indrettet, da kirken efter herrnhut-missio- nærerncs bortrejse i året 1900 blev ombygget og indrettet efter dansk tradition. Indgangen var tidligere på bygningens ene langside. Den 2-etages bygning til venstre for kirken er børnehjemmet »Gertrud Rasks Minde«. rådet, og hver enkelt havde ikke så langt til jagtterrænet, der ofte lå lige uden for bopladsen. Langsomt faldt Lichtenaus befolkningstal i løbet af århundredet til 107 i året 1900. I året 1840 var der ved mlssionsstationen 327 mennesker, som boede i 25 huse - altså gennemsnitlig ca. 13 personer i hvert hus. Vinteren 1900/01 var der 16 huse til de 107 mennesker, som nu boede på stedet. Det gennemsnitlige antal beboere pr. hus var faldet til præcis det halve. I dette århundrede standsede nedgangen i folketallet, og det steg endda lidt, men fra 1963 kom det under 100. Nedgangen er nu konstant. I år er der færre end 80 mennesker i Lichtenau, og der sker stadig fraflytning til Sydprøven og Nanortalik, de nærmeste „storbyer". Den dag er sikkert ikke fjern, hvor der kun bor et par fåre- holderfamilier tilbage på stedet. 368 [3] Pastor Jens Chcmnitz (junior) i præstegården i Lichtenau. ]. C. er j ødt i Holsteinsborg 23. november 1891 og dodc i Lichtenau 17. december 1966. I slutningen af 1800-tallet var det 60 år siden, den sidste voksne hedning blev døbt i Lichtenau missionariat. Befolkningen i Frederiksdal-området mod syd havde også længe været kristnet, og tilgangen af hedenske østgrønlændere var ved at ebbe ud. Da også Godthåb-området for længst var ophørt med at være missionsmark, beslut- tede Brødremissionens ledelse i Tyskland at overgive arbejdet til den danske folke- kirke. 369 [4] Den 7, marts 1900 billigede missionsledelsen i Berthelsdorf bei Herrnhut en over- dragelse af ansvaret for det kirkelige arbejde i de hidtidige brødremenigheder i Grønland til den danske kirke. I begyndelsen af september 1900 forlod missionær /. L. Ifinz og hans hustru Lichtenau og afløstes af daværende ordineret overkateket, senere forstepræst, Jens Chemnitz (fulde navn: Jens Anthon Barsilai Ignatius Ch.). Pastor Chemnitz var født 1853 i Østprøven, hvor faderen Jens C. W. Ch. var underassistent. Han var af tysk/grønlandsk afstamning, mens moderen Maria var af Egede-familien, hvis stamfader var Anders Olsen. Jens Chemnit/, fik en uddan- nelse på Godthåb Seminarium og havde senere to studieophold i Danmark. I 1883 blev han ordineret i Frue Kirke af biskop Martensen. Samme år fik han ansættelse i Julianehåb. Senere flyttede han til Hqlsteinsborg. Året 1900 blev Jens Chemnitz sorn nævnt ansat i Lichtenau. Det følgende år flyttede han til Frederiksclal, men vendte tilbage til Lichtenau i 1912, og han blev på stedet efter at være pensioneret. Han døde i 1929. Jens Chemnit/, var i mange henseender en foregangsmand og ledende skikkelse blandt grønlænderne. I Frederiksdal ledede han forsøg med fåreavl og bærer et stort ansvar for, at der kom gang i et erhverv, som man vel må have lov at kalde Grøn- lands mest rentable trods tilbagevendende katastrofeår. (Jeg mindes af en speciel grund ofte J. C.'s fåreavlsforsøg. I 1968 grundede jeg meget og længe over en ejendommelig „nordboruin" nær Frederiksdal — indtil jeg fik at vide, at det såmænd var pastor Chemnitz's gamle fårestald fra begyndelsen af dette århundrede!) Jens Chemnitz fik startet en forening til gensidig hjælp ved husbygning i Lichtenau, hvilket bevirkede, at jordhusene efterhånden forsvandt. Han holdt mange opbygge- lige og oplysende foredrag for befolkningen oggav derved sine sognebørn en betyde- lig viden om mangt og meget. Oprettelsen af en lille husmoderskole var endnu et led i den oplysende virksomhed. Desværre for bopladsens trivsel blev der ikke opført et fiskehus i Lichtenau som i Sydprøven (1910) og Sarfå (1913 —senere flyttet til Sletten). Specielt Sydprøven voksede begunstiget af butik og fiskehus — særlig efter 1958. Lichtenaus udvikling stod mere eller mindre i stampe for efterhånden at gå helt i stå i nyeste tid, selv om dets ivrige præster bidrog meget til at bringe nyt liv til stedet. I 1942 blev Jens Chemnitz's søn, der også hed Jens, præst i Lichtenau, og han virkede der, indtil han blev pensioneret i 1961. Da ophørte Lichtenau med at være præsteby. I stedet valgtes det nærmeste udsted Sydprøven, som længe havde været områdets største bebyggelse. 