[1]
NEKROLOG
Fhv. kolonibestyrer O. R. B. HANSEN
Det var med vemod, vi modtog budskabet om, at
tidligere kolonibestyrer O. R. B. Hansen den 26.
september 1970 efter kort tids sygdom var afgået
ved døden.
Han blev født i København den 12. december
1901, tog præliminæreksamen i 1918. Efter nogle
år tilsøs blev han assistent på prøve i Grønland
i 1924, assistent i 1928, overassistent i 1933, kolo-
nibestyrer i 194G og tog sin afsked i 1956. Som de
fleste udsendte tjenestemænd kom han til at virke
mange steder, den længste tid i det daværende
Nordgrønland: Jakobshavn, Christianshåb, Uma-
nak og Godhavn, men også i Nanortalik og Fre-
derikshåb i Sydgrønland. Sin gerning i Grønland
afsluttede han med at være kolonibestyrer i
Egedesminde i årene 1951-54. Ridder af Danne-
brog blev han i 1952.
Det blev altså i tiden umiddelbart før, under og
efter 2. verdenskrig, at O. R. B. Hansen kom til
at gøre sin gerning, i en for Grønland meget
afgørende periode. Han kendte sit ansvar og
søgte at leve op til det, pligtopfyldende som han
var. På forskellig vis var han med til at forberede
det nye, som skulle komme. Mindre måske på det
administrative område, hans røst hørtes sjældent
i udvalg og betænkninger, han passede stilfærdigt,
men også myndigt sit arbejde efter de gamle
linjer, men mere i arbejdet for at modne og
dygtiggøre sine medarbejdere og den befolkning,
han boede iblandt. Med sin sans for kunst og
kultur opmuntrede og støttede han talentfulde
grønlændere og hjalp dem med at finde udtryk
for deres skabertrang samtidig med, at han ved
udsendelse af scrapbøger med udklip fra danske
blade prøvede at orientere dansklæsende grøn-
lændere om tidens problemer ude og hjemme.
Han blev grønlændernes ven.
Det hjem, han dannede med fru Else i 1930,

O. R. B. Hansen.
blev et godt og gæstfrit hjem, hvor kolonifæller
og tilrejsende altid befandt sig vel. Hans mange-
artede interesser, fra geologi og mineralogi til
personalhistorie og litteratur, og hans stilfærdige
humor gjorde ham til det naturlige midtpunkt
i kredsen. Lærte man ham virkeligt at kende,
fandt man i ham en oprigtig og trofast ven.
Æret være hans minde!
Peter Fenger.
375[2]