37° [5] l;ot. ca. IU25. (Fotograf ukendt). Pastor Jens Chemnitz (senior) som pensioneret og lians hustru Marie. J. C. er født 24. november 1S53 i Østprøven (på Hcrjolfsnæs) og døde i Liclitenau 12. februar 1929. Jens Chemnitz (junior) gjorde Lichtenau kendt i Grønland og i mange kredse i Danmark på grund af sin store interesse for børneforsorgen, der bl. a. gav sig ud- slag i oprettelse og drift af et hjem for vanskeligt stillede børn. Jeg skal derfor nær- mere omtale dette arbejde. Den 30. august 1937 oprettede pastor Chemnitz, og hans kone Falborg i Fiskenæs- set børnehjemmet „Gertrud Rasks Minde", der skulle være et hjem for forældreløse og meget dårligt stillede børn, der ofte levede under ubeskriveligt elendige forhold. I de følgende år gjorde Jens og Valborg Chemnitz en stor og uegennyttig indsats, dels ved det praktiske arbejde og dels ved at ændre folks ligegyldige og ofte nega- tive indstilling over for „besværlige" forældreløse børn. Hele arbejdet blev præget af en aktiv og inderlig kristen indstilling. Børnehjemmet blev drevet til dels efter en engelsk børnesagspioner George Muller s principper for kristeligt/socialt arbejde. Året 1942 flyttede pastor Chemnitz til Lichtenau og tog 6 plejebørn med. På det nye sted videreførte« børnehjemmet i præsteboligen. Først 6 år senere fik børnehjem- 371 [6] met eget hus ved købet af en nærliggende bygning, der havde været pensionistbolig for den gamle Jens Chemnitz og en efterfølgende præst. Fra 1950 fik hr. og fru Chemnitz en trofast medhjælper i frk. Kirsten Kristensen. Børnehjemmet blev drevet med økonomisk støtte fra kredse i Danmark og Grønland og senere også fra Landsrådet. Den 17. december 1966 døde pastor Chemnitz. To år senere rejste hans kone, der var svækket efter hårdt slid gennem mange år, til København. Kirsten Kristensen er blevet i Lichtenau og viderefører med stor dygtighed og energi børnehjemmet sam- men med sine medhjælpere. Fru Chemnitz bor nu på Diakonissestiftelsen i Køben- havn. Hun mindes med glæde arbejdsårene i Lichtenau og sine mange plejebørn, der nu bor spredt i syd og nord. For disse børn har „Gertrud Rasks Minde" betydet en lykkelig og tryg barndom og hjælp i de unge år til at starte en selvstændig tilværelse. Jens og Valborg Chemnitz var de første i Grønland, som gjorde en virkelig indsats for at hjælpe ulykkeligt stillede børn. Eksemplet er fulgt af andre på forskellig måde, og der er nu børnehjem i de fleste byer i Grønland. Der arbejdes for tiden med at omdanne „Gertrud Rasks Minde" til en selvejende institution. I 1968 udvidedes og moderniseredes børnehjemmet for et betydeligt be- løb takket være privat støtte og hjælp fra „Fonden til Fædrelandets Vel". Den dag- lige drift dækkes fortsat for en stor del af private midler, som altid har været fuldt tilstrækkelige. Sidste regnskabsår var der endda trods betydelige ekstraudgifter et ikke lille overskud. Pengene kommer fra støttekredse, enkeltpersoner, foreninger, menigheder, de amerikanske baser og sidst men ikke mindst fra Landsrådet. I øjeblikket er der planer fremme om at foreslå børnehjemmet flyttet til et større sted. Om denne plan kan der siges mange ting for og imod. Mod børnehjemmets flyt- ning kan bl. a. anføres, at bygningen i Lichtenau nu er fuldt tidssvarende. Der er moderne køkken og elektricitet. En medarbejder bor i præstegården, som vedligehol- des af kirkeministeriet og for nylig er brandsikret. Hvis børnehjemmet flyttes, vil to store bygninger, den ene ombygget og moderniseret for et betydeligt beløb og den anden en af Grønlands ældste bygninger, stå tomme og sandsynligvis snart forfalde. For børnene er tilværelsen i den lille bygd dejlig fri med tumlepladser til alle sider. De kan lege i fjeldene og sejle i små joller i en lavvandet bugt. Børnehjemmet har mange får og desuden en fiskekutter, så oplæringen i to grønlandske erhverv kan ske tidligt. Bygdens beboere accepterer børnene og^er som onkler og tanter for dem. En barndom i denne beskyttede lilleverden bliver ganske anderledes end i de grønlandske „storbyer" og er sikkert ofte lykkeligere. Til gengæld kan overgangen blive problem- fyldt, når børnene som halvvoksne flytter bort fra hjemmet i Lichtenau, men mange har forstået at klare sig godt under de nye forhold. 372 [7] Jens og Valborg Chemnitz sammen med Kirsten Kristensen (til venstre) i den smukke og frodige have ved indgangen til præsteboligen. Vi ser de svære, snart 200 år gamle, hvidkalkede stenmure. Fot. Sehested 1957. Desværre bliver forskellen mellem den lille bygd og byen i disse år større og større. Der stilles voksende krav til undervisningsmulighederne. Skolen i Lichtenau er lille, men en kateket og en lærerinde har ved god indsats endnu kunnet give børnene den tilstrækkelige viden, herunder danskkundskaber. Børnetallet i Lichtenau skole falder. Der er opført skolehjem i Nanortalik for børn fra de mindste steder, og der har været fremsat planer om at bygge et tilsva- rende i Sydprøven. Udviklingen går hurtigt — og imod den lille skole i Lichtenau, der måske om 5-6 år kun har elever fra børnehjemmet og 2—3 familier, hvoraf den ene er kateketens. Problemet er velkendt i Grønland, og det gør spørgsmålet om børne- hjemmets flytning aktuelt. De gamle missionsbygninger, der stadig står i god og vedligeholdt stand, har væ- ret rammen om og centrum for et særpræget kapitel i Grønlands historie. De bør bevares under en eller anden form, hvordan end udviklingen går for bygden Lich- tenau! 373 [8]